1 minute read

Krasse karikaturer

Langelandsk

Noget, der kendetegner langelandsk kunst, er, at begrebet ikke eksisterer. For langelandsk kunst er lige så forskellig som de udøvende kunstnere er.

Advertisement

Fra finurlige træ-skulpturer eller keramiske værker til store sten i Land Art værker. Fra landskabsmaleri til abstraktioner. Fra grafik til maleri og fra sart palet til de vildeste farvekombinationer… Langeland rummer det hele. Silje er blandt de alleryngste udøvende kunstnere på Langeland. Men ikke ny som langelænder - for det er i Rudkøbing, hun er vokset op og i Rudkøbings gågade, hun for et par år siden valgte at slå sig ned med kæreste og kunst og kaffe-café i et galleri, der i forvejen var kendt af både langelændere og turister - nemlig der, hvor kunstneren Alfio Bonanno før havde sit atelier, inden han og Lone Bonanno rykkede længere op ad Østergade.

Tegneseriefigur

Netop forskelligheden i de kunstneriske udtryk… mangfoldigheden… tiltaler Silje, som skønt hendes malerier slet ikke ligner anden kunst på øen, allerede føler sig som en del af det etablerede kunstnerliv på øen.

“Langelandsk kunst favner ret bredt”, konsta- terer hun, for faktisk havde hun ikke forventet, at hun og hendes billeder ville få så positiv en modtagelse.

“Jeg blev uopfordret inviteret med i Nowhuset og andre kunstnere har henvendt sig for at høre, om der er noget, de kan hjælpe med”.

Desuden har hun fået en opgave fra Visit Langeland: Billeder til en skattejagt på øerne Langeland, Ærø, Fanø, Læsø og Samsø. Siljes billeder er markante. En bestemt tegneserieagtig figur går igen på næsten alle billeder og træder frem mod en ensfarvet baggrund uden tilstræbt dybde.

Figuren, der er karikeret med svulmende læber og poser under øjnene, afspejler stemninger og de historier, Siljes fantasi opfatter fra gågade-livet, når gæster defilerer forbi.

Farveholdningen

“I starten brugte jeg udelukkende primærfarverne rød, gul og blå, men efterhånden har jeg fået andre kulører med”, siger Silje, hvis malerier nu ikke længere er i rene, men mere knækkede farver. Bl.a. en tillempet hudfarvet, en gulbrun, der er med til at understrege, at disse figurer ikke er væsner fra rummet, men en del af os selv - uanset tolkningen af figuren. Om han eller hun holder et spejlbillede op foran sig i form af en marionetdukke, om der er hul i hovedet og figurens alter ego viser hjernen eller om det er fængslet, man mærker i den stribede fangedragt og den sorte halvmaske.

“Min stil er opstået efterhånden, som jeg har tegnet og malet. Men jeg er simpelthen vild med de mennesker, jeg skaber, fordi figurerne for mig repræsenterer så mange følelser og stemninger”, siger Silje Bruun Hansen.

This article is from: