Kirken i balance mellem samarbejde og egen eksistensberettigelse

»Hvis kirken ligner alt andet, får man et tyndt fundament at bygge videre på.« Sagt af Vardes borgmester, Erik Buhl. Kirken hviler på et fundament, som det omskiftelige politiske liv ikke har. I 2030 handler det om kerneværdien: Evangeliets frisind og forpligtende fællesskab uden flertal-demokratiets flydende former. famle sig vej til kirkens budskab og opleve, at der er plads til den usikkerhed, mange kan have over for gudstjenesten. Om nogle år har kirken fået skabt flere forskellige veje til, at netop dens fundament og byggesten er det, folk opdager, at de mangler at stå fast på. Jeg tænker bl.a. på den gruppe unge, der mangler et konkret livsmål og nogen, der lytter.«

Skarpt syn på livssituationer

Erik Buhl ser et fokusområde i de livssituatio- »Der er nogen, der lytter til mig!« ner, hvor der på forhånd er banet en adgang til »Kirken må have en tydeligere social profil,« kirken: »Der har vi allerede anledningerne til at siger Erik Buhl og spejler kirken i det tungere møde den enkelte; ved dåb, konfirmation, vielse, kommunale system, som nogle mennesker med begravelse. Dem skal vi stille god grund har slået sig på. endnu skarpere på uden at Socialt set er kirkens force, misbruge det. Man kan næs- at den ikke ser firkantet på ten tage julegudstjenesten Der skal åbnes endnu flere mennesker, men allerede har med i den sammenhæng. Når rum, hvor mennesker ligefrem forpligtelsen til at være medmennesker alligevel kommer har lov at famle sig vej til menneske og medvandrer for i kirken, fordi man plejer.« kirkens budskab nogen: »Ja, det er helt bibelsk at være med folk på den gynFokus må altså være menne- gende grund, hvor livet ikke skers livssituationer. Her er en time søndag for- kan forstås med firkantede og bedrevidende middag ikke i sig selv nok til at blive vedkom- svar. Hvordan vi så gør det, er det store spørgsmende. »Samlet set kan kirken danne et tilgæn- mål, men der skal skabes et rum, hvor folk kan geligt, lyttende fællesskab omkring helt almene være trygge. Kirken kan være med til at nedspørgsmål til tilværelsen. Der skal åbnes endnu bryde samfundets kendte skel mellem at være flere rum, hvor mennesker ligefrem har lov at

medarbejder kontra bruger, et navn kontra et nummer i systemet, rask kontra syg. Om vi kan lide det eller ej, er det lettest at få fat i mennesker, når de er i knibe. Her er kunsten at opbygge respekt. Det kræver stor tålmodighed, inden mennesker måske er trygge til at sige, at de er i knibe. Kirken har rammerne og tiden og hjælpen til at skabe et miljø, der hviler mere på medmenneskelige egenskaber og mindre på socialfaglige egenskaber. Tiden kan så vise, om en person også kunne bruge f.eks. varmestuens eller de sociale myndigheders hjælp.«

Bevægelse mod større tilknytning til den lokale kirke

Den lokale tilknytning vil betyde mere end i dag. »Som politiker oplever jeg, at folk mere og mere efterspørger liv og fællesskab der, hvor de bor. Kirken kan få en rolle i, at flere gerne vil noget omkring nærmiljøet, hvor man kender andre i forvejen. Man rykker sammen - om ikke andet så for at være imod den større by,« siger Erik Buhl.

Han tror, at nøglen til den lokale sammenhængskraft ligger hos menighedsrådene. De er lokalkendere og må endnu mere kræve, at de først og fremmest er forpligtede på livet omkring kirken og mindre på beregninger og mursten. Det lokale engagement vil tiltrække flere til menighedsrådene: »Politisk er der i hvert fald opmærksomhed på, at de lokale kræfter må komme i brug for at få helheden til at fungere. Menighedsråd kan være med til at vise en stolthed over lokalsamfundet. Det tiltrækker nye folk til sognet og ind i de engagerende fællesskaber.« Præstegårdene skal bevares, for de er en konkret dør for samarbejder med foreningerne ud over de rent kirkelige aktiviteter. For nogle vil det afmystificere det at være kirke, at den samarbejder lokalt, men selvfølgelig er der en grænse: »Kirken skal ikke trække folk ind til ingenting. Folkekirken kan udnytte sin enestående rummelighed til, at den ikke behøver at gå yderligere på kompromis med budskabets indhold, for at folk nemt skal forstå det. Vi må arbejde med, hvor skillelinjen skal være, for at budskabet når ud.«

