Det skandaløse evangelium, lys og en latterlig prædikant When day comes we ask ourselves, where can we find light in this never-ending shade? (Når dagen kommer, spørger vi os selv: Hvor kan vi finde lys i denne uendelige skygge?) Sådan spurgte den unge amerikanske digter Amanda Gorman til Joe Bidens indsættelse i januar. Jeg tror mange mennesker på Jesu tid havde det på samme måde. Hvor kan man finde lys i denne tid? Da Jesus palmesøndag rider ind i hovedstaden på et fjollet æsel svarer det til, at Joe Biden ville være kørt på cykel ind i Washington til sin indsættelse i januar. Jesus kommer, oven i købet, med et skandaløst budskab. Jesus er et prædikende fjols, en harmløs drømmer, en latterlig prædikant der ender sit liv på et af den tids mest voldsomme torturinstrumenter. Jesus var en skandale. Simpelthen. Han var ikke den konge eller messias, som folket havde håbet på. Han var fattig, han
2
forstyrrede den offentlige orden, var ikke som Gud »plejede« at være. F.eks. var det helt umuligt at messias, den ventede frelser, skulle kunne korsfæstes. Det var jo meningen, at han skulle frelse Israel og føre dem ind i en ny tid, hvor romerne som besættelsesmagt skulle udryddes og der skulle komme et fredsrige. Han skulle have givet dem frihed for besættelsesmagten i landet. Men det kom der ikke af at ride ind i Jerusalem på et æsel. At denne frelser skulle kunne korsfæstes, var ikke normal tænkning. Det var en fjollet, latterlig og chokerende tanke. Ja, det var galskab. Apostlen Paulus skriver i sit første brev til Korintherne, at »jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse (skandale) for jøder og en dårskab (fjollet) for grækere«… og så runder Paulus af med at proklamere: »Guds svaghed er stærkere end mennesker«.
