Hjørring historier 21 40 by Vendsyssel Historisk Arkiv

Hjørring Historier 21-40. Historien om Krigen om forsamlingsbygningen........................................................................................................2 Vendelbohus.........................................................................................................................................4 Vilhelm Carlsen....................................................................................................................................6 Købmand Riis’ Gaard...........................................................................................................................8 Nørregade 21......................................................................................................................................10 Det gamle rådhus................................................................................................................................12 Brænderigården..................................................................................................................................14 Knuth Becker......................................................................................................................................16 Hjørring Gymnasium..........................................................................................................................20 Henri Nathansen.................................................................................................................................24 Posten skal ud.....................................................................................................................................28 Hjørring Revyen.................................................................................................................................32 Teaterbazarerne...................................................................................................................................36 Svanelundsrevyerne............................................................................................................................38 Bryggeriet Vendia...............................................................................................................................40 Musikdirektør Jens Monberg Eriksen.................................................................................................44 Sophus Thomsen.................................................................................................................................48 Hjørring Dyrskue................................................................................................................................50 Hjørringpige til OL.............................................................................................................................54 Hjørring Kirkegård.............................................................................................................................58

Hjørringhistorier 21. Krigen om forsamlingsbygningen.

Foto: Forsamlingsbygningen, Østergade 9, Hjørring, fotograferet 1903. (Historisk Arkiv B 42.425).

Krigen om Forsamlingsbygningen. “Foreningen til Folkesagens Fremme” bliver stiftet i 1873, og er et slags aktieselskab af venstrefolk i Hjørring, som har et behov for et samlings-sted for landboerne, når de kommer til byen. Forsamlingsbygningen i Østergade erhverver foreningen sig i 1873, og i 1882 bliver der på grun-den bygget en ny og større bygning. Afholdsbevægelsen kommer til Hjørring i 1882 med dannelsen af “Hjørring Afholdsforening”. Stiftelsesmødet bliver afholdt i Forsam-lingsbygningen, som ligeledes bliver afholdsforeningens faste tilholds-sted. Der er på dette tidspunkt ikke anden forbindelse mellem folkesagen og afholdsbevægelsen. Folkesagen er en landbosag, mens afholdssagen er et byfænomen. I den nye forsamlingsbygning er der en restauration, som aktieselskabet lejer ud. Fra begyndelsen bliver restaurationen udlejet til en vært med almindelig bevilling, men i 1896 bliver restaurationen udlejet til en af-holdsmand, som driver restauration uden spiritusbevilling. Dette lejemål fortsætter upåklageligt frem til 1898, hvor bestyrelsen for Forsamlingsbygningen bliver enige om, at restaurationen fra 1901 skal udlejes for en 10 års periode til den forrige vært E. Hansen, som atter vil drive restaurationen med bevilling. Denne beslutning er startskuddet til en ”krig” mellem “Foreningen til Folkesagens Fremme” og “Hjørring Afholdsforening”. Afholdsfolkene begynder at opkøbe aktier blandt medlemmerne af folkesagen for at kunne ændre på beslutningen om lejemålet af restaurationslokalerne i Forsamlingsbygningen. Man kommer ved de følgende generalforsam-linger ikke nærmere en afklaring omkring lejemålet, selv om det ikke skorter på alternative løsninger. Blandt andet diskuterer man en skille-væg, så der er plads til både afholdsfolk og ikke-afholdsfolk. Det er af-holdsfolkene som til sidst vinder slaget om restaurationen i Forsamlingsbygningen, og aktieselskabet må i 1905 betale erstatning til vært E. Hansen, som ikke har fået det lovede lejemål af restaurationen. Tekst: Sesil Andersen.

HjĂ¸rring Historier 22 Vendelbohus.

Vendelbohus. Håndværker- og Borgerforeningen i Hjørring køber i 1897 forbygningen og fløjen af Hotel du Nord i Sct. Olai Stræde. Foreningen moderniserer restaurationslokalerne og indretter selskabslokaler i Sct. Olai fløjen, og i 1907 bygger man teatret. I september 1957 nedbrænder Hotel du Nord, og i 1959 står de nye bygninger klar, men nu under navnet “Vendelbohus”. Det nye navn er i starten ikke den store succes blandt befolkningen i Hjørring. Avisen “Ny Tid” laver en undersøgelse af folks holdninger til det nye navn, og i avisens artikel den 25. oktober 1959 finder man overvejende negative udtalelser om “Vendelbohus”. Det nye navn er tungt og besværligt, og der er en gennemgående forundring, blandt de adspurgte, over nødvendigheden af en ændring af stedets navn. Byrådsmedlem Anna Bolt ser ingen grund til en ændring af navnet, da “du Nord” er et kendt og elsket navn for en fast institution i Hjørring, som henviser til et sted med glæde og fest. Hjørrings borgmester Jørgen H. Jensen er heller ikke tilfreds med navnet “Vendelbohus”, som han finder langt, besværligt og uden slagkraft. Han beretter om daglige henvendelser fra byens borgere, der beder borgmesteren om hjælp til at få navnet ændret. Skulle en ændring af bygningens navn være nødvendig, så hælder borgmesteren til “Norden”. Tandlægen og museumsmanden Holger Friis kalder ligefrem ændringen af navnet for ”en gang pip”, og beklager sig over, at det er helt umuligt at rime på navnet “Vendelbohus”. Nej, han er derimod tilhænger af navnet “Norden”, for det kan der både synges, rimes og danses om.

Hjørringhistorier 23. Vilhelm Carlsen.

Foto: Vilhelm Carlsen født 5.1.1850 - død 13.6.1914. Redaktør af Vendsyssel Tidende i 40 år. (Historisk Arkiv B 25.094).

Vilhelm Carlsen. Redaktør Vilhelm Carlsen bliver født den 5. januar 1850 i Aalborg, og bliver udlært typograf hos sin far på Aalborg Stiftstidende. Som 22-årig bliver Vilhelm redaktør ved den nye venstre avis Vendsyssel Tidende i Hjørring, som grundlægges af den liberale højskolemand Thomas Bjørnbak. I november 1872 drager Vilhelm til Hjørring, og begynder forberedelserne til udgivelsen af Vendsyssel Tidende. Den 20. december udkommer et prøvenummer af den nye avis, og det første ordinære nummer af Vendsyssel Tidende udkommer den 2. januar 1873 i 300 ek-semplarer. I løbet af kort tid stiger oplaget til 500 eksemplarer, og ved Carlsens død i 1914 er oplaget på henved 10.000 daglige eksemplarer. Vilhelm arbejder hårdt for avisens succes, og han betegnes som en ild-sjæl, der ikke er bleg for at gå til kamp for sine ideer og værdier. Vil-helm Carlsen er lidenskabeligt optaget af at beskrive udviklingen og det økonomiske liv i Vendsyssel, og avisen bliver brugt flittigt til agitation og oplysninger om de sager, han finder vigtige. Vilhelm vil igennem det trykte ord formidle viden, oplysning og fællesskaber til almindelige mennesker, og dermed rejse den danske almue. Vendsyssel Tidende kan beskrives som en slags folkehøjskole, som når ud i mange hjem, og bringer den nyeste viden med sig. Som redaktør er Vilhelm en foregangsmand, og er på forkant med ud-viklingen indenfor avisverdenen. Det gør blandt andet Vendsyssel Ti-dende til den første avis i Danmark - ja hele Norden - som bringer et pressefoto. Det sker den 20. juli 1889 med et billede af polarforskeren Fridjof Nansen. Vilhelm Carlsen dør den 13. juni 1914, og ved begravelsen den 20. juni er det meste af Hjørring mødt frem for at vise byens redaktør den sidste ære. Det viser tydeligt, hvor stor indflydelse og betydning redaktør Carl-sen har haft for Hjørring og Vendsyssel i de 42 år han er redaktør af Vendsyssel Tidende. Tekst: Sesil Andersen.

