Vintage Guitar Show

INTERVIEW

THE SOUL OF TONE In the late ’50s, the tweed Fender® Champ® was considered a small practice amp. By word of mouth among prominent players, the touchsensitive Champ found its way into every serious guitarist’s arsenal as one of the best-recording amps around. It became a studio must-have for everyone from U.S. pop and country legends to U.K. rock royalty.

DOMINO EFFECT VINTAGE REISSUE ’57 CHAMP ®

Today, the hand-wired Fender ’57 Champ expertly evokes its small but mighty ancestor in a design not just for collectors and the retro-set, but for anyone who prizes rich tone and superb low-output tube performance.

For more info, go to www.fender.com/57champ

©2009 FMIC. Fender®, Champ®, Stratocaster®, Strat® and the distinctive headstock design commonly found on these guitars, is a trademark of Fender Musical Instruments Corporation. All rights reserved.

www.fender.se

Output: 5 watts into 4 ohms Speaker: One 4 ohm 8” Weber Special Design with alnico magnet Controls: On/Off Switch, Volume (goes to 12!)

Tubes: 1x 6V6GT, 1x 12AX7, 1x 5Y3GT (Rectifier) Construction: Solid, finger-joined pine

MAKE HISTORY™

INTERVIEW

Deltag i konkurrencen om 10 x 2 billetter til årets danske guitarshow VINTAGE GUITAR SHOW 2009 Hvis du går ind på www.vintage-show.dk kan du finde konkurrencen, og anvisning på hvordan du deltager.

Vinderne får direkte besked på mail.

Konkurrencen slutter fredag den 18. sept.

Billetterne gælder til udstilling, clinics og koncerter, begge dage.

Billetter - billetforsalg Billetter kan købes i forsalg på: www.sydfynsbilletten.dk Billetpriser kr. 100.00 Lørdag eller søndag kr. 170.00 Begge dage Bestillingsgebyr kr. 17.00 pr. billet.

Billetten gælder til guitarmessen, koncerter, og clinics, for den dag, eller de dage hvortil den er købt.

Der kan også købes billetter ved indgangen i SG-Hallen begge dage.

BEMÆRK - der kan ikke købes billet ved indgangen til Svendborg Teater. .

Clinics og koncerter Clinics annonceres over hallens højttaleranlæg. Der kan ikke reserveres pladser.

Afslutningskoncerten begynder begge dage en halv time efter at udstillingen lukker. Der kan ikke reserveres pladser i teatret.

Der er ca. 5 minutters gang fra SG-Hallen til Svendborg Teater.

Mad og drikke Under hele udstillingen kan du købe mad og drikkevarer i udstillingens cafeteria.

Det er ikke tilladt selv at medbringe mad og drikkevarer i hallen.

Garderobe Der er fri garderobe - på eget ansvar.

Udstillingen kan ikke påtage sig at opbevare medbragte instrumenter.

Parkering Der er parkering ved hallen, og parkeringsmuligheder flere steder i nærheden.

Vær opmærksom på eventuelle parkeringsrestriktioner, og betalingspladser.

Ret til ændringer i programmet forbeholdes.

REDAKTØREN SKRIVER

I år vil du opleve et helt nyt Vintage Guitar Show. Det foregår et nyt sted, og nye instrumenter er nu også en vigtig del af dette totale guitarshow. Nyt, brugt, og vintage, er med på lige vilkår.

Når du går ind på Vintage Guitar Show, den sidste weekend i september, vil du kunne se flere instrumenter, og mere udstyr, end på nogle af de tidligere afholdte messer.

Du vil møde forhandlere, importører, instrumentbyggerer, reparatører, samlere m.fl. - en masse mennesker for hvem guitaren er et helt særligt instrument.

For alle gælder det, at Vintage Guitar Show et godt tilbud til dem – en mulighed for at møde, og snakke med de vigtigste mennesker i deres forretning, - kunderne – DIG! Mange forretninger fornemmer, at jo mere internettet, og hjemmesider står for den daglige kontakt med kunder, jo vigtigere er det for dem at du, som kunde, har en mulighed for at opleve at der er levende mennesker bag den upersonlige informations-teknologi.

For importørerne er messen en mulighed for at præsentere deres program - også nogle af de ting man ikke ser så ofte i forretningerne.

Vintage Guitar Show også et tilbud til DIG! En hel weekend der udelukkende handler om verdens vigtigste instrument. Du kan se, røre, prøve, snakke om guitarer, høre om guitarer, købe guitarer, gå til clinics, gå til koncerter, gå i koma over de fedeste ting.

Arrangørerne bag Vintage Guitar Show - hvad med os? Jo, vi er såmænd glade for at kunne tilbyde rammerne der gør alt dette muligt. At se showet udvikle sig år for år er vores løn, den eneste, da hele arrangementet bygger på frivillig, ulønnet arbejdsindsats.

Vi vil gerne på forhånd takke alle gæster, udstillere, medhjælpere og alle andre der har en andel i, og tror på det vi laver.

Fortæl dine venner og bekendte om messen.

En lille ting for dig, men en stor hjælp for os.

Bruno Rasmussen Redaktør

4 | VINTAGE GUITAR SHOW

Cornford Records

Lørdag den 26. september - kl. 17:30 på Svendborg Teater Kun adgang for gæster med gyldig billet til VINTAGE GUITAR SHOW. Se nærmere på www.vintage-show.dk Billetter kan købes i forsalg på www.sydfynsbilletten.dk - eller ved indgangen til Vintage Guitar Show, SG-Hallen, Svendborg

Luthman Scandinavia proudly presents...

THE MOST FAMOUS NAME IN DRUMS FOR 100 YEARS

&

AT VINTAGE SHOW 2009

Vintage Guitar Show Centrumpladsen 4 DK-5700 Svendborg info@vintage-show.dk Tlf. 22 92 10 10 Redaktion Bruno Rasmussen Per Ørum Layout: JBL-Data I/S Konsulent: Sille Lisby, Tegnestuen 1 Tryk: Tryk Team, Svendborg Annoncesalg: Per Ørum Peter Stub Johnny Scholkmann Tekst: Nils Harbo Boris F. Blinoff Billy Cross Søren Wedderkopp Jakob Viggo Pedersen Morten Larsen Verner Mogensen Michael Vajhøj Bruno Rasmussen Arne Hartmann Søren Alwan Søren Reiff Michael Falch Lotte Flintegaard Henrik Bernsen Foto: Anders Warming Martin Ramsgård Bruno Rasmussen Søren Reiff Boris F. Blinoff Henning Kock Søren Wedderkopp Carsten Weide Martin Dam Kristensen

INDHOLD 8 Mattias IA Eklundh - Freak Guitar On The Move 10 Clinic program 12 Mit møde med “IA” 14 Magnus Olsson m.fl.

16 Guitarhelt med alle sanser åbne 20 Spar penge - prut om prisen 22 Akkorder - en verden af muligheder 24 Morgenbitter - en tradition 26 Chicago Blues Festival 28 The Beatles - og guitarpedalerne 33 Flashback - Vintage Guitar Show 2005 - 2008 40 ES 346 - En drøm går i opfyldelse 44 Guitarundervisning på internettet 48 Uffe Steen - jazz og blues med internationalt format 54 Kvinden i mit liv

Udgiver: vintage-show.dk

56 Akustiske guitarer og helikoptere

Sponsorer: Svendborg Kommunes PR-Udvalg JBL-Data I/S Whitespring IT. Formats K/S

58 Så meget belaster strengene din guitar

6 | VINTAGE GUITAR SHOW

INTERVIEW

ARTIKEL

Importører Grosister Forretninger Forhandlere Guitarbyggere Reparatører Undervisere Samlere Private m.fl.

Hvorfor nøjes med at være lokal, når du kan være landskendt.

Info og tilmeldinger på info@vintage-show.dk

8 | VINTAGE GUITAR SHOW

ARTIKEL Vintage Show 2009 præsenterer den svenske guitarist Mattias Eklundh, som vil underholde publikum med en af sine forrygende og humørfyldte clinics. Du skal selvfølgelig benytte chancen for at møde Mattias ”IA” Eklundh i Svendborg, og få en fed oplevelse.

Mattias er ikke blot en fremragende guitarist, men en god underholder og en rigtig varm personlighed, der altid har tid til en snak efter showet.

Siden han begyndte med danske FATE i slutningen af 80´erne har rejsekalenderen været tæt booket og hans unikke guitarspil, samt inspirerende clinics, har bragt Mattias rundt i hele verden. Clinics og koncerter i Asien, Europa, USA, optræden på musikmesserne i Frankfurt og Anaheim. Og hjemme i Sverige vært for sine populære og fuldbookede Freak Guitar Camps.

Igennem mange år har han turneret for Laney, som er hans foretrukne forstærkermærke. Det er blevet til hundredevis af clinics og shows overalt på jordkloden. De mange ture til Asien har også betydet et nært samarbejde med Japanske Caparison Guitars, og Mattias har sin egen ”Applehorn” model. Senest har det russiske pedalfirma AMT lanceret en ”Freak Guitar” pedal.

Mattias er født i 1969, og indledte sin musikalske karriere på trommer som 6 årig, stærkt inspireret af de KISS plader som han fik, mod at hans mor fik lov at klippe hans lange hår. Fem år senere kastede han sig over guitaren, og dannede i midten af 80´erne bandet, Frozen Eyes, som dog gik i opløsning efter sit første album. I 1988 flyttede han til København og blev guitarist i Fate. Mattias optrådte på bandets album Scratch´n Sniff fra 1990.

I 1992 dannede han bandet Freak Kitchen, med vennen og trommeslageren fra Frozen Eyes, Joakim Sjöberg, samt bassisten Christian Grönlund.

I 2000 forlod Sjöberg og Grönlund bandet, og blev erstattet af Christer Örtefors og Bjørn Fryklundh, som stadig udgør rytmegruppen.

Freak Kitchen har udgivet 6 albums, diverse singler/DVD, og der arbejdes på endnu et album.

Trioformen giver Mattias det nødvendige spillerum, og hans navn er gennem årene blevet kendt i guitarkredse overalt på kloden.

Således har amerikanske Guitar Players læsere netop udnævnt Mattias til ”Best New Talent”, næsten 20 år efter at man i Japan kårede ham til 90´ernes nye guitarnavn!

Han har udgivet tre soloalbums, heraf to på Steve Vai´s pladeselskab, Favored Nations

og har desuden medvirket på en lang række indspilninger med navne som Evergrey, Soilwork, m.fl.

I 2005 indledte Mattias samarbejde med den kendte fusionsbassist, Jonas Hellborg, samt trommeslageren Niclas Campagnol, og det blev bl.a. til en turne i Indien, hvor Mattias blev stærkt inspireret af Indisk musik, og mødet med den indiske musiker Selvaganesh, som introducerede Mattias for en helt ny måde at tænke og komponere på.

Sammen med Selvaganesh, Hellborg og Jens & Anders Johansson, har han indspillet albummet Art Metal.

Hvert år afholder Mattias desuden sine velbesøgte Freak Guitar Camps, hvor unge nye guitarister tilmelder sig for at modtage undervisning og spille guitar i døgndrift i fem dage.

Faktisk er der ikke mindre end tre kurser – et på svensk, samt to internationale på engelsk.

Alle kurser varer 5 dage, og inkluderer undervisning, jam med Freak Kitchen, programmering, komposition, liveoptræden samt et indblik i hvordan man overlever i musikbranchen.

Det er der desuden kommet et helt undervisningssæt ud af, som består af 2 CD´er, samt diverse nodemateriale. Alt sammen kan downloades fra: https://www. freakkitchen.com/shop/ Har man først overværet en ”IA” clinic, er man hooked. Mattias evner at nå alle sine tilhørere, selv de der ikke interesserer sig for eksperimenterende guitarmusik. For selv om man kunne fristes til at tro, at Mattias er heavyguitarist i ordets egentlige forstand (hans mor klipper IKKE længere hans hår), så gør han faktisk alt for at komme udenom de mange klicheer der findes i heavygenren, og gør ligefrem grin med disse i sine clinics.

Han har sit helt eget musikalske udtryk, der vel kan betegnes som en slags elektrisk verdensmusik, ja nærmest en gryderet hvor ingredienserne er hentet fra alle verdenshjørner. Etnisk musik, metal, jazz og folkemusik smelter sammen og tilsættes et ordentligt skud humor, og selvfølgelig guitarspil i verdensklasse.

Et af de velkendte trademarks er brugen af flageolet´er/overtoner, hvilke han har total kontrol over. Mange tror at der er tale om en whammypedal, men faktisk er Mattias lyd baseret på guitaren direkte i Laneyampen, og så fuld skrue derudaf. Kun en sjælden gang afbrudt af en wahpedal – resten sker fra guitarens volumekontrol, samt en unik teknik. ”This swedish chef has his very own guitar stew”

Mattias Eklundh Links: www.freakguitar.com www.freakkitchen.com www.hellborggroup.com

Diskografi: Solo: Mr Libido/Sensually Primitive (1997, genudgivet 2005) Freak Guitar (1999) Freak Guitar - The Road Less Traveled (2004) Freak Kitchen: Appetizer (1994) Raw (promotional cd-single, 1994) Swedish Hard Rock and Heavy Metal 19701996 (1996) Spanking Hour (1996) Freak Kitchen (1998) Dead Soul Men (2000) Move (2002) Lost in Bordeaux - promotional single (2002) Swedish Hard Rock & Heavy Metal - bonus CD (2002) Nobody’s Laughing - DVD single (2002) Organic (2005) ProgPower USA VII/The CD (2006) Samt en lang række gæsteoptrædener. Blandt andet tribute CD´er for Yngwie Malmsteen og Jason Becker Undervisning: Freak Guitar Vol 1 (instruktions video 1995) Hyper Freak Exercise (instruktions audio CD eksklusivt for Young Guitar magazine, Japan.1999) Hyper Freak Exercise DVD (instruktions DVD eksklusivt for Young Guitar magazine, Japan.2001) Super Virtuosity DVD (instruktions DVD eksklusivt for Young Guitar magazine, Japan.2004) Freak Guitar – Growing Your Own Moustache Vol.1 (2008)

VINTAGE GUITAR SHOW | 9

CLINIC PROGRAM Lørdag 11:00 – 11:50

Søren Torp Nielsen - Severin Guitars Guitarbygning - materialer og teknikker

Lørdag 12:00 – 12:50

Magnus Olsson - Sverige Guitarteknik. Magnus deler ud af sin enorme viden.

Lørdag 13:00 – 13:50

Perry Stenbäck Sideman - et ansvarsfuld job. En erfaren mand taler.

Lørdag 14:00 – 14:50

Søren Reiff Rytmeguitar - en verden af muligheder. Reiff er en mester i finurlige rytmer og funky teknik.

Lørdag 15:00 – 15:50

Thomas Risell - Basclinic Lær at lave det solide fundament. Idéer og teknik.

Lørdag 16:00 – 16:50

Diane Ponzio - USA Martin clinic - en dame der ved hvad hun taler om.

Søndag 11:00 – 11:50

Magnus Olsson - Sverige Guitarteknik. Magnus deler ud af sin enorme viden.

Søndag 12:00 – 12:50

Johan Lundgren - Sverige Guitarpickupper - Lundgren er leverandør af pickupper til flere kendte mærker, og topartister.

Søndag 13:00 – 13:50

Mattias IA Eklundh - Sverige Guitarteknik - hånden på hjertet, sådan har du aldrig før oplevet nogen spille på en guitar.

Søndag 14:00 – 14:50

Basclinic Ikke fastlagt ved redaktionens slutning.

Søndag 15:00 – 15:50

Uffe Steen Blues og jazz - Uffe deler rundhåndet ud af sin viden.

Temaet: Du spørger, jeg svarer!

10 | VINTAGE GUITAR SHOW

Ret til ændringer i clinicprogrammet forbeholdes

INTERVIEW En ped als en kelhe kombi d neret COSM® med kreat ivitet !

e at brug l e k n e e så nye er er lig d , d ed den e v h r e n k e k t k u sm sign gø -effe t e i t e d l d t u r g i m e l en En det brugerv og med den pedal g n o e r e m p o , p s indbyg rejekna ndstille sin lyd 0 D 1 .

T 0 7 G ME n fra t at i helt ende le rstærkersektio Z Effects” en g e l t e d fo t “E COSM egrebe b t e v i heftige g r ME-70 get, ha dning ny bety

vejl

. pr

Der tages forbeholD

is

for trykfejl og prisæ

2.49 nDringer • © 2009 rol

anD sCanDinaVia as

• nordhavnsvej 7 • Postbox

5,-

880 • 2100 København Ø

• www.roland.dk

ARTIKEL

Af Jakob Viggo Pedersen

MIT MØDE MED ‘IA’ Jeg skal møde Mattias Ia Eklundh fordi han skal lave en guitarclinic i en musikbutik i Jylland som er arrangeret af Polysonic som jeg arbejder for, i samarbejde med Laney som Ia er fast demonstratør for. Jeg har inden mødet forsøgt at hente lidt baggrundsviden fra nettet, set nogle videoer med ham på youtube, og i øvrigt set en kvart demo med ham på Frankfurtmessen. Jeg har prøvet at ringe til ham hele den pågældende formiddag, men han svarer ikke sin telefon. Jeg har ingen idé om han er en 1st class starfucker, eller om han er mere menneskelig og rent faktisk til at tale med. Det at han ikke svarer telefonen gør mig lidt nervøs for at det første skulle være tilfældet.

Nå, men jeg hænger lidt ud i den butik hvor vi skal lave demo om aftenen, og pludselig kommer han ind af døren med et lille smil på læben. Han forklarer undskyldende at hans telefon er gået i selvsving, så han tænkte at han lige ville smutte forbi (- endnu en lektion i at man ikke får noget ud af bekymre sig). Vi finder hurtigt ud af at det helt rigtige vil være en kop kaffe og en sandwich,

12 | VINTAGE GUITAR SHOW

så vi tager hans bil ned til en tilfældig café hvor vi hyggesnakker om alt muligt. Han fortæller at han fornylig har lavet en demo i Djakarta for 500 mennesker og i en Bangkok for 1500 mennesker med storskærm, blomsteropsatser og det hele.

Ugen før har han lavet clinic i en lille by i Sverige for 200 betalende publikummer hvilket jo også er pænt. Han fortæller også lidt om sin familie og sit liv, og spørger grundigt ind til mit. Alt i alt en supersympatisk fætter der virker som enhver anden, der sidder på en tilfældig café og kæmper med at spise en sandwich der er lidt for stor.

Derefter har han lige et par ærinder han skal løbe og vi bliver enige om at mødes halvanden time før demoen så vi kan stille op og gøre klar.

Han kommer derned – til tiden – og vi går i gang med opstilling. Her får vi så de første prøver på hans meget anderledes spillestil, og må gang på gang stoppe måbende op for at prøve at se hvordan pokker han får sin guitar til at sige sådan.

Clinic’en går i gang, og her får man prøver på alle hans mystiske spilleteknikker, hammer-on

harmonics, sweeping, MEGET skæve taktarter, øvelser, ”umulig-oler”, osv. For mig er dette et wake-up call! Her går jeg rundt og tror at jeg har ret godt styr på det der med musik og instrumenter. Men med lidt held har jeg kun lidt styr på ”toppen af isbjerget” – men Mattias er langt nede under vandlinien, dybt inde i isbjerget.

Der er så mange – for mig skjulte - dimensioner både i musikken og i hans instrument og han har godt fat i rigtigt mange af dem – mange flere end undertegnede nogen sinde vil få. Han kan få en guitar til at sige som jeg aldrig har hørt det før – og jeg synes jeg har hørt en del. Og det er vel at mærke med et set-up der består af en guitar, en wahpedal og en Laney forstærker.

That’s it! Ingen andre pedaler, ingen rackeffekter, intet andet. Og jeg havde aldrig forestillet mig at skulle opleve kombinationen af det super heavy udtryk og så indiske taktarter. Hvad vil der ikke kunne ske når man begynder at krydse mellem stilarter der ligger så langt fra hinanden?

