1 minute read
Naturens skønhed
på Langeland
Langeland er lig med smukke og varierede kyststrækninger, enestående natur, karakteristiske hatbakker i syd og smukke bøgeskove i nord.
HATBAKKER – EN SÆRLIG LANGELANDSK OPLEVELSE
Når du bevæger dig rundt i det langelandske landskab skal du lægge mærke til de lange, lige rækker af små, runde bakker som pryder landskabet. Det er nemlig det eneste sted i Danmark, man kan se den type landskab så fint repræsenteret. Det er de såkaldte hatbakker – over 1000 styk – alle sammen produceret af en gletsjer, der valgte at parkere lige netop her.
Hatbakkerne har været brugt til så forskellige formål som iskældre, bygningsværker hvor det mest kendte er Tranekær Slot (side 64) og bavnehøje hvor man sendte signaler om farer til de nærliggende landsbyer. Bestig den 37 meter høje hatbakke Fakkebjerg på Sydlangeland og nyd en suveræn 360 graders udsigt over landskabet – du kan se Keldsnor Fyr, fiskerbyen Bagenkop og de vilde heste ved Gulstav.
Et Af De Fuglerigeste Omr Der I Danmark
Langelands mange nor, som er et større oversvømmet, tidligere lavtliggende landområde, tiltrækker helt enormt mange typer af fugle. Tryggelev Nor regnes for at være et af Danmarks mest fuglerige vådområder. I det flydende observationsskjul kan du ubemærket opleve fuglelivet helt tæt på og i højde med vandoverfladen.
I SKOVENS DYBE STILLE RO
På nordspidsen af Langeland finder du den majestætiske bøgeskov Vestre Stigtehave, som er blandt Danmarks flotteste bøgeskove. Skoven er noget af det tætteste, man kommer på en langelandsk urskov. Gåturen i skoven byder på små bakker ad brede skovveje i læ af træerne og med smukke kig ud mellem de krogede stammer til Storebælt og den fynske kyst, og det er blot en af de mange skove, du kan besøge på Langeland.
Det siges, at Adam Oehlenschläger fik inspiration til at skrive nationalsangen ’Der er et yndigt land’ ved Stengade Strand på Langeland – og der findes vist heller ikke mange steder yndigere end her, hvor bøgen vitterligt spejler sig i bølgen blå.
Find info om oplevelser i naturen og gode gåture på Langeland.dk/natur