Vintage Guitar Show 2010 - Denmark

VINTAGE GUITAR SHOW

Mod el: C usto mS hop Les Pau l Cu stom 195 7 V.

the ultimate Rock ‘n’ Roll workhorse...

O.S .

Visit us at Vintage show 2010

2 | VINTAGE GUITAR SHOW

INFORMATION Billetforsalg Billetter kan købes i forsalg på www.sydfynsbilletten.dk Udstillingens åbningstider Lørdag den 25. 09. kl. 10:00 - 17:00 Søndag den 26. 09 kl. 10:00 - 16:00 Billetpriser En dag kr. 100.00 Begge dage kr. 170.00 Bestillingsgebyr kr. 17.00 pr. billet.

Billetten gælder til guitarmessen, clinics, og koncerter, for den dag, eller de dage hvortil den er købt.

Der kan også købes billetter ved indgangen i SG-Hallen, begge dage.

BEMÆRK - der kan ikke købes billetter ved indgangen til Svendborg Teater.

Clinics og koncerter Clinics annonceres over udstillingens højtaleranlæg. Der kan ikke reserveres pladser.

Begge udstillingsdage slutter med en koncert på Svendborg Teater - ca. 5 min. gang fra udstillingen. Se tidspunkter for koncerterne i udstillingsprogrammet, der udleveres ved indgangen.

Der kan ikke reserveres pladser i teatret.

Mad og drikke Under hele udstillingen kan du købe mad og drikkevarer i udstillingens cafeteria.

Det er ikke tilladt selv at medbringe mad og drikkevarer i hallen.

Garderobe Der er fri garderobe - eget ansvar.

Medbragte instrumenter kan afleveres i udstillingens reception. Vintage Guitar Show påtager sig intet ansvar for afleverede instrumenter.

Parkering Der er parkering ved hallen, og parkeringsmuligheder flere steder i nærheden.

Vær opmærksom på eventuelle parkeringsrestriktioner, og betalingspladser.

Ret til ændringer i programmet forbeholdes.

VINTAGE GUITAR SHOW

|3

INDHOLD 10 Vind præmier og billetter 12 Gavflabens guitarist 16 Clinics 18 Hvad er der lige med det der lawsuit?

22 Den dag musikken druknede 28 Musicians Hall of Fame & Museum 30 Og vinderen er...

34 Cowboyhat, tunge riffs, og en 57’er 39 Guitarcamp 40 Claes Antonsen - Jeg hader musikpolitiet 46 Den skal da ud og spille noget Rock’n Roll 48 Guthrie Govan 51 Sådan skabte de lyden

4 | VINTAGE GUITAR SHOW

FROM PAS T

Vintage Fen d

TO

E R U FUT

er® lyd mød

BOSS effekt

er

pedaler

DESIGNET TIL GUITARISTER

© 2010 ROLAND SCANDINAVIA AS • Skagerrakvej 7 • Postbox 880 • 2100 København Ø • www.roland.dk

Audio Interface

COSM effekter

Control surface

Indspilnings software

VINTAGE GUITAR SHOW

www.roland.dk

|5

Vintage Guitar Show Centrumpladsen 4 DK-5700 Svendborg info@vintage-show.dk Tlf. 22 92 10 10 Redaktion: Bruno Rasmussen Per Ørum Søren Wedderkopp Layout: JBL.-Data I/S Konsulent: Sille Lisby Tryk: Tryk Team, Svendborg Annoncesalg: Per Ørum Allan Mariager Inge Skelgaard Tekst: Erik Eisenberg Per Ørum Verner Mogensen Henrik Bernsen Søren Wedderkopp Peter Cooper Bruno Rasmussen Lotte Flintegaard Johan Jørgensen Foto: Anders Warming Susanne Mertz Søren Wedderkopp John Partipilo Johan Jørgensen Bruno Rasmussen Per Ørum Magnus Ekström

Udgiver: vintage-show.dk Sponsorer: Svendborg Kommunes PR-Udvalg JBL-Data I/S Whitespring IT Formats K/S

6 | VINTAGE GUITAR SHOW

Redaktørens hjørne Hvis du gør som du plejer, får du de resultater du plejer. Hvis du vil have nye resultater, må du gøre noget nyt.

På forunderlig vis er det at bryde et mønster meget ofte forbundet med en fornemmelse af succes. Det gælder omkring personligt velvære – motion, tobaksrygning, vægttab osv. – men også arbejde, karriere. Det er derfor et paradoks, at vaner er så svære at ændre, ikke mindst dårlige vaner. Tryghed og magelighed er vanskelige modstandere, når vi vil gøre op med vores iboende modvilje mod at gøre ting anderledes end vi plejer.

I kommercielt regi er baggrunden for succes også ofte at bryde et mønster. At gøre noget ingen andre har tænkt på før - bryde vanetænkningen. Opfindere er typisk vanebrydere, ellers ville de ingenting opfinde. Da Janus Friis og Niklas Zennström fandt på internettjenesten Skype, kombinerede de to ting vi alle bruger rutinemæssigt hver eneste dag – internettet og telefonen. De så en sammenhæng tusindvis af andre også kunne have set, men ikke gjorde. De fik en god idé!

Hvordan får man så en god en idé? Svaret er enkelt - ved at få mange idéer.

Hvis man får tilstrækkelig mange idéer, er det overvejende sandsynligt at der i mængden af idéer er nogle stykker der er gode, og måske ligefrem en enkelt der er rigtig god. Når vi beundrer en fotografs fantastiske billeder på en fotoudstilling, ser vi nogle få pletskud, og ikke de tusinder af fejlskud der var nødvendige for at lave det perfekte billede vi ser på udstillingen. At turde lave fejlskud, er forudsætningen for at kunne lave pletskuddet.

Vi bliver alle sammen jævnligt udsat for situationer, eller problemer, hvor vi tænker at dette burde kunne løses på en mere hensigtsmæssig måde – men gør vi noget ved det!

Vi foretager os også alle sammen, hver eneste dag, tusinder af forskellige ting, der bare venter på at blive kombineret på en ny, utænkelig måde, af en eller anden med en krøllet hjerne. Så vi har den næste kommercielle succes.

Hvornår har du selv sidst fået en god idé?

Du kunne gøre det til en vane at få mindst en idé om dagen, og skrive den ned.

På et eller andet tidspunkt vil en, eller flere, af dine idéer, med sikkerhed være en god idé. Begynder du at kombinere dine idéer, uanset hvor ulogisk kombinationen måtte forekomme at være, ender du måske en dag med noget ingen andre har tænkt på før dig.

Venlig hilsen Bruno Rasmussen Redaktør

r

otoso

WWW.ESKILDSEN.DK / WWW.AAGE.DK

und st

rings

til gu

itar s

how p

riser

Aage og Eskildsen går bas-bersærk på Vintage Guitar Show med clinics, eksklusiv meet’n’greet med Stig fra D-A-D og masser af basser.

SANDBERG CLINICS Med Sandbergs grundlægger Holger Stonjek og Reggie Worthy Se mere på www.aage.dk og www.eskildsen.dk

VIND EN SANDBERG GUITAR! Prøv de nye fantastiske Sandberg California og deltag i konkurrencen om at vinde én.

AALBORG

ESBJERG

KØBENHAVN

ESKILDSEN MUSIK Hobrovej 347 MUSIKCENTRET Vesterbro 55-57

ESKILDSEN MUSIK Strandbysvinget 1-5

MUSIKHUSET AAGE JENSEN Landemærket 25-27 Åbenrå 1-3

ÅRHUS

ODENSE

ESKILDSEN MUSIK MUSIKHUSET AAGE JENSEN Viborgvej 155A Ørbækvej 113 VINTAGE GUITAR SHOW | 7 MUSIKHUSET AAGE JENSEN Vestergade 35

Søndag den 26. 09.

Svendborg Teater

Allan Wegenfeldt

Mads Langer

Henrik Hall

Di

Dicte Mika Vandborg med venner på Svendborg Teater.

Nu er der lagt op til et glædeligt gensyn med de gamle Iron Maiden hit’s, som lagde standarden for hvad Heavy Metal er, og hvordan det skal lyde. Med andre ord Moonchild gåe på scenen på Svendborg Teater, og lukker årets Vintage Guitar Show.

Moonchild er : Lars “Bruce Dickinson” Larsen - Martin “Dave Murray” Arendal - Uffe “Adrian Smith” Eisted - Kasper “ Steve Harris” Gram - Martin “Nicko McBrain” Petersson

8 | VINTAGE GUITAR SHOW

Foruden Mika (guitar), medvirker Søren Lund (guitar), Mads Michelsen (trommer) Palle Hjort (Hammond m.m.) Allan Vegenfeldt (vokal) Henrik Hall (harpe) Mads Langer (vokal) Dicte (vokal) m.fl.

Få ny inspir

ation

eltage - de . Alle kan d

r er ingen k

rav ti

kal kunne l hvad du s

for at være

med



24. - 26. september 2010 3 dage med Masterclasses

Rytmeguitar - Avancerede spilleteknikker - Improvisations teknik - Professionel arrangeringsteknik - Samspil med bassist - Fokus på lyd og gear - Samarbejde med lydmand

(Begrænset antal deltagere)

Guthrie Govan Thomas Andersson Jacob Gurevitsch Christian Douglas Søren Reiff Peter Brander Claus Holm Jensen

kr. 995,-

Normal pris kr. 1995,-

Introduktionspris for guitarcamp Tilmelding på info@vintage-show.dk

Vintage Guitar Show – Guitarcamp 3 dage med masterclasses – fra fredag den 24. 09. til søndag den 26. 09.

Camp’en starter fredag eftermiddag, hvor campleder Peter Stub byder deltagerne velkommen, og orienterer om praktiske ting, samt de øvrige aktiviteter, der også er en del en del af camp’en.

Målet med at arrangere en guitarcamp er at alle deltagere på få dage skal udvikle sig, og blive bedre musikere - på det niveau man nu hver især befinder sig på.

Camp’ens mål at er give fornyet lyst til at spille guitar. Du kender måske følelsen af at være kørt fast. Du øver, og øver, men dit guitarspil udvikler sig ikke som du ville ønske.

Når du spiller lyder det stadig som det har gjort alt for længe - de samme gamle licks bliver gentaget. Du mangler inspiration!

(Aftensmåltider/overnatning ikke inkluderet)

Guthrie Govan - den ukronede konge af sindsyge guitarteknikker. Hvis der er noget den mand ikke kan på en guitar, er der ingen der opdaget det endnu. Og glæd dig til møde ham - han er en helt almindelig fyr, der er let at snakke med. Ingen stjernenykker, eller kæmpe ego, der skal flashes.

Thomas Andersson, Jacob Gurevitsch, Christian Douglas - tilsammen den ‘überkompetente’ strengesektion i det allestedsnærværende TV-show band ‘The Antonelli Orchestra’. Thomas og Jacob på guitarer, og Christian på bas. De er alle dedikerede musikere med stor erfaring fra det virkelige liv. Du får her mulighed for at lære hvordan man imødekommer de høje krav der stilles, når man eksempelvis blot har en enkelt dag til at arrangere, indstudere, og performe musik på højeste niveau.

Søren Reiff - har udgivet flere bøger om guitar. Han har gjort noget kun få har taget sig sammen til - nemlig at dyrke rytmeguitaren intenst. Hvis du er til andet end fire akkorder, og vaskebrædt guitar, er Reiff manden der kan lede dig på rette spor.

Peter Brander - er altmuligmand i dansk rockmusik. Peter er studieejer, lydmand, og musiker - i vilkårlig rækkefølge. Han ved præcis hvordan den skal skæres, når der skal laves rocklyd der flytter noget, i et positivt samarbejde mellem musiker og lydmand.

Claus Holm Jensen - er ikke et navn der får klokken til at ringe hos mange. Claus er en seriøs pedalnørd, der udvikler og roder med pedaler, kabler, og elektronik. Det gør han i samarbejde med bl.a. TC-Electronic, Hansen Guitars, o.a.

VINTAGE GUITAR SHOW

|9

VINTAGE GUITAR SHOW

Manne Guitars blev grundlagt i 1987 af Andrea Ballarin i Schio i det nordøstlige Italien. Da Andrea var barn, var han god til at løbe stærkt og blev derfor kaldt Mennea, efter en berømt italiensk løber. Mennea ændredes med tiden til Mannea (der lyder mere som Andrea)og i dag er det kort og godt Manne (udtales Man-nay).

Da Andrea og en ven skulle starte firma sammen i slutningen af 1986, sprang sidstnævnte fra i sidste øjeblik, og Manne stod tilsyneladende uden mulighed for at arbejde med sine elskede instrumenter. Kun et par uger senere, den 7. januar 1987, kunne Manne dog alligevel præsentere sit eget guitar brand: MANNE GUITARS. Selvom Manne er kommet længere end de fleste andre instrumentbyggere i jagten på de materialer og byggemetoder, der tilsammen giver den perfekte lyd og feel, er filosofien stadig: ”Der er altid en bedre måde at gøre tingene på”.

Denne holdning er indbygget, og kan ses på nogle af de ting, der gør Manne Guitars til noget helt særligt. ► Multichambering er indført på dyrere modeller (Ventura og Newport med pålagt top) for at holde vægten nede og give bedre akustiske egenskaber. ► Gribebrædt af materialet Resin, i stedet for de traditionelle træsorter, for bedre spilbarhed, sound, båndpræcision og holdbarhed. ► Laminerede halse for give bedre forhold mellem styrke, vægt og tykkelse. Det ultimativt tynde lag Resin på gribebrædtet gør, at mest muligt af lyden påvirkes af træ, hvilket giver en mere naturlig og mindre glasagtig lyd. ► Toneblock for Semiacustica, udformning af det nedre horn, placering af remmen,... ► Mulighed for MasterGrade træ - særligt udvalgte stykker træ med eminent finish ► Anvendelse af whiskeyfade som træ til guitarer ► Burned Design som består i et let afbrænding af guitaren top: ”FireBurst” ► Omfattende custom shop muligheder

10 | VINTAGE GUITAR SHOW

Der trækkes lod om denne lækre guitar blandt gæsterne på Vintage Guitar Show.

Du skal blot udfylde konkurrencekuponen, der udleveres ved indgangen, så deltager du i konkurrencen om at vinde denne cool FALCON M guitar, fra Manne Guitars - Italien Værdi kr. 4995,Præmien er sponseret af ‘Guitaristerne.dk’ Andrea Ballarin (Manne Guitars) laver en clinic om custom guitarbygning lørdag.

ManneDesign Falcon M Modellen har sit ‘M’ for Metal, og med mahogni-krop, to Alnico-Humbuckere, lic. Floyd Rose tremolo og satinsort lakering har Manne taget ladegreb og er klar til at gå hele vejen.

Halsen er bolt-on, lavet i ahorn med rosentræsgribebrædt, og al hardware er sort. Kontrollerne er reduceret til en volumen-knap og en tre-vejs omskifter, mere end rigeligt til at fylde natten med tunge riffs.

Denne sorte skønhed med indbyggede musikalske eksplosioner kan blive din.

Deltag i konkurrencen om 10 x 2 billetter til årets danske guitarshow VINTAGE GUITAR SHOW 2010 For at deltage i konkurrencen skal du gå ind på www.vintage-show.dk. Klik på linket ‘Konkurrence’ Her finder du anvisning på hvordan du deltager i konkurrencen.

Vinderne får direkte besked på mail.

Konkurrencen slutter lørdag den 18. september.

Billetterne gælder til udstilling, clinics og koncerter, begge dage.

JVB Concerts

Vintage Guitar Show udlodder i samarbejde med JVB-Booking billetter til Santana koncerten. Guitarmessens gæster kan deltage i konkurrencen om:

2 stk. VIP-billetter, og 2 stk. almindelige billetter.

(VIP-billetterne er inkl. middag og drikkevarer inden koncerten.)

Konkurrencekuponen udleveres ved indgangen.

Det er noget af en legende, der gæster Arena Fyn til efteråret.

Carlos Santana har en af de mest bemærkelsesværdige karrierer i rockmusikken: Ikke nok med, at den strækker sig over fire årtier Konkurrencekupon udleveres ved indgangen.

2 stk.

Lap-steel kursus på dansk, med CD + konverterings sæt, som gør det muligt at bruge en almindelig guitar som lap-steel. I alt 8 dele.

Indeholder Kursusbog, CD, fingerplektre m. pose, Stevens spillestål, lynstemmer, og extension saddel, til montering på almindelig guitar. Værdi: kr. 450,-

og et utal af storsælgende album – det mest imponerende ved Santana er nok hans utrolige evne til at forny sig, således at nye generationer hele tiden drages ind i det latin-rock-jazz fusionsunivers, som kendetegner ’the sound of Santana’.

Fra ’Black Magic Woman’ kom til at symbolisere Woodstock-tiden og de glade tresser, over ’Open Invitation’ og ’Winning’, som varslede de danseglade discotider i start-firserne til det banebrydende ’Supernatural’-album fra 1999, hvor Carlos Santana fortolkede en helt ny tid på sin gamle guitar og gav os numre som ’Smooth’ og ’Maria Maria’ – og helt op til sidste år, hvor Carlos fik en figur i det digitale ’Guitar Hero V’ og dermed blev virkelighed for de yngste årgange.

Santana er ved at være klar med et nyt album, og på efterårets Europaturné vil der blive budt på friske smagsprøver fra Santanas nye repertoire – et nyt album er ved at blive finpudset - kombineret med vintage Santana-numre, som flere generationer har elsket.

VINTAGE GUITAR SHOW

| 11

VINTAGE GUITAR SHOW

■ “Det fedeste er at være sideman for en god sanger”, siger

Karsten Skovgaard. Den fynske guitarist har Danmarksrekord som den musiker, der har spillet længst tid med Kim Larsen

Tekst: Erik Eisenberg - Foto: Susanne Mertz

Der findes guitarister, der bliver verdensberømte. Erik Clapton eller Carlos Santana for eksempel. Nogle guitarister må nøjes med at blive landskendte, som Tim Christensen eller Franz Beckerlee fra det gamle Gasolin. Men sig navnet Karsten Skovgaard, og langt de fleste almindelige musikfans og radiolyttere vil formodentlig spørge: ”Hvem?”.

Selv i musikbranchen er navnet ikke almindeligt kendt. Nævn så navnet på Faaborg-egnen eller andre steder på Fyn – og de fleste nikker pludselig genkendende. Mange kan endda huske en særligt festlig nattetime med en fed solo på en svedig klub.

Og fortæl så, at det er ’ham der guitaristen fra Kim Larsens band Kjukken’ – så ved de fleste pludselig, hvem vi snakker om. Det kan nemlig godt være, at Karsten Skovgaard ikke ligefrem er ugeblads-kendt. Men han er me-

12 | VINTAGE GUITAR SHOW

get, meget anerkendt for sin enorme indsats som Kim Larsens trofaste sideman gennem mere end 15 år.