Desuden er han sjov, han byder på sig, og laver jokes om stort set alt, men aldrig på andres bekostning. Når han snakker, kommer han til at tænke på noget andet mens han snakker og snakker videre om dét, så det kommer til at virke som lange tankerækker der bliver affyret i et tempo som fra et maskingevær. En gang i mellem stopper han op og ved ikke hvorfor han snakker om det han snakker om, og skal lige komme i tanker om hvad det egentlig begyndte med, men det kan han så også joke om. I løbet af hvad der føles som ti minutter, men som i virkeligheden er halvanden time kommer han i gennem en masse af hans teknikker, og når også at fortælle om de guitarcamps han en gang i mellem er med til at arrangere. Da clinic’en er færdig er der en del der har taget CD’ere med med Mattias’ band Freak Kitchen og gerne vil have dem signeret, og det gør Mattias med glæde og stolthed. Et par stykker får lov til at prøve hans guitar, for at se om de kan lave de der hammer-on harmonics, men det er jo svært når man aldrig har prøvet det før. Jeg står bare og tænker på om jeg kan forestille mig bare een anden guitar-hero som nogen sinde ville lade andre prøve at spille på hans instrument – jeg tror det ikke, og det her er et tegn på hvor fed, åben, interesseret og dedikeret person Mattias Ia Eklundh egentlig er.

Hvis man får mulighed for at komme til clinic med Mattias er det om at være der, for her kan man få øjnene op for hvor meget mere der findes i verden, og at enhver der er kan give sig til at grave ned i den utrolige rigdom der findes i det musikalske univers.

Links: http://www.freakguitar.com/ http://www.freakkitchen.com/

INTERVIEW

Mød C.F. Martin Guitars på Vintage Show Martin Guitar Clinic Med Diane Ponzio

Besøg os og få en guitar snak Ole A .Thomse med n distributør af C.F. Martin Gu it Danmark og Sv ars, erige

Diane Ponzio rejser verden rundt og demonstrerer Martin guitarer.

Hendes viden om firmaets historie og Martin guitarens konstruktion gør,

Model 000-28M Eric Clapton Sunburst

at hendes Clinics er meget informative og medrivende for den akustiske guitarentusiast.

www.akustikken.dk

VINTAGE GUITAR SHOW

Søren Torp Nielsen - clinic

www.magnusolsson.com

Søren ‘Severin’ Torp Nielsen. Autoriseret Martin reparatør i Danmark, og en af landets få professionelle guitarbyggere.

Guitarbygning er også på programmet i Sørens clinic. Hvilke træsorter er egnet til hvad, forarbejdning, tips, tricks og metoder, er på skemaet, når guitarbyggeren fra Hjortshøj lærer fra sig på Vintage Guitar Show. Man behøver blot at kigge en gang på ‘Severins’ referencer, der tæller en lang række af landets dygtigste musikere, hvis man skulle være i tvivl om seriøsiten i dette indslag.

Ibanez clinic med Magnus Olsson lørdag kl. 12:00 og søndag kl. 11:00

Johan Lundgren - Pickup clinic

Magnus Olsson laver clinic på Vintage Guitar Show. I en lille times totalt guitarnørderi kan du opleve ham spille guitar, og fortælle om Ibanez guitarer.

Under hele messen finder du Magnus på Craftons stand, hvor han besvarer spørgsmål om guitarpleje, og hvordan man laver sit eget personlige guitar set-up og justering. Du kan også få svar på alt omkring Ibanez guitarmodeller.

Magnus er en rutineret live- og studieguitarist, der har arbejdet professionelt i over ti år. Ibanez og DiMarzio har sponseret Magnus i mange år, og han laver regemæssigt demoer, og clinics for begge mærker.

Oprindeligt er Magnus selvlært, men efter et par år som covermusiker, guitarlærer, og lydtekniker, opstod et behov for at udvikle sig, og bringe sit guitarspil endnu længere.

Han tog til USA for at uddanne sig på samme skole som Paul Gilbert, GIT i Los Angeles. Der fik han skærpet sit spil, blandt med lærere som Brett Garsed, TJ Helmerich og Scott Henderson. Siden han vendte hjem, har Magnus arbejdet både live, i studier, som guitarlærer, og komponist. Han har lavet sessions og studiejobs i næsten alle stilarter,

Det er et længe næret ønske hos mange, vi opfylder med denne clinic. Der er mange kloge meninger om guitar-pickupper, ikke alle er baseret på eksakt viden, så vi benytter lejligheden til at præsentere en mand der virkelig ved hvad han taler om.

Johan Lundgren har fremstillet, og leveret guitar pickupper til både store guitarmærker, og store navne blandt alverdens guitarister.

Her bliver du præsenteret for tørre facts, ærlige meninger, og information du kan bruge til noget. Lur os om ikke der bliver kamp om pladserne til denne clinic.

14 | VINTAGE GUITAR SHOW

fra ekstrem metal, til dansepop. Han har sågar lavet to børneplader, og han har spillet langt over 2000 live-jobs i hele Europa.

Han har lavet 3 CD’er i eget navn, samt medvirket på combilations, og CD’er med instrumentalmusik.

Magnus har skrevet musik til så forskellige ting som danseforestillinger, shows, hestedressur ved de Olympiske Lege i Sydney, og alt andet hvor der er brug for musik.

Derudover laver Magnus guitarlektioner i det svenske guitarblad ’FUZZ’, og det franske ’Guitariste’, om bl.a. intonation, kontrolleret vibrato, og god tone.

INTERVIEW

PERRY STENBÄCK Perry Stenbäck - en af Danmarks bedste sidemen, laver en clinic på dette års guitarshow. Det er en erfaren herre, og MULTIINSTRUMENTALIST, med en kæmpe viden i bagagen, du her har mulighed for at møde. Se tid og sted på side 10.

Benchtjek på Fenders stand

Woodstock Guitars har åbnet ny forretning i København Mere end 200 kvm med et fantastisk udvalg af nye og gamle guitarer, basser, forstærkere og masser af tilbehør...

Kom, kig, køb – eller byt!

Gibson Les Paul GoldTop 1952

Så er der atter mulighed for at få din Fender guitar trimmet af ingen ringere end Fender Scandinavias egen Benty Öqvist. Få lavet et factory set-up, ledsaget af en kompetent guitarsnak med en rigtig fagmand. Hvis du har øjne og øren åbne, kan du også lære noget, da Benty aldrig er fedtet med gode råd og forklaringer.

“Få ideer til konstruktion af basgange/fills/improvisation til rock/funk/pop ved hjælp af simpel praktisk teori (grundlæggende skalaer og akkorder) og ved samspillet med et band hvis - eksempelvis en grundlæggende trommerytme er defineret - hvordan spiller jeg noget der passer til?”

Thomas Risell

Thomas Risell barsler snart med nyt spændende undervisningsmateriale. www.playbassnow.com

Thomas Risell har en sund tilgang til bassistens opgave i bandsammenhæng. Det er håndværket der er i højsædet, og samspillet med andre der er i fokus, på denne længe ventede basclinic.

Odensegade 4b, 8000 Aarhus C. Tel.: +45 86 12 21 89 aarhus@woodstockguitars.dk www.woodstockguitars.dk

Borgergade 14, 1300 København K. Tel.: +45 35 14 12 88 copenhagen@woodstockguitars.dk www.woodstockguitars.dk

Kjellerupsgade 9b, 9000 Aalborg C. Tel.: +45 98 12 22 67 aalborg@woodstockguitars.dk www.woodstockguitars.dk

INTERVIEW

“Imma sit here and solo out for a bit, then play this awesome riff. then solo out some more. then go home and have God do my dishes.”

Kommentar til Steffen Schackinger på Youtube

Tekst og foto: Søren Wedderkopp

N

år man har to millioner hits på de seks numre, man har lagt ud på Youtube, så er der enten noget helt galt i, at man kun har solgt ca. 1000 CD’er. Eller også har hele ens familie ikke andet at lave end at sidde og høre en på deres computer. Og sætter den på repeat, når de spiser eller sover.

Eller også har de eksperter ret, som har fortalt Steffen Schackinger, at der skal tusindvis af afspilninger på Youtube til, for hver gang, der bliver solgt en CD. Hvad end sandheden er, så er de to millioner hits et faktum. Så mange gange er Steffens seks numre blevet afspillet, og tallet vokser stadig. Ikke mindst før, under og efter tilblivelsen

16 | VINTAGE GUITAR SHOW

af denne artikel har numrene fungeret som inspiration. Og som kilde til intens misundelse.

Lad os få det af vejen med det samme: Steffen spiller en ret opsigtsvækken-de guitar. Hans tekniske formåen er noget nær fuldkommen – uden at det virker som blær. Og hans egen holdning til det er også helt udramatisk: ”Jeg føler ikke, at jeg mangler teknisk overskud, når jeg spiller. Men jeg går ikke op i, om guitarister generelt er teknisk dygtige eller ej.

Man kan have imponerende ’chops’, som det hedder – og være kedelig at høre på. Eller man kan basere hele sin stil på få toner – og være superfed.”

Så har man det straks bedre.

INTERVIEW Man møder i højere grad åbenhed i udlandet end i Danmark. Der er mange årsager til dette, og at vi er et lille land er vel én af dem.

syn på tingene har ændret sig gennem årene, og at det er et udtryk for, hvad jeg føler nu.

Men det er vigtigt for mig at nævne, at på trods af, at min stil indeholder en del tekniske aspekter, er det jo ikke fordi, jeg mener musik kun kan være godt, hvis det bygger på de samme principper. Jeg gør det jo bare, fordi jeg spiller sådan.

Jeg har lagt mærke til, at mange guitarinteresserede har en tilbøjelighed til kategorisk at dele tingene op og udelukke noget musik frem for andet; afskrive kunstnere, fordi de spiller ”for teknisk”, eller andre med argumentet: ”det er for nemt”.

Naturligvis er det en forenklet beskrivelse, men man kunne godt ønske sig oftere at møde den gavmildhed at kunne glæde sig på andres vegne, eller opleve dén åbenhed, som

Steffen har et lille hjemmestudie i kælderen, hvor han bl.a. har optaget de videoer, der ligger på Youtube.

Annoncer i VINTAGE GUITAR SHOW bladet Annonceinfo: info@vintage-show.dk

Ingen regler Steffen uddyber: ”Jeg interesserer mig ikke for, om folk kan en masse eller næsten intet på deres instrument - teknisk set. Begge dele kan være både virtuost og fascinerende! Det er kun et spørgsmål om, hvordan musikken virker på mig. Og der er jo en masse faktorer, som bidrager til det – bl.a. feelingen, melodierne, fraseringerne/rytmik – og ikke mindst pauserne! Der er ingen regler - det skal bare være godt. Jeg kan elske at høre Stevie Wonder synge, men jeg kan også høre Cohen, Bowie eller Sufjan Stevens og synes, det er mindst ligeså godt. Det er klart, at mit

er så vigtig for at kunne lade sanserne flyde og bare nyde noget, hvis det er godt på sine egne præmisser. Man møder i højere grad den åbenhed i udlandet end i Danmark.

Der er jo mange årsager til dette, og at vi er et lille land er vel én af dem. Naturligvis kan man også støde på en helt anden form for åbenhed – nemlig dén, hvor kommentaren på mange års slid blot er: ”You suck’.” Steffen smiler og trækker på skuldrene. ”Det tager man med – det er jo prisen for at vise sig frem offentligt.”

Begyndte med violin Men der er ingen vej uden om, at Steffen trods det at han bruger ganske almindelige guitarer (dog i den bedre ende, det vender vi tilbage til), har flere strenge end de fleste at

INTERVIEW Bonus info om Steffen Schackinger

Fulde navn: Steffen Olav Johan-David Fernando Schackinger. Fernando er resultatet af et kompromis mellem den unge Steffen, der ville hedde Ferdinand, og hans mor, der kunne se, hvad dét ville føre til.

35 år gammel, bor i Odense med kone og tvillinger på 3 år, der begge græder, når far spiller cello. Den ene af fryd, den anden af skræk og smerte.

Inspirationskilder: Mark Knopfler, Jimi Hendrix, Eric Clapton, David Gilmour, Steve Morse, George Benson, Frank Zappa, Jeff Beck, Paco de Lucia, Stephen Sondheim m.fl.

Gear: Suhr Amp OD100 SE + (kun den rene kanal...), Voodoolab Pedalpower 2 strømforsyning, Boss Tuner, Pete Cornish LD-2, SS-2 og G-2 og NB 2 (Boost). - TC NOVA Drive og NOVA Delay. Nogle gange TC M3000 og G-major 2. Et 2x12” kabinet og et 4x12” fra CAA/Suhr.

Guitarer: Suhr Modern guitar, Fender Stratocasters og ES-335.

Kabler/Stik: Switchcraft stik og Canare GS-6 kabel. Cornish instrumentkabler.

spille på. Han begyndte med violin i seks-års alderen, men skiftede via cello og klassisk klaver over til guitar, da han var omkring tolv.

Teenageårene blev tilbragt i fem forskellige bands – og med at øve sig. Så da Steffen kom på konservatoriet som 20-årig, var han allerede ret langt fremme i skoene.

Et af bands’ne fra den gang var fynske Merzy, som turnerede rundt om i Europa, bl.a. som opvarmning for ZZ Top og ikke mindst Deep Purple, der på tidspunkt havde fået Steve Morse på guitar. Ham nævner Steffen i dag som en af sine inspirationskilder, og han ved også, at Steve sammen med bl.a. Joe Satriani er blandt de mange, der har lyttet til ham på Youtube. Der kommer jo af og til en mail med en kommentar …

School of Rock Men han fortæller også, at Merzy i sig selv var en slags ’School of Rock’ for ham. ”Man kan lære nok så meget hos sin guitarlærer eller hjemme i øvelokalet, men det er kun ude på vejen med et band, at du lærer at skyde den af og komme ud over scenekanten – og det lærte jeg med Merzy,” siger han i dag.

Så dybt i ham sidder lærdommen, at han i dag arbejder med bassist Henrik Bjørn og trommeslager Mickey Hurricane (som har et noget mere afdæmpet borgerligt navn, der her skal være unævnt) fra det omtalte ensemble. Han udnævner dem uden tøven til at være en fremragende og noget overset rytmegruppe, og at dømme efter de seks numre på Youtube er det ikke det halve løgn.

Velklingende og dynamiske trommer, som lynhurtigt lader sig skelne fra den digitale vare og en bas, der løfter og støtter gennem alle de mest artistiske passager.

Steffen spiller fortrinsvis på Suhr guitarer, men der ryger også en 1979 Stratocaster og en 1996 ES-335 med i tasken fra tid til anden.

Forstærkerne kommer også fortrinsvis fra Suhr, mens TC Electronic er den foretrukne leverandør af pedaler og effekter. Men Steffen er på en stadig og glad jagt efter det perfekte udstyr: ”På den ene side er jeg helt enig i den almindelige beskrivelse af forholdet mellem en musiker og gearet, han/hun bruger: det kommer grundlæggende til at lyde på samme måde, uanset hvad man spiller på og gennem. Fordi det i bund og grund er musikeren, der skaber lyden gennem sin måde at spille på. Men gear – og at være glad for det man bruger – er også vigtigt, fordi det kan inspirere og bidrage til nye idéer og til ny musik, siger han. ”Det kan også have den mentale effekt, at man simpelthen spiller bedre, hvis man synes, at det, der kommer ud af højttaleren, lyder godt og ”føles” rigtigt. Alle kender jo dét at prøve en ny pedal eller forstærker, og helt ubevidst forsøger man at kompensere, så den rigtige følelse opstår – man prøver at skabe et perfekt forhold mellem det man spiller, og den lyd som kommer ud.”

Naturlig udvikling Steffen Schackinger er meget bevidst om, at lyd bidrager til de følelser, man får, når man spiller. ”En forstærker, som nogle mennesker synes er fantastisk – ovenikøbet kan det være en kunstner man selv holder af, der bruger den – kan føles HELT forkert, når man selv prøver den. Så den evindelige søgen er hverken forgæves eller grundlæggende ufornuftig,

Selv om man har forstuvet hånden, kan man godt stå på sin altan med sin elskede Suhr guitar og se ret sej ud.

men blot en naturlig del af den udvikling, som man gennemgår. Men naturligvis gør det ikke noget, hvis man finder det, man søger, stiller sig tilfreds og ikke skal lede længere.”

Selv om Steffen i øjeblikket spiller instrumental musik (han hævder dog, at han kan synge!) med et kraftigt fokus på guitaren,

er det ikke som sådan den der er det vigtigste for ham – sigtet er til stadighed rettet mod musikken, og hvad den samlet set gør eller ej. ”Guitaren – og det jeg kan på den – er midlet, men ikke målet, og ikke det væsentlige for mig!”, understreger han.

■

Den engelske violinspiller Jane Clark medvirker på Steffen Schackingers CD “ElectriGuitArtestry, hvor hun i to numre demonstrerer hvilken fabelagtig musiker hun er.

Herhjemme er Jane Clark også kendt for sit samarbejde med Niels Hausgaard, Allan Olsen, og flere andre. I USA er hun en højt respekteret live, og studiomusiker, og hun har turnéret på begge sider af Atlanten.

Sammen med Shane Donally danner hun duoen Jane and Shane. Jane Clark behersker et utal af stilarter på sin violin, som hun håndterer virtuost, og med en sjælden musikalitet.

ARTIKEL Af Henrik Bernsen

Spar penge - prut om prisen At prutte om pris er en fin gammel disciplin. En match mellem sælger og køber, hvor faktorer som menneskekundskab, taktisk forståelse, og ikke mindst koldblodighed er nyttige færdigheder at besidde.

At forhandle sig til den lavest mulige pris for en vare har de fleste af os sikkert prøvet, med større eller mindre held. I musikbranchen er der generelt forståelse for at der kan ’handles’ om prisen, ikke mindst hvor det drejer sig om større anskaffelser. På den anden side, hvis du tilhører den type der vil have rabat på alt, lige fra 5 plektre til en justering af guitaren, må du leve med risikoen for du bliver opfattet som A Pain In The A.., lige meget hvilke butikker du kommer i.

Det er desværre kun et mindretal der mestrer prutteriet på et højt kunstnerisk niveau. For flertallet rækker indsatsen fra hæderlige anstrengelser, til dem der ligefrem er klodsede og grove i deres bestræbelser.

Der er uskrevne regler omkring prutteriet, du som køber gør bedst i at overholde, hvis du vil betragtes som en seriøs prutter.

1 - Prut ikke om pris på varer du ikke er interesseret i.

2 - Spild ikke sælgers tid. Lad være at prutte om pris, hvis du ikke er indstillet på at købe.

3 - Prut ikke om prisen, medmindre du har pengene, og kan betale på stedet. At prutte om pris = kontant handel.

Hvis man skal bruge et enkelt ord om kunsten at prutte om prisen, så er det respekt respekt for modparten.

Sælger har foretaget første udspil i form af den pris han forlanger. Det betyder at du er i den offensive rolle, - det er op til dig at

20 | VINTAGE GUITAR SHOW

foretage det næste træk. Dit første udspil er kritisk, da du kan tabe alt på gulvet her.

Byder du langt under hvad der kan anses for at være rimeligt, er det en nedgørelse af sælgers vare, og dermed også en indirekte fornærmelse af ham. Risikoen for et ’selvmål’ er stor. Opfatter sælger dit udspil som respektløst, vil han måske nægte overhovedet at forhandle prisen med dig.

Inden du begynder at prutte om pris, bør du derfor have styr på hvad en realistisk pris for varen er, og gjort op med dig selv hvad du er indstillet på at give for den pågældende ting.

Er det ikke er et rimeligt beløb i forhold til det sælger forlanger, så overvej om kampen overhovedet er indsatsen værd.

Set fra sælgers side, er prisskiltet er et udtryk for en ideel balance, hvor den kapital han har bundet i varelageret, bliver fornuftigt forrentet.

Her overfor står du med din kapital (som regel erhvervet ved hårdt, underbetalt arbejde).

Situationen er overskuelig. Begge har noget den anden gerne vil have. Du vil have hans vare, han vil gerne have dine penge.

Det vigtigste af alt at huske på, når du forhandler pris er, at uanset hvor meget du begærer en ting, må du aldrig lade dig mærke med det. I samme øjeblik sælger få færten af noget sådant, har du tabt spillet.

I kampens hede skal du kunne stå imod pres, og holde hovedet koldt. Når sælger, tilfældigt, nævner at en anden kunde også er interesserede i varen, lægger han pres

på dig, for at se din reaktion. Fornemmer han nervøsitet, har du tabt spillet. Den overlegne prutter gennemskuer modpartens udspil, og spiller med på hans spil, mens det overvejes hvor det næste taktiske angreb skal sættes ind. Den der med psykologisk forståelse bedst aflæser de finere detaljer i modstanderens argumenter, og i hans kropssprog, har de bedste chancer for at få overtaget. Han kan styre forløbet, og tilpasse sine egne udspil efter modpartens reaktioner.

