FULL VERSION - YOUTH & URBANITY IN GREENLAND by Jakub Christensen M.

DET HUMANI STI SKE FAKULTET KØBENHAVNS UNI VERSI TET

Ph. d. af handl i ng J ak ubChr i s t ens enMedonos

Ungdomogur bani t et iGr ønl and Kompet enc er ,k r eat i v i t etogv i s i oner -enanal y s eafungesf or t ol k ni ngafby en

Ve j l e de r :Le k t or ,ph. d.Sør e nT .Thue s e n Af d.f orEs k i mol ogiogAr k t i s k eSt udi e r I ndl e v e r e t :00/ 02/ 2010

UNGDOM OG URBANITET I GRØNLAND Kompetencer, kreativitet og visioner - en analyse af unges fortolkning af byen. Af cand. mag. Jakub Christensen Medonos (f.1977) Udgivet 2010

Afhandlingens omfang i ord (afhandling og noter, excl. bibliografi og appendix): 83.268

JCM har i 2006-2009 været ansat ved: Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier ToRS – Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier Det Humanistiske Fakultet Københavns Universitet Ph.d. projektet har i årene 2006-2009 modtaget støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation som del af forskningsprojektet ”Det urbane Grønland – bevægelser, narrativer og kreativitet” - www.urbangl.tors.ku.dk. Forside/cover design: Matej Hanauer 2010 (FAVU Brno, CZ). Courtesy of David Brezina - multylingual typeface design and typography (www.davi.cz). Foto: © Jakub Christensen Medonos (2006+07) & Aqqalunnguaq Heilmann (2008).

Øvrige illustrationer © Jakub Christensen Medonos, undtagen dér hvor andet angives.

Jeg vil gerne takke flg. personer for interesse og input til mit arbejde med emnet.

Tak til min familie - Gry Christensen Medonos, Emma Lou og Anna May. Tak til Karen Marie Nathansen, Klaus Georg Hansen, Aka Maria Koch Hansen, Kunuk Lauge Koch Hansen, Malik Hansen (Sisimiut/Nuuk) Tak til mine vejledere lektor ph.d. Søren T. Thuesen, bivejleder professor Anne Holmen (DPU – Danmarks Pædagogiske Universitet), lektor ph.d. Frank Sejersen og lektor ph.d. Kirsten Thisted. I Sisimiut: Tak til Sisimiut Katersugaasiviat, Sisimiut Kommune, herunder særligt Børne- og Kulturforvaltningen, SANILIN – Bygge- og Anlægsskolen, Kirsten Ramskov Galamba, Poul V. Jensen, Dorthe Katrine Olsen, Rasmus Eisner, Ivalo Egede, Knud Erik Guldagger, kollegieadministrationen, tidl. naturvejleder Kim Olsvig Møller, personalet i ungdomsklubberne Nutaraq og Sukorsit, Anne Sofie Lennert, Monika Erichsen, skicenterlederen Laarseeraq Skifte, forebyggelseskonsulent Ânise Svane Johansen, Marie Louise Olsen, Brian Denbæk, Paneeraq Kreutzmann, Najannguaq Jørgensen, Navarana Lennert, Nukappiaraq Johansen, Karina Mathiassen, Aqqalunnguaq Heilmann, Uiloq Nielsen Kleist, Inuuteq Storch, Klaus Berthelsen – for hjælp med det praktiske og deltagelse i forskellige projektaktiviteter. MIPI – Videnscenter om børn og unge, Nathan Larsen, alle informanterne, alle fra Assaqutaq juli 2007, Lions Club Sisimiut for støtte til Aka’s kortfilm, alle på kollegium blok H, Jacob Froberg & Steen Olsen – Sisimiut Musikskole, Kammammii Olsen – Sisimiut TV, 1r & 1s HTX/SANILIN, Sigrid Dahl – Minngortuungup Atuarfia, Merete Christensen, Hans Henrik Olsen - Piareersarfik, Jens Peter Møller – Silleq/JP –foto og alle dem som direkte, eller indirekte har bidraget til mit arbejde i Sisimiut. En særlig tak til musiketnolog Michael Hauser, Janni Andreassen, Leif og Lene Christensen, Aimee Mastri Medonos, Rikke Fischer-Bogason, Niels Ulrik Sørensen, Ólafur Rafnar Ólafsson, Justyn Salamon, Stig S. Rasmussen og Arnavaraq Jørgensen, Jens Dahl, Mads Pihl, Jóhannes Miðskarð, Joen Vedel Pedersen, Arnaq Grove, Jørgen Trondhjem og Lill Rastad Bjørst samt medarbejderne v/ Afd. for Eskimologi og Arktiske Studier for deres vedvarende interesse i mit arbejde.

FREMLAGTE SYNSPUNKTER STÅR I ALLE TILFÆLDE FOR MIT EGET ANSVAR

Umiarsualivimmi/Sisimiut havn, 9. juli 2007

”…. wherever you are, there is somewhere further you can go” – Tim Ingold (2007:170)

DET ER VEJEN DER ER MÅLET

”Cities have one crucial resource – their people. Human cleverness, desires, motivations, imagination and creativity are replacing location, natural resources and market access as urban resources. The creativty of those who live in and run cities will determine future success” (Landry 2000).

”Young people make a major contribution to the economic, cultural and social life of the City and will be essential to its future” (Adelaid City Council’s Policy and Action Plan 2004-2008).

”…the need for creativity is ignored in urbanism…”(Miles (2007:205) omkring Lefebvre’s ”Right To The City).

”Det fedeste ved at være ung, må være at det er der livets største højdepunkter er, efter mit eget mening. Det er der vi møder vennerne og starter fremtidens plan for hvad vi vil :-)” (Debatindlæg til: ”Hvad synes du er det fedeste ved at være ung?”; af Ivalu fra Sisimiut 23.1.2009; Inuusuttut Silarsuaat – www.knr.gl/unge)

English summary Youth and Urbanity in Greenland – interpreting the city: visions, skills and creativity is a PhD dissertation which examines a particular aspect of contemporary life in Greenland’s second largest town, Sisimiut. Elaborated by ten case studies, young people’s perception and dynamic use of urban settings is set to raise a number of important perspectives on both the present and future elements of urbanity in Sisimiut - the pulse of young people’s visions, skills and creativity, embedded in daily practices in urban space, in both the city and the surrounding country. Given the fact that young citizens in Sisimiut act on the cutting edge (signifying the city's future), this dissertation argues that young people’s continuous input to the city is helping to create an effective voice in the ongoing negotiations of urban resources. The voice of young men and women in Sisimiut encompasses bodycentered performative actions, symbolic representations of space, as well as narratives of private and public responsibilities related to localities. In the ten case studies, social and narrative spaces are analyzed in connection with activities such as motocross, BMX and trial cycling, skate- and snowboarding, in B-boying, in youth clubs, a work camp and hiking, a short movie about a young man and women living in Sisimiut, an art exhibition and techreports about leisure.

Empirically, the dissertation is based on anthropological fieldwork conducted in 2006 and 2007. A number of individual informants between ages 15 to 24 years were continuously observed. Additional data has been collected through questionnaires, formal and group interviews, and participant observations in a wide range of contexts. Apart from fieldwork in both institutional and non-institutional settings, the dissertation presents data generated through action anthropology, as well as disseminating the study process in new media. Theoretically, the dissertation is founded in an interdisciplinary approach to agency in activity venues, a critical realist theory of interplay between actors and structures, reflexivity and finally, a significant input in examining youth and urbanity in Sisimiut is the perspective of rhythmanalysis. Intensity, seen as an essential rhythm of young people’s engagement with urban settings, is argued to affect both the energy and willpower of the young people to the whole community. Finally, there is a particular rhythm found in the data, namely in the youth activities accentuation of how action reinforces the path to success - new openings and opportunities in terms of the future city.

This dissertation is part of “Urban Greenland – movements, narratives and creativity”, a research project supported by a grant from The Danish Council for Independent Research | Humanities (FKK) (2006-2009).

INDHOLDSFORTEGNELSE: English summary..............................................................................................................................5 DEL 1 - INDLEDNING.................................................................................................................10 Kapitel 1. Ungdommens erfaringer med det urbane rum i Grønland.........................................10 1.2 Afgrænsning .....................................................................................................................10 1.3 Problemstilling og forskningsspørgsmål..........................................................................12 1.4 Afhandlingens opbygning ................................................................................................14 Kapitel 2. Sisimiut og de unge ...................................................................................................16 2.1 Sisimiut.............................................................................................................................16 2.2 Unge og ungdom i Sisimiut..............................................................................................25 DEL 2 – METODE, KILDER OG TEORI ....................................................................................27 Kapitel 3. Feltarbejde og kilder..................................................................................................28 3.1 Kompetencer, kreativitet og visioner – hvordan? ............................................................28 3.2 Afhandlingens empiriske grundlag ..................................................................................30 3.3 Interviews og informanter ................................................................................................31 3.4 Kortfilm ”sisimiut” og andre aktiviteter...........................................................................34 3.5 Formidling........................................................................................................................35 Kapitel 4 – Teoretisk udgangspunkt og analysestrategi.............................................................37 4.1 Byen, det urbane og urbanitet ..........................................................................................39 4.1.1 Forskningen i arktiske bysamfund ................................................................................42 4.2 Byens signifikans for ungdomslivet.................................................................................43 4.2.1 Forskning i urban ungdomskultur i Arktis ....................................................................45 4.3 Afhandlingens analysestrategi og nøglebegreber.............................................................45 DEL 3 ANALYSE OG DISKUSSION..........................................................................................53 Kapitel 5 Ti casestudier..............................................................................................................54 5.1 Fra Asummiut til grusgraven............................................................................................56 5.1.1 Dialog, visioner og virkelighed.....................................................................................67 5.2 Cykling .............................................................................................................................72 5.2.1 Emiili’s backflip............................................................................................................82

5.3 SK8 Sisimiut ....................................................................................................................87 5.3.1 Appropriation ................................................................................................................91 5.3.2 Krop, board, terræn .......................................................................................................94 5.4 Snowboarding.................................................................................................................102 5.4.1 Snowboardskolen ........................................................................................................104 5.4.2 Det performative og byens grænser ............................................................................112 5.5 Breakdance i Amerloq....................................................................................................120 5.5.1 Ét sted, mange rum og kreativitet................................................................................125 5.5.2 Livsstil og fællesskaber...............................................................................................127 5.6 Uden for byen.................................................................................................................133 5.6.1 Backstage og hovedpersoner.......................................................................................133 5.6.2 Assaqutaq ....................................................................................................................137 5.6.3 Om afstand og nærhed.................................................................................................147 5.6.4 Vandreturen Akulleq - Kangerlussuaq........................................................................150 5.6.5 På langs & ned igennem et fletværk af linier ..............................................................162 5.7 Klubben ..........................................................................................................................167 5.7.1 Titartaanersuaq (store tegneaften)...............................................................................170 5.7.2 Individ og netværk ......................................................................................................175 5.7.3 Hvad er det de får i klubben, som de ikke får andre steder? .......................................177 5.8 Kortfilm ”sisimiut”.........................................................................................................181 5.8.1 Handling og rytme.......................................................................................................182 5.8.2 Tid og rytme ................................................................................................................194 5.8.3 Navigationen i byens rum ...........................................................................................196 5.8.5 ”Sisimiut” af Jørgen Roos (1966) ...............................................................................201 5.9 ”a view of life” ...............................................................................................................207 5.9.1 Det kreative rum..........................................................................................................208 5.9.2 Kontraster, frit spil og konventioner ...........................................................................220 5.10 Tre projektrapporter om emnet fritid ...........................................................................224 5.10.2 Om rygning i pauserne ..............................................................................................225 5.10.3 Børnenes legepladser.................................................................................................226 5.10.4 Fritid-snescooteren ....................................................................................................228

5.10.5 Lokaliteter, private og offentlige ansvar ...................................................................229 Kapitel 6 – Spændingsfelter: samlet fortolkning og diskussion...............................................232 6.1 Arenaperspektiv .............................................................................................................232 6.2 Positioner........................................................................................................................239 6.3 Kompetencer, kreativitet og visioner – et reflekteret spændingsfelt..............................241 6.4 Ungdom, urbanitet og rytmer .........................................................................................243 6.4.1 Rytmeanalyse ..............................................................................................................244 6.5 Sammenfatning...............................................................................................................251 DEL 4 KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING ....................................................................253 Kapitel 7 Konklusion og perspektivering.................................................................................254 7.1 Hvad er det for en by, de unge er med til at skabe? .......................................................254 7.2 Perspektivering...............................................................................................................262 Litteratur.......................................................................................................................................264 www publikationer med tilknytning til afhandlingen ..........................................................285 Bilagsoversigt...............................................................................................................................286 Kortbilag 1) Bykort 1918 – Kolonien Holsteinsborg...........................................................287 Kortbilag 2) Bykort 1947 .....................................................................................................288 Kortbilag 3.1) Boligområder & Friholdte areal ...................................................................289 Kortbilag 3.2) Havneområde & Områder til fællesformål ...................................................290 Kortbilag 3.3) Erhvervsområder & Tekniske anlæg/arealkrævende aktiviteter .................291 Kortbilag 4.1) Oversigtskort – Sisimiut Kommune (2004)..................................................292 Kortbilag 4.2) Forhistoriske bopladser v/Sisimiut, kortlagt i forbindelse med anlæg af lufthavnen i 1990’erne. ........................................................................................................293 Kortbilag 5.1) Vejnettet i Sisimiut .......................................................................................294 Kortbilag 6.1) Snescooter trafik ved Sisimiut, Maniitsoq og Kangerlussuaq......................296 Kortbilag 6.2) Vintertrafik i byzonen...................................................................................297 Kortbilag 6.3) Vintertrafik på Nalunnguarfik/Spejdersøen..................................................298 Kortbilag 6.4) Zoologiske interesseområder i Sisimiut Kommune......................................299 Kortbilag 6.5) Bosteder i Sisimiut Kommune 1600-1972 ...................................................300 Kortbilag 6.6) Bosætning og urbanisering (Sisimiut by) 1600-1970...................................301 Kortbilag 6.7) Hvilken by? Byplanlæggere .........................................................................302

Kortbilag 6.8) Hvilken by? Befolkningen............................................................................303 Kortbilag 7) Klub-/Kulturhuset Amerloq.............................................................................304 Kortbilag 8) Feltarbejdets studiefelt & afhandlingens ti casestudier ...................................305 Kortbilag 9) Stednavne: Sisimiut – Assaqutaq ....................................................................306 Statistikbilag 1) Unge 15-24 år – Sisimiut by ......................................................................307 Statistikbilag 2) Unge 15-24 år – hele Grønland..................................................................308 Statistikbilag 3) Befolkningen: Sisimiut by, Holsteinsborg distrikt & Sisimiut Kommune 309 Bilag 3) Informanter, interviews og deltagerobservation.....................................................310 Dansk resumé ...............................................................................................................................312

DEL 1 - INDLEDNING Kapitel 1. Ungdommens erfaringer med det urbane rum i Grønland En væsentlig del af Grønlands ungdom har det urbane rum som vigtigt orienteringspunkt, fordi det først og fremmest er her, de videregående uddannelser findes. De fleste unge i Grønland får deres erfaringer fra mødet med ekspanderende bymiljøer i urbane centre som Nuuk, Sisimiut, Ilulissat, Aasiaat og Qaqortoq, som er knudepunkter for administration, forvaltning, erhverv, kultur, turisme og uddannelse. Erfaringerne fra det urbane Grønland påvirker de unges viden, kompetencer og syn på fremtiden og påvirker dermed det grønlandske samfund som helhed1. De største byer i Grønland, Nuuk (16.000 indbyggere) og Sisimiut (5.400) er små sammenlignet med arktiske mastodonter som Murmansk (350.000 indbyggere) og Anchorage (300.000). Overordnet er der tale om byer, der fungerer som regionale knudepunkter for først og fremmest fiskeindustri, landbaserede erhverv, kultur, uddannelse og administration i det mere end to millioner kvadratkilometer store land. Byform og byplanlægning er historisk set et dansk styret projekt, der strækker sig over 256 år fra Grønlands kolonisering i 1721 frem til den første overtagelse af sagsområder vedrørende arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse i 19772. Grønlands byhistorie er også en historie om mennesker og dynamik i lokalområdet. Ofte i tæt forbindelse med byens omkringliggende landskab og naturens ressourcer. Samhørighed, hvad enten den retter sig mod familien eller naturen, er det stærke kendetegn ved en grønlandsk by. Det urbane Grønland er ikke blot en skueplads for kulturmødet mellem det danske og det grønlandske. Det urbane Grønland er mødet med historiens indflydelse på fremtiden parret med kultur, fællesskab og kreativitet i spændingsfeltet mellem det lokale og det globale.

1.2 Afgrænsning Denne afhandling handler om ungdom og urbanitet i Grønlands næststørste by Sisimiut og lægger empirisk vægten på de erfaringer, de unge gør i byens mange rum. Disse erfaringer er som

Grønlands befolkning pr. 11.6.2009: 56.194 pers.; deraf 8791/15-24 år = 15,6 % af den samlede befolkning

(Grønlands Statistik, Statistikbanken – www.stat.gl) 2

Lov nr. 248 af 8.juni 1977 for Grønland (www.byginfo.gl)

al anden kulturel og social aktivitet yderst komplekse og varierede, og de kan derfor tænkes og analyseres på mange måder. Jeg har valgt at fokusere på de unges kompetencer, kreativitet og visioner i deres omgang med byens rum. Denne vinkel knytter sig til min grundlæggende opfattelse af unge som væsentlige brugere af byens rum og en signifikant ressource for den moderne by og den aktuelle urbanitet. Når jeg fokuserer på kompetencer, kreativitet og visioner, så samtænker jeg nogle af de elementer, som driver menneskers dynamiske forholden sig til og konstruktion af omgivelserne. Min interesse for ungdom og urbanitet har baggrund i mit kandidatspeciale ”Ilulissat graffiti 11.09.03 - 26.05.04: tegn, stil og billede. Værker i lokal og global sammenhæng” (Medonos 2005). Studieobjektet var her graffiti i Grønlands tredjestørste by, kortlagt og analyseret med henblik på beskrivelse af byen som bestående af forskelligartede kommunikationsfortætninger, funderet i historiske, kulturelle, såvel som globale kontekster. I nærværende sammenhæng er det overordnede fokus rettet mod unges levede erfaring med byens rumlige mangfoldighed. Urbanitet undersøges ud fra et arktisk perspektiv i form af en grønlandsk case med udgangspunkt i en række aktiviteter, som jeg deltager i sammen med byens ungdom. Jeg har i videst muligt omfang gået efter at arbejde på de unges præmisser. Afhandlingens empiriske erfaringsgrundlag har baggrund i mit samspil med 15-24 årige unge på en række aktivitetsarenaer i og uden for Sisimiut i de rum, som de unge indtager, erfarer og forhandler sig gennem begivenheder, praksis og narrativer. Aktivitetsarenaer udfoldes igennem ti casestudier, som fungerer som overordnet afgrænsning af en omfattende mængde kildemateriale. Afhandlingens metodiske grundlag er en længerevarende undersøgelse af ungdommens snak om, leg og eksperimenteren med og i byens rum. Det er i disse aktiviteter, at deres kompetencer, kreativitet og visioner folder sig ud og er med til at udfordre og skabe byen. Undersøgelsen er foregået som et feltarbejde med inspiration fra ”action anthropology” (jf. Foley & Valenzuela 2005:217-234) samt ud fra studier af relevant litteratur inden for ungdoms- og urbanitetsforskning (Kehily 2007; Hansen 2008; Lieberg 1992; Lefebvre 1996; Simonsen 2005). I afhandlingen stilles de data, som er fremkommet i mit antropologiske feltarbejde, over for en række teoretiske begreber. Først og fremmest begrebet arena (jf. Fink 1989) som

eksponent for væsentlige aktiviteter og vekselvirkningen mellem aktører og strukturer i både institutionaliseret tid og fritiden (jf. Buch-Larsen & Nielsen 2008; Emirbayer & Mische 1998). Hvorledes unge opfatter, afgrænser og bruger det urbane rum i Sisimiut analyseres med udgangspunkt i arenabegrebet (Fink 1989:13), en kritisk realistisk opfattelse af aktør/struktur dualisme (Buch-Larsen & Nielsen: ibid.); herunder refleksivitetsbegrebet (jf. Archer 2007). Endelig inddrages Lefebvres rytmeanalytiske perspektiver som væsentlig indgang til analysen af urbanitet (Lefebvre 2004; jf. Elden 2004:193).

1.3 Problemstilling og forskningsspørgsmål Byer er i dag bosted for over 50% af verdensbefolkningen (UN-Habitat 2006). I Grønland er tallet over 80% (Grønlands Statistik). I globalt perspektiv er byerne i konkurrence med hinanden, hvorfor branding som kreativ by er noget, som både økonomer, politikere og byplanlæggere ser som en central strategi for byerne i deres ønske om at fastholde borgere og tiltrække kapital (jf. Hubbard 2006:206-246, Miles 2007:204-205; Landry 2000 m.fl.). Bylivet er kompleksitet og dynamik. ”Den samme by er populært sagt, mange forskellige byer for forskellige grupper af mennesker, afhængigt af deres sociale position, tids-rumlige rytmer, deres hverdagsliv og deres forskellige praksiser i forhold til byen” (Simonsen 2005:159). Byen og dens grænser konstitueres, konsolideres, brydes op og ændres, lokalt såvel som globalt, og alle er med i denne proces (jf. Hansen & Simonsen 2004:174 om stedsbegrebet). I Europas byer såvel som i Sisimiut har jeg oplevet, at unge genererer ideer og projekter, som de omsætter til en virkelighed, de lader cirkulere i samfundet. Men offentlighedens og myndighedernes værdisætning af unges kreativitet og bevægelser i byens rum hæver sig sjældent ud over de institutionaliserede tilbud til de unge som klubber, sportspladser, udsmykning af skolegård m.v. Så man så at sige ved, hvor man har dem, når de ikke lige er hjemme hos familien. De unges handlinger kommer derfor sjældent ud til et bredere publikum, selv om dette er til stede og interesseret. Den problemstilling, som jeg vil undersøge i afhandlingen, kan opsamlende formuleres således: Der er mange bud på, hvem og hvad der er væsentligt for den fremtidige by. Men jeg er ikke stødt på et bud, som eksplicit inkluderer de unges kompetencer, kreativitet og visioner, heller ikke på internettet. Dette til trods for, at disse medborgere agerer på forkant med byens fremtid,

hvad angår brugen af den fysiske by i både kreative og eksperimenterende rum. Jeg tager derfor i denne afhandling afsæt i følgende spørgsmål: Hvad er det for en by, de unge er med til at skabe? Spørgsmålet udforskes med afsæt i ti casestudier af konkrete aktivitetsarenaer, og det analyseres, hvorledes Sisimiuts unge agerer i byen. På denne måde dannes et billede af, hvorledes de fortolker byen – og ikke mindst hvordan de til stadighed udfordrer dens grænser. Analysen søger at bidrage til en forståelse af, hvorledes relationer mellem sted og handling kan folde sig ud. Jeg søger også med baggrund i min empiri i det bredere perspektiv at belyse særlige aspekter af urbanitet i Grønland som meningsfyldt bidrag til diskussionen af opfattelser og strategier i en moderne globaliseret (urbaniseret) verden.

Afhandlingens kerne består af ti casestudier (kapitel 5) og omhandler flg. emner: En motocrossbane i Sisimiut, cykling, skateboarding, snowboarding og breakdance, en arbejdslejr uden for byen, en vandretur til Grønlands trafikale knudepunkt Kangerlussuaq, byens ungdomsklubber, et filmisk portræt af to unge anno 2006,

performancedesign og udstillingselementer såsom musik, malerier m.m. og desuden tre projektrapporter om emnet fritid.

1.4 Afhandlingens opbygning Afhandlingen består af 7 kapitler struktureret i fire dele: Del 1) Indledning, del 2) Metode, kilder og teori, del 3) Analyse og diskussion, del 4) Konklusion og perspektivering. Første del består af to kapitler, hvoraf kapitel 1 er en generel introduktion til afhandlingen og kapitel 2 en præsentation afhandlingens studiefelt - Sisimiut by og ungdom. Anden del består ligeledes af to kapitler. Kapitel 3 omhandler afhandlingens metodiske grundlag og gennemgang af afhandlingens kilder. I kapitel 4 beskæftiger jeg mig først med at relatere mit emne til almen urbanitetsforskning, herunder forskning i byens signifikans for ungsomlivet. Jeg kommer i særskilt afsnit ind på den forskningstradition, der har med urban forskning og ungdomskultur i Arktis at gøre. Dernæst introduceres afhandlingens forskningstilgang og min analysestrategi i forhold til fortolkningen af afhandlingens empiri. Tredje del består af analyse og diskussion. I kapitel 5 arbejdes med indsamlet empiri igennem ti casesstudier. Kapitel 6 er en samlet fortolkning af afhandlingens empiri. Fortolkningen udfoldes på baggrund af en række temaer/spændingsfelter: Arenaperspektiv, aktør/struktur dualismen, refleksivitetsbegrebet og rytmer. Fjerde og sidste del af afhandlingen består af konklusion og perspektivering, som begge indgår i kapitel 7. Her arbejder jeg først med afhandlingens forskningsspørgsmål og perspektivering af analysens resultater. Afhandlingen afsluttes med en overordnet perspektivering af det samlede arbejde med emnet ungdom og urbanitet i Grønland. Der er tre bilag knyttet til afhandlingen. 1) Kortbilag, 2) Statistikbilag og bilag 3) Samlet oversigt over empirisk materiale fordelt på informanter, interviews og deltagerobservation. Web–henvisninger: I afhandlingen henvises flere steder til videomateriale publiceret på internettet (særligt i casestudierne -kapitel 5). Henvisninger angives via www-adresser. Da det efter min mening kan blive en langsomlig proces at kopiere de enkelte henvisninger til en internetbrowser, vil jeg anbefale, at man slår ”77jcm” op på YouTube (www.youtube.com) og finder de enkelte filmklip med afsæt i den titel, som angives i min kildehenvisning i teksten. Hovedkilden til kapitel 5.8 er en kortfilm, som findes på filmproduktionsselskabets portal

ISUMAtv – www.isuma.tv, under channel ”jakub”. Sidst i litteraturlisten har jeg lavet en samlet oversigt over www-publikationer med tilknytning til afhandlingen. Illustrationer: Hovedparten af afhandlingens illustrationer er mine egne og stammer fra mit halvårs feltarbejde i Sisimiut i årene 2006-2007. Kortmaterialet i hovedteksten såvel som i kortbilag 1-9 stammer fra en række publikationer samt den grønlandske geografiske informationsportal NunaGIS – www.nunagis.gl. Afhandlingen kan læses som en ny vinkling af lokalsamfundsstudier i Arktis; bl.a. fordi jeg fokuserer på den kreativitet, som unge udfolder individuelt og i fællesskaber frem for udelukkende på de unges aktiviteter i institutionelt regi. Min hensigt er dog i højere grad at slå til lyd for, at unge er væsentlige brugere af det urbane rum, hvilket har affinitet til Lefebvres ”Right to the city” (1996). Når jeg i afhandlingens forskningsspørgsmål spørger, hvilken by de unge er med til at skabe i Sisimiut, så er det først og fremmest en angivelse af, at unge er aktive bidragydere til byen og bysamfundet igennem de erfaringer, de gør sig med byens mange rum og sociale aktiviteter. Spørgsmålet går derfor også i retning af en overordnet diskussion af kreativitet og dets relevans som ressource og succeskriterium for samfundets udvikling og byens vækstpotentialer (jf. Landry 2000). Det er min opfattelse, at ungdomskulturen og dens mangeartede brug af det urbane rum i særlig grad udgør vigtige ressourcer i forvaltningen af samfundets private og offentlige ansvarsområder, både på det generelle plan, i hverdagen og i den lokale, sociale såvel som i global sammenhæng. Kompetencer, kreativitet og visioner udgør et centralt element i denne sammenhæng, hvilket jeg med afhandlingen søger at udfolde vha. en række samtidshistorier, som har de unges perspektiv i centrum.