Hjørringhistorier 24 Købmand Riis’ Gaard.

Foto: Købmand Riis’ gård i Nørregade, fotograferet 1955. (Historisk Arkiv, B26.724)

Købmand Riis’ Gaard. Købmand Riis’ gård i Nørregade er én af Hjørrings ældste bygninger. Huset blev formentlig opført i 1793 efter én af de mange, store brande, der hærgede Hjørring i 1600 og 1700-tallet. Ved branden i 1793 blev bl.a. det meste af den vestre side af Nørregade lagt øde. Bygherren til det nye 2½ etages bindingsværkshus var købmand Niels Andersen Riis. Han anvendte bygningen som pakhus. 1812 blev huset købt af byen, som indrettede skole på stedet efter en gennemgribende ombygning og istandsættelse. Førstelæreren havde, som det var skik og brug, ret til et sted at græsse en ko i forbindelse med embedsboligen. Og mens skolen holdt til i Nørregade blev nabogrunden anvendt som græsningsområde af førstelærerens ko, tilsyneladende også efter at grunden blev taget i brug som kirkegård i 1821. 1822 måtte skolen finde nye lokaler, idet amtet skulle bruge bygnin-gen i Nørregade som epidemisygehus. Der var nemlig udbrudt en ret omfattende syfilis-epidemi i amtet, og allerede to år senere fulgte en koppeepidemi. I løbet af bygningens første fem år som sygehus blev der indlagt flere end 100 patienter årligt. Bygningen, der beskrives som ”et gammelt, fugtigt pakhus”, var dog ikke synderlig egnet som sygehus, og efter 10 år i Nørregade, blev der da også bygget et nyt amtssygehus på hjørnet af Skolegade og Skolegyden (nuv. Skolegade 6). Siden 1832 har det gamle pakhus haft mange forskellige private ejere og brugere, men har fortrinsvis været anvendt som dét, det er bygget til, nemlig som lagerbygning. 1907 opførte den daværende ejer, murerme-ster Isak Jensen, et 2½ etages baghus, og i 1910 et sidehus i 3 etager. Det gamle forhus ydre er der ikke sket væsentlige ændringer med siden det blev opført for mere end 200 år siden. 1972 overtog den selvejende institution ”Købmand Riis’ Gaard” bygningen, og foranstaltede en gennemgribende restaurering. Købmand Riis’ Gård, der, som det ene af Hjørrings blot to bevarede bindings-værkshuse (det andet er Provstegården i Vestergade), arkitektonisk har stor værdi, står således i dag smukt bevaret og vedligeholdt. Idag har restauranten ”Hereford House” til huse i den gamle bygning. Tekst: Helle Thrane.

Hjørringhistorier 25. Nørregade 21.

Foto: Nørregade 21, fotograferet omkring 1900. (Historisk Arkiv B 26.654)

Nørregade 21. Nørregade 21 er en stor, 2½ etages hjørneejendom med helvalmet tag. Bygningen er, med sin størrelse og sit velproportionerede udseende, af stor betydning for gadebilledet i Nørregade. Huset har desuden nogle fine bygningsmæssige detaljer, bl.a. er der på overgangen mellem 1. og 2. etage indsat frisestykker med antikt bladornament. Huset blev opført 1837-1838 for købmand og vicekonsul Lars Schibsbye som beboelsesejendom. Det har været et fornemt hus. Kong Christian 8. overnattede således her i sommeren 1842, da han var på vej hjem fra et besøg i Skagen. Omkring dette tidspunkt blev huset udsat for en ombygning, hvor det blandt andet fik en bred port. Der er sandsynligvis også blevet indrettet butik i den søndre ende af underetagen på dette tidspunkt. I 1860’erne var ejendommen ejet af herredsfogden for Børglum Herred, Uldall, som også havde kontor i bygningen, men herefter har det igen især været købmænd der har boet i og anvendt den store ejendom. De væsentligste ændringer ved bygningen blev foretaget kort før 1900 af den daværende ejer købmand Marius Hardersen. Han lukkede den brede port, og den nuværende butiksind-retning af underetagen stammer også fra hans tid. I mange, mange år var der kolonial- og/eller materialhandel i den søndre ende af underetagen. I dag bliver disse lokaler stadig an-vendt til erhvervsmæssige formål ligesom lokalerne i den nordre ende af underetagen, dog er der ikke længere tale om egentlige butikker. Den rummelige overetage har altid i bygningens næsten 170 årige historie været anvendt til beboelse. De lokaler som oprindeligt blev beboet af én familie rummer dog i dag flere lejligheder. Tekst: Helle Thrane.

Hjørringhistorier 26. Det gamle rådhus.

Det gamle rådhus på Torvet, fotograferet 1986. Historisk Arkiv, Vendsyssel

Det gamle rådhus. ”Det gamle rådhus” på Torvet blev bygget i 1834, men det var ikke det første rådhus på stedet. Faktisk har der ligget rådhuse på Torvet siden omkring 1600, hvor det første, kendte rådhus i Hjørring blev opført. Det lå på byens torv, lidt nord for det nuværende ”gamle rådhus”. Der er kun sparsomme oplysninger om dette hus, men der var med al sandsyn-lighed tale om et lille bindingsværkshus med tegltag, som ikke havde andre funktioner end som rådstue. 1790 blev der opført et nyt rådhus på fundamentet fra det gamle. Også her kniber det med detaljerede oplysninger, men man véd dog, at dette hus var af rødmalet bindingsværk. Det var i én etage med jordkælder, og det var udstyret med en stentrappe med egetræsgelænder. Dette rådhus fungerede både som råd-, ting- og arresthus, men rummede ikke bolig til arrestforvareren. En del af arresterne var mørke, fugtige, kolde huller under jorden. I perioden 1831-1834 blev så det nuværende ”gamle rådhus” opført, lidt syd for det tidligere. Kongen havde tidligere ved besøg i byen kom-menteret den faldefærdige gamle rådstuebygning, og i 1831 tillod amt-manden, at man påbegyndte byggeriet af et nyt rådhus. Byggeriet, hvor-af ca. en femtedel blev finansieret af byen og resten af Børglum og Ven-nebjerg Herreder, blev sat i gang uden tilladelse fra Kancelliet, som først opdagede byggeriet efter rådhusets indvielse. Det medførte nogle bebrejdelser til amtmanden, men rådhuset fik heldigvis lov at blive stående. Der er tale om en senklassicistisk bygning i én etage med høj kæl-der og et stort monumentalt frontparti. I stueetagen var der to tingstuer, en rådstuesal og en gang, mens kælderen var udstyret med 11 arrester samt bolig til arrestforvareren og plads til byens brandsprøjte. Rådhuset fungerede desuden som fest– og mødesal for byens borgere. Efter kommunesammenlægningen i 1970 blev der opført en stor, moderne betonbygning, Codanhus, i Hjørrings centrum. Bygningen som fremover skulle rumme den nye storkommunes administration blev taget i brug i 1971. Det gamle rådhus på Torvet blev dog ikke overflødigt, idet der bl.a. stadig holdes byrådsmøder og udføres borgerlige vielser her. Tekst: Helle Thrane.

Hjørringhistorier 27. Brænderigården.

Foto: Brænderigården fotograferet i 1917. Et års tid senere blev brænde-riet solgt til De danske Spritfabrikker og nedlagt. (Historisk Arkiv B42.037).