Kim Larsen er jo kendt af alle og elsket af de fleste, og han har ikon-status som folkelig rock-pop-vise-sanger. Men selv en genial gavflab har brug for en makker og et musikalsk jordspyd.

Og den rolle har Karsten Skovgaard fyldt ud, lige siden de to mænd første gang begyndte at lege med guitarer i Larsens køkken i 1994.

Med stor succes – de fynske musikere i Kjukken er gennem årene blevet overdænget med roser, fordi de igen og igen får det bedste frem i Lune Larsen.

I lære på en færge Men historien om Karsten Skovgaard er også historien om en ung knægt fra Faaborg, der

Interview

noget for musikken. Vi kunne derimod få omsætningen til at stige i loungen, fordi vi spillede med langt mere nerve,” husker den fynske guitarist, der tog en vigtig lære med sig i land: Man skal ikke bare gengive musik – man skal aflevere.

Guitar-leg i Kims køkken Tilbage på Fyn etablerede Karsten Skovgaard et lille studie, lavede jingles og musik til TV-

har måttet kæmpe hårdt for at realisere sin drøm om en professionel karriere. Da først han opdagede guitaren hjemme på den sydfynske gård, var han solgt. Lyden af Jimi Hendrix og ”All Along The Watchtower” blæste hatten af den unge mand. Det meste andet kom i baggrunden, herunder skolearbejde af enhver art. ”Ja, min HF-eksamen var nok lidt mislykket.

Der gik lidt rigeligt med sprut, damer og guitar i den. Jeg fik faktisk 0 i musik på grund af branderten dagen forinden,” indrømmer Karsten uden at se særligt brødebetynget ud.

Karsten og hans musikervenner var tidligt klar over, at det eneste, de ønskede, var at leve af musikken. Men der var også en evig bekymring for, om det nu kunne bære. Om de håbefulde fynske drenge var ”dygtige nok” i forhold til dem fra København.

”Jeg havde jo som ganske ung oplevet, at der kom en anden guitarist til byen – en, der hed Poul Halberg. Jeg skulle egentlig også have spillet ved den lejlighed, men da jeg hørte ham, sneg jeg mig lige så stille ud af lokalet igen. Han var bare for god. Det var lidt nedslående.”

Karsten og hans venner fandt derimod opmuntring på DFDS-færgerne mellem Esbjerg og Harwich. Her var der jobs og hyre nok til, at man kunne løse fuldt medlemskab af musikerforbundet og blive dagpengeberettiget. ”I løbet af en periode på tre år tror jeg, at jeg befandt mig sammenlagt 12 måneder på færgerne. Det var lærerigt og sjovt,” siger Karsten, der hurtigt fandt ud af, hvad der skulle til for at fastholde publikum. ”Vi konkurrerede med ungarske danseorkestre, men de spillede mekanisk og følte ikke

udsendelser og spillede med, hvad der nu bød sig – især den kendte fynske soulsanger Ole Friis.

Samtidig valgte Kim Larsen at bosætte sig i Odense. Larsens manager Frank Steen var opsat på at koble de to sammen, men begge musikere var skeptiske.

Larsen var opsat på selv at udvikle sin egen rolle som guitarist, og Skovgaard mente nok, at den gamle hankat ledte efter en gammeldags ”twang-guitarist”, der var langt fra hans egen, mere moderne og fusionsagtige stil. ”Men pludselig, mens jeg spiller et job på Cafe Viggo, kommer Kim og et følge på 10 mand ind midt i en solo. Jeg tænker ’Hvad skal de?’ – og spiller min solo færdig. Så går de igen. Det var meget underligt.”

Underligt eller ej – dagen efter blev Karsten inviteret til at spille med Kim i dennes private køkken.

Allerede der blev de første skitser til ”Liden Sol” fra den første Kjukken-plade lavet, og de to tilbragte et halvt års tid med at ”rode med guitarer”, som Karsten kalder de to partneres arbejdsproces.

Senere kom de to øvrige musikere i Kjukken med. Bandet blev sat sammen efter nogle bestemte krav.

Der skulle være nogen, der kunne synge godt kor sammen med Kim – en disciplin, som Skovgaard ikke dyrker meget.

Kim insisterede også på et lille, Beatles-agtigt band, der kunne fremstå som en enhed, så fokus ikke kun var på ham hele tiden. Endelig skulle den personlige kemi være i orden. Det er afgørende, når en selvbevidst solist og tre musikere skal tilbringe dage og uger sammen i en bus. ►

VINTAGE GUITAR SHOW

| 13

VINTAGE GUITAR SHOW

■

Karsten Skovgaard har spillet på en række forskellige CD-produktioner og har også tidligere haft eget studie. Han har siden 1995 helliget sig Kim Larsen & Kjukken. Nyder stor respekt for sit eminente guitarspil og har desuden idag rollen som orkesterleder. Af een eller anden grund er Skovgaard prügelknabe i bandet; men som han så siger “De grinede også af HC Andersen...”

14 | VINTAGE GUITAR SHOW

Særlige bus-guitarer Folk, der drømmer om en karriere som fast musiker for Kim Larsen, bør for eksempel vide, han spiller på guitar hele tiden – også i bussen - konstant i gang med at finde på nye sange. Nogle musikere har igennem tiden ladet sig irritere af denne evige klimpren. Men ikke Karsten.

Både han og Kim har egne tur-guitarer – akustiske guitarer, der trænger godt igennem diesel-motor-larmen. Hvis der opstår noget, der lyder som en ny sang, så kommer en båndoptager frem fra hattehylden. Det er god tur-terapi, synes de begge.

Ellers er kravet til en Kjukken-musiker, at vedkommende afleverer med hjertet – ligesom Skovgaard lærte på færgerne. Teknikken skal selvfølgelig være i orden, men Karsten lægger endnu mere vægt på, at man, som han siger ”kan honorere nummerets krav”: ”Nogle af Kims sange er oprindeligt arrangeret meget stort og pompøst – eksempelvis ’Jutlandia’. Stor lyd og mange instrumenter, strygere nogle steder. Når man så kun er fire mand, skal man evne at finde ind til sangens identitet - hvad det præcist er, der får sangen til at lyde godt. Det er ikke sikkert, at det ligger i strygerne.”

Ingen vil beskylde Karsten for at være en dårlig guitarist – tværtimod har han på et tidspunkt præsteret at spille en hel, klassisk guitarkoncert sammen med Odense Symfoniorkester.

Men han synes ikke selv, at han er en toptunet teknikbegavelse. Han er for utålmodig til at sidde og terpe svære fingerøvelser. ”I virkeligheden er jeg lidt misundelig på de unge mennesker, der i dag går i gang. De får en masse teknik forærende, fordi de bare kan slå op på Youtube og få en instruktionsvideo på stort set alt, hvad der har med guitarspil at gøre. Vi andre sad med Claptons Greatest’, og en Beogram og forsøgte hele tiden at flytte pickuppen frem og tilbage for at lære soloen.

Og det havde jeg slet ikke tålmodighed til – jeg fandt bare på noget selv. Sådan har jeg det stadig – flyt bøgerne, der skal spilles!”

Ingen pigenavne til guitarer Heller ikke, når det drejer sig om gear og grej, betragter Karsten Skovgaard sig som den store tekniker. Bevares, han ejer da omkring

40 professionelle instrumenter, men har slet ikke den kærlighed til ting, der kendetegner en rigtig samler. Han kunne aldrig drømme om at give sine instrumenter pigenavne. ”Ofte bliver du som musiker nødt til at anskaffe en guitar til et eller andet specielt formål. Det kan være en pladeindspilning, der kræver en særlig lyd – eller guitarer, der har forskellige styrker og svagheder. En 12-strenget Rickenbacker lyder eksempelvis godt i studiet, men er helt umulig at spille med udendørs, så derfor er man nødt til også at have en 12-strenget Jerry Jones. Til sidste ender det med, at man ejer et vanvittigt antal guitarer, og jeg er for dum til at få dem solgt igen.”

Karstens scene-setup omfatter to Vox AC 50 forstærkere – en til ren og en til beskidt lyd.

Som så mange andre guitarister er han faldet for den kompressor-effekt, som Vox er kendt for – en lyd, som mange mener hjælper og støtter guitaristen lidt bedre end alle mulige andre forstærkertyper.

Er det et ilt-apparat?

I hans setup indgår også et par rigtige Vintage-ting: En ultragammel Boss RockerWahpedal – som han fik, da han var 19 år - og en talkbox, den gamle 70’er effekt, som både Peter Frampton og Joe Walsh fra The Eagles dyrkede, men som mange har glemt igen.

Kjukkens roadier havde på et tidspunkt held til at sætte en vandrehistorie i omløb om, at Karstens talkbox i virkeligheden var et iltapparat! ”Men uanset, hvad jeg egentlig bruger af grej, så ender det heldigvis altid med, at jeg lyder som mig selv. Man skal ikke overvurdere betydningen af forstærkere og pedaler, for det er stadig mennesket bag guitaren, der er den afgørende faktor for lyden.”

Om få år fylder Karsten Skovgaard 50 og kan se tilbage på en Danmarks-rekord: Han er den musiker i Danmark, der har spillet i længst tid sammen med Kim Larsen.

Gasolin eksisterede kun ni år. En enkelt bassist, Henning Pold, tog 12 år med Larsen.

Skovgaard har foreløbig 15 år på bogen.

Larsen og Pavarotti ”En af grundene til, at jeg stadig spiller med Kim, er, at jeg står lige ved siden af en ren

Skandinaviens störste forhandler af guitarreservedele forstærkerdele Mere en 6000 guitardele på lager

Prices in Euro and English

Webshop

Pavarotti – en virtuos, der kan bruge alle facetter af sin stemme helt ud til kanten. Kim elsker også at spille guitar, knokler hårdt og øver sig meget for at være god til det. Men som sanger er han fantastisk – manden synger aldrig falsk. Og det er det fedeste at være sideman for en god sanger,” lyder det anerkendende fra Skovgaard.

Hvad lytter en sideman på derhjemme – og hvem beundrer han mest blandt instrumentkollegerne? ”Jeg lytter faktisk ikke ret meget til musik derhjemme. Der skal være ro i mit hjem, så det er mest P1. Men jeg kan godt lide guitari-

sten Mike Stern – og Poul Halberg lyder også altid godt,” siger Karsten Skovgaard og afslører hermed, at han har et blødt punkt for jazzrock. Den type musik komponerer han også selv. Han har en stor samling selvkomponerede sange liggende klar, som han gerne en dag vil slippe løs på nogle mennesker – musik, han selv kalder for ”en blanding af i instrumentalmusik, engelsk pop og dansk vanvid”. ”Det er dømt til kommerciel undergang, og det betyder ikke så meget, for det er et fuldtidsjob at spille med Kim. Men måske en dag er der vel en 40-50 fans på Fyn, der kan li’ mig og vil komme og lytte.” ■

VINTAGE GUITAR SHOW

| 15

VINTAGE GUITAR SHOW

Vintage Guitar Show 2010 - Clinics Se tidspunkt for de forskellige clinics i udstillingsprogrammet der udleveres ved indgangen Der kan ikke reserveres pladser.

NOGET OM GUITARSTEMNING Den danske guitarist, og programredaktør på DR, Erik Kaare, indspillede tilbage i tresserne en række guitarplader med numre som Erik’s Boogie, La Corrida, Bayon Danes og Vaya Olé. Han var aktiv som musiker, indtil et slagtilfælde for et par år siden satte en stopper for den musikalske karriere. For år tilbage skulle han spille til en større reception, sammen med et par andre musikere. Der var ingen scene på stedet, og interesserede gæster kunne derfor følge med i musikernes forberedelser, på ganske tæt hold. Mens de andre musikere syslede med deres ting, skulle guitarens stemning have et afsluttende check. Erik Kaare slog strengene an, én efter én, mens han drejede på stemmeskruerne, lyttede og drejede, indtil guitaren stemte. Han lod plekteret glide over strengene, nikkede tilfreds, og sagde venligt til et par damer der havde udvist stor interesse for arbejdet med at stemme guitaren - ”Sådan - nu er de vist nogenlunde lige stramme!”

Damerne, der netop var blevet indviet I en af guitarspillets hemmeligheder, smilede tilbage, og nikkede indforstået.

Air Guitar Champion I august 2003 vandt David “C-Diddy” Jung det første årlige USA mesterskab i luftguitar, som blev afholdt i Los Angeles. Senere samme år repræsenterede han Amerika i det ottende årlige verdensmesterskab, der blev afholdt i Finland. Øvelse, og atter øvelse er yderst vigtigt, så køb et sæt gode hovedtelefoner, og tonsvis af fantastiske plader, lyder et godt råd fra Jung til aspirerende deltagere.

Strækøvelser, træning og styrkelse af fingermuskler hjælper. Husk, hele pointen i teknik og træning er, at for at man skal kunne fyre den max. af, skal man virkelig kunne stole på sine tekniske færdigheder.

Du behøver omvendt ikke spekulere på om du har talent, - hvis du havde det, ville du ikke spille luftguitar.

I oktober 2003, var en 17 år gammel luftguitar til salg på e-Bay, og blev budt op i et pænt beløb. Hvis de betaler, giver jeg pengene til velgørenhed, fortalte sælger.

16 | VINTAGE GUITAR SHOW

Lørdag den 25. 09 Christian Alvad

Livelyd på akustisk guitar - WoodSound

Aske Jacoby

Søndag den 26. 09 Andrea Ballarin - Manne Guitars, Italien

JamVox Clinic - EM-Nordic

Ret til ændringer i clinicprogrammet forbeholdes.

MØD OS PÅ VINTAGE SHOW

www.akustikken.dk

VINTAGE GUITAR SHOW

| 17

VINTAGE GUITAR SHOW

Af Søren Wedderkopp Lawsuit er et magisk ord, som trækker millioner af dollars ud af lommerne på ebay-købere hver eneste dag. Logikken synes at være, at man hægter ordet på sin guitar, hvorefter man har ret til at forvente, at den indbringer en toppris, uanset om den er en smuk og fornemt forarbejdet kvalitetsguitar eller blot (som f.eks. ovenstående) er lavet en gang i halvfjerdserne og ligner en Gibson eller en Fender tilnærmeligvis.

Men hvad er den fagligt korrekte definition af en lawsuit-guitar? Den findes ikke! Hvad får du så for dine penge, når du betaler ekstra for et instrument med betegnelsen lawsuit? Ingenting! Skal du så holde dig fra alt, hvad der står lawsuit på? Nej, absolut ikke!

Man skal bare – som i alle andre spørgsmål der involverer den livsfarlige kombination af ejertrang og sælgersnilde – se sig rigtig godt for.

Lad os begynde med at slå fast – der har aldrig rigtig været nogen retssag. Der har været et forlig af en art, som ingen tilsyneladende

18 | VINTAGE GUITAR SHOW

nogensinde har offentliggjort de præcise detaljer ved, men der er rent faktisk ikke nogen dommer, der nogensinde har afsagt en dom om, hvad der må kopieres og af hvem. Og ingen har defineret, hvilke specifikke guitarer, der skulle være omfattet af sådan en dom – som altså ikke eksisterer.

Men noget er der alligevel om snakken.

Den korte historie er, at Ibanez en gang i halvfjerdserne kom for tæt på at ligne Gibson, til at Norlin (Gibsons ejere) syntes om det. De tog nogle juridiske skridt til at få stoppet, hvad de mente var en overtrædelse af deres rettigheder – og fokus var i denne sag på hovedets facon.

Sagen blev som sagt ordnet uden for retssalen, og Ibanez havde i øvrigt allerede året før skiftet designet af headstock’et ud, så det ikke mere lignede Gibson’s open book eller moustache, men nærmere var lidt Guild-agtigt, hvis man da ikke anerkendte designet som Ibanez’ eget. Hvorom alting er, alle var glade, og myten om, at lawsuit guitarerne var en slags hellig gral, kunne tage sin begyndelse.

Senere skrev advokater fra flere forskellige selskaber til hinanden om en række beslægtede emner – f.eks. Tokai, der i midten af 70’erne kaldte deres Les Paul kopi for Les

Paul Reborn, hvilket man vel også kan kalde en anelse overstadigt.

Men det blev altså aldrig rigtig til, at nogen gik rundt i retssale og sagde Your Honor og den slags…

Faktum er, at der i tressernes og halvfjerdsernes Japan blev produceret en grusom masse elendige kopier af både Fender og Gibson.

Undertegnede arbejdede i forskellige musikforretninger fra 1972 og det meste af årtiet ud, og langt de fleste af de japanske guitarer, vi solgte i begyndelsen af den periode, var sandt for dyden ikke samlerobjekter.

Men japanerne er jo et flittigt og dygtigt folkefærd og omkring slutningen af halvfjerdserne begyndte der at komme ordentlige guitarer frem. Flere fabrikanter tog arbejdet alvorligt og producerede til standarder, der i mange tilfælde kunne måle sig med eller endda overgik Gibson og Fender. Selv om det også skal siges, at de to amerikanere heller ikke oplevede deres fineste stunder i halvfjerdserne, selv om mange af guitarerne fra denne periode er ved at blive betragtet som ’vintage’.

Formodentlig på grund af deres alder og den utilgængelighed, der præger deres ældre søskende fra halvtredserne og tresserne.

Navnene er Tokai, Greco, Navigator, Squier

JV og til dels SQ, Burny, Fernandes, Orville

by Gibson, Edwards og i en vis udstrækning Aria Pro II (undertegnede har i hvert fald en Aria Pro II Stagemaster, der spiller lige op med en hvilken som helst god, mellemvægts halvfjerdser-Fender, du kan komme med!).

Og der er også rigtigt, som de fleste annoncer på eBay og andre steder hævder, at priserne er stigende. Eller rettere: var. Finanskrisen kan mærkes på selv de fineste rariteter fra de kendte fabrikker, så den kan naturligvis også mærkes på kopierne. Men den Tokai strat-kopi, som jeg købte hos Aage Jensen en gang midt i firserne for omkring 15-1800 kroner inkl. kasse, ville nok ikke gå for meget under 5000 kr. i dag. Og en god, original Navigator (uden ESP-logoer på), kan ligge nogle tusinde kroner højere. Tokai Love Rock Les Paul kopier fra slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne kan være ret pebrede – op omkring 10.000 kr. eller mere, og 335-kopier fra samme periode – oftest med Edwards, Tokai eller Navigator på headstock’et – kan også nemt blive udbudt for femcifrede beløb.

