Hjørring Historier 1 - 20 by Vendsyssel Historisk Arkiv

Hjørring Historier 1 – 20 Indholdsfortegnelse Jørgen Høygaard Nielsen. ....................................................................................................................2 Camillo Bruun......................................................................................................................................4 Hjørring Biografteater..........................................................................................................................6 Børneasylet...........................................................................................................................................8 Hjørring Vestbanegård........................................................................................................................10 Til tørstige sjæles husvalelse..............................................................................................................12 Hjørring Spædbørnehjem...................................................................................................................14 ”Navnet ”Hjørring”............................................................................................................................16 Da der var vintre til.............................................................................................................................18 En ”højbenet” gæst.............................................................................................................................20 Nyt eller gammelt?.............................................................................................................................22 Et Menageri........................................................................................................................................24 Kirstine Lund......................................................................................................................................26 Dampelefanten....................................................................................................................................30 Christiansgave....................................................................................................................................32 Svanelunden og Folkeparken.............................................................................................................34 Sct. Knuds Kilde.................................................................................................................................35 Hjørring Bjerge...................................................................................................................................37 Hjørring Afholdsforening...................................................................................................................39

Hjørringhistorier 01 Jørgen Høygaard Nielsen.

Jørgen Høygaard Nielsen 1834-1912 Købmand, konsul, byrådsmedlem Jørgen H. Nielsen drev en meget stor købmandsvirksomhed, som blev grundlagt af faderen konsul Chr. H. Nielsen i 1831. Købmandsgården lå i Østergade 4.

Jørgen H. Nielsen var medlem af Hjørring byråd i 30 år. Og ud over at være en driftig forretningsmand, lagde han også kræfter i meget andet, som havde betydning for Hjørrings udvikling, og som sætter sit præg på byen den dag i dag. Bl.a. var han initiativtager til anlæggelse af Nordre Anlæg i 1871 og til anlæggelse af Svanelunden i 1878. Han var med til at etablere anlægget ved Sct. Knuds Kilde i 1904, og senere til at rejse de mange mindesten på stedet. I 1889 var han medstifter af Vendsyssel historiske Museum.

Jørgen H. Nielsens købmandsgård, og grunden med den kendte, næsten eksotiske have, blev efter hans død i 1912 solgt til "Vendsyssel Bank", som rev gården ned og opførte den nuværende bygning på stedet.

Foto: Jørgen H. Nielsen og familie i haven, Østergade 4, 1910. Jørgen H. Nielsen ses siddende i baggrunden., (Historisk Arkiv).

HjĂ¸rringhistorier 02 Camillo Bruun.

Camillo Bruun 1818-1880 Redaktør, bogtrykker, forfatter. "Jeg er fra Hjørring! Begyndelsen er noget storpralende, men tilgiv mig, jeg føler mit Menneskeværd betydelig hævet ved Bevidstheden om, at jeg er fra Hjørring". Sådan skrev Camillo Bruun i "Fædrelandet", 1868.

Camillo Bruun var typograf fra København, og kom til Hjørring som 26-årig, da han i 1844 overtog Hjørring Amts-tidende. Bladet havde til huse i Skolegyden, hvor Camillo Bruun 1856 opførte en ny bygning på det nordøstlige hjørne - den bygning, der i dag har adressen Museumsgade 6. Han var ikke blot en dygtig redaktør. Han deltog aktivt i byens kulturliv, især som forfatter og lejlighedsdigter, men bl.a. også som både skuespiller og instruktør, når der hver vinter opførtes dilettantskuespil i byen.

I 1868 forlod Camillo Bruun Hjørring og rejste tilbage til København, for her at hellige sig skriveriet. Han skrev bl.a. en del ting fra Vendsyssel, som var med til at gøre landsdelen kendt i resten af landet. Han slog dog aldrig rigtigt igennem som forfatter.

Camillo Bruun døde 1880.

Foto: Camillo Bruun, sandsynligvis omkr. 1860-65, (Historisk Arkiv).

Hjørringhistorier 03 Hjørring Biografteater.

Hjørring biografteater Hjørring er i skrivende stund biografløs. Den "gamle" BIO i Søndergade er revet ned, og alle venter spændt på, at en ny bliver opført på Åstrupvej. Hvad en del hjørringgensere sikkert kan huske er, at der faktisk lå en endnu ældre biograf i Søndergade 5, før den nu nedrevne blev bygget. Denne biograf blev opført af Hjørring kommune i 1908 ved siden af det daværende elværk, et år efter Kinografen blev opført i Brinck Seidelinsgade, og to år efter byens første biograf, Kosmorama på Torvet, så dagens lys. Den kommunale biograf i Søndergade virkede stort set uden ændringer indtil 1950, hvor kommunen lod opføre en ny biografbygning ved siden af den gamle, som efterfølgende blev revet ned. Følgende beskrivelse af hvordan det var at være biografgænger i Hjørring i 1940erne tyder på, at det var tiltrængt med en ny biograf: "...nede i bunden af det stærkt skrånende gulv var fastgjort et lærred, som en osende kakkelovn i højre side havde sværtet, således at billedet blev meget uklart i denne side... Kinoma-skinen var af den gammeldags, larmende slags med kulbuelys, som skulle justeres mange gange under en forestilling, ellers forsvandt lyset ganske af sig selv. Når det skete, sendte det velopdragne publikum en mand op i operatørrummet for at meddele, at nu manglede de billeder, og så blev der skruet på stængerne - og der blev lys - under syden, brusen og sprutten. Døren til operatørrummet stod altid åben under forestillinger-ne for kulstængerne osede forfærdeligt under forbrændingen."

Beskrivelsen af biografen i 1940erne stammer fra Mogens Heiselbæks erindringer fra sine drengeår i Hjørring. Foto: Den gamle biograf, Søndergade 5, med badeanstalten t.v. og Carl Ramløses slagterforretning t.h., omkr. 19181923, (Historisk Arkiv).

Hjørringhistorier 04 Børneasylet.

