"Like mig nu, din fede nar" - Søren Hebsgaard

"LIKE MIG NU, DIN FEDE NAR"

"FÆLLESTIME HVER FOR SIG"

En fredag i januar var der indlagt en virtuel fællestime i førsteårselevernes skema. Nemlig en lektion ved videnskabsjournalisten Søren Hebsgaard med overskriften ”Like mig nu, din fede nar!” Det er efterhånden en tradition på gymnasiet, at der gennemføres en spørgeskemaundersøgelse om de nye elevers vaner med ny teknologi som smartphones, og i forlængelse af denne kommer Hebsgaard for at diskutere digital dannelse med eleverne. Denne gang sad han imidlertid hjemme i sin egen stue med en assistent, Lasse, ligesom alle tilhørerne sad derhjemme bag skærmen. Alligevel fungerede kommunikationen mellem de to parter fint, idet journalisten indlagde nogle pauser, hvor eleverne ved hjælp af deres mobiltelefon skulle tage stilling til nogle dilemmaspørgsmål.

Denne form gjorde, at foredragsholderen ikke kom til at fremstå som en bedrevidende ekspert, der talte ned til de

unge. I stedet for blev der stille og roligt bygget nogle spilleregler op om, hvordan man mest hensigtsmæssigt bruger den nye teknologi.

Søren Hebsgaard krydrede foredraget med sjove tegninger, små videoer og interaktive øvelser, ligesom han kommenterede de data om elevernes navigering på de sociale medier, han havde fået ind via spørgeskemaerne. Alt sammen i et klart sprog og krydret med ord, de unge kender fra deres digitale kommunikation, som f.eks.”nice”, ”mega gøjseren” og ”at hate" og "at shame”.

Han introducerede også begrebet ”en boble”. Ud fra en video på nettet, der viser en happening i venteværelset til en lægekonsultation, hvor patienterne efterhånden finder det naturligt at rejse sig op og sætte sig igen på kommando ved et bestemt lydsignal, fik han eleverne til at forstå, at man ikke nødvendigvis skal underordne sig alt i en gruppesamtale på de sociale medier. Nogle gange skal man måske "bryde boblen" og sige fra over for måden at kommunikere på. Og Hebsgaard havde jo nogle procenttal og noget statistisk materiale at henvise til, hvor eleverne selv havde sagt, at tonen på de sociale medier nogle gange bliver for grov.

Til sidst fik Hebsgaard også en elev, Simon fra 1q, til at medvirke i en quiz i stil med ”Hvem vil være millionær”. Her blev der præsenteret nogle autentiske sager, der f.eks. handlede om at dele private billeder på nettet, og så skulle Simon (og alle hans kammerater) vælge en af fire sanktionsmuligheder over for handlingen. Her blev deltagerne sikkert overraskede over, hvor alvorligt der blev set på forseelserne i de tilfælde, hvor de angiveligt var endt for en domstol.

Foredragsholder og tilhørere blev undervejs enige om, at den nye teknologi på mange måder er nyttig, men gør den os også lykkeligere, og afskaffer den megen trafik på de sociale medier ensomhed? Og findes der ikke en anden kærlighed end like-kærligheden?

Konklusionen var, at al den kommunikation med likes og smileys bare er med til at stresse os. Hellere kvalitet frem for kvantitet, og der findes bedre måder at være sammen på. Søren Hebsgaard udfordrede tillige udsagnet om, at alle kan multitaske og f.eks. både følge med i undervisningen og være på Facebook samtidig.

Så selv om deltagerne sad hver sit sted, fik man fornemmelsen af, at det alligevel var noget, man var fælles om. Den opfattelse bestyrkedes af, at førsteårseleverne blev ved med at sende spørgsmål til Hebsgaard, lang tid efter at ”timen” egentlig var slut.