Afskeden undervejs · side

Afskeden undervejs

Af sognepræst Anette Brøndum

Vores ældste datter Sigrid er på udveksling i Tyskland for tiden. Den morgen, hun skulle af sted, bølgede en følelse af sorg rundt i kroppen og sindet på mig. For det første var bekymringen der for, hvad hun skulle ned til. Et Tyskland, der stadig var mere lukket ned end Danmark – mutters alene, langt borte på et kollegieværelse med minimal kontakt til den fysiske verden og med en omverden af skærme som kommunikations- og undervisningsmulighed og kassedamen i supermarkedet som eneste samtalepartner. Det værste var dog, at mit barn skulle forlade mig. Hun er voksen og kan klare sig, det ved jeg godt. Men det er mit barn, og jeg vidste, at når hun kørte herfra, så kommer hun aldrig rigtig hjem igen for at bo. Jeg beherskede mig, indtil hun var sat på to-

Et farvel giver noget at holde fast i

Vi kender alle sammen den der knugende følelse i maven indimellem, når man skal sige farvel. Nogle gange er det let – og man siger bare hej-hej – og er hurtigt afsted. Andre gange kan det gøre helt fysisk ondt; som det nu gjorde på mig den morgen, Sigrid tog afsted. Og selvom det kan være svært, så er det vigtigt at sige ordentligt farvel. Det samme med at sige ordentligt godnat, så er det som om, man sover bedre. Man kan grue for alle de afskeder, man skal tage i fremtiden med sine børn, sine forældre, sine kære. Men når man siger ordentligt farvel, holder man fast ved sin kærlighed til den, man siger farvel til. Nogle gange gør vi det ved at give et knus eller give hånd, men også ved dette at kunne give slip. Alle overgange rummer et farvel, men også et goddag til noget nyt og spændende. I kirken har vi ritualer til at markere nogle af de vigtige og store overgange i vores liv. I dåben siger vi farvel til et liv uden bevidstheden om, at Gud er med i vores liv. Med konfirmationen tager vi afsked med barndommen, og med vielsen forbinder vi os med et andet menneske, som indebærer en adskillelse fra far og mor.

Angsten for forladthed

Der er noget vemodigt ved afsked. Og ofte er afskeden vanskelig, fordi den altid rummer en angst for forladthed – angsten for at skulle skilles for altid. Der findes mange forskellige slags afsked, men fælles for de fleste er risikoen for, at man aldrig skal se den anden igen. Der findes f.eks. afskeden om morgenen, når familien skilles for at gå på arbejde og i skole – der findes afskeden om aftenen, når man siger godnat til sit barn eller sin elskede – eller afskeden når en, man kender, skal på en rejse. Afskeden når ægtefæller går fra hinanden, når venner forlader os, når man mister sit arbejde, eller når vores børn bliver voksne og flytter hjemmefra.

Lidelse er en del af kærligheden

Og så er der den endelige afsked ved graven, når vi dør fra hinanden… Utallige gange i livet har vi oplevet, og skal vi opleve, afskeden, forladtheden. Der er en lille smule død i det hver gang, vi siger farvel til nogen, vi holder af, og det er det, der gør afskeden sørgelig om end nødvendig. Nogle mennesker har gennem livet forsøgt at undgå forladthedens smerte. Men det er kun muligt, hvis man undgår nærheden; hvis man undgår at elske og forbinde sig tæt med hjertet. Prisen for at undgå afskeden og dermed at føle forladtheden er, at man undgår kærligheden – og hvad er livet da værd, hvis det er kærlighedsløst? Lidelse og kærlighed hører uløseligt sammen. Fordi kærligheden er en investering, der med sikkerhed vil give tab, hvad enten vi mister hinanden i livet eller i døden. Kærligheden er en sikker investering i sorg, men heldigvis også ofte i glæde. Mange mennesker vil sige, at det er kærligheden, der gør livet værd at leve, uden den kunne det hele bare være lige meget. Så selvom sorgen river i os med kærlighedens kræfter, har jeg aldrig hørt nogen sige, at de ville have været kærligheden foruden for at undgå smerten. Kærligheden er åbenbart størst af alt. Også Jesu disciple, der elskede Jesus og havde investeret alt i ham, havde mærket kærlighedens pris – præcis på samme måde, som når vi tager afsked, bliver forladt, siger farvel. Og det gør ondt på dem, da Jesus siger, at han snart skal forlade dem igen. Også selvom han bruger det smukke billede af en fødende kvinde, der pga. veernes smerte tror, hendes sidste time er kommet, men da hun har født sit barn, glemmer hun alle smerterne i bare glæde over, at et menneske er født til verden. Ud af al smerte skal nyt liv opstå.

At turde give slip

Fødslens smerte sjæleligt og kropsligt skulle sætte al anden smerte i perspektiv. Fødslen er den største forladthed indtil dødens forladthed. Adskillelsen mellem mor og barn er nødvendig for et møde mellem mor og barn. Hvis barnet bliver i sin mor, møder de aldrig hinanden. Og det er det billede, vi kan bruge livet igennem. Det er nødvendigt, at en mand og en kvinde forlader deres mor og far for at kunne møde andre og for at kunne møde dem igen som voksne selvstændige mennesker. Og det er nødvendigt for den voksne at kunne give slip på barnet for at kunne møde det på ny. Adskillelsen skaber den spænding, der giver mulighed for et frit møde i kærlighed. På den måde er forudsætningen for kærlighed at turde give slip. Hvis jeg havde klamret mig hulkende til Sigrid den morgen – så havde jeg blot gjort afskeden værre for hende og for mig. Kærlighed er også at give slip. Hvis disciplene havde tryglet og bedt Jesus om at blive hos dem, havde de forsøgt at modarbejde det, som måtte ske, for at en endnu større glæde kunne komme til. Adskillelsen og smerten derved er nødvendig for at et nyt liv og en ny kærlighed kan få lov til at blomstre. ”Om et kort øjeblik ser I mig ikke mere – jeg forlader jer – og igen om et kort øjeblik skal I møde mig.” For han lover, at han skal møde dem igen – de skal møde den opstandne og erfare, at det er som når livet vender tilbage efter at man i en tid kun har kunnet se død og mørke. Sorgen over dem, der har forladt os, og som vi skal forlade, vil altid være der, fordi vi har en kærlighed, vi ikke kan komme af med for en tid – men glæden er, at vi har oplevet kærligheden, og løftet er, at Han kommer igen: ”For da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”