Hjørring børneasyl Hjørring Børneasyl blev oprettet i 1863 af byens Velgørenheds-forening. Hensigten med asylet var at "...yde et fattigt hjem en haandsrækning [ved at] byde Moderen hjælp ... saa at hun har Hænderne fri til Arbejde." Asylet var altså en privat børnehave. De første 13 år havde asylet lokale i den gamle sygehusbygning i Nørregade (Købmand Riis' gård). Men antallet af asylsøgende børn steg støt, fra omkr. 12 i starten til omkr. 70 ti år senere, så pladsen blev for trang i det enlige lokale. Velgørenhedsforeningen begyndte at samle ind til en ny bygning, og 1876 havde man, ved tilskud fra private og ved overskuddet fra grundlovsfesterne i Plantagen, fået samlet så stor en sum, at man kunne opføre sin helt egen bygning. Den nye bygning blev opført i Jernbanegade 15, efter tegninger af den senere så kendte arkitekt Hack Kampmann. 1892 blev asylet gjort til en selvstændig stiftelse. Den daglige drift hvilede dog fortsat på frivillige private bidrag, indtil 1918 hvor man begyndte at modtage tilskud fra stat og kommune. 1930 ændrede børnehaven navn til Hjørring Folkebørnehave, og man begyndte at opkræve en (symbolsk) betaling fra forældrene. 1939 lukkede børnehaven midlertidigt, idet den daværende bestyrerinde, frk. Olga Nielsen, afgik ved døden. Et år senere overtog kommunen institutionen, men samtidig beslaglagde værnemagten bygningen, og en genåbning af børnehaven blev udskudt. Først ti år senere, i 1950, blev Folkebørnehaven genåbnet, nu i nye lokaler i Dronningensgade, hvor den stadig har til huse den dag i dag, nu blot under navnet Pilehuset.

Foto: Børn og asylmoder, (sandsynligvis enkefru Christensen) i Hjørring børneasyl, Jernbanegade 15, 1901, (Historisk Arkiv).

Hjørringhistorier 05 Hjørring Vestbanegård.

Hjørring Vestbanegård Hjørring Vestbanegård blev bygget i 1913, som "hoved"-stationsbygning til Hjørring-LøkkenÅbybrobanen og Hjørring-Hørbybanen. Samtlige stationsbygninger til disse banestrækninger, og senere også til Hjørring-Hirtshalsbanen (1924), blev tegnet af arkitekten Sylvius Knutzen, København. Sylvius Knutzen gav stationsbygningerne et personligt og let genkendeligt præg. De er alle enkle og velproportionerede bygninger med store røde mur- og tagflader og kraftige hvide gesimser og hvid hjørnekvadring. Disse stationsbygninger er ikke blot gode eksempler på Bedre Byggeskik, de er også meget Vendsysselske. De er nemlig typiske for Midt- og Vestvendsyssel, mens man stort set ikke ser dem andre steder. Hjørring Vestbanegård ophørte med at være stationsbygning i 1942, da privatbanetogene blev flyttet over på statsbanestationen, som hermed blev til fællesstation. Siden har stationsbygningen været med til lidt af hvert, bl.a. blev den under krigen brugt af besættelsesmagten. 1973 brændte tagetagen, og siden har bygningen kun været en skygge af sig selv, og det skal blive spændende at se, hvad der kommer ud af den forestående renovering i forbindelse med Kvægtorv-projektet. Så vil man i dag se eksempler på en typisk midt- og vestvend-sysselsk stationsbygning, må man tage uden for byen, hvor de til gengæld ligger spredt overalt: Vellingshøj, Vidstrup, Tornby, Hørby, Løkken m.fl.

Foto: Hjørring Vestbanegård, (Historisk Arkiv).

Hjørringhistorier 06 Til tørstige sjæles husvalelse.

Til tørstige sjæles husvalelse Indtil 1903, hvor der anlagdes et vandværk i Hjørring, måtte borgerne forsyne sig med vand fra Strømmen, et vandløb, der havde sit udspring i kildevæld ved foden af Sct. Olai kirkebakke. Vandet fra vældene blev fra 1827 opsamlet i et overdækket bassin, som lå omtrent hvor Baptistkirken nu ligger, og herfra ledt videre til andre vandposte rundt om i byen. En af disse vandposte lå på Torvet ved Østergade. Den bestod af en cirkelformet beholder, hvor det tilledte vand stod op i tynde stråler, idet det var under et vist tryk. Beholderen blev derfor kaldt et springvand, og torvet fik hurtigt navnet Springvandspladsen. Ved beholderen var der anbragt en hul træopstander, som gjorde det muligt for byens borgere at tappe vand. 1858 blev vandbeholderen omgivet med et smukt, grønmalet støbejernsgitter.

Byen voksede, og der blev tilsluttet flere private brønde. Der flød derfor mindre vand til springvandsbeholderen. I perioder var den ligefrem tørlagt, og i 1894 blev den helt nedlagt. Pladsen beholdt dog sit navn, selvom den nu var uden springvand. Først i 1935 blev skaden gjort god igen, da fontænen med drengen og søløven, som idag står på Torvet foran det gamle rådhus, blev opstillet på det gamle springvands plads.

Til opstanderen ved springvandsposten var der lænket et offentligt drikkekrus. Men følgende skildring af

springvandsposten omkr. 1870-80 lader ane, at det måske ikke var her hjørringenserne mest yndede at forsyne sig med rent drikkevand: ”Vandfladen var som Regel dækket af et diskret Lag af pulveriseret Hestegødning, papirstumper og Smaapinde. Udenfor Rækværket befandtes en lille Vandpost med fastlænket Metalbæger, alt beregnet til tørstige Sjæles Husvalelse, men det var sjældent, nogen var tørstige i Hjørring, i alt Fald ikke efter Vand fra Springvandsposten.”

Beskrivelsen af bassinet på Springvandspladsen stammer fra Carl Firrings erindringer om sine barndoms- og ungdomsår i Hjørring 1864-1883. Foto: Bassinet på Springvandspladsen ca. 1890. Træopstanderen er nu blevet suppleret med en støbejernspumpe.

Hjørringhistorier 07 Hjørring Spædbørnehjem.