Argumenter du ikke skal bruge At begrunde sit ønske om afslag i prisen med at en anden forretning sælger tingen billigere er plat, og lige så uelegant som et benspænd på en fodboldbane. Med mindre du ikke er så begavet, som du selv tror, er der naturligvis en årsag til at du befinder dig i denne forretning, og ikke i den med den lave pris.

Det kan være et bedre serviceniveau, eller noget andet du har brug for, men det korte og det lange er, at du forventer noget i denne forretning, som du ikke regner med at kunne få i den med den lavere pris.

Et argument som ”Jeg har ikke råd til at give mere”, røber at du reelt ikke har noget at forhandle med, og ”Du tjener godt på denne vare”, bekræfter blot sælger i at han er smartere end dig.

Hvis sælger nægter at forhandle prisen, selv om du har seriøse argumentere for et afslag, kan det være et udtryk for at han ikke er en god købmand. Omvendt, hvis du kræver at

få rabat, uden begrundelse, er det klodset og ubegavet. Nogle forretningsindehavere får røde knopper bare de hører ordet rabat, og der er kunder der mener, at de bare skal have rabat hver gang, uanset hvad! Begge standpunkter er urimelige.

Et dårligt udgangspunkt for at opnå et afslag i pris er, hvis det må anses for sandsynligt at en vare kan sælges til den annoncerede pris, uden besvær, og i løbet af kort tid.

Trumferne Den dygtige prutter spiller sine trumfer på de psykologisk rigtige tidspunkter. At fornemme dette kræver ’fingerspitzgefühl’, og varierer med situationen. Den rutinerede ved at modstanderen ofte er svagest, når han føler sig stærkest - når han føler at han kontrollerer forløbet. Den der forstår at håndtere en situation, så modparten føler han kan vælge, har overtaget, fordi den der skal tage beslutningen føler at han selv bestemmer i situationen.

Sælger står som udgangspunkt stærkest. Han kan sige nej! Din udfordring, som køber, er at finde hans svage punkter.

Du vil købe en guitar. Du vil også gerne have den til en rigtig god pris. Forretningen har to guitarer du synes er interessante. Du ved at den ene har hængt i forretningen i lang tid,

Af Arne Hartmann Jeg havde spillet hård rock i mange år, da en ven åbnede mine øjne for country guitarens særegne stil. Og jeg faldt for den med det samme. Set i bakspejlet, har den nok altid været til stede i mit sind.

Efterfølgende begyndte jeg at lytte til kunstnere som Ricky Scaggs, Brent Mason, Chet Atkins, Albert Lee, og faldt på et tidspunkt over guitarnørd bandet The Hellecasters, hvis tre medlemmer, Will Ray, John Jorgensen, og Jerry Donahue, alle er super guitarekvilibrister.

Jeg spillede på det tidspunkt med en bassist, der kendte en, der kendte en, som vidste at Will Ray skulle spille en lille intim koncert i Nyborg.

På dagen strøg vi straks østover, og fik et par gode pladser i lokalet, og overværede en fantastisk koncert, sammen med 70-75 andre.

Han spillede supergodt. Både egne, men også et par Hellecasters numre. Will Ray’s stil er helt unik, og var ny for mig på det tidspunkt.

Han bruger plektre, fingerpickin’, og har et lille slide-rør på mellemste led af venstre

måske et halvt år - den anden er lige pakket ud. Gæt selv på hvilken guitar du lettest opnår et afslag i prisen?

Vi vil alle sammen gerne købe vore instrumenter til den lavest mulige pris. Hvorfor give mere for en vare end man er nødt til. Her er internetbutikkerne i de senere år kommet ind i billedet. Store udenlandske kæder gør sig store anstrengelser for at overtage markedsandele, og har langt hen ad vejen held med det, på grund af et prisniveau, som den almindelige danske musikhandler ingen chance har for at matche. Selv større forretninger herhjemme kommer til kort, bl.a. på grund af de danske momssatser.

Næste gang du bestiller noget i udlandet, så tænk på, at en gang i fremtiden så vil en sandsynlig konsekvens af din, og mange andres stigende handel i udenlandske netbutikker, formodentlig være at det ikke er rentabelt at drive musikforretning i Danmark.

Resultat - her og nu sparer du et par kroner på nettet, men hvad gør du om nogle år, når den sidste musikforretning er lukket? Hvor vil du så gå hen for at prøve guitarer? Hvor kan du så tjekke grej ud, inden du køber det?

Hvor vil du gå hen og få en hyggelig snak om instrumenter, og måske en kop kaffe i baglokalet? Tænk over det, næste gang du sparer 20 kr. ved at handle i udlandet. ■

ringfinger, som muliggør at han midt i soloer kan skifte mellem slide, og pickin’.

Derudover har han et lille rør på højre lillefinger, så han kan hæve tonen han spiller med venstre hånd, i en slags omvendt slide. Den usædvanlige teknik kræver lidt tilvænning, og en masse øvelse, men Will Ray mestrer stilen perfekt, og får utallige effekter og tricks ud af det.

Det bliver aldrig kedelig at høre Will spille.

Jeg fik hans autograf den dag, og den sidder i glas og ramme derhjemme, som et minde om et lille hyggeligt spillested, i en lille by, i et lille land som den dag havde besøg fra det store udland.

Der, midt mellem tobaksrøg (det måtte man gerne dengang) drinks, fad bamser, og ølsjatter, blev vi alle mentalt forført af en af country guitarens største talenter.

VINTAGE GUITAR SHOW

Søren Reiff clinic

“Man starter jo med at spille musik, fordi det er sjovt - det skal det gerne blive ved med at være!”

Alt for tit drukner spilleglæden i tørre tekniske øvelser. Sådan er det ikke i Reiff’s bøger. Her arbejdes med det musiske udtryk fra starten,

Nu om stunder er lydbilledet blevet mere åbent, tingene er mindre processerede, og rytmeguitarerne er ofte mere enkle, og ”ind til benet” – det stiller nogle andre udfordringer og krav til rytmeguitaren.

med fokus på frasering, og det at få helt enkle ting til hurtigt at lyde godt.

Reiffs anmelderroste guitarundervisningsbøger henvender sig til guitarister på alle niveauer.

Du kommer ikke til at lyde som ”Frank Kabale” eller ”Steve Vej” på rekordtid bare ved at

For mange starter drømmen om at blive guitarist ved billedet af solisten som står på en kæmpescene, cirklet ind af følgespots, med foden på en monitor, mens han spiller den ultimative, hjertegribende helte-solo ... ”sådan vil jeg også stå” - og dermed bliver næsen vendt mod den lokale musikbutik – nu skal der købes guitar.

Mange kommer lidt småskuffede hjem med en akustisk guitar, som de er blevet vejledt til at starte med. Guitaren stemmer ikke, og scenariet stemmer ikke med det indre billede jeg lige beskrev. Det betyder for mange at drømmen hurtigt forsvinder. Andre formår at holde fast i deres drømme-billede når de står i musikbutikken og kommer derfor hjem med en elektrisk guitar. Men uanset guitartypen starter man oftest så med at få vist et par akkorder af en bekendt, og efterfølgende få lidt undervisning, hvor man lærer lidt flere akkorder - ”det er jo et nødvendigt onde, hvis man vil spille guitar”. Med tiden kommer den første pentatonskala på bordet. Den gøder drømmen igen ... ”det er jo den jeg skal bruge til min heltesolo” og for rigtig mange kommer fokus derfra til at ligge på skalaerne og smarte hurtige riffs. Akkorder og rytmeguitaren bliver glemt og skubbet til side til fordel for det mere lirede.

For mit eget vedkommende og det gælder sikkert for rigtig mange andre guitarister brugte jeg i en årrække størstedelen af min tid på at øve skalaer, lytte licks af fra andre guitarister og spiller solo i timevis til al det musik jeg tændte på – på den front var jeg drevet af lyst og havde masser af energi til at blive bedre. Omkring akkorder og

22 | VINTAGE GUITAR SHOW

rytmeguitaren var energien væsentligt lavere ... her blev jeg udelukkende motiveret af min storebror og min teori-lærer, som ”tvang” mig til at udvikle mig på den front – i perioder følte jeg at det var benhårdt og surt arbejde, et nødvendigt onde for at komme med i bands, hvor jeg så stod og glædede mig til at spille solo, mens jeg mere eller mindre kedede mig ved at spille rutinemæssig rytmeguitar.

Rytmeguitaren var et nødvendigt fundament for at der var et nummer, eller noget at spille til – sologuitaren var livet, lyset.

Jo mere min teoretiske viden voksede om akkorder og sammensætningen af disse, desto større blev interessen for at kunne mere på den front heldigvis også. Hvis jeg skal tænke tilbage og prøve at sætte ord på hvornår det overordnet set forandrede sig væsentligt for mig mindes jeg to ting.

Den ene ting er jeg gik til en koncert med jazzvirtuosen Joe Pass. Jeg kendte ham ikke rigtigt men min teorilærer havde sagt at ham burde jeg tjekke ud. Joe Pass spillede helt alene i en jazzklub som hed Slukefter. Han spillede melodi, akkorder og basgang på én og samme gang, sågar også reelle solo’er med akkorder. Jeg havde hørt pianister gøre noget lignende men aldrig forestillet mig at man kunne gøre det på guitar – jeg var blæst fuldstændigt omkuld. Jeg købte billetter til de næste 3 dage, hvor han også spillede i København. Derefter lånte jeg al materiale han har udgivet – bøger og cd’er på det lokale bibliotek og dyrkede det fanatisk, jeg var tændt på akkorder og alle de muligheder der er med dem!

anskaffe dig en af Reiff’s bøger, men du bliver inspireret og motiveret til at spille, og øve dig rigtig meget. I Reiff’s riffs I & II er der masser af yderst brugbare og melodiske riffs, både på noder, i tabulatur, og på de medfølgende cd’er; masser af tekniske finesser og personlige råd, samt teori forklaret på en meget ligetil måde. De ting der arbejdes med er ikke låst til en bestemt stil, men kan bruges inden for alle genrer i rytmisk musik.

Reiffs riffs tager udgangspunkt i pentatonskalaerne, mens Reiffs riffs II starter med kirketonearterne. I Reiffs rytmer, er det rytmeguitaren der er focus på - og igen er det en bog for både begyndere, og de rigtigt skrappe.

Ofte tror folk at springet fra lejrbålsguitar til den seje rytme-spade er lig med besværlige barrégreb, og vandede vabler. Men nej, det behøver ikke være så pinagtigt.

Du får al den grundlæggende teknik og teori på plads. Du kommer et hav af stilarter igennem. Du får masser af basal viden, og så ordentlig portion tricks og tips.

Stilen, tonen er den samme som i de anmelderroste Reiffs riffs, og jo længere du kommer ind i bogen, desto mere kan du bruge materialet på tværs af alle stilarterne.

Selv når du har været gennem bogen kan du vende tilbage til den igen og igen, som opslagsværk, og inspirationskilde.Bøgerne er desuden også idéelle, hvis du underviser i guitar. De giver dig en fast form, og godt forløb, med plads til dit personlige præg.

Bøgerne kan købes imusikforretninger, eller bestilles hos forlaget Dansk sang - www. dansksang.dk

INTERVIEW Den anden ting som vendte mit syn på rytmespil var da jeg på et musikstævne blev introduceret til numre med Earth Wind and Fire, og ikke mindst med Rufus og Chaka Khan. Jeg havde længe været tændt og misundelig på trommer og den energi der ligger i det instrument. Pludselig da jeg hørte disse funky numre kunne jeg høre den energi som også lå i guitaren. Jeg kastede mig straks over genren. Gik på jagt efter de seje soulede og funky numre hvor guitaren havde bærende roller. Jacob Olsne som spillede guitar i Blast og Spar2 var sød og viste mig tricks, samt spillede alverdens fede soul og latin numre for mig, jeg var solgt og blev nærmest afhængig af den energi der kan ligge i den onde funk-rytmeguitar. I en lang periode ville jeg slet ikke spille solo mere, men udelukkende holde fokus på rytmikken – nu skulle der øves rytmeguitar!

Gennem Joe Pass’ bøger havde jeg erfaret hvordan han ryddede op i akkorderne, og ofte slet ikke spillede alle de toner som teoretisk set skulle være i akkorden. Jeg havde også lært en masse om akkord udskiftninger – substitutioner som det så fint hedder. Det var fascinerende at man faktisk kunne få noget til at fylde mere og til at lyde af mere, ved at spille færre toner. Det blev som gåder der skulle løses for mig, og jeg hyggede mig med at finde nye varianter at spille akkorderne på – og dermed var det også sjovt at øve sådanne ting, energien kom helt naturligt til jeg kunne sidde fordybet i timevis.

Da jeg så begyndte at begrave mig i soul og funk blev jeg først forvirret. Nogle gange var der en rytmeguitar som fulgte principperne jeg havde lært fra jazzen. Den spillede enkle luftige akkorder, med en relativ tynd lyd, hvor der var plads i lydbilledet til masser af rytmiske underdelinger. Men nogle gange spillede en rytmeguitar præcis det modsatte, altså alle de toner som man ville udelade i ”jazzversionen”- mærkeligt!! Og så alligevel ikke, for når de spillede sammen kompleterede de hinanden, og svarede hinanden og gav på den måde hinanden plads og vigtighed. Den ene var ikke noget uden den anden – ligesom en lilletromme er afhængig af stortrommen og highhatten for at swinge maksimalt. Jeg fordybede mig i al dette og hvilke effekter og lyde som egnede sig til de forskellige typer rytmeguitarer og deres roller i nummeret.

Op igennem 90’erne var lydbilledet meget præget af mange effektfulde guitar-roller som flettede ind og ud af hinanden. Jeg spillede i den periode rigtig mange sessions med tracks til tv, reklamer, film eller cd’er og oftest var der ikke under 6 guitar-roller som skulle spille

samtidigt, et massivt lydbillede. Hvert nummer var en et nyt kreativt puslespil af overdubs med guitarroller og dertilhørende lyde, hvor alting skulle passe minutiøst sammen. Igen en slags gåder, eller rebuser hvor alting skulle gå op – en slags musikalsk puslespil, hvor man selv bestemte hvor mange brikker der skulle være.

Nu om stunder er lydbilledet blevet mere åbent og tingene er mindre processeret og rytmeguitarerne er ofte mere enkle, og ”ind til benet” – det stiller nogle andre udfordringer og krav til rytmeguitaren. Og eftersom programerede trommer og kliktracks er blevet hverdag for de fleste musikere er forventningerne til guitaristens rytmik og time, bestemt ikke blevet mindre, hvilket er endnu en grund til at fokusere og øve rytmeguitar.

Rytmeguitarspil er vigtigt, hvis ikke det vigtigste – man vælger jo heller ikke en trommeslager udelukkende fordi han spiller de vilde soloer ... tvært om – han behøver ikke være den vilde solist, hvis han har det onde beat og den gode time, så skal han nok have masser at lave, så der er masser af grunde til også at fokusere på rytmeguitaren.

Alt for mange er til gengæld i tvivl om hvordan man griber det an og bliver bedre, hvordan man skal øve sig på det; hvordan man kan udvikle de ting man allerede har lært, eller bruge dem i andre stilarter.

Mange er startet med at forsøge at overføre de akkorder man i sin tid lærte på sin første akustiske guitar til en elguitar, hvor det så bare mudrer når man står i øveren med resten af bandet.

Hvad kan man gøre når der står flere guitarister som skal spille rytmeguitar i det samme nummer? Hvad kan man gøre når keyboardmanden har store tykke lyde som fylder så meget i lydbilledet at der næsten ikke er plads til andre musikere?

Eller hvordan kan man gribe det an hvis man skal spille med et band eller jamme med nogen, hvor man ikke kender numrene eller har fuldstændigt styr på akkorderne som pianisten spiller? Og hvordan blander man egentligt bedst med bassisten og trommeslageren? Hvad skal man tænke på hvis der også er en percussionist i bandet?

Og hvilke effekter er gode at bruge når man skal spille rytmeguitar?

Mange af disse ting vil jeg fortælle om hvordan jeg har løst gennem tiderne ved min clinic til dette års Vintage Guitar Show, og så vil jeg selvfølgelig også spille en del ... både noget rytme ... og noget mere liret ;-) Glæder mig til at se dig. ■

www.lefay.de

Det er for sent at købe denne annonceplads - men du har chancen igen næste år.

Bestil din annonce i god tid! info@vintage-show.dk

VINTAGE GUITAR SHOW | 23

VINTAGE GUITAR SHOW Tekst Michael Vajhøj - Foto Anders Warming

Lørdag 9:45 - foran indgangen Aftalen er som sædvanligt 9:45 foran indgangen, og flokken er ved at være samlet. De kendte ansigter er dukket op, og som altid også et par ukendte. En mand med begge hænder fulde af guitarkufferter, dukker op, hilser, og skubber sig baglæns gennem glasdøren. Vi får et kort glimt af den hektiske aktivitet derinde. De sidste ting skal på plads inden årets Vintage Guitar Show åbner.

Flasker og glas er klar. Formålet med denne lille seance herude i den friske morgenluft er at nyde en Gammel Dansk på morgenkvisten, sammen med gutterne fra diverse internetfora, før det går løs inde på udstillingen. Knud (Fender Danmark) er dukket op, som han plejer, medbringende sin egen hjemmelavede bjesk, Per (formand for Vintage Guitar Show) er også kommet, og sammen med Smittefar, FunkyValle, Betak

(brugernavne på de forskellige fora) og alle de andre, er vi klar til vores faste seance. Glassene holdes frem, og der skænkes op. Snakken går, de fleste har ikke set hinanden siden sidste år, så der er nok at snakke om. Traditioner skal holdes i hævd, og denne Gammel Dansk morgenandagt går helt tilbage til det første guitarshow i 2005.

Jeg er, som mange andre, også bruger af guitarfora som ’aage.dk’, og ’gearfreak.dk’ m.fl. og da det, tilbage i 2005, blev kendt at der skulle holdes en guitarudstilling i Svendborg, gik snakken på nettet mellem alle os grejnørder om hvem der skulle ned og se det. Det viste sig at denne begivenhed var der en hel del der ikke havde tænkt sig at gå glip af, så hvorfor ikke benytte lejligheden til at mødes ude i virkeligheden med nogle af de mennesker, med hvem man næsten dagligt

diskuterede gamle forstærkere, rør, kabler, og hvad ved jeg, på internettet. Blandt forumdeltagerne var der hurtigt enighed om at det kunne være sjovt at få sat ansigter på nogle de profiler man kendte så godt fra cyberspace. Da vi kom fra alle dele af landet, og ikke kendte hinanden af udseende, var det nødvendigt at aftale et mødested på udstillingen, og vi blev enige om ”foran indgangen, et kvarter før dørene blev åbnet”, kunne alle nok finde ud af. I sådan et sammenrend af mennesker der ikke kendte hinanden personligt, kunne en lille en til halsen, jo nok hjælpe med at bryde isen, så hvorfor ikke forene det behagelige med det nyttige.

Forslaget blev vel modtaget, og dermed var denne gode tradition grundlagt.

Sidste år I år var der et par ekstra gæster i flokken.

Redaktionen på Fyns Amts Avis havde hørt rygter om morgenmødet, og havde sendt både en journalist, og en fotograf. De skulle nu nok ind på udstillingen alligevel, men Gammel Dansk traditionen blev da også en lille historie i mandagsavisen.

Skulle der sidde en læser, eller to, der har lyst til at deltage i denne lille ’morgenandagt’, så er det et åbent arrangement, hvor alle er velkomne til at deltage. Dem der kommer først får de største glas, og dem der går først under bordet, får de bedste pladser.

Skål, og vel mødt til årets guitarfest.

Se Mattias IA Eklund søndag på Vintage Guitar Show INTERVIEW

VH100R

8.995,-

GH50L

5.895,-

GS212IE

GS412PA

1.895,-

5.595,-

IA’s live-setup (evt. m/2 cab.s) til store gigs med Freak Kitchen.