Kapitel 2. Sisimiut og de unge Nærværende kapitel er en introduktion til byen Sisimiut, dens unge og bylivet generelt, som jeg har haft mulighed for at følge i årene 2006-2007. Jeg lægger vægten på byen som hjemsted for de unge, hvis praksis i og uden for byen er i fokus i afhandlingens analysedel.

Fotocollage - Taekwon-Do: “The way of the foot and fist”; siden 1978 i Sisimiut. L & K fotograferet 29072006 på toppen af byens varetegn, fjeldet Nasaasaaq. I baggrunden Sisimiuts beboelsesejendomme fra den store urbaniseringstid i Grønland (1960’erne og 1970’erne); de hvide bygninger t.v. midtfor er Paamaap Kua og Aqqartarfik t.h. (nyrenoveret i 2006/2007).

2.1 Sisimiut Sisimiut er med sine godt 5400 indbyggere den næststørste by i Grønland. Byen ligger placeret på vestkysten, 66˚nordlig bredde og 53˚vestlig længde, strakt ud over et storkuperet terræn med overgang til kystslette ved en nærtliggende skærgård. I sydøstlig retning fra byen går landskabet over i en alpin overgangsform og kystslette og mod nord i et småkuperet terræn. Byen er omgivet af høje fjelde med Palasip Qaqqaa mod nord og Nasaasaaq mod syd (byens varetegn) – et yndet 16

udflugtsmål med gode udsigtsposter mod byen. I øst åbnes et vidtstrakt og tilgængeligt bagland kendetegnet ved høje fjeldrygge, dale og sølandskaber. Byens omgivende landskab er en væsentlig social arena, der anvendes til vandreture, skoleidræt og som friluftslaboratorium for den lokale tekniske skole. Endvidere dyrkes her langrend, alpint skiløb, snowboarding, hundeslæde- og snescooterkørsel, jagt og fiskeri, sejlads samt forskellige former for lejrskoler eller organiseret camping. I byen er det især cykling (trial og BMX), som er populært blandt unge; endvidere sportshallen og dens motionsrum, ungdomsklubberne Nutaraq og Sukorsit, diskoteket Starlight, kulturhuset Taseralik med biograf (siden 2007), musikskolen, fodboldbanen, Centrum kiosken med videoudlån og gavebutik, samt et mindre antal butikker indenfor detailhandel; tøj, IT og proviant. Byens boliger, havn, arealer til fælles formål, erhverv samt tekniske anlæg og arealkrævende funktioner dækker et areal på mere end 426 ha/4,26 km² (se kortbilag 3.1-3.3; Sisimiut Kommune 2001:7). Dertil kommer såkaldte ”friholdte arealer” tilhørende byzonen – disse er ikke bebyggede områder stillet til rådighed for rekreative aktiviteter, men henlagt i naturtilstand. Byen er befolkningsmæssigt og administrativt knudepunktet i Sisimiut Kommune, der udover Sisimiut by omfatter bygderne Sarfannguaq, Itilleq og Kangerlussuaq, der i dag er Grønlands vigtigste trafikcentrum, og som fra 1941 til 1992 tillige var militærbase for USA. Den samlede kommune dækker et areal på 36.000 km2 fordelt på ca. 20 forskellige typer landskaber (jf. Haarløv 1980). Hele kommunens topografi spænder fra kuperede landskabsformer til højalpin gletcherforekomst afgrænset af hhv. Indlandsisen i øst, Davis Strædet i vest, af Nassuttooq/Nordre Strømfjord i nord og fjorden Kangerluarsussuaq i den sydvestlige ende af Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord, som munder ud i havet ca. 100 km syd for Sisimiut (se kortbilag nr. 4.1)3. Selve byen er bebygget med enkelte bygninger fra kolonitiden, et betydeligt antal selvbyggerhuse, GTO arkitektur og 70’er funktionalisme udmøntet i betonblokke, men også med moderne bygningsværker tegnet af grønlandske arkitekter. Den fysiske bebyggelse hænger som regel sammen med nære og fjerne landskabstræk. Uanset hvorhen man vender blikket, støder 3

Den 1. januar 2009 trådte en kommunalreform i kraft. Der har indtil 2009 været 18 kommuner, men de blev ved

indgangen til 2009 slået sammen til blot fire kommuner. Fra januar 2009 udgør Sisimiut Kommune og Manitsoq Kommune tilsammen den nye Qeqqata Kommunia, hvilket jeg dog ser bort fra i denne fremstilling, da jeg i min problemstilling har taget udgangspunkt i den indtil 2009 gældende kommunale struktur.

man på naturen både i jordhøjde og ude i horisonten, hvor fjeldenes vertikale flader og linier sammen med havet præger synsfeltet. Det arkitektoniske billede består af typehuse og mindre ejendomme, der enten danner små klynger af farvestrålende lokaliteter eller deciderede kvarterer med en nærtliggende købmand. Midt imellem og på tværs ligger selvbyggerhusene, opført med særprægede former for tilbygninger udført af lokale tømrermestre, eller som typebolig fra et samlesæt formidlet af Grønlands Hjemmestyres støtteordning. Byens ældste bygninger er en samling stokværkshuse, der i dag huser Sisimiut Museum. Udover kolonibygningerne findes her også en af byens to rekonstruktioner af et grønlandsk tørvehus. Den traditionelle arkitektur er ligeledes repræsenteret med et eksemplar af et grønlandsk telt, som udstilles om sommeren. Ved opgørelsen pr. 1. januar 2008 boede der 5398 mennesker i Sisimiut by fordelt på 2537 kvinder og 2861 mænd. Deraf var 962 unge i alderen 15-24 år; hhv. fordelt på 454 kvinder og 508 mænd4. Sisimiut er en uddannelsesby med i alt syv uddannelsessteder. Knud Rasmussens Højskole (med fokus på grønlandsk kultur), Sprogcentret (sprogundervisning og e-læring), Sanaartornermik Ilinniarfik, Bygge og Anlægsskolen (bl.a. tømrer-, snedker- og VVS montøruddannelserne), Teknisk Gymnasium (HTX), samt ARTEK/Center for Arktisk Teknologi i samarbejde med DTU). Dernæst har Sisimiut sin egen afdeling af Piareersarfik, som er et vejlednings- og introduktionscenter (et bindeled mellem socialforvaltningen og arbejdsmarkedet). Endvidere er der i byen to folkeskoler og en blindeskole. Udefrakommende søges i videst muligt omfang integreret i byens hverdagsliv. Der er mulighed for at indgå i en mentorordning eller blive tilknyttet en plejefamilie. Det gælder internationale studerende og grønlandske studerende fra 4

Afgrænsning af unge som 15-24 årige følger FN’s og MIPI’s (Videncenter om børn og unge) praksis i statistikken.

Unge med folkeregisteradresse i byen udgør 17,8 % af byens samlede befolkning i statistikken – 962 personer (eller tredje største befolkningsgruppe). Gruppen 0-14 år – 1283 personer (næststørste befolkningsgruppe), 25-62 år – 2741 personer (er byens største befolkningsgruppe i den arbejdsdygtige alder). Gruppen 63-90+ år - 412 personer (er mindste befolkningsgruppe) (Grønlands Statistik 2008; www.un.org/esa/socdev/unyin/qanda.htm#1; MIPI (2008) & personlig kommunikation med Lona Lynge/MIPI - november 2008). Et nøjagtigt billede over unges tilknytning til hhv. uddannelse, arbejde eller arbejdsmarkedskontoret i Sisimiut findes desværre ikke opgjort samlet i statistikken. Gennemgang af forskellige kilder viser dog, at over halvdelen er tilknyttet en uddannelse. 289 unge var tilknyttet 911 klasse i folkeskolen i Sisimiut i 2007/2008 (Inerissavik 2008:104). Byens største uddannelsessted Sanaartornermik Ilinniarfik havde et optag på 81 elever i 2008 til HTX og 126 til erhvervsuddannelserne maler, VVS osv. (www.sanilin.gl). 30 var iflg. statistikken berørt af ledighed pr. 1. januar 2008 (Grønlands Statistik 2008).

andre byer på ingeniøruddannelsen, HTX eller folkeskolen. Byens fokus på studiemiljøet afspejles mange steder i moderne faciliteter og øgede investeringer i IT systemer, som bl.a. gør det muligt at skabe en velfungerende og dynamisk hverdag, hvad enten man kommer fra lokalområdet eller udenbys fra. Et stigende antal studerende har siden 1970’erne medført behov for et betydeligt antal kollegier. Dem findes der forskellige grupper af i Sisimiut: både Hjemmestyre- og kommunaltejede. Kollegier med enkeltværelser, lejligheder til familier og bofællesskaber - aldersbegrænsede, forbeholdt byens unge, kursister på kortere ophold, eller organiseret i forhold til studiefag. Sisimiut som uddannelsesby er samlet set stillet overfor mange udfordringer. Vedligeholdelsen af studiefaciliteter kræver mange ressourcer fra byens budget, men også et stort koordineringsarbejde i hverdagen og løbende opdatering af fritidstilbud til de unge. Omvendt ligger der mange forventninger til de unge på uddannelserne og ikke mindst et håb om, at de vil investere deres viden og fremtid i byen. Sisimiut blev grundlagt i 1756 som dansk handels- og missionskoloni, fordelt i første omgang på Holsteinsborg ved Ukiivik (Sydbay) (1756-1764), ca. 30 km nord fra Sisimiut, og dertil hørende missionshus og hvalfangerloge v/Assummiut/Amerloq (1759-1767), ca. 2,5 km fra byens nuværende placering. I 1767 samledes koloniens handel og mission under navnet Holsteinsborg, hvor byen ligger i dag ”… på et plateau ca. 100 meter øst fra havnebassinet i 20-25 meters højde” (Bredsdorff 1967:7). Sisimiut betyder direkte oversat til dansk: ”beboerne ved rævehulerne”, hvilket refererer til byens første beboelseskvarter, hvis udkant havde en række synlige, gamle rævehuler (jf. Berthelsen 2006:33 & jf. kortbilag 1). Op til midten af 1700-tallet var Sisimiutområdet sparsomt befolket. Lokalbefolkningen bestod af efterkommerne af indvandrede inuit, der levede af fangst og fiskeri, og en begrænset flok europæiske hvalfangere og missionærer. Baggrunden for den forhistoriske bosætning skal i lighed med andre grønlandske byer søges ved hjælp af arkæologien. Denne fortæller os, at den forhistoriske migration til Sisimiut foregik i forskellige etaper, hvilket kan ses vha. udgravninger af palæoeskimoiske kulturer Saqqaq, (tidlig) Dorset og den neoeskimoiske Thulekultur i området (se f.eks. Møbjerg et al. 2004, Gulløv 2004). Frem til 1700-tallet er bosættelsen semi-permanent, dvs. baseret på skift mellem vinterboplads og sommerboplads, hovedsagligt med henblik på adgangen til forskellige ressourcer på markant forskellige årstider. Nomadeliv og semi-permanent

bosættelsesmønster er et fællestræk for de forhistoriske kulturer. Mobilitet har gennem historien haft påvirkning på samfundenes sociale organisation, hvor relativt få familier boede sammen i sommerhalvåret, hvorimod vinteren skabte betingelser for større bofællesskaber med andre familier. Fra Thulekulturen, der kom til området i 1400-tallet, findes i Sisimiuts byzone bevarede bopladser, hvor der menes at have overvintret ca. 5-6 familier i såkaldte langhuse. Ifølge Gulløv (1997) er der tilstrækkeligt grundlag i det arkæologiske materiale, der understøtter lokal viden om righoldig rensdyrjagt i Sisimiutområdet før kolonisationen (Ibid.:438; 1994:314). Man kan desværre kun gætte, hvorvidt vandringsmønstret i Sisimiutområdet har haft betydning for byens nuværende placering. I alt fald fortæller de forhistoriske anlæg, at området gennem årtusinder har tilbudt gode betingelser for fangst og anden ressourcetilgang for områdets oprindelige befolkning. Først med opbygningen af kolonien Holsteinsborg fra 1767, altså på byens nuværende placering, kan man tale om en bofast befolkning. For perioden mellem 1300-1600tallet er det hverken muligt at angive det eksakte antal bosteder eller antal af beboere i byen eller hele Sisimiut Kommune. Viemose (1973:7) har 9 bosteder i sin opgørelse, hvoraf en lokalitet findes i byområdet (se kortbilag 6.5). Et væsentligt aspekt ved lokaliseringen af de forhistoriske samfund er diskussionen om forholdet mellem person og lokalitet. Der var ikke ejendomsret til en lokalitet i vestlig forstand: ”Man ejede ikke landskabet, man færdedes i det og levede af det på linje med andre levende væsener … [sted]Navnene gav ikke blot oplysninger om topografiske forhold, men også om mulighederne for udnyttelse af landets ressourcer” (Gulløv 2004; jf. Kleivan 1986:77; [min tilføjelse]). Fra 1600-tallet, og indtil den danske kolonisations begyndelse i 1721 i Vestgrønland, vokser antallet af bosteder i Sisimiut området. Iflg. Viemose til 23 bosteder, hvilket han tilskriver ændringerne i ressourcegrundlaget fra hvalfangst til fangst på sæler, der krævede en større geografisk spredning (ibid.:20; jf. kortbilag 6.5). Bygninger fra denne periode, særligt vinterboligen, ”repræsenterer det faste tilholdssted, bopladsen man rejste fra og vendte tilbage til” (Gulløv 2004:353). I Sisimiut Kommune blev der rejst indenlands, men også langs kysten; særligt i forbindelse med årlige sommerlejre ved Taseralik, ca. 55 km fra Sisimiut. Dette sted har været et vigtigt samlingssted for årlige handelsrejser foretaget af den grønlandske befolkning både nordfra og sydfra. Det nyopførte kulturhus (2008) har taget navnet derfra.

Sisimiuts historie er blevet beskrevet fra mange forskellige vinkler, både i standardværker vedr. Grønlands historie og koloniudvikling, samt i en række fagligt funderede afhandlinger og artikler, opslagsværker, i lokale narrativer og jubilæumspublikationer (Rink 1852-55, 1857, 1877; Glahn u.å., Thorhallesen 1914; Bendixen 1921; Ostermann 1945, Krogh 1958; Nielsen et al.; 1970; Gad 1967, 1969, 1976; Viemose 1973; Haarløv 1980; Thuesen 1997, 1999, 2006; Møbjerg 2004; Gulløv 2004; Sisimiut Kommune 2006 m.fl.). En afgrænset urbaniseringshistorie er overraskende nok ikke til at finde i det omfattende kildemateriale; muligvis med undtagelse af et enkelt værk: ”En analyse af udviklingen i bosætningsstrukturen i den vestgrønlandske by Sisimiut/Holsteinsborg”, udarbejdet af Jørgen Viemose (1973). Der er tale om en afgangsopgave fra arkitektskolen i Århus, som omhandler befolkningslokalisering, boligformer og boligproduktion i Sisimiut, tidsmæssigt afgrænset til perioden fra 1300 til 1970’erne. Viemose forankrer til en begyndelse byens fundament i et geografisk perspektiv, men vender dernæst dette til en marxistisk udviklingshistorie, hvor bysamfundets materielproduktion spiller en afgørende rolle for forfatterens analyser af både ydre og indre faktorer af urbaniseringen5. Indhandlingen og produktionen inden for fiskerisektoren har været en primær årsag til oprettelsen af en række uddannelser i byen - først indenfor håndværkerfag. Bødkerarbejdere var en efterspurgt arbejdskraft, indtil moderniseringen af fiskeforarbejdningen i 1920’erne langsomt medførte en overgang til fabriksforarbejdning. Skibsværftet betød fremgang for en bred vifte af andre erhvervsuddannelser (maskinarbejdere, skibstømrere, malere osv.), fra 1930’erne og frem.

En væsentlig mangel ved værket er dets gennemgående undladelse af kildeangivelser og dets næsten stillestående

forankring af empirien i et teoretisk begrebsapparat baseret på historisk materialisme. Viemoses behandling af stoffet medfører delvist tvivl om værkets validitet, hvad angår kildekritik (afvigende/udokumenterede årstal, befolkningsopgørelser mv.) og dernæst en undren over værkets egentlige fagspecifikke sigte. Formidlingen af de historiske bosætninger, forskellige urbaniseringsbølger, byrum og bymiljø er på mange måder enestående illustreret i hans værk, hvorfor det undrer, at forfatteren undlader tolkningen af sit analysemateriale fra et arkitektonisk perspektiv og ud fra det der sker mellem byrummet og dets befolkning. Viemoses urbaniseringshistorie i Sisimiut fremstår som et indre ønske om en redegørelse for den samfundsmæssige produktion forklaret ud fra et ydre perspektiv på Sisimiuts politiske økonomi med henblik på diskussionen af en grønlandsk klassekamp. Sidstnævnte virker særligt uforståeligt, når dette diskuteres uden reference til andet teoretisk fundament end Lenins samlede værker.

Skibsværftet havde i 1930’erne en national betydning, da det var lærlingeplads for elever fra hele Grønland. I 1949 oprettedes den første tekniske skole i Sisimiut. Den store efterkrigsmodernisering har især tilført nye uddannelser rettet mod servicesektoren og forvaltningen. Sisimiut råder i dag over en række attraktive uddannelsestilbud med adgangsgivende kompetencer for såvel lokale som udefra kommende. Byens landsdækkende uddannelsesinstitution Sanaartornermik Ilinniarfik (Bygge- og Anlægsskolen) blev oprettet i 1978 og udvidet i 1990’erne med højere teknisk gymnasium (HTX), samt den prestigefyldte uddannelse til arktisk ingeniør (ARTEK), hvor første år tages i Sisimiut og de sidste år i Danmark. Lokale virksomheder i Sisimiut har gennem tiderne spillet en vigtig rolle for erhvervsuddannelserne, idet virksomhederne har tilbudt praktiksteder med bl.a. mulighed for kompetencegivende udlandsophold. Sisimiuts vigtigste erhverv er fiskeriet på nærtliggende fiskebanker vest og nordvest for byen, kendt som ”Store Hellefiskebanke”. Byens rejefabrik regnes for værende både den største og mest moderne rejefabrik i Grønland. Udover rejer fiskes der ved Sisimiut bl.a. efter krabber, hellefisk, kammuslinger og torsk, med en fiskeflåde bestående af kuttere til det kystnære fiskeri og fangst, samt store trawlere med hjemhavn i byen. Kutter- og trawlerflåden i Sisimiut er på ca. 60 fartøjer. De registrerede fartøjer er af størrelsen fra 5 brt. og opefter. Jollefiskerforeningen har ca. 40 medlemmer, som er personer, der driver fiskeri og fangst med fartøjer, der er mindre end 5 brt.6 Fiskeriets betydning for byens vækst har sine rødder i starten af 1900-tallet. Blandt milepælene regnes opførelsen af det første industrielle fiskeforarbejdningsanlæg i Grønland (1920’erne), samt tilhørende serviceenheder såsom bådværftet (1930’erne) og havneanlæg, hvori der især efter 2. verdenskrig er gjort betydelige investeringer (f.eks. skonnertbro 1953, atlantkaj og liggekaj 1966 etc.). Desuden er byen kendt for en række iværksætterprojekter som saltfiskproduktionen fra slutningen af 1920’erne, den første fællesejede kutter i Grønland, Nakuaq (1928), andelsfabrikken Sipineq (1950’erne), Holsteinsborg Shrimp Ltd. (1962) (Rasmussen & Hamilton 2001:89) og endelig Sisimiut Fish (tidl. Sisimiut SeaFood A/S), som siden 1990’erne har produceret fiskeprodukter med henblik på eksport. Af nyere tiltag inden for fiskerisektoren kan nævnes ”Polar Fish” messen, der siden 2006 er blevet gennemført i

Personlig kommunikation med fangstkonsulent, Sisimiut Kommune (31.10.2008).

samarbejde mellem DanFish International, Dansk Eksportforening, Sisimiut Kommune og Sisimiut Erhvervsråd. I dag oplever Sisimiut en stigende efterspørgsel af arbejdskraft til den offentlige administration samt til transport- og bygge og anlægsvirksomhed, selvom byen fortsat er afhængig af fiskeriet (Grønlands Statistik/Arbejdsmarked 2008). Fangsterhverv i Sisimiut bidrager med moskus-, rensdyr-, sæl- og hvalprodukter, dertil kommer sæsonbestemte fiske- og fuglearter og anden såkaldt grønlandsk proviant. Hovedparten af erhvervsfangerne benytter små joller eller har en anpart i en kutter. Der var i 2008 ca. 175 pers. med erhvervsjagtbevis i Sisimiut7. Sisimiuts entreprenører, kommunalforvaltning og private iværksættere er bevidste om de begrænsninger og muligheder, der ligger i byens beliggenhed, kommunens klimatiske forhold og relationer til en række mindre, isolerede beboelser. Ressourcer, turisme og landbaserede erhverv anskues i relation til infrastruktur, udbuddet af kvalificeret arbejdskraft og anvendelsen af skræddersyet IT teknologi (jf. Sisimiut Kommune/Erhvervsplan 2007). Erhvervslivet har på mange måder haft nytte af Sisimiuts strategiske placering i forhold til Grønlands internationale lufthavn i Kangerlussuaq, men også mht. mulighederne indenfor forsyningen af Grønlands nordligere områder i islægningsperioden og som forsyningssted for olieeftersøgning, samt ved udvidelsen af den efterhånden travle havn, som Sisimiut ønsker at overtage fra Hjemmestyret i joint-venture med udenlandske investorer. Af andre betydelige ressourcer for fremtidens erhvervsudvikling er uden tvivl vandkraftprojektet (2007-2010) i den nærliggende fjord Kangerlussuaq Ungalleq (ca. 14 km nord fra byen). Dette projekt skal ses sammen med byens overordnede strategi og ønsket om en bæredygtig udvikling. Der er bl.a. planer om udvikling af et 20 kvadratkilometer stort og naturskønt område med adgang til gletscheren Aqqutikitsoq og søen Tasersuaq (ca. 25 km fra Sisimiut) til et helårs adventureområde for lokalbefolkningen og turistbranchen. Erhvervsplanen fra 2007 peger i retning af en flerstrenget erhvervsstruktur. Et netværk af 42 virksomheder organiseret under Sisimiut Supplybase er blevet dannet med henblik på salg af tjenesteydelser i forbindelse med større byggeentrepriser, eftersøgning efter mineraler mellem Sisimiut og Kangerlussuaq, olieefterforskning i Davis Strædet samt de mange krydstogtskibe, der gæster Vestkysten. Sisimiut Supplybase dækkede i 2007 virksomheder

Personlig kommunikation med fangstkonsulent, Sisimiut Kommune (31.10.2008).

indenfor bygge- og anlægsvirksomhed, detail- og engroshandel, hotel og restauration, teknisk rådgivning, import og transport, turisme, maler- og tømrerbranchen m.m. Indvielsen af Innovationscentret i 2006 i det gamle skibsvært har også været medvirkende til fornyet interesse for innovativ virksomhed i Sisimiut by rettet både imod det relativt lille, men særprægede lokalmarked, samt i forhåbning om national og international gennemslagskraft. Innovationscentret drives som et anpartsselskab bestående af: Grønlands Turist & Erhvervsråd, Boligselskabet INI A/S, Sisimiut Arbejdsgiverforening, Sisimiut Erhvervsråd og Sisimiut Kommune (som bl.a. ejer det gamle skibsværft). Erhvervsudvikling og moderne uddannelsesinstitutioner ville ikke være en realitet uden en infrastruktur i og omkring Sisimiut. Havnen, lufthavnen og – tidligere – heliporten har traditionelt været de vigtigste indfaldsporte til byen. I Sisimiut Kommune er byen Sisimiut forbundet til resten af Grønland med faste passagerskibsafgange, mens alle fire beboede steder i kommunen modtager fragt med skib. Sisimiut Kommunes to lufthavne, Sisimiut lufthavn (grundlagt 1998) og den internationale lufthavn i Kangerlussuaq (grundlagt 1941), er vigtige forbindelsesled til omverden. Anlæggelse af en vejforbindelse mellem Sisimiut by, Sarfannguaq og Kangerlussuaq opfattes som særlig vigtig i udviklingen af hele regionen. Vejnettet i Sisimiut by er siden 1940’erne blevet udbygget til i 2007 at omfatte 73 navngivne veje. Vejnettet er meget befærdet af privattrafik, entreprenørvirksomhed, de lokale taxiselskaber, samt den offentlige bustrafik med 33 stoppesteder på linien. Øget trafik i byen har betydet, at der enkelte steder er påbegyndt anlæg af deciderede fortove, samt indført særligt lave hastighedsgrænser (den generelle er 40 km/time); især i boligområderne og omkring byens centrum. Infrastrukturen består også af et antal stier, som skærer sig igennem byens åbne arealer. Uden for byen, i fjeldet, fungerer stierne som forbindelsesled til de nedlagte bygder Qerrortusoq og Assaqutaq og som deciderede vandreruter til/fra Kangerlussuaq samt som adgang til fjeldene Palasip Qaqqaa og Nasaasaaq, som er populære udflugtsdestinationer i de snefri måneder. Den fysiske infrastruktur, veje, havnen, lufthavnen og energiforsyningen, er funktionel og vedligeholdes året rundt. Største forskel på sommer- og vintertrafik markeres ved koncentrationer af rejsende og erhvervsdrivende omkring havnen og Nalunnguarfik søen i den sydøstlige del af byen på de respektive årstider – og ved hundeslæder samt snescootere om vinteren.