Ord og handling skal passe sammen over for lokalsamfundet

Opgaven begynder med familierne: »De skal se, at kirken har værdi for dem. Cirklerne omkring familierne er skolen, foreningerne og erhvervslivet, der vil mærke en smittende effekt fra familiernes kirkelige interesse. Gennem borgernes interesse vil skolen og foreningerne komme til at opdage kirken som en naturlig institution at samarbejde med i stedet for at gøre tingene alene.« En kommune lever af sit erhvervsliv. »Men det moderne menneske vil have andet end bare brød på bordet,« erkender Erik Buhl. »Jeg tror, vi skal fylde på familiernes kirkelige behov. Mi-

nikonfirmandundervisning har allerede med mere for borgerne at forholde sig et debatemne sin enkle formidling virket til at få afmystifice- eller et dogmatisk spørgsmål som f.eks. vielse ret kirkens ry blandt nogle som et farligt sted, af homoseksuelle, hvis kirken faktisk repræsender fortæller os, at vi ikke er gode nok,« siger terer forskellige teologiske vinkler på et spørgshan. mål i mediebilledet. Folkekirkens kvalitet er En formidlings-gevinst ligger også i, at kir- netop plads til forskellighed. ken faktisk gør det, den prædiker. Så vil lokale Kirkens naturlige rummelighed, som den mømedborgere kunne fortælle, der den enkelte i lokalsamat kirken også kommer den fundet med, kan samtidig dag, man er i knibe: »Ord og godt være dens hæmsko i det handling skal passe sammen. Ord og handling skal passe bredere politiske og kulturelDet skal være overskriften på sammen. Det skal være le liv. »I vores multikulturelle alt, hvad kirken gør. En præ- overskriften på alt, hvad tid, hvor det næsten er lige diken, der ikke bliver fulgt kirken gør meget, hvad vi står fast på, op af samme handling, hol- kan det ende i, at alt er lige der hverken i politik eller i godt. Det er langt hen ad vejkirken. Så er vi jo ved ordene i Matthæusevan- en godt at respektere hinandens ståsteder, men geliet kapitel 25, at »jeg var sulten, og I gav mig vi bliver nødt til som kirke at fortælle, at vi kan ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget, som andre trosretninger eller ateisme ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke kan. Kirken skal ikke blive for usynlig eller ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke for rummelig i dens grundlag. Hvis man lige så tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.« godt kunne gå på biblioteket i stedet for i kirDe ord har måske aldrig været mere aktuelle. ken, så har man spillet fallit.« Kirken har også der en rolle at spille. Ellers kan Det stiller krav til demokratiet i kirken: »Jeg det hurtigt blive til, at den, der er i knibe, er de skal være den sidste til at sige, at demokratiet andres problem at løse.« i sig selv altid har ret,« siger Erik Buhl, »men flertallet bestemmer nu engang. Uanset, hvad Kirkens opgave i det kulturelle et kirkeligt flertal har af holdninger, skal kirken og politiske liv altid kunne noget, de andre samfundsinstituErik Buhl har respekt for, at biskopper påvirker tioner og trosretninger ikke kan. Kirken er jo landsdækkende debatter eller påpeger, når no- ikke sat i verden for at tale folk efter munden; get går for vidt. Han mener, at det gør det nem- Vorherre sagde selv, at han var kommet for at

skille folk ad. Hvis vi kun følger flertallet, bliver det nemt kun lige til, hvad flertallet kan acceptere. Kommer vi så overhovedet til at tale om dele af kirkens budskab som dom, fortabelse og frelse, eller har flertallet for længst fejet dem af bordet?«

»Hvis du vil vide mere, klik her« - den medie-kunst at oversætte troens begreber

I lyset af, at informationer i dag har det med at krydse landegrænser ved hjælp af radiosignaler, kan flere sogne gå sammen og lave en fælles indsats på tværs af sognegrænser. »Sådan har kirken altid gået ud over grænserne i dens missionerende arbejde,« siger Erik Buhl: »Vi skal imødegå den blufærdighed, der er langt større over for tro end over for så mange andre emner såsom den aktuelle sexisme. Blufærdigheden må vi tage alvorligt ved f.eks. at møde mennesker derhjemme, hvor de er. Med de nyere medier kan folk sidde hjemme i privatsfæren og samtidig blive udfordret på tro og kirke.« Et fremtidsscenarie vil være, at folk hjemme får nogle hurtige og nemme informationer om kristendom gennem sociale medier: »Et 30 sekunders YouTube-klip med et link til at få mere at vide kan flytte meget for en del unge mennesker. Det kan åbne for uddybende samtaler; både med dem, der har det allersværest og med dem, der lever et liv med 120 km i timen og får ene topkarakterer i skolen. Kirken kan få unge til at stoppe op og begynde at tænke over helt basale ting som f.eks. forholdet til ens mor og far,« tror Erik Buhl.

Samskabelse - hvem løser opgaver for hvem?

Det er ikke længere nyt, at der kan være muligheder i fænomenet ›samskabelse‹. Hvordan gør vi, så det ikke bliver en umulig opgave, der til sidst lander på kirkens bord? »Hvis vi sætter flere forskellige kompetencer sammen, når vi videre,« siger Erik Buhl. »Jeg mener, at kirken også skal spille bolden tilbage og ikke udelukkende være den, skal tage fra og levere. Jeg vil bl.a. gerne være med til at holdningsbearbejde Folkeskolen, så den tør danne sine elever og vores unge mennesker. Det kan være gennem et socialt blik på det at rumme hinanden.« »Alle parter skal levere en del. Derfor må kirken i fremtiden være endnu skarpere på, hvad der er dens særlige eksistensberettigelse i samskabelsen. Ellers kunne kommunen lige så godt lave opgaven selv.« Erik Buhl ser nemlig en risiko i, at kirkens grundopgaver kan blive udvandet i samskabelsens navn: » Det er naturligvis ikke sådan, at når kirken er part i en samfundsopgave, skal der på bunden af tallerkenen stå ›Johannes 3,16‹ - men der skal være plads til de kirkelige værdier. Det skal alle parter kunne finde ud af at give plads,« slutter borgmesteren.