Glad i haven Tekst og fotos: Frank Kirkegaard Hansen, havearkitekt. Helle Glad er en kreativ tornado med en eventyrlig virkelyst. Hun forspilder ikke nogen chance for at pynte op i haven, som hun fylder med planter, smykker og fantasifulde rekvisitter. Havesæsonen varer hele året i hendes lille have -- for hun har det allerbedst derude, når andre haveejere rykker ind og forpupper sig i deres lune stuer.
Det kribler i fingrene på Helle Glad, hver gang hun ser en plante. Så skal den formes, beskæres, nusses, pyntes eller blot snakkes lidt med. Virkelysten ses allerede langs grusvejen ned til familiens lille, røde stråtækte hus. Her har hun ofte ventet på bussen på vej til arbejde, og resultatet ses i form af en række klippede tjørn, der nu står som spredte grupper af vildfarne strudse i det åbne landskab. For Helle er fuld af ideer og handlekraft, og hun går ingen steder uden sin beskærersaks.
Heldigvis har Helle sit eget lille fristed, hvor hun kan få afløb for noget af al sin kreative energi. ”Den lille Have” kalder hun den selv. Alligevel er den på størrelse med en velvoksen parcelhushave, og der er mindst fem gange så mange planter. De pibler frem overalt, klemmer sig ud mellem flisefuger, snor sig omkring jernstænger og vælter op af baljer, krukker og gamle vandkander.
Fed velour og træ med guldæbler Det er dog ikke planterne, der umiddelbart vækker størst opmærksomhed, men derimod de mange forskellige små og store rekvisitter og detaljer, der er spredt med løs hånd ud over hele haven. Resultatet ligner en mellemting mellem en grøn marskandiserbutik og et hipt kunstgalleri. Hver dag er der dækket op til fest. Et langt bord står midt i haven med rødlilla velourdug og gode havestole omkring sig. Som var det klar til at modtage en større italiensk familie til frokost i det grønne. Men der er ingen gæster på vej. I stedet står et træ og giver underlige lyde fra sig. Det er klangen fra træets mange perlekæder (!), der rasler mod grenene. Solen skinner i de slidte perler og giver et næsten spøgelsesagtig skær over stedet. Den surrealistiske stemning understreges af guldæblerne, der ligger på små, tætte puder af mos, sirligt anbragt som fine reder på træets kviste – hvad har hun gang i? Begyndte som rydning i skoven Helle og hendes mand overtog hus og have i 1995, og ryddede resolut al beplantning, så de kunne starte på en frisk og komme til at grave ud til de mange små vandhuller, som Helle gerne ville have. De plantede en ny lærkehæk rundt om parcellen og begyndte så ellers at fylde haven op med planter. I første omgang fra venner og bekendte og først senere fra planteskolerne efterhånden som haven begyndte at blive fyldt ud, og det blev økonomisk
overskueligt at købe de sidste planter. For der går mange planter til, når man starter fra næsten bark mark. Haven med det lille røde hus ligger og putter sig tæt op ad en skov med store velvoksne træer. Med en placering op ad skoven var det oplagt at bruge denne som inspiration og forbillede da haven skulle indrettes. Og Selv om Helle ikke har lagt nogen egentlig plan for haven, har hun alligevel hele tiden haft det lidt vilde og frodige udtryk som et langsigtet mål for haven. Det tog 3 år at etablere havens store linjer og få færdiggjort det grundlæggende arbejde. Først herefter blev der tid og overskud til at lege og rode i haven som er den del af havearbejdet som Helle bedst kan lide.
Hjælp fra Bunkemanden »Jeg er faktisk en doven haveejer,« indrømmer Helle. Hun flytter ikke tingene mere end højst nødvendigt. Når hun klipper i planterne, efterlader hun bare afklippet i små bunker, næsten hvor det lander. Her kan det så ligge og formulde på stedet. Det er guldet i haven, som hun siger. Hun mener ikke, at der er grund til at samle det i en stor kompostbunke, når det gode ormemad kan kompostere på stedet. Helle står selv for al havearbejdet og får kun hjælp af hendes mand, Jens, når der er større ting der skal løftes. ”Bunkemanden” kalder hun ham lidt for sjov – for han kommer og fjerner de store bunker, hvis hun har været lidt for aktiv i haven De magiske guldæbler »Jeg ved ikke, hvor jeg får ideerne fra. Selvfølgelig bliver jeg inspireret af andre, men nogle gange sker tingene af sig selv. Guldæblerne stammer fra en veninde, der har en skobutik. Hun har så meget pynt, og spurgte om jeg ville have dem. Det ville jeg gerne, men jeg viste ikke, hvad jeg skule bruge dem til. Indtil de kom op og hænge i træet. Der er jeg bare så glad for dem. Og de hoppede op af sig selv!,« tilføjer Helle med overbevisning i stemmen, og fortæller om hvor fantastisk det var sidste vinter, da haven var fyldt med sne og guldæblerne funklede i solen. Den røde velourdug på langbordet er ude hele året i al slags
vejr. »Det er den billigste, billige velourdug man kan få, og bordet er bare en plade, jeg har sat den fast på, Så hvis jeg skal på en udstilling eller noget, kan jeg bare tage den med. Lige op på traileren og så af sted.« Blommetræ med røde hjerter Der er mere rødt bagerst i haven, hvor der står et lille forkrøblet blommetræ med store røde hjerter. De er hængt op for at pynte lidt på det krogede træ, der allerede ser lidt gammel og slidt ud, selvom det ikke har så mange år på roden. »Man kan godt snyde lidt ved at være lidt hård ved dem og faktisk også give dem nogle sår på barken, så kommer de til at se lidt gamle ud. Det er ikke pænt gjort, men jeg siger undskyld, og fryder mig så over, hvor pænt det bliver. Den skal have lov at vokse op, så den kan danne krone over haven.« Ikke plads til græsplæne »Haven ændrer sig hele tiden, den er stadig ny for mig. Jeg er en rullesten. Der skal ske noget nyt hele tiden, hvis det bliver for kedelig, så gider jeg det ikke.« Sidste nye tiltag er en dobbelt krans af buksbom, der står som to koncentriske cirkler i haven. Med dette projekt forsvandt det sidste stykke græsplæne i haven. »Den skulle slås 2-3 gange om ugen, det var det mest plejekrævende i hele haven. Hvis man har sådan en