Hjørring Spædbørnehjem I 1934 åbnede to sygeplejersker, Marie Hylleborg Nielsen og Marie Thingbak et privat døgnhjem for spædbørn, for at "hjælpe unge ugifte mødre i deres vanskelige stilling". Hjemmet havde til huse i en villa i Christiansgade 24, men behovet for et spædbørnehjem var stort, og pladsen blev hurtigt for trang. Så allerede to år senere byggede de to frøkener, med hjælp fra forskellig side, en helt ny børnehjemsbygning - den røde bygning Elsagervej 15. Der var plads til ca. 30 børn i alderen 0-2 år. 1948 overtog Baptistsamfundet hjemmet, og drev det videre som selvejende institution, stadig med frøken Nielsen som leder. Det blev efterhånden lettere at kombinere udearbejde og forældreskab, også for enlige, bl.a. begyndte man i stigende grad fra offentlig side at bygge daginstitutioner for børn. Behovet for døgninstitutioner faldt derfor, især fra 1960erne, mens behovet for daginstitutioner var stigende. Hjørring Spædbørnehjem blev derfor nedlagt i 1971. Det havde da eksisteret i 36 år, og været midlertidigt "hjem" for flere end 1000 små børn. Et halvt år senere åbnede Baptistsamfundet byens første daginstitution for spædbørn - Elsagervejs Vuggestue. Den havde til huse i bygningen indtil 1991, hvor den flyttede til Højene. I dag har Hjørring Friskole til huse i den gamle børnehjemsbygning, som således stadig summer af liv og barnestemmer, som den har gjort det, siden den blev bygget for snart 65 år siden. Foto: Hjørring Spædbørnehjem, Elsagervej 15, omkr. 1935-1940.

Hjørringhistorier 08 ”Navnet ”Hjørring”.

Navnet ”Hjørring” De ældste skriftlige former af navnet Hjørring går relativt langt tilbage (Heringa 1146-54, Hiøringh 1374, Høring 1414). Først i 1900-tallet blev skrivemåden Hjørring. Men hvad betyder navnet? Det har der været fremsat mange forslag til, og ingen kan med sikkerhed sige, hvilken forklaring, der er den rigtige, om nogen af dem overhovedet. Den mest anerkendte er dog følgende: Hjørring tilhører, med endelsen -ing nogle af vores ældste stednavne. Navne med endelsen -ing eller -inge kan dateres til før 1000, muligvis langt før, og er sandsynligvis skabt som bostednavne, og refererer således til bebyggelser. Forledet i navnet Hjørring kommer sandsynligvis af det gammelvestnordiske hjörr, som betyder sværd. Hjørring skulle da betyde: Sværdstedet eller Sværdbostedet. De fleste -ingnavne er imidlertid afledninger af naturbetegnende ord: bjerg, fugl o.lign. Og på tilsvarende måde kan navnet Hjørring måske sige noget om terrænet i og omkring bostedet - der har måske været tale om et terræn hvis form har kunnet sammenlignes med et sværd. Hjørring ”betyder” da ”bostedet på terrænformationen, som ligner et sværd”. Dette regnes for at være den mest sandsynlige forklaring, men ikke den eneste. Man kan også forestille sig noget i retning af: ”bostedet, hvor der fremstilles sværd” eller ”bostedet, hvor der sælges sværd”. Der har, som nævnt, i tidens løb været fremsat ikke så få andre forslag til navnet Hjørrings oprindelse og betydning. Her skal blot nævnes en af de mest sejlivede forklaringer. Nemlig ideen om, at sætte høj + ring i forbindelse med navnet, og dermed knytte det til sagnet om kong Frode og hans begravede ring, eller til det lokale sagn om kobberringen, som blev eneste udbytte af en skattegravning norden for byen. Denne forklaring har nok i højere grad hjemme i "sagn- og skrøneafdelingen" end i den nøgterne navneforskning, men det gør den jo ikke nødvendigvis mindre interessant. Forside: Prospekt/kort fra Reesens Atlas 1677.

HjĂ¸rringhistorier 09 Da der var vintre til.

Da der var vintre til ”Som det er med Tordenvejr nu og i gamle Dage, saaledes er det ogsaa med Sneen og Vinteren. Vinteren var meget strengere den Gang, Snefaldet stærkere og langvarigere end nu om Dage, nu har vi jo hverken Vinter eller Sommer, det gaar i eet det Hele… Skulde mon Naturen være ved at forandre sig, Kloden og Aarstiderne ved at foretage et Chancement?” Sådanne betragtninger møder man ofte i disse år, hvor vi jo alle kender til begreber som ”drivhuseffekt”, ”global opvarmning” o.s.v. Ovenstående blev dog nedskrevet allerede i 1919 af Carl Firring, der så tilbage på sine barndoms vintre i Hjørring i 1870erne. Var drivhuseffekten da allerede sat ind for mere end 80 år siden? Næppe. Når vi mennesker ser tilbage på vores barndom hvad enten det er vejret eller isens størrelse det drejer sig om - må vi regne med, at vores hukommelse ofte spiller os et puds. Vi husker det specielle, det sort/hvide, mens de mere grå og dagligdagsagtige oplevelser med årene bliver sat ”bagest i køen” i vores hukommelse. Carl Firring nævner selv en helt anden grund til, at det kunne se ud som om der faldt mere sne i ”gamle dage”. Nemlig, at den sne, der faldt, fik lov at blive liggende: ”… da Sneen ikke blev skaffet væk … [kunne den] efterhaanden naa op til Hustagene,og der blev langs Husrækkerne gravet en Gang for at Husbeboerne kunde komme ud og ind i deres Lejligheder.” Som forsidebilledet viser, var der vitterlig nogle tilfælde med meget kraftigt snefald i Hjørring omkr. slutningen af forrige århundrede. Det har f.eks. Camillo Bruun skrevet om. Men at konkludere, at det generelt skulle have sneet mere i ”gamle dage”, på baggrund af enkeltstående tilfælde eller på baggrund af erindringer, hvad enten disse går 100 eller bare 30 år tilbage, vil nok være at overfortolke ”beviserne”.

Beskrivelsen af Hjørring i sne i 1870erne stammer fra Carl Firrings erindringer om sine barndoms- og ungdomsår i Hjørring 1864-1883. Foto: Poldene under sne, ca. 1890, (Historisk Arkiv).

Hjørringhistorier 10 En ”højbenet” gæst.