2.2 Unge og ungdom i Sisimiut Unge i Grønland kan overordnet inddeles i to grupper. Aldersgruppen 15-19 år (på grønlandsk ”inuusuttuaqqat” [små unge/teenagere]), unge efter konfirmationsalderen, unge der enten har afsluttet, eller er ved at afslutte folkeskolens sidste trin og unge som skal eller allerede har været på efterskoleophold (oftest i Danmark). Mange i denne gruppe er på springbrættet til en uddannelse. Ventetiden bruges til ufaglært arbejde eller socialt samvær med jævnaldrende, sport og rejser. Aldersgruppen 20-24 år (”inuusuttut” [unge mennesker]) er typisk tilknyttet en kort, mellemlang eller anden erhvervsrelateret uddannelse. Heriblandt findes et relativt lille antal arbejdsløse. Mine primære kilder til analysen af ungdommens fortolkning af byen er unge, som er født og opvokset i byen, og unge som er flyttet dertil på grund af familierelationer, kærester eller uddannelse. De er grønlandsksprogede og behersker dansk og andre fremmedsprog som engelsk, tysk og fransk på forskellige niveauer. Enkelte har dansk som modersmål, men bruger grønlandsk som hverdagssprog. Deres sociale liv foregår i forskellige rum og med tilknytning til forskellige fællesskaber. Mange af dem er familiære, forbundet på kryds og tværs af det fysiske byrum. Dertil kommer et virvar af forbindelser i det virtuelle rum, både gennem computerspil og mødesteder på internettet som Arto, MySpace og Facebook. De fleste er synlige og aktive i det offentlige rum igennem fritidsjobs, idræt eller anden aktivitet betinget af sæsonen, omgangskredsen og ressourcerne. Deres erfaringshorisont spænder bredt både i geografisk forstand, og hvad angår livserfaringer. Større økonomiske ressourcer, som enten familie eller de selv har skaffet til rådighed, har givet dem mulighed for længerevarende ophold i Danmark, en tur i Europa, USA, eller besøg af andre steder i Grønland. Der er overvejende tale om ressourcestærke unge, dog ikke nødvendigvis i økonomisk forstand. Familien, sportsforeningen, venner og gode arbejdsforhold er lige så vigtige i understøttelsen af levevilkårene. Det er også mit indtryk, at mange har udblik mod USA, hvilket delvis hænger sammen med deres søgen efter inspiration fra andre lande og Hjemmestyrets USA strategi (e.g. Igaliko aftalen 2004). Enkelte har gjort sig en dyrekøbt erfaring ved at havne uden for skolesystemet og arbejdsmarkedet. Mange er kreative, men samtidigt søgende efter en meningsfyldt sammenhæng for deres produktioner, hvad enten det er inden for musik, tegning eller aktivitet inden for globale 25

kulturstrømme som breakdance, skate- og snowboarding og bevægelse i det udstrakte urbane rum – med båd, snescooter, qajaq eller hundeslæde. De er robuste og i besiddelse af rå intelligens blandet med nysgerrighed og kritisk sans. Både i det offentlige, private og virtuelle rum spiller familien og venner en stor rolle for de unges hverdagsliv. Socialt samvær med vennerne har stor betydning for dagligdagen - man holder øje med hinanden og er hinandens inspirationskilde. En ressource der vælges til og fra. Familien har i højere grad også betydning for den enkeltes livshistorie og lokalviden. I det offentlig rum er familierelationer en uundgåelig del af det sociale spil, i værste fald kan det være årsag til social stigmatisering, hvor også spændingsfeltet mellem det danske og det grønlandske spiller ind.

DEL 2 – METODE, KILDER OG TEORI

Kapitel 3. Feltarbejde og kilder Jeg besøgte Sisimiut i alt fem gange i projektperioden, hhv. én gang i 2006 og fire gange i 20078. Grundet min tidligere tilknytning til byen via arbejdet for Sisimiut Museum9 var der som udgangspunkt ikke tale om ankomst til eller udforskning af et fremmed sted. Fokus på bylivet, som det opleves af byens unge, var derimod en ny betingelse i mine bevægelser ind/ud og på tværs af den fysiske lokalitet og borgernes hverdag. I planlægningen af mit første feltarbejde havde jeg på forhånd besluttet at etablere kontakten til de unge i Sisimiut på flere fronter: Gennem forhåndsaftaler om besøg i byens to ungdomsklubber, skolerne og Børne- og Kulturforvaltningen og igennem forskellige aktiviteter; enten igangsat og tilrettelagt af mig selv eller i samarbejde med mine informanter. Tilknytningen til netværket omkring ”04’BAAJ (et ungdoms-/nytårsfest fra 2004; jf. Medonos 2007:164-174) gav yderligere mulighed for at kvalificere den eksplorative del af feltarbejdet, da jeg inkluderede personer fra denne gruppe i undersøgelsesplanen vel vidende, at deres kontaktflade berørte en stor del af byens befolkning og areal.

3.1 Kompetencer, kreativitet og visioner – hvordan? Hvordan undersøger man unges kompetencer, kreativitet og visioner? Jeg vil nu beskrive de to grundlæggende elementer i mit feltarbejde. Det ene relateret til min overordnede feltforståelse, det andet til min metodiske fremgang ved dataindsamlingen. Feltarbejdet er udført med udgangspunkt i klassisk antropologisk praksis baseret på en længerevarende tilstedeværelse og deltagelse i hverdagslivet i Sisimiut. Feltarbejdet er udført med en bred opfattelse af studiefeltet som et empirisk objekt bestående af forskellige fronter, som der ”vandres” til, fra og igennem i forskellige retninger, både fra oven og fra neden (jf. Winther 2006:14-17). Jeg forholder mig til urbanitet i Sisimiut sammen med mine informanter, både på 8

Feltarbejde fordelt på årstider: Efterår - 19/07-12/09 2006. Vinter - 09/02-06/03 2007. Vinter/forår 22/03-20/04

2007. Sommer - 02/07-27/07 2007. Efterår - 30/08-27/09 2007. 9

I årene 2001-2004 har jeg udført en række opgaver for Sisimiut Museum: Digitalisering af arkivmateriale, fotos,

dokumenter, musik m.v., udarbejdelse af en sangbog af organist Jokum Lennert i samarbejde med korleder/organist Kristian Johansen, layout og vedligeholdelse af div. internetsider under den nu stillestående www.kultur.gl, introduktionskursus til opbygning af hjemmesider m.m.

afstand og fra nært hold, i både fysisk og mentalt forstand, ved hjælp af bevægelser, narrativer og kreativitet. Den stedspecifikke forståelse af urbanitet i Sisimiut anskues derfor også med et dobbeltblik, hvor både det konkrete fysiske sted og stedets til evig tid skiftende diskurs tillægges betydning i fremskrivning af forståelsen af forholdet mellem urbanitet og ungdom. Feltarbejdet bygger i den forstand på en ”multi-sited” feltforståelse. Et væsentligt træk ved denne er iflg. Winther (ibid.:17; jf. Marcus 1998:92), ”...pointering af det fluktuelle og mangestedslige felt”, hvormed feltarbejdet bliver en bred videnskabelig praksis, hvorigennem der inddrages ”...mange typer af empiri i det empiriske arbejde, ikke mindst virtuelt materiale, hvor felten ikke forefindes fysisk” (ibid.). Aktionsforskning er det grundlæggende element i forbindelse med min metodiske fremgang ved dataindsamlingen. Det handler i korte træk om, at jeg gennem mit virke i lokalsamfundet lancerer forskellige aktivitetsrum, planlagt i forhold til projektets sigte mod informanterne, men også som tilbud til informanterne om at udnytte projektets og mine egne ressourcer. Spørgsmålene ”Hvordan afgrænser unge byen? Hvad er byen for de unge? Hvad er det for en by, de unge er med til at skabe?”, operationaliseres i aktionsforskningen igennem forskellige kanaler, hvis fokus er udfoldelse af de unges kompetencer, kreativitet og visioner på deres egne præmisser. Min rolle omfatter i den sammenhæng en høj grad af koordineringsarbejde, ikke mindst i aktiveringen af forskellige former for samarbejde og sikring af praktiske forhold som transport til og fra aktiviteten, udstyr og formidlingen af aktivitetsresultater til den brede offentlighed eller ansættelsen af informanterne til at udføre specifikt arbejde for projektet. Processen omkring aktiviteternes tilblivelse er i de fleste tilfælde tilrettelagt i samarbejde med informanterne, og det som hænder i aktivitetsrummet genererer en bred vifte af data. I aktionsforskningen er der tale om en særlig intensiv deltagerobservation, da både det som foregår, informanterne og hensigten med det, jeg har medvirket til at sætte i gang, indgår som data. Det vigtigste aspekt af aktionsforskningen er samarbejdet med lokale personer og institutioner, hvilket også har været metodens kerne siden 1950’erne, hvor den lanceredes af antropolog Sol Tax. Forskellige bosteder er desuden anvendt som redskab til arbejdet i studiefeltet. Jeg har igennem hele feltarbejdet haft skiftende adresser i Sisimiut. Byen er dermed ”beboet” ved ophold i den ”gamle bydel” (Museet, Sømandshjemmet), ved leje af privatbolig og ved ophold på kollegiet og byens højskole, hvor kollegieopholdet udgjorde den længstvarende periode af mit

halve års feltarbejde. Boligskiftene bidrog til oplevelsen og deltagerobservationen i forskellige boligmiljøer som private dobbelthuse, andelsboliger og institutioner. Denne strategi var medvirkende til indlevelse i byen som bosted og øgede samtidigt min synlighed i forhold til målgruppen og kontakten med forskellige lag i samfundet. Ud af de i alt fem feltophold var kun de tre gennemført med en klar ide på forhånd om, hvor jeg skulle bo og i hvor lang tid, hvilket skyldes min overordnede strategi om kvalificering af planlagte aktiviteter i forhold til lokal praksis, ekspertiser og generelle forhold10.

3.2 Afhandlingens empiriske grundlag Omfanget af det empiriske materiale, der er indsamlet til denne afhandling er relativt stort. Kernen består af interviews, skemaundersøgelser og informanternes egne produktioner (film, foto, lyd/musik, tegninger, internetprofiler). Dertil kommer mine egne produktioner og feltnoter (både skriftlige og visuelle), genereret ved deltagelse i unges aktiviteter i både organiseret og ikke-organiseret regi. Afhandlingens empiri består af følgende datatyper: Interviews med personer jeg følger over en længere periode, gruppeinterviews og spørgeskemaundersøgelser, uformelle samtaler, data fra aktiviteter, hvor jeg bedriver deltagerobservation, og endelig det, jeg kalder for produktioner i form af audiovisuelt materiale, både rå data og færdige produkter. Interviews og data genereret i interaktionen med informanterne udgør de vigtigste elementer af afhandlingens datahierarki. Der foreligger 14 kvalitative interviews (7m/7k), 6 gruppeinterviews (skole, ungdomsklub, sommerlejr mv.), 25 spørgeskemaer om fritidsaktiviteter og bevægelser i byen (folkeskole og kursusstedet Piareersarfik), 12 HTX opgaver i emnet fritid i faget teknologi og knap 4500 fotografier samt 6 timer video- og lydoptagelser. Litteratur og andet kildemateriale 10

Mine bosteder i Sisimiut: Den gamle by (Sisimiut Museum, Sømandshjemmet), Jaakunnguup Aqquserna, KRH

(Knud Rasmussen Højskole), SANILIN kollegiet blok H, Assaqutaq (nedlagt bygd), Kussangasoq (andelsboliger). Jeg har haft tilhørsforhold til (dvs. særlige relationer/aktiviteter, bekendte, samarbejdspartnere, eller målgruppe): SANILIN, blokkene v/ Aqqartarfik, ungdomsklubberne Nutaraq, Sukorsit, Spejderhytten/Nalunnguarfik/Naturvejleder, Mukkuup Aqq., Tuapannguit kvarteret og musikskolen. Jeg har besøgt eller haft aktivitet på disse lokaliteter: Skiliften (snowboarding, vandreture), beboelsesejendomme og private hjem (kaffemik), kvarteret Qeeqqi, 2. fjord, stenbruddet (motocross, picknick, vandreture), vandrehytter (Polarruten) og diskoteket Starligtht.

(bykort, artikler fra lokalavisen, arkivalier m.m.) udgør tilsammen de sekundære hjælpemidler til optegningen og begrebsliggørelsen af studiefeltet. Digitalkamera, mobiltelefon til video- og lydoptagelser suppleret med optageudstyr og redskaber udlånt af forskellige institutioner, informanterne og lagerenheder indkøbt på stedet, udgør de væsentligste redskaber anvendt til dataindsamlingen. Computeren og i det hele taget det digitale medie udgør den primære indsamlingskanal, hvad enten det drejer sig om direkte optagelse af data, kommunikation med informanterne og mit netværk, eller som modtager og arkiv for de unges produktioner11. Til deltagelse i skisport, sejlads, jagt, vandreture, tegneaftener, renovering af bygninger i den nedlagte bygd Assaqutaq og udstilling på Sisimiut Museum har jeg på stedet anskaffet f.eks. tegne- og udstillingsmaterialer, snowboard, sovepose og proviant efter forudgående konsultation med involverede parter i de respektive aktiviteter. Samlet oversigt over feltarbejdets studiefelt findes i kortbilag 8.

3.3 Interviews og informanter Mine kvalitative interviews består af semi-strukturerede samtaler med informanterne, foretaget fire forskellige steder: Hjem, fritidsklub, arbejdsplads og steder med tilknytning til specifikke udendørsaktiviteter12. Interviews er organiseret med afsæt i uformelle møder med informanterne, hvor der tales om projektets emne og undersøgelsesmetoder, og personerne spørges om de vil være interesserede i at uddybe deres betragtninger om livet i Sisimiut under en samtale af én til to timers varighed. Til interviews med informanterne under 18 år er der indhentet tilladelse fra deres forældre, hvilket gør sig gældende i to tilfælde. Informantens forældre deltog i interviewet i det ene tilfælde efter invitation. I alt ti interviews er blevet optaget med syv informanter, heraf to interviews med kvinder og fem med mænd. Alle interviews på nær to er optaget af mig selv. Interviews, der indgår i optagelserne til kortfilmen ”sisimiut”, er foretaget af filmens 11

Til feltarbejdet har jeg også benyttet mig af et antal engangskameraer, som blev distribueret til udvalgte

informanter. Målet med det var at få snapshots fra byens rum, foretaget uden min tilstedeværelse, dog som bestillingsarbejde til projektet. Redskabet viste sig som en ubrugelig indsamlingskanal, da kvaliteten af materialet fra engangskameraerne var alt for ringe og tidskrævende i fremkaldelsen og i øvrigt skabte forundring hos informanterne, som alle var i besiddelse af mobiltelefoner med et kamera til billed- og videooptagelse. 12

Alle interviews og samtaler er foretaget på dansk efter ønske fra mine informanter.

ophavsmand. Spørgsmålene dertil er formuleret i samarbejde med mig. Det resterende antal interviews er foretaget uden optagelse og dokumenteres ved hjælp af noter og optegnelser i en dagbog. Mit semi-strukturerede interview består som regel af følgende elementer. En indledning, hvori jeg gennemgår konkteksten for den igangværende samtale, og hvor jeg spørger om tilladelse til at anvende interviewet som kildemateriale i afhandlingen. Her afklares informantens stilling til anonymitet. Den indledende samtale efterfølges af konkrete spørgsmål til informantens biografi og generel karakteristik af Sisimiut by. Deraf afledes yderligere spørgsmål, som vedrører informantens bevægelse og vigtigste aktivitetsrum i byen, hvilket jeg beder informanten om at indtegne på et bykort i A3 størrelse. Konkrete spørgsmål som f.eks.; ” Hvor gammel er du? Hvor er du født? Hvor bor du? Hvor mange søskende har du? Hvor bruger du det meste af tiden?” blandes med spørgsmål af bredere karakter, som f.eks.; ” Hvis du gerne vil være alene, hvor er du så henne? Hvorfor? Hvor kunne du tænke dig at bo? Kunne du forestille dig at bo i en bygd? Hvad adskiller en bygd fra en by?”. Rækkefølgen af spørgsmålene er betinget af stemningen og flowet i samtalen, der ofte vender fra en kort, mekanisk spørgsmål-svar udveksling, til reflekterende nedslag i informantens identitet, udredt ved association til sted, tid og holdninger. Endvidere, spørges der også fra min side om, hvordan informanten opfatter det at være ung i en by som Sisimiut. ”Mangler der noget og hvorfor? Hvor ser informanten sig selv om 10 år?” og så videre. Interviewet afsluttes, når min egen spørgelyst og informantens koncentration er udtømt. Afrundingen indeholder også en forhåndsaftale om gentagelse af samtalen, enten i samme form, eller i forbindelse med deltagelse i informantens aktiviteter. Gruppeinterviews er gennemført på to fronter. Den ene med udgangspunkt i spørgeskemaet ”Hvordan bruger JEG min by og naturen omkring Sisimiut?”, udarbejdet af en dansk folkeskolelærer i forbindelse med min deltagelse i undervisningen i 10. klasse på Mingortuungup Atuarfia (skole1). Spørgeskemaet er en blanding af afkrydsningsfelter og felter til fritekst, afsluttet med et bykort hvorpå informanterne aftegner deres hverdagsaktiviteter13. Der er tale om et relativt tidskrævende, men alsidigt materiale, formuleret i direkte sprog og med eksempler på besvarelse. Sidstnævnte er nok spørgeskemaets største minus, fordi der enkelte steder er anført ordrette forslag til formuleringer i sådan omfang, at det senere har sået tvivl hos 13

Spørgeskemaet er udarbejdet på dansk og efterfølgende oversat til grønlandsk af mine studentermedhjælpere. Kun

enkelte informanter valgte at besvare spørgeskemaet på grønlandsk.

mig om besvarelsernes validitet. Problemet har jeg selv overset i både udviklings- og godkendelsesprocessen, hvor jeg nok fokuserede mere på at forkaste mit eget langt mindre omfattende udkast til fordel for et spørgeskema, der indeholdt en visualisering af informanternes bevægelser i Sisimiut. Besvarelserne fremstår til gengæld som relevant supplement til mit resterende kildemateriale, særligt fordi der udfoldes et radikalt anderledes perspektiv på byens rum, end den der nedfældes i skrift eller vha. af ord. Spørgeskemaet er anvendt i alt til 25 besvarelser på to institutioner; hhv. folkeskolen (16 stk.) og kursusstedet Piareersarfik (9 stk.). Det var min intention at anvende skemaet i byens anden folkeskole, hvilket dog desværre ikke blev realiseret grundet manglede plads i både mit og skolens program. På trods af skemaets mangler, har det hjulpet mig i mødet med ungdommen i en specifik institutionel sammenhæng, både på folkeskoleniveau og i sammenhæng med kursusstedet Piareersarfik, hvor både unge og voksne deler klasseværelset med henblik på opkvalificering af adgangsgivende kompetencer til gymnasiet, HTX, eller arbejdsmarkedet. Arbejdet med spørgeskemaets kortmateriale gav særligt udbytte i forhold til diskussionen af afgrænsningen af byen og definitionen af byens centrum. De resterende antal gruppeinterviews kendetegnes ved varierende kommunikationsstrategier tilpasset målgrupperne. Disse kommer til udtryk igennem rundbordssamtaler på Knud Rasmussens Højskole (KRH), en tegneaften i ungdomsklubben Sukorsit, et arbejdsophold i den nedlagte bygd Assaqutaq og endelig min tilknytning til faget Teknologi på Bygge- og Anlægsskolens HTX. På højskolen fik jeg mulighed for at møde unge mennesker fra forskellige steder i Grønland. Unge som var på højskoleophold i Sisimiut, nogle af dem var for første gang hjemmefra på egen hånd. Her fik jeg indsamlet information om udefra kommendes syn på Sisimiut. Tegneaftenen i klubben Sukorsit skabte supplerende materiale i form af visualiseringen af de unges by, endvidere en samtale med en politibetjent om unges vilkår i Sisimiut. Opholdet i Assaqutaq gav mulighed for samvær med mange forskellige unge, kendte og ukendte, og blev springbrættet til gennemførelsen af mange sejlture omkring Sisimiut og en vandretur til Kangerlussuaq. Såvel min deltagelse som medlem af dommerpanelet ved arrangementet ”Stjerne for en aften”, formuleringen af en projektopgave i emnet fritid med dertil knyttet undervisning, samt deltagelse i temadagen om gymnasiereformen i Grønland, gav mig rig mulighed for samtaler med studerende fra byens største uddannelsessted. Det er min opfattelse, at jeg ved de forskellige interviews indgår i en dialog med et bredt udsnit af byens ungdom. Dertil kommer kontakten til et antal voksne, hvis tilknytning til de

unges hverdag i Sisimiut det ikke var muligt at komme udenom. En samlet oversigt over interviews og informanter findes i bilag 3 med angivelse af informanternes køn, antal interviews og andre relevante oplysninger, der vedrører dataindsamlingen.

3.4 Kortfilm ”sisimiut” og andre aktiviteter Jeg vil nu rette fokus på det kildemateriale, som feltarbejdet genererede igennem en række aktivitetsarenaer, specifikt med tilknytning til produktionen af en kortfilm, faget Teknologi på byens HTX skole, vandretur og udstilling på Sisimiut Museum. Disse aktivitetsfelter er særligt tilrettelagte begivenheder og rum, hvor unges kompetencer, kreativitet og visioner iscenesættes i samarbejde med lokale folk og omsættes til praksis og forhandling på de unges egne præmisser. ”sisimiut” - et portræt af Uiloq Nielsen Kleist og Aqqalunnguaq Heilmann, som begge bor i Sisimiut og har boet der lige så længe, de husker. Filmen giver et kort indblik i deres hverdag og fremtidsdrømme og er optaget med et DV kamera i 2006 (færdigredigeret i 2007). Filmen er lavet som en formidlingsopgave udført af Aka Maria Koch Hansen til projektet, med mit primære input i form af materialer og forskellige formidlingskanaler14. Som aktivitetsfelt er filmen en kilde til Akas netværk i Sisimiut, de unges iscenesættelse i byens rum samt bybefolkningens narrativer over stedets specifikke kendetegn. Projektets output inkluderer, ud over den færdigredigerede film, også ca. 5 timer råmateriale samt længerevarende observation af unges refleksioner over sted, rum og tid. Projektforløbet omkring emnet ”fritid” i faget Teknologi v/SANILIN har været udgangspunkt for indsamling af data fra et institutionelt aktivitetsfelt, hvor unge producerede rapporter vedr. børnenes legepladser i Sisimiut, snescooteren som fritidens bedste ven og naturens værste fjende, rygning i pauserne, Mountain boarder, Astronomi klub, Klatreklub, cafévirksomhed i Sisimiut, Air Cleaner, Microbryggeri, IT vejledning for begyndere, motionsrum og musikstudie. En bred vifte af emner er her anskuet fra forskellige vinkler med en gennemgående refleksion over sted, aktivitet, og private såvel som offentlige ansvar knyttet til forskellige produkter og lokaliteter, som de unge enten har udviklet eller undersøgt i byen.

Kort sekvens af filmen er blevet set af over 2000 personer på YouTube. Over 400 personer har set filmen på

www.isuma.tv. Dertil kommer et antal personer, som har set filmen i forbindelse med udstillingen ”a view of life”, anslået til 150 til 200 personer, og endelig ca. 50 personer under mine foredrag i København, samt undervisning på Afd. for Eskimologi og Arktiske Studier.

I samarbejde med naturvejlederen i Sisimiut blev det muligt at deltage i en arbejdslejr i den nedlagte bygd Assaqutaq og gennemføre en vandretur fra bunden af fjorden Akulleq til Kangerlussuaq (ca. 80 km), med to unge, som jeg ansatte som studentermedhjælpere til formålet. Begge aktiviteter medførte indblik i forskellige unges kompetencer, hvad enten det drejede sig om maling af bygninger, fiskeri og fangst, logistisk arbejde eller livet uden for byens rammer. ”a view of life” udstillingen på Sisimiut Museum blev den afsluttende aktivitet under mit feltarbejde. Udstillingen blev arrangeret som præsentation af min projektaktivitet, samt produktioner indenfor tegning, film, musik, foto samt af et formidlingsprojekt. Jeg havde til det formål 10 dages rådighed over et udstillingslokale, som jeg stillede til rådighed for interesserede og gik derefter i gang med udstillingens opbygning. Resultatet blev et kakofonisk univers, hvor tilskueren konfronteres med urbanitet igennem en sammenblanding af film, tekst, billeder og udstillingsplancher skabt af byens unge.

3.5 Formidling En central del af projektets forskningsdesign har desuden været en flerstrenget kommunikationsstrategi. Jeg har bestræbt mig på at opnå en bred formidling af oplysning om mine studier både uden for og inden for det fysiske studiefelt i Grønland, på Internettet, i form af posters af varierende art (både på gaden i Sisimiut og til en konkurrence på universitetet) og med oplæg til en afgrænset gruppe studerende og lærere, samt ved møder med personer fra den lokale forvaltning i Sisimiut15. Mange af afhandlingens perspektiver har været afprøvet, bearbejdet og diskuteret ved deltagelse i projekt- og følgegruppemøder, internationale konferencer, seminarer, igennem artikler, offentlige foredrag, skriftlig og visuel formidling på Internettet samt i undervisningen på Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier16. I projektperioden har jeg haft et formelt samarbejde med en række institutioner og enkeltpersoner, hvormed jeg først og

Internet blogs brugt i udgangspunktet som feltlog. www.onceudigin.blogspot.com.

www.blogforyouthstudies.blogspot.com er blevet anvendt siden andet feltophold frem til afhandlingens publicering. Blog www.workshop2007.wordpress.com er benyttet specifikt i forbindelse med udstillingen ”a view of life” på Sisimiut Museum. Endvidere har jeg oprettet og vedligeholdt en videokanal på YouTube og Isuma.tv., den førstnævnte med henblik på kortklip fra byen, den anden med henblik på kortfilmen af Aka Maria Koch Hansen ”sisimiut” (2007). 16

Se litteraturlisten; Langvardt (2007), Medonos (2007) m.fl.. Se også forskningsprofil på www.forskning.ku.dk

fremmest igangsatte et informationsflow omkring mit virke i byen17. Intentionen med samarbejdsaftalerne var først og fremmest at foregribe misinformation omkring mine aktiviteter. Jeg har derfor regelmæssigt orienteret Børne- og Kulturforvaltningen og Sisimiut Museum ved ankomst og afgang fra Sisimiut, og som naturlig sikkerhedsforanstaltning omkring mine egne og mine informanters aktiviteter i forbindelse med f.eks. sejlads og vandreture orienterede jeg de nærmeste i mit netværk. Resultatet af den rutinemæssige briefing (både personlig og f.eks. igennem lokalavisen) skabte en direkte kommunikation med både almindelige borgere og myndighederne, som udviste interesse for projektet. Dette kom til udtryk ved dialog og konstruktiv kritik omkring projektets betydning for byen og samarbejdsaftaler om konkrete tiltag, der blev igangsat på stedet (f.eks. Møller & Medonos 2007). En klar fordel ved den åbne kommunikation i feltet var det faktum, at min kontaktflade i byen voksede næsten dag for dag. Udfordringen var imidlertid at holde styr på den stigende mængde information og håndteringen af mine informanters anonymitet i samtalerne med mange forskellige personer i både Sisimiut og uden for byen. Timing og opmærksomhed omkring aktuelle samtaleemner var i dette tilfælde meget afgørende18. Generelt er det lykkedes at håndtere respekten for lokalbefolkningen og mine informanters anonymitet på en tilfredsstillende måde.

