4 minute read
Smag på Svendborg – og gør en hyggelig handel
Svendborg er en af Danmarks hyggeligste handelsbyer. Det summende, glade liv i Svendborgs gågader smitter på den gode måde. Fang byen på en lørdag formiddag og tag del i trafikken ind og ud af små specialforretninger, torvedagens mange boder, handel og småsnakken. Nogle steder som en stopdans, når byens folk mødes, falder i snak, bytter historier og summer videre. Det er næsten en folkesport her i byen, der holder af at hygge sig og tage sig tid.
Svendborgs bymidte byder på et rigt handelsliv, travle gågader og et hyggeligt caféliv. Du finder en lang række af specialforretninger, små enmandsbutikker, store flotte strøgbutikker og lækre fødevarebutikker. Find ind i byens kroge, sidegader og baggårde. Men sæt god tid af – du bliver sikkert opholdt af både snak og musik undervejs.
Kulinariske Fristelser I S Rklasse
Whisky og gin der vinder internationale priser på stribe. Økologisk is fra Skarø, der serveres på Singapore Airlines, restauranter i særklasse og modige mikrobryggerier. Banker dit hjerte for kulinariske fristelser, så er Svendborg ganske godt med.
Frokost Med Udsigt
Prøv at købe en picnickurv hos en af de mange delikatesseforretninger i byen, og sæt kursen mod Skansen: Et billedsmukt englandskab lige ned til Svendborgsund, med fritgående kvæg og fantastisk udsigt.
Er du mere til nærværende betjening og lækre anretninger, så nyd turen gennem byen. Her finder du et stort udvalg af restauranter og hyggelige caféer, hvor du kan dyrke smagsoplevelserne i de hyggeligste gårdmiljøer eller med udsigt fra en båd. I Svendborg er der alle muligheder for at forkæle dine sanser.
Vild Med Mad
Er du til tidens trend med at sanke og skabe mad over bål, så få inspiration til at bruge naturens råvarer på en ny måde med Vildmarksmad ved Det Sydfynske Øhav. Tag med på den skræddersyede udflugt, som foreningen Kulinarisk Sydfyn står bag, og nyd din mad under åben himmel i nye sociale rammer. Kig forbi visitsvendborg.dk for info
Det sprudlende kulturliv på Frederiksøen
Værftsbygningerne – de ældste fra tiden omkring 1. verdenskrig – er nu spækket med gallerier, arbejdende kunstværksteder, cykelværksted, museum for lystsejlads, spillested, maritime værksteder – for blot at nævne nogle.
Ved kajkanten finder du bådudlejning, petanquebaner og picnicpladser – eller du kan nyde storbyvibrationer og cocktails på værftsøens strandbar med solnedgang over Svendborgs skyline. Ikke sjældent akkompagneret af sus fra sundets nye indbygger: En indvandret delfin, der på en god sommerdag tiltrækker hundredvis af delfinspottere til værftsøen. I sommermånederne suppleret af store pop- og rockkoncerter og en ambitiøs operafestival.
Og så er der det med sirenehylet fra værftsfløjten, der troligt kalder til arbejde, frokost og fyraften. Vel er den Danmarks ældste aktive af sin slags, men langt fra en museumsgenstand. Frederiksøen rummer nemlig stadig både et mindre stålskibsværft og et af Danmarks få bevarede træskibsværfter – begge med tilhørende bisser, der lyder fløjtens kald. De to værfter sørger for skuet af stålskibe på vej til og fra dok og oplevelsen af de smukkeste skonnerter med livslangt forhold til hæderkronede Ring Andersens Skibsværft.
På den måde byder Frederiksøen på en unik blanding af nyt og gammelt, stål og træ, kultur og industri.
Maritime oplevelser
Der pumper det reneste havvand i Svendborgs hjerte. Med byens placering ved sundet og hundredårige tradition for skibsbyggeri er Svendborg et naturligt centrum for maritime oplevelser. Byen vender sit blik mod havet, og i forreste række finder du restauranter og caféer helt ned til kajen og den evigt foranderlige trafik af fragtskibe, færger, træskibe og lystsejlere.
Historiske Sejlskibe
De gamle træskibes bånd til Svendborg er bundet med en sømandsknude. Mange er tilmed bygget her – og træskibene har i dag deres egen anløbsbro neden for havnens historiske, gule pakhuse. Der er let adgang til et togt med træskibene. Tag for eksempel en dagstur til øerne og en aftentur i solnedgangen med Meta, der afgår fra Frederiksøen. Du kan orientere dig om mulighederne på maritimtcenterdanmark.dk
Svendborg Set Fra Sundet
Du kan også opleve Svendborgsund ombord på Sundfarten M/S Helge – en veteranfærge, der i hele sommerperioden sejler den smukke tur fra Svendborg Havn til Valdemars Slot via Vindebyøre, Christiansminde, Troense og Grasten. Fartplan findes på bagsiden her i magasinet
Lundeborg
En kort køretur fra Svendborg finder du en af Sydfyns bedste hemmeligheder: Det maleriske og notorisk hyggelige Lundeborg. Et lokalsamfund med et historisk, vibrerende og på samme tid sjældent intimt havnemiljø, som kun få andre steder i Danmark kan byde på i dag.
GAMLE DAGE & NYE VINDE
Gamle søfolk med joller og garn, erfarne lystsejlere og sejlsportsynglinge fra skolerne i Oure holder havnen i gang året rundt. Her trives maritime traditioner, kunsthåndværk og fornyelse i et havnemiljø der er gearet til både sportsfolk og rolige livsnydere. På havnen i Lundeborg kan børn og ældre færdes frit og trygt i et miljø, hvor veganske is og håndbajere har fundet hinanden i et roligt tempo og kærligt favntag.
Stranden starter, hvor havnen slutter, og Øhavsstien (s. 46-47) tager sin vestlige start her. Hvis du er frisk på eventyr uden for badesæsonen, så er Lundeborg en oplagt start/slut-destination.
Overnatninger
I Lundeborg findes charmerende B&B, campingpladser med vandet næsten lige uden for teltet, high-end ophold og gourmet på højt niveau på det nærliggende Broholm Slot.
Naturama
Her bydes på en kæmpe samling af udstoppede dyr fra den nordeuropæiske fauna. Dyrene er overraskende livlige og mange er majestætiske, som isbjørnen, der troner i højden på sine store bagpoter eller kronhjorten, hvis brøl runger i udstillingen. Det levende liv finder man i Naturamas dyresamling, som formidlerne af og til lister ud af deres bo for at vise frem til gæsterne.
Særudstillingen i 2022, ”Fortidens Monstre”, handler om det fascinerende dyreliv, som kom før de store dinosaurer, og som bestod af gigantiske insekter, bizart udseende hajer og ikke mindst store sabeltandede rovdyr på størrelse med isbjørne og løver.