En ”højbenet” gæst "Storken er en Höjbenet og langhalset Fugl med et lige, spidst Næb. Den kommer kun til os for at yngle og det kaldes derfor for en Ynglingsrejse, medens dens Rejse til Ægypten er for Næringens Skyld og man kalder den derfor en Næringsrejse .De leve af Smaadyr (f. Ex Snoge og Fröer), som de opsöge i Enger og Moser. Man ser den derfor ofte gaa i Moserne og knæbre ... Farven er hvid (den hvide Stork) eller sort (den sorte Stork)." Idag er storken desværre en langt sjældnere sommergæst end i ovenstående skildring. Skildringen stammer fra et stilehæfte som tilhørte en skoleelev, Ib Christensen, i 1878, da han var 11 år gammel og gik i 5. klasse. Stilen fik forøvrigt karakteren g. At storken forekom i stort tal i ”gamle dage” fremgår også tydeligt af følgende beskrivelse af tiden omkr. 1870: ”Vi fulgte med Øjnene Storkene, naar de kom sejlende med stillestaaende Vinger ... eller naar de i August holdt Flyveøvelser med Ungerne inden Afrejsen - saa kunde de i Flokke blive ved i Timevis at flyve i Rundkreds, rundt og rundt i Karrusel for at styrke Ungernes Vinger... Jeg ser endnu for mig den spankulere omkring paa Mark og Eng eller staa ganske stille paa ét ben med tilbagebøjet Hals og det røde Næb hvilende paa Brystet”. Siden er det, som bekendt, gået jævnt tilbage med antallet af storke på ”ynglingsrejse”, både på landsplan og lokalt. Der har således ingen ynglende storke været i Hjørring siden 1971. Man forsøgte i 1988 at lokke den sjældne gæst til byen ved at stille en attraktiv rede til rådighed - fiks og færdigbygget på taget af Museumsgade 2. Men hidtil har ingen af de ”højbenede” væsener desværre udvist interesse for hverken reden eller byen. Beskrivelsen af storkene og deres flyveøvelser stammer fra Carl Firrings erindringer om sine barndoms- og ungdomsår i Hjørring 1864-1883. Foto: Storke på hustage Bag Østergade, Hjørring, (Historisk Arkiv).

HjĂ¸rringhistorier 11 Nyt eller gammelt?

Nørretorv 12 - nyt eller gammelt? I vore dage er der et stadigt mere udtalt ønske om bevaring af bygninger og deres omgivelser, ja hele bymiljøer. Heldigvis. Det sker bl.a. på baggrund af en erkendelse af bygningernes betydning for vort kendskab til tidligere tider. Undertiden sker det dog, at man kan diskutere, hvorvidt det historiske miljø, som man ønsker at bevare, har mistet en del af sin historie, så der næsten kun er miljø tilbage. Et sådant eksempel er Nørretorv i Hjørring, som var genstand for en gennemgribende restaurering sidst i 1970erne. For ét af husenes vedkommende, nemlig Nørretorv 12, medførte restaureringen at dette hus og Nørretorv blev kendt i vide kredse. Det lille, smukke, velproportionerede hus, Nørretorv 12, blev oprindeligt opført i 1854 for murer S. Chr. Larsen som beboelse for 2 familier. Huset blev, som nævnt, i lighed med de andre huse i bydelen, restaureret i slutningen af 1970erne. Men, til forskel fra de andre huse, blev Nørretorv 12 restaureret på den måde, at det blev revet ned til grunden, for derefter at blive bygget op igen, i nye materialer, og i henhold til gældende bygningslovgivning. Det pudsige ved hele affæren var, at huset, som var fredet, efter ”re-staureringen” - hvor det altså blev totalt nedrevet, og derefter genopbygget ”nøjagtigt” som før - stadig var fredet og ifølge fredningslisten stadig var fra 1854! Men det kan vel egentlig diskuteres, om det stadig er det gamle hus eller om det er et nyt hus. Hvad er sandt og hvad er usandt? Der er vel nærmest tale om, hvad man kan kalde et nyt gammelt hus, for alderen er naturligvis ikke længere at se, og man kan derfor også diskutere, hvorvidt huset, som så afgjort er med til at skabe miljø på Nørretorv, efter restaureringen/genopbygningen har mistet sin historie.

Foto, øverst: Nørretorv 12 før nedrivningen. Fra ”Gammel Hjørring 1975”. Nederst: Nørretorv 12, 1998 efter ”restaureringen”, (Historisk Arkiv).

HjĂ¸rringhistorier 12 Et Menageri.

Et Menageri For et Par Uger siden var der et Menageri paa Jernbanegaarden her i By-en. I dette var der flere Rovdyr, og blandt disse maa der særlig nævnes en Løvefamilie med fire Unger. Disse ellers saa glubske Dyr vare i deres Fangenskab saa godmodige, at en Dame, som tilhørte Menageriet, kunde gaa ind til dem. Blandt de andre Rovdyr var der to Kongetigere, 3 Hyæner (to plettede og en stribed), to Ulve, en Bjørn og en Leopard, disse vare og-saa meget godmodige. Af tykhudede var der et Næsehorn, en Elefant og en Zebra. Elefanten var ikke som de andre inde i et Bur, men den stod paa et Stillads, hvorfra den ofte rakte Snabelen ud for at faa en Tvebak eller noget andet; når man ikke gav den noget udstødte den et Brøl. Af de andre Pattedyr, som var der, maa man særlig nævne en Giraf, et Rensdyr, en spansk Ko, to Pindsvin fra Asien og en Del Aber. Girafen havde en kort Krop, der var forsynet med en lang Hals og fire lange Ben, paa Hovedet havde den to smaa Horn. Rensdyret havde paa Hovedet to lange og brede Horn, hvormed den kaster Sneen tilside, (thi den lever nemlig i de Lande, hvor Sneen sjælden tør), og tager de Græsarter, som gro derunder, (Rendsdyrlav kaldet). Den spanske Ko har kun den Forskjel fra vor Ko, at den mangler Horn. Af Fugle var der to hvide Kakkeduer og en Pappegøje. Af Krybdyr var der en Kvælerslange og to Krukediler. Ovenstående skildring stammer fra et stilehæfte tilhørende en af Hjørring Realskoles elever, Christian Christensen. Stilen blev skrevet i 1878, da han var 11 år gammel og gik i 5. Klasse. Stilen fik for øvrigt karakteren g+ (godt plus). Historien kunne jo være det rene opspind. Men annoncer i Vendsyssel Ti-dende og Hjørring Amtstidende fra perioden 19/10-4/11 1878 bekræfter faktisk historien. Af disse fremgår det, at "Kleebergs Menageri, det største i Verden", ankom til Frederikshavn fra Christiania i Norge på 3 damp-skibe, og at det kom til Hjørring i dagene 31/10-4/11 på gennemrejse til Hamborg. Menageriet kunne beses på "Pladsen ved Banegaarden" hvor der ville være to daglige forestillinger. ”Entré: Første Plads 1 Krone, 2den Plads 75 Øre, 3die Plads 50 Øre." I annoncen lover man bl.a. at kunne fremvise ”...en Moskustiger, en Tigerkat, en Sølvløve, en Jaguar..." og, ikke mindst, "En mandlig Kongeløve fra Ørkenen Sahara". Menageriets besøg i Hjørring, med et så stort og righoldigt udvalg af vilde og sjældne dyr, har været en begivenhed langt ud over det sædvanlige, og har givetvis skabt stor opmærksomhed på egnen. Dette fremgår også af Vendsyssel Tidende den 2/11 1878, hvor man bl.a. kan læse, at der … ved Extratogets Ankomst havde ... Samlet sig en hel Del Mennesker, der meget ivrigt kiggede efter Dyrene … Et tegn på, ifølge den skrivende journalist, at … den almindelige Interesse i Hjøring og Omegn i Øjeblikket koncentrerer sig stærkt om det Dyriske.