Formelle aftaler indgået med institutioner og enkeltpersoner: MIPI – Videnscenter om Børn og Unge (fagligt

netværk), Sisimiut Museum (indkvartering, interviewlokale, arkivstudier, udstilling m.m.), Aka Maria Koch Hansen (filmproduktion; p.t. ungdomsredaktør ved KNR), etnograf/tidl. museumsleder/samarbejdspartner og p.t. kontorchef i Grønlands Hjemmestyre, Klaus Georg Hansen (faglig sparring), Kirsten Ramskov Galamba, tidl. faglærer v/SANILIN, p.t. udviklingskonsulent v/Albertslund kommune (samarbejde om projektet ”Fritid” i faget Teknologi). Et antal studentermedhjælpere er desuden blevet tilknyttet projektet med henblik på bistand hvad angår tolkning, logistik og dataindsamling. Disse er Paneeraq Kreutzmann, Navarana Lennert, Najannguaq Jørgensen, Karina Mathiassen, Nukappiaraq Johansen & Aka Maria Koch Hansen. 18

Til trods for, at samtlige informanter anså det for unødvendigt at optræde anonymt i undersøgelsen (med

undtagelse af to), har jeg kun valgt at bringe informanternes navn i forbindelse med krediteringen af deres arbejde med forudgående mundtlige aftaler herom. Jeg har ikke modtaget nogen klager i den anledning og følger derfor samme procedure i afhandlingen.

Kapitel 4 – Teoretisk udgangspunkt og analysestrategi Afhandlingen skrives indenfor det felt, der udgøres af ungdoms- og urbanitetsforskningen. Jeg vil først kort ridse disse to felter op, dernæst beskæftige mig med begreberne by, det urbane rum og urbanitet. I den forbindelse præsenteres forskningen i urbanisering og byliv i Arktis i et selvstændigt afsnit. Kapitlets andet hovedafsnit omhandler byens signifikans for ungdomslivet, og igen i et særskilt underafsnit præsenteres forskningen i urban ungdomskultur i Arktis. Kapitlets tredje hovedafsnit er en præsentation af min analysestrategi og de nøglebegreber, som jeg anvender; først i analysen af unges fortolkning af byen i Sisimiut i ti casestudier (kapitel 5) og dernæst i den samlede fortolkning af afhandlingens empiri (kapitel 6). I et kulturelt perspektiv (jf. Kehily 2007), særligt i den sociologiske tradition med rødder i Birmingham-skolens subkulturstudier, opfattes ungdommens rumlige praksis som et udtryk for afvigende adfærd, set ud fra et klasseperspektiv, og som opposition til det etablerede samfund og dets normer (e.g. Bushnell 1990, Cohen 1972, Hall & Jefferson 1976 m.fl.). Nyere forskning synes at være komparativ, anvendelsesorienteret og er med til at accentuere betydningen af mangfoldigheden af ungdomsarenaer, både hvad angår geografiske forskelle og ligheder, men også i forhold til væsentlige sfærer af ungdomslivet, så som hjem, familie, læring og arbejde (e.g. Aagre et al. 2002, Hansen 2008 m.fl.). Det tredje, såkaldt biografiske og i høj grad anvendelsesorienterede perspektiv, henter sine analytiske redskaber fra teoretiske diskurser om modernitet, sådan som den artikuleres i Giddens’ begrebsliggørelse af identitet og refleksivitet (1991) og Becks (1992) individualisering og risikosamfund (jf. Grönlund 2007). Det biografiske perspektiv lægger i tråd med de forrige perspektiver vægten på detaljerne i arbejdet med empirien, men søger også en direkte forankring i aktuelle politiske diskurser, der vedrører ungdom og de institutioner/organisationer, som spiller en væsentlig rolle i deres hverdagsliv (e.g. Rahn 2002, Hall 2003, Hansen ibid., Jensen 2008 m.fl.). Min egen indgangsvinkel til ungdom og urbanitet er et sted imellem det subkulturelle og det biografiske perspektiv. Selvom der i det samlede perspektiv på min empiri er mulighed for at drage paralleller til ungdomsstudier fra Arktis (e.g. Condon 1987 & 1995), har jeg først og fremmest støttet mig til de værker, som eksplicit forholder sig til ungdom og urbanitet som f.eks. 37

Hansen (2008). Når jeg i mit forskningsperspektiv på ungdom er tæt på det subkulturelle felt, skyldes det nok først og fremmest den type praksis, mine cases omhandler – skateboarding, Trial cykling etc.; noget som umiddelbart afviger fra den gængse forestilling om ungdomslivet i Arktis. I tråd med Birmingham-skolens subkulturstudier inddrages i mine cases forskellige perspektiver på stil og globale kulturstrømme, som man uundgåeligt ser i de unges rumlige praksis i Sisimiut. Samlet set er mit fokus dog rettet på de unges egen refleksion over konkrete handlinger, hvorfor det subkulturelle oftest træder i baggrunden og giver plads til den mere biografisk orienterede fremstilling, som i mit tilfælde i høj grad er fokuseret på handlingen, og hvad denne bringer med sig for de unge. Den almene forskning i urbanisering og urbanitet har været præget dels af humangeografiske og demografiske tilgange, dels af den sociologiske tradition med rødder i Chicago-skolen (e.g. Wirth 1938), litteraturvidenskabens studier af urbaniteten som vilkår eller af dikotomi mellem by/land, metropol og modernitet (e.g. Williams 1973). I efterkrigstiden har en del forskning været underlagt samfundsmæssige byplanlægningsperspektiver, hvad enten denne har omfattet arkitektoniske muligheder og visioner eller antropologiske studier af sociale konsekvenser. Nyere geografisk urbanitetsforskning synes at være antropologisk og kulturvidenskabeligt inspireret med fokus på bevægelse, hastighed, tids-rumlighed og den kropslige og narrative by (jf. Simonsen 2005). Urbanitetsforskning er set fra et internationalt perspektiv i en rivende udvikling, ofte baseret på et tværfagligt grundlag og en teoretisk nyorientering, hvilket tilsammen bidrager med en analytisk rigdom af perspektiver på byen og dens betydning for verdenssamfundet såvel som for individet (jf. Aspen & Pløger 1997). Eksplicit sammentænkning af ungdom og urbanitet er der ikke gjort meget ud af i hverken ungdoms- eller urbanitetsforskning til trods for, at byen som livsrum, orienteringspunkt eller konsum-praksis-arena er en signifikant referenceramme for ungdomslivet. Jeg argumenterer i denne afhandling for, at unge er væsentlige brugere af byen. Dermed siger jeg ikke, at unge er mere væsentlige end børn, voksne eller ældre. De er væsentlige brugere af byen i rollen som fortolkere af normerne og konventionerne i både det sociale og fysiske byrum. Endvidere ser jeg ungdom som aktive udforskere af bylivets grænser, i det almindelige hverdagsliv og dets rutiner, men også i fritiden og refleksionen over byens og samfundets fremtid.

Ungdom og byen hænger for mig at se uløseligt sammen. Sammenhængen udspringer af en række overordnede, strukturelle betingelser, som jeg først og fremmest ser internaliseret i globaliseringen (økonomisk, socialt, kulturelt og politisk), i et hastigt og foranderligt medielandskab og i forbrugskulturen, men også i høj grad ud fra det faktum, at det er i byen, unge møder samfundets krav om høj uddannelse og anden blåstempling af kvalifikationer.

4.1 Byen, det urbane og urbanitet Litteraturen bugner af perspektiver på byen – faglitteratur, undersøgelsesrapporter, prosa og romaner fortolker byen på forskellige niveauer til forskellige publikummer. Generelt set har det tidligere været en udpræget opfattelse i faglitteraturen, at en af de bedste måder til at begribe byen på er at betragte den på afstand (Hubbard 2006:97)19. I dag er det næsten et mantra i al slags udforskning af byen, at urbanisering, byen og byliv skal beskrives (indtages) fra forskellige synsvinkler, både hvad angår ”vantage point og viewing angles” (ibid.), hvilket primært skyldes en kulturel/antropologiske vending i geografividenskaben. To væsentlige bidragydere til den moderne bysociologi, Michael deCerteau (1925-1986) og Henri Lefebvre (1901-1991), har også benyttet sig af fugleperspektivet i deres undersøgelser af hverdagslivets problemstillinger i den moderne by. Den førstnævnte tager i bogstaveligste forstand elevatoren op i det tidligere World Trade Center i New York, blot for at opdage, at bylivet handler om alt det, som han har forladt på jorden. Citeret i Hubbard (ibid.:98), deCerteau fremlægger sin påstand om, at: ”...the story begins on the ground level with footsteps” - ”the activity of thousands of walking bodies constructing the city at street level through a multiplicity of footsteps which can never be added and which never comprise a series. Continuing with a textual metaphor, he argues that pedestrians ’write’ the city without ’reading it” (ibid.)20. Lefebvre forsøger også at indfange byen som ”this fleeting object” (1996:219), som for deCerteau fremstår som ”walking bodies”. Begge har fokus på kroppen. Ydermere lytter Lefebvre til byen: ”Noise. Noises. Rumours” (ibid.), når han studerer gaden fra et vindue i centrum af Paris. Den danske litterat Martin Zerlang spørger retorisk i temanummeret om byen i Jordens Folk: ”Hvad er en by? ...den er ikke for fastholdere” (2003:15) – lyder svaret i hans korte

I dette tilfælde faglitteratur som vedrører byplanlægning eller naturgeografiske monografier.

Se også Vergunst & Ingold (2006).

indlæg. Zerlangs indgangsvinkel til byen er naturens metaforer, og han omtaler byen som begreb i den græske agora, romerske bystater, moderne ”moving cities”, metropolen og megapolis osv. Et væsentligt paradigme for den videnskabelige begrebsliggørelse af byen er, som Kirsten Simonsen skriver, at: ”Byen er på det nærmeste ”overalt”, og den traditionelle distinktion mellem by og land er mere eller mindre gennemhullet, ikke mindst på grund af en generel urbanisering af livsformerne” (Simonsen 2005:9). Dermed er der ikke længere tale om åbningen af byen som ”black box”, men derimod om vigtigheden i at fokusere på den levede erfaring i byens mange rum. Vachers (1999) redegørelse over teoretiske tilgange til studier af byen fremhæver særligt byens forandringsprocesser som det fælles udgangspunkt for det teoretiske apparat i den antropologiske urbane forskning. Grundstenene for nogle af de første forskningsretninger stammer fra studier af Paris, Chicago og de centralafrikanske minebyer Broken Hill og Luanshya. Det urbane er blevet antropologiens studieobjekt i starten af det 20. århundrede og urban antropologi en selvstændig disciplin siden 1950’erne. Hovedperspektiverne i urbanforskningen ser jeg med udgangspunkt i Vacher som værende hhv. af fænomenologisk, komparativ og diskursiv art. I fænomenologisk forstand er byen ”parasit på naturen” i det agrare samfund, æstetisk fænomen i den tidlige byplanlægning under og efter industrialiseringen i f.eks. Paris og organisk fænomen i sociologiske studier af Paris’ og Chicagos modernisering. Den tidlige urbanforskning vægter først og fremmest at definere forskellige opfattelser af den vestlige kontekst (f.eks. Durkheim og Chicagoskolen). Den komparative dimension i urbanforskning retter derimod fokus på urbaniseringen i den 3. verden. Her er det strukturændringer udløst af kolonisering og den efterfølgende industrialisering, som optager forskerne (f.eks. Gluckman og Manchesterskolen). Det diskursive perspektiv kommer til udtryk, når byen udforskes i sammenhæng med globale processer. Denne tendens har bl.a. affødt bystudier, der retter fokus på det lokale ”community studies” (f.eks. Baumann, G 1996) eller afhængighedsforhold på det globale plan, d.v.s forholdet mellem vestlige og ”ulandenes” storbyer og massekultur. Om metodikken i studierne af forholdet mellem det globale og det lokale siger bl.a. Giddens: ”Urban analysis today must be prepared to link global and local issues. Factors which influence urban development locally are sometimes part of more farreaching processes (Giddens 1993:590).

Fundamentet i min indgangsvinkel til studiet af ungdom og urbanitet i Sisimiut bygger på den opfattelse, at rumbegrebet er en væsentlig ontologisk præmis i analysen af byen, det urbane og urbanitet, hvis begrebsudstrækning rækker i alle mulige retninger i samfundsteorien21. I Kirsten Simonsens22 arbejde med rummets socio-spatiale dialektik begrebsliggøres rumlighed som: ”...fundamental menneskelig og social dimension og dermed også en social kategori” (Hansen & Simonsen 2005:169). Simonsen er bl.a. inspireret af den franske filosof Henri Lefebvre, der som en af de første indenfor byteorien insisterer på at indtænke rumbegrebet i analysen af byens sociale liv (jf. Aspen & Pløger 1997:10-15). At tænke rum som et analytisk redskab er en svær teoretisk øvelse, og kompleksitet ender ofte uafklaret med operationaliseringen i virkeligheden (jf. Tonboe 1993). Lefebvre udgør et underliggende element (både implicit og eksplicit) i afhandlingens tolkning af sammenhængen i den studerede virkelighed i Sisimiut i 2006-2007. Lefebvre er noget af det sværeste, jeg har læst til dato, hvorfor Simonsen har været en væsentlig referenceramme i forståelsen af hans kritiske analyse af det urbane og hverdagslivet. Begge er væsentlige elementer i tilgangen til unges fortolkning af byen. Byen som socialt rum, hvilket iflg. Lefebvre er et produkt af: ”rumlig praksis…fremkommet i konflikt/samvirke mellem institutionelle systemer og daglige erfaringer og praksiser” (Hansen & Simonsen 2004:171), ”rumlige repræsentationer…..der repræsenterer samfundets dominerende diskurser” (ibid.), og endelig ”repræsentationernes rum, omfattende den komplekse symbolisme, der knytter sig til hverdagslivets rumlighed; stedets og dets symbolværdi….”(ibid.). Når byens signifikans for ungdommen behandles som problemstilling vedrørende social rumlighed betyder det, at ”…både

F.eks. til opfattelsen af byen som spændingsfelt mellem det lokale og det globale, som arena, eller ”…a site of

interpretations, a set of social relations that take on differing meanings depending on how they are looked at – and for what pupose” (Aitken et al. 2004:247). Men også i mere abstrakt betydning som urbant rum, hvor ”The urban encompasses the city and the town as historical monuments and expresses the fragmented modern reality” (Lefebvre 1996:207). 22

Kirsten Frisch Simonsen (f. 1946), dansk socialgeograf, professor v/Roskilde Universitet og en af de centrale

bidragydere til diskussionen af rumbegrebet (Aspen & Pløger 1997:34, note 5). Simonsen er kendt for sin originale formidling og videreførelse af Lefebvre’s rumfilosofi, særligt hvad angår betydningen af kropslighed i forståelsen af det levede liv (Lefebvres - repræsentationernes rum) (Buciek, Bærenholdt, Haldrup, Pløger (2006); Simonsen (2005b). Bodies, sensation, space and time – the contribution from Henri Lefebvre. Geografiska annaler 87B:1, pp. 1-14).

det mentale og det materielle er indeholdt” (jf. Hansen & Simonsen 2004:170). Imens Simonsen (2005) tænker byen som specifik konstellation af rumlige skalaer, der bestrides kropsligt i praksis og narrativer (jf. Simonsen 2005), har jeg i mit arbejde med empirien vægtet Lefebvres rytmeanalytiske synspunkter, med inspiration fra den engelske arkitekt og skateboarder Iain Borden (2001, Borden et. al 2002).

4.1.1 Forskningen i arktiske bysamfund Forskningen i arktiske bysamfund er så godt som ikke-eksisterende, hvilket overrasker, da ca. 80% af befolkningen i Grønland og 2/3 af befolkningen i Arktis bor i byer (Bogoyavlensky & Siggner 2004). Den arktiske urbanitetsforskning har især drejet sig om metropoler, dvs. inuit i Anchorage, Montreal eller København (Brody 1971; Fogel-Chance 1993; Kishigami 1999, 2002a,b; Togeby 2000). Dog skal følgende studier nævnes: Om lokal identitet og selvopfattelse i Nuuk (Sørensen 2003, 2005), Sisimiut og Maniitsoq (Thuesen 1991, 1999), om ungdom og globalisering (Pedersen 2004; Rygaard 2003), om byen i litteraturen (Thisted 2007) 23, om byrum og graffiti i Ilulissat (Medonos 2005), om historisk demografi i tidlige kolonibyer (Marquardt 1992, 1996) og om moderniseringspolitikkens sociale konsekvenser (Benzon 1969; Jensen 1969, 1971). De få studier af arktiske byer i Canada og Alaska fokuserer på, hvorledes inuit tilpassede sig et byliv styret af kolonimagten. Urbaniseringsstudier blev her ofte til akkulturationsstudier (Chance 1966; Honigman & Honigman 1965, 1970). Den arktiske urbanforsknings begrænsede omfang skal givet forklares med arktisk forsknings lange tradition for lokalsamfunds- eller bygdestudier med vægt på det traditionelle liv, som også kritiseret af Riches (1990). At vise nye veje, dvs. at forlade fokus på det ’traditionelle’s modstandsdygtighed over for det ’moderne’, som findes i de fremherskende adaptions- og resilience-perspektiver (jf. Sejersen 2005), synes at være nemmere sagt end gjort. E.g. Dybbroe (2008) åbner for diskussionen af en anvendelsesorienteret tilgang til urbanisering og urbanisme i

Kirsten Thisted (2007) beskæftiger sig med byen i Grønlandslitteraturen; f.eks. i den første grønlandske roman

”Sinnatugaq” (En drøm), Rasmus Berthelsens beretninger om København til avisen ”Atuagadliutit” og Ole Korneliussens ”Saltstøtten”. Sangtekster af den grønlandske musiker Angu indgår i dag også i Thisteds arbejde i lighed med Birgit Kleist Pedersen (2008), som analyserer teksterne på Prussics hiphop album ”Misiliineq Siulleq” (Den første prøve).

arktiske samfundsstudier, primært i søgen efter en vej ud af Riches’ kritik, hvilket Dybbroe som antropolog afsøger i byantropologien af Hannerz (1980) og Leeds (1994), men overser, at nyere antropologiske undersøgelser inkluderer tværfaglige emner som rum, tid, etnoæstetik m.m. (Low 1996). I takt med den stigende debat om klimaforandringer og deres påvirkning af befolkningens levevis i Arktis, hvad enten de bor i byer eller ej, er resilience-perspektivet stadig et aktuelt emne i arktisk byforskning.

4.2 Byens signifikans for ungdomslivet Et eksempel, hvor ungdom og urbanitet får eksplicit opmærksomhed, er studiet af byens signifikans for ungdomslivet/-kulturen i Recife i Brasilien, Hanoi i Vietnam og Lusaka i Zambia med tilknytning til det internationale forskningsprojekt ”Youth and the City: Skills, Knowledge, and Social Reproduction” (Hansen 2008). Disse tre studier i ”Youth and the City: Skills, Knowledge, and Social Reproduction” retter alle blikket på byens fundamentale betydning for unge, både hvad angår opfattelsen af det urbane rum som ”gateways to the global world”, men måske endnu vigtigere, hvordan fokus på ungdommens aktiviteter i byen og medkonstruktionen af byens betingelser på henholdsvis det mentale og det fysiske plan og i den lokale såvel som i den globale ende af skalaen udgør en væsentlig ressource i studiet af byliv. ”Youth and the City in the Global South” (ibid.) forholder sig direkte til den demografiske og socioøkonomiske problemstilling i tre, hastigt voksende byer Recife, Hanoi og Lusaka. Ungdommen udgør en stor procentdel af befolkningen i disse byer og tilskrives både direkte og indirekte en række forventninger, f.eks. som centrale aktører i landenes udvikling. Den demografiske realitet medfører alene den ambivalens, at unge samtidigt med, at de befinder sig i centrum af begivenhederne (i byen), mangler et ståsted i den hårde konkurrence om ressourcerne til et meningsfyldt hverdagsliv. Ressourceudnyttelsen foregår under eksterne risici fra et ustabilt verdensmarked og den hjemlige, ofte komplekse, samfundsmæssige og kulturelle omstillingsproces. Beskrivelsen af unge i Recife i Brasilien viser, hvorledes stor social ulighed, et nedbrudt arbejdsmarked og fravær af et institutionelt fundament påvirker unges håndtering af samfundets normer, hvilket kommer til udtryk i refleksioner over deres egen livssituation og strategier for inklusion i kapløbet om magt og medbestemmelse (Dalsgaard et al. 2008:49-73). I dette studie udfordres den dominerende opfattelse af ungdom som transition fra barndom til voksenliv, sådan som den fremstilles i biologiske og psykologiske studier af menneskets

livsfaser. Det brasilianske eksempel demonstrerer, hvorledes unges levede liv og praksis afføder ikke blot én, men nærmere flere forskellige strategier for håndteringen af hverdagens ambivalens - at forholde sig til både det ”at være ung” i normativ forstand og samtidigt agere ”omstillingsparat” og yde det maksimale for nationen, samtidig med, at det omgivende samfund og dets institutioner undergår en voldsom turbulens. Ungdom i det urbane Hanoi beskrives af Valentin (ibid.:74-97) igennem en kontekstuel fremstilling, som fokuserer på institutionernes rolle i unges socialiseringsproces. Institutionerne ser forfatteren i kontekst med ideologiske regimer som politiske ungdomsforbund og den biografiske erfaring med Hanoi. Både historiske og narrative blikke på byens materielle udtryk inkluderes i Valentins begrebsliggørelse af ungdom og urbanitet i Vietnam. Den historiske, politiserede kontekst af unges hverdagsliv i Hanoi er med til at vise sammenhængen mellem tilblivelsen af byens fysiske rum og forskellige forvaltningsregimer og deres konstituering af forskellige forståelser og forhandlinger af et situeret ungdomsliv. I de unges praksis og rum anlægges et generationsperspektiv, med hvilket der understreges det relationelle aspekt af den socio-rumlige refleksion over, hvem der definerer hvad, hvornår og hvordan. Hansen (ibid.: 98-126) interesserer sig for det urbane rum og dens betydning for køn og klasse og hvorledes disse to kategorier overskrides af unge kvinders rumlige praksis i Lusaka, Zambia. I dette tilfælde fremhæver forfatteren, hvorledes unge benytter en række forhandlingsstrategier for bevægelse ind i og på tværs af specifikke sociale rum. Eksemplet er med til at forstærke vores opmærksomhed på ungdommens omstillingsvilje og kompetencer i forfølgelsen af transformationens dynamik i det urbane rum, hvor magthaverne ofte håndhæver en form for eksklusiv ret til byen, hvilket medfører en referenceramme, der fikserer tradition i statisk relation til social orden. Ungdommen kræver imidlertid også deres ret til medbestemmelse. Unges mangeartede aktiviteter i det urbane rum tolkes som en signifikant markering af ungdommens bestræbelser på inklusion i beslutningsprocesserne på deres egne præmisser. Dette kommer indirekte til udtryk i ønsket om samfundets aktive stillingtagen til Lusakas koloniale arv, løsningen på den lange tradition for restriktiv ressourceforvaltning og stigende tilstedeværelse af udefra kommende udviklingsregimer. Samlet set bidrager de tre antropologiske studier med indsigt i ungdommens håndtering af den fragmenterede moderne virkelighed, hvor både traditioner, individualisering og globalisering spiller en særlig rolle i konstitueringen af sociale relationer og visioner om fremtiden. I den

sammenhæng har de tre antropologiske studier en særlig vigtig pointe, som består i at bryde med idealerne omkring kontinuitet og forandring som modsætningsfyldte og fastlåste problemstillinger. Der fokuseres i stedet på den konkrete praksis, ungdommen investerer i hverdagen.

4.2.1 Forskning i urban ungdomskultur i Arktis Trods en række ungdomsstudier (Cole 1981; Condon 1987; Kral 2003) er ungdommens brug og forståelse af byrum sjældent problematiseret. Studiet af unge og urbanitet kan bidrage til en generel forståelse af ungdommens visioner om bosted og flyttehandlinger (Fosso 2004; Lønning 2003). Endvidere samspillet mellem lokale kontekster med fortolkningsfællesskaber, som lånes fra den globale verden præget af et sammensurium af kulturelle udtryksformer (Rygaard 2003). Overordnet falder studiet af unge i Grønland i to hovedområder. Det ene fokuserer på ungdomsliv i global sammenhæng, især mediepåvirkning (Rygaard & Pedersen 2000), det andet på ungdommens levevilkår, trivsel og sundhed (Curtis et al 2006; Dahl-Petersen et al (u.å.), Hvalsum et al 1992). Der findes en række studier af ungdommens egne visioner omkring det moderne Grønland (Bryld 2002; Hoedemann 2001; Remie 1999; Rygaard 2003, 2006; Pedersen 2005, Ueland 2005 m.fl.), men unges kreativitet og alsidige brug af det vidtstrakte byrum i Grønland er først nu blevet genstand for undersøgelser. Rygaard (2006, 2008) og Pedersen (2008) har beskæftiget sig med bylivet i e.g Nuuk og de unges repræsentation af det urbane rum, som det tager form igennem medier – engangskameraer, musik og film.