Sommetider 2 full-stacks

IA’s set-up til mindre gigs, clinics, studio etc. “Detta är min nya älskling” siger han om dette set-up

Se også disse gode nyheder fra Laney: CUB - rene rør forstærkere Prism - MultiFX forstærkere P35

1.595,-

CUB10

1.795,CUB8

1.295,-

Download Musikerguiden 3 på www.polysonic.dk

P65

2.095,-

P20

995,Autografer og chat på Laneystanden efter clinic’en

CHICAGO BLUES

Tekst og foto: Boris F. Blinoff

Som gammel pigtrådsmusiker, der har oplevet de glade 60´ere, og blandt andet har spillet opvarmning til Rolling Stones og Kinks, turnéret med Swinging Blue Jeans, spillet i Hamburgs Starklub i 1964 - ikke så lang tid efter The Beatles, kan det måske undre nogen, at jeg stadig kan begejstres over guitarer og de mennesker, der på hver sin måde udtrykker det der i daglig tale kaldes musik. Men det kan jeg, hvad enten det er klassisk, rock eller blues.

Gennem flere år har jeg besøgt den årlige Blues Festival i Chicago. Det er jo et af de steder, hvor den elektriske blues fik rigtig fat, med tilflyttere som eksempelvis Muddy Waters. Som base har jeg, sammen med et par venner, altid benyttet et rigtig snusket hotel, i centrum af Chicago. ”TOKYO HOTEL” på 19 East Ohio Street. Helt oppe i toppen af den 15 etager høje bygning befinder sig to såkaldte suiter, der hver kan huse 6 – 8 personer. Standarden på suiterne, og de øvrige værelser, der ikke er beslaglagt af kommunen til husning af subsistensløse, alkoholikere og narkomaner, kan kun beskrives som moden til nedrivning. Til gengæld koster en overnatning kun 20 dollars – kontant! Alle døre samt dørhåndtag, radiatorer, vinduer er dækket af så mange lag maling, at ethvert spor af det oprindelige udseende er udvisket, og der tages ikke hensyn til om vinduerne kan åbnes – det kan de ikke! Eller også kan de ikke lukkes.

Tæpperne på gulvet er så beskidte, at formodentlig end ikke den kraftigste støvsuger ville kunne afsløre hverken original farve, eller mønster. Jeg havde fået oplyst, at det nok var klogt at medbringe et lagen til at rulle sig ind i, da man ikke kunne være sikker på sengetøjet var skiftet fra den forrige

26 | VINTAGE GUITAR SHOW

beboer. Flere af mine rejsekammerater kom aldrig ned under de hullede, cigaretbrændte, sengetæpper, og ned på de ligeså hullede lagner, men lå ovenpå iført joggingtøj! Om badeværelserne vil jeg blot konstatere, at der på grund af hanernes tilstand permanent var rindende vand.

Til at befordre os op og ned var der indtil for 2 år siden en mandskabsbetjent elevator!

Nogle af de faste beboere var ansat til på skift til at sidde på en taburet, og køre elevatoren op/ned med et håndtag ligesom i en gammel sporvogn. Den dag i dag er jeg overbevist om at en af elevatorførerne var gammel nazist, eller medlem af Ku Klux Klan! Der var absolut intet positivt over den mand, og hans sprog - tværtimod. Som de øvrige elevatorførere led han tilsyneladende af en udtalt skræk for vand, sæbe og shampoo. Så fedtet var hans hår, at hvis han havde lænet sit hoved op ad væggen, ville han formodentligt have været fast inventar indtil håret faldt af. Sædvanligvis var vi 4 -5 personer, der tog turen op eller ned sammen med elevatorføreren. Det var hvad vi kunne holde til på grund af hans uddunstninger.

Det hændte at der kom nogle af de øvrige fastboende ind i elevatoren når vi var der.

Så kunne indeklimaet i elevatoren være så slemt, at flere kastede op i rendestenen, når vi endelig kom ned.

Oven på sådan en tur var det en god spadseretur på 20 minutter, i frisk luft, der bragte os ud til den store park, hvor der fordelt på 5 scener var musik med Buddy Guy, Homesick James, Pinetop Perkins, James Cotton, Paul Oscher, Betty Lavette, Big Bill Morganfield, Smekia Copeland, North Mississippi All Stars, Lonnie Brooks, Irma

REJSEDAGBOG

Thomas, Mavis Staples, Koko Taylor, Alvin Youngblood Heart, Bonnie Rait m.fl.

Så betød en elevatortur fra eller til intet.

En af de bedste koncerter oplevede jeg i en bluesklub i ”det farlige kvarter”, hvor Ronnie Baker Brooks (søn af Lonnie Brooks) fyrede den af som en anden Stevie Ray Vaughan, og i halvanden time tryllede med guitar og publikum. En oplevelse jeg delte med Henning Kaae - guitar-es fra Svendborg, der var med på turen. Henning fik tilmed den gode oplevelse at komme på scenen i den berømte klub ”Blue Chicago”, næsten lige rundt om hjørnet fra hotellet, hvor han på fineste måde viste, at også danske musikere kan ramme de rigtige toner, og skille sig ud i et land, hvor der går 14 mand på dusinet af guitarister, der spiller en vis del ud af bukserne på 95 % af alle andre.

Apropos guitarer, og guitarshow. Man kan virkelig tale om stort udbud af både nyt og gammelt i de forskellige guitarshops i Chicago. En af butikkerne havde 5 stk. - FEM stk. - replica af Claptons ”Blackie” strat til 45.000 dollars pr. stk. Derudover var der et rigt udvalg af Telecasters, Stratocasters, Gibson div. modeller fra starten af 1960´erne, med priser fra 8.000 dollars og opefter.

Som så mange andre, der på et tidspunkt i livet troede man ikke skulle spille mere, solgte jeg min 1964 sunburst Stratocaster for et latterligt beløb i 1968. Jeg er villig til at give i hvert fald 2.000 kr. for den i dag, men så skal der også være nye strenge på!

I 2004, efter mange års overvejelse, investerede jeg i en sunburst Jazzmaster, bestilt om torsdagen i Guitar Shop i Chicago og leveret med fly direkte fra fabrikken i Californien til forretningen om mandagen!

Hvorfor så en Jazzmaster, når jeg nu i mange år har været inkarneret Stratocaster mand?

Tilbage i 1963-64 var en af mine helt store oplevelser den Hollandsk-Indonesiske gruppe ”The Javalins”, der simpelthen var ekvilibrister på Jazzmaster, med 9 strenge (dobbelt E-HG) og på Fender Showman og Echolette.■

GOD SERVICE KVALITET OG Har du svært ved at finde den service og produktviden, du søger?

Mega-Steen har både tid og lyst til at vise dig hvad jeg har – og hos Mega Music får du en helt personlig aftale uden andre kunder, der ”forstyrrer”, og her får du altid en ærlig mening og objektiv vurdering af både egne og andre produkter...

Mega Music har egen import og åbner nu for DIREKTE salg af BOGNER, BUDDA, 65 AMPS, MADISON, CAPARISON og andre guitar- og bas-produkter, så nu kan du virkelig få kvalitetsinstrumenter til super-priser!

Så lav en aftale med Mega-Steen og kom en tur til Odder – det betaler sig!

Kontakt Mega-Steen Tlf. 40 51 92 40 Mail megasteen@mega-music.dk www.mega-music.dk

CAPARISON T.A.T. (Neck-through / håndmalet) – Red Sunset Mega-Direct pris incl. kuffert, moms og go´ service: kr. 15.500,Mega Music er Europaagent for Caparison, som er en lille japansk producent, der håndbygger guitarer i bedste kvalitet.

Købere over hele Europa er begejstrede for håndværket, spilbarheden og lyden!

Prøv en!

THE BEATLES

Af Nils Harbo

T

he Beatles’ instrumenter har været grundigt dokumenteret i flere bøger, og på utallige web-sites. Vox-forstærkerne, Gretch og Rickenbacker-guitarerne, Höfner-bassen og Ludwig trommesættet kan også opleves i det nye Rockbandspil og de fleste ”vintage-nørder” har en klar ide om hvilke instrumenter The Fab Four brugte på de klassiske indspilninger.

Anderledes forholder det sig med deres brug af guitarpedaler. Brugte beatlerne fx forvrængerpedaler, da de indspillede de rå guitarer til ”Taxman” eller ”Revolution”?

For at finde svar på spørgsmålene skal vi tilbage til ”Swinging London” i de tidlige 60’ere. På det tidspunkt var det ikke helt nemt at købe elektriske guitarer eller elektriske guitarforstærkere af høj kvalitet. De tidlige beat-musikere måtte ofte nøjes med at købe

28 | VINTAGE GUITAR SHOW

instrumenter, der var fremstillet lokalt, efter som globaliseringen og internethandel endnu ikke var opfundet!

En fremsynet trommeslager, der også var saxofonreparatør, lavede imidlertid om på sagerne. Han havde åbnet en anderledes musikforretning i Londons West End. Forretningen hed Drum City og solgte kun trommer - efter det amerikanske princip med en outlet, der kun havde en bestemt type vare. Trommeslageren, der snart skulle vise sig som en driftig forretningsmand med flere gode ideer, var Ivor Arbiter og hans Drum City på Shaftesbury Avenue blev den første eksklusive trommeforretning i London. En dag i april 1963 dukkede Ringo Starr og Brian Epstein op i forretningen. Arbiter havde mange kunder, der var på vej til at blive berømte, men havde aldrig hørt om ”The Beatles”. Arbiter havde også agenturet på de amerikanske

Ludwig-trommer, og derfor endte Ringo Starr med at vælge et Ludwig Downbeat sæt. Starr fortsatte med at bruge Ludwig-trommer resten af sin karriere og løftede dermed Ludwig, der fylder 100 år i år, til uanede højder. Ivor Arbiter havde i øvrigt ved samme lejlighed, på et stykke pap, håndtegnet et løseligt forslag til hvordan ordene ”The Beatles” kunne skrives på stortrommeskindet med stort ”B” og et ”drop-T”. En lokal skiltemaler udførte det endelige arbejde for 5 Pund, og beatlernes berømte logo var dermed skabt. Arbiter åbnede en forretning mere, kaldet Sound City, der handlede med forstærkere og guitarer på, Rupert Street 22. Det var her The Beatles fra 1963 købte det meste af deres udstyr.

Keiths fuzz Men i 1963 var der stort set aldrig nogen der havde hørt om en guitarpedal, en fuzz, wah-

ARTIKEL

I 1989 afslog George Harrison endnu en gang et forslag fra Paul McCartney om at gendanne The Beatles. “For mit vedkommende,” fortalte han en journalist, “så vil en gendannelse ikke komme på tale så længe John Lennon er død.”

Da The Beatles i 1965 var i New York for at spille deres legendariske Shea Stadium koncert, opdagede de, at Diana Ross og The Supremes boede på samme hotel, som dem selv. Ivrige efter at spørge The Supremes om hemmeligheden bag deres helt unikke sound, fik de arrangeret et møde mellem de to grupper. Hemmeligheden? Ifølge et af medlemmerne i Supremes: ‘Jeg tror det har noget at gøre med de der knapper på kontrolbordet!’

Paul McCartney skrev musikken til klassikeren ”Yesterday” længe før han havde en tekst til melodien. I stedet brugte han en vrøvletekst mens han komponerede. Arbejdstitlen?: ”Scrambled Eggs”.

Da The Beatles i 1967 skrev sangen, ”Good Morning”, var inspirationen en fjernsyns-reklame for Kellogg’s Corn Flakes.

Kort efter John Lennons død, mindedes David Bowie et af hans enkle musikalske råd: ”John Lennon sagde en gang til mig – ’Det er meget simpelt.

Sig hvad du mener, få det til at rime, og marker på to og fire’.

“Hold kæft hvor havde han dog ret.” konstaterede Bowie, eftertænksomt.

wah, en octaver eller en flanger, sådan som vi kender dem i dag. Derfor brugte Beatles ikke pedaler i de tidlige år. Gibson havde ganske vist lanceret deres ”Maestro Fuzz Tone” i 1962 og på PJ Proby’s ”Hold Me” fra 1964 høres en Fuzz-pedal i baggrunden (en model, efter sigende designet af effektguruen Roger Meyer, der også har arbejdet med Jimi Hendrix). Det var først da Keith Richards i 1965 satte strøm til en fuzz-box og kreerede riffet til ”Satisfaction”, at pedalen blev kendt af en større offentlighed. Og da Jimi Hendrix to år senere optrådte på Monterey Popfestival, og satte ild til sin guitar, vidste alle guitarister nu hvad en fuzz-pedal var. Også Ivor Arbiter.

I mellemtiden var Ivor Arbiters firma blevet slået sammen med elektronikfirmaet ”John E. Dallas and Sons” og navnet ændret til Dallas Arbiter. Man udviklede også guitarforstærkere og kabinetter under navnet Sound City og

Ivor Arbiter fik nu ideen til at designe sin egen fuzz-pedalforvrænger. På værkstedet udviklede man det, der fra efteråret 1966 skulle blive kendt som Arbiters Fuzz Face.

Pedalens runde form er inspireret at et mikrofonstativ med rund massiv fod. Fuzz Face er i dag en legendarisk pedal med stor status, hvilket ikke mindst skyldes at den er er blevet brugt af bl.a. Jeff Beck, Eric Clapton, og ikke mindst Jimi Hendrix. Men også af The Beatles, der i 1965 havde indspillet Help og Rubber Soul, og nu var i gang med musik, der skulle blive til de epokegørende albums Revolver (udsendt 5. august 1966) og rockhistoriens mest berømte album Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band, der efter mere end 700 timers studiearbejde mellem december 1966 og april 1967 endelig blev udsendt 1. juni 1967. The Beatles havde spillet deres sidste offentlige koncert d.

28. august 1966, i Candlestick Park in San Francisco, og bekendtgjorde herefter, at det var slut med at turnere. En enkelt undtagelse blev der dog gjort en råkold januardag i 1969, hvor The Beatles (hjulpet af pianist og organist Billy Preston) spillede det såkaldte Roof Top Gig på toppen af Apple-bygningens tag på Savile Row i London torsdag d. 30. januar. En 42 minutters lang koncert, hvor halvdelen senere blev brugt i filmen ”Let It Be”. Man kan spotte en pedal i nærheden af George Harrisons ”Silverface” Fender Twin Reverb forstærker, sandsynligvis en volumepedal.

Beslutningen om at stoppe koncertvirksomhed betød, at The Beatles 100% kunne koncentrere sig om indspilning og kreative eksperimenter med studiets virkemidler. I 1966 havde man slet ikke den

VINTAGE GUITAR SHOW | 29

THE BEATLES

teknologi vi har i dag, og musikeren var ikke tæt på udstyret, der konsekvent blev betjent af studieteknikere, overvåget af en producer samt diverse indspilningsassistenter. Beatles blev ved med at stille innovative krav i EMIstudiet på Abbey Road (der først i 1970 blev omdøbt til Abbey Road Studios) og kom på den måde til at ”opfinde” mange af nutidens guitarpedaler. Som leadguitarist var George Harrison naturligt nok den første til at prøve, når der gik rygter om nye pedaler. Allerede i juli 1963, under indspilningerne af ”She Loves You” og ”Don’t bother me”, havde beatlerne da også prøvet den amerikanske Gibson Maestro Fuzz. Men ingen af disse optagelser nåede udgivelse – og siden var det kun engelske pedaler de ville afprøve i studiet. På George Harrisons nummer ”I Need You”, indspillet mandag d. 15. februar 1965 (samme dag som indspilningen af ” Ticket To Ride”), brugte han for første gang en guitarpedal, der af nogle identificeres som en såkaldt ”tone pedal”. Der er tale om en volumepedal, som han også anvendte dagen efter på indspilningen af ”Yes It Is”, hvor det er mere tydeligt at høre effekten.

i EMI-studierne studie 3 fra april 1966 kan man således se en Sound Tone Bender Mk.1.5, placeret oven på McCartneys Fender Bassman forstærker. På den tid havde man endnu ikke fået for vane at placere guitarpedalerne ved foden, de blev placeret ved forstærkeren, hvor man drejede på de øvrige knapper. The Beatles spillede i

Indbygget fuzz Hører man fuzz eller forvrængning på en Beatles-indspilning, vil det højst sandsynligt være en Sola Sound Tone Bender , (oprindelig udgivet af Vox, kan i vore dage fås i en ”Gary Hurst” version), Arbiters Fuzz Face (i dag bl.a. genudgivet af Dunlop) eller indbygget forvrængning fra en Vox-forstærker – ofte spillet på en Epiphone Casino guitar.

På et billede fra Revolver–indspilningerne

perioden fra 1962-67 hovedsagelig på Voxforstærkere, startende med AC-30, AC-50, AC-80 og videre til AC-100 efterhånden som det blev nødvendigt med kraftigere og kraftigere forstærkere. Vox Conquerorampen, der bl.a. kan ses i ”videoen” til ”Hello Goodbye” og i studiofilmen ”Hey Bulldog” havde indbygget fuzz/forvrænger. Det var derfor ikke nødvendigt at bruge guitarpedal og Conqueror-ampen blev bl.a. benyttet i

30 | VINTAGE GUITAR SHOW

1968 til sessions med indspilning af ”Hey Bulldog” og ”Lady Madonna”. Lydteknikeren Geoff Emerick, der var med på stort set alle The Beatles tidlige indspilninger, og havde en stor del af æren for arbejdet på bl.a. Revolver, Sgt. Pepper og Abbey Road fortæller i sin bog ”Here, There and Everywhere - my life recording The Beatles” at Harrison medbragte

The Beatles spillede på Vox-gear, især i starten af karrieren. Fuzzpedalen Tonebender (tv.) er oprindelig designet af Gary Hurst for Sola Sound, men navnet blev overtaget af Vox, der også stod bag en af rockhistoriens meste kendte wah-wah pedaler (herover)

nye fuzz-pedaler ved indspilningen af ”Hey Bulldog” søndag d. 11. februar 1968, og på take 10 blev der også brugt fuzz på basguitaren.

Harrisons wah I 1965 var Vox-navnet blevet opkøbt af amerikanske Warwick Electronics Inc. / Thomas Organ Company og man havde lanceret en forstærker, kaldet ”The Super

ARTIKEL Beatle”. The Beatles selv brugte dog aldrig denne forstærker i studiet i England, men den blev stillet til rådighed for bandet under de sidste koncerter i USA. Specielt for ”Super Beatle”-forstærkeren var muligheden for at kontrollere MRB (mid range boost) med en fodpedal; hvilket blev forløberen for den pedal, der slutteligt blev introduceret på markedet i november 1966. George Harrison blev bruger af wah-wah effekten og skrev endda senere en sang med titlen Wah-Wah (udsendt på All Things Must Pass i 1970). Men det er meget få Beatles-numre, hvor man kan høre wah-wah. Mest kendt er ”Across the Universe”, der oprindelig er indspillet i 1968, men er udsendt i flere forskellige versioner. På versionen fra ”Let It Be” albummet, remixet af Phil Spector, kan man høre wah sammen med Spectors overdubbede strygere og kor, indspillet og mixet i foråret 1970. I Let It Be-filmen kan man også se George Harrison spille wahwah, bl.a. når bandet øver ”I’ve got a feeling”.

En af de mest markante distortede guitarer fra The Beatles findes på introen til ”Revolution”, der blev udgivet som B-side til singlen ”Hey Jude” d. 30. august 1968. Men her er der

Arbiters Fuzz Face var sammen med Tonebender den første lokale fuzzpedal, brugt af The Beatles og engelske rockmusikere i 1966. Den er senere genudgivet af af Dunlop med navnet Dunlop Dallas Arbiter Fuzzface (billedet), det oprindelige design er beholdt.

heller ikke tale om en guitarpedal. Der var tale om en genindspilning af nummeret; den første indspilning (en langsommere udgave) blev senere udgivet på ”det hvide album”, der udkom d. 22. november 1968.

I den nye version ønskede John Lennon

OUTPUT #2

den mest rå lyd man kunne forestille sig og punkede tekniker Geoff Emerick så meget, at sidstnævnte følte sig nødsaget til at overtræde EMI-studiets strenge tekniske regulativer. Mod reglerne serieforbandt han to preamps i studiets REDD 51 rør mixerpult, og skruede voldsomt op for gainen, hvilket absolut ikke var tilladt. De kunne brænde af, og Emerick kunne miste sit job! Heldigvis opdagede studioledelsen det ikke, og en ultra rå fuzz-lyd var skabt med to Beatles-guitarer.

Direkte i pulten -–helt uden guitarpedaler - og lyden blev på mange måder forbilledet for 90’ernes rå grunge-guitar.