Brænderigården. Brænderigården, Nørregade 30, består af et forhus i 1½ plan og to store sidehuse i 2½ etage med gavlene vendt mod Nørregade, samt et baghus i gården. Bygningsanlægget blev opført af brændevinsbrænder Niels Olesen - forhuset i 1854 og de to sidehuse samt baghuset i løbet af de følgende 3 år. Siden opførelsen er der ikke sket væsentlige ændringer i forhusets ydre. Niels Olesen var brændevinsbrænder, og det sydlige sidehus blev fra starten indrettet til brændevinsbrænderi. Det nordlige sidehus rummede bl.a. vognhus, hestestald og pakrum, og forhuset har med al sandsynlig-hed været anvendt til beboelse for Niels Olesen og hans familie. Brændevinsbrænding var i første halvdel af 1800-tallet en af Hjørrings vigtigste industrier. I århundredets sidste halvdel var der tre store bræn-derier tilbage. De to af dem lå i Nørregade. Det ene, Jens Nielsens Brænderi, senere Aktiebrænderiet, på gadens vestside og det andet, Niels Olesens Brænderi, skråt overfor, på gadens østside. Niels Olesens brænderi var blevet grundlagt mange år forinden, men 1854 overtog han brænderiet, hvorefter han nedrev den eksisterende bindingsværksbygning, og byggede det anlæg vi i dag kender som Brænderigården. I 1867 blev Thomas P. Olesen ejer af brænderiet, som på dette tidspunkt var en af byens største virksomheder. Under den 1. Verdenskrig blev en stor del af spritfabrikationen samlet under ”De danske Spritfabrikker”, og i 1918 blev begge brænderierne i Nørregade, som nu var de sidste brænderier i Hjørring, opkøbt af sprit-fabrikkerne, og blev straks herefter nedlagt. Brænderigården har siden rummet beboelse i såvel forhus, sidehuse og baghus samt butikker i sidehusenes gavle mod Nørregade. Tekst: Helle Thrane.

HjĂ¸rringhistorier 28. Knuth Becker.

Hjørringforfatteren Carl Henrik Knuth Becker 1891-1974. Forfatteren Carl Henrik Knuth Becker blev født i Hjørring den 21. januar 1891 i Søndergade 9. Da han havde afsluttet sin skolegang blev han elev ved landvæsnet på Asdal Hovedgård. I 1916 debuterede han med en digtsamling og i 1932 udkom hans første roman i en serie. Den hed ”Det daglige brød” og handler hovedsageligt om en person, der hedder Kaj Götsche. Romanen er en selvbiografisk udviklingsroman, der følger Kajs liv. Knuth Becker har om sit ufuldendte værk om Kaj Götsche sagt følgende: …”I mine prosabøger har jeg smurt side op og side ned og heri bl.a. brugt en til Dels digterisk Figur, Kaj, som er mig og ikke mig, men altid har jeg brugt ham i Relation til andre Mennesker. Et af de temaer der går igen i Knuth Beckers roman om Kai Götsche er troen på at ordet ”Gud” betegner noget værdifuldt for mennesket. Ved at følge det spor kan man som læser opnå en betydelig viden om Knuth Beckers personer, men også noget om Knuth Becker selv. I romanen inviteres familien Götsche til spisning hos nabofamilien Madam Rasmussen. Det viser sig under middagen, at hun er en ivrig agitator for Indre Mission. Götsches hustru Sofie mener, at det vil gavne deres lille butik, hvis familien sluttede sig til Indre Mission, men Götsche mener ikke at man skal give sig til noget man ikke er og drive spot mod det hellige, selv om gudsfrygt er en god ting. Romanen rummer mange flere eksempler på forholdet mellem Gud og mennesket. Knuth Becker tilbragte næsten hele sit liv i Vendsyssel. Den 31. december 1944 meddelte Knuth Becker til folkeregistret i Hjørring, at han ville bosætte sig på herregården Waar mellem Aggersund og Nibe, (købt i 1934) men han fastholdt sin kærlighed til Vendsyssel. I bogen ”Ferie i Hverdagen” skriver han følgende om Vendsyssel: ”Jeg oplever en Stump af Vendsyssel hver Morn, naar jeg gaar ud og gir Hønse-ne; i et langt Kig mod Nord udover Fjordengenes Flader med Fjorden blaanende bagved rejser Hanherreds Skrænter sig ude i Horisonten som smaa grønne Bjerge med skorstensrygende Huse og Gaarde paa Ryggen og gir os en lunende Fornem-melse 17

af, at egentlig sidder vi jo lige paa Maatten ind til Vendsyssel.” Tekst: Per Brønnum Wilhelmsen

Årsagen til at Knuth Becker valgte at forlade Hjørring skyldtes, at han var blevet overfaldet af nazisterne for at have udtalt til Vendsyssel Tidende, at ”der var vel mange mennesker i byen og at vi længtes efter at blive os selv igen”. I 1961 modtog Knuth Becker Det Danske Akademis store hæderspris på 50.000 kr. ved en festlighed på Charlottenborg for sit store selvbiografiske romanværk om Kai Götsche. På dette tidspunkt i 1961 var det sidste bind i romanen endnu ikke udkommet. Nogle brudstykker fra den planlagte fortsættelse blev udgivet som Gyldendals julebog i 1961. Det lykkedes imidlertid ikke for Knuth Becker at fuldføre værket. Det er ikke klart om det håndskrevne manuskript ”Søborg” skulle have indgået i den afsluttende roman. Værket om Kai Götsche består af følgende dele. Udgivelsesåret står i parentes. Det daglige Brød (1932) 1. bind. Verden venter (1934) 2. bind. Uroligt Forår (1938-39) 3. bind. Når Toget kører (1944) 2. bind. Marianne (1956) 1. bind. Knuth Becker døde den 30. oktober 1974 på herregården Waar. Han er begravet i et hjørne af haven ved Vendsyssel Historiske Museum.

Hjørringhistorier 29 Hjørring Gymnasium.

Foto: Studenter foran Hjørring Gymnasium i gården, 1927.

Da Hjørring fik sit gymnasium. I Hjørring var der i 1549 blevet oprettet en latinskole. En af årsagerne til dette var, at der skulle bruges unge mænd til præsteembederne. Latinskolen førte en kummerlig tilværelse, idet der i perioden frem til dens nedlæggelse i 1739 kun var 25 der dimitterede. En årsag til at der havde gå-et så få elever på skolen var, at der herskede stor fattigdom blandt egnens befolkning. Det betød, at børnene måtte tage del i arbejdet. I periode fra 1739 til 1872 fandtes der ingen højere offentlige skoler i byen, men i slutningen af perioden opstod der et par private pigeskoler og en drengeskole. I forbindelse med det industrielle opsving der bredte sig i den sidste del af 1800tallet, meldte der sig et ønske om, at der igen skulle være mulighed for videregående uddannelse, der gik ud over almueskolen. Derfor besluttede byrådet i 1870 at oprette en realskole. Skolen modtog støtte fra staten idet den på finanslovene for årene 1872-75 fik bevilget et årligt tilskud på 1200 rigsdaler mod at kommune og amt gav et tilsvarende beløb. Samtidig forlangte ministeriet også indflydelse på ansættelse og af-skedigelse af skolens personale. Amtet ville imidlertid ikke være med til at finansiere skolens drift i begyn-delsen. Derfor måtte kommunen stå for udgiften alene. Først fra 1875 støt-tede amtet realskolen økonomisk med 600 kroner om året. (Kronen blev indført i 1875). Undervisningen på Hjørring Realskole begyndte den 2.september 1872. Der var 100 elever fordelt på 4 klasser og en forberedelsesklasse. I begyn-delsen havde skolen til huse i nogle midlertidige lokaler, men den 10. janu-ar 1873 indviede man den nye skole i skolegade nr. 8 ved en højtidelighed. Det var imidlertid svært at holde på lærerne, da byrådet holdt igen med lønningerne. Først i 1917 opnåede de den samme løn som lærerne ved statsskolerne. Den 2. september 1947 fyldte Hjørring Gymnasium 75 år. Rektor Broder-sen beskæftigede sig i den tale han holdt i dagens anledning om blandt an-det skolens pladsproblemer. Skolens højeste ønske var derfor opførelsen af et nyt gymnasium. Først havde gymnasiet, som nævnt, til huse i Skolegade 8. Senere inddro-ges også Museumsgade nr. 1. Efterfølgende flyttede skolen over på den anden side af gaden, Museumsgade 2, hvor Historisk Arkiv i dag har til huse, og i begyndelsen af 21

1900’tallet kom den store bygning i Skolegade 6 til. Der blev i 1950’erne udarbejdet to projekter angående en fremtidig skole. Den ene mulighed var at opføre en helt ny skole eller at udvide den bestå-ende skole i Skolegade. Man besluttede sig for at bygge nyt. I 1954 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence. Der kom 119 forslag. Det blev arki-tekterne Holst, Holst og E. Meyer der fik opgaven, hvorefter arbejdet blev påbegyndt i foråret 1956. Indvielsen af det nye gymnasium på Skolevan-gen fandt sted onsdag den 22. april 1959. Prisen for den nye skole beløb sig til 5,6 millioner kr. Også gymnasiebygningen på Skolevangen er blevet udvidet flere gange på grund af pladsproblemer. I 1973 overgik driften til Nordjyllands Amt, og i forbindelse med kommunalreformen og amternes nedlæggelse i 2007 blev det en selvejende institution. Skolen har i dag flere end 800 elever. Tekst: Per Brønnum Wilhelmsen.

