Industrinatur som grøn oase Industrinatur er et interessant koncept når man skal omdanne tidligere industrielle landskaber Af Mikkel Zoffmann Jessen og Bo Holm-Nielsen
G
ennem de sidste årtier er der sket store ændringer i de vestlige landes industrielle landskaber. Industrivirksomheder har rykket deres produktion til lande og regioner uden for Europa og efterladt funktionstømte landskaber med ringe værdi for samfundet. Det er en tendens som også findes i Danmark, dog i mindre omfang og med færre sociale og økonomiske konsekvenser end man ser i f.eks. Tyskland og England. De tidligere industrielle landskaber er ikke kun et planlægningsproblem af økonomisk, social og økologisk karakter. De indeholder også et potentiale for nytænkning og muligheder for at etablere interessante og alternative landskaber. Denne artikel er skrevet på baggrund af vores speciale på landskabsarkitektstudiet ved Københavns Universitet. Det behandler omdannelse af
postindustrielle landskaber og specifikt udvikling af en transformationsstrategi for Stålvalseværket i Frederiksværk. I forbindelse med specialet har vi været på studieture til Emscher park i Ruhrdistriktet og til Berlin. Her får man et indblik i hvordan man i Tyskland arbejder med naturen når man omdanner tidligere industrielle landskaber. Bauausstellung Ruhrdistriktet var op gennem det 20. århundrede et centralt område for kul- og stålindustri og rygrad i den tyske økonomi. Økonomiens gradvise globalisering medvirkede til at området fra sidst i halvfjerdserne til midt i halvfemserne mistede cirka 270.000 arbejdspladser og fik en arbejdsløshed på cirka17%. Det var derfor afgørende for regionens fremtid at der blev igangsat initiativer til at ændre på de økonomiske, sociale og økolo-
giske udfordringer som man stod over for. I 1989 indledtes en proces som skulle løbe ti år og gennemføres som en Bauausstellung (byggeudstilling). En byggeudstilling betragtes som et alternativ til traditionel tysk planlægning som ofte er styret oppe fra og ned. Med den alternative strategi blev der skabt en organisation (IBA) som involverede flere offentlige instanser med statslige, regionale og kommunale og en række private aktører. IBA skulle fungere som initiativtager, agent, koordinator, promotor og pr-formidler for de mange enkeltprojekter og involverede aktører. Akupunktur Emscher Park fremstår som det største og mest succesfulde projekt til dato. Emscher Park er ikke en park i traditionel forstand, men dækker over et areal langs floden Emscher på
70 kilometer i længden og 15 kilometer i bredden. Grundet områdets enorme skala og problemstillingens komplekse karakter valgte man en form for ’akupunkturstrategi’. Cirka 200 projekter er i dag gennemført, og omkring 250 er på vej. På grund af Ruhrdistriktets veludbyggede infrastruktur, arbejdsløsheden og dens sociale følger valgte man at fokusere på bløde værdier som sociale og kulturelle aspekter, rekreative forhold og naturen. Denne strategi blev også valgt af økonomiske og ressourcemæssige årsager. Det ville blive for dyrt at oprense forurenet jord, starte naturgenopretningsprojekter og udvikle de sociale og kulturelle forhold over hele Emscher Parks store område. Industrinatur blev det koncept som skulle være med til at kickstarte en forgrønnelse. Helt banalt handler det om at
Naturpark Südgelände i Berlin er et gammelt rangerterræn der lå øde hen og over 30-40 år udviklede sig til et urbant vildnis. Nu er det udpeget som naturbeskyttelsesområde og åbnede som offentlig tilgængelig naturpark i år 2000.
44
GRØNT MILJØ 7/2010
Landschaftspark Düisburg Nord. Dele af området er karakteriseret af bevoksninger af hovedsageligt af spontant etableret birk med enkelte pil. De lyse og lette birk står som modspil til industriens tekniske og tunge konstruktioner der står tilbage som efterladte skulpturelle elementer.