Hvordan er de så at spille på? Gennemgående ret gode. Halsene kan være fede eller slanke som moden nu var det år – men de er forarbejdede, lakerede, båndede og forsynet

VINTAGE GUITAR SHOW

| 19

VINTAGE GUITAR SHOW

Spring op og fald ned på ’lawsuit’ – det er et trylleord, som er beregnet til at få dig til lommerne

med bindinger på et meget højt niveau. Indlæg er gennemgående skåret præcist og har modstået tre-fire årtier uden problemer, og de anvendte træsorter er korrekte for de modeller, der sigtes mod. Slår man et godt eksemplar an akustisk, er belønningen en kraftig og veldefineret lyd. (Faktisk kommenterede min kone en gang en Navigator, som jeg sad og legede med i sofaen uden strøm på. Den lyder jo som en rigtig guitar, sagde hun, og da jeg indigneret skulle til at forsvare den, tilføjede hun, ’altså sådan en med hul i’).

Noget andet er pickupperne, som selv på de allerbedste nogle gange synes at mangle lidt oomph og definition i forhold til originalernes.

Men som aftermarket for pickupper ser ud i dag, er det jo et ret overskueligt problem at udstyre en velspillende japaner med lige nøjagtig det sæt Bareknuckles eller Seymour

20 | VINTAGE GUITAR SHOW

Duncan, som man ønsker sig. Og hvad angår i hvert fald visse Burny og Greco pickupper kender jeg mere end én ekspert, der vil være uenig i, at Gibson eller Fender har noget at lade Japanerne høre.

Nils-Bro Møller er én af de eksperter, og han har skrevet en længere artikel om sin yndlingsmærke, Burny, på hjemmesiden Japanguitars.co.uk, hvor han argumenterer for, at disse guitarer er undervurderede. Selv har han en gang købt en på Filippinerne eller i Indonesien, og han havde store vanskeligheder med at overbevise sælgeren om, at ja, han ville gerne betale mere i shipping, end han havde givet for guitaren. (Omtalte Burny havnede senere i mit ejerskab, hvor den netop blev shinet op med et sæt Bareknuckles The Mule. Til gengæld fik den ene Burny pickup nyt liv som hals-pickup i en Tele-kopi,

jeg har rodet med. Ahhh, at rode med guitarer og loddekolbe …!

Rådet må være: Spring op og fald ned på ’lawsuit’ – det er et trylleord, som er beregnet til at få dig til lommerne. Selv om det selvfølgelig bør kunne bruges som en indikator for, at den guitar, du står over for rent faktisk er en nogenlunde korrekt kopi af originalen i relation til materialer, vinkler på headstocks, forarbejdning etc. Mens det f.eks. må siges at være misbrug af ordet at hægte det på Gibson kopier med påskruet hals.

Summa summarum: Hvis du elsker en god guitar til en rimelig pris, og hvis du kan leve med, at der ikke står Gibson eller Fender på den, så er der rigeligt at vælge mellem. Og hvis du kalder din guitar for lawsuit, er der nok trods alt ikke nogen, der vil sagsøge dig af den grund. ■

2010 nyheder fra

Laney

2 nye 15 watt’ere i den populære CUB-serie

CUB 12R

2.795,-

CUB 12R combo m/12” Celestion, og en CUB head top med tilhørende CUB Cab 2x12” kabinet.

På disse to modeller er der blevet plads til fuld 3 bånds EQ, master tone og rumklang, så her får du fuld rørvaluta for pengene. Ægte varm rørforvrængning som vi kender og elsker det og i et design som taler til dig og ikke fornægter sine rødder.

CUB head + CUB cab

3.695,-

Prøv også CUB 8: 5 watt combo m/8” og CUB 10: 10 watt combo m/10”

Ny combo i Lionheartserien

En udvidelse af programmet som ligger lige til højrebenet. Den er på 20 watt, har 1 stk. Celestion Greenback Heritage 12”, to kanaler og den bedste fjederrumklang man kan få. Her får du al det tone og dynamik du nogensinde kan drømme om, i en kompakt combo og den leveres med cover, tiltback legs og dobbelt fodpedal, så du er 100% klar.

L20T-112

5.795,Prøv også: L5T-112: 5 watt combo m/12”, L20T-410: 20 watt combo m/4x10” eller L20H: 20 watt top m/ LT-212: 2x12” kabinet

Hent Musikerguiden 5 hos din forhandler

Se alle Laneys produkter på VINTAGE GUITAR SHOW | 21 www.polysonic.dk

VINTAGE GUITAR SHOW

Reportage: Peter Cooper - Fotos: John Partipilo

Oversættelse: Søren Wedderkopp

Dover Anthony spillerer på sin guitar, mens han betragter parkeringspladsen, og de oversvømmede biler, ved Knights Motel i East Nashville.

22 | VINTAGE GUITAR SHOW

I Nashville, Tennessee, faldt der i begyndelsen af maj over 40 centimeter regn på 36 timer. Den normalt rolige Cumberland River sprang over sine bredder og steg til op over digerne. Hundredvis af hjem blev ødelagt, der skete skader for over 12 milliarder kroner, og der var flere end 20 omkomne.

For mange indbyggere i Nashville har efterspillet til uvejret indebåret oprydning, afsked med vandskadede møbler og værdigenstande og ansøgninger om bistand fra regeringen eller penge fra forsikringer.

Byens musikere står så over for endnu et niveau af tab, og selv om det ikke er så dybt

og vigtigt som tab af liv, er det omfattende og maner til eftertanke.

Musikelskere husker den 3. februar 1959, da et fly med Buddy Holly, Richie Valens og the Big Bopper styrtede ned, som “Den Dag Musikken Døde.” Den 3. maj 2010, da vandet stod højest og oversvømmede Grand Ole Opry House og det store Soundcheck øvestudio og lager, kan i fremtiden blive kaldt “Den Dag Musikken Druknede”.

“Aldrig før har der været en enkelt begivenhed, der udslettede så mange elektriske guitarer og basser, ” sagde studiemusikeren, bassisten Dave Pomeroy, som også er formand for Nashvilles

fagforening for musikere. “Det knuser ens hjerte, når det først går op for en, hvad der der forsvundet.”

Det gik værst ud over Soundcheck, en bygning tæt på floden, hvor mere end 4500 kvm lager med aflåste skabe indeholdt nogle af populærmusikkens mest fejrede og værdifulde instrumenter. En stor del af dette lager stod under vand den 3. maj. Duane Eddy, rock ‘n’ roll’s første instrumentale guitarhelt, mistede næsten hver eneste guitar, han havde samlet gennem mere end et halvt århundrede som musiker. Hans originale, klassiske orange Gretsch 6120 var ikke i Soundcheck, men resten af hans samling var:

VINTAGE GUITAR SHOW

| 23

VINTAGE GUITAR SHOW

▲ Da flodvandet var sunket, blev udstyr og instrumenter fra Soundcheck hentet ud, og bragt til andre lagerhaller. ◄ Soundcheck Nashville

▲ Nashville sessionmusiker Greg Leuzigers 1952 Les Paul Gold Top, er fuldstændig ødelagt af flodvand.

Guitaren er vurderet til godt en halv million kroner.

■ “De guitarer var mit billedalbum, - minder fra mit liv,” siger countrystjernen Vince Gill, om guitarsamlingen der gik tabt i Cumberlands beskidte flodvand 32 af hans guitarer, inklusiv prototypen for hans Gibson Duane Eddy signature model, blev enten ødelagt eller fik alvorlige skader.

“Jeg kunne ikke få mig selv til at gå hen og se det,” sagde han efter oversvømmelsen. “Det er bare virkelig, virkelig sørgeligt.”

Vince Gill, der er optaget i Country Music Hall of Fame, havde samlet guitarer i 35 år og i al den tid havde han aldrig solgt en eneste. Han mistede omkring 40 i Soundcheck.

“De guitarer var mit billedalbum,” siger han.

“Der var liv i dem. I hele mit liv har jeg aldrig solgt en eneste. Jeg elskede at købe dem – også fordi det var en klog ting at gøre med sine penge: En fremragende investering, der ville stige i værdi. Men det var ikke pengene, der gjorde ondt her. Det underlige var at gå ind i Soundcheck og se dem og kende deres historie og vide, hvilke plader, de

24 | VINTAGE GUITAR SHOW

havde spillet på. Det var en virkelig smertelig forårsrengøring.”

Gill havde hylder i sit aflukke, der indeholdt omkring 100 instrumenter.

“Det underlige er, at de ting, der blev reddet, lå på de øverste hylder, og det var de ting, som jeg var mindst glad for – fordi jeg ikke kunne nå dem. Da jeg kom derover, havde de guitarerne i en stor lagerbygning med alle kasserne åbnet. Der stank. Jeg kan ikke fortælle dig, hvor dårligt det flodvand lugtede.

Så stod jeg der og sagde: “Nå, der er den jeg spillede introen til countryhittet, “One More Last Chance” på. Men min yndlingsguitar kom ikke til skade. Ikke den mest værdifulde i økonomisk forstand, men den, der havde størst værdi for mig. Den havde tilhørt min far.”

Gills far er død, men hans guitar består. Det

er et interaktivt arvestykke og en påmindelse til Gill om hans fars kærlighed til musik og hans egen begyndelse som guitarist..

“Hvis man ellers passer ordentligt på dem, kan disse guitarer holde længere end vores tipoldebørn,” siger vintageguitar-eksperten George Gruhn, som ejer Gruhn Guitars i Nashville. “Tænk på at folk stadig spiller på violiner, der blev bygget i midten af 1500-tallet. Så når en guitar bliver ødelagt i denne oversvømmelse, er det ikke kun et tab for dens ejer. Det er også tabet af et uerstatteligt vintage instrument, et tab af kulturelt arvegods, som ikke vil blive givet videre. På den måde har mange kommende generationer oplevet et tab her.”

Gill og Eddy var langt fra de eneste musikere, som led under oversvømmelsen af Soundcheck. Brad Paisley mistede

Hvad kan reddes?

Kurt Allison betragter en af sine ødelagte guitarer, mens Nashville guitareksperten Joe Glaser undersøger halsen på en anden

adskillige instrumenter og hele sit scene gear. I Keith Urbans skadede samling findes en læderprydet Waylon Jennings guitar.

Både Paisley og Urban spillede senere shows for at hjælpe andre, der havde mistet ejendele. Dave Roe, bassisten, som brugte flere år på landevejen sammen med Johnny Cash, mistede et helt livs samling af fine instrumenter. Peter Frampton, John Fogerty, Keb Mo og hundreder andre blev ramt.

Selv om man nemt kan gå dertil fra Cumberland floden, betød den noget højere beliggenhed af George Gruhns butik, at man ikke her oplevede nogen vandskade (skønt, ironisk nok, så sprang et vandrør på et af hans toiletter i juni, hvilket forårsagede en oversvømmelse, der ødelagde nogle instrumenter og et trægulv). Men når han taler om den store oversvømmelse, lyder George Gruhn mere trist end lettet.

“Det er skrækindjagende,” siger han. “Jeg ser mange af disse instrumenter som levende væsener. Jeg ser dem ikke som døde objekter. En god guitar er det ypperste kunstværk. Du kan røre det og høre det.

Du spiller, og det responderer. Det bliver en forlængelse af dig. Eller du bliver en forlængelse af det.”

Oversvømmelsen ødelagde også to Steinway flygler, et køkken og flere kontorer i Schermerhorn Symphony Center i Nashville.

Vandet steg indtil det var 30 centimeter fra koncertsalens gulv, før det tak sig tilbage.

I Grand Ole Opry House kom det endnu højere og satte alt i det lavest liggende auditorium under vand – undtagen to stolerækker. Vandet stod mindst 120 cm højt i hele backstage området, hvor mange kunstnere opbevarer deres scenekostumer og musikinstrumenter. I Opry House var der en cirkulær træ-midterscene, som kom fra den originale Ryman Auditorium scene, hvor Hank Williams, Patsy Cline og mange, mange andre optrådte, den gang Ryman var hjemsted for Opry. Denne cirkel, som blev overført til Opry House da den “nye” bygning åbnede I 1970’erne, kom under vand, men talsmænd for Opry siger, at den will overleve uden mén. Vandet efterlod resten af scenen ødelagt, men måske var træ mere

modstandsdygtigt i gamle dage.

I skrivende stund er der tvivl om andre af de skatte, der forbindes med Grand Ole Opry.

Museet, som ligger nær Opry House, blev slemt skadet og mange af instrumenterne i Roy Acuff samlingen synes at være påvirket.

Acuffs personlige instrumentsamling, som indeholder adskillige vintage eksemplarer (bl.a. en usædvanlig Kay guitar, der har været ejet og spillet på af Webb Pierce) blev restaureret I 1990’erne for blot at modtage et ødelæggende slag I 2010 oversvømmelsen.

Instrumenter fra samlingen er blevet sendt til nogle af verdens fineste guitarbyggere, som alle har underskrevet tavshedserklæringer, og talsmænd fra Gaylord, selskabet som ejer Opry og samlingen, har ikke ønsket at kommentere. Vand trængte også ind i Gibsons fabrik, hvor det ødelagde instrumenter og førte til skader på værktøj og maskiner. Gibson blev nødt til at stoppe produktionen for at få rettet op på skaderne.

Rigtigt mange mennesker led under hele dette forløb, men næppe nogen mere end Joe Chambers, en veteran blandt

VINTAGE GUITAR SHOW

| 25

VINTAGE GUITAR SHOW

▲ Resterne af Lightning Chances bas, kun holdt sammen af en gigbag.

guitarsamlere, som etablerede Musicians Hall of Fame i Nashville for at kaste glans over musikerne frem for altid at fokusere på sangerne og pladekunstnerne. Samtidig med at han optog musikere i denne nye Hall of Fame, organiserede Chambers et museum i bymidten, hvor man kunne se instrumenter, som havde været brugt på indspilninger med Beach Boys, Neil Young, Jimi Hendrix, Hank Williams og andre af populærmusikkens helte.

Men byrådet ønskede at bruge Chambers’ grund til et nyt kongrescenter og i Februar 2010 fik han ordre om at forlade sine lokaler, så byggeriet kunne begynde. Han tog sin unikke samling – det meste af den ejet af ham selv, men en del lånt af musikere, som han ønskede at hædre – og kørte det over på den anden side af Cumberland-floden til, ja, Soundcheck. Og da han udtrykte sin ængstelse over nærheden til floden fik han at vide, “Hey, Keith Urban og Vince Gill har deres ting her. Det er komplet sikkert.”

Lad os bare nøjes med at sige, at det ikke var komplet sikkert.

Lightning Chances to gulvbasser – den ene brugt på Oprys scene sammen med Patsy Cline og mange andre, den anden brugt på Hank Williams’ sidste indspilninger – blev knust under presset fra vandet.

“Det eneste, der holder Lightning basserne sammen, er de gig bags de ligger i,” siger Chambers.

26 | VINTAGE GUITAR SHOW

I dagene efter oversvømmelsen blev der arbejdet på højtryk, for at finde ud af hvilke instrumenter der måske kunne reddes. ►

Charlie McCoys bas, som han brugte på Bob Dylans ‘Lay Lady Lay,” er også et vrag: Bindingerne falder fra instrumentet som cornflakes ud af en pose. Vandtrykket flåede broerne af en Jerry Reed Fender guitar og af den klassiske guitar, som Tommy Tedesco brugte til at spille temaet fra den populære amerikanske tv-serie M*A*S*H på. Jimi Hendrix’s 1966 Fender, Kenny Buttreys trommer, der kan høres på Neil Youngs “Heart of Gold” og mange, mange andre er uigenkaldeligt forandrede. Blandt de mest triste syn i en lagerbygning, hvor Chambers forsøgte at tørre sine skatte, var en bas, som blev spillet på af Joe Osborne på Simon & Garfunkel’s “Bridge Over Troubled Water,” og på The Mamas & The Papas’ plader.

Osbornes bas er signeret på bagsiden af Simon, Karen Carpenter, Neil Young og flere andre, og autograferne kan stadig læses. Men selve bassen er kun et spøgelse af noget, der engang var vidunderligt. I

modsætning til mange af dem, der mistede deres instrumenter, havde Chambers forsikring for store dele af sin samling.

Siden oversvømmelsen har han forhandlet med sit forsikringsselskab – ikke altid med tilfredsstillende resultat – men den sørgelige sandhed er, at selv ikke en god løsning på det spørgsmål kan erstatte, hvad han har mistet.

“Du kan jo ikke fortælle forsikringsselskabet, at du gerne vil have en ny af Joe Osbornes bas,” siger Chambers. “Der findes ikke noget som det, vi havde her.”

Chambers udpeger liget af en guitar, som Pete Townshend brugte på tur i 1974. Som han havde for vane, smadrede Townshend guitaren ved slutningen af koncerten og brækkede dens hals. Sådan en skade kunne ret nemt repareres af en guitarbygger.

Vandskaden derimod vil sandsynligvis vise sig at være fatal.

Nogle instrumenter overlevede selvfølgelig oversvømmelsen. Andre vil blive repareret

omhyggeligt og ofte dyrt. Men selv da er instrumenterne forandrede og har mistet noget. Synet af de oversvømmede instrumenter gjorde et indtryk i Nashville, som ikke er set siden man vågede over den store Johnny Cash. Den gang lå Cash’s legeme i en åben kiste. Det kunne genkendes som Cash, men det var ikke manden selv. Den mand var afsjælet. Disse instrumenter er makabre udgaver af deres tidligere jeg.

“Hvis du ser på Kenny Buttreys stortromme, så er den teknisk intakt,” siger Chambers.

“Men den er oval, ikke rund, og den ydre skal er revnet. Og ethvert mærke, som Kenny har sat på den, er forsvundet. Oversvømmelsen udviskede instrumentets forbindelse til dets ejer.”

Chambers, som har købt og solgt guitarer i årevis, mener også, at oversvømmelsen kan få en virkning på guitarmarkedet.

“Det siger sig selv,” siger han. “Der blev kun produceret et begrænset antal 1959 Les Pauls. Så hver gang en af dem forsvinder fra kredsløbet, kan det ikke undgå at presse prisen op på de resterende. Og befolkningstallet stiger, så der er flere og flere mennesker, der leder efter færre og færre instrumenter.”

Gruhn har ikke hævet priserne i sin kæmpestore vintage forretning siden oversvømmelsen, og han er ikke enig i, at vintage guitarer og basser nødvendigvis vil blive dyrere.

“I øjeblikket taler vi stadig om en økonomi, der hænger lidt, og der er ikke store mængder af nye kunder i markedet,” siger han. ”Mange af de mennesker, der mistede ting, havde adskillige guitarer, og indtil videre har jeg ikke set mange folk her I butikken på jagt efter at erstatte ting, de har mistet. Alle tror, at priserne vil stige drastisk, men jeg har ikke set det endnu.”