HjĂ¸rringhistorier 30 Henri Nathansen.

Foto: Buste af Henri Nathansen opstillet i 1968 foran Vendelbohus, HjĂ¸rring30 januar 2011

Nedenstående kantate er skrevet af Henri Nathansen til afslutningsfest ved Mosaisk Drengeskole. I 1922 blev den også anvendt i forbindelse med skoleårets på Hjørring Gymnasium, og er siden blevet brugt mange gange.

Henri Nathansen 1868-1944 Henri Nathansen blev født i Strømgade 7 i Hjørring den 17. juli 1868. Der er opsat en mindeplade på huset. Hans far Herman Nathansen var købmand. Da forretningen gik dårligt flyttede familien til København i begyndelsen af 1880’erne. Henri Nathansen blev stu-dent fra Efterslægtens Skole i 1886. Herefter studerede han jura og blev jurist, og han virkede som dommerfuldmægtig. Fra 1897 til 1902 var han overretssag-fører. Skønt Nathansen var uddannet jurist, valgte han helt at hellige sig forfat-terskabet. Da Henri Nathansen kastede sig over skribentvirksomheden, benyttede han mange træk fra sine barneår i Hjørring. I 1912 udsendte han sit hovedværk ”Indenfor Murene”, og det blev første gang opført på Det Kongelige Teater den 23. marts samme år. Stykket er siden blevet spillet på teatre overalt i Danmark herunder i Hjørring mange gange. Den seneste opførelse i Hjørring var i 2007. Henri Nathansen var jøde, og det lagde han ikke skjul på. Romanen ”Af Hugo Davids Liv”, der blev udsendt i 1917, handlede om en moderne dansk jødes liv og levned, og bogen er i store træk en selvbiografisk roman, som begynder med Nathansens barndom i Hjørring. Han omtalte for eksempel, at han ofte så sin mor sidde i lysthuset. Lysthuset blev revet ned i 1974. Nathansen måtte under den tyske besættelse af Danmark flygte til Sverige sammen med sin hustru. Han ankom til Trelleborg i oktober 1943 og bosatte sig efterfølgende i Lund. Da billedhuggeren Harald Isenstein blev præsenteret for Nathansen i Lund opdagede han, at han havde set den gamle herres ansigt adskillige gange før og fik lyst til at tegne en skitse af ham. Den tegning, som Isenstein tegnede af Nathansen i 1943, blev anvendt til at forme den buste af Nathansen, som blev afsløret på hans 100 fødselsdag i 1968 foran Vendelbohus i Hjørring. Henri Nathansen tog sit eget liv i 1944, fordi han var nedtrykt over krigens gang. Tekst: Per Brønnum Wilhelmsen.

Hjørringhistorier 31. Posten skal ud.

Foto: Postvogne foran Hjørring Postkontor på Banegårdspladsen, 1913-1914.

Posten skal ud. Allerede i 1522 forsøgte Christian II at oprette et postvæsen i Danmark, det kom dog aldrig til at fungere. Først i 1624 da Christian IV udstedte en ”Forordning om postBudde”, lykkedes det at få oprettet de første postruter. Der blev oprettet 9 ruter, hvoraf den vigtigste var ruten fra København til Hamburg. På denne rute blev der indsat en vogn, der medtog pakker. På de øvrige ruter var det bude, der gik til fods. De havde kun breve med. Ved postordningen af 1694 blev det besluttet, at der skulle være gående bud fra Aalborg til Hjørring, men det var først den 21. juli 1698 at Hjørring for første gang fik regelmæssig postforbindelse med omverdenen. Samtidig fik byen sit første posthus. Man kender datoen fordi biskop Jens Jacobsen Bircherod under en visitatsrejse i Vendsyssel havde gjort et notat i sin dagbog. Hans optegnelse af 21. juli 1698 lyder således: ”Med Posten, som i Dag allerførste Gang gik fra Hjørring til Aalborg (eftersom man før denne Tid ingen ordinaire Post i Vendsyssel havde haft), lod jeg skrive hjem”. Posten var på private hænder fra 1653 til 1711. I 1714 fik Hjørrings byfoged Anders Paulin bestalling som postmester i Hjørring. Et hverv han bestred i 17 år. I 1795 kom Johan Ludvig Hart-mann fra Aalborg til Hjørring. Han nedsatte sig som apoteker i Nørregade mellem Amtmandsgården og strædet ”Tinpotten”. Han havde en tid postvæsenet – et brevsamlingssted og senere postme-sterembedet – mod en godtgørelse på 80 rigsdaler om året. Han må have været en ganske virksom mand, idet han foruden postvæ-senet drev byens første vinhandel og byens eneste klædehandel. Den gående post fortsatte frem til 1802. Det er ikke kendt hvor hyppigt den afgik, men det vides, at den endnu i 1777 afgik en gang om ugen med afgang fra Hjørring fredag morgen til Aalborg og atter tilbage i Hjørring den følgende søndag aften. I heldigste tilfælde tog det en uge at få et brev bragt fra København til Hjørring. Fra 1. juli 1786 afgik posten mellem Aalborg og Hjørring to gange om ugen, men da amtstuen (amtsforvaltningen) i 1801 fik kontor i Hjørring, blev der året efter oprettet et hovedpostkontor i Hjørring i Nørregade 8. Samtidig blev der etableret ridende post 29

til Aalborg og Fladstrand to gan-ge om ugen samt kørende pakkepost en gang om måneden. Postkontoret flyttede senere til Nørregade 2, i 1864 til Nørregade 5 og i 1866 til Skolegade 1. I 1850’erne fik Hjørring daglig postforbindelse med lukket vogn til Aalborg. Til Frederikshavn kom der fire ugentlige forbindelser. Da jernbanestrækningen mellem Nørresundby og Frederikshavn blev åb-net i 1871 bortfaldt de kørende poster mellem Aalborg og Hjørring og samtidig fik postkontoret lokaler på stationen. Den 5. maj år 1900 blev postkontoret flyttet til en nyopført bygning ved siden af jernbanestationen. Her har postkontoret ligget lige siden. Opførelsen kostede 68.500 kr. I 2010 er postkontoret flyttet til Super-Brugsen på Skt. Olai Plads. Forsendelsernes antal på Hjørring postkontor i årene 1873/74 og 1896/97: I 1873/74 ankom til Hjørring ca. 150,000 brevforsendelser I 1896/97 ankom til Hjørring ca. 550,000 brevforsendelser I 1873/74 ankom til Hjørring ca. 1700 postanvisninger til beløb 22,800 kr. I 1895/97 ankom til Hjørring ca. 21,400 postanvisninger til beløb 363,400 kr. Tekst: Per Brønnum Wilhelmsen

Hjørringhistorier 32. Hjørring Revyen.

Foto: Hjørring revyen 1979. Fra venstre: Birgit Conradi, Jørn Budolfsen, Kirsten Peu-liche, Arne Hansen, Lisbeth Lundquist, Per Pallesen.

