1 minute read
Alsang i ALFA
FRIHEDSJUBILÆUM MARKERET MED 1 ÅRS FORSINKELSE
I 2020 havde VHG planlagt at fejre 75-året for Danmarks befrielse med fuld musik ved en fællestime i maj, men som bekendt ville Corona-virussen det anderledes. D. 4. maj 2021, altså et år efter, blev der så afviklet en mere lokal udgave af arrangementet i skoleregi (for ungdomsuddannelserne på HEG og VHG) i Musikhuset ALFA, hvor en konferencier, Peter Hørup, museumsleder på Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø, fortalte om de fem onde år, især om begrebet alsang, vekslende med sang og musik ved sangeren Louise Støjberg og pianisten Ronnie Olesen. Arrangementet blev indrammet af en lydkulisse, der i starten illuderede tyskernes besættelse af Danmark, og som afslutning det berømte frihedsbudskab fra London.
Advertisement
Denne transskription til det lokale virkede godt. Som indledning læste Hørup således op af Løgstør Avis' dækning d. 10/4-1939 af den foregående dags besættelse af landet, hvor man nærmest fik indtrykket af, at der var tale om et turistbesøg. Også alsangen, der startede som fænomen i Aalborg d. 4/7 1940 og fortsatte til august 1943, hvor der blev indført undtagelsestilstand i landet, blev beskrevet ud fra en lokal synsvinkel. Bare angivelsen af deltagerantallet (f.eks. 1.700 til et stævne i Løgstør og 1.300 i Aars), gav et levende indtryk af, hvor meget sangen havde betydet for fællesskabsfølelsen og modstanden mod besættelsesmagten. Sangene stod også stærkt i billedet. Lige fra den første, der var ”En lærke letted’”, frihedssangen par excellence, over PH’s ”Man binder os på mund og hånd” fra forestillingen ”Dyveke”, der på overfladen er en kærlighedssang, til den afsluttende sang, Frit land, af Carl Emil Petersen. Og indimellem, naturligvis, eksempler fra alsangsbogens fædrelandssange. Bl.a. en flot fortolkning af H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”.
Undervejs trakterede Louise Støjberg og Ronnie Olesen forskellige instrumenter. F.eks. guitarer i den afsluttende ”Frit Land”. Denne sang gav, som Peter Hørup ganske rigtigt påpegede, tilhøreren noget at tænke over: Hvad betyder frihed egentlig? Er det kun frihed for en selv eller hvad?
Også et andet jubilæum end befrielsen blev lige strejfet i Hørups forbindende ord til arrangementet ALSANG Læring: 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark. Igen med en lille forsinkelsessats.