På samme eksperimenterende måde, blev effekter som ADT (automatisk double tracking), flanging, DI (direct injection ”line”) og leslie på vokaler første gang hørt i studierne på Abbey Road, når Beatles eksperimenterede. Først adskillige år senere blev sådanne effekter tilgængelige i pedalform for almindelige musikere.

Man må konkludere, at The Beatles ikke brugte særlig mange pedaler, af den simple grund at de endnu ikke var opfundet. I stedet var de kreative, og lavede de ”trickene” med den forhåndenværende teknik i studiet! ■

GUITARMAGASIN PÅ NETTET!

TESTS:

DANSKE PEDALER FRA T-REX, TC, EMMA, CARL MARTIN BOSS GT10B BASSEFFEKTER M.M.

INTERVIEWS:

MIKE ANDERSEN – BLUES FRA AARHUS TUE MADSEN – DANSK METALPRODUCER MED SUCCES VINTAGE SHOW – ÅRETS BEGIVENHED M.M. MERE END 5000 GUITARISTER OG BASSISTER HAR ALLEREDE LÆST OUTPUT MAGASINET, OG NU ER NR. 2 PÅ TRAPPERNE. DU KAN SE BEGGE UDGAVER GRATIS PÅ:

GUITAR- OG BASMAGASIN

WWW.OUTPUTMAG.DK

TESTS - INTERVIEWS - NYHEDER - ANNONCER

VINTAGE GUITAR SHOW George L. Lewis

Det skulle jeg aldrig have gjort...

Jeg har begået en række dumheder med instrumenter gennem årene. Tilbage i 1968 var jeg nødt til at sælge en Blonde 1959 ES 330 fordi jeg ikke havde penge til at betale husleje. En trist oplevelse, for det var en rigtig dejlig guitar, men sådan går det jo en gang imellem. En anden gang solgte jeg en hvid 1962 Stratocaster til Ian Hunter. Jeg fik det samme for den, som jeg selv havde givet. Det var fint, for jeg har aldrig solgt et instrument til en anden musiker, for at tjene penge på det. Det er jeg ikke tilhænger af.

Senere blev guitaren solgt videre for en højere pris end den var værd, og sådan kan det også gå. No big deal.

Den eneste gang jeg har solgt en guitar, og haft det rigtigt dårligt med det, var her i Danmark. Det var en 1954 Telecaster, jeg havde haft i over 30 år. Det var en udmærket guitar. Ikke en fantastisk guitar, men et rigtigt godt instrument. Jeg havde fået guitaren under temmelig bizarre, og bedrøvelige omstændigheder. Min kæreste havde smadret alle mine guitarer med en hammer, og jeg skulle have fat i et instrument meget hurtigt, da jeg spillede i ’Hair’ forestillingen på Broadway hver aften. Jeg havde cirka 6 timer til at få løst problemet inden showet, og fandt guitaren i The Music Inn på 4th Street i Grennwich Village. Det lykkedes på et hængende hår at nå tilbage til The Biltmore Theater på hjørnet af 47th og Braodway.

Gennem årene havde jeg fået en tiltagende følelse af at instrumentet og jeg ikke rigtigt passede sammen, og da jeg havde mange

32 | VINTAGE GUITAR SHOW

andre guitarer, kunne en anden lige så godt få glæde af den. Jeg besluttede at sælge den for hvad den var værd – ikke for at tjene penge, men for at sikre at den endte hos en musiker der ville være glad for den, behandle den godt, og spille på den. En guitarist - jeg vil ikke nævne hans navn – som jeg havde kendt i nogle år her i København, ringede til mig og spurgte om jeg kendte nogen der havde en Telecaster hans søn kunne købe. Jeg inviterede ham og sønnen til at komme og prøve min guitar, og fortalte at jeg var villig til at sælge Telecasteren for en meget favorabel pris, på betingelse af at sønnen ville beholde guitaren, og ikke sælge den videre. Hvis han, af en eller anden grund, ikke ville beholde den, ville jeg tilbyde at købe den tilbage for samme pris som han havde givet.

Senere fandt jeg ud af at faderen havde fortalt skattevæsenet, at han havde købt guitaren, og havde trukket den fra på sin selvangivelse. Ikke fordi han behøvede det, da han spillede i et af Danmarks mest succesfulde orkestre, og tjente millioner af kroner. Senere solgte denne mand, og hans søn, guitaren til en musikforretning i Ålborg, for meget mere end de havde givet for den.

Der befinder den sig nu bag en glasrude.

Jeg så den på sidste års guitarshow – ingen spiller på den, den er kun til udstilling, og hele denne historie går mig meget på. Jeg får det dårligt af den form for uærlighed, og grådighed, og jeg vil nok aldrig mere sælge en guitar til nogen – med garanti aldrig til nogen i Danmark.

Verden har igen mistet en ægte musikinstrumentpioner, nemlig George L. Lewis, der gik bort fredag, den 22. maj i Nashville i en alder af 87 år. George L. Lewis grundlagde for mere end 30 år siden familiefirmaet George L’s, med ”high end” produkter: Støjfrie instrumentkabler, strenge, pickupper og en vifte af tilbehør til både guitar og steelguitar. Firmaet drev han med hjælp fra sin kone Mona og sine 2 døtre. George L. Lewis havde også været en medejer af GHS String Co og Sho-Bud Steel Guitar Co. Familiefirmaet bliver nu drevet videre af døtrene Kimberly og Leesa.

Fra venstre: Leesa Lewis – George L. Lewis – Kimberly Lewis – Henning Kock

Jimi Hendrix Aerosmith guitaristen Joe Perry var 16 år, da han første gang hørte Jimi Hendrix.

‘Jeg kørte i min mors stationcar et sted i New Hampshire. Der var kun få radiostationer i det område, og pludselig gennem den knitrende statiske støj hørte jeg « Purple Haze ». Jeg tænkte at det måtte være radio fra Mars.

Guitaren lød som et monster der kom ud af højttaleren.

‘En gang i mellem dukker en ny guitarist op og flytter guitaren, men ingen, hverken før eller siden, har gjort det som Hendrix.

Jimi ændrede guitaren fra sort-hvid til Technicolor.

Mens han aftjente sin værnepligt hos faldskærmstropperne, forsøgte han engang hjemme på kasernen, med sin guitar og forstærker, at efterligne lyden af vinden, som den lød under et udspring.

Lowell George (Little Feat) der døde i 1979, spillede en fantastisk slideguitar.

Han spillede engang med Frank Zappa, men Frank smed ham ud af Mothers... En version fortæller at det var fordi han mente han var for god. En anden, at Lovell’s hang til narkotika var den egentlige årsag. Zappa brød sig ikke om Lovell’s sang ’Willin’, der også handler om “weed, whites and wine”.

Kommentarer fra internetfora efter det første Vintage Show i 2005 Ja nemli’ ja Jeg var der na turligvis også - desværre ku ment. Glæder n lørdag... SU mig allerede til PER arrange næste år.

Jeg synes de t var rigtig fed t med de mang Bench Check, e aktiviteter m. hvor man jo alt v. Bl.a. Fenders id kan få en go sin spade: De d snak med sv nne gang fik jeg enskeren om filet lidt i min havde forstand nut, fordi der på at gøre de var en der ikk t (undertegned med selvsam e e), der havde me. Derudover været i gang er en strat sn ak jo altid så rart...

Savle savle sa gde jeg sgu ma nge gange. Sy Fender stand nes dog den var lidt for me store brune get fetish til mi g...

Når alt komm er til alt er de t eneste kritik nebog og så ; pung min alt de forp***** Mo for tomme teg og folk der vis vindunder kunn te hvad deres e. Det var ikk nyeste digitale e meget man toner. hørte til de op rindelige Moog Alt i alt en de jlig dag bland t glade menn year!!! esker - ple

ase come again

next

Vh. Michael

Også mig nhavn til Svendborg.

Jeg tog også lige en sviptur fra Købe !!!

Og gør det gerne igen til næste år

og jeg var der... jeg er, så var det mig der stod og 2 timer lørdag. hvis i ikke ved hvem goldtop..:-) gloede en time på ivan horns ‘56 søren

hæ, hæ, hææææhhh...

Kan I se den, venner..?

De har bare lige glemt at skrive én væsentlig ting: “Solgt til Søren Alwan, Denmark”... http://www.tiptop.se/cgi-bin/multipa ge.cgi?id=983 Lyder p....godt og vejer ingenting!

Ekstatiske hilsener Søren Alwan (der har haft våde drømm e lige siden Vintageshow´et i svendborg)

’s Tony er Flatbush , savlede ov jeg ikke lige benchcheck e fik vd Yes! , ha ag K nd de 80 ! Var der sø model - men Det var fedt eadnought ce White dr Rice/Claren . på lommen

2 fede dage det var en fed jeg tog turen fra Bornholm til Svendborg. Det er jo en dejlig by, og det havde jeg ellers oplevelse - det var dog synd, at der ikke kom gang i grejbasaren, set frem til.

Venlig hilsen Tom Komstedt

me too... var der hele søndagen, da jeg var på arbejde om lørdagen. fik justeret en strat 69’ med schaller pu. fin fyr, ham svenskeren. fik talt lidt med s.k på 1’ste sal, og så bl.a alwa ns black box.(troede førs glemt sin madkasse ) t der var en der havde og ham den lille sorte fra tonetubby, var ved lige foran standen. at købe den goldtop, der stod en fed dag, der sluttede lige så fed ved at se billy boy spille slide. mvh. tom

varme duften fra indtryk og paradis! . Man er i es man af er ød al m ed n le dp fo sa hvad og r r, se re ita og Vel inde i . le gu for en slik rkere, gam an solgte rørforstæ odel ud m lv. m n t se g de si e t af drig har se Tjekker lig . Griner lid folk man al dbringe nu altid til kendte, og er be iv le bl den kan in m et ga .D hinanden møder man fremmede.

Samtidig alle kender med vildt det som om kendte og be e ed kk før. Dog er m ni de nye, og ig snak, bå ikere, det sidste en hyggel dene. Se r unge mus an pa st et på e t lig opleve øder En tur rund Gid de må t gamle. M lv. de se til en ne ne på er ks genkende bu af lv. så røven ud som en se havde og der spiller musikken ud. Jo! De æde ved musikkere ng. ld ni ho em samme gl et st e kk intim eret og tje og lyd i en få flere Ned i teat Flot musik ninger, og emmefra. nuse stem ds in øvet sig hj at r ne fo de an tning st til ns forven Tilbage ed glæde hjem. ning, og m em st indtryk med t fte lø foregår i Hjemturen dt. s show. lige så go til næste år vil fungere SH-Hallen Håber at nsen Leif Esbe Bagenkop d Langelan Danmark

36 | VINTAGE GUITAR SHOW

VINTAGE GUITAR SHOW | 37

INTERVIEW

INTERVIEW

Clinics 2006 - 2008 Steinar Gregertsen Søren Reiff Jens Dreier Ole Kehlet Knud Damgaard Ryan Roxie Peter Brander Steen Skrydstrup Greg Koch Lars Reinau Peter Viskinde Emil Meinild

Det første år var der ingen clinics på Vintage Guitar Show, men allerede året efter, i 2006, var clinics blevet et vigtigt punkt, da programmet for showet skulle sammensættes. De forskellige clinics blev godt modtaget, og interessen var så markant, at vi i årene efter har haft øget fokus på netop denne del af arrangementet. I 2009 præsenterer vi det største clinicprogram nogensinde. Hver time er der en ny clinic, og vi mener der er noget for enhver smag. I år har vi også taget os sammen og arrangeret en basclinic. Vi håber at se dig til Danmarks største guitarshow - Vintage Guitar Show 2009.

SØREN REIFF

Foto: Carsten Weide/www.mixframe.dk

40 | VINTAGE GUITAR SHOW

GIBSON ES-346

Tekst: Søren Reiff Foto: Søren Reiff, Carsten Weide, Anders Warming

For et par år siden blev jeg bedt om at fortælle om mit setup og mine guitarer til en tidligere udgave af dette magasin. Dengang vidste jeg ikke hvor tæt jeg var på, at en drøm jeg der omtalte, ville gå i opfyldelse. En drøm om én guitar direkte i en forstærker.

S

iden jeg stoppede som kapelmester på Den store klassefest, har jeg spillet en del med amerikanske musikere, både live og i studier – både i USA og i Europa.

Ved et af mine besøg i L.A. for nogle år siden, havde der været lidt uafklarethed om hvornår jeg ville ankomme, og derfor undskyldte kapelmester David Garfield, da vi mødtes, at han for en sikkerheds skyld også havde booket en anden guitarist ud over mig. Helt fint for mig, jeg synes det er en gave at få mødt og spillet med så mange musikere som muligt, og uanset hvem det var, vidste jeg at vedkommende ville spille rigtig godt. Det viste sig at være selveste Paul Jackson jr., som har spillet på et hav af cd’er blandt andet med Michael Jackson. Paul medbragte en guitar til jobbet jeg aldrig havde set før, hans signature model, en Gibson ES 346, som han stolt præsenterede for mig. Den lød afsindigt godt og var super alsidig.

Den havde pondus som en Les Paul, masser af sustain, og samtidigt en varm og jazzet tone, når det skulle bruges. Et strejf af noget klassisk/old school med en lidt mere moderne undertone grundet dens konstruktion. Jeg var imponeret.

Da jeg kom retur til Danmark lavede jeg lidt research og erfarede at modellen lige var gået ud af produktion. Desuden havde den kostet på den anden side af 45.000 hvilket fik mig til at skubbe tanken om sådan en guitar væk. Men drømmen spøgte og jeg var fra tid til anden på nettet for at se om jeg kunne finde en brugt, uden held. Min viden om modellen blev dog større og jeg kunne læse at de som havde en 346 yderst sjældent skilte sig af med den – øv.

Sidste sommer arvede jeg nogle penge efter min tante og min søgen på nettet blev intensiveret. Pludselig dukkede der en rød ES 346 op.

Den var endda speciel eftersom den var brændemærket ”roadworn” bag på hovedet. Hvad betød det? Det viste sig at den stammede fra en auktion hvor kun indbudte folk kunne byde. En af Gibson’s Custom shops skulle nedlægges og derfor solgte man ud. De guitarer som skulle sælges var guitarer som havde været brugt når celebre

personer skulle prøve guitarer af til en tourne eller indspilning – de var derfor ikke sprit nye, men ”roadworn”.

Jeg tænkte at hvis den havde været Gibsons ”demo” for at lokke store artister i fælden var den sikkert fed. Jeg emailede Paul og spurgte om han kendte den, i tilfælde af at den var lavet til ham og han så havde kasseret den, men nej han kendte den ikke og havde derfor intet at udsætte på den.

For første gang i mit liv var jeg ved at købe en guitar jeg ikke havde prøvet at spille på – meget grænseoverskridende. Jeg emailede flittigt sælger i USA, som var sød og tålmodig. Han sendte et hav af fotos og besvarede gladeligt mine mange spørgsmål. Det vidste sig også at guitaren var blevet ”plek’ed”!? Mere research – det betød den havde fået nye bånd, samt ny saddel og var blevet justeret af en maskine som havde analyseret halsens form og kurve. Igen grænseoverskridende, når man er vant til at den gode gammeldags måde. Men prøv at google plek + guitar og se de videoklips som kommer op. Utroligt – og jeg må tilslutte mig – det virker!

Nåh, men tilbage til købet. Kraftigt opfordret af en kollega tænkte jeg: ”hva’ pokker, jeg kan jo sælge den, hvis jeg ikke bryder mig om den” og kastede mig ud i det. Jeg overførte pengene, og dagene blev pludseligt uendeligt lange. Endelig kom der besked, at jeg kunne hente den i den lokale Super Brugs postafdeling, hvor den stod fint i sin kasse pakket ind i oceaner af pap ved siden af en palle kartofler.

Spændingen var kolossal da jeg pakkede den ud – men den var og er fantastisk!

Den er lidt mindre end en 335. Kroppen er lavet af ét stykke mahogni, som er fræset ud, på samme måde som vores forfædre lavede kanoer af træstammer. Den er fræset sådan at der stadig er en centerblok, men ellers er den hul som en 335. Dækket er lavet af flammet ahorn, som giver en hurtig respons. Materialerne er altså

VINTAGE GUITAR SHOW | 41

SØREN REIFF

Gibson ES-346

fuldstændig de samme som på min gamle strat-agtige Washburn, som har været min hovedguitar de sidste 10-12 år. Mahogni kroppen betyder fylde og varme, og ahorn toppen et godt attak. Det at kroppen ikke er samlet af mange stykker som almindlige halvakustiske, giver mulighed for en runding på bagsiden som skaber plads til maven og ”dagens ret”, samt et dæksel som giver hurtig og nem adgang til elektronikken. Apropos elektronik så er pickupperne Gibson’s 57 Classic Humbuckers, og ”kabelføringen” er klassisk Gibson, med en volumekontrol og en tonekontrol til hver pickup. Jeg leger lidt med tanken om at prøve hvordan det ville være med en varitone switch i stedet for tonekontrollen til bridge pickuppen, den tonekontrol bruger jeg alligevel aldrig, mens

42 | VINTAGE GUITAR SHOW

jeg ofte bruger den til neckpickuppen. En varitone vil muligvis give guitarerne endnu mere alsidighed, det kunne i hvert fald være interessant at prøve det en dag. Gribebrættet er af ibenholdt. De første ES 346’ere havde rosentræ, men efter det blev Paul Jacksons signature model blev de lavet med ibenholt i stedet. Halsen er lavet af ét stykke mahogni og er compound, hvilket medfører at den ikke føles tyk længere oppe ad halsen.

En anden speciel ting ved guitaren er dens ”snake-head”. Hovedet ligner ikke almindelige Gibson hoveder, men er smallere og spidser til. Konstruktionen gør at strengene ikke bøjes efter sadlen for at komme over i stemmeskruerne. Det skulle betyde at guitaren skulle holde stemningen bedre, og være lettere at bende på. Om den er bedre at

bende på end andre guitarer er en smagssag, men den holder stemningen helt utroligt og har både varme, blødhed, samt attak og sustain.

På kort tid blev jeg afhængig af denne guitar. Jeg begyndte med det samme at bruge den i studiet – sikke en fylde og karakter.

Når jeg ikke orkede at spille mere sad jeg og læste mere om guitaren, selvom der ikke var megen data at finde om modellen. Et par uger efter jeg havde fået guitaren sad jeg således en aften og surfede – pludselig skete det, der var en til! Ok, modelbetegnelsen var ikke ES 346, og de materialer sælger beskrev var ikke som jeg lige har omtalt, men på fotoet var den magen til den anden, bare honningfarvet i stedet for rød! Jeg kontaktede sælger som

ES-346 lidt tålmodighed kom guitarens potentiale langsomt frem.

En var fantastisk, men at finde to inden for få uger var mirakuløst. Dermed var et problem omkring strengetykkelsen også løst.

Den røde kunne beholde 0.11’erne på og dermed en temmelig jazzet fornemmelse, med rundhed og fylde fra strengetykkelsen.

Den honningfarvede fik 0.10’ere og er derfor gearet til mere blueset og rocket materiale.

Siden jeg fik disse guitarer har jeg spillet flere koncerter hvor jeg har haft guitarerne, en wah og så direkte i en forstærker. Det simple setup tvinger mig til at tænke og spille på en anden måde, som jeg nyder og finder super inspirerende.

Faktisk gik der næsten et år fra jeg havde fået dem før jeg første gang havde dem ude med mit rack-setup. Det var til et job hvor Henrik Engqvist havde spurgt om jeg ville sidde ind med ham, guitaristen Jeff Richmann og bassisten Jimmy Haslip. Jeg var spændt – jeg følte mig hjemme på guitarerne, men vidste ikke hvordan de ville reagere, når jeg skulle spille højt gennem mit rack, det skulle blive interessant at høre.

Jeff spurgte da vi mødtes hvilken guitar jeg havde med, og undrede sig da jeg svarede: ES 346. Den kendte han ikke, men der gik ikke mange minutter før han nikkede anerkendende.

Og jeg selv var lykkelig – de fungerede perfekt live. Masser af fylde, masser af sustain og ikke mindst masser af spilleglæde.

I den artikel jeg startede med at omtale her, svarede jeg at det ikke var så vigtigt hvilken guitar jeg fik med, hvis jeg skulle strande på en øde ø, bare jeg havde en guitar med.