lade naturen indvandre og etablere sig i samspil med de specifikke økologiske forhold som industrien har efterladt. Det er en strategi der som udgangspunkt ikke kræver det store i ressourcer og forvaltning, men som på sigt stiller en række spørgsmål om drift, anvendelse og æstetik. Industrinaturens æstetik Landschaftspark DuisburgNord er et af de gennemførte projekter og et godt udgangspunkt for en diskussion af industrinatur i forhold til drift, anvendelse og æstetik. Landschaftspark DuisburgNord er i dag en kulturel, social og rekreativ værdifuld landskabspark i Duisburg. Parken er anlagt på det 5 ha tidligere Thyssen-Hüttenwerk der fra 1901 til 1985 producerede stål og gas. I dag, 25 år efter, fremstår området som alternativ park og 1:1-museum. Både i funktion og beplantning adskiller det sig fra traditionelle parker. De lyse og lette birke står som modspil til industriens tekniske og tunge konstruktioner der står tilbage som efterladte skulpturelle elementer. GRØNT MILJØ 7/2010
De industrielle konstruktioner som er underlagt tidens og vejrets forandringsprocesser, danner et samspil med beplantningens dynamiske udvikling. Dette sampil kan man kalde successionsæstetik. Her er det forandring og forvandling som er i fokus. Driftsmæssigt betyder det at man må gå bort fra en traditionel parkdrift hvor man bl.a. gennem beskæringer af de enkelte træer generelt forsøger at fastholde en statisk situation. I stedet skal driften forholde sig til at de fysiske omgivelser er under konstant forandring og at arealanvendelsen ikke er defineret på forhånd. Når industrinatur bliver gjort til beplantningsprincip skal der i driften bl.a. trækkes på viden fra skovbrug og især den del af skovbruget som handler om naturnær skovdrift. I naturnær skovdrift tager man udgangspunkt i de økologiske forhold som gælder for et givent område og udvikler en skovtype med træer af forskellig art og forskellig alder. Det kræver et indgående kendskab til bestandes successionsforløb for at kunne styre og udvikle de
æstetiske kvaliteter og rekreative muligheder. Industrinatur som beplantningsprincip understøtter også områdets funktion som 1:1museum. For det første er beplantningen med til at understøtte parkens karakter som noget anderledes og ukontrolleret der skiller sig ud fra det omliggende styrede samfund. Man opfordres til at gå på opdagelse i landskabsparkens industrielle omgivelser. Med få simple indgreb er der skabt tilgang til de tekniske anlæg og dermed mulighed for at udforske dem. Andre steder har stål- og gasværket fået nye programmer. En tidligere gasbeholder er omdannet til dykkercenter. Betonvægge som tidligere udgjorde ramme for råstofdepoter, anvendes som klatrevægge. Bygninger anvendes til forskellige kulturelle arrangementer. Samspillet mellem industrinaturen, de industrielle konstruktioners langsomme forfald og bygningernes nye anvendelse udgør en usentimental bevarelse og formidling af Ruhrdistriktets industrihistorie.
Over for den ’ukontrollerede’ industrinatur er der enkelte områder med traditionel styret beplantning. Omkring ankomstarealet til parken findes opstammede træer plantet i grid. Her dannes et rum af mere traditionel karakter som et modspil til industrinaturens ukontrollerede og uplanlagte udseende. Kontrasten mellem den stramme beplantning og den spontane bevoksning understreger at industrinaturen er en bevidst strategi og ikke et tilfælde. Fra goldt til frodigt I Emscher Park er industrinaturen et beplantningsprincip som gør det økonomisk og driftsmæssigt muligt at gøre Emscher Park og de enkelte delprojekter mere grønne. I Naturpark Südgelände i Berlin er udgangspunktet modsat. Her er industrinaturen resultat af fravær af planlægning. Området der ligger i bydelen Schönenberger, fungerede som rangerterræn fra 1880 og frem til 1952. Det 18 ha store område lå derefter øde hen, og underlagt naturlig succession udviklede det sig de næste 45
Stålvalseeværket i Frederiksværk. Dele af området kan overlades til den naturlige succession så pionerarter, hovedsageligt birk og skovfyr, kan etablere sig. Andre områder kan holdes som næringsfattige og kalkrige overdrev som begge er sjældne habitater. Jorden er meget kalkrig på grund af produktet skeovnsslagger fra stålproduktionen.