4.3 Afhandlingens analysestrategi og nøglebegreber Som udgangspunkt for analysen af unges fortolkning af byen i Sisimiut, har jeg valgt at kombinere Lefebvres urbanteoretiske synsvinkler med perspektiver i kritisk realisme. Kritisk realisme er en videnskabsteoretisk retning formuleret i 1970’erne og siden udviklet som et helhedsorienteret alternativ til positivisme og postmodernisme (jf. Buch-Hansen & Nielsen 2008). Dens centrale videnskabsteoretiske standpunkt er, at virkeligheden eksisterer uafhængigt af menneskets viden om den, men peger samtidigt på, at den er dyb og niveaudelt, også selvom den ikke er direkte observerbar. Virkeligheden indeholder tre domæner; a) det empiriske (erfaringer og observationer), b) det faktiske (fænomener og begivenheder) og c) ikke direkte observerbare strukturer og mekanismer, som under visse omstændigheder understøtter og

forårsager begivenheder og fænomener på det faktiske og empiriske domæne (Buch-Hansen & Nielsen 2008:24). Det tredje domæne c) benævnes i kritisk realisme som det virkelige domæne. Det væsentlige ved Lefebvre i forhold til afhandlingen er hans fænomenologiske greb om ”væren i byen” i hans essay om rytmeanalysen (jf. Merrifield 2006:75; Lefebvre [1996] 2006). Her udfordrer Lefebvre forståelsen af mødet med det urbane igennem rytmer, bevægelser og lyd, hvilke han ser som væsentlige for en dynamisk forståelse af byens kulturgeografi (og liniariet jf. Lee 2006). Operationalisering af mit teoretiske apparat sker på baggrund af opfattelsen af unge som en heterogen gruppe, der investerer meninger i det urbane rum igennem deres aktiviteter. Dette tolker jeg som ungdommens strategier til at organisere det sociale liv frem for et udtryk for en parallel kultur til det etablerede samfund. Tradition og modernitet spiller naturligvis en rolle i denne proces, men, som jeg ser det, så er ungdommen hverken fastlåst i dikotomien mellem kontinuitet og forandring eller agent for dette spil. Overordnet har min tilgang affinitet til tidligere nævnte studie ”Youth in Global South” (Hansen 2008). Et af målene med min undersøgelse i Sisimiut har været at kortlægge ungdommens aktiviteter. Altså, hvis jeg skulle finde ud af, hvorledes unge fortolker byen og dens grænser, så var jeg nødt til at finde ud af, hvor de unge egentlig befinder sig i byen og hvornår. Kortlægningen har i lighed med Sørensen (2007:6) medført den overordnede erfaring, at ”unges sociale liv foregår i et sammensurium af fysiske og virtuelle rum”. I en artikel skrevet under mit feltarbejde (Medonos 2007) har jeg forsøgt at arbejde med den erfarede mangfoldighed ved at beskrive unges aktiviteter i byrummet som bevægelse mellem forskellige fixpunkter – steder af særlig betydning, som jeg har noteret på et kort. Teksten om fixpunkter i Sisimiut handler om, at unge skaber bevidsthed om Sisimiut som et særligt byrum igennem fixpunkter - steder hvor de henter energi til hverdagen. Jeg er blevet inspireret til at bruge fixpunkter som analysekategori gennem Katja Büllows artikel ”Billygten som urbant fixpunkt” (2005). I denne artikel afprøver Büllow Henri Lefebvres rytmeanalyse (Lefebvre 2004; [1996] 2006) på egne erindringer og voksne iagttagelser af bilens kunstige lys (Büllow 2005). Det er billygtens integration i arkitekturen, som optager hende. Billygten, som hun iagttager indefra ”New York Grill” i Tokyo, ”Long Bar” i London og på vej

hjem over Knippelsbro i København. Büllows beskrivelse af sansningen af billygtens rytmer stiller opmærksomheden skarpt på den menneskelige intuition og undersøgelse af det urbane rum. Billygten bliver her arkitektens fixpunkt i forfatterens egen iagttagelse af bylivet. Mit eget studieobjekt er – i modsætning til billygten – sociale væsener. I mit projekt noterer jeg mine informanters færden i byen på et bykort for at skabe et overblik/mønster over fortætninger af ungdomsarenaer. I den forbindelse benytter jeg en række fixpunkter, forstået som geografiske referencepunkter (dvs. faste punkter, der måles i et referencesystem, f.eks. GIS). Fixpunkterne er både hos Büllow og mig (dog) langt fra kun teknologiske begreber. Büllow benytter billysets funktionalitet til avancerede læsninger af det urbane rum i et arkitektonisk perspektiv. Jeg benytter fixpunkter som indgang til en forståelse af sammenhængen mellem unge og rum i et situationelt perspektiv. I den forstand repræsenterer fixpunktet i mit arbejde både et fast punkt, der giver informationer om stedets placering i geografisk og historisk forstand, og en metafor i forståelsen af det sociale rum. Jeg anskuer det sociale rum som repræsentant for interaktioner, der skabes og forhandles blandt unge og i interaktionen mellem unge og rummet. Fixpunktet skal derfor forstås i en spatial (sted/udvikling) og temporal sammenhæng (ung/ugedag/klokken på dagen), men også som en organisk og levende størrelse, hvilket betyder, at fixpunktet også rummer et mentalt og erfaret element. I den forstand er det menneskene – de unge – som skaber, ændrer og forhandler rummet – og ikke omvendt. Som også Lefebvre gør opmærksom på, er rumlig praksis aldrig underlagt et system. Fixpunkter bliver derfor også humane frem for teknologiske størrelser. Der er mange fixpunkter i Sisimiut by. Mange steder, som de unge opsøger målrettet. For eksempel diskoteket Starligth (danse-/kæreste-/venne-/forlystelsesarena i weekenderne), Sportshallen (motion, holdspil, styrketræning osv.; inden for og uden for den institutionaliserede tid), Aqqusinersuaq/hovedvejen (den lokale promenade/stedet ”hvor man gør sig lækker”; særligt trafikeret i de lange lyse aftener om sommeren) samt havet og baglandet, som repræsenterer et udpræget sæsonbestemt socialt rum. Alle disse steder ”fixer” de unge energien i hverdagen og til fest. Med få undtagelser forekommer aktiviteterne blandt og med støtte fra den øvrige befolkning. Undtagelsen er dog efterfester arrangeret efter lukketid i de sene nattetimer. De kan være en ”ren” ungdomsforestilling. Problemet med fixpunkter er, at de som sociale rum ikke lader sig fikserer som et punkt på kortet. Når jeg taler om fikspunkter i den overordnede analytiske model, mener jeg situationer

af særlig betydning for de unge. Jeg har dog i bearbejdningsprocessen forsøgt at hæve mig op over kortet og har udvidet ”fikspunktet” til en aktivitetsarena. Når jeg tænker tilbage på de samtaler, jeg har haft med unge i byen, og kigger på de kort, de unge har tegnet selv, så er der også fikspunkter - steder og personer af særlig betydning for de unge. Unge investerer meninger og ressourcer i disse fikspunkter og får afkast i form af nye ressourcer, som investeres på ny samme sted eller på andre fikspunkter (i nye sociale sammenhænge etc.). Sociale relationer, som de unge indgår i og som stedet/fikspunkter også indgår i, spiller ofte en vigtig rolle for resultatet af input-output processen på arenaen. Arena, særligt den sociologiske brug af begrebet til analysen af social praksis i rumlige kontekster (jf. Fink 1989:13), bruges i modellen som metafor på ”unges rum” i Sisimiut, altså som; ”..struktureret kampplads eller ramme for en reguleret aktivitet” (ibid.). Selvom der stadig er tale om en metafor, så er arenaen meningsproducerende i fænomenologisk forstand (Hansen & Simonsen 2005:67) og et relationelt sted i socialgeografisk/-konstruktivistisk forstand (Simonsen 2008:22-23). Ser jeg tilbage på kortet med dette arenabegreb, ser jeg en afgrænsning af steder, men også en række forbindelser mellem arenaer; man kan sige et slags netværk af arenaer – et ”throwtogetherness” (ibid.), et ”meshwork/fletværk” (Ingold 2007:80-82). Det er et ”netværk”, fordi der går en række forbindelse/relationer ind og ud af arenaen. Det, som foregår på den ene arena, projekterer og indlejrer mening på de andre arenaer i byens rum. Arenaen er hverken tom eller utilnærmelig. Den er et åbent aktitivitetsrum. Jeg er ydermere af den opfattelse, at det er muligt at være på to arenaer på en gang – være i ungdomsklubben i undervisningsøjemed, på arbejde iført en ”lifestyle” osv. Livet udspilles på arenaen, men pointen er, at den også udspilles i bevægelsen mellem og langs med forskellige arenaer, som Ingold (2007) rammende beskriver med sin liniemetafor; noget som efter min opfattelse er relevant i sammenhæng med den kritiske realistiske opretholdelse af aktør/struktur dualismen.

Figur 1 – overordnet analytisk model.

I den overordnede analytiske model illustreres nederst t.v. en aktivitetsarena som traditionel modstilling mellem aktør og struktur [figur 1]. Mit empiriske erfaringsgrundlag peger på, at der på den ene side af modsætningen er tale om en aktør-/aktivitetskonstitueret arena og på den anden side en struktur-konstitueret arena. Forskellen ligger i, at unge på den ene arena tager afsæt i deres kompetencer, kreativitet og visioner og forvalter i udgangspunktet disse på deres egne præmisser og særlige intensitet. På den anden arena aktiveres unge i forhold til en kodeks af overordnede strukturer. Skolens idealer og rutiner fremkalder en anden form for ansvarsfølelse end snescooterkørsel i ”whiteout” (e.g. 30 km fra byen – styrt – forfrysninger)24. Modsætningen mellem en aktør-konstitueret arena og en struktur-konstitueret arena giver som afgrænsning et overfladisk billede af virkeligheden. Selv én bestemt ”type” arena kan konstituere forskellige

Aktivitetsarena er således en kamp mellem forskellige forventninger og forskellige kompetencer.

Samfundsmæssige forventninger, familiemæssige forventninger eller forventninger skabt på egne præmisser. Dette har betydning for rammesætningen af kompetencer, kreativitet og visioner.

former for praksis25. Figur 2a fastlåser således på det overordnede plan det levede liv og fjerner opmærksomheden fra den underliggende socio-rumlige diversitet og dens resonans, som arenaen som åbent rum er et produkt af i virkeligheden. [2a] Egen model

[2b] Egen model baseret på Buch-Hansen & Nielsen (2008:50)

Figur 2b åbner i modsætning til figur 2a, rammerne for aktør-/strukturrelaterede spørgsmål i den sociale virkelighed som samspil af et sæt emergente niveauer. Social virkelighed består ifølge den samfundsvidenskabelige gren af kritisk realisme ”…af to grundlæggende niveauer, nemlig aktører og strukturer. Strukturer emergerer fra aktørers interaktion, og de besidder egenskaber, som aktører ikke besidder. Omvendt opnår aktører i kraft af sociale strukturer bestemte egenskaber – men ikke desto mindre egenskaber, som ingen strukturer kan siges at besidde (Archer 1998, 2000, 2003)” (Buch-Hansen & Nielsen 2008:50). I figur 2b bliver arenaen som aktør/struktur dualismen [figur 2a] nivelleret til tre kontinuerlige linier, der illustrerer vekselvirkningen mellem aktør/struktur over tid ”– som endeløse rækker cykler af strukturelle betingelser, social interaktion og strukturel udvikling (Archer 1995:76)” (ibid.).

Dette er jeg blevet gjort opmærksom på af Karen Marie Nathansen, da jeg sammenlignede ungdomsklubben

Sukorsit og Nutaraq i Sisimiut. Begge steder er organiserede fritidsarenaer, men der er tale om forskellige socialiseringer, i yderste konsekvens mobning versus apati. Forskellen er muligvis en aldersmæssig forskel på de unge i Sukorsit og Nutaraq, men de fysiske rammer spiller også ind.

Strukturelle betingelser betyder i den sammenhæng, ”at aktører altid støder på allerede eksisterende strukturer, der konfronterer dem som objektive fænomener; uafhængigt af hvordan de end måtte fortolke dem. Strukturerne eksisterer kun gennem sådanne aktiviteter … Berøringspunktet mellem aktører og strukturer tænkes som positioner indtaget af individer, og til de praksisser i hvilke de, i kraft af deres tilegnelse af disse positioner involverer sig i” (ibid.:5053). Social interaktion betyder i forlængelse af dette, at ”al social handling/aktivitet er strukturelt betingede, men aldrig strukturelt determinerende i udgangspunktet” (ibid.). Strukturel udvikling hentyder til, at ”social interaktion indebærer … en udvikling i dens strukturelle kontekst, som aktørernes aktiviteter har fundet sted i. Fordi denne kontekst eksisterede forud for den sociale interaktion, skaber aktører ikke sociale strukturer. I stedet genskaber eller omdanner de gennem deres aktivitet de eksisterende strukturer (Bhaskar 1994:91-100), og hermed indledes starten på en ny cyklus” (ibid.), hvor TID(4) bliver det nye TID(1) i figur 3 (jf. højre side figur 1’s nederste del). [Figur 3] baseret på Buch-Hansen & Nielsen 2008:50

Tidsmarkering TID(1) til TID(4) i figur 3 spiller en væsentlig rolle for forståelsen af arenabegrebet som struktureret aktivitetsarena, hvor unge som aktører handler i forhold til en situeret kodeks om arenaens strukturelle kontekst. Læser man modellen fra aktørens perspektiv (fra midten), er handlingen i den sociale interaktion afgrænset mellem TID(2) og TID (3). Mellem disse ”kan aktører påvirke de eksisterende strukturer. Dette er muligt, fordi aktører … besidder unikke egenskaber, som bevirker, at deres adfærd ikke lader sig reducere til den strukturelle kontekst, som de indgår i” (ibid.:53) (det øverste niveau: strukturelle betingelser med påbegyndt TID(1)). ”Der kunne nævnes mange sådanne egenskaber, og de varierer naturligvis fra menneske til menneske. Eksempelvis kan mennesker være reflekterende, strategiske, rationelle, 51

kreative, venlige, vrede, kærlige, utålmodige osv., mens sociale strukturer ikke kan besidde nogen af disse egenskaber” (ibid.). Jeg tillægger figur 2b og 3 central betydning for det perspektiv, der anlægges i analysen af unges fortolkning af byen og dens grænser. Den kritisk realistiske forståelse af samspillet mellem aktør og struktur rummer for mig vigtige pejlemærker i forhold til helhedsforståelsen af byen, byens aktivitetsarenaer samt unges afgrænsning af byens/arenaens grænser. Jeg har indtil videre markeret det sted, hvorfra jeg taler om ungdom og urbanitet i Sisimiut (jf. figur 1). Først har jeg zoomet ind i bykortet vha. fikspunkterne. Efterfølgende er der zoomet ud ved hjælp af arenabegrebet og talt om unges aktivitetsarenaer som situerede handlinger, der interagerer med arenaens strukturelle betingelser i en udviklingscyklus. Her har jeg været inde på, at overordnede strukturer ændres, idet unge ”indtager rummene” og sætter forskellige kompetencer i spil på arenaen – tidsrumligt åbent for input og output fra/til aktører, strukturelle betingelser og udvikling. Samlet set har jeg markeret en teoretisk såvel som en metodisk bevægelse ind i mit arbejdsfelt - en vandring ind, ud og igennem byens forskellige arenaniveauer. Afhandlingens empiri formidles i form af ti casestudier (kapitel 5). Der er overordnet set tale om et studie af nutidige fænomener, og studiet gennemføres dér, hvor fænomenet udspiller sig. Der arbejdes med flg. analyseenheder: Spændingsfelter, bevægelse, kompetencer, kreativitet og visioner. Når jeg i det følgende taler om spændingsfelter, er det med henblik på et indbyrdes forhold (spænding) mellem kompetencer, kreativitet og visioner, indlejret og forhandlet på en række konkrete arenaer (felter), men også spændingsfelter, der på et højere analytisk niveau vedrører aktørernes handlinger på arenaen i samspil med en række strukturelle betingelser. Endelig beskæftiger jeg mig i analysen med, hvorledes kompetencer, kreativitet og visioner ”guider” de positioner, unge i Sisimiut søger, indtager og forlader, hvortil jeg inddrager reflektionsbegrebet (Archer 2007). Lefebvres (2004) rytmeanalyse inddrages som sidste tema i min samlede fortolkning af ungdom og urbanitet.

DEL 3 ANALYSE OG DISKUSSION

Del 3 består af to kapitler. Kapitel 5 består af ti casestudier, kapitel 6 af en samlet fortolkning og diskussion af materialet.

Kapitel 5 Ti casestudier Femte kapitel er afhandlingens længste. I ti casestudier udfoldes unges omgang med byen - med afsæt i forskellige aktivitetsarenaer og jeg kommer med mit bud på, hvad der er på spil for de unge. Rækkefølgen, i hvert fald hvad angår den første og sidste case, er tænkt som hhv. indgang og udgang til/fra min problemstilling (jf. afsnit 1.3), hvorfor jeg åbner og lukker med cases, som vedrører en bred indgangsvinkel til urbanitet som vekselvirkning mellem aktører og strukturer. I midten har jeg placeret de cases, der har med de nære problemstillinger at gøre, og som tematisk udgør en sammenhæng; såsom cases vedr. sport, eller medier. Det samme har jeg gjort med de cases, hvor jeg bevæger mig sammen med de unge ud af byen - på vandretur og i forbindelse med sejlads. De analytiske vinkler, som jeg arbejder med i de enkelte fortællinger, tematiseres yderligere i kapitel 6 - med deres respektive analytiske mål, niveau og yderligere diskussioner. Hvad tid og sted angår, så har jeg set bort fra kronologien ift. dataindsamlingen. Jeg har for så vidt muligt inddraget tidsangivelser i de enkelte beskrivelser.

(18.8.2006 v/Asummiut) Det siges, at ét billede fortæller tusinder af historier. Her ser vi N kigge direkte ind i kameraet, A og K. med deres blikke rettet på et kort over området, som de tre herrer står i. Kig grundigt på A, som står forrest i billedet. Hans kind er lidt hævet, han har lige kigget på mig og vendt blikket fra kameraet i generthed over at være i fokus (blive fotograferet). Jeg skal for en ordens skyld sige, at jeg har fået tilladelse af ham til at fotografere. Det som billedet fortæller mig er, at de unge er til stede. Nærværende - hvilket også kommer frem i den historie som fortælles i det efterfølgende.

5.1 Fra Asummiut til grusgraven Omdrejningspunktet for den første case er et sæt beslutnings- og planlægningsmøder mellem unge og en række kommunale autoriteter, som jeg i sommeren 2006 fik mulighed for at følge. En anonym borger har gjort kommunen opmærksom på, at der ved Asummiut er opført en motocrossbane af byens unge, hvilket personen opfatter som en uautoriseret aktivitet og oven i købet til skade for områdets flora og fortidsminder. Asummiut ligger ved Sisimiut lufthavn. I nærværende sammenhæng er det Asummiuts nordlige del, som er i fokus, som illustreret forneden. Som lokalitet har Asummiut kulturhistorisk betydning for byen som bosted tilbage til Saqqaq-kulturen, Glahns mission i 1700-tallet og som rekreativt område for byens borgere igennem tiderne. Området, hvor motocrossbanen befinder sig, har også været benyttet til spejderlejre i 1950’erne og 70’erne (Poul Madsen fotosamling, Sisimiut Museum).

(Placeringen af motocrossbanen på Asummiut: Cirkel ved siden af fotografiet (18082006). Baggrundsbillede: Møbjerg & Grummesgaard-Nielsen (1997). Kulturhistorien ved Ulkebugten. In: Tidsskriftet Grønland nr.5. Det grønlandske Selskab, Charlottenlund. Bemærk antallet af fortidsminder ved den dengang projekterede lufthavn (aflangt markering t.v. for cirklen), sammenlignet med motocrossområdet.

(18/8 – 6/9 2006). Sagen omkring motocrossbanen ved Asummiut er landet hos den netop nytiltrådte naturvejleder, hvis opgave det er at sørge for, at det oprindelig landskab ved

Asummiut bevares for fremtiden. Naturvejlederen igangsætter et større udredningsarbejde, hvis omdrejningspunkt er en dialog omkring fritidsaktiviteter i byens omkringliggende landskab. Dette udmøntes i et forslag om et aktivitetscenter. Den gamle grusgrav (i den østlige del af byen) foreslås som passende lokalitet, der udover motocross også giver mulighed for cykel- og skydebane. Ungdomsklubben Nutaraq inddrages som en væsentlig aktør til at skabe dialog mellem unge og byens autoriteter. Nutaraq repræsenteres under mødet af A, K og N, som er klubbens medarbejdere, samt klubbens daglige leder, og desuden deltager et medlem af kommunalbestyrelsens kulturudvalg, politiet, forebyggelseskonsulenten, kommunens miljømedarbejder og endelig lederen af Sisimiut Tusaataat/Radio og journalist ved lokalavisen Sivdlek’. I det følgende vil jeg beskrive tre scener, der udgør det empiriske materiale for denne case.

Byrådssalen, Asummiut og grusgraven (180806) Det er fredag eftermiddag. Mødedeltagerne er ved at ankomme til byrådssalen på Sisimiut Kommune. Jeg ankommer som en af de første og finder selv en plads ved salens vinduesparti. I løbet af kort tid er jeg omgivet af miljømedarbejderen (t.v.) og de tre unge fra Nutaraq (t.h.). Modsat os sidder politiet, lederen af byens radio, lederen af ungdomsklubben, 57

kommunalpolitikeren og endelig forebyggelseskonsulenten - sådan ca. halvvejs på det sted, hvor bordet begynder at kurve. Naturvejlederen står til venstre foran tre borde, der er stillet med kort afstand til konferencebordet. Sammen med fotografen fra lokalavisen er det de eneste personer som bevæger sig rundt i rummet. Salen består af et antal mindre konferenceborde i lyst træ med blå plade monteret på bordets forparti. Til bordene hører behagelige stole med armlæn og skindbetræk. På bordene står små krukker med blomster, en bordlampe til hvert bord, samt et lille kommunikationsanlæg placeret ved bordkanten. Bordene hænger sammen og omringer et hvalroskranie placeret i rummets midte (tænderne rettet mod øst). I loftet hænger Poul Henningsens Antichoke lamper, på væggen modsat vinduespartiet hænger indrammede malerier med glansbilleder af Sisimiut by. Det er et lyst rum med hvidmalede vægge. I den ene ende ved talerbordet er bagvæggen udsmykket med lyse trælister. Ved vinduespartiets endevæg hænger også to narhvaltænder. Naturvejlederen indleder mødet med en kort velkomst og beder alle om at præsentere sig selv. Præsentationen foregår, som præsentationer nu gør: ”Jeg hedder ….”, ”jeg arbejder..”. Det virker ikke som noget skuespil til trods for, at alle kender hinanden i forvejen. Præsentationer opleves som passende ”icebreaker” til situationens formelle karakter. Efter præsentationen tager naturvejlederen igen ordet og fremlægger mødets program. Han taler sagte men forståeligt om, at vi efter dialogen i salen skal besøge banen ved Asummiut og derefter grusgraven. Dernæst giver han begrundelsen for, hvorfor han har inviteret de tilstedeværende, og understreger, at den anonyme henvendelse vedr. motocross ved Asummiut efter hans opfattelse ikke blot er et konfliktspørgsmål, men en oplagt chance for at nytænke et aktivitetscenter i byens omkringliggende landskab. Det har efter hans mening borgernes interesse og er et behov hos de unge i centrum. Et kulturlandskab skal iflg. naturvejlederen tænkes både i fortid, nutid og fremtid. Hans kropssprog vidner om indlevelse og ønsket om dialog. Efterfølgende behandles Asummiuts historiske værdier for byen, efterfulgt af miljømedarbejderens bemærkninger om motorcyklernes belastning af naturen. Lederen af Sisimiut Tusaataat/Radio fortæller om Asummiut som yndet udflugtsmål, også før det er blevet muligt at nå til Asummiut via lufthavnsvejen. Politiet kommer med et indlæg vedrørende trafikmæssige udfordringer i byen, herunder motorcyklernes lovmæssige status i Grønland – de er de facto ulovlige, når de er tunet til at køre over 30 km/t. Iflg. politimanden er det dog først et problem, når en borger har indgivet en klage. I

forlængelse af dette kommer han ind på, at der i 1980’erne var en lignende problemstilling i Sisimiut. Dengang noget som vedrørte snescootere, som mange fangere klagede over som forstyrrende element for faunaen i det åbne landskab. Til sidst giver han udtryk for, at politiet er af den generelle opfattelse, at reguleringen af motocrosstrafikken i og uden for byen burde ske på baggrund af en bred dialog omkring offentlige og private ansvar relateret til de forskellige bevægelser, borgerne udøver i byens rum. Forebyggelseskonsulenten og lederen af ungdomsklubben omtaler ligeledes de initiativer, som unges omgang med byens rum fører med sig og tilslutter sig dagens dialog i håb om, at der træffes beslutninger, der kan støtte de unges ønsker i en konstruktiv retning og med respekt for de unges stemme. Efterfølgende henleder mødelederen opmærksomheden på de unge som sidder ved bordet. ”Hvad er jeres opfattelse af sagen?”. A, K og N har indtil videre siddet og lyttet til de forskellige indlæg. N giver en velformuleret betragtning over situationen, som han og hans kollegaer ser det ud fra ungdomsklubbens perspektiv. De forklarer, at banen ved Asummiut er en særlig bane, hvorfor den også har særlig betydning for dem, der kører motocross på højt niveau. N giver endvidere udtryk for, at forslaget om banen ved grusgraven vil betyde, at man skal forholde sig til en anden type landskab og nytænkning af en motocrossegnet bane. Han peger også på, at det vil kræve tid at samle ideer og interesser for at gennemføre opbygningen af en ny bane, f.eks. en motocrossklub, som ingen dog tror, vil have udsigter til at modtage økonomisk støtte fra kommunen. Jeg lytter med stor opmærksomhed til N’s indlæg. Ikke kun fordi jeg er nødt til at lytte godt efter, så jeg kan opnå en forståelse af, hvad der bliver sagt på grønlandsk, men særligt fordi jeg ikke havde forventet en så professionel fremstilling. N’s indlæg spejler de andres indlevelse og tone i sproget. Det fremstår struktureret fra start til slut. Sproget er høfligt, men ikke misbilligende i sin tone, støttet af en fast kropsholdning - hverken tilbagelænet eller frembrusende. Imens han taler, ser han både på naturvejlederen og politimanden, men drejer også sit blik i retning af os andre i salen. Efter N’s indlæg nikker jeg kort til ungdomsklubbens leder. Hun nikker anerkendende tilbage – de unge evner at holde møde. A og K taler ikke meget under mødet, undtagen dér hvor de kan bidrage med små detaljer vedr., hvad det vil sige at have en motocross maskine, og hvor vigtigt det er at have adgang til et værksted.