Hjørringrevyen. Hjørringrevyen var gennem en årrække et af Hjørrings helt store varemærker, og d. 20. juni 2011 bliver revyen genoplivet efter en pause på 5 år. Der har været revy-forestillinger i Hjørring helt tilbage til 1800-tallet, men det var først i 1973, at revyen i sin nuværende form fik sin begyndelse. Startskuddet kom fra den tidligere revyskuespiller Harry Andersen, som tog initiativ til, at byen skulle have en stor professionel revy. Tekstforfatteren Thøger Olesen var tovholder på denne første Hjørringrevy og det lykkedes ham at få blandt andre Eddie Skoller, Jesper Klein og Peter Schrøder med på de skrå brædder. Thøger Olesen var revydirektør indtil 1976, hvorefter Eddie Skoller overtog posten for en to-årig periode. Fra 1979 overtog Per Pallesen direktørposten og over de næste årtier udviklede Hjørring sig til en af frontløberne inden for revykunst. Som både direktør, instruktør og skuespiller formåede Per Pallesen at sætte Hjørring på landkortet med sin nytænkning indenfor området. Hvem husker f.eks. ikke den legendariske Mathiesen, der sagde sine første ”Lige på en studs” og ”yes my boys” i revyen i 1978. Noget af det, der gjorde Hjørring revyen så banebrydende, var, at revyen tog del i samfundsdebatten og med et strejf af kulsort humør behandlede de emner, der var oppe i tiden. Dette medvirkede til, at revyen kunne appellere til et bredere publikum end dem, der boede inden for Hjørrings bygrænse. Noget nyt inden for revy-genren var også anvendelsen af ”shorties” der var små korte jokes, der satte tempoet i vejret og sørgede for, at der ikke var for langt mellem grinene. En konsekvens af dette blev, at antallet af numre i Hjørring revyen lå meget højt sammenlignet med andre revyer. Et tredje banebrydende element ved Hjørringrevyen var traditionen med, at løjerne allerede begyndte i forhallen, når publikum mødte op. Som ved 10 års-jubilæet i 1983, hvor Flemming Jensen solgte latter for en krone, Per Pallesen solgte prutter og Lisbet Lundquist solgte støn – tre stk. for en femmer. Her kan man ane inspirationskilden, engelske Mon-ty Python, spøge i kulissen og som de britiske forbilleder, var revyerne præget af overdrevent skøre elementer, der 33

grænsede til det vanvittige. Her kan eksempelvis nævnes nummeret Fingervanter fra 1987. Bag den store succes lå en mængde hårdt arbejde, for ud over at knokle på scenen, var der tradition for, at alle tog del i billetsalget. I Per Pallesens storhedstid stemte han personligt dørklokker hos byens virksomheder for at sælge billetter og gennem tiden har skuespillerne arrangeret flere happenings for at promovere revyen. Som i 1993, da Humør-patruljens veteranbil indtog Tversted strand. Ved revyens 20-års jubilæum i netop 1993, hvor Hjørring også fejrede 750-års købstadsjubilæum, blæste forandringens vinde og en rutchetur ned af bakke tog sin begyndelse. Dette år foregik revyen i et telt i Christians-gave og ikke på Vendelbohus, hvor revy-forestillingerne normalt blev opført. Forestillingen blev ikke taget godt imod og endte med at give et betragteligt underskud. Per Pallesens sidste år som manden bag Hjørring revyen blev 1994 og tiden herefter blev turbulent med mange skiftende instruktører. Først i år 2005, hvor Per Pallesen igen var bag roret som revydirektør, formåede revyen at skabe overskud. På trods af dette blev år 2005 altså den sidste revy indtil år 2011, hvor Hjørringrevyen genopstår. Drivkræfterne bag årets revy er mange og i spidsen står instruktøren Inan Miriam Rosenbaum og revydirektør Henrik ”Baloo” Andersen. Tekst: Lone Venderby.

Hjørringhistorier 33. Teaterbazarerne.

Foto: Jødekvartetten anno 1921. Fra venstre: glarmester Spindler, guldsmed A. Has-sing, skorstensfejermester Busch, direktør Lüdemann.

Teaterbazar på du Nord. Hjørrings revyhistorie har mange ansigter. Et af dem er teater-bazarerne, der blev afholdt på Hotel du Nord helt tilbage til midten af 1800-tallet. Teaterbazarerne havde til formål at samle penge ind til byens teater og undertiden også til andre velgørende formål. I bazarens blæksprutte fra 1906 kan man eksempelvis læse følgende: ”Udi det Herrens aar 1905, Sankt Mathæi Dag, havde Hs. Maj. Kong Sophus den 1ste samlet alle sine Rigsraader for med dennem at raadslaa om, hvorlunde man bedst kunde raade Bod paa den svare Nød og Elende, By-en efterhaands var kommen i ved Mangelen paa et ordentligt Skuespilhus.” Længere fremme kan man læse svaret: ”Ved at afholde en saakaldet ”Bazar” – en saadan er et Slags Marked, hvor enfoldige og godtroende Mennesker snydes og bedrages for deres surt erhvervede Penge” Hver bazar havde sit eget tema og dette år var ingen undtagelse, idet Hotel du Nord blev omdannet til det gamle Ægypten. I 1907 var det lykkedes Hjørring Håndværker- og Borgerforening at samle penge nok ind til åbningen af et nyt teater. Det var selvsagt ikke bazarerne alene, der drev værket, men overskuddet herfra udgjorde et bidrag. Bazarerne fortsatte også efter indvielsen af den nye teaterbygning og i 1914 var Hjørring i japansk sindelag og teatret frem-stod som japansk gadeparti med løvhytter, thehuse og ikke mindst ”opvartning af skønne geishaer”. Prikken over i’et var revyforestillingen ”Den gule Fa’r”. Den officielle titel på japanerbazaren var ”Den opgaaende Sol” og i dette års blæk-sprutte kunne man læse, at: ”En Publikum’er i Teatret i Aftes mente at se en opgaaende Sol nede foran Scenen, men ved nærmere Undersøgelse viste det sig blot at være Pianisten, Dyrlæge Thomsens skallede Isse”. Blandt de optrædende på teaterbazarerne var ”jødekvartetten” et tilbagevendende element, hvor medlemmer af Hjørring Håndværker- og Borgerforening optrådte i spøjse forklædninger. Kendingsmelodien var efter sigende ”Wir kommen jetz von Balla,” der blev fremført med dertilhørende instrumenter. Kvartetten indtog de skrå brædder fra slutningen af 1800-tallet og frem til slutningen af trediverne. Dog blev medlemmerne udskiftet undervejs og der skal gennem tiden have eksisteret tre forskellige jødekvartetter. Af gruppens prominente folk kan nævnes bykongen Sophus Thomsen, hotelejer H. Klasen og glarmester Gustav Spindler. Tekst: Lone Venderby.

HjĂ¸rringhistorier 34. Svanelundsrevyerne.

Foto: Svanelundsrevyen 1931. The Winnie Sisters, der bestod af Thyra Danielsen og Ellen Lundgren.

