Café Lukketid

De seneste to måneder har vi mere eller mindre levet i et lukket land. Dør efter dør blev lukket i, til huse og steder, hvor vi før kunne gå frit ud og ind.

Dørene til mange fællesskaber blev lukket, for at vi ikke skulle komme indenfor og være sammen i offentligheden.

Det var skoler, foreninger, forretninger, teatre, biografer, offentlig transport, restauranter, cafeer og meget mere af det, der både havde med vores arbejde, fritid og underholdning og fornøjelser at gøre.

Den fineste og mest indbydende café, - fuld opdækning, alt rede til gæster ved bordene - lokkende for tørst og en lille sult. Glem det! Gå hjem og bliv hjemme! Lukketid dag efter dag.

Selv alle kirker i hele landet blev lukket. Ingen gudstjenester, kirkelige handlinger - konfirmationer måtte aflyses og flyttes til et senere tidspunkt.

Mærkeligt var det, at kirkens dør var lukket på den måde. Den står jo ellers for den åbenhed og det samvær, som Evangeliet altid indbyder til. Kirken er altid åben, selv når ingen kommer. Caféen er lukket, selv for dem, der gerne kommer.

Jeg kommer lige til at tænke på en lille bid af én af Grundtvigs salmer, der i nr. 443, hvor vi synger om, at vi går op til Guds hus og tager mod til os for at banke på. Lidt ængstelige for, om vi har lov til at komme indenfor.

Men netop som vi skal til at banke på den store tunge dør, mærker vi, at den allerede står åben, og vi bydes indenfor. Det lyder sådan her: Op til Guds hus vi gå og banke dristig på: »Luk op«, det er vor bøn, vi leder om Guds Søn. 2............ os døren er opladt ............ her står vor frelsermand.

Men nu begynder vi at måtte lukke dørene op igen, selv om de nok knirker lidt af mangel på brug og trænger til at blive smurt, før de kan lukkes let op igen.

Gradvist begynder vi nu at kunne vende tilbage til en normal tilværelse, men sikkert ikke "normal" på den måde vi troede, at det normale skulle være.

Det var jo ikke for ingenting, at det begyndte at blive lukketid så mange steder. Vi ved alle, hvad det drejer sig om, og vi kender alle navnet på det, der kom og ville bide sig fast.

Som I bemærker, så forekommer det navn ikke her i Kirkebladet. Det er ikke fordi vi ikke tager den aktuelle sundhedskrise alvorligt. Hvis man vil høre og se det ord - som vi ikke nævner her - så skal man bare tænde for tv, radio og læse aviser og blade - suse rundt på de sociale medier. Dér er det over det hele.

Men her er det ikke. Der skal være ét sted, hvor vi kan tænke på noget andet, finde livsmod og håb, som kan bringe os videre ... opdage at der findes mange døre, der fører til livet, og som ingen kan lukke.