Forside: Annonce i Hjørring Amtstidende d. 19/10 1878, bagsiden.

HjĂ¸rringhistorier 13 Kirstine Lund.

Kirstine Lund 1852-1948 Kirstine Lund er en af de personligheder fra Hjørring, som fortjener en speciel omtale. Dels fordi hun ved egen hjælp formåede at starte egen virksomhed, og at få den til at blomstre, en bedrift der absolut var unik for en kvinde - oven i købet en enlig mor! - på den tid hvor hun virkede, og dels fordi hendes virksomhed har givet nutiden et enestående historisk kildemateriale, i form af en meget stor mængde billeder og negativer. Kirstine Thomine Sørine Bertelsen blev født i Løkken i 1852. I 1873 blev hun gift med Carl Frederik Christian Lund, som var manufakturhandler i Løkken. Sammen fik de 3 døtre. I 1881, kort efter den yngste datters fødsel, solgte Carl Lund sin forretning og rejste til Amerika. Om hans afrejse til Amerika skyldtes, at familien var gået i opløsning, eller om det var meningen, at de skulle følge ham senere, ved vi ikke. Men vi ved, at Kirstine Lund i 1881 stod alene tilbage i Løkken med sine 3 børn. Fire år senere afgik manden ved døden i Amerika, og Kirstine Lund blev enke. Allerede i 1879 var Kirstine Lund så småt begyndt at drive selvstændig forretning som forhandler af varer til hjemmefarvning, og et års tid efter mandens bortrejse begyndte hun at drive fotografisk virksomhed. I 1884 var virksomheden blevet stor nok til, at hun vovede at flytte til Hjørring, hvor hun lejede sig ind hos tømrermester Andersen i Jernbanegade 22. Familien var på dette tidspunkt helt splittet. Manden befandt sig i Amerika, den ældste datter på 10 år i København, den mellemste datter på 8 år i Altona, og kun den yngste datter var hos sin mor. Men i Hjørring fik Kirstine Lund igen samlet sine 3 piger. Virksomheden ekspanderede. I 1888 blev atelieret udvidet, og der blev ansat en lærling, Helga Andersen, som senere skulle blive Kirstine Lunds efterfølger. I 1896 var virksomheden blevet så stor, at Kirstine Lund lod opføre en stor hjørnebygning over for jernbanestationen, Jernbanegade 24, hvor hun indrettede et nyt, stort atelier. Tre år senere åbnede hun også et lille atelier i Lønstrup, vel sagtens for at udnytte den voksende turisme der. I 1910, 58 år gammel, overdrog Kirstine Lund den blomstrende forretning til Helga Andersen, som førte den videre indtil 1935, hvor den blev overtaget af Ida Madsen og Asta Jarlund. De lukkede forretningen i 1969, og der var da blevet taget omkring 125.000 billeder! Kirstine Lund giftede sig aldrig igen. Hun blev boende i Hjørring, og døde her i 1948, næsten 96 år gammel.

Da Ida Madsen og Asta Jarlund solgte forretningen i 1969 afleverede de fotografprotokollerne og negativsamlingen for hele perioden 1882-1969 til Historisk Arkiv ved Vendsyssel historiske Museum. Foto: Kirstine Lund med sine tre døtre, Petra, Agnes og Ella, ca. 1888, (Historisk Arkiv).

Hjørringhistorier 14 Nørregade.

Foto: Nørregade set fra nord omkring 1900. Den store skorsten til højre i billedet er Aktiebrænderiets, hvis forhus ses som nr. to bygning fra højre. I baggrunden af billedet ses Torvet med rådhuset. (Historisk Arkiv, B 20.375).