Gruhns værksted har arbejdet på nogle af de skadede instrumenter, og det vender sig i ham, når han ser de en gang så smukke instrumenter i deres nuværende tilstand.

“De er forkrøblede og har mistet værdi, “ siger han. “Nogle af dem vil komme til at lyde okay og spille godt, men de kommer aldrig til at se ud som før. Nogle af dem vil heller ikke lyde som før. Selv det som kan repareres, vil det aldrig blive det samme igen.” ■

Peter Cooper, er en af Nashvilles mest respekterede musikjournalister, og arbejder bl.a. for den store Nashville avis, The Tennessean. Reportagen fra oversvømmelserne i Nashville, har han skrevet specielt til Vintage Guitar Show magasinet.

Ved siden af karrieren som journalist, er han også singer/songwriter musiker, og har indspillet egne sange på pladen ’Mission Door’.

Cooper samlede nogle af sine favoritmusikere i Nashville studiet ’House of David’, bl.a. kendt for at have en hemmelig dør i gulvet, bygget for at Elvis kunne komme uset ind og ud af studiet, uden at fans opdagede at han var i byen. Pladen er produceret af Lloyd Green, med tilnavnet Mr. Nashville Sound. Lloyd Green har spillet steelguitaren på flere end 100 nr. 1 country hits, og selvom ’Mission Door’ ikke er en countryplade, indeholder den mere steelguitar, end længe hørt. ’Peter Cooper betragter verden med en kunstners øjne, og et menneskes hjerte og sjæl. Det er sange med dybde, og de bliver bedre og bedre, hver gang du lytter til dem.’ (Kris Kristoffersen) ’En af de fantastiske ting ved Nashville er, at der altid er noget spændende nyt på trapperne. Sæt denne plade på, og du vil høre fodtrin.’ (Tom T. Hall)

Nashville sangerinden Fayssoux McLean, der har sunget vokalharmoni på nogle af Emmylou Harris største hits, ses her ved en intimkoncert på Nashville spillestedet The Station Inn. Emmylou og Peter Cooper leverer kor.

VINTAGE GUITAR SHOW

| 27

VINTAGE GUITAR SHOW

“The Musicians Hall of Fame and Museum” i Nashville hylder de musikere der leverer musikken på alle tiders største pladesuccesser.

Museet giver ære og værdighed til dem, som med deres instrumentale bidrag, guitarriffs, bas- og trommespil, har en væsentlig andel i den succes, som ellers kun pladernes solister efterfølgende har solet sig i.

Museet er lukket midlertidigt, fortæller Margot Irwin, museets daglige leder. Vi leder i øjeblikket efter et nyt sted at være. De bygninger

Museets grundlægger, Joe Chambers, var oprindeligt musiker, men skiftede til at skrive, og producere countrymusik, og arbejdede som A&R Manager (Artist og repertoire) for CBS Records.

Han åbnede også en butikskæde i 1985, Chambers guitars, hvor han bl.a. gennem handel med vintage guitarer lærte at kende mange verdensstjerner indenfor alle musikgenrer. Kombinationen af at være musiker, og arbejdet i musikindustrien, gav Chambers den nødvendige viden, og et dybfølt ønske om at skabe et museum for de mange musikere, kendte og ukendte, der brugte hele deres liv på at skabe soundtracket til vi andres liv. Over

”Jeg kan huske at jeg fik en dårlig fornemmelse da jeg kørte ind på parkeringspladsen ved Soundcheck, og så hvor tæt det lå på Cumberland floden,” siger Joe Chambers, ”men tænke så at jeg var paranoid. Mange af Nashvilles store stjerner havde alle deres guitarer her, og det samme mange hundrede andre musikere.”

Ingen havde forudset så meget regn, som vi fik i begyndelsen af maj 2010.

Joe Osborne’s Jazz Bass Marshall Grant’s Tele bas museet tidligere havde til huse i, blev eksproprieret af bystyret i Nashville, for at give plads til et nyt Music City Convention Center, og i februar 2010 afsagde appelretsdommer Barbara Haynes en kendelse der tvang museet til, i løbet af kun 7 dage, at lukke, og fjerne alt, inventar og udstillede genstande - inden bygningerne blev revet ned.

De udstillende ting er bl.a. fotografier, prisvindende albums, personlige ting, men også mange af de instrumenter der kan høres på pladerne. Mange af de udstillede effekter er skænket til museet af forskellige kunstnere, men der er også en del, der med stor velvilje er udlånt til museet.

28 | VINTAGE GUITAR SHOW

Gary Tallent’s Music Man bas tyve års succes med musikforretningerne, havde givet ham den økonomiske ballast der gjorde det muligt at realisere drømmen.

Museet åbnede første gang for publikum i 2006.

Joe Chambers husker endnu da han flyttede museets mange ting til Soundcheck Nashville

Blandt de dele af samlingen der er ødelagt af flodvand er Pete Drakes steelguitar, som man hører på Bob Dylans ”Lay Lady Lay”.

De trommer Gene Chrisman brugte på indspilningen af “Son Of A Preacher Man” er nu sørgelige vrag. Garry Tallents bas, som han brugte på Bruce Springsteens “Born To Run” og “Born In The U.S.A.” er ødelagt. Marshall Grants bas er ødelagt. Du kender lyden af den fra Johnny Cash hittene ”Walk The Line” og “Ring Of Fire”. Joe Osbornes basspil høres på Simon & Garfunkels ’Bridge Over troubled Water, The Carpenters m.fl.

Listen over legendariske instrumenter der er ødelagt, eller beskadiget efter at have ligget i beskidt flodvand i mange dage, er uendelig lang, og sørgelig. ■

VINTAGE GUITAR SHOW

| 29

VINTAGE GUITAR SHOW Guitarmesse - clinics- koncerter

VINTAGE GUITAR SHOW Hvert år, den sidste weekend i september, er der guitarshow i Svendborg. Danmarks største musikudstilling er det blevet.

Her finder du det største udvalg af el-guitarer, akustiske guitarer, nye guitarer, brugte guitarer, gamle guitarer, meget gamle guitarer.

Du kan også finde alt hvad hjertet begærer indefor forstærkere, effekter, og andet udstyr.

Guitarer - forstærkere - effekter - tilbehør reservedele - pickupper - guitarhalse - guitarkroppe - harware

30 | VINTAGE GUITAR SHOW

Det er en køb-salg-bytte udstilling, så trænger der til lidt fornyelse i instrumentgarderoben, så er VINTAGE GUITAR SHOW det rigtige sted.

Du har også selv mulighed for at udstille.

Se tilmeldingsbetingelser på udstillingens hjemmeside.

Nye - brugte - vintage guitarer

SVENDBORG

Guitarer - forstærkere - effekter - tilbehør reservedele - pickupper - guitarhalse - guitarkroppe - harware

VINTAGE GUITAR SHOW

| 31

VINTAGE GUITAR SHOW

Vintage Guitar Show 25. og 26. september i Svendborg

VINTAGE GUITAR SHOW

| 33

VINTAGE GUITAR SHOW Welcome to the home of “The Yamaha Six String Theory Guitar Competition,” co-sponsored by Monster Cable, D’Addario Strings, Berklee College of Music, and Captain Fingers Productions.

17 Finalists announced In alphabetical order the top 17 finalists are: 1.Roland Balogh - The Days of Wine and Roses 2.Gilad Barakan - True Colors 3.Manuel Bastian - Purple Leafes 4.Shon Boublil - Variations on a Theme of Sor 5.Kyle Cimino - Blues Improvisation 6.Hokuto Ebe - The Quasar 7.Maneli Jamal - Movement II - Vasat 8.Johan Jørgensen - Riff 9.Isaias Mechillemoth - Litoral

10.David Browne-Murray - Insomnia 11.Alex Pinto - Very Early 12.Antal Pusztai - Moontown street 13.Matias T. Rengel - Lost Paradise 14.Brooks Robertson - Jerry’s Breakdown / Stumpwater 15.Cory Sterling - Blues For D.B. 16.Noe Socha - Blues for 5 weeks Students 17.Jason Tomason - Playin some blooz

Tekst og foto: Johan Jørgensen

Mange har sikkert drømt om at gøre noget lignende - men har ladet det blive ved drømmen.

Danske Johan Jørgensen nøjedes ikke med at drømme – han gjorde det!

Han tog til USA for at deltage i en konkurrence - han mødte nogle af sine idoler - og da historien udspiller sig i Hollywood, vandt han selvfølgelig også konkurrencen i den kategori han stillede op i.

34 | VINTAGE GUITAR SHOW

◄ ‘Buddies’ - Steve Lukather og Johan Jørgensen

The guitar is a “one of a kind” instrument.

En dag lå der en mail fra Berklee College of Music i indbakken, da jeg tændte for computeren. Det var oplysninger om en international konkurrence for guitarister, Yamaha Six String Theory Competition. En konkurrence der var arrangeret af et af mine idoler, Lee Ritenour, læste jeg, i et samarbejde med Berklee College of Music. Jeg var på sidstnævntes mailingliste, fordi jeg på et tidligere tidspunkt havde været meget interesseret i netop Berklee. Nyhedsbrevet fortalte lidt om konkurrencen, og at hovedpræmien var et fuldt scholarship til Berklee i 4 år. Nu blev det pludseligt særdeles interessant, synes jeg.

Guitarkonkurrence – USA – temmelig langt borte. Hmm! Situationen blev tænkt igennem.

Der blev foretaget nogle overvejelser, men ikke så mange, for der var selvfølgelig kun én ting at gøre - at tilmelde sig. Konkurrencen var delt op i seks forskellige genrer, og man skulle sende to Youtube videoer ind i en selvvalgt genre. Jeg valgte jazz/fusions genren.

På daværende tidspunkt studerede jeg på Fridhems Folkhögskola, der er en ganske eftertragtet jazzhøjskole i Sverige. Jeg hev hurtigt fat i en bassist og en trommeslager fra skolen, og fik organiseret indspilningen af to videoer. Numrene var ’Riff’ af Wayne Krantz og ’Blackout’ af John Scofield. Alt dette foregik i december/januar, og nu var der så bare tilbage at vente.

Jeg fik svar engang i februar, og den første besked var en meddelelse om at jeg var kommet i top 25 af alle videoer som var sendt

ind. Kanon! - Allerede en uge senere havde de foretaget den endelige udvælgelse - 17 videoer i alt var blevet udvalgt til at deltage i selve konkurrencen, lød beskeden. Heraf 5 videoer i min genre, og der var jo seks genrer at vælge imellem. Det kunne kun betyde én ting - hård konkurrence i netop den genre jeg havde valgt. De 17 udvalgte blev inviteret til USA, og det blev oplyst at stedet, hvor den store dyst skulle foregå, var The Broad Stage i Santa Monica, Los Angeles.

Herfra begyndte hele forløbet faktisk at blive lidt uvirkeligt, men en ting var sikkert. Dette var en chance som jeg bare ikke måtte gå glip af. Heldigvis ville en af mine gode venner gerne tage med derover, så der blev bestilt billetter til LA, og booket indkvartering. Så havde jeg lidt selskab, og var ikke alene i det store USA. Vi skulle være 10 dage i L.A, for der skulle jo også lige være lidt tid til at se byen. Et fint lille motel på Hollywood Boulevard blev vores base, - så var der heller ikke så langt til alle de fede ting.

Throughout the years, guitarists have pushed the limits of what the guitar can do. And so today the journey continues as the guitar and the players evolve. The “Six String Theory” album will seek to continue this process by combining superstar guitarists from the worlds of rock, blues, country, jazz/fusion, acoustic, and classical/flamenco genres. Some of the great international guitar players will join together to blend their styles into a unique new “fusion”. The album, on Concord Records and Monster Music, will be produced by Lee Ritenour and John Burk and released in the Summer of 2010. As the record progresses, we’ll post updates on our blog section and you’ll also be able to give us your comments on the album and the competition Lee Ritenour, B.B. King, George Benson, John Scofield, Steve Lukather, Vince Gill, Slash, Pat Martino, Mike Stern, Neal Schon, Robert Cray, Keb Mo, Taj Majal, Jonny Lang, Joe Bonamassa, Andy Mckee, Guthrie Govan, Joe Robinson, Tomoyasu Hotei, Shon Boublil.

Mandag den 22. marts er dagen, altså dagen hvor jeg skal jeg spille mit konkurrencebidrag.

Dagen før var der rehearsal med musikerne.

Jeg havde fået tildelt en bassist og en trommeslager, begge lokale sessionmusikere, så de spillede s’gu nok helt i orden, tænkte jeg.

Vi skulle øve på Exposition Rehearsal Studios, som var en masse øvelokaler, og sikkert også et studie. Jeg sad udenfor lokalet hvor jeg skulle øve, og ventede på at det blev min

VINTAGE GUITAR SHOW

| 35

VINTAGE GUITAR SHOW

Det var vildt mærkeligt, at sådan nogle hårde fusions drenge som Lee Ritenour og Steve Lukather, skulle sidde og bedømme mig! tur. Pludselig går døren til rummet op, og ud kommer Lee Ritenour. Han kommer over og hilser på. Han skulle lige besøge ’men’s room’ inden at jeg skulle ind og spille, og indrømmet - dér blev jeg squ nervøs – temmelig meget.

Første gang jeg skal spille med musikerne, og øve mine 2 numre, skal Lee Ritenour altså sidde og lytte på. Nervepirrende. Men jeg gik ind og præsenterede de 2 numre – ’Mr. PC’ i en lidt funket udgave, og ’Drop and Roll’ af John Scofield. Knæene rystede en smule, men det gik fint, og Lee var rigtig flink!

Næste dag tog jeg ud til Santa Monica, og fandt The Broad Stage, som er et helt nyt koncerthus. Virkeligt tjekket med stagehands, greenroom, professionel lydopsætning, og kamerahold. Hele konkurrencen skulle optages til en mulig udgivelse på CD, fandt jeg ud af, og der skulle laves videooptagelser, så alle deltagere kunne få det selv (det er bare ikke kommet endnu). Inden koncerten skulle vi lave lydprøve, og køre igennem numrene en sidste gang. Alle deltagere var skiftevis inde på scenen, og køre det hele igennem, mens Lee sad i salen og kommenterede hvis der

36 | VINTAGE GUITAR SHOW

var noget som skulle ændres, eller bare kom med et godt råd. Det var superfedt at få lidt god respons fra Lee himself!

En times tid inden koncerten begynder ankommer alle dommerne, heriblandt folk fra Berklee, Musicians Institute, Concord Records, og så Steve Lukather og Lee Ritenour.

Umiddelbart inden koncerten får jeg snakket lidt mere med Lee, som havde bemærket jeg var fra Danmark. Han har i øjeblikket en dansk sangerinde med sig rundt, og kendte rimelig meget til Danmark, i betragtning af at han er amerikaner.

Så begynder koncerten og det går temmeligt hurtigt derfra. Jeg opholdte mig mest i dressroom’et hvor at der var monitor og lyd, så man kunne se alt hvad der foregik på scenen.

Stemningen var ret nervøs, men blandt deltagerne havde vi det meget godt. Folk ønskede hinanden held og lykke inden man gik på scenen. Det var ret cool.

Da alle havde spillet deres første nummer, trak dommerne sig tilbage for at vælge seks ud. Det vil sige den bedste i hver af de seks genrer konkurrencen bestod af. Da de kom til-

bage havde de valgt otte, fordi de ikke kunne blive enige. Situationen var nu at der var to deltagere tilbage i jazz, og ligeledes to i rock.

Vi skulle på scenen for at spille vores andet nummer, og efterfølgende gik dommerne i votering igen.

Efter endt votering fik jeg først at vide at jeg var blandt de sidste seks, altså valgt som den bedste i kategorien jazz/fusion. En tysker blev udråbt som den bedste i kategorien rock. Nu var det tiden til at den helt store spænding skulle udløses, og placeringerne i den overordnede konkurrence afsløres. Placeringerne fra et til seks skulle tildeles. Alle deltagere stod sammen på scenen, og Mr. Lee Ritenour, himself, var den der skulle råbe navnene op.

Stemningen var intens - nu skulle det afgøres hvem der skulle løbe med hovedpræmien, 4 års scholarship! Jeg fik 3. pladsen, og det var nu ret fedt, trods alt! Jeg fik præmier fra D’Addario Strings, Moster Cables, og ikke mindst fik jeg en Yamaha klassisk guitar til en værdi på over 10.000 kroner. I tilgift har jeg skrevet endorsement med Yamaha.

Det hele var overstået – men det var super fedt. Alle konkurrencedeltagerne stod bagef-

rigtig gode kommentarer med på vejen. Dommerpanelet havde været enige om, fortalte han, at jeg var den der havde mest eget udtryk, og originalitet, af deltagerne i jazz/fusions genren. Derfor blev jeg valgt som vinder af den kategori. Det var vildt mærkeligt at sådan nogle hårde fusions drenge som Lee, og Steve L. skulle sidde og bedømme MIG, og derefter vælge mig som den bedste i den genre, som de selv mestrer! Et skulderklap der betyder noget!

Efter koncertendagen var vi i LA et par dage mere, og jeg fejrede blandt andet min fødselsdag derovre sammen med vinderen af blues genren. Cool!

Inden jeg rejste spurgte jeg Fender om de

ter og hyggesnakkede med de store drenge.

Lidt uvirkeligt! Jeg fik snakket med Steve Lukather, hvilket var virkeligt stort for mig, da han er et stort idol. Han kommenterede min indsats, og sagde spøgefuldt, ”I gotta go home and practice.” Vi fik også snakket om at han snart kommer til Danmark, og spiller med Toto.

Lige inden jeg skulle afsted gik jeg over til Lee, for at sige farvel. Han gav mig nogle

kunne hjælpe med et økonomisk til rejsen.

Jeg skulle nemlig selv betale alt, både rejse og ophold. De havde forståeligt nok ikke lyst til at sponsere min deltagelse i en konkurrence der hed noget med Yamaha. I stedet spurgte de om jeg ikke kunne tænke mig at være demo-guitarist på deres G-DEC III tourné, og det ville jeg selvfølgelig gerne! Så her i forsommeren har jeg været hele Danmark rundt og demonsteret G-DEC. Med min deltagelse i Six String Theory har jeg helt sikkert fået lidt mere gang i min musikkarriere. ■

Annonce

Mød Stig Pedersen fra D-A-D

Det tostrengede scenemæssige fikspunkt og fænomen, der går under navnet Stig Pedersen, stiller op til en eksklusiv meet’n’greet på Vintage Guitar Show. Det foregår på 4Sounds stand lørdag den 25. september klokken 12:00 til 14:30.