N’s forslag til en motocrossklub i Sisimiut bakkes op af forsamlingen, og repræsentanterne fra Nutaraq opfordres til at arrangere en stiftende generalforsamling. Naturvejlederen tilføjer, at meningen med dagens udflugt til Asummiut og aftegning af banen dér er at få et grundlag for vurderingen af omfanget af oprydningsarbejdet og mulighederne for at lave banen i grusgraven. Han tilføjer også, at teknisk forvaltning vil være behjælpelig med at rydde den eksisterende bane for træplader og bildæk. Kulturudvalgets repræsentant bringer et nyt aspekt ind i diskussionen. Han er generelt af den opfattelse, at unge viser initiativ og ansvar med flytningen af banen og ”konsolideringen” af egne rækker i en klub/forening. Men han reflekterer også over, om ”lovliggørelsen” af motocross opfordrer til anden ”lovliggørelse” – hvilket arbejde vil det kræve politisk? Dette diskuteres kort med politiet og radiolederen, og man kommer frem til, at lovgivningen naturligvis kan ændres, eller i bedste fald kan Sisimiut være bannerførerne på området. Altså bliver der også her tænkt fremad. Naturvejlederen overtager efterfølgende ordet med et forslag om, at vi bevæger os udenfor. I den forbindelse udleverer han tuscher og to laminerede kort i A3 format til alle; et over området ved Asummiut og et over grusgraven. En svag lyd af tilkendegivelser fylder rummet, og folk begynder at rejse sig efter et kort kig på de modtagne arbejdsredskaber. Vi bevæger os udenfor, hvor vi fordeler os mellem flere køretøjer. Med os er nu også en medarbejder fra teknisk forvaltning. Jeg kører med Nutaraq. Politimanden er den eneste, som ikke deltager i den udendørs aktivitet. Forebyggelseskonsulenten og miljømedarbejderen deltager kun på turen til Asummiut. Det tager ti minutter til et kvarter, fra vi sidder i bilen, til vi står på parkeringspladsen, hvorfra vi skal til motocrossbanen v/Asummiut. På vejen har jeg haft mulighed for at tale med Nutaraqs daglige leder. Jeg nævner under samtalen, hvor overrasket jeg er over de unges tilstedeværelse under mødet. Jeg har indtil videre kun fået indtryk af dem i klubben, hvor vi har spillet spil og lige er begyndt at finde ud af, hvem vi hver især er. Under mit feltarbejde i klubben har jeg observeret både tilbagelænede og legende situationer og interaktionen mellem de tre som klubmedarbejdere og klubbens brugere. Til trods for deres status i klubben har jeg ikke bemærket nogen ophøjet eller skæv indstilling fra N, K og A overfor de andre unge. De virker altid støttende, både når praktiske ting skal ordnes, eller når de lægger øre til de besøgendes

henvendelser – jokes, brok, henvendelser vedr. udlån af udstyr, betaling for sodavand eller indgangsbillet til diskoteket. Fra parkeringspladsen går vi over vejen og op på ”plateauet”. Herfra er der ca. tre minutters gang til motocrossbanen. Jeg følges med den lokale journalist, som de sidste, da jeg nu ønsker at observere forsamlingens bevægelser på afstand. Man går i grupper. De unge for sig selv. De voksne i par der af og til siger noget til hinanden. Naturvejlederen skifter imellem grupperne, men går også for sig selv. Alle finder en stå- eller siddeplads, efterhånden som de når til den lille høj, hvorfra der er udsigt til banen mod vest. Naturvejlederen er afventende. Et stykke tid går med snakken om området. Dernæst beder naturvejlederen os alle sammen om at tage vores tusch og tegne på det medbragte kort over området. Han giver tegn til mig, at vi skal stille os sammen med de unge. De står et stykke tid og kigger sig omkring uden at sige noget. A begynder at tegne efter opfordring fra de andre. Naturvejlederen ser på de afmærkninger, der langsomt kommer frem på kortet, og beder A om at genudpege stederne. Dernæst ser han på min afmærkning og gør mig opmærksom på, at jeg har overset et sted mod øst, som de unge lige har tilføjet på deres eget kort. Seancen tager omkring 20 minutter. På tilbagevejen til parkeringspladsen standser den forreste gruppe ved to fortidsminder. Det ser ud til, at de unge ved, hvor de kører, da fortidsminderne er uden hjulspor. Ind i bilerne og afsted til grusgraven. Vi kører ad den snoede vej mod byen og igennem, helt til udkanten, og ned ad en grusvej, der fører os til den østlige del af byens omkringliggende landskab. Som det var tilfældet ved Asummiut, bliver der også ved grusgraven kigget et stykke tid. Der tegnes i mindre omfang end før. Flere af os har svært ved at genkende landskabet på kortet. Vi leder efter nogle fikspunkter, som vi kan genfinde på kortet. K hjælper mig. Naturvejlederen bruger tiden til at fortælle om området, som også bruges som indskydningssted for rifler, hvilket efter hans mening burde integreres i planlægningen af det nye aktivitetscenter. Hans vision er, at man ved flytningen af motocrossbanen udnytter muligheden for at tænke området som et stort aktivitetscenter. Således vil der blive mulighed for at dyrke skydning som sport og andre aktiviteter under organiserede og sikre forhold.

Medarbejderen fra teknisk forvaltning taler med N om mulighederne for at opstille en container til et værksted, desuden om de entreprenørmaskiner som kommunen har til rådighed for at tilrette landskabet til formålene. Naturvejlederen gør opmærksom på, at dette vil kræve økonomiske ressourcer, som en forening passende kunne søge kommunen eller fonde om hjælp til. Dette vil han gerne fremlægge for interesserede på et nyt møde i ungdomsklubben. Jeg kører med A, K, N og ungdomsklubbens leder tilbage til Nutaraq. Vi får os en kop kaffe og reflekterer kort over dagen. Det er tydeligt, at man fra ungdomsklubbens side er positive overfor initiativet, men i øvrigt ser frem til, hvad der i sidste ende konkret kommer ud af det. Det næste jeg hører om motocrossklubben er via en reklame i radioen: ”Ungdomsklubben Nutaraq inviterer alle interesserede i motocross og cykling til møde…”. Møde i Nutaraq (240806 & 29082006) Mødet er annonceret til klokken halv ni om aftenen. Ca. 30 unge inkl. klubbens personale samt naturvejlederen, miljømedarbejderen og medarbejderen fra teknisk forvaltning er til stede. Der er ikke fuldt hus, men rummet er godt pakket af fortrinsvis unge mænd, der sidder omkring tre borde stillet op i midten af lokalet. De fleste er kendte ansigter. De yngste, som hører til en anden klub (Sukorsit), kommer normalt ikke ind her. Klubmedlemmerne virker stolte over det lyse lokale og indretningen, som er caféagtig – en ikke for institutionel stil i modsætning til Sukorsit. I sofaen ved vinduespartiet sidder seks unge, som jeg ikke har set før. De sidder stille og genert tæt på hinanden. Nysgerrige i deres blikke, selvom blikket viger, så snart man søger øjenkontakt. Den gruppe af unge som sidder omkring bordene, er uden tvivl dem, som er her i aften med det formål at høre, hvorledes konceptet omkring motocrossbanen vil appellere til dem. De kender alle sammen hinanden. Tøjstilen er sporty/street, dvs. ”DC” shoes, trøjer og kasketter, eller ”Slednecks”; de fleste i slidte jeans, enkelte i jeans og en helt almindelig T-shirt eller fleecejakke. Alle er udstyret med mobiltelefoner, en Sony/Ericsson (nyeste walkman version), eller Motorolla Razzorblade. De som vil i kontakt med nogen, eller forventer at blive kontaktet, har lagt deres apparater i vinduespartiet – her er der nemlig signal. De fleste har en halv liters cola stående på bordet eller i baglommen. Mødet indledes af klubbens leder, som fortæller, at hun sammen med A, K og N har været til møde med kommunen vedr. Asummiut. Hun giver straks ordet videre til naturvejlederen og sætter sig ved cafébordet placeret ved klubbens indgangsparti, sammen med kommunens miljø-

og teknikmedarbejdere. Hun gør præcis, som hun fortalte mig tidligere, nemlig at hun vil overlade scenen til de unge, hvilket iflg. hende er kutyme i klubben. Naturvejlederen starter med at fortælle om de unikke potentialer, Sisimiut og det omkringliggende landskab rummer, hvilket han synes er noget man, burde værne om, så f.eks. hans og de unges børn også får mulighed for at opleve det i fremtiden. Han spørger, hvor mange af de unge der har været på fiskeri eller rensdyrjagt. De fleste markerer. ”Er det ikke dejligt…det er det, der gør os til dem, vi er. Jakub, har du nogensinde været på rensdyrjagt?” Jeg ryster på hovedet. ”Har du ikke? Så må du få fat i de her dejlige mennesker, så de viser dig, hvordan man gør.” Han bruger mig til at få de unge i tale. ”Har du ikke skudt et rensdyr? Har du smagt det overhovedet?” Han gør grin med mig, og det er jeg med på. Klublederen indskyder fra sidelinien: ”Vi skal nok tage ham med på ørredfiskeri og rensdyrjagt.” Jeg siger ingenting og følger i stedet de anekdoter, som unge begynder at underholde med omkring bordene. Anekdoter som har at gøre med de billeder, der hænger på væggene – fra en rensdyrlejr og andre fællesudflugter. Naturvejlederen går til en gruppe, hvor der lige er blevet fyret op med jokes, og klapper en tilfældig fyr på kasketten. ”I er nogen værre nogen. Men I er stærke.” Han fortsætter og drejer nu talen i retning af motocrossbanen ved Asummiut. Han gør rede for besigtigelsen af stedet med bl.a. den tilstedeværende miljømedarbejder og medarbejderen fra teknisk forvaltning. Miljømedarbejderen bliver bedt om at beskrive, hvilke konsekvenser det kan have for landskabet, når der bliver kørt med en motorcykel. Hun peger på, at der kan gå flere år, førend floraen kommer sig. Sker der et større uheld, forklarer hun, vil det have længerevarende følger pga. kemikalierne, der er indeholdt i benzinen. Hendes forklaring virker pædagogisk/”malplaceret” og uden situationsfornemmelse. På hende kan man se, at hun ikke føler sig hjemme; eller rettere sagt, at hun kun er vant til at kommunikere sin viden på forvaltningen. Der kommer heller ikke nogen respons på hendes indlæg, andet end at naturvejlederen indskyder, at forurening kan have følger for dyrelivet. Derefter viser han banen på det kort, som blev tegnet på mødet med kommunen. Han påpeger, at der også er nogle fortidsminder på lokaliteten tæt på vejen, men som ikke har lidt direkte skade af motocrosskørsel. Han nævner også, at stedet har været brugt af folk igennem tiderne, bl.a. til større lejraktivitet, men at belastningen som følge af dette aldrig har været undersøgt. Nu kommer der et par kommentarer fra de unge. En af dem er rettet på, at man ikke søger at genere nogen, men leder efter noget at give sig til i fritiden. En anden handler om, at man ikke

kun kører ved Asummiut, men at denne er særlig god pga. det lange stykke med sandjord og små bakker, som er gode til lange hop. Dette visualiseres i en håndbevægelse, hvor den ene og udstrakte hånd strejfer den anden fra siden og fortsætter et stykke i luften. Et tredje indlæg handler om, hvem der vil være parat til at støtte de unge i at lave en professionel bane, og hvor pengene i så fald skulle komme fra? Denne kommentar får nogle af de unge til at tilføje, at det er et dyrt og omfattende projekt - det kræver et veludstyret og sikkert værksted, opsyn osv. Byens ”cykelfreaks” melder sig nu også på banen. De gør opmærksom på, at der er mange, der cykler i byen, hvorfor det vil være fedt, hvis man havde et professionelt anlæg, hvor man kunne dyrke sporten på et professionelt niveau. En fra cykelgruppen tilføjer, at der om vinteren er skilift for dem, som kan lide at dyrke udendørs sport, men at der ikke er så meget at lave resten af året. Han foreslår, at man stifter en forening, hvor motocross og cykelfolk går sammen om at skabe et aktivitetscenter. Naturvejlederen tilføjer, at dette også kunne indeholde skydebaner. Begge forslag modtages med opmærksomhed fra de tilstedeværende. Naturvejlederen viser nu kortet over lokaliteten ved grusgraven og nævner, at teknisk forvaltning gerne vil hjælpe med at flytte bildæk og træplader fra Asummiut dertil. Hvis de unge oven i købet organiserede sig i en klub, vil han sammen med de andre, der var til mødet på kommunen, hjælpe med at søge midler til at udvikle projektet. Han påpeger, at det hele afhænger af, at man demonstrerer viljestyrke og handling. Det handler iflg. ham om at sende et signal til politikerne om, at man mener det seriøst og gør noget ved tingene. Han lader kortet cirkulere blandt de unge, som sidder ved bordene, og tilføjer, at det vil være relevant at søge inspiration til sådan et projekt uden for Grønland evt. i form af et formelt samarbejde med relevante sportsforeninger. De unge undersøger kortet, som er efterladt til cirkulation. Enkelte kommer med bemærkninger til stedets omfang og terræn. Der bliver giver udtryk for, at sådan som grusgraven ser ud nu, er den ikke attraktiv til trial eller motocross. Flere har prøvet at køre derude og taler om deres erfaringer med stedet. Afstanden bliver også et emne, man berører. Grusgraven er for så vidt placeret i samme afstand fra byen som Asummiut, men vejen dertil er ikke asfalteret, hvorfor det alene af den grund tager længere tid at komme frem. Man skal virkelig ville det! Efter en kort diskussion om fordele og ulemper ved grusgrave, aftales et opfølgende møde med henblik på organisation af en cykel-motocross forening. N tager ordet og fortæller, at han vil stille en papkasse op i klubben, hvor man kan skrive forslag til klubbens navn, logo eller andet relevant input. Medarbejderen fra teknisk forvaltning indskyder, at han gerne vil bidrage til

oprydningen af Asummiut ved hjælp af bustransport samt efterfølgende transport af materialer til grusgraven. Dette bliver modtaget positivt, men der bliver dog ikke aftalt en dato den aften til oprydningen. Forsamlingen spredes. Nogle tager hjem, og andre går i gang med at underholde sig selv og vennerne med dart, billard, kortspil eller bare hænge ud. Der er gået fem dage. På vej hjem fra indkøb i (store) Brugsen møder jeg naturvejlederen, som fortæller mig om mødet i aften. Vi taler kort; mest om forventningerne til i aften. ”De unge må komme ud af hullet og tage nogle beslutninger”, siger han utålmodigt. Jeg kommer til Nutaraq omkring kl. 20. Lokalet er ved at blive fyldt op igen. Dog ikke i samme omfang som sidst. Naturvejlederen indleder denne gang med, at han synes, at de unge i dag selv skal styre forløbet. Han forslår, at N bliver ordstyrer. N rekapitulerer det hidtidige hændelsesforløb og beder folk om at melde sig til bestyrelsen. Navnene vil blive skrevet op på tavlen, og folk vil efterfølgende kunne stemme på deres kandidat. Til at starte med går det langsomt. Man prikker til hinanden verbalt, nogle foreslår højlydt en anden end sig selv. Seancen bliver afbrudt et kort øjeblik. Ind i Nutaraq træder K. En herre i 40’erne iført ”Kansas” arbejdstøj. K har en outfitterforretning og et bilværksted i nærheden af Nutaraq. Han hilser på alle, og der bliver afventende stille et kort øjeblik, indtil han spørger forsamlingen, om det er her man skal snakke om motorcrossklub i Sisimiut. Han har hørt om det i radioen og via de unge, som arbejder for ham. Han vil gerne deltage; både som teknisk hjælp, men også fordi han selv er grebet af sporten. Naturvejlederen indskyder, idet han samtidigt taler til hele forsamlingen, at her er beviset på, at der allerede er konkret opbakning. Han spørger K, om hvem han er og introducerer sig selv. K kvitterer med en kort biografi, og de to indgår i en kort dialog om sikkerhed ved en motocrossbane. Enkelte unge blander sig nu i samtalen, som drejer hen i retning af imponerende historier – både de seje og de livsfarlige. K spørger forsamlingen til sidst, om det er ok, at han er med? Spørgsmålet bliver modtaget med smil, ja-tilkendelgivelser og enkelte tilråb. N beder igen alle, som gerne vil deltage i bestyrelsesarbejdet, om at markere. K’s hånd er nu oppe. A fra cykelbordet nævner mit navn, idet han gør et opfordrende ansigtsudtryk. Jeg kvitterer med tommelfingeren opad, men rynker samtidigt panden. Jeg svarer: ”Tak, men det vil være lidt svært, når jeg ikke er her resten af året”.

N skriver navnene på tavlen og uddeler papir og blyant til afstemningen. En stemme per person. Stemmesedlerne bliver hurtigt udfyldt med navn og afleveret til N. Stemmerne tælles op. K skriver antallet af stemmer på tavlen ved de respektive navne. Der klappes da resultatet er opgjort. N er blevet formand. Efterfølgende beder naturvejlederen de nyvalgte om at stille sig op foran - fem unge mænd, en ældre herre og en ung kvinde. Den unge kvinde får tilråb fra forsamlingen. Folk begynder at rejse sig op. Hvad de har så travlt med er dog uvist. Naturvejlederen går til de nyvalgte for at få afklaret, hvad der påtænkes af planer vedr. oprydningen. Han gentager, at teknisk forvaltning venter på de unge. De aftaler, at de hurtigt giver besked. Oprydning af Asummiut banen (060906) Klokken er syv om aftenen. Jeg har på forhånd aftalt med lederen af Nutaraq, at jeg vil bidrage med drikkevarer til aftensmaden (pakker med små juicer), som er planlagt efter oprydningen i dag. Efter lidt venten og snak med de unge kommer Teknisk Forvaltning med en bus, som transporterer os til Asummiut. Vi er i alt omkring 15-20 mennesker. Ca. halvdelen af gruppen udgøres af unge, der cykler. Enkelte har en kæreste med. En af de unge kvinder har et lille barn med. Der går ca. 2 timer med oprydningen af den gamle motocrossbane. Der foregår således, at bildæk samles ved nogle poster, hvorfra de bæres videre til vejkanten. Først enkeltvis eller to af gangen. Som tiden går, finder en gruppe ud af, at man kan effektivisere arbejdet ved at samle en del sammen på en spånplade. Den virker fint, selvom vægten nu er høj med tyve bildæk på en plade. Stemningen er generelt god til trods for, at det er vådt, da det har regnet hele dagen. Det er hårdt arbejde, men med mørkets sænkning kommer der også lidt ro for myggene. Inden vi stiger op i bussen igen, bliver jeg spurgt af I om jeg kunne give ham de billeder, jeg har taget omkring arbejdet og møderne, da han sammen med de andre gerne vil lave en hjemmeside for klubben. Vi aftaler, at jeg laver nogle Cd’er med billeder og videoklip og lægger dem på kontoret i Nutaraq. Turen tilbage til klubben er den sjoveste del af aftenen. Det er nu mørkt, og det føles som om, alle sidder med en god fornemmelse over et stykke afsluttet arbejde. Buschaufføren får en masse drillende kommentarer undervejs. Det minder om et roadtrip med en gruppe sportsfreaks

fra en amerikansk film. Det lille barn ender med at blive udnævnt til protektor for motocrossklubben. Tilbage på Nutaraq. Her er mange unge pga. diskoteket. De som har været ude bliver modtaget af klublederen, som står parat med fiskesuppe og svensk pølseret tilberedt med hjælp fra to unge kvinder. Kokkene fordufter ud af lokalet. Alle er sultne, så der bliver gået til den. Maden forsvinder i løbet af ingen tid. Jokes og drillerier fortsætter. De yngste er nu så ”mægtige”, at de spørger A, hvem jeg egentlig er. Jeg introducerer mig selv. A supplerer, og jeg giver dem håndtryk.

5.1.1 Dialog, visioner og virkelighed Projektet, som jeg netop har beskrevet, ender med at løbe ud i sandet. Aktivitetscentret ved grusgraven er ikke blevet til noget, heller ikke de unges hjemmeside for motocrossklubben, ny kørebane osv. Det er ikke noget udpræget grønlandsk fænomen eller for den sags skyld et lokalt kendetegn – ideer og projekter, hvor nytænkende og bæredygtige de end er, kommer og går alle steder i verden. Nogle bliver til noget, andre gør ikke. I virkeligheden er det et spørgsmål om ressourcer – kroner og øre, deres tilgængelighed og prioritering26. Motocross-sagen er ikke desto mindre interessant, da den omhandler tilegnelse og modificering af byens lokaliteter. Dialog bliver et væsentligt element i denne sammenhæng. Det, som er interessant, er nemlig, at autoriteterne vælger at ”sanktionere” motocross i det åbne landskab med konstruktive tiltag. Erfaringen fra overskridelsen af grænser for, hvad der er tåleligt ved Asummiut, vendes om til at nytænke byens rum i forhold til offentlige og private ansvar og rekruttering af menneskelige ressourcer for at videreføre motocross i byen under organiserede forhold. Hvorfor? Jeg har ikke et entydigt svar. Enten skyldes det, at det ikke har været muligt at finde ud af, hvem der egentlig kørte på Asummiut, hvorfor det har været vanskeligt at placere et ansvar. Lovgivningen eller beviser i form af billeder af unge, som kører på Asummiut, er heller ikke blevet fremlagt på møderne. En del af svaret skal efter min mening søges i naturvejlederens fremgangsmåde - ”you cut

Sisimiut Kommune havde på tidspunktet, hvor aktivitetscentret blev drøftet, projekteret et kulturhus til et tocifret

millionbeløb. I 2007 blev der yderligere afsat et millionbeløb til udvidelsen af Nutaraq. To projekter, som på ingen måde erstatter et nyt aktivitetscenter til motocross, BMX og skydebaner, men som uden tvivl medfører bredere og nye tilbud for borgerne, de unge inklusive.

into the present, the future leaks out27”. Naturvejlederen griber problemstillingen an, idet han samtidigt manifesterer sin indtræden på byens arenaer (som nytiltrådt i forvaltningen) som projektmager, hvilket medfører afsøgning af byens kompetencer – hvad kan lade sig gøre, og hvorledes vil flest mulige få gavn af det jeg sætter i gang? Dette smitter af på processen. Han peger på de unge som væsentlige aktører i problemløsningen og giver samtidigt de unge incitament til medbestemmelse i formuleringen af visioner omkring brugen af lokaliteter i det urbane rum. Unges oprydning af Asummiut bliver et led i naturvejlederens strategi om at sende et signal til samfundet om, at de unge er parate til at tage hånd om problemerne. Som jeg har beskrevet, så er det gennem ungdomsklubben, at autoriteterne retter henvendelsen til de unge. Jeg opfatter dette som en klar markering af, at klubben bruges som instrument i beslutningstagernes strategier overfor de ikke-organiserede fritidsaktiviteter i byen. Men motocross-sagen fortæller også noget om, at de ikke-organiserede aktiviteter helst må organiseres i en forening, før realisering af dialogens visioner er mulig. Der er ikke modstand fra de unge mod foreningstanken, og man vælger at gå denne vej. Problemet er, som jeg ser det, at drivkraften forsvinder ud af processen, så længe målet er en motocrossforening i sig selv og ikke motocross. Motocross, cykling, eller en hvilken som helst anden aktivitet, er en anden form for forholden sig til fritiden og lokaliteter end at sidde og afholde planlægningsmøder, udarbejde ansøgninger om tilskud eller holde regnskab. Der er ingen tvivl om, at de unge har kompetence til begge dele, men det er vigtigt for dem, at det ”sjove” er hovedaktiviteten. Gør de det ikke, risikerer dialogen at symbolisere tom snak. Det handler derfor om at bevare momentum i det, der sættes i spil. Unge, som jeg har talt med, har givet udtryk for, at processen ikke blot havde som mål at få de unge organiseret, men desuden også at sørge for at input og output til og fra processen anskues i bredest mulig forstand. Altså at følge op på de initiativer de unge viser ved at rydde op og ved at stifte en forening. ”Der ikke noget nyt. Vi venter”, får jeg at vide, hver gang jeg spørger i klubben til motocross. ”Der sker ikke rigtig noget, jeg venter på udspil fra de unge”, siger naturvejlederen til mig, når jeg taler med ham om, at de unge er afventende. På intet tidspunkt kommer der et klart billede af, hvad motocross og cykling indebærer i virkeligheden – hvorfor bruger unge tiden på det? Kan det betale sig for byen at bruge ressourcer på det? En offentlig fremvisning kunne efter min mening være med til at konkretisere de visioner, 27

William Boroughs i ”Cut-Ups” af Matti Niinimäki (2009), http://www.vimeo.com/2412336. Embedded på

www.blogforyouthstudies.blogspot.com.

der er lagt frem på bordet, men dette stiller samtidigt krav til alle, som har været involveret i formuleringen af visionerne. Jeg siger dermed ikke, at det er den ene eller den andens ansvar, at processen går i stå. Jeg peger på det som en vigtig præmis for opretholdelsen af visionerne, at man genovervejer situationen, hver gang der opnås et resultat. Dette er sket efter møderne, der førte til oprydningen. Ingen af de involverede i processen har dog været opmærksomme på, at det samme burde være sket efter oprydningen. Indtil videre har jeg kun forholdt mig til de konsekvenser, unges indtagelse og modificering af en specifik lokalitet har medført. Jeg vil nu vende billedet og beskrive, hvad der efter min mening også er på spil for de unge set i lyset af den erfaring de har gjort sig under hele handlingsforløbet. Motocross-sagen har først og fremmest skabt en bevidsthed hos de unge om, at det de foretager sig på egne præmisser, ikke nødvendigvis udelukker et publikum. I dette tilfælde er der både et publikum, som klager over deres aktivitet og et publikum, som ønsker at støtte deres foretagsomhed. Motorcross-sagen er et eksempel på, hvorledes de unges indtagelse og produktion af rum i Sisimiut giver dem en lektion i bysamfundets symbolske fortolkning af lokaliteter og ikke mindst dennes betydning for de aktiviteter, der udfoldes på stedet. I Asummiuts tilfælde knytter symbolikken sig til historien, og den betydning stedet har som et kulturlandskab og et område henlagt til rekreative formål for befolkningen. De unges input til Asummiut, der overordnet handler om, at de tiltrækker en ny aktivitet til området, fører den erfaring med sig, at motocross ikke kan forenes med Asummiuts status i samfundet. En anden væsentlig erfaring for de unge er, at der faktisk er opbakning at hente fra mange forskellige aktører i byen. Der er dog tale om en dyrekøbt erfaring i den forstand, at en dialog med autoriteterne ikke fører til økonomiske ressourcer. Surprise? Alle ved, og de unge ved det måske bedst, at alt har en pris, og denne er høj i Grønland. Ydermere har det en betydning for motivationen, når møder og planlægning fjerner fokus fra den faktiske aktivitet. Hvor det altså var de unge selv, der var strukturerende mens der blev kørt motocross, indskrænkes bevægelsesrummet, imens konventioner omkring organiseringen af motocrossklubben og den videre fremgangsmåde afklares.