Nørregade. Nørregade er Hjørrings ældste gade. Med torve og pladser strækker den sig gennem hele ”Gammel Hjørring”, og udgør med sine fine gamle huse og købmandsgårde det centrale i byens gamle kvarter. Det ældste hus i Nørregade i dag (Kbm. Riis gård) er fra slutningen af 1700-tallet. Men gaden er langt ældre end de ældste af dens huse. Allerede i den tidlige middelalder var der en tæt bebyggelse på stedet. Det var især velhavende købmænd og håndværkere, der slog sig ned her. Gaden kaldtes for Adelgade, senere blot Algade, og var byens vigtigste gade. Først i løbet af 1800-tallet kom navnet Nørregade til. Ved gadens sydende opstod torvet, hvortil bønderne kom fra oplandet med deres varer og hvor byens købmænd og håndværkere udstillede deres. Torvet udgjorde oprindeligt Hjørrings grænse mod syd, men byen begyndte tidligt at vokse denne vej (Nygade, i dag den sydlige del af Nørregade). Nordenden af Nørregade udgjorde derimod helt indtil slutningen af 1800-tallet byens grænse mod nord. Da der i 1672, som følge af en ny afgift på fødevarer, blev opsat bomme ved alle byens hovedadgangsveje, blev Nørre bom derfor anbragt på Nørretorv. At Nørregade og Torvet i mange år udgjorde byens absolutte centrum, fremgår af nogle af de bygninger der blev opført her. Byens rådhus lå således i næsten 400 år på Torvet. Det først kendte rådhus, et lille bindingsværkshus med tegltag, blev opført her allerede omkring år 1600. 1790 blev der bygget et nyt rådhus af rødmalet bindingsværk. Det blev i 1834 afløst af den bygning vi i dag kender som ”det gamle rådhus”, og som fungerede som byens rådhus indtil kommunesammenlægningen i 1970, hvor Codanhus blev taget i brug. Også byens teater fik tidligt sin plads i Nørregade. I 1855 fik byen for første gang en egentlig teatersal, idet der på et eksisterende gæstgiveri i Nørregade blev opført et rum beregnet til dette formål. 1907 opførte Borger- og Haandværkerforeningen en helt ny teaterbygning på samme sted, nemlig ”Hotel du Nord”. En smuk bygning tegnet af arkitekt Sylvius Knutzen. Bygningen brændte delvist i 1957, og året efter blev den nuværende teater-/forsamlingsbygning ”Vendelbohus” opført. Erhvervsmæssigt set var Nørregade domineret af købmandsgårde og brændevinsbrænderier. Der var to store brænderier i Nørregade. Det ene, ”Aktiebræn-deriet”, lå på vestsiden af gaden (nuv. Nørregade 27). Det andet, Ths. P. Olesens brænderi, lå på gadens østside (nuv. Nørregade 30). Brænderierne blev opkøbt og nedlagt af ”De danske Spritfabrikker” i 1905 og 1918. Også de mange forretninger var et karakteristisk træk ved Nørregade til langt op i 1900-tallet. Men Hjørrings kraftige vækst fra midten af 1800-tallet medførte, at byens egentlige forretningskvarter forskød sig mod øst, så Østergade efterhånden blev byens handels- og hovedgade. Tekst: Helle Thrane.

HjĂ¸rringhistorier 15 Dampelefanten.

Foto: Det 12 tons tunge vejlokomotiv gengivet i Illustreret Tidende 1862.

Dampelefanten Den første jernbanestrækning i Danmark (København-Roskilde) blev indviet i 1847, og i de følgende år blev jernbanenettet udbygget i hele landet. Men jernbanen nåede forholdsvis sent til Nordjylland. Den østjyske længdebane nåede således først til Aalborg i 1869, og der skulle gå yderligere et par år, inden man nord for fjorden fik en sådan forbindelse til omverdenen. Men også her havde handelen og den spirende industri et stigende behov for at kunne transportere varer mellem købstæderne og til andre dele af landet. Dette vidner historien om vejlokomotivet ”Vendsyssel” om. I et ønske om transportmæssigt at forbinde Vendsyssel med det øvrige Danmark, anskaffede den frederikshavnske købmand E.C. Christiansen i 1862 et noget usædvanligt befordringsmiddel, nemlig et dampdrevet køretøj på hjul. Det var meningen at køretøjet, der bestod af lokomotiv og tre vogne, skulle køre i rutefart mellem Frederikshavn, Hjørring og Nørresundby med gods og passagerer. Køretøjet blev indkøbt i England. Man havde planlagt et par prøveture, ”Lysttoure”, inden køretøjet blev sat i fast drift. Og det skulle vise sig aldrig at blive til andet. Allerede på den første lysttour, hvor de tre vogne var fyldt med frederikshavnske standspersoner, satte et af de store hjul sig fast i den opblødte vej umiddelbart uden for Frederikshavn. Ved stort besvær fik man køretøjet fri, og vendte tilbage. Tre dage senere blev der arrangeret en ny lysttour, og denne gang gik det godt. Turen var da også kun på 5 km. Efter denne succes skulle turen gå helt til Hjørring. Vognene blev igen fyldt med fornemme passagerer, og af sted gik det. Men allerede et kort stykke uden for byen, måtte al videre kørsel opgives, denne gang på grund af nogle defekte rør. Passagererne måtte igen fragtes hjem på traditionel vis, dvs. med hestevogne. Det lykkedes dog at få gjort Dampelefanten, som folkeviddet havde døbt køretøjet, køreklar igen, hvorefter den fortsatte mod Hjørring, nu uden passagerer. Andre fastkørsler og uheld fulgte, men efter fire dages forløb ankom køretøjet endelig til Hjørring. Også prominente hjørringensere skulle have en lysttour, og også denne gik galt - helt galt. Da vejlokomotivet nåede til Vrejlev kørte det uhjælpeligt fast - og flere af de prominente personer måtte tilbringe natten på Vrejlev kro. Efter yderligere et par måneder med uheldige prøveture måtte E.C. Christiansen sande, at det 12 tons tunge køretøj og de vendsysselske veje ikke passede særlig godt til hinanden. Vejene var ikke bygget til tung trafik. En vogn, altså hestevogn, passerede i ny og næ, og naturligvis ryttere og fodgængere. En 12 tons tung maskine på hjul var de ikke bygget til. Vejlokomotivet blev herefter sendt retur til England. Tekst: Helle Thrane

HjĂ¸rringhistorier 16 Christiansgave.

Foto: Christiansgave set mod syd omkring 1905. (Historisk Arkiv, B 23.643).