Overordnet set gælder det stadig, men hvis jeg KUNNE vælge, er der ingen tvivl – så bliver det en af mine ES 346’ere – nok den røde! ■ igen boede i USA, men han holdt på at den hed noget andet, var lavet et helt andet år end serienummeret angav og kendte ikke noget til træet. Jeg bad ham sende flere fotos og tilsidst tog jeg chanchen og slog til.

Nu føltes dagene for alvor lange – var det en 346 og hvordan var den?

Samme Super Brugs, samme postdame, 10 dage senere – hun spørger: ”er det en guitar” da jeg afleverer pakkesedlen – ”øh, ja, svarer jeg forbavset” - hvordan kunne hun vide det. ”Er den ikke lidt skæv?” spørger hun mens hun hiver en buet gigbag frem fra hjørnet!

Sælger havde sendt guitaren fra USA til Danmark i en almindelig gigbag, uden andet end et stykke plastik til at holde adressen!

Med rystende hånd tog jeg imod den, svarede ”jo” og skyndte mig ud af butikken.

Hjemme åbnede jeg nervøst gigbagen.

Guitaren havde mirakuløst overlevet. Bortset fra at slagpladen var faldet af, fejlede den ikke noget. Strengehøjden og halsen var så dårligt justeret, at den nærmest var umulig at spille på. Der var da heller ikke spillet meget på guitaren. Sælger havde tydeligvis ikke megen kendskab til guitarer. Stolen var vendt om, så man ikke kunne komme til at justere intonationen for bridge-pickuppen. Desuden var alle skruer på pickupperne, tailpiece, samt andre synlige skruer sat så de stod på lige rækker og pegede i samme retning. Men det var en ES 346, fuldstændig som den anden, og med nye strenge, en skruetrækker og

Det skulle jeg aldrig have gjort Da jeg i ca. 1978 skulle købe min første seriøse guitar, tilbød Kim, en guitarist min storebror spillede sammen med, at jeg kunne købe enten hans gamle Fender Mustang eller hans brugte Gibson Les Paul Deluxe for 4.000. Jeg købte Les Paul’en og havde den et par år, men solgte den retur til sælger da jeg heller ville have en halvakustisk det blev en H.S. Anderson, som jeg havde noget tid, inden den også blev solgt og den laaaaange guitarjagt for alvor gik i gang, med en jævn og konstant udskiftning. Både Mustangen, og ikke mindst Les Paul’en ville jeg rigtig gerne eje i dag. Selvfølgelig fordi det investeringsmæssigt sikkert havde været en fornuftig deal, men også fordi der var mange drømme der blev drømt med den på maven!

VINTAGE GUITAR SHOW | 43

ARTIKEL

Da den amerikanske jazzguitarist, Jimmy Bruno, for mange år siden lancerede sin ‘NO Nonsense Jazz Guitar’ undervisningsvideo, var det for at afmystificere jazzguitar. Nu tager han sit koncept et skridt videre denne gang på nettet, i form af sit online Jimmy Bruno Guitar Institute.

Har du en drøm om at kunne spille lidt mere jazz’et på guitaren, og at kunne akkompagnere med nogle lækre jazzakkorder. Når jeg hører en jazzguitarist fortolke en ukompliceret standard melodi i et arrangement, hvor de seks-otte akkorder jeg selv spiller den med, pludselig bliver til et væld af avancerede akkordgange, kombineret med melodiøse improvisationer, så vækkes drømmen.

Når musikeren gør en banal melodi til en fascinerende musikalsk oplevelse, så tænker jeg - jazzguitar, det gad jeg godt kunne.

Optændt af entusiasme lægges vejen forbi det lokale bibliotek, hvor man straks konstaterer at ’lær at spille jazzguitar’ bøger er et populært emne, der fylder godt på hylderne med musiklitteratur. Kendte og ukendte jazzguitarister forsøger med velsmurte ord at overbevise dig om netop de har den helt rigtige metode. Alle fortæller dig, helt uden at kende dine forudsætninger, at netop deres metode vil bringe dig adskillige skridt nærmere målet, at kunne spille jazzguitar.

Med fare for diverse rygskader slæber man stakkevis af bøger, videoer, og andet materiale med hjem. Nu skal der spilles jazz.

44 | VINTAGE GUITAR SHOW

I studerekammeret støder man på en masse nye engelske ord og fagudtryk, af den simple grund at det meste materiale er på engelsk. Modes, chord extensions, tritonus substitutions osv. WHAU, tænker man, det skal jeg da lige have lært – så kører det. De fleste skribenter anbefaler at man, som noget af det første, anskaffer en Fake Book, med alle de gamle jazz og swing standardmelodier. ’No problem,’ - man fryder sig over sin forudseenhed, der betyder at sådan én også blev lånt, sammen med bogen der viser ettusind-og-sytten forskellige akkorder. ’To, højst tre måneder, - så spiller jeg jazz!’

- tænker man.

Den pentatoniske skala sidder som den skal, på rygraden, men der er jo ikke meget jazz over sådan en fætter, så optimistisk kaster man sig ud i doriske, frygiske, lydiske, mixolydiske skalaer. Hel- og halvtone skalatrin gennemgås, analyseres, og memoreres.

Når du så sidder der, og tænker ’F…! hvorfor skal det være så kompliceret, så er det Jimmy Bruno prikker dig på skulderen, med sin imaginære pegefinger, og forklarer at det er

det såmænd heller ikke. ’Ja så?’ konstaterer du med rynkede øjenbryn, og Jimmy fortsætter: ’Glem alt om de der modes, skalaer, og den slags. Det er teoretiske værktøjer du har brug for, hvis du vil analysere musik, ikke for at spille musik! ’Jamen alle eksperterne siger…’ indskyder man spagfærdigt. ’B.S.’ affærdiger Jimmy, med reference til denne artikels overskrift. ’Musik består af 3 elementer – melodi, harmoni, og rytme. Det er hvad du behøver at forholde dig til, for at spille jazz, eller hvliken som helst slags musik, for den sags skyld. Punktum.’ ’OK!’ tænker man, ’Det lyder næsten for let.’ ’Melodier er interessante, skalaer er det ikke,’ fortæller han. ’Jeg kan på få sekunder høre om en guitarist har noget på hjerte, melodisk, eller om han bare lirer skalabaserede licks,’ siger Jimmy Bruno, og fortsætter, ’Når du øver på skalaer begynder du på en bestemt tone, og ender på en bestemt tone. Hvad enten du er opmærksom på det, eller ej, så er det en kadence, og det har afsmittende virkning på den måde du tænker og hører toneforløb. I stedet for at tænke i skalaer, skal du begynde at tænke i melodier. Ikke

Brødrene Dobbratz fra Hamborg

På JBGI får du adgang til flere hundrede videoer, hvor Jimmy Bruno viser, og forklarer i detaljer, hvordan du trin for trin opbygger færdigheder der gør dig til en bedre guitarist. Han gør op med alle forestillinger om at jazz er indviklet, og kun for de særligt musikalsk begavede.

lange indviklede melodier, men små korte melodistumper, fraser om du vil.’

Han gentager dette synspunkt flere gange, så man fornemmer at det virkelig er en hjertesag. ’Melodier betyder noget – du skal øve dig på at spille melodier.’ Øjnene er intense, når han forsøger at overbevise dig om at du ikke skal spilde tiden på skalaer. ’Skalaer bringer dig ingen vegne, og dit musikalske udtryk bliver kedsommeligt og forudsigeligt.’ ’OK - melodier, det lyder fornuftigt!’ resonerer man. ’Måske har manden fat i noget der’. Den første tvivl på autoriteternes ufejlbarlighed begynder at melde sig. ’Alle kan spontant finde på små melodier på højst 4-5 toner, men også gerne færre toner,’ forklarer Jimmy Bruno, og fortsætter ’Det er virkelig betyder noget er at du selv finder på.

At de toner du spiller, ikke er en del af noget indøvet, - et skalaforløb eksempelvis.’ ’Det er vigtigt, at fraserne er så korte at de ikke involverer hukommelse, men udelukkende bygger på et spontant valg af toner. Derfor højst 4-5 toner. Senere udvikler denne færdighed sig automatisk til at man spontant kan opbygge længere forløb.’

Jimmy Brunos metode bygger på at toneforløbet, der svarer til de hvide tangenter på et klaver, kan spilles i fem positioner på gribebrættet, ved hjælp af ’The Five Shapes’ som han kalder dem. Modsat et klaver, hvor den enstregede oktav kun findes et sted på klaviaturet, så kan den tilsvarende tonesamling udføres flere steder på en guitars gribebræt, hvilket gør guitaren sværere at overskue. The Five Shapes er

et Columbusæg, der effektivt eliminerer denne indbyggede vanskelighed i guitarens gribebræt. Når du behersker dem, kan du spille et hvilket som helst melodisk forløb, flere steder på gribebrættet, uden at skulle ændre fingersætning.

Mine elever skal ikke være kloner af mig, men nå frem til deres eget udtryk. Derfor indgår intet nedskrevet melodisk materiale i undervisningsmaterialet. Heller ikke transskribtioner af diverse soli. Elevernes eget potentiale skal stimuleres og udvikles.

Talentet afgør hvor langt de kan drive det, men jeg vil hellere lytte til en teknisk mindre dygtig guitarist, der udtrykker sig med indlevelse, og spontant melodisk, end jeg orker at lytte til en der med stor teknisk dygtighed serverer imponerende indstuderede skalaløb.

At Jimmy Brunos metode virker, kan man selv overbevise sig om, ved at studere nogle af de mange videoer han modtager fra elever. En vigtig del af undervisningen foregår ved hjælp af elevernes uploadede videoer, som Jimmy Bruno personligt analyserer, og kommenterer med anvisninger på hvad den pågældende elev skal gøre for at udvikle sig. Alene hans kommentarer til de forskellige videoer er hele prisen for kurset værd.

Hele kurset indeholder materiale nok til at holde dig beskæftiget i flere år, og er et af de mest seriøse bud på on-line guitarundervisning du kan finde. Emnet er jazzguitar – og hvis du har en svaghed for den type musik, bør du tjekke hans side ud. www.jimmybruno.com

De to brødre, Reiner og Meik Dobbratz, har i 25 år haft deres lille værksted nord for Hamborg, hvor de bygger basguitarer af særdeles høj kvalitet. De fremstiller selv alt, inklusive den hardware der er en vigtig del af et kvalitetsinstrument. Le Fay basguitarer er helt igennem håndlavede, og består af perfekt afstemte komponenter, der inbefatter krop, hals, pickupper, elektronik, drejeknapper. Gennem årene har de to Le Fay entusiaster udviklet en fremragende ergonomi, der er vanskelig at kopiere.Det eneste der ikke fremstilles på værkstedet er de førsteklasses headstock tunere fra firmaet Gotoh.

Le Fays katalog indeholder deres traditionelle modeller som f.eks. SINGER og HERR SCHWARZ, og den forrygende fretless REMINGTON STEELE, samt den headless PANGTON. Besøg Le Fay’s stand på Vintage Guitar Show, og få en bas-snak med et par rigtige basnørder.

Begge instrumentbyggere er ved siden af arbejdet med basserne også aktive musikere. Reiner er bassist, og Meik spiller trommer.

Salg af instrumenter Lydudlejning Servicering Eget værksted Fri levering

Musikhuset Møllergade 69 5700 Svendborg - 62210505 www.musikhuset-svendborg.dk

VINTAGE GUITAR SHOW Det skulle jeg aldrig have gjort

www.guitarmasterclass.net

For mange år siden gik jeg på Højskole. Da den sidste måned oprandt, havde jeg selvfølgelig brugt lidt for mange penge i løbet af opholdet. Så midlerne til at betale for den sidste måned manglede ligesom i regnskabet. Noget må gøres! Man skuer ud over “våbensamlingen” og når via udelukkelsesmetoden frem til, at ens fede VOX AC 30 fra 1967 trods alt er den, der sidder på det yderste mandat. Så den blev solgt til Kim Sagild, og stod i nogle år oppe i hans studie. Han var endda gentleman nok til at ringe til mig og spørge, om jeg ville købe den tilbage, da han ville sælge den igen.

Men som fattig studerende havde jeg ikke lige råd på det tidspunkt.

Da jeg solgte den, lovede jeg dog i samme øjeblik mig selv, at jeg skulle have én igen, så snart økonomien var til det. Men på det tidspunkt eskalerede priserne på vintagegrej eksonentielt. Og en reissue var ligesom ikke et seriøst alternativ. Så jeg begyndte at kigge efter alternativer. Dengang i slutningen 90´erne var Matchless det eneste reélle alternativ til en gammel Vox. Og de var heller ikke ligefrem gratis! På et tidspunkt fik jeg så chancen for at kigge lidt på indmaden i sådan en håndbygget Matchless. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: “Det kan jeg s.. gøre mindst lige godt selv”. Så efter en del research for at skaffe de rigtige stumper mm, byggede jeg min første “AC 30-agtige” forstærker. Og den blev faktisk rigtigt fin. Så jeg byggede nogle stykker af dem, da andre også syntes, at de var rigtigt fine På et tidspunkt når jeg vel så også til at bygge én til mig selv?

Søren Alwan

Foråret 1964 spillede jeg i gruppen ”The Spacemakers”, hvor Henrik fra ”Danish Sharks” efter et fælles job i Århus overtalte mig til at skifte min hvide 3 mikrofons Höffner guitar ud med en Fender Stratocaster. Det gjorde jeg så,- en sunburst 1964 Fender Stratocaster plus et sæt Fender Bassman (Top + kabinet i beige toolex) hos Hagström musik i Odense. Denne Stratocaster fulgte mig i min aktive pigtrådstid i Spacemakers, ”Avalons” (Tyskland) og sluttelig i Les Mann, hvor jeg stoppede i 1968 på grund af giftermål - ja-ja. Jeg mente selvfølgelig at musikken var overstået for mit vedkommende, så Strat + kasse blev solgt til 800,- kr. Så hvis der er nogle der kender min gamle 1964 Stratocaster er jeg da villig til at købe den tilbage for 850,- max.

900,-!! Der skal jo trods alt nok bruges lidt til nogle nye strenge.

Boris F. Blinoff

www.justinguitar.com Der er masser af sider på nettet, der tilbyder guitarundervisning.

Detr er både seriøse tilbud, og det modsatte - nok flest af de sidste. Herover er vist eksempel på en betalingsside, og på en gratis side. Det er ikke alt man skal betale for der er godt, og ikke alt der er gratis er værdiløst.

Vi er alle forskellige, og har brug for forskellige metoder til at lære nye ting. Hvis du leder længe nok, finder du sikkert det helt rigtige tilbud for dig.

Inden du kaster dig over computeren, kunne du også overveje at få dig en god guitarlærer. Den dygtige lærer kan noget som ingen videoer, eller computerprogrammer kan. Han kan analysere dine svagheder, og tilrettelægge undervisning der målrettet har til formål at gøre noget ved dem.

Det koster penge at have en privat lærer, men hvad er det værd, måske en gang at kunne blive en rigtig guitarhaj!

Det vigtigste er at du spiller, jo mere, jo bedre! - Hver time du sidder foran skærmen kunne du have brugt til at øve på guitaren.

Hvor god ville du være, hvis du ikke havde spildt tiden foran computeren?

46 | VINTAGE GUITAR SHOW

Min historie? I 1984 solgte jeg min Epiphone Casino fra 1965, til Ulrichsen hos Aage, for 2200 kroner. Fordi jeg manglede til én måneds husleje. Arggghhhh!

Søren Wedderkopp

“THE DOCTOR”

– er på vej til Svendborg

VI GIR DEN GAS PÅ ÅRETS VINTAGE SHOW, HVOR VI PRÆSENTERER DR Z, NASH, SADOWSKY, M.M. VORES STAND ER SPÆKKET MED GODE TILBUD OG SPÆNDENDE NYHEDER, OG VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG. KAN DU IKKE VENTE, KAN DU FINDE OS HER: WWW.TONECONTROL.DK

FREDERICIAGADE 18 B • 9000 AALBORG • TLF.: 35108888 • WWW.TONECONTROL.DK

UFFE STEEN

’The Blues’ findes ikke nødvendigvis på bunden af en flaske bourbon, eller har rod i en ussel tilværelse på samfundets skyggeside.

Når docent ved Musikkonservatoriet i Århus, Uffe Steen, hver morgen ser sig i spejlet, viser spejlbilledet også en af landets fremtrædende jazz og blues musikere. En jobkonstellation næppe mange af os har skænket en tanke, da karrieremulighederne blev overvejet. Århus er landets førende bluesscene, og Uffe Steen har ti fingre med i spillet i mange af de ting der foregår, når der spilles sammen på kryds og tværs. Blues og jazz fans kender ham bedst fra Blue Junction, som opnåede international opmærksomhed i efteråret 2001, da orkesteret modtog den fornemme amerikanske Real Blues-pris for “Best Live European Blues Recording 2000”. En præstation der blev gentaget i 2003.

Når Uffe håndterer guitaren er man spændt.

Hvad sker der nu! Hvilke finurlige detaljer bliver man præsenteret for. Han besidder en uforudsigelighed, og et virtuost overskud, der til fulde gør brug af instrumentets potentiale.

Med hans egne ord, så kan guitaren det hele.

Når du spiller blues, siger han, har den en sangbar kvalitet, med vibrato og vrid. Det samme instrument kan spille jazzharmonier, og bag en sanger kan man lave perfekte strums, eller mønstre på guitaren. Man kan lave percussionlyde, samtidig med de rene toner. ”Oven i det hele kan man så lægge det væld af effekter man kan tilføje elguitaren – det gør mulighederne nærmest uendelige,” konstaterer han.

Dansk jazz og blues guitarist med internationalt format

48 | VINTAGE GUITAR SHOW

”Jeg er optaget i mange retninger lige nu,” fortæller Uffe, på spørgsmålet om hvad han går og pusler med for tiden, - ”men jeg vil da benytte lejligheden til at gøre reklame for min egen nydannede trio, hvor jeg dyrker egne instrumentale numre.”

INTERVIEW ”Jeg synes bare man skal spille til fingrene falder af,” siger Uffe Steen bramfrit, når man spørger hvad han mener om, at mange lærer at spille efter videoer på nettet, uden at lære noget om musikkens grundregler. Og han pointerer at al det der med teoretisk viden kan man sagtens lære senere. ”Men husk lige at holde skuldrene nede, og indøv langsomt,” - lyder et godt råd.

Tekst: Bruno Rasmussen - Foto: Martin Ramsgård m.fl.

”Jeg har allieret mig med to fremragende folk fra Århus, Thomas Sejthen, på bas, og Jesper Bo Knudsen på trommer, og vi skal have lavet en studie CD. Vi har kun få jobs lige nu, men jeg håber rygtet breder sig, lidt efter lidt, så vi kan komme mere ud på stederne. Musikken er meget melodisk/rytmisk, og der er plads til begejstring.

Ellers er hot shots lige nu ’Shades of Blue’. Det er Contemporary Chicago blues med Danmarks bluessanger nummer ét, og komponist, James Loveless. På bas har vi den uforlignelige Morten ’Basic Bass’ Brauner, og Claus Daugaard på tætte trommer. Og så selvfølgelig mig, sagde hunden. Der er gang i den biks skulle jeg hilse og sige. Vi har udsendt en ny live CD, for ikke så længe siden.

Så er der jo ’MC Hansen band’, med dejlige sange af MC Hansen i ’Folk’ præget stil. Her har jeg stor fornøjelse af at medvirke med klangfarver.”

Man kan ikke beskylde Uffe Steen for at ligge på den lade side, for han når også lige at være med i det pop orienterede band ’Circles’ med melodisnedkeren Thomas Reil, og PiaTrøjgaard på vokal, som han udtrykker det.

Hun burde være kendt af alle, slår han fast, og fortæller at begge grupper faktisk er ude med CD’er lige nu.

På spørgsmålet om han altid har fumlet rundt i forskellige genrer - lige som de fleste andre - falder svaret prompte. ”Jeg har altid været meget nysgerrig og fordomsfri. Jeg elsker alle stilarter, og ja - derfor har jeg da fumlet rigtigt meget.”

Når man dyrker blues intenst, som du gør, er det så ikke svært at blive ved at forny sig – hvordan undgår man at ende i klicheér? ”Klichéer er nok en nødvendighed for, at man kan genkende stilen som blues.” siger Uffe, og fortsætter. ”Bluesfraser er måske hurtigt lært, men når jeg underviser i bluesguitar, arbejder jeg med hvor i soloforløbet folk placerer fraserne. Lad mig give et eksempel: Begynd med en simpel frase, hold en pause, og lyt til hvordan bas og tromme kører solidarisk videre underneden.