4Sound, der består af Musikhuset Aage Jensen og Eskildsen Musik, har i år fokus på bas, og der bliver mulighed for at beundre en række af Stigs sejeste af slagsen, stille spørgsmål og få en autograf. Stig Pedersen er begyndt at spille på Sandberg-basser og er selvfølgelig selv med omkring tegnebrættet, når der skal udtænkes ny craziness. Faktisk har Stig besøgt Sandbergfabrikken og arbejder tæt sammen med de tyske basbyggere, der i øvrigt afholder clinics på 4Sound-standen.

VINTAGE GUITAR SHOW

| 37

VINTAGE GUITAR SHOW

Interview: Per Ørum

Vi befinder os backstage på Langelandsfestivalen, i en bandvogn, og i baggrunden buldrer noget energisk heavy musik. Overfor mig sidder manden med cowboyhatten, guitaristen fra Gnags, Mika Vandborg – i dag dog uden hat, og som medlem af Nikolaj og Piloterne. Anledningen til dette møde er gammel – helt præcis fra 1957. Det er kommet os for øre at Mika har været ude at shoppe, og at hans samling af ’håndvåben’ nu også omfatter en vintage Stratocaster fra førnævnte årgang. Som Danmarks eneste guitarblad må vi selvfølgelig vide noget mere om dette.

Mika har været en del af det århusianske musikmiljø siden han var helt ung, og spillede børnerock. I halvfemserne rodede han rundt, og prøvede at lave rockbands, som han selv udtrykker det. ”Jeg begyndte at spille med Abdullah S, Camilla Jones, og de der mennesker fra det århusianske musikmiljø, som også Mads Michelsen var en del af. Jeg spillede også meget med de der ”Michael Learns To Rock” folk, i noget der hed ’Forvalterdrengene’.”

Sådan var det dengang. Mika husker tilbage, og fortæller. Jeg fjollede rundt i Århus, drak nogle bajere, og spillede alt det rockguitar jeg kunne komme i nærheden af. Så blev man ældre, og så manglede Gnags en guitarist. Mads (Michelsen, red.) ringede, og så var jeg med i Gnags.

38 | VINTAGE GUITAR SHOW

Jeg kan bare gå ud på scenen, tænde for min Marshall stack fra ´65, skrue op på 10, plugge min 57´er Strat i, og så spille.

Det elsker jeg fand’me...

”Det er jo sådan at job’ene ofte tilfalder dem der er i vælten, er med på scenerne og rundt i miljøet”, siger han, og fortsætter: ” Jeg kender masser af guitarister, dygtige guitarister, som kan spille mig ud af bageriet, men de var aldrig rigtigt rundt, gjorde ikke så meget ud af det, måske var de også lidt kedelige. Jeg ved det ikke.”

VGS: Hvor gammel var du, da du begyndte at spille guitar? ”Jeg var omkring ni år, da jeg hørte Jimi Hendrix i radioen. Det ramte mig fuldstændigt! Jeg sagde til min far: ’Hvad var det? - Han hev ’Electric Ladyland’ frem, og forklarede mig: ’Det er jo Jimi Hendrix’ – og så stoppede jeg med at spille fodbold, og har spillet guitar lige siden.” ”Det er så 30 år siden nu”, fortsætter Mika, og forklarer: ”Det var et mærkeligt sammentræf, dengang. Ugen før jeg hørte Hendrix i radioen, skulle vi spille ’Rabalderstræde’ af Gasolin i musiktimen i skolen. Jeg fik stukket en guitar i hånden, fik vist en A7 og en D – jo, der var kun to akkorder i den version vi lærte dengang – og så havde jeg vistnok også fået vist en pentatonisk skala. Så jeg havde allerede fået lidt smag for guitaren, da jeg hørte Jimi Hendrix.”

Mika smiler da han tænker tilbage. ”Jeg har aldrig gået på musikskole. Jeg er selvlært. Min bror gik på

friskolen, hvor alle århusianske musikere kom fra, og jeg gik på kommuneskolen. Han blev skosælger, og jeg blev guitarist. Det har vi grint meget af siden.”

Langelandsfestivalen larmer videre udenfor.

VGS: Vi er jo kommet for at høre lidt om den der Stratocaster. Kan du fortælle lidt om den! ”Ok,” Mika funderer over spørgsmålet, inden han svarer: ”Det er en guitar som, når man spiller på den, svarer på en måde man slet ikke er vant til. Den bliver aldrig for tynd i lyden, heller ikke på den bagerste pickup, og den bliver den heller aldrig for tyk i lyden. Selv mellempositionen mellem midterste, og bageste pickup, som jeg normalt ikke bryder mig om, lyder bare helt rigtigt på den her guitar.

Den kan skrige, den kan være rund, og jeg ved ikke hvad! Jeg har haft 60’er Strat’er, og meget andet, denne her er ligesom bare 10 % mere af det hele. ” Han er tydeligvis begejstret for nyanskaffelsen. ”Det er drømmen altså at få maplenecken – det er sgu Fenders Stradivarius…”

Guitarens lak er krakeleret overalt, også bagpå halsen, og mellem båndende på gribebrædtet. Den har det klassiske ”jeg ryger cigaret-

VINTAGE GUITAR SHOW

| 39

VINTAGE GUITAR SHOW

Jeg er jo ikke rigtigt akustisk guitarist.

Det interesserer mig ikke - det larmer ikke...

ter” brændemærke ved hovedet. Den tofarvede sunburst lak er ved at falde af i store flager, både foran og på bagsiden. Med Mikas egne ord, den er godt banket. ”Jeg synes den ser perfekt ud”, siger han, og griner.

VGS: Du har mange vintageguitarer, og nu også denne her. Mener du det er en nødvendighed for en professionel rockguitarist at spille på en original Fender fra 1957? ”Nej, ret beset er det jo ikke. På en sommertour med Gnags, kæmpestort publikum og derudaf, tror jeg ikke der er mange der kan høre om du spiller på en vintage Strat, eller en normal USA Strat, men det er heller ikke det det handler om. Det handler om at man får noget respons, bliver inspireret. Det har taget mig mange år at nå hertil, at få den guitar man altid har drømt om, den ultimative guitar, stradivariussen. Der findes ikke en bedre guitar i verden end netop den her, hvis du spørger mig. Jeg er jo grundlæggende en Stratocaster mand. Jeg har godt nok flere Les Pauls, men Stratocasteren er lige mig. Jeg tror det kommer fra Jimi. Ja, han spillede jo godt nok ikke på en ´57´er.

40 | VINTAGE GUITAR SHOW

VGS: Hvordan er din rolle, som ny guitarist i sådan et gammelt rockband som Gnags. Er der en kapelmester der bestemmer hvad du skal spille? ”Hvis der er en kapelmester i Gnags, er det Mads Michelsen. Det er ham der er ankermanden, rent musikalsk, bag ved Peter. Jeg kunne godt få lov til at lave hvad jeg ville, men meget giver jo sig selv. Hvis der er et karakteristisk guitarriff i et kæmpehit, så ville man jo være åndsvag hvis man ikke spillede det riff.

Det er jo en del af hittet. Så har jeg mit frirum i alle de guitarsoloer der er. Der kan jeg gøre hvad jeg vil. Det har jeg det fint med. Der er sikkert guitarister som ikke ville have gjort det på den måde, men sådan er jeg ikke. Jeg var jo kæmpe Gnags fan, som stor knægt, og var til mange af deres koncerter – egentligt var det også en drøm der gik i opfyldelse - at komme med i Gnags!

VGS: Nu har vi snakket Stratocaster. Er der andre favoritguitarer? ”Ja, den guitar jeg spiller mest på er min telecaster fra 1968, med en Bigsby på. Jeg bruger den ikke her med Nikolaj, hvor jeg har valgt at gå helt basic - Strat og Marshall

- men ellers er den altid med. Så er der min Les Paul fra ´72. De to guitarer er klart mine favoritter, ved siden af Stratocasteren. De er gamle følgesvende, og de gør hvad de skal.

De er pålidelige, og man ved præcis hvordan de lyder.”

VGS: Du spillede sammen med Dicte - på en akustisk eller halvakustisk guitar?

Dicte lavede en meget bluesinspireret plade; ’Gone to Texas’ – så jeg dyrkede den stil i en periode. Jeg spillede på en Höfner, fortæller Mika, og griner højlydt. Med pickup i, for jeg er jo ikke rigtigt akustisk guitarist. Det interesserer mig ikke, det larmer ikke, og jeg kan ikke finde mig tilrette med dem. Mange andre er rigtigt gode til det, så det lader jeg dem om. Jeg havde lånt Höfneren af Laust Sonne, trommeslageren fra D.A.D. og det var lidt sjovt at spille på en guitar, som dybest set var noget værre lort. Strengene lå enormt højt, og det var en kamp at spille på den. Men når man endelig fik den til at sige noget, så var det sgu fyldigt, og lød egentlig meget godt.

Man kunne overhovedet ikke spille hurtigt på den - det tror jeg var sundt for mig. At blive trukket helt ned.

VGS: Nu er du så på tour med Nikolaj og Piloterne… ”Nikolaj og Piloterne, Dicte, LoveShop – her i sommer. Senere skal jeg spille med Allan Olsen i Århus, og så udkommer min egen CD også. Gnags holder pause denne sommer, så der er lejlighed til at prøve noget andet.”

VGS: Og med Nikolaj. Det er vel fri rock´n´roll for leadguitaristen?

Ja, lyder det begejstret, fra Mika. Det er fantastisk. Det er ikke særligt længe siden jeg kom med. Jeg havde lige fået denne her (klapper på Fenderen). Det var fedt, vi tog til Sverige og lavede en plade på en uge. Det er første gang jeg bare kan gå ud på scenen, tænde for min Marshall stack fra ´65, skrue op på 10, plugge min 57´er Strat i, og så spille. Det elsker jeg fand’me – back to basic…

VS: Du er kendt for at bruge vintage forstærkere. Ud over Marshallen, hvad er så dine favoritter. Hvad bruger du, og hvilke krav stiller du? ”Det kommer meget an på situationen. Jeg måske lidt mere kamæleon-agtig hvad det angår end mange andre guitarister. Jeg

VINTAGE GUITAR SHOW

| 41

VINTAGE GUITAR SHOW

vælger forstærker efter hvad jeg skal spille.

F. eks. her med Nikolaj kan jeg endelig gøre det enkle, altså Stratocaster og Marshall, helt i bund. Det passer perfekt her. Når jeg er ude at spille med Love Shop, er det noget helt andet. Jeg har et helt skab med T-rex effekter, 16 loops, whammy, store spacy rumklange o.s.v. - og spiller igennem en Fender Super Reverb, nogle gange sat i stereo med en Vox AC30. Der bruger jeg alle mulige moderne lyde som Hilmer Hassing, der desværre døde, har fundet på. Det er ikke et firser set up, men jeg dækker nogle firserlyde. Med Dicte er jeg helt nede og spille bare med en amp, og et pedalboard. Sidst jeg var på tour med Gnags var det Mesa Boogie, - kæmpe Mesa Boogie Road King 2 stack med 4 kanaler, og ikke andet. Det lød fedt! Touren før var det en Matchless, og en Vox. Som sådan er der ikke noget system i det, men jeg bruger altid kun top-amps, - de bedste amps man kan få.

Stakkels unge knægte som skal starte fra bunden, og i gang nu. Jeg har brugt 20 – 25 år på at få skrabet det rigtige grej sammen, siger Mika, og griner.

VS: Du farer rundt og spiller her og der og alle vegne. Hvor meget øver du?

Uha. Det bliver godt nok ikke til meget øvning.

Man burde jo øve teknik, og det der lick man altid fucker op.

Jeg er i studiet stort set hver eneste dag, øver numre med de bands jeg spiller i, er på turne o.s.v. – så på den måde er jeg altid i gang.

Man må finde en form, så man kan løse de opgaver man får, og for mig er det ikke tekniske skalaøvelser.

Når jeg spiller koncerter har jeg nogle faste rutiner - f. eks. noget fastlagt som jeg spiller hver gang på bestemte steder. Det værste er hvis man skal improvisere, og man mister inspirationen, så lyder det sgu som en død fisk.

Jeg er nok mest til live jobs. Når man står foran et hav af mennesker, eller er på det intime spillested, tæt på nogle positive mennesker. Det er derfor jeg spiller musik.

VGS: Vi skal høre lidt om din nye CD, som udkommer til september.

På min første CD, ’Under the Sun’ medvirkede Ida Corr, Laust Sonne, Tomas N’evergreen, og mange andre. På min nye CD holder jeg fast i konceptet med at en ny artist

42 | VINTAGE GUITAR SHOW

synger på hvert nummer. På denne her synger jeg dog også et enkelt nummer selv. Nummeret handler om hvorfor jeg laver den her plade, derfor følte jeg det var naturligt at jeg sang det nummer.

Hvorfor synger jeg så ikke flere numre på pladen, kunne man spørge? Hvis man nu har skrevet et nummer, og man synes det lyder fuldstændigt som om at Allan Wegenfeldt skulle synge det, og han siger ja, når man spørger ham. Så er det jo det ultimative - ligesom at få en ´57´er Strat.

Henrik Hall har jeg spillet med i Love Shop, og når han spiller på sin mundharpe er det liv eller død. Det bulgarske kor Usmifka synger om sådan nogle skæve skæbner. Det er 12 forskellige numre med 12 forskellige artister, men nummeret som stikker mest ud er nok det med Mads Langer på vokal. Vi mødtes ved noget Grammy award og fandt på at vi skulle lave noget sammen. Jeg sendte ham nogle af mine tunge riffs. ”Det der kan jeg godt li´”, meldte han tilbage. Vi fik skrevet et færdigt nummer ud fra den oprindelige idé, og så fik vi gudhjælpemig Justin Hawkins fra Darkness til at mixe det. Telefonen ringede hjemme hos mig en sen aften: ” What do you think about the mix?”……Hvad, - det var Justin Hawkins som lige ringende. Jeg havde ikke downloaded nummeret endnu, så det skyndte jeg mig at gøre. Det lød fantastisk.

Jeg var dog ikke helt tilfreds med den første guitarsolo, og sagde til ham om ikke han kunne indspille en solo der. Det kunne han, og lavede en super fed, nærmest Yes-agtig solo med fingertapping og hele svineriet.

Sådan!

Nikolaj er også med. Hans hæse stemme passer fantastisk til det nummer han synger på pladen. Dicte, Mark Linn, Vincent Van Go Go, Henrik Hall, ham har jeg vist nævnt. Per Møller og Rockforbundet. Per Møller er jo en af mine ungdomshelte. Første gang jeg hørte ham var på Eiffel i Århus engang i firserne, et halvskummelt sted. Der var 8- 9 mennesker, jeg var fuld og sad på 1. række. Så startede Per med det nummer som nu er på pladen – jeg blev totalt ramt – det var helt vildt Jimi Hendrix agtigt. Siden er vi blevet gode venner, og jeg opfordrede ham til at spille det nummer på min plade.

Det er et kolossalt projekt at få næsten 60 mennesker til at arbejde sammen på en CD.

Men for pokker da, når man nu kan få en af de hotteste sangere i landet, Mads Langer til at synge på sin CD, hvad gør man så ikke!

VS: Nu må vi vel hellere få historien om cowboyhatten…

Cowboyhatten, ha ha. Cowboyhatten er faktisk slet ikke en cowboyhat. For mange år siden var min kæreste og jeg i Mexico. Alle landarbejderne gik rundt med sådan en stor hvid hat, og jeg sagde til min kæreste: ” Jeg skal da ha´ sådan en hat.” Da jeg skulle ud og spille med Gnags havde jeg lyst til at tage en hat på, og tog den på. Peter sagde det så fedt ud, og synes det fungerede vildt godt.

Alle kikker på Peter 90 % af tiden, og nu er der også en tosse, som løber rundt og spiller noget guitar med en stor hvid hat på. Det er visuelt godt, og jeg bruger den kun i Gnags.

Den er en gimmick – som Kiss med deres sminke… ■

3 dage for kun 995

Clinics har været en del af Vintage Guitar Show siden starten. Gennem årene har mange forskellige kunstnere, og tekniske eksperter, holdt velbesøgte clinics for messens gæster, som forhåbentlig derved er blevet klogere, og måske også underholdt.

Da messen var slut, sidste år, begyndte vi at overveje hvordan vi kunne give vore gæster et tilbud der var endnu bedre end clinics. En clinic er kort, mest baseret på envejs kommunikation, måske med et par enkelte spørgsmål fra tilhørerne.

I England og USA har man i mange år lavet arrangementer, hvor en række deltagere over flere dage er sammen om et fælles projekt – personlig musikalsk udvikling, kombineret med at opgradere alle sine kompetencer på guitaren. Guitarcamps, kaldes disse arrangementer, hvor topprofessionelle musikere vejleder, og underviser deltagerne, og ikke uvæsentligt, med udgangspunkt i det niveau den enkelte deltager er på. Deltagerne i disse camps får typisk et så komprimeret input, at det tager lang tid efterfølgende, at få bearbejdet og udnyttet den teoretiske og instrumentale viden man er kommet i besiddelse af.

Den mulighed skal danske guitarister også have, synes vi.

Der vil stadig være clinics på Vintage Guitar Show, men i år er der også mulighed for at melde sig til en guitarcamp.

Hvorfor skal danske guitarister have mindre end det bedste, tænkte vi, da vi besluttede hvem der skulle undervise på denne første danske guitarcamp. Derfor har vi sammensat et hold undervisere, der dækker bredt, og udelukkende består af topkvalificerede musikere, der alle har undervisningserfaring.

Indholdet på campen vil være en kombination af bundne emner, og emner som deltagerne bestemmer. For at hver enkelt deltager kan få så meget ud af campen, som muligt, kan kun et begrænset antal deltage .

Deltagerne ankommer til campen fredag eftermiddag, hvor campleder Peter Stub tager imod og viser tilrette.

Resten af fredag vil blive brugt at få en dybere indsigt i det udstyr man har brug for som guitarist. Deltagerne har mulighed for at medbringe deres eget effektboard, og deres egen forstærker. Claus Holm Jensen, der udvikler, og optimerer elektronik for bl.a. TC-Electronic og Hansen Guitars, vil sammen med deltagerne gennemgå nogle af de medbragte effektboards, forklare og demonstrere hvorfor nogle løsninger kan være bedre end andre.

Deltagerne vil få uvurderlig viden om hvordan man mest effektivt sætter ting sammen. Nogle gange er det små detaljer der kan gøre en stor forskel.

Efter aftenspisepausen, er der et V.I.P. besøg på messen på programmet. Deltagerne får lov til at komme ind på messen, og få et indblik i den hektiske aktivitet der hersker inden udstillingen åbner næste formiddag.

Fri entré på spillestedet Harders fredag aften for de campdeltagere der har lyst.

Lørdag starter undervisningen kl. 10:00.

