Ryk tilbage til start

»Når du står i dit dybeste hul og du ikke kan finde nogle at vende dig til, så kig op - jeg har en hånd strakt ned. Når du for alvor er gået blind og der ikke er flere nye veje at gå hen, så ryk tilbage til start - jeg er stadig, der hvor jeg var«. Ordene synger Poul Krebs i sin sang »Din bedste ven«, hvor han beskriver den bedste ven, som den, der gerne vil få dig i gang, når din motor går ned og du strander et sted. En, som gerne vil gøre hvad han kan for at blive ved med at være den du elsker, ham du kalder din bedste ven.

Indimellem kan man komme på afveje og fare så meget vild i sit liv, at det er nødvendigt at standse op og rykke tilbage til start. Alt afhængig af, hvor meget man er faret vild hjemmefra, kan det tage tid at finde den rette vej; at finde vejen hjem igen.

Poul Krebs ‘sang blev i det tidlige forår, ét af Guds ord til mig! Det var som om, det var Guds egen stemme, der hviskede i mit øre: Jeg er her stadigvæk, kom til mig, jeg vil lede dig igennem mørket. Jeg ønsker at være din bedste ven. Når man havner i et dybt hul, kan det være svært selv at komme op igen. Også når man selv er skyld i at havne der. Det kan være så mørkt både inden i en og omkring en, at det kan være svært at få øje på, om der overhovedet er en vej op. For i mørket er det af gode grunde svært at få øje på lyset. For det er jo netop mørkt. Men der i mørket har Gud rakt sin hånd ned. Og kun Gud kan trække os op, når vi for alvor er gået blind og har mistet orienteringen og ikke kan få øje på lyset i vores liv.

I et af Tomas Tranströmer digte, er jeg stødt på et stærkt billede på dette med, at vi har brug for noget at støtte os til og gribe fat i, når det bliver mørkt i vores liv: »Som når lyset på trappen går ud og hånden - tillidsfuldt - følger det blinde gelænder, der finder vej i mørket«. I digtet om den mørklagte trappeopgang er der et håb at gribe fat i. For der er et gelænder. Det kan være et billede på Gud, men også på andre mennesker. Andre mennesker, der selv har prøvet at stå i en mørk trappeopgang og har gået igennem en lignende mørk strækning i deres liv. (fortsættes næste side)

Disse mennesker kan ikke få mørket til at gå væk, men de kan dele deres erfaring og følges med mig ind i mørket. På den måde kan de faktisk give et glimt af lys på vejen. De bliver det gelænder, jeg kan holde fast ved. Et stedfortrædende håb for mig, når jeg ikke selv kan få øje på noget lys. Og de kan pege på den hånd, der er strakt ned for at trække mig op af hullet igen.

I foråret 2020 havde jeg brug for at trække mig tilbage fra arbejdet en tid for at finde vej i mit liv. Jeg havde forvildet mig væk fra Guds vej og væk fra mig selv. Heldigvis havde Gud ikke forvildet sig væk fra mig. Han var i mørket sammen med mig.

Og midt i mit skrøbelige og sårbare liv, hvor så meget var gået i stykker og blevet brudt, fik jeg lov at erfare Guds ubetingede kærlighed og tilgivelse ind over mit liv. Han vendte sig ikke bort, da jeg kom til ham.

Og med god vejledning, hjælp og opmuntring fra gode mennesker, fik jeg øje på hans hånd, der var strakt ned, og fik mod til at lade mig gribe af den.

Det gør ondt at erkende skyld og vedkende os vores svigt. Men det gør også ondt at bære på skylden selv. Når vi svigter dem vi elsker og er forpligtet på, har vi brug for at bekende vores skyld og bede om tilgivelse og række hånden ud til forsoning. Det kan være en langsom og smertefuld proces, der kræver masser af tid og tålmodighed – tålmodighed i betydningen; at tåle at vente; at give tid til at sårene kan blive lægt; at give tid til, at tilliden kan bygges op igen.

Jesus længes efter vi kommer til ham. Og han står med åbne arme og tager imod os. Også hvis det eneste jeg har at komme med, er min brudthed, mine tårer og min kærlighed.

Vi kan så let komme til at lade vores synd, nederlag, selvforagt og selvfordømmelse definere hvem vi er! Men Gud fordømmer os ikke, når vi kommer til ham i troen på Jesus. På grund af Jesu død på korset for din og min skyld, kan Gud sige til dig og mig: Du er tilgivet! Tilgiv dig selv og andre! Du er forsonet! Forson dig med dig selv og med andre!

Det er den virkelighed du og jeg inviteres til at leve i. »Vi er mere end vores mest sårbare øjeblik. Vi er mere end vores livs største nederlag. Vi er mere end det svigt, vi så inderligt fortryder. Vi er mere end det valg, vi gerne ville have gjort om«. (Per Arne Dahl i bogen »Sårbarhedens kraft«). Maj-Brit Hvid Christensen