Du skal forestille dig at dit spil er pickuppen på en pladespiller, som du løfter op og ned fra rillen, mens LP’en roterer underneden. Du kan variere hvornår, og hvor længe pickuppen holdes nede i rillen, altså hvornår, og hvordan du spiller en frase i forhold til den underliggende rytmegruppe.”

Når man spørger Uffe Steen hvordan han vil karakterisere en god solo, præsenteres man for en afstikker over i litteraturens verden. ”En god solo, er en der overrasker, og giver nyt liv til sangen

Foto: Martin Ramsgård

VINTAGE GUITAR SHOW | 49

UFFE STEEN

Uffe Steen anno 1976 med gruppen Kamaeleon

eller melodien. En god opbygning er vigtig.” forklarer han, og sammenligner opbygningen af en god solo, med opbygningen af en novelle. ”Læseren (publikum) skal gribes fra starten, præsenteres for en spændende historie, og gerne en overraskende slutning.

Der er mange måder man kan øve den slags opbygning på. At skifte én position op for hvert kor, kan være et eksempel. Man kan også prøve at huske den højeste tone man lige har spillet, og så gå gradvist én tone højere op undervejs i soloen. Spændingen øges, når tonehøjden stiger.

Så skal man selvfølgelig undgå at soloen mister intensitet før tid. En metode jeg ofte anvender, er at gentage en simpel frase om og om igen lige inden et nyt kor, for på den måde at øge spændingen op til næste kor.

Eller jeg laver måske et sammenhængende løb fra det dybe leje til det ender på den højeste tone, som jeg lader hænge en tid.”

Når du spiller en solo, tænker du så i modes, skalaer og akkordmønstre, eller tænker du i melodiske baner? ”Selv om jeg har været igennem hele møllen med modes, skalaer og akkordmønstre, er svaret nok, at jeg tænker mest på

50 | VINTAGE GUITAR SHOW

gøre naturlige melodiske fraser ’rytmisk’ overraskende. Jeg holder f. eks. af at ende lige på frasen, der hvor jeg plejer at ende på lift. Det giver en god stabilitet og overrasker samtidig én selv, så man undgår at ryge i vanens trædemølle.”

Strengene på Uffes guitarer er et kapitel for sig. En venstrehåndsguitar, hvor strengene er monteret, som om det var en almindelig højrehåndsguitar der bruges som venstrehåndsguitar. Når vi guitarister ser en anden guitarist spille, følger vort blik for det meste hans venstre hånd. Vi forsøger at aflæse spilletekniske detaljer, og den slags ting, ved hjælp af fingrenes bevægelsesmønstre. At aflæse Uffe Steens teknik, er omtrent som at forsøge at skrive sit eget navn, kun ved hjælp af et spejlbillede.

Er der anderledes muligheder med den tynde streng øverst, f.eks. i forhold til at vride strengene? ”Jeg er næsten sikker på, at jeg ville lyde som i dag, hvis jeg spillede normalt, fordi min måde at frasere på, er den lyd jeg har indeni.

Der findes i hvert fald højreguitarister, der kan få samme sound frem. David Gilmore, Mick Taylor, Peter Green for at nævne nogle få.”

A propos lyde som! Det kan være svært at identificere en guitarist blot ved at høre ham spille, men nogle genkender man allerede efter få toner. Hvad er det de gør? ”Går radikalt imod tidens tendenser, tror jeg.

Eller fornyr dem.

The Edge var nyskabende i sin tid ved ’ikke’ at spille bluessoloer, men mere delay flader. Montgomery (Wess – red.) spillede ’uden’ plekter og lød meget bedre end de fleste samtidige. Pat Metheny spillede ’uden’ vibrato og distortion. Peter Thorup havde en tommelfinger, en Strat, en Twin Reverb, og en ledning, i en tid med et væld af pedaler.”

Internettet flyder med videoer der viser forskellige guitarhelte udføre den ene mere spektakulære solo, efter den anden. Selv computerspil som ’Guitar Hero’ dyrker guitarsoloen. Akkordguitar, rytmeguitar, hvem gider det? Det forekommer ikke specielt glamourøst. ”Er det så galt i dag?” - siger Uffe Steen. ”Jeg synes nok at de nye bands dyrker rytmeguitarmønstre frem for solospil. I den forbindelse vil jeg da lige nævne Århus gruppen ’Striving Vine’, et upcoming band, der dyrker det på en fantastisk måde. De skriver de flotteste sange, og i den stil savner jeg ikke leadguitar et øjeblik.” Check dem på My Space, anbefaler han.

Dit eget akkordspil lyder avanceret, men du bruger omvendt ikke mange svære greb. Kan du forklare hvad det er du gør?

”Det er lidt svært at beskrive med ord, og er også lidt afhængig af hvad rytmerollen er.

Jeg holder af at nøjes med 2 toner ad gangen, frem for akkordgreb med 3 eller 4 toner. Man udvikler på den måde at kunne høre, hvor man synes tonerne skal gå hen.

Lad f.eks. én tone blive liggende mens den anden bevæger sig. Lidt som man hører det i barokmusik.

På den måde bliver lyden mere luftig og man kan overskue mere. Man kan starte med små ’udflugter’, og så udvide idéerne gradvist. Jeg bruger mest D og G strengen til det, hvis jeg spiller backing.”

Når du spiller udvidede akkorder, ser du så akkorderne for dig, i intervalform, eller som treklange oven på hinanden? ”Helt klart som treklange oven på hinanden.

Det er nøglen til at kunne beherske noget, der kan lyde avanceret, med få hjerneceller.”

Uffe Steen laver en clinic på dette års guitarshow, hvor du kan stille spørgsmål om alt, fra akkordsspil, til guitareffekter uden pedaler. Alle er velkomne til at benytte denne lejlighed til at suge til sig, når Uffe lukker op for posen med viden.

Af forskellige grunde har mange paraderne oppe, når de hører betegnelsen jazz. Hvad betyder jazz for dig? ”For mig er jazz en mulighed for at udforske udviklet harmonik og rytmik, og så er det den ultimative platform for improvisation.

Der er dog hele tiden diskussionen om jazz er en stilart, eller om det er en måde at anskue improvisation på.

Nogle jazzfolk, som er ægte improvisatorer, føler sig nok belastet af ordet jazz, da publikum måske forventer noget glad traditionel jazz. I stedet får de så en gang eksperimenter. Jeg synes der er brug for begge dele.

I virkeligheden tror jeg det sværeste er, at være en kompetent mainstream musiker. Det giver ingen kunstlegater, og på den anden side sælger det ikke så godt som glad og genkendelig jazz.”

Modes, udvidede akkorder, tritonuserstatninger, polyrytmik m.m. Hvor meget tænker du på den slags ting mens du spiller? ”Det er noget jeg udvikler hjemme, men gudskelov glemmer helt til koncerter.

Det eneste der tæller for mig, er publikum, kompositionen og sammenspillet med de andre.”

Du komponerer også. Sætter du dig med guitaren, og venter på at inspirationen indfinder sig, eller er det en organiseret proces, hvor du systematisk bearbejder en idé, indtil værket er fuldendt?

INTERVIEW ”Det er tit systematisk i starten med mange timers arbejde frem og tilbage.

Til sidst, når jeg bliver træt, sidder jeg lige og klimprer lidt, og – ja, så kommer der pludselig et helt nyt og bedre nummer på 3 minutter, og så kan jeg ofte se hvor fortænkt det første nummer var.

Alligevel var det hurtige nummer nok ikke kommet uden den første proces.”

Når jeg arbejder, forklarer Uffe, så kommer det hele faktisk samtidig. Jeg er alt for utålmodig til f.eks. at vente med at harmonisere en melodi. Den ene frase tager den anden, og der opstår en struktur på nummeret, som oftest er den rigtige.

På spørgsmålet om kreativitet, inspiration, og hvad han gør hvis idéerne ikke ligefrem står i kø, svarer han: ”Jeg prøver på at acceptere tilstanden, hvilket i sig selv er en udfordring.

Jeg plejer også at lytte til klassisk musik, eller kirkeklokker.

Eller slå græsset. Jeg skal helst have inspiration fra noget, som ikke er for tæt på min egen metier.”

Er der nogen du vil fremhæve, som har haft speciel indflydelse på din musikalske udvikling? ”Jørgen De Mylius præsenterede alt pop og rock da jeg var teenager.

Den britiske scene: Beatles, Stones ,Mayall, Yardbirds , Troggs. Det fynske musikkonservatorium, hvor jeg studerede klarinet (ja sørme!) Alle mine medspillere igennem årene, specielt Jens Jefsen, Holger Laumann, James Loveless , Morten Brauner, Ole Frimer, Lennart Ginman, Adam Nussbaum, Valdemar Rasmussens salmetrio samt alle de andre som også burde være nævnt.

Gennem min gang på konservatoriet i Århus får jeg tit CD’er eller demoer fra unge bands, og solister, som jeg sætter på med fornøjelse. Der er en frodig underskov af fantastisk talent rundt omkring i landet. Og det, at de er så langt fra min egen stilmæssige formåen, giver ny energi ind i min egen musikramme.”

Har du nogen øvelser og rutiner man kan bruge for at holde sit spil friskt og inspireret? ”Her er en lille vifte af ting jeg selv har glæde af at gøre: 1) Øv på hvad som helst hjemme, men glem det når du spiller med andre.

Det kommer nemlig først naturligt når du er blevet lidt ligeglad med om det kommer.

2) Inden du spiller, da lyt til bassen eller klaveret. Brug andres rytmefigurer som inspiration til at starte solo eller backing.

3) Læg dig ultra tæt rytmisk sammen med trommen og mærk at det rykker vildt.

4) Lad være at spille ved første indskydelse, gem det til 2. eller 3 indskydelse.

5) Lad dit første kor være melodi frit så det lyder som en minus one solo” Du skal fokusere, og ikke spilde tiden når du øver – hører man tit! ”Jeg synes faktisk nok at det kan være vigtigt at spilde tiden ind imellem.

Når man bruger tid på at spille ud i den blå luft, finder man måske den ægte lyst som skal bruges igennem en forhåbentlig lang musikkarriere med det, man er bedst til.

Uffe har gennem karrieren spillet med et utal af kunstnere: Joye Baron, Jeff Ballard, Maria Bergman, Allan Botchinsky, Thomas Clausen, Hal Galper, Lennart Ginman, Tim Hagans, Lars Janson, Jens Jefsen, Alex Acuna, David Liebman, Lars Møller, Adam Nussbaum, Alex Riel, Bob Rockwell, Jimmy Smith, Bernard Purdie, Peter Vuust, Hans Ulrik + mange flere.

Hjemmesider: www.uffe-steen.dk/ Myspace : Uffe Steen Facebook Uffe Steen

VINTAGE GUITAR SHOW | 51

UFFE STEEN Det er inspirerende at høre og lære af alle de dygtige guitarister der findes i dag på f.eks You Tube, som danner trends, men det kan også forstyrre en proces, hvis man nu i virkeligheden synes man bedre kan drømme sig væk i den D6 akkord med løs B streng, man lige selv har fundet frem til.”

Det uundgåelige spørgsmål. Hvad er historien bag, at du monterer strengene på din venstrehåndsguitar, som om det var en højrehåndsguitar der var vendt? ”Jeg gik bare i gang på en højrehåndsguitar og så kørte det jo fint, syntes JEG. Jeg var ung og dum, og vendte det døve øre til overfor dem, der prøvede at fortælle mig, at det var forkert. Jeg er ikke helt tabt bag en vogn på en normal venstrehåndsguitar, men synes alligevel ikke, der er nogen grund til at jeg skal ændre det nu.

Jeg vil dog anbefale andre venstrehåndede, at vende strengene normalt med den høje E nederst.

Det er det letteste på alle måder.”

Man ser dig mest med Stratocaster og Telecaster!

Da jeg skiftede fra Gibson 335 til Stratocaster, slog det mig, at jeg nu kunne høre hver enkelt tone i en akkord. Lyden er mere sprød og glider ind i helheden.

Telecasterens har bid, næsten som en lead trompet, og er et glimrende rytmeinstrument, men jeg føler Straten har den største alsidighed, så den får mange flere år for mig.”

Hvilket andet instrument ville du spille på, hvis guitaren ikke var en mulighed?

Jeg spiller som sagt klarinet, men jeg ville nok vælge violin og spændende kammermusik i et nyt højrehåndet liv.

Nu er vi nok mange der er godt tilfredse med at Uffe Steen ikke har valgt violin, og kammermusik, men i stedet har valgt at berige os med sine guitarer. Med et musikalsk aktivitetsniveau der kunne tage pusten fra de fleste, er der heldigvis også udsigt til mange fascinerende timer i hans selskab fremover.■

Uffe Steen gear liste 2009 Guitar: Stratocaster med Warmoth maple hals og krop lavet i Woodstock Guitars , Århus Amp: Fender Jazzmaster Ultralight.

Pedaler : Reverb: Boss RV 5 Med lånte amps : Drive: Emma Stinkbug Reverb: Boss RV 5

52 | VINTAGE GUITAR SHOW

At kunne improvisere står for mange musikere som noget helt specielt. En magisk kunst. Men er det nu også det? Når en musiker improviserer på sit instrument, anvender han de samme toner som alle andre. Tonerne er ’bogstaver og ord’ i hans musiksprog. Når han improviserer, sættes tonerne sammen til lydord, i form af spontane toneforløb. Han taler med sit instrument. Det foregår i et samspil mellem teknik, viden, og fantasi, og kontrolleres af hans bevidsthed.

At have kendskab til musikkens grammatik indebærer mange fordele, men i forhold til at improvisere, er det lige så vigtigt at kunne høre, fornemme, og udtrykke nuancer i musiksproget, - at kunne fornemme relationerne mellem de toner du spiller, så de har et musikalsk indhold.

På dit modersmål kan du tale og tænke samtidig. Du kan spontant sige hvad der falder dig ind, uden at overveje grammatiske regler, eller betydning af de enkelte ord du anvender, når du udtrykker dig.

Fokus er på indholdet, - på hvad du vil sige. Når du taler kan du ubesværet forme dit sprog, og udtrykke dig nuanceret og præcist, mens din bevisthed er koncentreret omkring hvad du har på hjerte. Du kan tale, og tænke samtidig. Du kan skifte retning, midt i en sætning, og det du siger, vil stadig give mening. Du kan anvende humor, eller ironi, du kan overdrive, eller underdrive, du kan udtrykke spontan glæde, eller vrede. Sproget er en forlængelse af din bevidsthed.

Forestil dig denne situation: Du deltager i en samtale/diskussion, og på et tidspunkt vender alle sig mod dig, og siger: ‘OK, - lad os høre hvad du har at sige!’

Vil du slå ‘autopiloten’ til, begynde at rable tilfældige sætninger af dig, - eller vil du prøve at fremsætte et synspunkt?

Under den forudgående samtale/diskussion har du noteret dig nogle idéer, eller nogle nøgleord, der kan fungere som en slags hukommelsens vejskilte, når du på et tidspunkt får ordet. Når du efterfølgende vil udtrykke hvad du mener, bruger du et ganske simpelt sprog, til at kæde dine nøgleord sammen. Konsekvensen af denne proces er, at du kan tale og tænke samtidig.

Når du spiller, skal du prøve at spille, og tænke samtidigt.

Musik er som et sprog - et fremmed sprog.

Selv om du lærer den store parlør udenad, gør det dig ikke automatisk til en interessant konversationspartner. At du tilmed skulle kunne fremkomme med et interessant synspunkt i en samtale, er lige så sandsynligt, som ’hole in one’ for en golfspiller.

Always to our own tune.

Meet some of Taylor’s little helpers, including our mechanical side bender, at TaylorGuitars.com Are you a Taylor owner? Visit www.taylorguitars.com/owners/registration/to register your guitar and receive a free subscription to Taylor’s new look Wood&Steel magazine.

Taylor Guitars distributed in Scandinavia by Fender Scandinavia. t: +46 (0)31 352 28 19 / e: scandinaviasupport@taylorguitarseurope.com

MICHAEL FALCH

Af Michael Falch, musiker og sangskriver, Tåsinge

V

Foto: Martin Dam Kristensen

54 | VINTAGE GUITAR SHOW

ed den første session i et terapeutisk forløb for nogle år siden havde jeg været meget åbenmundet overfor behandleren omkring visse mindre glorværdige præstationer i mit privatliv.

Alt lusket hemmelighedskræmmeri må jo for en dag, når man er ude på at finde sig et nyt eksistentielt udgangspunkt. Det er derfor, man har opfundet skriftemålet. Ikke fordi vi nødvendigvis bliver bedre mennesker af at foretage selvransagelse og indrømme vores fejl og mangler, men fordi vi i hvert fald bliver mere levedygtige og dermed til mere gavn for andre, hvis vi jævnligt får læsset vores tunge bagage af skyld af.

Ved den anden seance foreslog terapeuten, at jeg nu skulle se bort fra mine mere problematiske sider og i stedet forsøge at fokusere på nogle positive aspekter af min personlighed. Jeg brummede skummelt, mens jeg ransagede mit dunkle indre for lysspunkter. OK, jeg er trofast!, udbrød jeg så lige pludselig. Terapeuten så temmelig desorienteret ud. ”Jamen, kære ven, forleden sad du her og fortalt om op til flere tilfælde af utroskab i dit liv. Hvordan kan du så nu betegne dig selv som ”trofast”?” Det kunne jeg selvfølgelig godt se ubalancen i, men ikke desto mindre virkede udsagnet sandt – jeg følte mig vitterlig som et trofast menneske. Men den holdt nok ikke i byretten. Og så var det, at jeg lavede den dér John Cleese-granatsplint og svarede: ”Jeg har altid været trofast over for min guitar! Min akustiske Martin-guitar”.

ARTIKEL

Foto: Martin Dam Kristensen

◄ Foto: Ole Abildgaard

og underlige himstregimser. Fetichisme er dyrkelsen af ting, der tillægges magisk kraft.

En dyrker af magiske ting er en fetichist.

Sådan én må jeg så være. Jeg dyrker nemlig mine guitarer på en lidt syg måde. Som var det relikvier, hellige genstande, rekvisitter i en religiøs iscenesættelse.

”En guitar er jo ikke noget menneske!”, indvendte terapeuten hovedrystende over mit gravalvorlige ansigtsudtryk. Jeg jokede ikke.

Han så på mig, som havde han en psykiatrisk diagnose på bedding. ”Nej-nej, jeg ved det jo godt. En guitar er bare en ting, men alligevel: En guitar er ikke bare en ting; den er lyd, den er træ og klingende stål; den er toner; den er musik; den er magisk, fordi den fremkalder sange; den er levende. Den er altså mere en skabning hen i retning af et levende væsen, så kan du kalde mig, hvad du vil.”.

Fetichisme er et ret almindeligt udbredt ord blandt alle vores pæredanske, selvom det stadig klinger fremmedartet. Sproghistorisk bringer det da også en duft med fra afrikanske savanner, en duft af voodoo, heksedoktorer

Min Martin 00-18 er fra 1960. Jeg købte den i 1980 for 6.000 kr. i Super Sound på H. C. Ørstedsvej i København. Det var før, jeg senere på året pladedebuterede med Malurt. Den har altså fulgt mig i samtlige mine 29 år som professionel sangskriver og musiker. Med undtagelse af de få sange, jeg har skrevet på klaver, De Vildeste Fugle og Den Eneste i Verden, og de ganske få, jeg har komponeret på min elektriske, sunburst Fender Stratocaster fra 1967, og et par stykker, jeg har fundet på min søsters hakkebræt af en spansk guitar, har min 0018 hjulpet mig til alle mine sange. Fra Mød mig i Mørket over I et Land uden høje Bjerge til Over Vesterbros Torv og King Baby og til de nye, akustisk baserede demoer, jeg har gang i for tiden. Det er den livsmærkede, skramlede, lille Martin-guitar, der har hjulpet mig hen til næsten alle mine sange. Den er også min hovedguitar på mine solo-

turnéer for tiden efter nogle år, hvor jeg af frygt for uheld ikke turde tage den med på landevejen. Men den er hårdfør. Jeg mener, at Eric Clapton engang har kaldt 00-18´eren for ”en rigtig arbejdsmandsguitar”. Den er ikke imponerende i klang og fylde med sin lille kasse, men den har ligesom 100 års ensomhed og støvet fra landevejene i sig.

