Den sidste afsked · side

Den sidste afsked

Af Leise Christensen, sognepræst

”Engle er af så mange slags som dage i et år”. Sådan skriver salmedigteren Grundtvig i et vers om engleskikkelser. Man kunne også sige, at afskedens ansigter er af så mange slags som dage i et år.

Intet menneske undgår at skulle tage afsked med et elsket menneske pga. dødsfald, og smerten vil stort set altid være stor. Men stor på forskellig vis som dage i et år. Nogle dødsfald er ventede pga. langvarig sygdom og måske høj alder, hvor smerterne hos det døende menneske har været betydelige, og det har været vanskeligt at være vidne til for nærtstående. Der kan afskeden trods tyngde og sorg være iblandet lettelse og accept. Man kan vitterligt tale om, at et menneske får fred – fra smerter, bekymringer og frygt – i døden. Sådan er det imidlertid ikke altid. Andre gange kommer afskeden hurtigt og hårdt, hvor døden går på hugst midt i det levede liv. Da er afskeden svær, ja, nogle gange når de efterladte slet ikke at få sagt ordentligt farvel – det sidste, man fik sagt, var måske bare der om morgenen: ”Og husk lige at handle på vej hjem”. Den afsked og den sorg kan være hjerteskærende og være dominerende i en lang periode. Den ledige stol i stuen, den tomme plads i sengen, opringningen, der ikke kommer, cykelturen, som ikke deles længere. Alt minder om den afdøde, og det er svært at komme til rette med sorgen, savnet og måske også vreden over, at det skulle være sådan. Mennesker reagerer forskelligt på sorg, håndterer det forskelligt, og der findes selvfølgelig ikke en ”rigtig” måde at føle på eller handle på eller måske undlade at handle på. Men jeg tror, at fælles for langt de fleste er, at ensomheden kan være stor, også selvom man kender mange. Der kan være en tendens til at undgå mennesker, der har mistet – ikke fordi folk er ligeglade eller udeltagende, men fordi de måske selv er lamslåede over dødsfaldet eller er bange for at sige noget forkert eller måske upassende til de(n) efterladte. Det er min erfaring, at den frygt er ubegrundet. Man kan altid sige noget – måske bare: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men du skal vide, at du er i mine tanker”. Så kan en samtale måske udfolde sig efter dette. I hvert fald ved den efterladte sig set i sin nød. Det er nok så væsentligt. Den efterladte vil i en tid måske opleve initiativfattigdom og mangel på kræfter til at tage fat igen, og derfor må andre med nænsomhed træde til.

At finde sig selv igen

Sorg kan nogle leve med, den finder sin plads i dagligdagen med andre gøremål. Andre kan leve med sorgen som det dominerende i lang tid. Det kan tage tid at finde sin, ja, nye identitet, kan vi godt kalde det – man er nu en datter uden mor, en mand uden kone, en bror uden søster, en forælder uden barn, en veninde uden veninde. Man har stadig den identitet, som man altid har defineret sig ud fra, men mennesket, som identiteten er knyttet til, er ikke længere. Det kan tage tid at finde sig selv i det rum. Det er vigtigt både for dem, der skal tage sig af mennesker, der har mistet, og dem, der faktisk har mistet en nærtstående, at der ikke er nogen facitliste til, hvordan man er til i sorgen. Sorg kan også være forbundet med skyld – følte man lettelse, og var det nu galt? Faldt man for hurtigt til ro efter dødsfaldet? Gjorde man det, man kunne, da det stod på? Alt det kan være godt at få vendt med et andet menneske, som kan være en ven, en pårørende, præsten eller måske i en sorggruppe.

Troen

Døden opleves som den definitive afsked, det afgørende punktum. Og så alligevel ikke helt. I kristendommen tror vi på, at døden ikke får det sidste ord at skulle have sagt. At Gud gør det med sit mægtige opstandelsesord. At den elskede afdøde er i Guds hånd. At Gud er med på de efterladtes fortsatte vandring i livet. Det er trøsten.

”Mennesker reagerer forskelligt på sorg, håndterer det forskelligt, og der findes selvfølgelig ikke en ”rigtig” måde at føle på eller handle på eller måske undlade at handle på.