3 minute read
Nye "biboere" på taget
DET GRØNNE RÅD
NYE "BIBOERE" PÅ TAGET
Advertisement
I en tid, hvor nyhedsstrømmen i medierne mest har handlet om sammenligning af diverse vacciner og deres bivirkninger, var det opløftende i maj måned at kunne bringe en god nyhed fra naturens verden: Gymnasiet fik nemlig bistader på taget, og 3. maj flyttede en bifamilie ind. Det var biologilærer Karsten Hessellund, der samtidig har en bibeskæftigelse som biavler og som er medlem af Viborgegnens Biavlerforening, der sørgede for indflytningen, bistået af pedel Brian Danielsen.
BIFAMILIEN
Da bierne samledes i deres stade søndag aften i nærheden af Hammershøj, var de ikke klar over, at de næste morgen ville befinde sig i Aars. Nogle dage tidligere havde deres ejer dog gjort klar til flytningen af bifamilien ved at syne den - dvs. undersøge den for forskellige sygdomme og parasitter. Heldigvis var familien sund og rask, så den kunne få den sundhedsattest, som gjorde flytningen mulig.
I en del år har biavlere frivilligt kunnet registrere deres bigårde i Det Centrale Bigårdsregister. Denne registrering er fra april 2021 blevet obligatorisk for at lette bekæmpelsen af de sygdomme og parasitter, som kan ramme bifamilier. Den nye bigård på gymnasiet er naturligvis også blevet registreret, som det sig hør og bør. Foreløbigt indeholder bigården kun én bifamilie, men hvis erfaringerne med denne familie bliver gode, er det muligt at udvide - vores tag er i hvert fald stort nok!
Bierne blev altså mandag morgen flyttet over i deres nye hjem - et hvidmalet trugstade. Bierne sad roligt på deres vokstavler under overflytningen - nok fordi de, ifølge den tidligere ejer, er ret rolige, men nok også under indflydelse af morgenkulden. Da alle rammer var flyttet over, blev de bier, som sad på siderne i deres gamle hjem, børstet ned i det nye stade. Selv om det blev gjort forsigtigt, fik det alligevel en del bier på vingerne, så Karsten Hessellund var glad for, at han havde iført sig støvler, bidragt og handsker.
I øvrigt nød alle gymnasiets elever godt af ankomsten af de nye gæster: de fik nemlig alle sammen en honningsnitte i dagens anledning.
EJENDOMSSERVICETEKNIKERELEV FIK IDÉEN
På VHG arbejder vi meget med miljø og bæredygtighed, og vi er certificeret "Grønt Gymnasieskole". I den forbindelse har vi Det Grønne Råd med repræsentanter for ansatte og elever. For et par år siden repræsenterede ejendomsserviceteknikerelev Miguel Hansen pedellerne i dette forum, og da han skulle vælge emne i forbindelse med sit svendestykke, var det naturligt for ham at kaste sig over opgaven med at beskrive, hvordan man etablerer og vedligeholder et "grønt klasseværelse" på udendørsarealerne - i samme forbindelse luftede han idéen om bistader på gymnasiet.
"Det grønne klasseværelse" er et udendørs område, der kan bruges til undervisning, og hvor elever og ansatte kan holde frikvarter. Her er der nu, ved pedellernes indsats, etableret et flisebelagt område, som er overdækket af en pergola bygget af miljøvenlige materialer. Faciliteter som borde, bænke, el, vand og internetforbindelse gør det muligt en gang imellem at flytte undervisningen udenfor i anderledes rammer. I tilknytning til det grønne klasseværelse findes et grønt område, hvor biodiversiteten løbende forøges. Alle klasser har således plantet frugtbuske, og der er etableret levesteder for insekter, et vandbassin og plantekummer til krydderurter og blomster.
BIVIRKNINGER
Honningbier er vigtige bestøvere og dermed bidragydere til biodiversiteten, og bierne og deres arbejde med bestøvning og fremstilling af honning vil kunne bruges i undervisningen i flere fag. Gymnasiets område benyttes i stort omfang til idrætsaktiviteter, så for at undgå uheldige situationer med bolde, der rammer bistaderne, blev det besluttet, at de skal stå på taget. Ud over honningproduktionen og fagligt input til undervisningen kunne Miguel også se nogle fordele ved etableringen af bistaderne ud fra en pedels synsvinkel. I sin eksamensopgave skrev han således: "Bierne har det hårdt i disse tider, og vi skal gøre alt for at hjælpe dem, specielt som en grøn skole. Bier skulle også være meget territorielle over for murbier, og derfor giver det mening, at vi har honningbier til at beskytte vores facade, som vi har meget af på VHG".