Søren Reiff holder rytmeguitar master class.

Rytmeguitarens rolle i bandet bliver for det meste groft undervurderet, men Reiff, der har skrevet en bog om emnet, sørger for at du bliver klædt på til at kunne løse den opgave.

Christian Douglas, bassist i The Antonelli Orchestra, Kid Creole and The Coconuts o.a. underviser i samspil med bassisten, en vigtig

,-

del af fundamentet i ethvert band.

Guthrie Govan laver masterclass i guitarteknik – i bred forstand. Der vil være enkelte faste punkter, men deltagerne har i stor udstrækning indflydelse på hvad undervisningen skal handle om.

Eftermiddagen sluttes med dagens koncert på teatret, hvis man har lyst. Efter en spisepause fortsætter Guthrie Govan undervisningen.

Når lørdagens program er slut, er der som aftenen før fribilletter til Harders, for dem som måtte have lyst.

Søndag klokken 10:00 – Guthrie Govan samler op på undervisningen dagen før, og uddyber hvad der måtte være af spørgsmål. Der er ikke et fastlagt program for denne del.

Efter spisepausen fortsætter Peter Brander, og her er det lyd, og det vigtige samarbejde med lydmanden, der er temaet. Du får direkte adgang til Peter Branders enorme viden om dette emne.

Thomas Andersson og Jacob Gurevitsch er begge guitarister i The Antonelli Orchestra, men spiller hver især også i andre sammenhænge. De vil sammen give dig et helt unikt indblik i hvordan du hurtigt og effektivt arrangerer guitarstemmen i et band hvor der ikke er plads til fejltagelser, og vil give dig opgaver der skal løses her og nu. Du vil her få viden, og værktøjer der vil gøre dig bedre rustet til at imødekomme fremtidige udfordringer.

Når undervisningen er slut, er der mulighed for at overvære Vintage Guitar Show afslutningskoncerten på Svendborg Teater. Efter koncerten er der evaluering for alle campdeltagere, og farvel og tak for i år.

Bemærk - aftensmåltider er ikke inkluderet i prisen, men deltagerne har mulighed for at finde ud af fælles arrangementer. ■

VINTAGE GUITAR SHOW

| 43

VINTAGE GUITAR SHOW

Interview: Erik Eisenberg

Claes Antonsen er noget særligt i den danske musikbranche.

Og her tænker vi ikke på det faktum, at han har spillet med samtlige væsentlige navne på den danske musikscene.

Eller på de internationale navne, der også har sagt ja tak til at få lagt bunden af den danske sideman nummer 1.

Eller på, at han i dag indtager rollen som kapelmester i The Antonelli Orchestra – det hotteste og mest efterspurgte band til populære TV-shows i Danmark.

Næ, spørger man Claes Antonsen selv, så er det mest hotte ved ham, at han netop nu har designet verdens første trommesæt i den særlige lyseblå farve, som guitarister og bassister i årtier har kendt som sonic blue. ”Farven er aldrig lavet før til trommer, men nu har Yamaha, som er min trommesponsor, lavet en version, som vi regner med skal hedde ”Antonelli Blue”, siger Claes stolt.

Vintage magasinet har bedt Danmarks måske mest alsidige trommeslager om at fortælle, hvad der kræves for at blive en god sideman.

44 | VINTAGE GUITAR SHOW

Musikalsk børnesoldat Mr. Antonelli, ”Godsejeren”, ”Indianeren” eller hvilket øgenavn han går under, taler meget og gerne om sin musik, og snakken kommer vidt omkring – også gerne helt tilbage til dengang, da den purunge århusianer blev rekrutteret til musik-branchen som en anden børnesoldat. ”Jeg gik kun i 3. g, da Per Frost fra Gnags hentede mig til at spille med Henning Stærk.

De kaldte mig konfirmanden, og jeg fyldte først 18 år på turneen. Jeg havde så meget fravær fra gymnasiet, at jeg egentlig ikke burde bestå. Men alle lærerne var fans af Gnags og Henning, så de skrev, at jeg var til stede, selv om jeg forsømte så meget, at jeg næppe burde have bestået.”

Nogenlunde samtidig mødte Claes den musiker, der skulle blive hans tætte forbundsfælle – Thomas Helmig. Han blev foreslået som sanger i Claes’ faste band, minibigbandet Elevator-drengene. ”Jeg stemte faktisk imod, at han skulle med.

Han var jo en lille lort. Og jeg var jo vant til at spille med ældre musikere, så jeg ville ikke

VINTAGE GUITAR SHOW

| 45

VINTAGE GUITAR SHOW

have en med, der var yngre. Men det kom han jo alligevel og siden har vi været de bedste venner.

Da den unge Helmig kort efter slog igennem som solist, blev det til masser af plade- og turnetid for de to venner i et band, der også talte barndomsvennen, guitaristen Palle Torp.

Henning Stærk blev valgt fra – trods succesen var det ikke noget svært valg. Stærk er kendt som en myndig chef, der ikke levner megen plads til andres meninger – og Claes havde allerede tidligt udviklet sine egne, stærke holdninger.

En ægte alfahan ”Reelt har jeg altid været kapelmester uden at få løn for det. For det var altid mig, der råbte højest. Hvis noget ikke duer, så kæfter jeg op.

Jeg er en ægte alfahan,” siger Claes.

Hans entusiasme er ikke altid lige værdsat – det er sket, at andre af musikbranchens alfahanner har bedt ham om at lukke i og nøjes med at spille trommer, som han var ansat til.

Men andre steder er hans pågående stil mere nyttig – eksempelvis hos Thomas Helmig. ”Thomas kender hver en bid og hver en

46 | VINTAGE GUITAR SHOW

tone i sin egen musik, men han er samtidig meget åben og ydmyg – han tryner aldrig andre mennesker. Faktisk kan han godt have lidt svært ved at få tingene sagt, hvis der er noget, der ikke fungerer. Så kommer jeg ind i billedet,” siger Claes, der også går under tilnavnet ”El Dracul” – fordi en slap indsats fra en musiker kalder hugtænderne frem.

Selvbevidstheden kom for alvor på prøve, da Claes og Thomas i 1993 drog til musikkens mekka Los Angeles for at indspille albummet ”Say When”.

Ros fra Mr. Porcaro Pludselig stod de to unge danskere overfor nogle af verdens bedste studiemusikere – blandt andre bassisten og Toto-medlemmet Mike Porcaro, der ifølge Claes er kendt for at have et af verdens bedste ”maveure” – altså en indbygget takt- og rytmefornemmelse, så rytmemaskine og clicktrack helt kan undværes. ”Han var pænt hoven – hilste dårligt nok på os. Vi var pissenervøse - min fod rystede på stortrommepedalen, og vi nåede lige at fremstamme, at ”Don’t Leave Tonight” var tænkt

som pladens hit,” husker Claes.

Men det kørte. Helmigs store radiohit er et ægte ”first take”. Det blev spillet én gang, og den hovne topbassist forlod studiet med smil og venlige bemærkninger. ”You’re the Danish John Robinson”, sagde mr.

Porcaro, og Claes voksede 20 centimenter lige på stedet. Hvem vil ikke gerne roses af verdens måske bedste studiebassist – og sammenlignes med verdens måske bedste studie-trommeslager. (Bonusinfo til dem, der ikke lige kan huske, de har hørt John Robinson: Tænk Michael Jackson, Quincy Jones, Chaka Khan, Pointer Sisters, Barbra Streisand…..jo, I har!)

Angst og musik duer ikke Alligevel insisterer Claes Antonsen på, at angst og nerver intet godt gør for musikken.

Det duer ikke med en kapelmester, der styrer tonerne med jernhånd og dikterer hver en akkord. Tværtimod – en god kapelmester skal være en god psykolog, der pumper god energi ind i bandet. ”Jeg har slet ikke lyst til at bestemme, hvad folk skal spille. Det kan de forhåbentlig selv

finde ud af. Derimod vil jeg gerne have, at de har deres egen stil og mener noget med det, de laver. Ligeglade musikere gider jeg ikke.”

I Antonelli Orchestra er der ingen ligeglade musikere. De er alle sammen håndplukket af kapelmesteren selv. ”Mange i bandet er langt bedre teknisk end jeg. De andre kalder mig for ”indianeren”, fordi jeg spiller langt mere på intuition end på teknik og viden. Jeg havde aldrig nogensinde spillet en rumba eller en paso, før vi gik i gang med Antonelli og Vild Med Dans.”

Det var en tidligere veninde med job i TVbranchen, der fik Claes Antonsen lokket ind i den særlige disciplin, der hedder ”musiker i et TV-show”.

I dag, hvor pladeselskaberne klynker, spillestederne har det svært og kun de største turne-navne kan holde skindet på næsen, er netop TV-arbejde blevet et vigtig del af indtægtsgrundlaget for de professionelle musikere.

De hårde TV-jobs Og Antonelli’erne er det mest efterspurgte band til TV-brug. Måske, fordi de er benhårde og disciplinerede. En typisk showdag starter kl. 9 om morgenen med prøver. Alle har på forhånd fået udleveret lydfiler med versioner af de numre, danserne har valgt, og kravet er, at alle kan deres ”stemme” godt.

Så står den på prøver resten af dagen, og som Claes forklarer om det noget pressede arbejds-forløb: ”Når showet ruller live kl. 20, så er fejl ikke en mulighed. Vi skal være klar og helst også peake, mens kameraerne ruller.”

Endnu mere krævende er TV-showet ”Så De Synger”. Her er konkurrencedeltagerne mere eller mindre velsyngende amatører, der både skal synge, gætte tekst og ikke mindst vælge fra en liste af hits.

Kravet til Antonelli’erne er, at de skal øve op på 52 sange til hvert show – og leve med, at det kun er en mindre del, der bliver brugt. De skal også være indstillet på, at de med kort varsel skal skifte

toneart, så deltagerne kan finde ud af at synge sangene.

Men hvordan har topmusikere med flotte, egne karrierer og turneer med navne som Helmig og Kid Creole det egentlig med at spille smægtende vals og kendte hits med Lars Lilholt? ”Ved du hvad – man skal sgu ikke være for fin til at spille noget som helst. Jeg hader ”musikpolitiet”, der render og vil håndhæve den gode smag. Jeg har lært de vildeste ting af at spille tango og er stolt af, at BBC har udnævnt os til at være det bedst spillende ”Vild Med Dans”-band i verden. Hvis bare man spiller med hjertet, så får man meget at lave.”

10 trommesæt – og 25 lilletrommer Spørger man Claes om hans gear og grej, skal man forberede sig på at have god tid.

Han er som andre musikere gear-freak og har stærke holdninger til hvilke trommer, skind og bækkener, der er de bedste.

Og hans samling er stor. 10 trommesæt og 25 lilletrommer, der fylder et helt lager - og som skiftes ofte i løbet af optagelser og liveshows. En roadie har opgaven med at holde lilletrommerne klar, så Claes kan ramme den helt rigtige lyd til hvert eneste nummer.

Alene til Vild Med Dans-showet er der fem lilletrommer ad gangen i spil. ”Ja, jeg skifter lilletrommer ligeså tit som guitarister bytter guitar. Og selv om jeg er sponsoreret af Yamaha og har været det i 29 år, så har jeg altid gjort det klart for dem, at jeg er nødt til at være utro med andre lilletrommer også. Især med gamle Ludwig-trommer – dem slipper jeg aldrig” Ud over Yamaha bruger Claes også Premier og DW. Hvis nogen går og gemmer på et helt 1969-Ludwig sæt med den helt rigtige, gamle

VINTAGE GUITAR SHOW

| 47

VINTAGE GUITAR SHOW Motown-sound, vil han også rigtig gerne høre om det.

Imens nyder han sit nye, store Antonelli-blå turnesæt med hele tre gulv-tammer og mange Paiste-bækkener. Det er også et sponsorat – ganske fikst, når man som hårdtslående Århus-trommeslager jævnligt slår sine bækkener i stykker.

Antonsens egne idoler Har en top-trommeslager selv idoler – og er de danske eller udenlandske? ”Jeg har mange, jeg er vild med. Jeg har altid været vild med sorte trommeslagere som Steve Jordan, men også med Keith Moon og Charlie Watts. Jeg drømte som dreng om skiftevis at komme med i Stones eller Gasolin. Jeg fik faktisk noget af drømmen opfyldt, da jeg fik lov at spille sammen med Wili Jønsson.”

Claes har dog også opnået noget, mange trommeslagere ville slå ihjel for: Et møde med den mest berømte Porcaro-bror, selveste Jeff Porcaro, der døde alt for tidligt, men som de fleste musikere beundrer intenst på grund af hans stærke teknik og elegante, nærmest humoristiske trommespil. ”Det var en clinic, altså en undervisningsworkshop, men Jeff havde nærmest taget hele Toto med. Og modsat broren så var han meget nede på jorden. Alle ville eksempelvisvide, hvordan han havde opfundet den dansende rytme til hittet ”Rosanna”, men han var helt vildt ydmyg og sagde, at det var slet ikke hans egen ide – det var et groove, der er opfundet af soultrommeslageren Bernard ”Pretty” Purdie (Steely Dan mfl.). Det synes jeg er god stil – man må gerne låne, men aldrig tage æren for andres ideer.”

Men Claes’ måske største idol skal man ikke lede så langt efter. Han står lige ved siden af ham på scenen. ”Jeg er så privilegeret, at jeg faktisk spiller sammen med den musiker, jeg beundrer mest. For det er percussionisten Jacob Andersen (kendt fra Sneakers og Danseorkestret). Ham har jeg stor respekt for – han er iøvrigt også en kanondygtig trommeslager, og han så har han også et perfekt ”maveur” og kan totalt styre et helt orkesters rytmefornemmelse. Da han spurgte, om jeg ville være trommeslager i Danseorkestret, var det, som om jeg for alvor faldt til ro. Så vidste jeg, at jeg var god nok.” ■

48 | VINTAGE GUITAR SHOW

Siden 1957 har Chuck Berry altid turneret alene, og forlangt at arrangørerne skulle forsyne ham med et backing band. I 1972 på Hollywood’s Palladium var der fuld gang i rocken, indtil backingbandets leadguitarist skiftede med en anden.

Den nye guitarist spillede så højt, at Berry stoppede midt i et nummer, og bad den nye mand om at fise af, og få den anden tilbage.

Senere fortalte Chuck Berrys veninde ham, at den guitarist han havde smidt ned af scenen var ham den der Rolling Stones fyr, der hedder Keith Richards.

Siden dengang, har Berry senere fortalt, har jeg aldrig inviteret nogen på scenen uden at spørge hvem de var.

Berry løb senere igen ind i Richards på en natklub i New York, stadig uden at genkende ham, og stak ham en på snuden.

Berry er fantastisk, ubesværet, og hans timing er perfekt, udtalte Keith Richards engang. Han spiller det der herlige dobbeltstrengs noget, som jeg lærte engang for længe siden, men stadig kæmper med. Jeg fandt senere ud af hvorfor han spiller på den måde – han er kæmpestor, han får den der Gibson guitar til at ligne en ukulele.

For at gøre livet lettere for sig selv, kalder Berry konsekvent alle for ’Jack’.

Chuck Berry (født Charles Edward Anderson i 1926) er optaget i Rock’n Roll Hall of Fame i 1986. Han har bidraget med numre som ‘Maybellene’ – ‘Rock’n Roll Music’ – ‘Johnny B. Goode’ – og mange flere. Han har desværre også nogle mørke sider, og er idømt flere fængselsstraffe for forskellige overtrædelser.

Da AC/DC begyndte at optræde, var Angus Young ikke sikker på hvad han skulle bruge som scenetøj.

Han prøvede først en gorilladragt, derefter et Zorro kostume. Hans søster foreslog en australsk skoleuniform, og det faldt straks i Angus’ smag.

Young brødrene påstår at da de kaldte deres orkester AC/DC, var de ikke klare over at den betegnelse også er slang for biseksuel. I begyndelsen fik de mange jobs i gay-miljøet, så det gav da også et par fordele for et nystartet band.

Amerikanske soldater brugte AC/DC musik under invasionen i Panama i 1989. De spillede ’Highway to Hell’, med et øresønderrivende lydtryk, for at drive General Norriega ud af Vatikanets ambassade, hvor han havde søgt tilflugt.

AC/DC kommentar: Der røg nok en koncert for paven.

Da en journalist beklagede sig over at AC/DC havde lavet 10 albums, der alle lød ens, svarede Angus Young fornærmet – Han er en løgnhals, vi har lavet 11 albums der lyder ens.

- ”Den bedste pedal jeg nogenside har spillet på!” Claes Antonsen - Yamaha Artist

It´s about feeling!

Vi har forbedret den nye FP9500C på mange områder, men vigtigst af alt....følelsen.

Kan ikke beskrives, skal opleves.

www.yamaha.dk

VINTAGE GUITAR SHOW

| 49

VINTAGE GUITAR SHOW Det er ikke hver dag der bliver solgt klenodier som en Stratocaster fra ‘57. Men - som forhandleren siger - den er jo bare et stykke værktøj...

Den danske guitarist, Mika Vandborg, har købt sig en 57’er Stratocaster, og fortæller om det andetsteds i bladet. Vi forestiller os, at der ikke bliver solgt mange af den slags guitarer i danske musikforretninger, så derfor synes vi det kunne være interessant at få en snak med forhandleren, der solgte guitaren, for at høre hvordan han ser på salget af en så speciel og sjælden guitar.

50 | VINTAGE GUITAR SHOW

VGS: Hej Frank. (Woodstock Guitars, Aarhus) For ikke så længe siden solgte du en Fender Stratocaster fra 1957 til Mika Vandborg. Det er vel ikke lige hver dag der ryger en 57’er Strat over disken i butikken?

Frank Skygge (FS): Nej det er det godt nok ikke. Omvendt tror mange at der aldrig bliver solgt den slags guitarer her i landet, men det gør der faktisk. Jeg vil tro at vi i løbet af et år handler 5-7 guitar i den prisklasse. Det er selvfølgelig ikke alle der sælges i ren handel som denne. I mange tilfælde tager vi en anden guitar i bytte, - både dyre guitarer, men selvfølgelig også billigere.

VGS: Lige netop den her omtalte guitar, er en ret sjælden guitar, - har du et specielt forhold til den?

FS: Nej egentligt ikke. I en forretning som min har man ikke et særligt forhold til ret mange guitarer. Denne her er naturligvis helt enestående, fordi den er så original som den er. Det føles godt at sælge sådan en guitar til en som virkelig skal bruge den. Det er der hvor det virkelig giver mening. Det forhold at Mika køber den som et stykke værktøj - den skal med rundt på landets scener og spille rock´n´roll det er sgu da det den er født til.