Svanelundsrevyerne. I en årrække blev der om sommeren afholdt revy-forestillinger i pavillonen i Svanelunden. Svanelundsrevyernes storhedstid var 1920’erne, men allerede omkring år-hundredskiftet blev der spillet revy i Svanelunden. I forestillingerne yndede man at gøre grin med byens spidser og prominente navne som Sophus Thomsen, Møller Lee og Holger Friis gik heller ikke fri. Sophus Thomsen, der blandt andet var formand for Hjørring Haandværker- og Borgerforening var i andre sammenhænge selv et kendt ansigt på de skrå brædder og allerede som barn debuterede hans datter, Ingeborg, på scenen i Svanelunden. Hun kunne blandt andet ses i forestillingen om de syv små dværge i 1920. Ud over de mere spøjse indslag i revyerne var der også tra-dition for at bruge lejligheden til at hylde byen. Som for eksempel nummeret ”Hjørring Pris,” der blev fremført af Johannes Larsen i revyen 1924 og som indledtes med orde-ne: ” Hvor paa min Færden, jeg kommer i Verden, mindes jeg altid den ældgamle Stad. Mit hjerte det banker, Du har mine Tanker – Hjørring – Dit navn gør mig lyk’lig og glad.” Initiativtageren til Hjørring revyen anno 1973, Harry Andersen, var selv en garvet revy-skuespiller, der havde haft kronede dage i forestillingerne i Svanelunden. Harry An-dersens glansnummer var visen ”Gaa, Gaa, Gaa,” som han fremførte i 1923. Den handlede om en Ford, der hele tiden gik i stå og indledtes med: ”Jeg en Dag af en Ven fik Visit, han en Bil havde købt på kredit, han praled’ med, at den ku’ løbe – som den var betalt. Vi skulde prøve den, jeg tog Plads – tænk, hvor galt, for det var dog det dummeste, jeg endnu har gjort, og hvert andet Øjeblik saa gik Kassen s’gu i Staa, Jeg la’ slet ikke Mærke til, det var en Ford, saa næste Gang saa vil jeg hel’re:,:Gaa.:,: Efter stjernestunderne på scenen fungerede Harry Andersen i en periode også som direktør for revyen i Svanelunden. Tekst: Lone Venderby.

HjĂ¸rringhistorier 35. Bryggeriet Vendia.

Foto: Bryggeriet Vendia kort efter opfĂ¸relsen i 1883.

Bryggeriet Vendia. Bryggeriet Vendias stifter og formand gennem 36 år var brænderiejer Thomas Peter Olesen, der havde et brænderi i Nørregade 12 (i dag Nørregade 30). Beslutningen om at oprette bryggeriet blev truffet på et møde i Hjørring Bank den 22. april 1883, og aktiekapitalen på 140.000 kr. blev hurtigt tegnet, hvorefter man kunne afholde den stiftende generalforsamling på rådhuset i Hjørring. På generalforsamlingen valgte man bryggeriets første bestyrelse, som kom til at bestå af brænderiejer Ths. P. Olesen, konsul og købmand Jørgen H. Nielsen og købmand Wilhelm Høgsted. Initiativgruppen fandt også en velegnet grund, beliggende øst for Hjørring (i dag Vendiavej nr. 9-21) , som man købte af Hjørring byråd. Rygterne om et kommende bryggeri havde allerede flere måneder tidligere været omtalt i avisen. Den 15. november1882 kunne man således læse følgende i Vendsyssel Tidende: ”Nyt bryggeri. Efter forlydende agtes der anlagt et større bryggeri her i byen. Forholdene synes særligt at måtte egne sig for et sådant anlæg. Forbruget af øl er nemlig i stærk stigning, og størstedelen navnlig af det bajerske øl, der hidtil er forbrugt her i byen og omeg-nen, har måttet tilsendes fra andre byer”. I starten havde Vendia en konkurrent i L.J. Lassens ”Hjørring Bryggeri”, der fremstillede både bajersk øl og hvidtøl. Lassen forsøgte at omdanne virksomheden til et aktieselskab, men det mislykkedes og Vendia opkøbte bryggeriet og nedlagde det efterfølgende. De første hvidtøl fra Vendia kom i handelen den 2. marts 1884. De blev solgt i tre kvaliteter til en pris af hhv. 6, 8 og 12 kroner pr. tønde og den 2. juli 1884 fulgte bajersk øl. Bryggeriet havde kapacitet til at fremstille 3000 tønder bajersk øl og 2000 tønder hvidtøl. I 1903 påbe-gyndtes endvidere produktion af mineralvand. I 1953 fremstillede Vendia syv forskellige øl, Vendia Special Beer (Færdselsøl), Vendia Lagerøl, Jubilæumspilsneren, Let Pilsner, Maltøl, Frokostøl og Taffeløl. Dertil kom syv forskellige slags mineralvand: Va-lencia, Citronsquash, Pompus, Citronvand, Svensk Vand, Sportsvand og Apollinaris. 41

I 1964 indledte Vendias direktør A.P. Rohde forhandlinger med bryggeriet Ceres i Århus om et nærmere samarbejde for at sikre bryggeriet i fremtiden, og det endte med, at Ceres overtog aktiemajoriteten i Vendia den 1. oktober 1964. Året efter gik Rohde på pension, og cand.pharm. Erik Lintner blev ansat som ny direktør. Bryggeriet blev under hans ledelse kraftigt moderniseret. Der blev blandt andet bygget nye lagerhaller, lagertanke, køleanlæg, kedelanlæg og samtlige maskiner i tapperiet blev udskiftet. Bryggeriet blev moderniseret så sent som i 1980, men Ceres lukkede det i 1989 for at koncentrere driften på færre bryggerier. Bygningerne blev efterfølgende renoveret og omdannet til boliger. I 2007 fik Hjørring igen et bryghus med navnet Vendia. Det er et microbryggeri, der ved brygningen anvender håndværksmæssige traditioner, der er baseret på den klassiske bryggeritradition. Tekst: Per Brønnum Wilhelmsen.

Hjørringhistorier 36. Musikdirektør Jens Monberg Eriksen.

Foto: Hjørring Orkester spiller ved en kommunal koncert i Svanelunden i 1919. I midten (i kjole) ses musikdirektør Monberg Eriksen, Jens Morild er nr. 9. fra venstre.

Musikdirektør Jens Monberg Eriksen. Jens Monberg Eriksen var orkesterleder/dirigent i Hjørring gennem en lang årrække. Han blev født den 20. januar 1880 i Horsens i en håndværkerfamilie. Det var også her han fik sin uddannelse som musiker. Inden han kom til Hjørring var han blandt andet koncertmester i for-skellige etablissementer i København, blandt andet på Apolloteateret. Monberg kom til Hjørring som musikdirektør i 1919, og han bosatte sig på adressen Børsen 2 sammen med sin hustru Ane Mette Jensen. Monbergs musikalske repertoire spændte bredt. Han virkede som dirigent ved opførelse af operaarier af Wagner eller ouverturer af Schubert, men han optrådte også med de sidste nye slagere for ung-dommen og gammeldags musik for de ældre ved koncerter i Svane-lunden og forsamlingshuse. Året efter Monbergs ankomst til Hjørring skrev han en jubilæums-march, der var tilegnet Hjørring og Omegns broderlige Skyttelaug i anledning af deres 25 års jubilæum. Ved opførelsen indgik der et skud i indledningen, hvilket ikke er ualmindeligt ved en march. Hustruen Mette Marie Jensen fortalte i 1928 i et interview til Vendsyssel Tidende om en episode, som vidner om Monbergs fantasi og sprudlende humør: ”Det var oppe i Aalbæk. Der var ”koncertbal … Der var rigtig pænt Hus, det var paa Afholdshotellet, og orkesteret var i Gang med første nummer, Marchen ”Cirkusluft”, ... en god March, og der er godt med Tju og Bang og Piskesmæld i den, og et par Revolverskud kom-mer der til slut. Henne ved Siden sad Jens Morild da også udrustet med de nødvendige Remedier til at frembringe de forskellige lyde med; bl.a. havde han en Hundepistol, der skulle benyttes til Revolverskuddene. … Paa én Gang blev der en farlig Ballade nede ved Døren. 4 unge Fiske-re var ankommet direkte fra Kroen; de var i høj Stemning og forlangte at komme ind og det uden betaling. Kontrollen søgte jo at få dem væk, men lige med ét vælter de både Kontrollen og hans Bord med alle Pengene og stormer op i Salen midt i ”Cirkusluften”. Her var gode Raad dyre, men i det samme kommer Far til at se hen på Jens Morild 45