Christiansgave Christiansgave er den ældste af Hjørrings byparker. I 1821 anlagde staten en planteskole på fattigjorden syd for byen. Seks år senere blev stedet tilplantet, og i 1843 forærede kong Christian VIII byen plantagen som fik navnet Christiansgave. I mange år blev der holdt grundlovsfester, sommermarkeder og andre folkefester i Christiansgave. Parken, der i dag ligger i byens hjerte, består hovedsageligt af en græsplæne og store gamle træer. Den lange lindealle mod øst er plantet i 1840’erne, men flere af parkens store træer nærmer sig de 200 år. Hjørrings, og måske også Vendsyssels, største elmetræ står i Christiansgave - det måler i brysthøjde 4,70 m i omkreds og 1,60 m i diameter. Langs vestsiden af Christiansgave ligger et stendige som blev fredet i 1917. Det er formodentlig anlagt allerede i 1820’erne i forbindelse med den statslige planteskole, eller evt. i forb. med konsumtionsafgiften (1672-1850), der medførte at byerne skulle være indhegnede, så adgang kun kunne ske gennem de bomme, der var anbragt ved hovedadgangsvejene. I parken findes en lille bygning der tidligere rummede en arkitekttegnet svanestald, som i hårde vintre gav husly til svanerne fra Svanelunden. Siden 1922 har der været opstillet gynger og andre legeredskaber for børn i parken. I dag er der også anlagt asfaltbaner til scateboard og rulleskøjter og der er mulighed for at spille boccia og petanque. I 1866 blev der opstillet en bronzebuste af Frederik VII og senere en marmorbuste af konsul Chr. H. Nielsen, begge udført af Andreas Poulsen. 1904 opstilledes et springvand af zink (ukendt kunstner). Springvandet blev indkøbt for midler, 1000 kr, som var opsparet af Grundlovsfesternes Fond og doneret til formålet. I 1920 blev der opstillet en granitstatue af redaktør Vilhelm Carlsen, udført af Anders Bundgaard. Busten af Chr. H. Nielsen er siden blevet fjernet fra parken, og det gamle springvand blev i 1998 desværre udsat for ødelæggende hærværk. Om springvandet vil blive repareret og genopstillet på sin plads er stadig uvist. Oprindeligt var Christiansgave en del større end den er i dag. Allerede i 1870 blev der taget et stykke af den sydlige del i forbindelse med anlæggelsen af jernbanen, og omkr. 1. verdenskrig blev der ved Vestbanegades gennembrud taget yderligere en bid af denne ende af parken. En stor del af den nordlige ende blev i 1970 inddraget til idrætsplads for den daværende Vestre Skole (nu kulturhus). Dette areal blev dog heldigvis ført tilbage til parken i slutningen af 1990’erne. Tekst: Helle Thrane.

Hjørringhistorier 17 Svanelunden og Folkeparken. Svanelunden blev anlagt på initiativ af købmand Jørgen H. Nielsen i 1878, på dét der dengang var nogle nøgne bakker syd for jernbanestationen. Arealet var ejet af Hjørring kommune, og beplantningsarbejdet blev udført som beskæftigelsesarbejde iværksat af kommunen, for at afhjælpe en stor arbejdsløshed 1877-78. Seks år senere købte kommunen også et sumpet engdrag syd for bakkerne. Her blev der udgravet en dam, som skulle bruges til skøjtebane. Der blev fra starten udsat et svanepar i dammen, hvilket gav anledning til at anlægget herefter blev kaldt Svanelunden, et navn der blev officielt i 1888. Samme år blev det besluttet at udvide anlægget, og at opføre en pavillon på stedet, denne er siden ombygget stærkt. Også en musiktribune blev parken udstyret med, og stedet blev efterhånden ramme om mange forskelligartede arrangementer. 1927 blev der udgravet endnu en dam, igen udført som kommunalt beskæftigelsesarbejde. I 1898 blev der opstillet et bronzerelief af Enrico Dalgas udført af Andreas Poulsen og i 1916 en buste af parkens grundlægger Jørgen H. Nielsen, udført af Just Nielsen Sondrup. Da Hjørring station blev udvidet i perioden 1939-1942 blev Svanelunden beskåret en del mod nord. Til gengæld indlemmede Hjørring kommune i 1945 et større areal øst for Svanelunden i byens grønne områder. Der var blevet gravet tørv på stedet under besættelsen. Området blev tidligere kaldt Palleskær enge, men fik nu navnet Folkeparken. Senere blev der opstillet en mindre tribune og anlagt en lille soppedam, som i dag bruges som skøjtebane om vinteren, idet Svanedammen, den oprindelige skøjtebane, kun yderst sjældent er sikker. Tekst: Helle Thrane.

HjĂ¸rringhistorier 18 Sct. Knuds Kilde.

Foto: Sct. Knuds Kilde set fra vest. (Historisk Arkiv, B 51.951, Ă&#x2DC;

850.032).

Sct. Knuds Kilde Sct. Knuds Kilde er et 9,5 ha stort anlæg med park, skov, søer, våd eng, friluftsteater og legeplads beliggende i et kuperet terræn i Hjørrings vestlige del. Parken blev anlagt i 1904 af Hjørring kommune, på det der dengang var byens fattigjord uden for selve byen. Anlæggelsen skete efter opfordring fra museumsmanden Lønborg Friis. På stedet lå en hellig kilde, oprindeligt indviet til Sct. Knud (Knud Hertug eller Knud den hellige). Kilden havde fra middelalderen stor betydning som valfartssted, ikke blot for beboerne i Hjørring, men for en stor del af Vendsyssel. I middelalderen havde der også været et kapel på stedet, men dette gik sandsynligvis til grunde efter Reformationen. Den hellige kilde blev besøgt indtil sidste halvdel af 1800-tallet, hvorefter søgningen begyndte at mindskes. I 1887 blev den tilkastet og herefter glemt. 1903 blev kilden oprenset igen, og traditionen med kildefest på stedet Sct. Hans aften blev genoplivet. Året efter blev området omkring kilden tilplantet med nåletræer, og en dam blev anlagt. Tre år senere fik parken yderligere to damme. 1909 blev Sct. Knuds Kilde til en historisk mindepark, idet der, igen på initiativ af Lønborg Friis, blev opstillet 22 granitmindesten over historiske begivenheder af betydning for Vendsyssel og over udvalgte vendelboer. Senere er yderligere tre sten blevet stillet op. Ud over mindestenene er der i parken opstillet et bronzerelief af Enrico Dalgas udført af Lemmich. I midten af 1930’erne påbegyndte man at udskifte nåletræerne med løvtræer, en proces der først var helt tilendebragt omkring 1970, hvor der også blev anlagt en stor legeplads i forbindelse med parkanlægget. I 1943 blev den ene af de tre søer opfyldt. Midt gennem dette område løber nu det rene kildevand, og stedet er i dag et vådområde med et spændende dyre- og planteliv. 1943 blev der også anlagt et meget stort friluftsteater i parken. De første mange år blev det brugt flittigt, men interessen blev med tiden mindre, og fra sommeren 1968 blev scenen helt opgivet. 1992, efter 24 år som spøgelsesteater", blev teateret dog atter taget i brug, og er siden blevet anvendt med succes af "Hjørring Sommerspil" hver sommer. Tekst: Helle Thrane.