Det der efter min mening er på spil for de unge, vedrører hvad jeg vil kalde et valg mellem en kortsigtet og langsigtet intensitet – forskellen mellem at udøve motocross eller køre cykel og at institutionalisere det. Der er væsentligt lavere intensitet omkring et mødebord i modsætning til ”freestyle” i landskabet set fra de unges synsvinkel. Pointen er nemlig, at der er mere øjeblikkelig belønning på banen, end det er tilfældet udenfor. Intensiteten i form af hastighed og ”fear factor” i hvert enkelt, nøje tilrettelagt stunt, medfører både individuel og umiddelbar behovstilfredstillelse og anerkendelse fra fællesskabet. Men hvorfor melder de sig overhovedet for at danne en motocrossklub? Mit umiddelbare svar vil være – hvorfor ikke og har de andet at spille på? De mener det seriøst, men glemmer selv, eller glemmer at gøre omgivelserne opmærksom på, hvor vigtig en faktor selve praksisen er i deres formulering af visionerne. Derfor var jeg også tidligere inde på, at visualiseringen af de unges aktiviteter er en væsentlig mangel i handlingsforløbet omkring nedlæggelsen af Asummiut banen og den efterfølgende ”projektering” af grusgraven.

Et såkaldt ”wallride”: Muren er konstrueret af spånplader sømmet på et bjælkestativ af træ fra en gammel halfpipe til skateboading. Der heppes med forskellige håndtegn til en af de yngre bmx kørere; med løftet stencils yderst til venstre og Diamond logo & DC ca. i midten. Nutaraq, sommer 2008. Courtesy of Aqqalunnguaq Heilmann, Sisimiut – han står i midten af forsamlingen og fotograferer.

5.2 Cykling Denne case handler om trial28, nærmere bestemt om hvad byen bliver brugt til som cykelbane, og hvorledes unge lever og ånder for deres BMX-, trialcykler29 og fællesskabet. Kildematerialet består af hhv. mine noter, interviews og samtaler med A og A’s videomateriale, som jeg har modtaget i september 2007 og august 2008. A er min indgang til cykelverdenen i Sisimiut. Vi møder ham også i kortfilmen ”sisimiut” (afsnit 5.8). A og jeg har været i kontakt gennem hele mit feltarbejde, og han har ligeledes deltaget i udstillingen ”a view of life” (afsnit 5.9). A er en ”ægte sisimiormioq”30, som han selv siger. På afstand en lille person, i mødet stille og næsten blufærdig over at der er nogen, der er interesseret i hans verden. Når han lærer én at kende, så er han en nærværende med- og modspiller. Han er først og fremmest flittig, kreativ og omsorgsfuld. Han har en folkeskoleuddannelse fra Sisimiut og har været på Faxe efterskole, hvilket han mindes med stor glæde, hver gang han omtaler skolen. Af og til kan man se ham i byen iført en klassetrøje med 28

Trial er et engelsk udtryk for ”a series of contests that test a competitor’s skill and ability” (Collins Cobuild

Advanced Learner’s English Dictionary 2006:1550). Her altså en sportsgren inden for cykling. 29

BMX – cykelsportsgren: Fork. for Bicycle Moto Cross. Dens kendetegn: 20” hjul evt. monteret med pegs på hjul

aksel – bruges til at lande på og ”grinde” på en kant eller til at stå på og balancere f.eks. på forhjulet, mens man spinner rundt. Styret kan spinde 360˚. Cyklen har fast gear, friløb og håndbremser samt fast forgaffel. BMX sporten dyrkes enten som organiseret sprintsport eller freestyle, som omfatter Vert (rampekørsel med backflips m.fl.), Street (gadekørsel hvor man kører på tværs af arkitektens planer), Park (kørsel i skaterpark med ramper – træ, metal m.fl.) og Flatland (handler om stil, derfor lange sessions hvor man perfektionerer forskellige tricks på flatland). Kilde: http://bmx.transworld.net/sf-forum/, http://www.scbmx.org/bmx_dictionary.html, Wiki, personlig kommunikation med A.. Trial-bike: Kommer fra Motorcycle Trials, hvor man manøvrerer igennem en sektion af forhindringer uden at røre jorden. Hjulstørrelsen er enten 20” eller 26” (her kan man ikke dreje styret 360˚). Lille stelstørrelse med ekstra svejsninger som forstærkning, fast forgaffel (mest alm.) eller støddæmpere, én lav klinge foran (ingen forskifter), tandhjul med op til ni gear bagved (inkl. bagskifter). Gode V-bremser med korte håndgreb, som er altafgørende for balancen på cyklen. Der findes ligeledes organiserede løb, der minder om Motor Cycle Trials. Kilde: http://biketrials.com, personlig kommunikation med A. 30

Født og opvokset i Sisimiut og taler Sisimiut-dialekten (centralt-vestgrønlandsk med affinitet til Maniitsoq-

dialekten og til dels også Nuuk-dialekten. I Sisimiut ´”skrap”: skraphed, ikke som volumen og lydniveau, men snarere ”skraphed” i at tale direkte. F.eks. taler A relativt lavt, men jeg oplever det som ”skrap” tale, da han taler uden omsvøb.

årgang og skolens navn, som han selv har tegnet. Mens jeg arbejdede i Sisimiut, var han hhv. arbejdsløs, cykelsmed hos SiSu Sport, daglejer på et malerprojekt ved andelslejlighederne på Akia og cykelsmed igen. A er byens omdrejningspunkt, hvad angår cykling, dvs. trial hvor man hopper eller gennemfører stunts på tilrettede baner af forskellige typer. Trialudøverne indtager byens arealer på egne præmisser. Disse består af en række elementer; cykel og kompetencer til at anvende den til forskellige kørselsformer (på baghjul, forhjul, hop fra stående stilling op på en platform, hop fra stående stilling nedad, hop i farten m.m.). Cyklisterne screener byen i geografisk forstand for lokaliteter, der egner sig til forhindringsløb. Transporten til og fra forhindringsscenerne danner en form for netværk i geografisk forstand. Men i og med, at der også udføres stunts undervejs (fra A til B), er byen for cyklisterne mere end et netværk af lokaliteter, hvortil man kører; snarere et fletværk af spor/linjer man samstemmer31 sin kørsel med (Ingold 2007:81-84). Byen er således en sammenflettet zone af spor/linier, hvilket inkluderer det beboede miljø, sociale relationer, minder, visioner og livsverdener flettet ind i hinanden32. A besidder fysiske såvel som sociale kompetencer. Fællesskabet er, på linje med cyklen, en væsentlig del af hans livsstil. Hans forældre er skilt, men han har mange familiemedlemmer i byen, som ved, hvad han foretager sig, og mange kontakter både udenbys og uden for Grønland. Dem besøger han af og til, eller holder sig opdateret via sociale medier på Internettet. I den nærmeste vennekreds lærer man af hinanden, bruger tid sammen til at køre på og til og fra banerne på alle tider af døgnet, hjælper hinanden med reparationer af cyklerne, udveksler gamle dele eller låner penge til køb af nye. Man udveksler også billeder og videoer optaget med mobilen – praktisk talt alt, så længe det har med cyklen at gøre. A er ikkeryger og fester omtrent hver anden weekend. Er der noget, som han virkelig afskyr, så er det vinteren – ingen cykelture. A’s rolle som omdrejningspunkt for cykelgruppen er hverken magt- eller økonomisk betinget. Ældre personer i hans omgangskreds besidder større økonomiske ressourcer, eller

Samstemme – hermed mener jeg, at samstemme med noget i betydningen: ”attune to the environment” (Ingold

1999:438 i Lee 2006:16) 32

Jf. Ingolds stedsopfattelse og ”at bebo/inhabit” i ”For inhabitants, hovewer, the environment does not consist of

the surroundings of a bounded place but of a zone in which their several pathways are thoroughly entangled. In this zone of entanglement – this meshwork of intervowen lines – there are no insides or outsides, only openings and ways through” (2007:103).

adgang til disse, hvilket medfører større mulighed for bl.a. at rejse, som gør dem så at sige mere interessante, når de vender tilbage til byen med ”nyheder” fra den store verden. A’s synlighed i hverdagen er medvirkende til, at mange henvender sig angående cykling, det gælder både yngre og ældre. Skal man kontakte de unge angående en opvisning, kontakter man A33. Sammenfattende kan man sige, at A er en stor motivationsfaktor for de mange dygtige kørere i byen, herunder Emiili, som han har arbejdet med i lang tid, da Emiili trænede for at gennemføre et backflip, hvilket jeg vender tilbage til senere34. Man kan passende spørge, hvad A egentligt får ud af alt det, han investerer sin tid i? Som jeg ser det, fremstår byen igennem hans optik som et ”netværk” af ressource input-output til områder (jf. Fink 1989:13). Dvs. som Fink forklarer, besidder A et sæt ressourcer, som han sætter ind på arenaer (den fysiske by eller cykelfællesskabet som den sociale arena), hvilket resulterer i et afkast: ”F.eks. økonomisk udbytte, behovstilfredstillelse, ”status” og nye ressourcer, som så igen sættes ind på den samme arena eller en anden arena i en senere periode” (ibid.). Ser jeg tilbage på den tid, jeg har kendt A, så har han, på nær økonomisk udbytte, fået det hele; særligt fordi han er sig bevidst om og er en daglig medspiller til arenaens egenskaber.35 Nu vil jeg gå over til en beskrivelse af cykelarenaen. Jeg havde en cykel til rådighed, mens jeg var i Sisimiut i 2006. A var så venlig at tilbyde mig sin gamle, men jeg nåede desværre ikke at køre på den, da jeg forinden havde lånt en af min ”plejefamilie”. Det giver kondition og frisk luft, når man kører i den bakkede by. Man kommer rundt og får byen under neglene på en anden måde end gående eller i bil. Man mærker byen gennem styret, stødet fra vejhuller, eller strukturen på de forskellige underlag, dækkene kører på – asfalt på vejene, grus uden for byen, træ på broovergange og trapper. Skyder man genvej fra den ene vej til den anden, finder man byens mikrokosmos af jordbunker på byens fri arealer. 33

I forbindelse med byjubilæet i 2006 var han ankermand omkring cykelopvisningen ved festlighederne i

sportshallen. Med kort frist fik han samlet en repræsentativ gruppe, som demonstrerede deres trial-kompetencer. Improviseret, men med stor ”impact” (jf. jubilæumsavisen, hvor cykelgruppen præger en artikel, hvor borgmesteren taler om unges inddragelse i beslutningsprocessen (Sermitsiaq 2006)). 34

Se demonstration af A’s kompetencer til ”Seven Nation Army” af White Stripes – YouTube channel ”Aqqalulaa” -

http://www.youtube.com/watch?v=nHZAQs2S_O0; S. & P. – YouTube channel ”1992 BMX” http://www.youtube.com/watch?v=LKXQHeQtAqc 35

Første gang jeg stiftede bekendtskab med A. var i 2004 (jf. Medonos 2007).

Det undrer mig egentlig, hvorfor der er så mange, der cykler i byen. Én ting er, at unge og befolkningen generelt er vant til at bevæge sig – gående, løbende, kørende, flyvende, sejlende møder man bybefolkningen i hverdagen. En anden ting er, hvorfor bruges cykel og ikke knallert? Har det noget at gøre med pris, terræn og byens størrelse? Eller har det noget at gøre med globale kulturstrømme? I det følgende vil jeg forsøge at beskrive, hvad det vil sige at køre cykel i Sisimiut med de unge. Som jeg allerede har nævnt, så er det ikke hverdagscykling, jeg beskriver, selvom A cykler hver dag. Det handler om noget langt større; her tænker jeg specifikt på det nære engagement med byen – ”mig, cyklen og vennerne”, intensitetssøgen i kontakten med byens hardware, tiden der løber af sted, liniært frem, og cyklisk tid, idet man vender tilbage. Alt muligt andet og samtidigt mere end: ”Vi cykler til og fra arbejdet”. I starten af august måned 2006 havde jeg mulighed for at tage en byrundtur med A. Nogenlunde den samme rute som han af og til kører med kammeraterne. Vi kørte onsdag eftermiddag (02082009). Jeg havde forinden været på klubben og hjælpe med klargøringen af teltet til ørredfangst og efterfølgende til frokost på café Ukiivik for at fejre min ”plejefars” beståede pædagogikum. Telefonen ringede, imens jeg var på vej hjem fra indkøb. På det tidspunkt boede jeg i et lejet hus ikke så langt fra Nalunnguarfik (midtfor t.h. på kortet).

Kortkilde: www.nunagis.gl

A ringede og spurgte, om jeg stadig ville ud at køre. Vi aftalte at mødes ved søen (foran naturvejlederens kontor, den gamle spejderhytte (nr. 1 på kortet)). Herfra kørte vi sydpå til Kussangasoq (2), et nyere område med andelsboliger, stort forsamlingshus og basketbane. Vejen dertil, især det første stykke fra Nalunnguarfik indtil krydset ved Brugserneeraq, indbyder til små tricks på vejkanten. Det foregik sådan her: A kørte forrest og gav sig tid til at hoppe eller kørte i sekvenser korte forhindringsløb tværs over vejen og det grusbelagte fortov. Cyklen blev svinget fra den ene side til den anden; en brat opbremsning afsluttet på et af hjulene og cyklen vendt om i luften. Med det forspring han havde, kunne han nå at gennemføre det samme på tilbagevejen mod mig. Jeg valgte at køre langsomt med fokus på at skabe plads til hans udfoldelse. Af og til kørte jeg op på hans side for at markere, at det ikke var en forestilling, jeg havde bestilt, men en guidet tur. Første gang vi gjorde ophold var ved trappen på Kussangasoq. En lang trappe, som fører ned til fodboldbanen (en del af det åbne stykke mellem 2 og 3) og SANILIN (Bygge- og 76

Anlægsskolen) som er den lange bygning op og t.h. for to-tallet. Jeg bar min cykel, A kørte naturligvis nedad. Langsomt, med ophold på de flade stykker mellem hvert afsnit af trappetrinene - som om han kravlede ned fra et bjerg med det perfekte udstyr. Han havde fuld kontrol over sit grej og tillid til det. Her forstod jeg, at cyklen blev et med kroppen, næsten som om han havde en protese med ud i byen36. Fra trappen fortsatte vi over fodboldbanen til beboelsesområdet Umiivitsiaq (3) med den karakteristiske ”tårn-sektion” placeret på hjørnet af dets indkørsel. Vi kørte først på grusvejen, som ligger på den ene side af komplekset. Dér forbi en lille legeplads mellem små knolde på den ene side og på den anden side fjeld, som går over i bygningernes fundament. Vi gjorde et kort ophold og snakkede om, hvor tit man egentlig kommer herud. ”Ikke så tit. De fleste kører i centrum”. Bagefter kørte vi ind på selve beboelsesområdet, opad en mindre stigning, hvor der var børn, der legede krig med plastikvåben og kørte på deres små cykler. De hilste alle sammen på A: ”Qanori? (Hvordan skær den?)”. A viste et par tricks og hilste tilbage. Efterfølgende bar vi cyklerne over nogle få betontrin og kørte videre over broen til Nikkorsuit vejen. Nikkorsuit danner en lang bue forbi byens gamle tresser-kvarter37, længere nede forbi plejehjemmet og det nyere Tuapannguit beboelsesområde. Herfra går det lidt stejlt ned, på venstre side med udsigt mod havnen. Vi kørte af vejen til den gamle GTO plads (4). Dér landede vi fra siden, dvs. tværs over kvarteret mellem kirken og selve Nikkorsuit. På den vej fik A mulighed for at navigere over et sæt små fjeldknolde, som ligger foran en lille friluftsbutik, inden man kommer på asfaltvejen, der går rundt om Sisimiut Kirke. Fra GTO pladsen (som nu er tom, men af og til bruges til sommermarked) tog vi via Aqqusinersuaq ned til havneområdet. En stejl nedkørsel, som A navigerede hensynsfuldt igennem, både hvad angår trafikken og forbigående. På det her stykke handler det om fart og is i 36

Borden om skateboarding – krop, board, terræn: ”the skateboard is less a piece of equipment and takes on more the

character of a prosthetic device, an extension of the body as a kind of fifth limb, absorbed into and diffused inside the body-terrain encounter” (2001:100; min fremhævelse). 37

”Araberkvarteret”, som én (NB! kun én) af mine informanter kom til at kalde det med henvisning til, at her bor

folk med lavt indkomst. Mente han ”Rabarberkvarteret?”. I Viemose (1973:65) - ”tilflytterkvarteret”. Projekteret til ”udstedsbeboere”, der flyttede til byen under Grønlands store urbaniseringsperiode (G50/G60 jf. betænkningen af samme navn). Området består af typehuse opført af danske håndværkere (Viemose ibid.). I: Holsteinsborg byplan/dispositionsplan (1967); ”sydvestkvarteret med 125 enkelt- og dobbelthuse og et enkelt rækkehus på 10 huse” (ibid.:9).

maven, særligt når man ikke er vant til svinget, der åbner døren mod havnen og havnegrillen. Vi kørte ind på havnen lidt længere fremme - bag KNI og RAL’s hovedkontor (5). Her stod vi af og nød udsigten til Akia fra kystbådebroen; det nye beboelsesområde på den anden side af broen til højre for os. A forklarede, at så snart der var paller, eller åbne containere på havnen, så var det kutyme at stoppe op og køre lidt sammen med vennerne. Dette betyder imidlertid ikke, at de unge holder vagt, men bare at man giver hinanden et praj med SMS, hvis man er på området, fordi det giver mening at bygge en kombineret forhindringsbane af container, paller og plader. Fra havnen kørte vi på den langstrakte Muunup Aqq. forbi lystbådehavnen på venstre side og en ”parkeringsplads” for paller længere fremme, som A også udpegede som frekventeret stunt-punkt. Efter opkørslen nåede vi til krydset ved Aqqartarfik/Brugsen (6), hvor A igen udpegede et hjørne, hvorfra man kan hoppe over vejen. Jeg kunne se på ham, at han ville demonstrere, det idet han kørte frem og tilbage og omkring hjørnet flere gange. Vi kørte alligevel væk efter ti minutters venten. Nu var der rush hour i Sisimiut. Det sidste stykke kørte vi forbi SiSu Sport, der ligger ca. et hundrede meter fra krydset, ind over et åbent område med byens anden basketbane og frem til et lille fjeld t.v. for indkørslen til Skole To. Vi var næsten tilbage ved udgangspunktet. Skole To (Nalunnguarfik Atuarfia) ligger tæt ved Nalunnguarfik (7). Fra fjeldet har man en fin udsigt over den østlige del af byen. Bagved os er det område, som jeg p.t. boede i38. Mod nord er beboelsesområdet Paamaap Kua og Aqqartarfik – blokkene, som A har boet i, og hvor der er masser af liv sent på eftermiddagen. Bilerne kører frem og tilbage med passagerer til/fra arbejdet eller indkøb. Glade børn legede den dag ude imellem bygningerne på den nye legeplads. Man kunne ikke høre dem derfra, hvor vi stod, kun bildørenes åbnen og lukken. Ind i mellem nogle børn der kaldte højt på hinanden. Ingen tvivl om, at det er her, der er gang i den. I dårlige tider også optrin der skaber irritation pga. fulde mennesker og spektakel. ”Dér hvor jeg bor nu, er der mere stille”, sagde A, og så blev jeg inviteret til at besøge Sisu Sports cykelværksted. Byturen på cyklen tog ca. fyrre minutter.

Området der i folkemunde kaldes for ”guldkysten”; den består af store tømrermesterhuse placeret med udsigt over

Nalunnguarfik. Et meget stille kvarter, hvor jeg bl.a. oplevede en underskriftindsamling vedrørende larm fra slædehundene. Jeg afslog med henvisning til, at jeg kun var gæst og viderebragte beskeden til ejeren.

Banen bag SPAR Aqqartarfik (02082006) Banen bag Spar Aqqartarfik er interimistisk, men effektiv. Den består af paller – de fleste fra de nærtliggende dagligvarebutikker, Brugsen og Spar39. Vi ankom tæt på lukketid til den orange container, som fungerer som cykelværksted for SisuSport. Vi gik ind, og A snakkede kort med sin ven, der havde vagt den dag. Han var i gang med justeringen af et gearskifte på en mountainbike. Jeg hilste på ham, og vi talte kort om, hvad vi hver især lavede. Bag ved os begyndte to unge at rumstere med paller. Værkstedet lukkede, mekanikeren tog sin downhillcykel40, og A gik direkte til pallerne, som han først justerede og efterfølgende kørte over sammen med forsamlingen. Denne havde i løbet af nul komma fem vokset sig til fire kørere, desuden en voksen og et par unge tilskuere.

Dagligvarebutikker i Sisimiut får leveret varer i lastbiler, der fragter dem i containere fra havnen. I containeren står

produkterne samlet på paller, for hvilke det normalt gælder, at de ender deres dage på ”Dumpen” på den anden side af byen. 40

Downhill-cyklen er en såkaldt ”full suspension” maskine, dvs. at cyklen består af en lang affjeldring foran og selve

cykelrammen. Dertil kommer hydrauliske bremser med disk i store dimensioner, samt store bredde 26” dæk med motorcykel-agtige mønstre, som vigtigste kendetegn. Generelt set er downhillcyklen en videreudvikling af mountainbiken (cykel til råt terræn). Som navnet afslører, dyrkes downhill på stejle skrænter, hvor der handler om at gennemføre en nedkørsel i naturligt terræn på kortest mulig tid.

Ni paller er stablet i to grupper af fire, plus én palle på jorden som forstærkning af pladen på den ene side. Af og til flyttes pladen fra ”tilkørslen”. I dette tilfælde handler det om at løfte sig selv op i en halv meters højde (billede øverst t.v.). Der køres i rotation. Først den ene frem, op, standse og vende cyklen, hele vejen rundt og ned på den anden side; eller 180˚og ”nedstigning” i hop med landing på baghjul, hvilket ser ud til at være den mest krævende del af øvelsen. A låner indimellem sin cykel ud. Forskellen på hjulstørrelsen har betydning for manøvreringen med bagstellet i stående stilling – enten er cyklen mindre end kroppen eller større, hvorfor man disponerer forskelligt med den styrke, der overføres mellem styret og fødderne. I stående stilling sker det ca. i flg. samspil: Bremsen holdes nede, og balancepunktet overføres først frem for at løfte bagstellet/-hjulet; i samme øjeblik skydes kræfter ned i benene således, at alt på nær forhjulet drejes i den retning, man vil have cyklen stående i. Selvom banen er kort og højst giver fem minutter til hver pr. omgang, så er udøverne trætte i løbet af kort tid. Der gøres ophold, stående stilling over cyklen og med forudlænet overkrop med armene over styret. Man trækker vejret. A kører igen et par omgange. Op på cyklen og kigger frem fra stående stilling mod banen. En hurtig beregning måske. Langsomt frem til ca. én meters afstand fra pallerne. Står stille og gør sig klar til løftet. Måske et hop til den ene side og et til den anden side for at ”varme op” og korrigere stillingen før løftet. Løft. Han lander på toppen og står stille. Balancerer og hopper ned på den anden side. Drejer rundt og op igen. Står stille og kigger ned på forhjulet. Retter op og træder igennem – lander på baghjulet.

Jordbunken foran ”Store Brugsen” (august 2006) En anden måde at køre på kan ses på den video, som jeg fik af A i august 200841. Videoen er en sammenklipning af forskellige ”sessions”42 fra 2006: A) Parkeringspladsen mellem Brugsen og Post- & Telecentret, B) Aqusinnersuaq/hovedvejen ved Katersortarfik/forsamlingshuset og C) Taghop. I forbindelse med renoveringen af parkeringspladsen i starten af august dukker en relativt stor jordbunke op på stedet. Der går ikke lang tid, før A fortæller, at nu bliver der trænet. Der køres både om dagen og natten. Der er fart på – på videoen kan man se, at der bliver øvet ”flyvetricks”. I hoppet løftes kroppen fra sadlen i forsøget på at stå på ét ben, inden man lander

Se YouTube video – channel 77JCM; ”Living by the wheel” - http://www.youtube.com/watch?v=AsJ_HMfNUK4

Session dvs. tidsafgrænset aktivtet/møde, men også som det beskrives ifm. skateboarding; ”informal competition

among individuals, but is also a collective activity” (Borden 2001:124).

igen. Der er tale om nogle tekniske hop, som kræver lang tilkørsel. Enkelte gennemfører en 360˚vending. De unge besidder en god portion reaktionsevne, hvilket kan ses på det sidste hop, som nær ender i en forbikørende bil. En anden ”session” foregår i videosekvensen optaget foran forsamlingshuset. De unge er på vej rundt i byen. Her bliver de fanget på filmen med højt fart - fra hovedvejen, over fortovet (i vestlig retning/mod tilskueren), ind på en sti, der fører dem over sidevejen til bagdøren af forsamlingshuset. Stierne danner en spændende afsats til et kort hop. På videoen kan man se, at forbipasserende ikke er synderlig generet af aktiviteten. Næste korte sekvens handler om S’s taghop. På sammenklipningen af materialet kan man se, at det ikke bare handler om at tage cyklen op på taget og køre hovedløst mod kanten. S tager først en kort tilkørsel til kanten, dernæst ser vi ham igen stå oppe på taget og finde den rette indstilling. Han kører igen langsomt til kanten, finder positionen på pedalerne, hvorfra han vil træde til og hopper. Pedalerne kører en omgang og hjælper dermed med balancen i luften og kontakten med jorden – det går fra venstre fod, én omgang, højre træder til, én omgang, lander med højre fod fremme mod pedalen. Sammenfattende – fuldstændig involveret i hoppet; et flow43. Kameraet fanger ham efterfølgende køre forbi med et smil. Han vender sig igen, smilende stolt til kameraet. Jeg vil ikke kalde det for behovstilfredstillelse, men et ”accomplishment/fuldførelse/milepæl”. Som f.eks. i et computerspil - det næste niveau i BMXlivet klaret.