og saa raaber han, alt imens han spiller, med sin vældige Røst: Skyd for S….! Og Jens M. var straks med. Han hævede Hundepisto-len og lod begge Skud brage hen mod Fredsforstyrrerne. Og saa skulle De have set ”Bælsene”. De kan tro, de kom ud, og det på Ryggen af hinan-den, men jeg tror aldrig, der har været en saadan sukces paa Marchen som den Gang. Ih, hvor Folk lo og klappede, og Jens Morild betragtede kærligt sit Vaaben, og han har det da for Resten endnu”. Monberg skrev desuden Vendelboernes March. Den blev komponeret til det jyske ungskue i Hjørring i 1921. I sommeren 1926 fik Monberg et tilbud fra ”Kilden” i Aalborg om at diri-gere et symfoniorkester, og den 3. august holdt Hjørring Håndværker og Borgerforening afskedskoncert med ham. To år senere genoptog Monberg dog hvervet som musikdirektør i Hjør-ring. Samtidig overtog han Frits Hansens ”Musikforretning”, der lå på Springvandspladsen 6. Jens Monberg Eriksen døde den 24. oktober 1937, og ved begravelsen var der stor deltagelse og et væld af kranse fra orkesterforeninger i både Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Aalborg samt det broderlige skyttelaug i Hjørring. Tekst: Per Brønnum Wilhelmsen

HjĂ¸rringhistorier 37. Sophus Thomsen.

Foto: Sophus Thomsen fotograferet af Helga Andersen ca. 1920.

Peter Christian Sophus Thomsen 1852-1937 fabrikant, byrådsmedlem. Peter Christian Sophus Thomsen stammede oprindeligt fra Store Heddinge på Sjælland. Han kom til Hjørring i 1872. Han var uddannet farversvend, og arbejdede frem til 1879 på P.D. Swendsens Dampvæveri, der lå i Strømgade. 1880 åbnede han sit eget farveri i Østergade 13. Udover far-veri udvidede han med spinderi og væveri, og han fik en be-tydelig klædefabrikation i gang. 1896 opførte han desuden et aktieselskabsdrevet bomuldsvæveri ved Parallelvej, denne virksomhed blev dog nedlagt igen efter en brand i 1910. I 1918 blev klædefabrikken i Østergade opkøbt af Bechs Klædefabrik, og indgik herefter i virksomheden De Forenede Klædefabrikker. Sophus Thomsen var byrådsmedlem for partiet Højre, forlø-beren for det Konservative Folkeparti, i perioderne 1885-1894 og 1897-1913. Han var desuden konservativ lands-tingsmand 1918-1920. Sophus Thomsen var en yderst aktiv person, både erhvervs-mæssigt, politisk og i foreningssammenhæng. Han var med til at stifte Arbejdernes Sygekasse (1886), han gjorde et stort arbejde for opførelse af en pavillon i Svanelunden (1888). Han var med til at oprette byens første elværk (1896), og se-nere vandværk og gasværk (1903). Han var en af hovedkræfterne for opførelse af et nyt teater i byen (1907), og han var den drivende kraft ved privatbanernes anlæggelse (1913), ligesom han deltog meget aktivt i arbejdet for anlæggelse af en havn i Hirtshals. Han skaffede Centralbiblioteket en ny, flot bygning i Brinck Seidelinsgade (1927), og hele sit liv var han meget ak-tiv i Håndværkerforeningen, i mange år formand. Det er ikke så sært at han i folkemunde blev kaldt Kong So-phus! I 1908 blev Sophus Thomsen ved kongeligt reskript udnævnt til Ridder af Dannebrog. Tekst: Per Brønnum Wilhelmsen

Hjørringhistorier 38. Hjørring Dyrskue.

Foto: Jersey Køer trækkes rundt i ringen på Hjørring Dyrskue ca. 1965.

Hjørring Dyrskue. Dyrskuernes historie går langt tilbage. I 1830’erne og 1840’erne arrangere-de ”Det Kongelige danske Landhusholdningsselskab” præmiepløjninger med plove, der var blevet delt ud til gavn for landbruget. De dygtigste plovmænd ved disse konkurrencer blev belønnet med et mindre pengebeløb. Disse aktiviteter fandt sted, for at bønderne kunne lære af hinanden, og for at få nye idéer til opfindelser. I 1845 udsendte Hjørring Amtsraad en indbydelse til dannelse af et land-økonomisk selskab, der skulle dække Hjørring Amt. På et møde, der blev afholdt den 31. maj 1845, vedtog man at stifte et selskab. På mødet blev der nedsat en kommission, der skulle udarbejde forslag til love, der skulle gælde for selskabet. Den 1. juli vedtog man selskabets love, og der blev valgt en bestyrelse. Selskabets navn blev ”Hjørring Landøkonomiske Selskab”, og dets første formand blev amtmand kammerherre Baron Fr. Chr. von Holsten, der var en af initiativtagerne til dannelse af selskabet. Den første opgave, som den nyvalgte bestyrelse tog fat på, var at etablere et dyrskue. Dernæst blev der på det første bestyrelses- og direktionsmøde bevilget 410 rigsdaler til dyrskuepræmier. Pengene, der gik til dyrskuepræmier, var hentet via medlemsbidragene. Det første dyrskue, der fandt sted i Hjørring, var den 16. oktober 1845, men det blev ikke nogen større succes, idet der, på grund af elendige veje, kun kom få dyr til skuet. Man kunne derfor ikke uddele alle præmier. Der blev uddelt fire præmier. Førstepræmien blev tildelt Jens Madsen fra Hundelev for en 8 år gl. velplejet hingst. De efterfølgende dyrskuer omtales ikke, så det står hen i det uvisse, hvorvidt der har været afholdt dyrskue i 1846 og 1847. I 1848 og 1849 blev der imidlertid ikke holdt dyrskuer på grund af treårskrigen mod Slesvig-Holsten. I 1852 blev der vedtaget en ny husdyrlov, som gav mulighed for at yde store summer til præmiering på dyrskuerne, idet staten nu gav økonomisk tilskud til præmieuddelingen. Det var med til at fremme landbrugsforeningernes avlsarbejde.

En god placering på dyrskuet var afgørende for dyrets fremtid som avlsdyr. På dyrskuerne, der blev afholdt lørdag og søndag, blev der også fremvist forskellige redskaber som svingplove, såmaskiner, rensemaskiner og hakkelsesmaskiner, og for at de unge også kunne få glæde af dyrskuet, blev der med stor succes opført friluftsteater. I 1944 blev friluftsspillet opført i det nye friluftsteater i Sct. Knuds Kilde. Man har også kunnet spille på væddeløbsheste. Nu om stunder er der udover prisoverrækkelser, madbazar, udstilling af dyr, børnedyrskue med høns og kaniner og aktiviteter for skoleklasser også stort hesteshow med erfarne springryttere samt tivoli. Dyrskuepladsen i Hjørring har i årenes løb haft flere forskellige placeringer. Den første dyrskueplads lå frem til 1943 ved Tørholmsvej, hvor Hjørring Gym-nasium og Hjørring Seminarium ligger i dag. Fra 1944 til 1948 lå dyrskuepladsen, hvor Holmegårdsskolen ligger i dag. Fra 1949 til 1968 var dyrskuepladsen placeret ved siden af badmintonhallen. Den dækkede arealet fra det nuværende Albert Gingesvej og ned til Frederikshavnsvej og Østre Ringvej. Ved dyrskuerne brugte man badmintonhallen til udstillinger. Da der i midten af 1960’erne skulle bygges en ny handelsskole i området, var der igen brug for en ny dyrskueplads. I spil var en grund ved Ny Hvidegård ved Sæbyvej og Bredkær, men den nye placering blev på Aalborgvej, hvor den ligger i dag. Dyrskuepladsen på Aalborgvej blev taget i brug i 1969. I midten af 1970’erne opførte LandboNord Landbogården. Landbogården flyttede til Brønderslev i 2005. Besøgsstatistik for udvalgte år: 1961: 38.713 1962: 32.476 (pga. dårligt vejr) 2009. 29.500 2011: 26.300

Tekst: Per Brønnum Wilhelmsen

HjĂ¸rringhistorier 39. HjĂ¸rringpige til OL.