VGS: Sælger du også instrumenter til folk der ser det som en ren investering?

FS: Jeg ved godt der er meget snak om at guitarer i den her kaliber bliver købt som investeringer, og ligger i sikrede bankbokse o.s.v. Det er ikke noget jeg, som forhandler, kan nikke genkendende til. Det er muligt at

HOTEL ÆRØ

noget sådant foregår i USA og Japan, og sådan nogle steder, men ikke her i Danmark.

Stort set alle vintageguitarer jeg sælger, bliver købt af musikere som skal bruge dem. Der kan selvfølgelig være enkelte som vægrer sig ved at tage en f. eks. 60´er Strat med ud og spille på et snusket værtshus, men de fleste køber guitarerne for de gode instrumenter de er, og for at spille på dem. Sådan skal det også være! - Jeg glæder mig faktisk til at høre Mika spille på den her.

VS: Når du siger du sælger 5-7 af denne slags guitarer om året, så kan man måske forestille sig at der stadig er et par handler i denne kategori i vente i år?

FS: Jeg forventer faktisk at afslutte en handel i nærmeste fremtid. Ja faktisk har jeg et par handler med sammenlignelige guitarer i spil.

Der har været en stille periode, specielt med salg af vintage Fender guitarer. Mest fordi der har været mange i omløb, og nogle af dem har måske ikke været helt rene i kanten. I dag kan du jo samle en vintageguitar af gamle og nye dele, hvor de nye dele er lavet så godt, at de ligner gamle dele. Det er selvfølgelig en ubehagelig overraskelse, at finde ud af at den guitar, man lige har købt, ikke er så original som man troede. Det har gjort mange købere lidt nervøse. Men der begynder at ske noget igen. Måske har finanskrisen også haft sin indflydelse på salget. Vi kan dog mærke at den, for de flestes vedkommende, er overstået, og vi sælger igen mange nyere instrumenter til høje priser. ■

Brogade 1 - 3 • på havnen i Svendborg Tlf.: 6221 0760 • www.hotel-aeroe.dk

VINTAGE GUITAR SHOW

| 51

VINTAGE GUITAR SHOW

GUTHRIE GOVAN

Har du lyst til at lære nogle af Govans ‘magiske’ tricks af ham selv, så har du nu muligheden - på Vintage Guitar Show ‘GUITARCAMP’

52 | VINTAGE GUITAR SHOW

Tekst: Bruno Rasmussen - Foto: Ander Warming

En lille tynd mand med langt flagrende krøllet rødligt hår, halvlangt tjavset skæg, og en særdeles afslappet attitude. Som en hippie der er havnet i en tidslomme.

Men tag ikke fejl! - mange kollegaer fra guitarheltenes allerøverste hieraki anser ham for at være den måske mest frygtindgydende blandt alle nulevende guitarister.

Da Guthrie Govan hoppede ud af bilen, der havde hentet bandet i Kastrup, og med et genert smil fik ild i en tilsyneladende hårdt tiltrængt smøg, var min første tanke – sikke en splejs. De virkede faktisk alle en smule generte, efterhånden som de kravlede ud af bilen, og hilste på - også Kilminster. Det var lidt underligt, mindes jeg. Nogle måneder forinden havde jeg mailet med Govan, og lavet aftalen om, at han skulle spille afslutningskoncert lørdag, ved guitarshowet i 2009. Et par dage efter aftalen var på plads, sendte han en mail, hvor han spurgte om det mon var OK at Dave Kilminster tog med, som afløser for den guitarist han plejede at have med. No problem – svarede jeg. Det kunne jeg ikke rigtigt have noget imod. Jeg vidste jo at manden havde lige været på tour, som sideman for Roger Waters, så han var sikkert god nok.

Nu var de her så. De lignede, og opførte sig på ingen måde som rockstjerner, eller måske som jeg havde forventet rockstjerner ville gøre, med stod bare udenfor mini-bussen, og dampede løs som en flok smøgforlegne engelske pubgæster.

Allan, var kommet til, og hilste på. Han fortalte dem at han skulle være ’barnepige’ (han brugte ikke lige det ord) for dem mens de var her, og drog afsted med dem, vist nok ind i cafeteriaet for at få kaffe, og noget at spise.

Mit første indtryk af Guthrie Govan, som en helt almindelig fyr, er siden blevet bekræftet gennem mailkorrespondance med ham. Der er absolut ingen stjernenykker, selvom han nogle gange kan være vanskelig at fange.

På et spørgsmål om hvordan en almindelig

dag ser ud for ham, svarer han, at det han i øjeblikket tilbringer mest tid med, er at vente i en lufthavn, et eller andet sted i verden. At det ikke er overdrevet viser mailkorrespondence med ham, som i løbet af en uge foregik fra Indien, Hong Kong, og England.

Guthrie Govan er alsidig, og har tydeligvis mange inspirationskilder. De tekniske færdigheder på instrumentet, overgås næppe af nogen, og han er helt naturligt i stand til at kombinere og udfordre alverdens musikalske stilarter, fra jazz til heavy metal, uden at miste sin egen personlige fusionsagtige stil. Funky guitar grooves, slideguitar, fjerkræ inspireret countryguitar – Govan behersker et nærmest leksikalt arsenal af alt hvad man kan forestille sig indenfor moderne guitarspil, og hans improvisatoriske evner matcher hvem som helst. Guthrie Govan er vor tids måske mest komplette guitarist. Tonerne flyder irriterende ubesværet fra hans hænder, og han er fuldstændig på hjemmebane hvad enten han håndterer rytmeguitaren i en jazz trio, eller leverer en dødsforagtende metal shred solo.

Hvorfor er manden så ikke superstjerne?

Attitude, eller rettere sagt, fraværet af samme er formodentlig en af årsagerne. Her er ingen høj hat, overdrevet misbrug, aparte gimmicks eller livsstil – blot en helt almindelig fyr, der er helt ualmindelig god til at spille guitar. En usædvanlig musiker, for hvem berømmelse ikke er et mål i sig selv, som ikke er selvfed, opfører sig pænt og holder sine aftaler.

Guthrie Govan virker på nogle områder som en mand der komplet har misforstået hvad det

vil sige at være rockmusiker.

Han dukkede første gang op på den større scene i begyndelsen af 90’erne, da han som eneste engelske guitarist medvirkede på de klassiske shred albums ’Guitar On The Edge’.

Kort tid efter vandt han det engelske blad Guitar Techniques konkurrence ’Guitarist Of The Year’. Et resultat der medførte tilknytning til bladet som medarbejder, hvor han blandt flere ting har bidraget med millimeterpræcise transskriptioner af guitarister som eksempelvis Shawn Lane, og Eric Johnson. Et imponerende arbejde, og mange guitarister fik herigennem deres første kendskab til navnet Guthrie Govan.

I 2001 blev han medlem af det progressive rockband Asia, senere The Young Punx, GPS og The Fellowship. Først så sent som i 2006 etablerede Govan sig som soloartist med udgivelsen af ’Erotic Cakes’, et instrumentalalbum der også indeholdt hans hidtil mest populære komposition ’Wonderful Slippery Thing’ - det nummer der også indbragte ham førstepladsen i den tidligere omtalte konkurrence.

Guthrie Govan begyndte at spille guitar som treårig, kraftigt opmuntret af faderen. I begyndelsen foregik det udelukkende på gehør, og uden nogen egentlig undervisning. Da han var ni år gammel optrådte han sammen med broderen Seth i et TV-program der hed ‘Ace Reports’, som blev sendt af TV-kanalen Thames Television.

I skolen i Chelmsford introducerede nogle ældre klassekammerater ham til tidens hotte trend ’shred’, og den lærenemme unge mand

VINTAGE GUITAR SHOW

| 53

VINTAGE GUITAR SHOW

kastede sig sultent over genren. Efter skolen studerede han engelsk ved universitetet i Oxford, men droppede ud efter et år for at forfølge drømmen om en karriere som musiker.

I 1991 sendte han nogle demoindspilninger til Mike Varney fra Shrapnel Records, og Varney var faktisk så imponeret at han tilbød ham en pladekontrakt, men efter at have tænkt sig grundigt om, takkede Govan lidt usædvanligt nej.

- Jeg sendte materialet ind dengang, mest fordi jeg havde behov for at blive bekræftet, at få at vide at jeg var god nok, fortæller han, men allerede på det tidspunkt var jeg usikker omkring min holdning til ’shred’ kulturen, og dens musikalske udtryk.

Govan underviser meget. At undervise er en slags fundament i min musikalske karriere. At undervise er nok det nærmeste man som musiker kan komme på at have et respektabelt job, fortæller han. Man får en fast månedlig løncheck, og kan betale sine udgifter. Govan er afklaret omkring sin levevej som guitarist, og ganske tilfreds. Jeg kan godt lide at undervise, men forsøger også at holde fokus på hvorfor jeg kan lide at spille. At spille sammen med andre, og for et publikum, er det der betyder mest for mig, og hver gang der dukker en clinic, eller et spillejob op, er jeg nødt til at sige ja. ”Der er formodentlig ingen der begynder at spille guitar med den tanke, at hvis jeg øver mig meget og længe nok, så kan jeg komme til at undervise i guitar,” siger Govan.

Guthrie Govan laver også studiearbejde, bl.a. noget der kaldes ’song recreation’. Forestil dig for eksempel dancemiljøet, hvor der samples meget. Mange gange laver folk en demo, hvor de har samplet nogle takter fra en eller anden stor kunstner, James Brown f.eks. De får en pladekontrakt, og skal lave en endelig version af nummeret, og finder ud af at de ikke har råd til at betale for rettighederne, eller måske siger James Brown bare ’nej’. Der findes så studier der har specialiseret sig i at ’kopiere’ disse takter, dvs. genskabe stilen og feelingen, så man har nummeret intakt, uden dyre afgifter.

Det er ret sjovt. Hver eneste opgave er en udfordring. Vi har lige lavet noget disco, og skal snart i gang med noget 80’er Genesis spor.

54 | VINTAGE GUITAR SHOW

Mit job er at lytte til guitarsporet, prøve at lytte mig frem til hvad de har brugt af udstyr, og så genskabe lyden. Nogle får jeg bare tilsendt en MP3, og et ønske om at få løst opgaven i løbet af de næste 12 timer. Nogle gange ender mit arbejde endda på pop-plader, med kunstnere jeg slet ikke kender. Jeg medvirkede f.eks. på en Sugarbabes plade, og jeg vidste ikke noget om det. De sagde bare – kan du genskabe dette, og jeg sagde ’Ja’.

Govan spiller på Suhr, og har også en Signature model. Han elsker sine Suhr guitarer.

De er perfekt konstrueret, siger han, og de har alle fået en tur i Plek-maskinen – de spiller af sig selv. Jeg kom i kontakt med firmaet for tre-fire år siden, da jeg prøvede en Suhr på et clinic-job. Den var god, og jeg kom i kontakt med firmaet, som har behandlet mig rigtig godt. Min signaturguitar er baseret på deres heavy metal model. Den har 24 bånd, afrundet samling ved halsen, men til forskel fra standard modellen, har min en ’voksen’ tremolo – non-locking tremolo – som godt nok ikke kan lave de der sædvanlige cirkustricks.

Den føles bedre for mig, fordi mit anslag på strengene til tider er meget hårdt, og med en Floyd Rose, eller noget tilsvarende, mister jeg noget attack. Fjedrene og den bevægelige bro æder sustainen i tonen. Jeg kan med et snuptag låse broen, og straks kommer der liv i alle countrylicks, og bends, uden at guitaren går ud af stemning.

Govan har planer om et nyt album, men som han siger – det vil kræve at jeg river tid ud af kalenderen, siger nej til alting, låser mig inde, og kommer bleg ud med et færdigt projekt.

Men det er svært med det arbejde jeg har.

Jeg ved aldrig hvornår der dukker en clinic, en tour, eller noget andet op, som jeg er nødt til at sige ja til. Og som John Lennon sagde: Life is what happens when you’re making other plans.

Alle sine kvaliteter til trods har Govan aldrig rigtigt været et kendt navn i bredere kredse, og han er stadig en velbevaret hemmelighed for mange. Det forhold er dog i færd med at ændre sig, ikke mindst igennem kraftig eksponering via forskellige internetfora og videotjenester som YouTube. ■

Tekst: Henrik Berner

Hver dag indkøbes der for tusindvis af kroner instrumenter og udstyr, hvor ønsket om opnåelse af bedre lyd er det fælles mål. Et relevant spørgsmål må være, hvad er god lyd, - og dernæst, i hvilket omfang god lyd er noget man kan købe sig til?

Lad os med det samme slå fast at betegnelsen ’god lyd’ altid er et udtryk for en subjektiv vurdering. Hvad du anser for at være god lyd, vil andre (dine forældre) sikkert betegne som forfærdelig støj. Når der i det følgende argumenteres for god lyd, menes der en guitarklang der tillader at guitaristen kan udtrykke hvad han/hun har på hjerte, så helt og fuldt som overhovedet muligt. Pat Metheny, og eksempelvis Van Halen, lyder langtfra ens, men begge har udviklet en klang der tillader dem at kommunikere idéer, og følelser med

maksimal effekt. Det er næppe sandsynligt at Van Halens forvrængede guitarlyd ville befordre Methenys lyriske ekskursioner - lige så lidt som Methenys luftige klang ville underbygge Van Halens forcerende tonale angreb.

De er begge teknisk begavende, virtuose musikere, men ikke kun hurtige fingre, og brilliante idéer, hæver dem over mængden – også begavet brug af moderne teknologi, har appelleret til de millioner af lyttere hvis opmærksomhed de har fanget.

(Konklusionen) Man kan sige at god lyd, er kontrolleret lyd – forvrænget når du har brug for det, ren når det er ønskeligt, rumlig og med distance når det er passende. Men først og fremmest er god lyd et magisk touch nogle musikere besidder i deres fingerspidser, en evne som betyder at de skiller sig ud, uanset hvilket instrument de har i hænderne. ►

VINTAGE GUITAR SHOW

| 55

VINTAGE GUITAR SHOW

Skabelsen af den moderne rockguitarlyd kan føres tilbage til en enkelt person, ja helt præcist til et bestemt album! ’The Bluesbreakers – John Mayall with Eric Clapton’. Albummet præsenterede en ung guitarist der, umiddelbart forinden, havde forladt det succesfulde engelske pop-orkester Yardbirds, hvor han allerede havde opbygget et vist renomé. Et renomé der dog, med dette orkester, byggede mere på hurtigt spil, end på god tone. Han havde i den forbindelse pådraget sig det ironiske tilnavn ’Slowhand’.

Men det var med John Mayalls Bluesbreakers, Clapton indspillede det album der satte en ny standard for rockguitarlyd, et ikon, der stadig i dag er genstand for intens udforskning.

Hvorledes opnåede han så den guitarlyd der skabte udtrykket ’Clapton is God’? Til indspilningen brugte han en tidlig flamed-top Les Paul, igennem en Marshall combo med to 12” højttalere, og han spillede meget højt. Så højt at studiets tekniker bad ham skrue ned, fordi forstærkeren forvrængede - Clapton nægtede.

Claptons beslutning om ikke at føje studieteknikeren banede vejen for at albummet skulle blive mytisk, og hyldet som den moderne rockguitars fødsel.

Selvom Eric Clapton har skiftet musikalsk stil, lige så mange gange som han har skiftet frisure, skinner hans rødder altid igennem.

Han revolutionerede rockguitarens lyd da han pluggede den Les Paul i Marshall comboen, og skruede helt op. Hans fingervibrato dannede skole for engelske og amerikanske rockguitarister i mange år. Men det er hans touch, fingerspidser om man vil, der gør ham så genkendelig at han kan spille ’Layla’, eller assorterede love songs, på en Strat, igennem en Pignose batteriforstærker, en Fender Champ, eller en Les Paul igennem en Marshall – og du er ikke tvivl om at det er Clapton.

Et eksempel på Claptons spil og tone, når han er allerbedst findes, måske lidt overraskende, på Roger Waters – ’Pros And Cons Of Hitchhiking’.

Eddie Van Halen Van Halen er en direkte efterkommer af Claptonskolen: guitar, forstærker, fingre. Selvom

56 | VINTAGE GUITAR SHOW

han i dag anvender et langt mere sofistikeret setup, så var det han udstyr brugte, da han bragede igennem med sin ekseptionelle tapping stil, det ikke. En selvbygget strattype guitar med et stk. low-output humbucking pickup i bridgepositionen, non-locking tremolo, og plugged i en modificeret Marshall.

Med dette udstyr skabte han en fantastisk tone, og brugte sin, for samtiden, usædvanligt ekvilibristiske teknik alene med det for øje, at lave musik – en pointe der ikke er opfattet af alt for mange af hans efterfølgere. Mange Van Halen kopier brugte/bruger, helt misforstået, alt for meget gain og forvrængning i bestræbelserne på at efterligne den kraftfulde tone og sustain, mesteren selv frembragte på guitaren, alene ved hjælp af rå fingerkraft.

Van Halens fremragende artikulation må også siges at have været spildt på det store flertal af imitatorer.

Jeff Beck Jeff Beck er et klassisk eksempel på at ’lyden’ befinder sig i fingrene. Gennem tiden har han spillet på et utal af Les Paul, Stratocaster og Telecaster guitarer, gennem ganske få effekter, og gennem et antal forskellige forstærkere. Han har fået en overdådig mængde hyl, skrig, brøl, og mystiske lyde, ud af helt almindelige standard Marshall og Fender forstærkere. Han er et skoleeksempel på hvad der kan frembringes ved hjælp af en Strat, en Twin, et delay, en krøllet fantasi og nogle fantastiske fingre.

Jimi Hendrix En helt almindelig misforståelse ses jævnligt hos guitarister der vil imitere Hendrix lyd, idet de udelukkende forbinder hans guitarlyd med voldsom forvrængning. Hans stil voksede frem af blues og R&B rødder, som han forfinede. Selvom han gjorde fremragende brug af den tids primitive forvrængning til at frembringe udtryksfulde hyl og hvin med sit instrument, så er mange af hans numre bygget op omkring en ren, eller kun ganske let forvrænget guitarlyd.

I hænderne på Jimi blev Fender Stratocasteren genfødt som rockinstrument, på et tidspunkt hvor et stort flertal af guitarister havde

udviklet en forkærlighed for Les Paul’en.

Gennem sin korte karriere spillede han på Fender, Sunn og Marshall forstærkere, og i forhold til hvor mange forskellige klangfarver han benyttede var det bemærkelsesværdigt få effekter han brugte. Fuzz Face, Octavia, Uni-Vibe og Wah-wah var de effekter han brugte live, og i studiet blev de suppleret med båndekko og flanging. Lyt engang på ’Electric Ladyland’ og livepladen ’Band of Gypsys’.

