Det skandaløse evangelium

Det skandaløse evangelium, lys og en latterlig prædikant

When day comes we ask ourselves, where can we find light in this never-ending shade? (Når dagen kommer, spørger vi os selv: Hvor kan vi finde lys i denne uendelige skygge?) Sådan spurgte den unge amerikanske digter Amanda Gorman til Joe Bidens indsættelse i januar.

Jeg tror mange mennesker på Jesu tid havde det på samme måde. Hvor kan man finde lys i denne tid? Da Jesus palmesøndag rider ind i hovedstaden på et fjollet æsel svarer det til, at Joe Biden ville være kørt på cykel ind i Washington til sin indsættelse i januar. Jesus kommer, oven i købet, med et skandaløst budskab. Jesus er et prædikende fjols, en harmløs drømmer, en latterlig prædikant der ender sit liv på et af den tids mest voldsomme torturinstrumenter.

Jesus var en skandale. Simpelthen. Han var ikke den konge eller messias, som folket havde håbet på. Han var fattig, han forstyrrede den offentlige orden, var ikke som Gud »plejede« at være. F.eks. var det helt umuligt at messias, den ventede frelser, skulle kunne korsfæstes. Det var jo meningen, at han skulle frelse Israel og føre dem ind i en ny tid, hvor romerne som besættelsesmagt skulle udryddes og der skulle komme et fredsrige. Han skulle have givet dem frihed for besættelsesmagten i landet.

Men det kom der ikke af at ride ind i Jerusalem på et æsel. At denne frelser skulle kunne korsfæstes, var ikke normal tænkning. Det var en fjollet, latterlig og chokerende tanke. Ja, det var galskab.

Apostlen Paulus skriver i sit første brev til Korintherne, at »jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse (skandale) for jøder og en dårskab (fjollet) for grækere«… og så runder Paulus af med at proklamere: »Guds svaghed er stærkere end mennesker«.

Jesus var en skandale

De første kristne vidste, at evangeliet var fjollet, latterligt og skandaløst. De vidste det var galskab. Men de stod véd det. Også selv om det var et blasfemisk paradoks. Det var en joke, en parodi på en Gud. For Gud kunne jo ikke dø, vel? Og så må vi spørge: Hvorfor holdt de fast i hans budskab? Hvad så de i dette fjols, denne harmløse drømmer, der endte sit liv på et af den tids mest voldsomme torturinstrumenter? Og hvordan kunne det være, at Jesu tilhængere og apostlene blev ved med at fortælle om ham, skrive om ham, prædike hans budskab så det til sidst bliver en verdensreligion med millioner af troende? Ja, kort sagt så er det fordi i Jesu liv og prædiken afsløres det, hvor livsfattig den verden er, som vil være magtfuldkommen og kontrollerende. For det eneste svar, som en magtfuldkommen verden kan svare med, er døden. Den magtfuldkomne verden kan kun svare med at rydde en modstander af vejen. At tage en samtale for den magtfuldkomne, er helt utænkelig. For den magtfuldkomne verden tør ikke være svag. Den tør ikke være menneskelig. En magtfuldkommen verdenshersker tør ikke vise åbenhed, mangfoldighed, skrøbelighed og imødekommenhed. Han tør ikke se lyset og slet selv være et lys.

Og det var sådan en magtfuldkommen verden Jesus prædikede sit latterlige budskab ind i. Hans fjollede budskab om venskab, hengivenhed, og menneskelighed blev for meget for verdens herskere. For det forstyrrede den orden og magt de havde. Jesu tåbelige budskab om, mangfoldighed, åbenhed og svaghed er en del af det at være et menneske, kunne ikke forenes med hverken kejserens magtforståelse eller de religiøses syn på Gud. Jesu budskab om at elske sine fjender, om at tage imod fortabte sønner, om tilgivelse og overbærenhed med skrøbelige mennesker - det var så latterligt, at han blev ryddet af vejen og korsfæstet for det.

Vi kan jo spørge os selv om hvilken verden du helst ville leve i. Den magtfuldkomne og gennemkontrollerede verden – eller i Jesu verden, hvor Guds svaghed er stærkere end mennesker? Hvor lys, tilgivelse og forsoning er dagligdag frem for skygge, gengældelse og hævn.

Apostlene var ikke i tvivl. På trods af fare for deres eget liv, blev de ved med at fortælle om ham, skrive om ham, og forkynde hans latterlige kærlighedsbudskab.

Apostlene så et lys i Jesus. Og de gik selv videre og blev lys. De satte ikke deres lys under en skæppe. De var modige til både at se lys og blive lys, som Amanda Gorman opfordrede til i sit digt:

When day comes, we step out of the shade, aflame and unafraid The new dawn blooms as we free it For there is always light, if only we’re brave enough to see it If only we’re brave enough to be it Når dagen kommer, træder vi ud af skyggen, som flammer og ikke mere bange Den nye dag blomstrer mens vi befrier den For der er altid lys, Hvis blot vi er modige nok til at se det Hvis blot vi er modige nok til at være det! (Oversættelse GEH) Gitte Elisabeth Hansen, sognepræst