3 minute read
» Nye ansigter i Ungdomskredsens bestyrelse
Nye ansigter
i Ungdomskredsens bestyrelse
Advertisement
Af Ditte Guldager Frandsen
Hvordan var mit første møde med Ungdomskredsen? Mit første møde med Ungdomskredsen var et online landsmøde, hvor jeg selv stillede op som bestyrelsesmedlem. Årsagen til det er corona. Jeg var i starten af 2020 med til nogle arrangementer med SUMH Odense/ Fyn, hvor jeg mødte Mikkel Christensen. Her fik jeg en rigtig dejlig modtagelse, og jeg følte mig godt tilpas sammen med de andre. Jeg havde i forvejen ikke det store netværk, så det var dejligt at møde nogle nye mennesker.
Jeg skulle også have deltaget i landsmødet 2020, men det blev som så meget andet aflyst. SUMH gik online, men jeg var kun med nogle få gange, da jeg i forvejen havde onlineundervisning, som jeg synes, var hårdt. Jeg så virkelig frem til, at Danmark genåbnede, så vi igen kunne mødes.
Først på året i 2021 skrev Mikkel til mig, om jeg kunne tænkte mig at stille op til Ungdomskredsens bestyrelse. Jeg havde aldrig før været med i en bestyrelse, men tænkte at det var en god mulighed for at møde nogle nye mennesker, så jeg stillede op og var så heldig at blive stemt ind. Få uger efter havde jeg mit første fysiske arrangement med Ungdomskredsen, som var et bestyrelsesmøde. Her blev jeg modtaget med enorm venlighed og åbenhed. Det var rigtig dejligt at møde nogle, som også havde udfordringer.
Jeg er stadig ny, men jeg tror, at det, at jeg er med i Ungdomskredsen, gør, at jeg får noget mere socialt i min hverdag, og det er med til at udvikle mig. Det, jeg synes, der er fedt ved UK, er, at de ved deres arrangementer tager emner op, som vi unge møder i vores hverdag, og som kan være svære at snakke med andre om.
Af Seid Civic
Jeg mener, at det hele startede med en annonce I Nutidens Unge nr. 3/2019. Her stod der på side 31, at der søgtes skribenter til bladet. Indtil da var Nutidens Unge bare et af de handicap-magasiner, som vores familie fik i posten en gang imellem, i hvert fald for mig. Men denne gang fik jeg faktisk mulighed for at bruge min passion for skrivning, som jeg gennem hele mit liv har haft, hvilket selvfølgelig var meget fristende. Så jeg kom i gang med at skrive, og i næste nummer kom mine første filmanmeldelser. Siden da har jeg fået skrevet en god sjat filmanmeldelser og artikler til bladet og har dermed også været i tæt kontakt med bladets redaktør, Mikkel.
Jeg aner ikke, hvorfor de synes, at det var en god idé, men den 28. februar fik jeg til min overraskelse en mail, hvor der stod, at bestyrelsen overvejede, om jeg ville stille op til Ungdomskredsens bestyrelse. Jeg syntes, at det lød spændende, så jeg sagde ja. Den 27. marts var der afstemning, og det endte med, at jeg lige akkurat kunne komme ind i bestyrelsen. Hurra!
I april skulle jeg så endelig til mit første bestyrelsesmøde i Odense. Det var en mærkelig oplevelse, men når jeg ser tilbage på det nu, så var det egentlig fedt nok. Jeg fik et fint indblik i, hvordan sådan noget bestyrelsesarbejde fungerer, og der var overraskende god stemning i lokalet. Det virkede meget mere som en gruppe halv-seriøse venner, der arbejdede på et halv-seriøst skoleprojekt, end en velorienteret og disciplineret ledelse. I ét ord: hyggeligt. I maj kom jeg så til min første bestyrelsesweekend, hvor jeg fik yderligere mulighed for at lære mine medbestyrelsesmedlemmer at kende. Det var også meget hyggeligt.
Jeg har prøvet så vidt muligt at bidrage til arbejdet i bestyrelsen, og selvom jeg egentlig har lyttet og observeret mere, end jeg har snakket og diskuteret, så sætter jeg stadig pris på, at jeg kan få lov til at opleve alt dette og samle lidt erfaring. Det at deltage i bestyrelsen har faktisk næsten været mere undervisning end arbejde, og jeg ser frem til både at lære mere og helst også bidrage mere til arbejdet. Indtil videre har jeg fx kunnet bidrage med lidt designarbejde, hvilket er et godt skridt i min karriere, føler jeg, hvis man kan sige det sådan.