2 minute read
PÅ FAABORG HAVN
Havnen i Faaborg byder på street food, musikoplevelser på havnekajen, kunst og kultur i det gamle slagteri og meget andet.
Den gamle slagterigrund på Faaborg Havn er under forvandling, og som noget unikt kan du komme ind i det gamle slagteri og mærke den nye puls. Tulip-bygningen er den sidste slagteribygning på havnen. Med sin industrielle og rå indretning danner den en helt særlig ramme for kulturelle events, nye madoplevelser og kreative aktiviteter hen over hele året. Tag et smut forbi, og oplev stemningen.
Gå heller ikke glip af Det nye Øhavsmuseum, besøgscentret for Geopark Det Sydfynske Øhav, flotte træskibe, restauranter, havnebad og meget andet godt.
Faaborg – lille by, store oplevelser
En enkelt dag er langt fra nok til at opleve Faaborg – købstaden, som var en af Fyns vigtigste havnebyer i 1700-tallet. Faaborg er nemlig et mekka af kunst, kultur og ikke mindst naturoplevelser.
ARRESTEN – KOM IND OG BRYD UD!
Den tidligere Faaborg Arrest, som rummer fortid og nutid, sætter tanker i gang hos både voksne og børn, når tremmedøren smækker. For hvordan er det at være spærret inde? Når du besøger Arresten, bliver du klogere – også på egne holdninger til ret og straf.
Kaleko M Lle
Hvordan malede man korn for 100 år siden? Det kan du opleve på Kaleko Mølle, som er Danmarks ældste bevarede vandmølle for korn, og den emmer af en helt særlig stemning. Måske genkender du de ydre rammer på Kaleko fra DR’s populære julekalender Nissebanden, som er blevet vist hele fire gange på tv – første gang i 1984.
KLOKKETÅRNET – BYENS VARTEGN
Klokketårnet er Faaborgs vartegn og et levn fra Skt. Nikolaj Kirke, der efter Reformationen i 1536 blev revet ned. Udsigten fra tårnet over byens røde tage, Svanninge Bakker og Det Sydfynske Øhav er fabelagtig. Det siges, at en faaborgenser aldrig flytter længere væk end, at han kan se sit klokketårn.
FAABORG MUSEUM – ET TOTALKUNSTVÆRK
Faaborg Museum er noget helt særligt. Det er bygget til de fynske maleres kunst, og er i dag et totalkunstværk i sig selv med maleri, skulptur, arkitektur og møbelkunst. Museet er en arkitektonisk perle og et af de vigtigste bygningsværker inden for dansk klassicisme. Hver onsdag og søndag i juli og august er der introduktion til Faaborg Museum, De Fynske Malere og de aktuelle udstillinger.
TAG MED VETERANTOGET
Hvordan var det at rejse med tog i 1950’erne? Det kan du prøve på Den Syd Fyenske Veteranjernbane. Turen fra
Faaborg til Korinth tager en halv time og byder på smukke udsigter over Øhavet og det sydfynske landskab.
ØHAVSMUSEET – ”MÆRK DIG SELV”
Øhavsmuseet er det første museum i Danmark, der sætter DIG i centrum. Ikke genstande og lange tekster. Besøger du Øhavsmuseet, garanterer vi, at du får en masse oplevelser og erfarer, hvordan du, og måske også dine venner og familie, reagerer på naturens forskellige stimuli. Undervejs vil du også lære nyt om stenalderen, Det Sydfynske Øhav og om moseofringer i jernalderen. Men det er dig og din oplevelse af naturens påvirkning, der er og bliver vigtigst.