Dave Gilmour Pink Floyd guitaristen er vokset ud af den samme engelske bluesbaggrund som kollegaerne Beck og Clapton. Hans vibrato er for det meste dybere, og han bruger flere effekter, men han spiller med samme indfølte opmærksomhed på hver eneste tones klang og udtryk. At beskrive Gilmours udstyr, og effekter, er for omfattende til dette indslag, så vi vil koncentrere os om hjertet i hans guitarlyd. En Fender Strat med aktive EMG pickupper, med SPC mellemtonebooster til solo, og en EXG bas og diskantbooster til ren lyd. Han bruger en gammel Alembic basforforstærker til at give lyden karakter, før Hiwatt forstærkerne.

Med denne varme, rene guitarlyd som udgangspunkt bruger han, når han spiller solo, omtrent enhver overdrive- og fuzzpedal du kan komme i tanke om. Han er også glad for en gammel Yamaha udgave af den specielle Leslie rotorhøjtaler. Til den klassiske Floydsound anvendes i dag Lexicon PCM-70’ere og TC-2290. Det er værd at bemærke, at Gilmour aldrig tillader effekter at overskygge passionen i hans spil.

Andy Summers Andre har efterfølgende raffineret hans stil, men Summers guitarspil i Police revolutionerede dengang pop-guitar. Med en ElectroHarmonix Electric Mistress flanger, indstillet til en behersket choruslignende flange, sendt igennem en MXR Dynacomp compressor for at forlænge tonerne, lød hans jazzinfluerede akkompagnement ikke som noget andet på den tid. Han spillede på en Tele med ahornhals, udstyret med en Humbucker i halspositionen, og han brugte to stk. Echoplex til at skabe rytmisk figurer der bestod af flere delay

signaler. Han kontrollerede begge effekter fra et Pete Cornish pedalboard, og dertil også en MXR Distortion +, som blev brugt i hans sjældne soloer. Hvad man end mener om det, så er den form for komprimerede chorusrytmer, tilsat uspecificerede add 9 akkorder, stadig en væsentlig del af lydbilledet for popguitar, frem til i dag. For ren og uforfalsket Summers guitar kan man lytte til f.eks. Regatta de Blanc, ’Walkin’ On The Moon’ og ’Message In A Bottle’.

THE EDGE U2’s Edge fulgte i Andy Summers fodspor, og lagde nye dimensioner til brugen af ekkomaskiner i bestræbelserne på at skabe rytmefigurer, og fylde orkestrets lydflade. I begyndelsen anvendte han et antal Electro-Harmonix Deluxe Memory Mans. I dag sender han sine Gibson Explorers, og Fender Stratocastere igennem et rack, på størrelse med et familiekøleskab, indeholdende en lang række analoge og digitale effekter, inden lyden sendes gennem en stak Vox AC30’ere.

KURT COBAIN På samme måde som Eric Clapton førte rockguitaren ind i tresserne, ledte Kurt Cobain rockguitaren videre ind i halvfemserne – tydeligt inspireret af ……. kontrasterende versechorus stil. På trods af sin fatale omgang med narkotika, og svære psykiske problemer, var han dog klar nok i hovedet til anskaffe specielle billige instrumenter til at destruere på scenen, i stedet for at lade det gå ud over personlige instrumenter.

Med ’Nevermind’ fandt Cobain sit setup bestående af venstrehåndede Fender Jaguarer og Mustangs, med humbucking pickuppper monteret i en vinkel i forhold til stolen, som blev sendt igennem en Boss DS-2 i sangens voldsomme chorusstykke, og en ElectroHarmonix Poly Flange eller Poly Chorus i de mere afdæmpede vers.

Efter at ’In Utero’ kom ud begyndte Cobain at bruge en original SansAmp pedal til forvrængning. Signalet blev sendt gennem en Mesa Boogie Studio eller Quad preamp, og videre til en Crest 4801 poweramp, som var tilsluttet et antal 4x12 kabinetter.

Nirvanas forvrængede lyd var ikke tidligere hørt, ikke som den polerede ’smooth’ LA sound der havde været fremherskende i en periode, men godt kontrolleret blev den en ny farve i pop-kulturens følelsesunivers. Tidligere ’polerede’ musikere, som Eric Johnson, Billy Gibbons og Scott Henderson blev formodentlig inspireret til at eksperimentere med vildere forvrængningspedaler som Bionic Expadora, the Fulltone ’69, og den gamle FuzzFace MARK KNOPFLER Manden, der om nogen, forbindes med ’out of fase’ Stratocaster lyden, har dårligt nok spillet på Fender Stratocaster. Hans hovedguitarer var i mange år Schecter Custom Shop stratocaster kopier, og ’stratocaster’ modeller fra Pensa Suhr. Senere (Money for nothing) benyttede han også Gibson Les Paul for at få en mere, ZZ Top type, forvrænget lyd. Dette klangskifte understregede at hans let genkendelige stil skyldes at han bruger højre hånds fingre, i stedet for et plektrum. Sammen med hans lyriske valg af toner, betyder det langt mere end valget af udstyr han benytter. Knopflers bedste lyd findes dog stadig på første og anden plade fra Dire Straits ’Dire Straits’ og ’Communique’, hvor han brugte en Stratocaster, skønt rygtet vil vide, at det ikke var en rigtig Fender.

PETER GREEN Peter Green efterfulgte Clapton i Mayall’s band, og grundlagde Fleetwood Mac da et var et regulært blues band. Han raffinerede yderligere Les Paul’ens tone gennem en Marshall, men spillede også Fender gennem Orange forstærkere.

Historien om Peter Greens out-of-fase lyd har været genstand for mange spekulationer, men den markante nasale lyd var et varemærke.

Faktisk var tidlige Gibson Archtops elektriske ofte forbundet ude af fase. Lyt blot til tidlige T-Bone Walker, og B.B. King indspilninger. Lyt også til John Mayall’s ’A Hard Road’ og de første Fleetwood Mac plader, for at høre lyden af den eneste guitarist B.B. King påstår, har fået ham til at svede.

ERIC JOHNSON

Enhver snak om tone bør også inkludere Texas guitaristen Eric Johnson. Hans besættelse af batterier og kabler virker måske lidt latterlig, men hans tone indikerer at han har ret til at være nøjeregnende. Fra klare, rene akkorder, og til hans violinagtige sololyd, har han sat standard for guitarlyd. Johnsons ’54 Stratocaster er monteret med en DiMarzio HS-2 stacked pickup i bridge positionen. Han har afbrudt den ene spole, hvilket giver ham ren singlecoil lyd. Han påstår at denne løsning giver en fyldigere klang end standard pickuppen, og at den afbrudte spole stadig har en smule støjdæmpende effekt.

Johnson har nogle få low-tech favoritpedaler: FuzzFace, Experience, eller Chandler Tube Driver, som forvrængning, Electro-Harmonix Memory Man, transistor Echoplex som delay, og Fender, Marshall, og Dumble forstærkere.

I bestræbelser på at reducere et ellers øredøvende lydtryk, bruger han ikke længere to Twin Reverbs til ren lyd, og to 100 W Marshaller til forvrænget, men er skiftet til to stk.

DeLuxe Reverb og to stk. 50 W Marshall. Men tag ikke fejl, meget af storheden i hans lyd skyldes at der spilles HØJT. STEVIE RAY VAUGHAN Hvis han levede, ville SRV være den første til at indrømme at der ikke var meget nyt i hans lick’s. Han lærte af de gamle bluesfolk han studerede, og spillede med – Albert; Freddy, B.B. King. Som dem, brugte han hvad han havde lært, og gav det sin egen fortolkning, bl.a. ved sin tone. Hovedingridiensen i SRV’s lyd var hans brug af 0.13 – 0.58 strenge, på ’63 Stratocasteren. Ved at stemme en halv tone ned til Eb, opnåede han en fyldigere tone, og lettede samtidig presset på guitarens hals. Ikke desto mindre var det maskuline strenge. Det var SRV’s stærke hænder der gjorde det muligt for ham at håndtere de tykke strenge, og guitarens høje action, der lod tonerne ringe uimodståeligt, og pressede hans kraftige forstærkere til forvrængning.

Han havde nogle få favorit effekter: FuzzFace, Octavia, TS-808 Tube Screamer, wah wah og Leslie roterende højtalerkabinet. Han brugte forskellige kombinationer af Fender Vibroverbs, Super Reverbs, Marshalls og

VINTAGE GUITAR SHOW

| 57

VINTAGE GUITAR SHOW

Dumbles, og han spillede HØJT, præcist som Eric Johnson. Hans fysiske angreb på strengene, samt den kendsgerning at han spillede hvert eneste lick, som om han lige havde opfundet det, bidrog væsentligt til en sound der ofte er blevet imiteret, men aldrig rigtigt kopieret. Hvis SRV er ny for dig, så lyt til ’Greatest Hits’ som en begyndelse.

der til sidst tilsættes en lille dosis ’chorus’ – og så har man Metheny lyden.

Metheny banede vejen for moderne jazzguitarister som John Abercrombie, Bill Frisell, og Mike Stern, der også benytter rumlige effekter som en del af deres musikalske udtryk.

ROBBEN FORD Robben Ford spiller med autoritet. Hans anslag er kraftfuldt, og man fornemmer at han mener hver eneste tone. Tonerne skal afleveres, og skulle der komme en skævert, så lad den også komme overbevisende. Ford bidrog bl.a. til udviklingen af den bløde syngende LA-sound ved at spille en Gibson Super 400 gennem en Fender Bassman. Han fyldte guitarens hule krop med dæmpende materiale for at reducere feedback, skruede ned for ren lyd, og op for forvrængning. Lyt til engang ’Jimmy Witherspoon and Robben Ford Live’ og ’Robben Ford – Discovering the Blues’.

I arbejdet med The Yellowjackets brugte han mest Gibson 335, og senere var Fenders Robben Ford model med to splitable humbuckers, og hule lydkamre, blandt favoriterne, men også en gammel mapleneck strat, og en rosewwod Tele. Lyden blev sendt igennem en TC2290, for chorus effekten, og en Lexicon PCM-70 til at give rumklang, og en Dumble forstærker. En mere moderne Robben Ford lyd kan høres på ’Handful of Blues’.

PAT METHENY I gamle dage, før Metheny, undgik jazzguitarister effekter. En archtop guitar i en forstærker, det var standard. Med to digitale delays, og tre akustiske forstærkere, tilføjede Metheny udnyttelsen af rumlige effekter som et kunstnerisk udtryk for jazzguitar. Han pluggede sin ES175 i et digital delay. Fra delay’ets tørre udgang blev signalet sendt direkte i den første forstærker. Fra effektudgangen blev signalet sendt videre til endnu et delay. Det tørre signal herfra blev sendt til nummer to forstærker, og effektsignalet videre til nummer to delayenhed, Til sidst fra andet delay videre til tredje forstærker. Ved at sammensætte denne kæde skabte han en enorm lyd, hvor

58 | VINTAGE GUITAR SHOW

…hvis du spiller guitar, er du halvvejs på vej til steel guitar…

Steel Guitar Specialist siden 1971

www.henningkmusic.dk www.steelguitardanmark.dk - Kun salg til musikforretninger -

Smil ■ Den unge kone ser tilfældigt manden stå bøjet over vuggen med deres nyfødte søn.

Han har ikke set hende, og hun betragter ham i smug, mens han står og ser ned på det sovende barn. Mens hun betragter ham ser hun hans ansigtsudtryk veksle mellem stille forundring, intens glæde, så en anelse tvivl, men også åbenlys tilfredshed. Hun bliver meget rørt over at han viser sine følelser så tydeligt. Med blanke øjne går hun hen til ham, og lægger sin arm om hans liv. ”En krone for dine tanker ” siger hun. ”Er det ikke fantastisk,” svarer han, ”Jeg begriber simpelthen ikke hvordan man kan lave en vugge, med alle de fine udskæringer, for kun 399 kroner.”

■ Skilsmissedommeren: Hr. Nielsen, jeg har gennemgået sagens akter meget nøje, og har besluttet at give deres kone 2500 kroner om måneden i underholdningsbidrag.

Hr. Nielsen: Tusind tak, hr. dommer - et er meget storsindet af Dem. Jeg vil også se om der ikke kan blive råd til at sende hende et par kroner, en gang imellem.

■ Vi er ombord på et stort transatlantisk rutefly, og befinder os ude midt over det store ocean. Flyet er for kort tid siden fløjet ind i et gigantisk uvejr, og tumler rundt i luften. I kabinen breder panikken sig mellem passagererne, og pludselig rejser en flot ung pige sig oppe forrest i kabinen. Panikslagen råber hun sin angst og fortvivlelse ud mod sine medpassagerer. ”Jeg vil ikke dø her oppe i luften, i den her blikkasse, uden nogensinde at have følt mig som en rigtig kvinde. Er der ikke et ordentligt mandfolk her ombord, der kan få mig til at føle mig som en rigtig kvinde, inden jeg skal dø.”

Hun ser bedende ud over medpassagererne – hvor ingen reagerer det mindste. Indtrængende gentager hun sin bøn om at få lov til at opleve og føle sig som en rigtig kvinde, inden hun skal dø, og tilføjer snøftende: ”Det kan da ikke passe at der ikke er en rigtig mand her ombord, der vil give mig den oplevelse.” ”OK, det skal jeg nok klare” – en høj flot fyr har rejst sig bagest i kabinen, og går langsomt frem mod hende, mens han begynder at knappe skjorten op. Pigen øjner håb, stirrer med store forventningsfulde øjne på hans muskuløse krop, mens han nærmer sig. Da

- det er sundt, og det koster ikke noget han står foran hende, krænger han skjorten af, rækker den til hende, og siger: ”Gider du lige stryge den her for mig.”

■ Bilen med ”Kørerlærer” skiltet i bagruden holder ind til siden. Kørelæreren vender sig en anelse frustreret mod den unge, temmelig forfjamskede blondine i førersædet og siger: ”Der er et par minutter tilbage af din køretime.

Nu skal jeg vise dig hvordan man udfylder en skadesanmeldelse korrekt.”

■ To medicinstuderende går på et fortov, og taler sammen. Mens de går, indhenter de en gammel mand der går langsomt med spredte, og meget stive ben.

Den ene studerende siger til sin ven – Jeg er sikker på at den der stakkels gamle mand der går der, lider af Peltrys Syndrom. Folk med den lidelse går præcis sådan.

Den anden studerende siger – Nej, det tror jeg ikke. Jeg er sikker på at det er Zovitzskis Syndrom. Han går med stive, spredte ben – præcis som vi lærte det i timen.

De diskuterede lidt, men kunne ikke blive enige, og besluttede sig for at spørge den gamle mand. De henvendte sig til ham og sagde – Vi er begge medicinstuderende, og kunne ikke undgå at bemærke den måde du går på. Men vi kunne ikke blive enige om hvilket syndrom du lider af. Måske du vil fortælle os det?

Jeg skal nok fortælle det – siger den gamle mand, men først vil jeg gerne vide hvad sådan to fine medicinstuderende tror det er.

Den første studerende siger – Jeg tror du lider af Peltrys Syndrom.

Den gamle siger – Ja, det tror du – men du tager fejl.

Den anden studerende siger – Jamen, jeg tror også mere på at det er Zovitzskis Syndrom.

Den gamle mand siger – Ja, det tror du – men du tager fejl.

De to studerende kigger på manden, og spørger i kor – Jamen så fortæl os hvad du fejler.

Den gamle mand siger – Jeg troede det var LUFT, - men jeg tog også fejl.

■ Da jeg rejste hjemmefra, sagde min mor: Glem nu ikke at skrive! Jeg tænkte – Nej, hvorfor skulle jeg dog det, det er da en almindelig færdighed at besidde.

■ En kvinde øver sig på at spille golf. Hun er ikke særligt god til det, men det er da gået nogenlunde på de første tre huller.

På fjerde hul skal hun slå et langt drive, og lægger god vægt i slaget. Til sin skræk ser hun bolden tage retning direkte mod en mand der spiller hullet ved siden af. Hun følger bolden med øjnene, og håber på det bedste, men forgæves. På lang afstand kan hun se at den golfspillende mand slipper køllen, klasker begge hænder ned i skridtet, mens han tumler om på græsset. Ude af sig selv, styrter hun til undsætning, og når frem til manden der ligger og vrider sig på græsset, stadig med hænderne knuget sammen i skridtet, mens han klager sig.

Hun falder ned på knæ ved siden af ham, og forklarer at hun kan hjælpe. Jeg er uddannet sygeplejerske, siger hun, og rutineret massøse. Jeg ved hvordan jeg kan lindre din smerte, siger hun medfølende, og begynder at fumle ved hans bukser. Han protesterer, og forsøger ihærdigt at skubbe hendes hænder væk, men hun overmander ham rutineret. Hun insisterer på at hjælpe, og på at lindre den smerte hun har forvoldt. Jeg har prøvet det flere gange, og jeg ved den slags massage hjælper, siger hun. Han gør stadig modstand, men opgiver til sidst, og lader hende fjerne bukserne. Hun udfører sin barmhjertighedsgerning, og efter endt dåd rejser hun sig, ser på manden, og spørger om det var godt, og hvordan han har det nu.

Han ånder tungt, og stønner – jo tak, det var dejligt, men jeg tror stadig fingeren er brækket!

■ Årets joke?

To kvinder sidder ved siden af hinanden, uden at sige noget, og uden at blande sig i noget.

■ Han var til middag hos chefen. De sad ved bordet, chefens kone rækker ham fadet med kød, og siger - Værs’go, nu skal jeg holde fadet for dig. – Tak, jeg skal bare have et enkelt stykke, siger han. Chefens kone siger – Tag nu bare et par stykker, du behøver ikke være så høflig. Ok, siger han, - jeg skal bare have et enkelt stykke, dumme kælling.

VINTAGE GUITAR SHOW

| 59

VINTAGE GUITAR SHOW

DE PROFESSIONELLE MUSIKERES ORGANISATION

Dansk Musiker Forbund er organisationen for alle musikere, solister, sangere, musikundervisere m.fl. indenfor musikkens mange genrer. Overalt hvor musikken spiller: I øvelokalet, i orkestret, på spillestedet, i studiet, på teatret, i radio, på TV, på Internet, på CD, på DVD og video osv.

Hvis du vil vide mere om DMF så kan du finde os på nettet:

www.dmf.dk Du kan også ringe eller skrive til os: Dansk Musiker Forbund Sankt Hans Torv 26 2200 København N Tlf.: 35 240 240 Fax: 35 240 250 dmf@dmf.dk Telefontid: mandag kl. 10-18 samt tirsdag-fredag kl. 10-14

Særtilbud KUN til medlemmer af DMF

60 | VINTAGE GUITAR SHOW