Forside: Vendsyssel Tidende den 27/7 1912.

Hjørringpige til OL. Når de olympiske lege i London starter er det 100 år siden, at den første hjørringenser deltog i verdens største sportsbegivenhed. Legene i Stockholm, der blev kaldt ”Solskinsolympiaden”, er historisk af flere årsager: Blandt andet var svenskerne de første, der fik lavet en officiel OL-plakat, det var første gang, der blev anvendt automatisk tidtagning og målfoto, for første gang var der deltage-re fra alle 5 kontinenter, og det var altså også første gang, at der var en deltager fra Hjørring. Den 10. januar 1912 havde bestyrelsen i Hjørring Sportsklub modtaget en indbydelse til deltagelse i legene i Stockholm. Bestyrelsen og nogle af de mandlige gymnaster blev imidlertid enige om, at foreningen ikke rådede over tilstrækkeligt dygtige gymnaster. Lige omkring tilmeldingsfristen erfarede bestyrelsen dog, at en kvindelig gymnast gerne ville deltage. Dog måtte Dinna Jensen bede om økonomisk støtte fra foreningen, da hun ikke havde mulighed for at betale alle udgifterne selv. Dinna Jensens mor arbejdede som sætterske på det for længst hedengangne Hjørring Amtstidendes bogtrykkeri, og familien kunne ikke betale de store udgifter. Bestyrelsen i Hjørring Sportsklub kunne se det store i, at et af foreningens medlemmer fik mulighed for at deltage i de olympiske lege. Derfor blev det besluttet, at Dinna Jensen selv skulle betale 30 kr., Hjørring Amts Skytteforening ville give et tilskud på 15 kr., og så ville Hjørring Sportsklub betale resten. Udover gymnastik dyrkede Dinna Jensen også hockey i foreningen. Hockey var kommet på programmet i Hjørring Sportsklub i april 1911. Da legene blev tildelt Stockholm var der forskellige former for gymnastik. Svenskeren P. H. Ling havde udviklet et gymnastiksystem, der kort fortalt var sundhedsorienteret og kollektivt. I Danmark blev Ling-gymnastikken primært dyrket i landområderne, mens den mere individuelle gymnastik blev dyrket i de større byer og i den moderne sportsbevægelse. De svenske værter regnede med, at den olympiske gymnastik udelukkende skulle vises ved opvisninger og ikke konkurrencer. Det svenske gymnastikforbunds kamp mod den internationale olympiske komite med selveste Pierre de Courbetin i spidsen endte med, at der både blev konkurrencer og opvisninger. Dinna Jensen deltog på det danske opvisningshold, som med hele 150 gymnaster var det suverænt største kvindelige gymnastikhold. 55

Til trods for at der altså var tale om et opvisningshold kom Dinna Jensen ikke let til sin deltagelse. Da hun var tilmeldt legene startede hun straks træningen. Også her var foreningen en stor hjælp. Skoleinspektør Muhle, som var gymnastikleder i Hjørring Sportsklub, gav Dinna Jensen lov til at træne i skolens gymnastiksal. Gymnasterne havde fået udleveret et skema over øvelserne, så alle vidste, hvad der skulle trænes i. Hele foråret selv-trænede Dinna Jensen i den lokale gymnastiksal, og hun deltog i fælles-træninger for de jyske gymnaster. Disse foregik i Aalborg, og inden afrej-sen til Stockholm blev de bedste udtaget, mens resten måtte blive hjemme. Opholdet i Stockholm varede 1 uge, og der var tid til en del udflugter og-så. Indkvarteringen ville dagens olympiske deltagere nok ikke finde sig i, da holdet blev indkvarteret på en kaserne i Stockholm. Dinna Jensen var den første olympiske deltager fra Hjørring, og så vidt vides er hun fortsat den eneste, der har repræsenteret en hjørringensisk idrætsforening i de olympiske lege. Tekst: Svend Erik Møller Jensen.

Hjørring Historier 40 Hjørring Kirkegård.

Forsidebillede: Konsul Chr. H. Nielsens gravsted på Hjørring Kirkegård den 30. december 1936.

Hjørring Kirkegård. Hjørring Kirkegård er på godt 7 hektar og har ca. 10.000 kistegravpladser og 3.000 urnegravpladser. Indtil 1821 lå Hjørring Kirkegård rundt om Sct. Catharinæ Kirke. Allerede i 1805 var der imidlertid blevet vedtaget en lov som forbød gravsteder inde i byer, og da kirkegården efterhånden også var blevet for lille og ingen udvidelsesmuligheder havde, blev den nedlagt i 1821. En ny kirkegård for Hjørring Købstad blev derfor anlagt nord for Sct. Hans Kirke, dvs. uden for købstadens jorde og dermed i overensstemmelse med loven fra 1805. Den blev indviet 12/8 1821. Også denne kirkegård blev hurtigt for lille, og der var i mange år planer om en ny. Det blev dog først til noget i 1869, hvor en ny kirkegård blev anlagt på en grund vest for Kirkegårdsvej. Denne, ”Hjørring ny kirkegård” eller ”Vestre kirkegård” blev senere udvidet flere gange mod vest, bl.a. i 1887-1895 og 1902. Kirkegården nord for Sct. Hans Kirke blev herefter kaldt ”Østre kirkegård” eller ”Den gamle kirkegård”. I 1887 blev der opført et kapel på den nye kirkegård og i 1893 blev der opført et epidemilighus i nærheden af kapellet. Epidemilighuset er senere blevet nedrevet. Også kapellet blev efterhånden for lille, og i 1934 blev der bygget et nyt kapel i nærheden, efter tegning af Hjørringarkitekten Jens Jakobsen. I forbindelse med opførelsen af kapellet dukkede tolv jernaldergrave op på stedet hvoraf de otte er bevaret og kan ses i dag. I 1951 blev der opført et krematorium i forbindelse med kapellet. Dette er senere blevet udvidet, og i skrivende stund (september 2012) er kapellet genstand for en omfattende restaurering. 59

Det gamle kapel blev i slutningen af 1930’erne omdannet til Columbarium (urnehal) og der blev anlagt en urnehave i kirkegårdens nordøstlige del, begge dele efter initiativ af Ligbrændingsforeningen. I takt med at flere og flere valgte kremation frem for begravelse fik kirkegården i 1959 en selvstændig urnegravplads, ”Urne -lunden”. Den er anlagt som terrasser omkring en lille dam i den vestlige ende af kirkegården. I 1963 blev der indviet en mindelund for frihedskampens ofre foran kapellet. Her findes ni mindesten efter lokale modstandsfolk. Tekst: Helle Thrane, Historisk Arkiv

Hvis du vil vide mere om din by - personer, bygninger, kvarterer, virksomheder, butikker, den kommunale forvaltning - eller om andre emner, f.eks. din egen slægt, er det værd at besøge Historisk Arkiv. Historisk Arkiv rummer nogle meget store materialesamlinger, som er blevet oparbejdet siden slutningen af 1800-tallet, og som til stadighed udvides: Arkivalier Ca.1 hyldekilometer. Fotos Flere end 300.000 Kort og tegninger Ca. 5.500 Lydbånd Ca. 3.000 Bøger Ca. 15.000 bind Aviser Ca. 100.000 Avisregistreringer og udklip Ca. 200.000 ”Vendelboarkivet” Ca. 115.000 kartotekskort Mikrofilm 650 spoler, 4.000 mikrokort og meget, meget mere. Disse samlinger er der også for din skyld, og på arkivets læsesal er der altid personale, som kan hjælpe dig med at finde frem til de ønskede oplysninger. Historisk Arkivs åbningstider er: tirsdag, onsdag og torsdag kl. 10-16 1. sept. - 30. april tillige: 1. lørdag i måneden kl. 10-16