Den er pålidelig, jordnær og gemmer en vulkan i sig. Den er en lille, hårdtarbejdende fighter. Selv om Neil Youngs Martin-guitarer er større modeller, giver min 00-18 mit Younginspirerede hårde hug i bas-strengene fuld effekt, altid med Martin Acoustic SP .013strenge på.

Den er slidt at se på. Meget endda, og mere nu end på det fem år gamle foto her. Alle de ridser i lakken er jeg ansvarlig for, for den var nydelig, da jeg overtog den fra dens tidligere ejer, ”en vis C.V. Jørgensen”, som den dygtige supersælger betonede.

Jeg er ikke materialist, kan jeg lide at tænke om mig selv. Indtil en klog ven beder mig kigge på min park af akustiske Martin- og elektriske Fender-guitarer. OK, jeg er sygelig guitar-materialist, men det er som bekendt noget andet med guitarer – de er ikke ting. De er levende væsener. Og min Martin 00-18 ´60 er kvinden i mit liv. ■

VINTAGE GUITAR SHOW | 55

ARTIKEL Guitaren havde midt i tresserne nået et popularitetsniveau, som ingen guitarproducenter havde turdet drømme om. Instrumentet havde gennemgået en udvikling fra almindelige flattops, over archtops, elektriske archtops, til elektriske solidbody guitarer, og producenterne stod i kø for at opfylde efterspørgslen. Der var dog malurt i bægeret hos mange guitarfabrikanter, i form af billige japanske kopiguitarer der gjorde indhug i markedet, og hurtigt havde fået det økonomiske fundament til at vakle under flere amerikanske mærker. Man skulle være frygtløs - dumdristig ville nogen sige - for overhovedet at tænke på at etablere sig som guitarfabrikant i 1965.

Charlie Kaman var frygtløs, og en dygtig forretningmand. Samtidig havde han en stærk tro på at han kunne udvikle, og gøre ting bedre. Det var ikke tilfældigt, at det blev guitarer der afløste helikopterproduktionen.

Som han senere forklarede i et interview, så er det to sider af samme sag. Når man bygger helikoptere bruger staben af ingeniører meget af deres tid på at regne ud hvordan man fjerner vibrationer og uønsket resonans. For at bygge guitarer skal man finde ud af hvordan man bedst muligt opnår vibrationer, og resonans. Vibrationer er vibrationer! Et simpelt ræsonnement, set med Kamans øjne.

I 1965 mister en producent af militære helikoptere sin største kunde. På samme tid boomer interessen for et fuldstændigt anderledes produkt – guitaren.

Ejeren af helikopterfabrikken, Charlie Kaman, spillede guitar i sine unge dage, og som det forholder sig, er han overbevist om at han kan udnytte den teknologi, og de materi-aler, han hidtil har brugt til at bygge helikop-tere, til at bygge en helt ny type guitarer. Ikke uvæsentligt for historien, er han derudover også i besiddelse af den beslutsomhed, og de økonomiske og tekniske resourcer der skal til for at udvikle disse helt nye idéer, og til at forsøge at afsætte dem til et uhyre traditionsbundet marked.

Mens udviklingsarbejdet med denne nye

56 | VINTAGE GUITAR SHOW

guitar finder sted, får en af USA’s dengang mest populære entertainere, Glen Cambell ikke uheldigt for producenten - øjnene op for den, og tager den til sig, med den markedsføringsværdi det indebærer.

Da omtalte firma senere fejrer sit tredive års jubilæum, er det veletableret som den største producent af akustiske guitarer i Amerika.

Dette er historien om Kaman Aircraft, og Ovation guitaren. En historie så utrolig at ingen ville tro den kunne være sand, hvis nogen havde fundet på at lave den som en film. En historie om pionerer der vovede at bringe et så traditionsomgærdet instrument som guitaren ind i teknologiens moderne verden. Ikke med livet som indsats, men i høj grad deres levebrød, og deres omdømme.

Udviklingen af guitarer begyndte i 1964, hvor John Ringso fra helikopterafdelingen fik ansvaret for det nye guitarprogram. Han var snedker, af norsk afstamning, og en fremragende håndværker i gammeldags forstand.

En betroet medarbejder, der havde været ansat i firmaet siden dets start.

Personaledokumenter viste at han var medarbejder nummer 5, i en samlet stab på over 11.500 ansatte.

Der var helt fra begyndelsen truffet beslutning om at sider og bund skulle fremstilles af kunststof. John Ringso havde tilvirket nogle støbeforme med facon som Martin dreadnought, men selv om der blev monteret de sædvanlige forstærkende braces af træ, i den støbte guitarkrop, var det flade fiberglasmateriale ikke stabilt nok, især i den skarpe vinkel der dannede overgangen mellem sider og bund. De første forsøg nåede aldrig så langt, at der blev monteret dæk på guitaren.

Det senere design med den runde krop var endnu ikke inde i billedet i denne tidlige fase.

Først da man ved tredje- eller fjerde prototype fandt på at lave den karakteristiske runde krop, opnåede konstruktionen den nødvendige styrke. Enhver ingeniørstuderende ved, at buefaconen har selvbærende egenskaber, med langt større styrke end flade konstruktioner. En egenskab de gamle romere udnyttede, og som moderne brobyggere stadig udnytter. Hønen har, med ægget, leveret

ARTIKEL McDonough, der var chef for Kamans grafiske afdeling, blev sat på denne opgave. Han designede både Ovation logoet, guitarens hoved, og det specielle bladmønster på lydhullets rosette. Ifølge McDonough selv vidste han intet om guitarer, men anså det for at være en fordel, da han således ikke var påvirket af de konventioner der måtte være omkring instrumentet.

Et skridt videre

prototypen på en let konstruktion, med stor styrke. Den paraboleffekt faconen giver, hvor den reflekterede lyd inde i guitarkroppen fokuseres omkring lydhullet, var ikke tilsigtet, har Charlie Kaman indrømmet, men en højst velkommen sideeffekt.

Guitarens dæk blev lavet af tre stykker granfinér, mod sædvanligvis to stykker, da fabrikken havde et større lager af seks tommer bredt finer, der blev benyttet ved fremstillingen af rotorblade til helikoptere.

Uanset hvor teknisk perfekt en guitar er bygget, vil den være værdiløs hvis den ikke også lyder godt. Hos Kaman indrettede man et rum, hvor en guitarist blev anbragt med et udvalg af guitarer. I modsatte ende af rummet blev placeret et større antal mennesker, med ryggen til guitaristen, så de ikke kunne se hvilket instrument han spillede på. Guitaristen spillede, og de lyttende blev bedt om at kommentere klangen i de guitarer de hørte.

Forsøgspersonerne anvendte udtryk som blød klang, klar tone, skarp klang, lys, mørk, osv. Disse subjektive tilkendegivelser blev noteret for hver enkelt guitar, og efterfølgende blev alle guitarer gennemtestet, og analyseret. Ved hjælp af elektronisk udstyr blev der tegnet grafiske profiler på hver enkelt instrument, som viste hvor instrumentets resonansområder var i forhold til frekvensområder fra 50Hz til omkring 10.000Hz. Nu kunne man sammenligne et antal menne-

skers subjektive klangoplevelser, blød, klar, skarp, osv. med måleresultaterne, og se nøjagtigt hvilke akustiske egenskaber forskellige konstruktioner resulterede i.

Der blev efterfølgende bygget nogle testinstrumenter, hvor dækket var monteret med den normale inderside udvendigt, således at dækkets konstruktion af forstærkninger var synlig, og tilgængelig. Den normale udvendige side af dækket hvor stol og strengeholder var monteret, vendte nu ind i guitaren.

Forsøg havde vist det ikke betød noget for de akustiske egenskaber, at dækket var vendt, men løsningen, som gjorde braces tilgængelig, gjorde det meget lettere at flytte, og tilpasse mønsteret af braces, og ændre på deres facon. En specielt udviklet laboratorieopstilling gjorde det muligt at teste guitarens resonansegenskaber helt præcist ved alle frekvenser, og dækket blev gennem talrige processer tilpasset, indtil det ønskede klangbillede var opnået. Så blev dækket vendt, og guitaren bygget færdig. Den fik navnet Ovation Balladeer.

I udviklingsafdelingen blev der fortsat eksperimenteret med forskellige mønstre af bracings, og alt blev testet med osciloscoper, med henblik på at udvikle og optimere guitarernes klanglige formåen.

Med en nyudviklet moderne guitar måtte der selvfølgelig også gøres noget ved det traditionelle flade, kantede guitarhoved. Chuck

I 1972 dominerede de akustiske modeller stadig Ovation-kataloget, og ikke alle modeller kunne fås med pickup. Modeller med pickup blev imidlertid vist først i kataloget, hvilket indikerede at Ovation havde en helt sikker fornemmelse af hvad fremtiden ville blive, og mange regner mærket for at være blandt de første seriøse bud på en akustisk guitar med pickup.

Set med Charlie Kamans øjne havde alle konventionelle guitarer, inklusive Ovations egne modeller, en betydelig designfejl, som indebar at guitarens dæk var udsat for helt unødvendig belastning. Fejlen var lydhullets placering. I begyndelsen af halvfjerdserne, da Ovation var veletableret, satte han sig for at nydesigne guitarens dæk, for at fjerne det traditionelle lydhuls uheldige egenskaber.

Resultatet – The Adamas – skulle blive en endnu større ændring af den traditionelle måde at bygge guitarer på, end Ovations tidligere opfindelse, runde fiberglas kasse, havde været.

Adamas designet tjente to formål. Det introducerede et kompositmateriale, som erstatning for det traditionelle dæk af grantræ. Velegnet grantræ var tiltagende en mangelvare, og prisen på det gik kun en vej. Derudover gik ingeniøropgaven ud på at finde en bedre løsning på lydhullet. Ifølge Charlie Kaman var lydhullet placeret i den værst tænkelige position. At skære et hul midt i guitarens dæk fjernede et vigtigt resonansområde i dækket.

For at gøre ondt værre svækkede hullet dækket så meget at ekstra forstærkninger under dækket var nødvendige, hvilket forstærkede de negative følger, og dækkets evne som resonansbund. At placere lydhullet et andet sted, end midt i dækket, var ikke nogen ny idé. Gibson introducerede eksempelvis med succes ’f’ huller i violinstil i 1922.

Området direkte under strengene skulle friholdes for udskæringer af enhver art, mente Charlie Kaman. Simple forsøg viste at de to buer, på hver side af gribebrættet, har begrænset betydning for et instruments klang, og at en placering af lydhuller her ville influere mindst muligt på dækkets akustiske egenskaber. Resultatet blev 22 større og mindre huller på hver side af den del af gribebrættet der

VINTAGE GUITAR SHOW | 57

ARTIKEL

havde kontakt med guitarens dæk, hvilket indbød til noget helt andet end den traditionelle lydhulsrosette.

Chuck McDonough, der havde designet Ovation-guitarernes karakteristiske hoved, blev sat på opgaven, og han løste den med et elegant, og kunstnerisk udskåret bladmønster, i forskellige træsorter.

Da Ovation havde vist at den traditionelle krop af træfinér kunne erstattes af en fiberglas krop, var det kun logisk også at erstatte guitarens dæk med et moderne materiale.

Charlies nye guitarmateriale var en sandwich, bestående af tyndt birkefinér (normalt ikke anvendeligt til guitardæk) imellem to lag af kulfibre. Efter mange eksperimenter lykkedes det at lave en konstruktion, der kun var en tredjedel af tykkelsen på et traditionelt grandæk, helt upåvirkelig af fugt og temperatursvingninger, og som ikke kunne slå sig, som det traditionelle dæk af gran kunne. Et af flere mål med Adamas dækket var også at skabe et instrument med en overlegen klang, både akustisk og elektrisk. Efter mange eksperimenter med placering, og udformning af braces, lykkedes det Ovation at skabe en guitar som mange studieteknikere elskede, fordi de kunne EQ’e lyden fuldstændig som de havde lyst. Koncertlydteknikere elskede den fordi outputtet var helt forudsigeligt, især ved høje lydstyrker.

Navnet - ’Adamas’- er den latinske betegnelse for den hårdest tænkelige substans, det materiale som skaber diamanter. Latinske digtere anvender ordet i betydningen ubøjelig, eller uforgængelig.

Da Adamas guitaren blev introduceret i 1976, var den et chokerende syn for mange, med den utraditionelle placering af lydhuller, og brugen af kunststofmaterialer til alt andet end halsen. Forudsigeligt blev der luftet mange fordomme omkring instrumentets akustiske egenskaber, oftest af folk som end ikke havde hørt instrumentet. Det blev dog hurtigt klart, at Adamas var en fremragende guitar, hvilket mange kendte kunstneres valg af instrumentet også indikerer. ■

I 1992 spøgte Eddie Van Halen overfor publikum på et MTV show, med at guitarspil altså ikke var at sammenligne med hjernekirurgi. Han morede sig en del, da han få dage efter modtog et brev fra en hjernekirurg, der til tilbød at bytte kirurgilektioner, for guitarlektioner.

58 | VINTAGE GUITAR SHOW

I moderne musik findes der så mange forskellige stilarter og retninger, at man ikke længere kan klare sig med simple standardløsninger når der skal strenge på guitaren. Foruden almindelig standard stemning, bruges åbne stemninger, drop stemninger, baryton guitarer, 5 strengede guitarer, og 7 strengede guitarer, blot for at nævne nogle. Selv om der i musikforretningen kan købes færdige strengesæt i mange forskellige variationer, med flere kombinationer af strengetykkelser, finder mange guitarister det nødvendigt selv at sammensætte et strengesæt der opfylder præcise specifikke krav.

Når du ændrer i tykkelserne på de enkelte strenge i et sæt strenge, kan det være ensbetydende med at der skal kompenseres for ændringen på halsens truss rod. Afhængig af den stemning du vælger, påfører strengenes træk en variabel belastning på guitarens hals, som er en kombination af strengenes tykkelse, samt den spænding man tilfører den enkelte streng. Spændingen er betinget af den tone man stemmer den løse streng til at spille.

Grunden til at man bruger omspundne strenge er, at den tråd der vikles om den tynde kernetråd, forøger vægten af strengen, uden at den mister fleksibitet. En u-omspundet streng, med samme vægt som en omspundet, skulle være meget tyk, og ville nærme sig en stiv metalstangs måde at opføre sig på, mere end den meget fleksible tynde streng Vægt er en afgørende parameter i strengens egenskaber. Kombinationen af vægt, og spænding, afgør indenfor hvilket frekvensområde strengen er i stand til at svinge regelmæssigt.

Jo større vægt, jo langsommere frekvens kan den svinge med. Når strengen nærmer sig kritisk vægt, i forhold til frekvens, medfører det et uregelmæssigt svingningsmønster, og strengen opleves som værende svær at stemme, eller ligefrem falsk.

Endnu en faktor spiller ind, når det gælder strengens spænding.

Guitarens mensur. Mensuren er længden på den del af strengen der kan svinge frit, afgrænset af sadlen i den ende med stemmeskruerne, og stolen i den anden ende. Længere mensur er ensbetydende med højere spænding hvis den samme strengetykkelse stemmes til samme tone.

Eksempel. En .010 streng, stemt til E, vil på en Fender guitar med en mensur på 25 ½” føles stivere, end hvis den samme streng monteres på en Gibson med 24 ¾” mensur, og stemmes til E. Når du har valgt hvilken type strenge du vil bruge på din guitar, skal du være opmærksom på at flere faktorer påvirker guitarens opsætning Blandt de vigtigste er kroppens og halsen fleksibilitet. Den skal helst

ARTIKEL

Gennemsnitsberegningerne, baseret på Graham McDonalds formel for ‘stringtension’, der blev offentliggjort i ‘American Lutherie nr. 2, juni 1985. Forskellige faktorer kan påvirke resultaterne.

Beregninger for typiske standardsæt til el-guitar. PL = plain / nw = Nickelwound

være så lav, som muligt. Strengenes højde over gribebrættet – kaldet guitarens ’action’, og halsens truss rod, som er den justerbare metalforstærkning der er bygget ind i guitarens hals, er andre ting der kan justeres, og har betydning for guitarens spilbarhed.

De forskellige fabrikker har hvad de kalder et standard factory set-up, men da det er en individuel vurdering hvordan man ønsker sin guitar justeret, er det kun få guitarer der leveres fra fabrik med et set-up der passer den nye ejer..

Det kan kun anbefales at du selv ’skruer’ på guitaren, hvis du er helt sikker på hvad du laver.

Hvordan måles strengenes spænding?

Strengenes spænding måles i kilo træk pr. streng. Ved at lægge trækket fra hver enkelt streng sammen, får du det samlede træk for hele sættet. Hvis du ønsker at ændre stemning på en enkelt streng, undgår du problemer med halsens justering, hvis du vælger en streng med en tykkelse, som betyder at du kan stemme den til den ønskede tone, med samme spænding på strengen, som den streng den erstatter.

Nogle strengefabrikater tilbyder, på nettet, en omregningstabel, som viser en given strengetykkelses spænding ved forskellige toner. Ved hjælp af tabellen er det let at finde præcis den tykkelse streng du skal bruge, for at undgå forkert belastning af halsen.

Ved at benytte denne metode, kan du selv erstatte enkelte strenge i et standard sæt, så de passer til ethvert behov, og metoden betyder samtidig at du forbedrer dit instruments præstationer, både med hensyn til tonal renhed, og klanglige muligheder.

Tallene i skemaerne til venstre viser de markante forskelle i belastningen på guitarens hals, det indebærer at ændre på strengenes tykkelser.

Det samme forhold gælder når du stemmer en, eller flere strenge om.

Fra fabrikken er din guitar justeret til almindelig standard stemning. Har du brug for at spille med en anden stemning, er det derfor overordentligt vigtigt at holde øje med guitarens hals, så eventuelle ændringer opdages i tide.

Får en kraftig ændring i halsens facon lov at udvikle sig, over lang tid, kan skaden være uoprettelig.

Som altid, er det bedre at forebygge, end at helbrede.

Er du i tvivl, så lad din guitarmekanikker kigge på sagen.

Har du selv mod på at ‘justere’, findes der masser af information om emnet, både i bogform, og på nettet.

Husk på at en ‘fejl’ kan have flere årsager. Når du justerer, så gør notater, drej skruer i kvarte omgange (eks. 3 kvarte med uret), så kan du altid neutralisere dine justeringer igen, hvis de viser sig ikke at løse problemet. Undlader du at neutralisere, er chancen for at du ender med en misjusteret guitar til stede.

Fat mod, guitarer er ikke raketvidenskab!

VINTAGE GUITAR SHOW | 59

VINTAGE GUITAR SHOW 2009 Lørdag den 26. & søndag den 27. september SG-Hallerne, Svendborg og Svendborg Teater Lørdag 10:00 - 17:00 - søndag 10:00 - 16:00

Rock er guitar – guitar er rock.

El-guitaren er rockmusikkens signatur instrument. Uden guitar ingen rockmusik. Guitaren inspirerer, provokerer, og forfører med sin klang, og sit udtryk.

Rock, jazz, country, eller folkemusik - guitaren har en helt naturlig plads i de fleste musikalske sammenhænge.

Guitaren skaber stemninger i musikken, fra blide brudte akustiske akkorder, over rå og vilde powerakkorder, til højdepunktet nås, og guitarsoloen hensætter publikum i ekstase og luftguitartilstand.

Guitarister er et broderfolk, der gerne taler i hemmelige koder, og udfører rituelle pentatoniske handlinger. Vi føler os trygge blandt andre brødre, som forstår betydningen af besværgelser som powerchords, low action, tapping…

Vintage Guitar Show i Svendborg er for alle danske guitarister.

Arrangeret af entusiaster, for entusiaster.

Nye instrumenter, brugte instrumenter, vintage instrumenter, nye forstærkere, gamle forstærkere, effekter, reservedele, stumper, tilbehør, bøger, DVD’er…

Du kan købe, sælge, bytte, prøve, snakke gear, gå til clinics, gå til koncerter, gå i koma over de fedeste ting.

Den åbne Facebookgruppe Vintage Guitar Show - Denmark, orienterer løbende om nyheder m.m. Du har også her mulighed for at stille spørgsmål, komme med forslag og idéer.

www.vintage-show.dk