Hjørringhistorier 19 Hjørring Bjerge.

Foto: Den gamle Skagensvej gennem Hjørring Bjerge, omkring år 1900. (Historisk Arkiv B 25.967).

Hjørring Bjerge Hjørring Bjerge er et meget stort naturområde, ca. 90 ha. Området er den nordligste del af den morænebakkeø, som Hjørring ligger på. Hjørring kommune købte i 1918 lyngbakkerne i den nordlige del af byen af gårdejer Michelsen og året efter det område, der kaldtes ”Smidths Plantage” ved siden af. Smidths Plantage var blevet tilplantet i sidste halvdel af 1800-tallet af brygmester Hans Idus Smidth. Hjørring Bjerge er sammen med Smidths Plantage, Christiansmindes Marker og udsigtspunktet Bellevue et enestående område med varieret natur og landbrug. Den østligste del med den oprindeligt lyngklædte bakkekam blev fredet i 1962 sammen med den gamle løvskov Smidths Plantage, der i dag får lov at ligge som ”naturskov”. Der er mange kulturspor i Hjørring Bjerge. Der er spor fra jægerstenalderen for mere end 11.000 år siden, og der er jernaldergrave. På den fredede højderyg ses, i form af tre små bunkers og sammenfaldne løbegrave, spor af tyskernes befæstninger under besættelsen. På højderyggen lå desuden byens gamle rettersted, hvor den sidste henrettelse i Hjørring fandt sted i 1822. I Smidths Plantage ses resterne af to skihopbakker, som blev anlagt i 1941, og hvor der indtil 1969 blev afholdt DM i skihop. Bakkerne bruges nu som kælkebakker. Gennem Bjergene går desuden en gammel hulvej, som indtil omkring 1840 var den eneste vej ud af byen mod Skagen. Vejen begyndte ved Nørretorv og fulgte Nørrealle gennem Nordre Anlæg til Klonhøjvej, og herfra videre gennem Bjergene. Hjørring Bjerges højeste parti, Bellevue, er med sine 69 m over havet også Hjørrings højeste punkt. Der er her opført et udsigtstårn, hvorfra man har en storslået udsigt over Bjergene, Hjørring by og i klart vejr ud over klitterne og Vesterhavet. Det første tårn blev etableret omkring 1900. Omkring 15 år senere rejstes et 9 m højt trætårn, og i 1965 blev det nuværende 14 m høje tårn af limtræ opført. Tekst: Helle Thrane.

Hjørringhistorier 20 Hjørring Afholdsforening.

Foto: Afholdsfest i Hjørring 1896, optog i Nørregade. (Historisk Arkiv

B 41.568).

Hjørring Afholdsforening - en festlig forening Hjørring Afholdsforening bliver stiftet i 1882, og i de første år svinger antallet af medlemmer mellem 44 og 127. Medlemstallet topper i 1896 med 366 indmeldte. Foreningens medlemsskare er primært fra arbejderklassen, men redaktører, fabrikanter og håndværksmestre er også blandt medlemmerne. I Hjørring Afholdsforening arrangerer man mange forskellige aktiviteter for medlemmerne, og deriblandt store fester med musik og dans. Afholdsforeningens baller regnes blandt byens bedste, og ofte danser man til den lyse morgen. Ved en stiftelsesfest i 1895 slutter dansen først klokken halv fem. Selv ved juletræsfesten har man dans til klokken fire om morgenen. Men ikke alle i afholdsforeningen er så begejstret for foreningens baller. I marts 1931 afholder foreningen et medlemsmøde, hvor dans er emnet for aftenens diskussion. Byrådsmedlem Jensen fra Brønderslev holder det indledende oplæg, og han mener, at dans er et helvede, der fører dårlighed og alskens laster med sig. Nu danses der til negermelodier, og dans bliver brugt som et middel til at tjene penge. Selv pæne foreninger arrangerer dans for fortjenestens skyld. Byrådsmedlem Jensen opfordrer foreningen til af al magt at modvirke offentlig dans. Den efterfølgende diskussion er meget livlig og forsamlingen er stærkt opdelt. Det er ikke så sært, for blot 1 måned før har afholdsforeningen fejret fastelavn, hvor der blev danset til både Svend Kjølbys Orkester og et ægte Negerorkester. Afholdsforeningen forsøger at være et alternativ til værtshuskulturen ved at tilbyde socialt samvær og underholdning. Med de mange og lange baller vil man give medlemmerne en alternativ rus, så alkohol ikke er nødvendig. Tekst: Sesil Andersen

Hvis du vil vide mere om din by - personer, bygninger, kvarterer, virksomheder, butikker, den kommunale forvaltning - eller om andre emner, f.eks. din egen slægt, er det værd at besøge Historisk Arkiv. Historisk Arkiv rummer nogle meget store materialesamlinger, som er blevet oparbejdet siden slutningen af 1800-tallet, og som til stadighed udvides:

Arkivalier

Ca.1 hyldekilometer

Fotos

Flere end 300.000

Kort og tegninger

Ca. 5.500

Lydbånd

Ca. 3.000

Bøger

Ca. 15.000 bind

Aviser

Ca. 100.000

Avisregistreringer og udklip

Ca. 200.000

"Vendelboarkivet"

Ca. 115.000 kartotekskort

Mikrofilm

650 spoler, 4.000 mikrokort

og meget, meget mere.

Disse samlinger er der også for din skyld, og på arkivets læsesal er der altid personale, som kan hjælpe dig med at finde frem til de ønskede oplysninger.

Historisk Arkivs åbningstider er: tirsdag, onsdag og torsdag kl. 10-16 1. sept. - 30. april tillige: 1. lørdag i måneden kl. 10-16