30-40 år til et urbant vildnis. I slutningen af 70’erne undersøgte de lokale myndigheder områdets økologi og konkluderede at området grundet den rige flora og fauna havde udviklet sig til et af byens mest biodiverse områder. I 1999 blev Südgelände udpeget som naturbeskyttelsesområde og åbnede som offentlig tilgængelig naturpark i år 2000. I samspil med de omdannede og bevarede elementer fra områdets industrihistorie, som f.eks. skinner, lamper, bygninger, vandhaner, vandtårn, drejeskiver, fungerer Südgelände i dag både som naturperle og alternativ formidler af industrihistorien. Adgang og beskyttelse Da man skulle omdanne Südgelände til naturpark, stod man over for to overordnede udfordringer. For det første skulle man forholde sig til hvordan området kunne åbnes for offentligheden uden at naturen ville lide overlast. Det blev løst ved at etablere et tydeligt og klart afgrænset stiforløb skåret ind i 46
det mere eller mindre tilgroede område. Stierne blev udformet dels ved at omdanne tidligere baneforløb til asfaltstier, dels ved at lave et hævet stiforløb gennem området. Herved bliver brugeren tydeligt adskilt fra omgivelserne, og der signaleres at naturen skal betragtes og beskyttes, ikke betrædes og forstyrres. Man forstod at den unikke natur var defineret af lysninger, lunde og lukkede bevoksninger i en mosaikagtig struktur. Tidligere undersøgelser havde vist at skovdækket blev fordoblet fra 37% til 70% mellem 1981 og 1992, og man forventede at området over tid ville udvikle sig til en tæt lukket skov med tab af plantesamfund, karakteristisk flora og fauna, åbne områder og variation af rum. For at undgå det, blev den driftsmæssige løsning at kombinere den naturlige succession med styring og kontrol. Målet er at fastholde den mosaikagtige struktur. Ved at tillade den naturlige succession på visse områder og samtidig kontrollere at de åbne områ-
der ikke gror til, bevarer man den naturmæssige værdi. I dag er området habitat for en række plante- og dyrearter herunder 366 arter af bregner og blomster, 28 ynglende fugle, 49 svampe, 14 græshopper og fårekyllinger, 57 edderkopper og ikke mindst 208 arter af bier og hvepse. Stålvalseværket I både Emscher Park og Südgelände har industrinatur vist sig som en beplantningsstrategi der indeholder en række fordele. For det første er det en effektiv måde at forgrønne større arealer på med relativt få midler. For det andet får man anderledes grønne områder på grund af samspillet mellem det økologiske udgangspunkt som industrien efterlader og naturens succession. Udtryksmæssigt placerer de sig mellem natur, skov og park, og driftsmæssigt ligger de i grænselandet mellem parkforvaltning, naturforvaltning og skovdrift. Naturen har en utrolig evne til at tilbageerobre tidligere forstyrrede og forurenede om-
råder og inden for en relativ kort periode at udvikle meget biodiverse naturtyper. Det er et potentielt aktiv i fremtidig planlægning af tidligere industrielle områder. Dette potentiale har vi sat ind i en dansk kontekst, nemlig Stålvalseværket i Frederiksværk. Her er der problemstillinger meget lig de tyske. Derfor har det på flere niveauer været muligt at overføre erfaringer og konklusioner til Stålvalseværket. Stålvalseværksområdet omfatter cirka 40 ha eller en fjerdedel af hele byens areal. Det er derfor en kæmpeudfordring for kommunen, både økonomisk og byudviklingsmæssigt. Derfor valgte vi en strategi som bl.a. fokuserede på to nedslagsområder som skal fungere som udgangspunkter og kickstartere for en fremtidig udvikling. I det ene ser vi muligheden for at omdanne et tidligere depotområde til industrinaturpark. Tanken er at den i fremtiden kan udvikle sig til en helt unik naturtype og formidle områdets helt specielle historie gennem beplantningen. GRØNT MILJØ 7/2010
Sådan er det i dag.
Sådan kunne det blive.
Depotområdet er opbygget dels af opfyldsmateriale af sand pumpet ind fra Roskilde fjord, dels af restproduktet skeovnsslagger fra stålproduktionen. Skeovnsslagge var oprindeligt kalk udvundet i Faxe Kalkbrud og indgik i processen for at sikre stålkvaliteten. I dag ligger det som et kalkrigt fundament på depotområdet. Depotområdet udgør således et område med et økologisk udgangspunkt som kun findes få andre steder i Danmark, heriblandt Faxe Kalkbrud, Møns klint samt områder ved Thisted, syd for Ålborg og nord for Grenå. Vi foreslår at dele af området overlades til den naturlige succession så pionerarter, hovedsageligt birk, men også skovfyr, kan etablere sig. Andre områder holdes som næringsfattige og kalkrige overdrev som begge er sjældne habitater i Danmark. Kalkrige overdrev er ofte karakteriseret af en meget artsrig flora. Den kan omfatte arter som rundbælg, stivhåret kalkkarse, bakkestilkaks, nøgleblomstret klokke, vårstar, GRØNT MILJØ 7/2010
bakketidsel, stor knopurt, tyndakset gøgeurt, stor gøgeurt, hulkravet kodriver og opret hejre. Derudover er overdrevene vigtige for den danske fauna. En stor del af Danmarks cirka 18.000 insekter er knyttet til overdrev, herunder mere end halvdelen af de danske sommerfugle. Vi ser også mulighed for at udnytte kalken til at etablere en troldeskov af bøg. I ren kalk udvikles bøgetræer dårligt og vil sandsynligt udvikle troldevækst. Kalken vil ligeledes mindske optag af jern og mangan hvilket resulterer i nedsat produktion af grønkorn i bladene. Man kan derfor forvente at bøgen vil udvikle den karakteristisk lysegrønne farve som kendes fra bøgetræerne på Møns klint. Et grønt potentiale Set på baggrund af studieturene og specialet er der et stort uudnyttet potentiale i de tidligere industrielle landskaber for at udvikle byers grønne struktur. Industrinaturen kan bidrage til en mere grøn byomdannelse og bl.a. løse en
række ressourcemæssige udfordringer når store industrielle arealer skal omdannes. I et bæredygtighedsperspektiv kan industrinaturen forventes at have samme kvaliteter som skove baseret på naturnær skovdrift. Begge bygger på eksisterende økologiske vilkår, herunder hydrologiske og jordbundmæssige forhold. Industrinaturen vil derfor have lettere ved at tilpasse sig klimaforandringer end mere traditionelle grønne områder, økologisk som æstetisk. Mindre kollaps og ændringer i økosystemet er allerede en del af den naturlige succession, og forandringer forårsaget af klimaet vil opfattes som en naturlig del af karakteren. Industrinaturen giver ligeledes en unik mulighed for at omdanne de ofte centralt beliggende forladte industrilandskaber til biodiverse grønne oaser til gavn for både mennesker, dyr og planter. Som projekterne i bl.a. Tyskland viser, er natur og industri ikke uadskillelige størrelser. De kan sameksistere og blive til unikke urbane grønne områder. ❏
KILDER Andersen H.S.; Andersen H. T. (2004): Den mangfoldige by. Statens Byggeforskningsinstitut. Bothmann, Frank; Sabine Auer. 2009. The New Emscher Valley. Reshaping an urban Landscape creates regional Identity. I REAL CORP 2009: Cities 3.0 - smart, sustainable, integrative. Braae, E. (2002): Ruinøse industrinaturområders ’natur’ - fra materiel produktion til kulturel proces. Fra Fabrik Fabrik - industriens arkitektur i Aalborg. Fonden til Udgivelse af Arkitekturtidsskrift B. Clark, Lars A.: Møns klint et 75 millioner år gammelt landskab. www.netbiologen.dk. Ejrnæs, R. Fredshavn, J. og Nygaard, B. (2009): Overdrev, Enge og Moser Håndbog i naturtypernes karakteristik og udvikling samt forvaltningen af deres biodiversitet. Faglig rapport fra DMU nr. 727. Danmarks Miljøundersøgelser Aarhus Universitet. Hartoft-Nielsen, P.; John Nousianinen (2001): Styring af erhvervslokalisering og omdannelse af ældre erhvervsområder. Forskningscentret for Skov & Landskab. Landschafstpark Duisburg Nord. www.landschaftspark.de. Langer, A. (2007): Urban Wildscapes Pure urban nature, Nature-Park Südgelände Berlin. Department of Landscape, University of Sheffield & Environment Room Ltd. Ministeriet for fødevare, landbrug og fiskeri, www.netpublikationer.dk. Skov og Naturstyrelsen: Jordbundsforhold og vegetation på kalkrig jordbund i Drarstrup. www.sns.dk. SKRIBENTER Mikkel Zoffmann Jessen og Bo HolmNielsen er begge landskabsarkitekter. Artiklen er baseret på deres speciale.
47