5.2.1 Emiili’s backflip I løbet af de to måneder jeg var i Sisimiut i 2006, skete der en del udvikling i de unges kompetencer på cykel. A havde næsten hver gang vi mødtes en nyhed om, hvem der nu mestrede et hop, en vending osv.. Uanset hvilken dag på ugen jeg var i byen, kunne jeg se en gruppe cykle rundt. Oftest ved Brugsen, men også ned ad hovedvejen til havnen, på skoleområdet ved Nalunnguarfik og på pladsen bag ungdomsklubben Nutaraq. Da jeg gav A mine billeder fra banen bag Spar Aqqartarfik, viste han mig sine optagelser, som han havde samlet ind på sit videokamera. Vi aftalte, at jeg kunne få lov til at bruge det på udstillingen, som jeg planlagde det efterfølgende år. 43

”Flow - Orden i hovedet, på den fede måde” (Knoop 2009: http://www.dpu.dk/site.aspx?p=13216).

I 2007, imens vi arbejdede på udstillingen, kom A med en ny video – ”Emiili’s backflip”. Den blev optaget ved grusgraven samme sommer. ”Han har prøvet sååå længe” – smilende. ”Men han var bange” - alvorlig. ”Det handler om at overvinde frygten. Han er helt vildt glad”; sådan serverede han det for mig. Emiili’s backflip44 er en tredive sekunders videofortælling om et baglæns hop. Først ser vi tre mislykkede forsøg.

Efterfølgende to gennemførte backflips (med hjelm og andet sikkerhedsudstyr).

Fortællingen består af følgende historie: Et klip af jordbunken (det her handler det om), et klip af forsøgene (det handler specifikt om at hoppe), et klip af et backflip (der er et glad publikum (hoppende mand i hoodie forbi kameraet), skal man gøre det, så tag en lang tilkørsel; sådan ser det ud), klip (vi gentager lige), klip (vi gentager lige fra en anden vinkel). Det som A fortæller er, at øvelsen (backflippet) ikke så meget består i at holde fast i cyklen, men at holde fast i: ”JEG KAN”. Som man kan se på videoen, så er der en lang tilkørsel til jordknolden - det hele foregår i relativ høj fart. Mens de første tre tvivler, og derfor ikke når igennem, har hovedpersonen viljestyrke til at overskride grænserne – tyngdekraften, men især

YouTube video “Emiilis backflip – by ZAKE85” – channel 77JCM -

http://www.youtube.com/watch?v=V5I4IjLwFHY

frygten. Ud af det samlede materiale (fraklips) kan jeg se, at personen, som står og ser på hoppet, faktisk var meget tæt på selv at gennemføre backflippet. En jordbunke, masser af myg og godt vejr, andet skal der ikke til. Kompetenceudviklingen er motiverende for fællesskabet, idet man ser resultater af anstrengelserne med det samme. Emiili’s backflip viser viljestyrken hos de unge - ”Learning by doing” og udholdenhed. På udstillingen ”a view of life” lod vi alle videoklip køre uafbrudt. Besøgende fik både youtube videoen, men også de enkelte forsøg, hvor man ikke hører noget underliggende musik, kun begejstrede tilråb, grinen og spændingsudbrud når det er ved at gå galt. Det fangede folks opmærksomhed. Sker det, eller sker det ikke? Hvad sker der? En ubetydelig ting, måske ubrugelig i hverdagen ved siden af lektier og fritidsjob, men alligevel opmuntrende for deltagerne – se, man kan godt! En anden måde at se på det findes i ”flow-begrebet”. Csikszentmihalyi (1990) taler om flow, når en person er opslugt af noget i en sådan grad, at han/hun glemmer tiden og alt andet undtagen selve aktiviteten. Dette er iflg. Hans Henrik Knoop (ibid.) en belønning i sig selv. Csikszentmihalyi (1990) har endvidere en teori om (inden for psykologi): ”that flow involves a balance between the opportunities for action, the ability to act, the presence of challenge, and the skills to meet the challenge” (Rostan & Goertz 1999:108). Det vil sige, at vi på bundlinien (i teorien) har flg. afkast for de unge deltagere: Belønning baseret på eget besvær (input), dernæst en mekanisme der forbinder interesser med intensitet og social kreativitet. Det jeg ønsker at fremhæve i denne case er først og fremmest et mere detaljeret indblik i de unges omgang med byen. Den er vidtstrakt i den forstand, at den også inkluderer områder uden for byen, samtidig med at den er koncentreret omkring de steder, hvor der findes optimale betingelser for deres foretagende. De enkelte lokaliteter åbner døren til konkrete eksempler på kreativitet, kompetencer og visioner. Kreativiteten består i den måde, hvorpå de udnytter byen til at skabe en zone af oplevelser ved siden af alt det, der normalt foregår ude i byrummet. Her tænker jeg f.eks. på scenerne med jordbunken ved Brugsen. De slår til byen med deres cykeldæk, og byen slår tilbage. Et sundt foretagende? Det giver de unge frisk luft og masser af bevægelse. En personlig udvikling inden for et specialiseret fællesskab, der hele tiden søger nye milepæle – højere og længere hop, vendinger og backflips.

Kompetencerne ligger i det konkrete arbejde med cyklen og byens hardware – det være sig forskellige typer af underlag, fjeld eller høje, men også paller og andre platforme – trapper, hustage osv. Der er tale om ”open innovation”45 i deres fortolkning af byen. En vidtstrakt fortolkning af byen som lokalitet i geografisk forstand, en åben proces med plads til deltagelse af dem, som er interesserede i at køre cykel. Kroppen er deres kompas frem for alt. Den smelter sammen med aggregatet og er handlingens vilkår (Merleau-Ponty 2006:104-105). Byen bliver til igennem kroppen; dens grænser/rumlighed igennem kropsudfoldelsen. Grænserne som ”særligt fremtrædende forskelle” (Fink 1992:24) er formet med udgangspunkt i en praksisontologi (Simonsen 2001:17-47), hvor kroppen iflg. Lefebvre (1991) er producent af byen. Visionerne? Her kan man passende søge tilbage til motocross-sagen, hvor jeg også berørte spørgsmålet omkring praksis. Af de gange jeg har deltaget i aktiviteterne i cykelmiljøet eller studeret det materiale, jeg er kommet i besiddelse af, er jeg blevet den erfaring rigere, at de unge hellere vil bruge deres energi i praksis end teori. Kort sagt, de handler først, og så diskuterer de. Ikke i den forstand, at de kaster sig hovedløst over et spring. De udforsker verden ved handlingens kraft, hvori tanker er inkluderet. Et close up på cykeltalenterne viser, at de er vågne og omstillingsparate. En form for selvstyring, som jeg læser i deres hop og sving med cyklen. Er det ikke en kompetence? De unge har i hver fald en vision om at bringe cykling op på et højere niveau, blive professionelle og måske gøre det til en levevej. Casen viser også, at selvom aktivitetscentret ikke blev til noget under motocross-sagen, så havde de unge taget skridtet videre i forhold til grusgraven. De havde ikke afskrevet den, men markerede den på ny i den begejstring, som omgiver både forberedelsen og gennemførelsen af Emiili’s backflip. De kommer op, og her tænker jeg ikke så meget på hierarkiet, men på et ”wallride” og først og fremmest på livskvalitet, som i deres valfarten fra sted til sted i byen passende kan beskrives med Ziehe’s metafor over produktive situationer: ”Øer af intensitet i et hav af rutine” (Ziehe 2004:46).

”...make the best use of internal and external ideas” (Chesbrough 2003:xxvi). Dvs. også i betydningen

”participatory creativity” (Borden 2001:54) - afsæt i Lefebvre’s kritik af det moderne samfund, herunder hverdagslivet og dets grænser (1996:75-7).

J i gang med et ”kickflip”, som bringer ham fra jorden op på platformen. ”Kickflip” kan også udføres på jorden som en overbygning på en ”ollie” – grundbevægelsen i sportsgrenen46. Læg mærke til hans fødder. Højre ben er ført op til spidsen og ”sparker” til boardets kant. Hans venstre ben på vej til at forlade boardet. På vej til at rotere. Der er flere års træning bag ”proceduren/tricket”, som udføres ens over hele verden og regnes for en af de vanskeligste. Hele kroppen er med; bemærk den måde J’s arme er med til at orkestrere bevægelsen – fremad, tværs over afstanden fra jord til palle. Skuldrene oprejst, blikket rettet på den forreste del af kompositionen. (8.7.2009 – Umiarsualivik/Sisimiut havn).

”The impact-adhesion-ascension procedure by which the skater unweights the front of the skateboard to make it

pop up seemingly unaided into the air”. En rigtig god indføring i ”ollie,” ”kickflip” og andre tricks findes på YouTube channel http://www.youtube.com/user/JAMIECARLONE. Her forklares i slowmotion hvad de grundlæggende tricks består af.

5.3 SK847 Sisimiut J er i tyverne, N er nitten. Jeg lærer dem at kende i sommeren 2006 og følger dem over et år. I 2006 er J elev på Teknisk skole, året efter er han droppet ud og arbejder som ufaglært elektriker på en trawler i Sisimiut Havn. J spiller musik og underviser oven i købet et par timer på den lokale musikskole. Han skater og står på snowboard og taler flydende tre sprog (grønlandsk, dansk og engelsk med amerikansk accent). En adræt og selvbevidst ung mand. Sommeren 2007 vælger han at flytte til Nuuk pga. sin kæreste, men også for at finde ud af, hvad han skal foretage sig i fremtiden. I efteråret er han tilbage i Sisimiut og overvejer at afslutte sin HTX-uddannelse. N arbejder for Royal Arctic Line og er en nær ven af J. Til forskel fra J, som bor i et enfamiliehus nær den gamle bydel, bor N i en af boligblokkene oppe i byen. N går på arbejde, hænger ud sammen med sine venner og kæresten. N’s kropssprog er også atletisk, men til forskel for J udstråler han en tilbagelænet attitude. Man tager dog fejl, hvis man tror, at han driver den af. Han er smidig som en ål både på skateboard og snowboard og oser af viljestyrke. N er grønlandsksproget, men taler lidt dansk. I det følgende skal det handle om skateboarding. Noget de to unge herrer går op i med liv og sjæl. En livsstil, men også en stedsliggørelse af byen igennem et samspil mellem krop, boardet og forskellige materialer til at performe på – overordnet det samme, som jeg beskrev i foregående case, men alligevel fra en anden vinkel. Det handler igen om tilegnelse af sted og rum i skateboarding: ”a creation of the city by those engaging directly with its everyday spaces” (Borden 2002:182).

SK8 – slang for skate (skateboarding). Et skateboard består af flg. dele: Deck – selve brættet man står på

(træmateriale). Griptape – ru sandpapirlignende tape monteret på dækket, der øger kontrollen med boardet. Trucks – styring og ophæng til hjul (aluminium). Baseplate (truckdel) – øverste metaldel som monteres til boardet. Hanger (truckdel) – nederste del til montering af hjul. Bushings (truckdel) – truckgummi, der muliggør drejning og fleksibilitet i det samlede board. Kingpin (truckdel) – bolt, som holder truckens dele sammen. Med bolten justeres, hvorledes boardet skal dreje. Hjul – forskellige dimensioner og hårdhed, ligeledes med kuglelejer af stål, delkeramiske og helkeramiske lejer i forskellige kvaliteter (finhed der påvirker slidstyrken) på ABEC skalaen 1-9 i ulige tal. Kilde: Wiki, Borden (2001).

Nutaraq 27.7.2006 Det er fredag, og jeg hænger ud ved Nutaraq. Seks gange tre paller er stablet oven i hinanden og overdækket med spånplader fra en ødelagt halfpipe48 og ligger i en kort afstand fra bagtrappen, hvor jeg sidder og drikker kaffe den aften. Indenfor sker der ikke så meget. Personalet er for længst færdige med klargøringen af klubben til weekenden. En rolig atmosfære, både indenfor og udenfor. Her i udkanten af byen er der ikke meget trafik og liv i gaderne. Vi er så at sige ved gadens ende. ”I byen” er folk optaget af fredagsrutinen - købe ind til weekenden, køre fra sted til sted. Hjemmefra til butikken, fra butikken til en anden butik. Forbi venner og bekendte - i firmabilen, bussen, taxa eller eget befordringsmiddel. Nogle udnytter lejligheden til at cruise fra lufthavnen til vandværket, en tur som tager en halv times tid; hvis ikke man gør ophold undervejs for at snakke med forbigående familiemedlemmer eller bekendte. På lufthavnsvejen er der også mulighed for ophold ved flere parkeringspladser. Herfra kan man betragte byen på afstand og fundere over ugen, der gik i skolen eller på arbejdet. J og N ruller ind på den gamle heliport. Når farten går af, skubber de med det ene ben for at accelerere ind mod pallerne. Et løft og boardet kører over den fire meter lange bane. Den rettes til efter et par omgange, og rotationen begynder. Skiftevis kører den ene efter den anden. Med sig har de bragt en ny lyd til stedet. Ghettoblasterens ekko fra klubben og den sporadiske hylen fra hundepladserne afløses nu af sekvenser med rullende lyd – pause – nedslag på spånpladen - rullende lyd – pause – nedslag på asfalt. Opbremsning med den bagerste fod. Forreste fod ned på jorden, boardet løftes op med den bagerste fod og gribes med hånden. Til fods - tilbage til udgangspunktet. Banen indtages og afsluttes. Lydsporet er fragmentarisk. Den samlede styrke afhænger af de tricks, som udføres med boardet. Frem og tilbage. Tilløb, køre, løfte boardet i spring, lande og køre videre, løfte boardet, lande, stoppe op, gribe baordet, gå. Deres kroppe koordinerer det hele. Fødder, overkrop, arme og hoved spiller sammen. Der er intet publikum på nær mig. Ind imellem holder J og N en pause og trækker vejret for at gøre sig klar til næste runde. Jeg går dem i møde og hilser. Jeg får lov til at tage billeder, som jeg prøver at fange med mit kamera fra forskellige vinkler. Fra jorden, fra siden, ovenfra, på 48

Halfpipe: Skateboardrampe bygget af træbjælker og spånplader. På toppen (begge sider) er en smal platform,

hvorfra man sætter af. Kanten af platformen er som regel monteret med et jernrør, hvor man kan ”grinde” med boardet under et ”run”; dvs. et forløb mellem den ene og den anden side, hvor man udfører forskellige tricks.

afstand og tæt på.

Ind imellem stopper jeg op og betragter rytmen i aktiviteten. Den eksterne rytme kan spores vha. lyden. Den interne ved at betragte benarbejdet. Her foregår et intenst samspil mellem den bagerste og forreste fod. J og N er de eneste, som kan følge med i det på tæt hold, da deres blikke følger løsrivelsen fra og genoprettelsen af kontakt med boardet. Ind imellem optager J og N hinanden med mobiltelefonen. På et tidspunkt viser J sine optagelser og finder i den forbindelse frem til en kortfilm: ”Se lige det her. Den har min ven lavet til mig. Han er i Californien nu.” ”Er det I?”, svarer jeg spørgende. J afspiller en kort video, som vores fælles bekendt har lavet ud af sammenklipningen af en tidligere skatesession på samme sted. To minutter og syv-og-fyrre sekunder, hvor J kører fra element til element på heliporten til DDR’s version af Gasolins ”Kap Farvel til Uummannarsuaq”49. J siger: ”Man skal øve sig og øve sig. Nogen gange slår man sig”. Jeg spørger, om der er mange, der skater i byen. ”Nej, egentlig ikke. Men der er mange, der cykler.” Hvad er der sket med ramperne, er der planer om at reparere dem? ”Næh, der sker ikke noget med ramperne. Folk gider ikke gøre noget ved det”. Vi aftaler, at jeg kommer med billederne på en CD til dem i morgen eftermiddag. Umiarsualivik/havnen 8.7. 2007 Det er tirsdag, næsten et år efter jeg mødte J og N første gang ved Nutaraq.

DDR – Disco Democratic Republic er et grønlandsk rockband fra Disko i Nordgrønland. Se videoen ”SK8

Sisimiut To my friend” med J på http://www.youtube.com/watch?v=mJMVwhwoUw8 .YouTube channel ”skateboardgl” (Medonos - webpublikationer). Website: http://www.youtube.com/user/skateboardgl (ibid.).

Jeg er ved at interviewe J Jeg spørger bl.a., om han aldrig får kuller af Sisimiut. ”Nej, man lægger ikke mærke til tingene i løbet af dagen. I hverdagen. Det er bare Sisimiut, stedet hvor jeg kommer fra. Stedet hvor jeg hører til.” Jeg ved, at J har lavet et projekt i skolen om en skatepark i byen og spørger, hvad der er kommet ud af det. ”Jeg har været på kommunen og snakket med dem, men det blev foreslået, at man skal organisere sig i en forening. Skolen ville også hjælpe”. En pause følger. ”Det bliver ikke rigtigt prioriteret”. ”Jeg skal vise dig noget rigtig skateboarding”. En DVD med californiske skatere bliver sat i computeren. Mens vi ser filmen og snakker om de forskellige tricks, ringer N og spørger, om de ikke skal ud og køre. Jeg bliver inviteret med. Vi mødes med N foran Store Brugsen. På vejen dertil kører J på den flade del af Aqqusinnersuaq (hovedgaden). På fortovet og vejen, springer over kanten. Jeg går skiftevis løber i hælene på ham og optager noget af turen med min mobiltelefon. Jeg regner egentlig med, at vi skal til klubben igen, men det viser sig at vi skal ned på havnen. Fra Brugsen kører J og N ned af Muunup Aqq. Det er en lang nedkørsel, der fører fra boligblokkene v/Aqqartarfik til lystfiskerhavnen, forbi broen til lufthavnen og frem til havneområdet. De ”surfer” ned iblandt de par biler, som kravler op ad Muunnup Aqq. Jeg indhenter dem der, hvor de er i gang med opsætningen af banen ved kajen foran en åben container. J henter paller, N henter spånplader. Banen er lav - seks gange én palle på en række. Der bliver igen kørt i rotation, men de er mere ”vovede” i deres tricks - springene er større end i 2006. På et tidspunkt hoppes fra containeren direkte på asfalt. På jorden er det hele koordineret som flg: Tilkørsel, løft/trick, nedslag på plade, kørsel, løft/trick, nedslag på asfalt. Fra containeren er det tilløb, løft og hop fra ca. en halv meters højde. Afstanden fra jorden gør, at deres kroppe nu kan dreje i luften, så man de fleste gange lander med ryggen til.

”Board and body related to the ground through the board” (Borden 2001:98). Jf. afsnit 5.3.2

Som det var tilfældet i 2006, er der ikke det store publikum til stede. Et par unge som ”cruiser” gennem byen på cykel stopper op, højst fem minutter, kigger på og kører videre. Det samme gør en ung fyr, som tumler rundt på havnen i forhutlet tilstand. I det efterfølgende vil jeg beskæftige mig med to centrale aspekter af casen. Det ene har at gøre med tilegnelsen af sted. Det andet med skateboarding som kropslig praksis.

5.3.1 Appropriation Overordnet set foregår skateboarding i Sisimiut på flg. lokaliteter: Ved ungdomsklubben og på havnen, som vist i min beskrivelse, samt ved Skole To (Nalunnguarfik Atuarfia), som

dokumenteret i det elektroniske materiale, jeg har modtaget af min informant50. Den gamle heliport er et semi-offentligt sted, dvs. der er fri adgang, men pladsen er også reguleret af ungdomsklubben Nutaraq og kommunen. Nutaraq råder over området, som af og til bruges i praktisk sammenhæng såsom til ordning af fiskenet eller andre gøremål, som nødvendiggør stor plads. Den gamle heliport er ”råderum” for klubbens sociale aktiviteter. Der bliver ”holdt øje” med pladsen, dog har jeg ikke oplevet nogen form for udelukkelse eller sanktionering af aktiviteterne på pladsen. Sisimiut Kommune har her opført en halfpipe51. Der er tale om et afsides område med gode adgangsforhold og plads, som er velegnet til bl.a. skateboarding, hvilket på en halfpipe kan være meget støjende pga. den rullende lyd, nedslag, ”slide” på kanten. Havnen er et erhvervsområde, men er tilgængeligt for offentligheden uden for arbejdstiden (RAL - shipping). Skole To er et offentligt område, passivt uden for skoletiden. Ser jeg på det samlede materiale, så er det havnen, der springer frem som det foretrukne sted, sandsynligvis betinget af ungdomsklubbens halfpipe’s dårlige tilstand. I skateboardingens historie52 (Borden 2001) findes talrige eksempler på skaternes appropriation af rum. Den engelske arkitekt (og sk8-udøver- ibid.:108) Ian Borden skelner i den forbindelse mellem tre forskellige rum: a) Found space; b) Constructed space; c) Differential space.

Jf. mit website ”Skateboard Greenland” (http://www.77jcm.net/skateboardgreenland), produceret og offentliggjort

06052007. 51

Inden åbningen af ungdomsklubben (2004). Personlig kommunikation (J, IS – 2006, 2007, 2009).

Skateboarding stammer fra USA, hvor de første, kommercielt fremstillede skateboards kommer på markedet i

1950’erne. Det californiske surfermiljø og dets fokus på ”bølgeoplevelsen” i det urbane rum anses for drivkraften i sportsgrenen indtil slutningen af 1960’erne. De første boards (Surfboard-, eller ”hammerhaj formede” - med stålhjul) bruges således til at surfe på fortove eller til ”downhill” kørsel. I 1970’erne indtager det moderne skateboard kloden. Bedre hjul, trucks og kuglelejer – de såkaldte ”wideboards” bruges nu til at køre i ”skateparks” og på ramper. Perioden indtil slutningen af 1980’erne kendetegnes ved udvikling i kørselsteknikken. I slut 80’erne kommer de såkaldte ”street boards” på markedet (”Street board”: Aflangt, afrundet rektangel, produceret i nogenlunde standardiseret form. Mindre hjulstørrelse og større udvalg mht. hårdhed og kuglelejer til hjulene). Endnu et skift bliver markeret – tilbage til byen, hvor altså teknikken følger med (jf. Borden 2001:13-33). Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvornår skateboarding kom til Grønland, men jeg gætter på, at det skete så snart bølgen ramte Danmark, som det var tilfældet med den moderne graffiti (jf. Medonos 2005).

”Found space” hentyder til skateboardings tidlige historie, hvor der benyttedes private og offentlige swimmingpools, vandrør/-kanaler, serpentinveje, bakker til nedkørsel eller gaden53. De sidste tre er steder, hvor sportsgrenen manifesterer sig i det offentlige rum, hvorimod swimmingpools handler om omdefinering af det private og offentlige rum og sig selv, idet ”surfteknikken” nu også handler om tyngdekraft. Kendetegnet for begge er, at der ingen permanens er i appropriationen. Man kan tale om en form for ”hit & run”, hvis varighed afhænger af ”ejerens” håndhævelse af retten over stedet. Borden (ibid.:53) taler i den forbindelse om ”tactics of appropriation” (ibid.:53) fra skaternes perspektiv og argumenterer for, at der er tale om tidsrumlig konfiguration af rummet54: ”co-opting space and time….intermediate to domination and appropriation, and between exchange and use” (ibid.:55)55. ”Constructed space” er skateparks, eller rampeanlæg56. Til forskel for ”found space” er der tale om kontinuitet i tilegnelsen; ofte blåstemplet af myndighederne. I skateparks sker videreudviklingen af bevægelsesteknikken og ligeledes en åbning af entreprenørånden i det sociale miljø, da mange skatere er medbyggere eller designere af faciliteterne. ”Differential space” 57 er i denne sammenhæng en abstrakt betegnelse for ”found space”. Mere konkret er det det urbane rum og dets elementer: Fortorve, vejkanter, trappetrin, bænke, affaldsbeholdere etc. Skateboarding i denne ”byoptik” er kreativ: ”Reworking of a place, its time and space” (Borden 2001:55), hvilket har affinitet med tilegnelsesprocessen ift. ”found space”, men omvendt større udstrækning, da det handler om: ”Rolling encounters, an eventful journey. Critique of ownership but not of wealth…being concerned with parts of the city ’which people own but no one possesses’ ” (ibid.:242). Med affinitet til Lefebvres ”sensitive forstand”58 er tilegnelsen af sted et kreativt værk, en happening eller et udblik til fremtiden (jf. ”the unknownness of the city” (Borden 2002)). 53

I Sisimiut: Åbne fragtcontainere på havnen (med skiftende positioner afhængig af skibstrafikken).

Jf. Simonsen (2008:22)

Bordens ”Skateboarding, Space and the City” er både skateboardhistorie og indføring/diskussion af arkitektur med

Lefebvres hverdagslivteori, ”production of space” og kropsperspektiver, hvorfor bogen har mange hentydninger til og ikke mindst kritik af modernitet, kapital, Marx osv. 56

Stationære, mobile, eller midlertidige; i Sisimiut hhv. halfpipen ved ungdomsklubben, åbne containere på havnen

og J’s og N’s horisontale rampekonstruktioner. 57

jf. Lefebvre (1991, 1996 m.fl.).

I modsætning til ”systemer”, jf. Kofman & Lebas i Lefebvre (1996:8).

Som jeg ser det, så er appropriation af steder til skateboarding i Sisimiut en kreativ praksis, først og fremmest med relation til de analytiske begreber ”constructed” og ”differential space”. De unges omgang med byen foregår med tilknytning til offentlige steder, dog altid ved konstruktion af noget. Nutaraq og Umiarsualivik/havnen er begge ”differential spaces”, som de unge omformulerer både i deres praksis, men også med de ramper som de konstruerer på stedet. Undtagelsen er skoleområdet (Nalunnguarfik Atuarfia), hvor der bliver kørt udelukkende på den eksisterende træbelægning, som omkranser bygningen – et ”grænseland” mellem åbent og lukket sted, skolen/skolegården. Som jeg beskrev i casen, køres der også på fortove og veje, men det er mit indtryk at havnen er det centrale omdrejningspunkt. Nutaraq spiller alligevel en vigtig rolle for de unge. Logikken i skiftet mellem havnen og den gamle heliport v/Nutaraq har afsæt i tilgængeligheden af ”aktivitetsrum”. Appropriation af havneområder til skateboarding afhænger til en vis grad af skibsanløb, da disse ”producerer” banerne i form af åbne containere. Ved Nutaraq er det omvendt – her er der ikke mere noget, udover det man bygger selv. Af interviewet med J fremgår det ligeledes, at der er et ønske om at ”re-appropriere” stedet i form af opbygning af en skatepark, men denne møder modstand fra kommunen, hvis perspektiv relateres til det faktum, at den tidligere investering (halfpipen) er blevet misligholdt. Sammenfattende - skateboarding accentuerer væsentlige aspekter af stedsbegrebet som ”meeting points, moments or conjunctures, where social practices and trajectories, spatial narratives and moving or fixed materialities meet up and form configurations that are continuously under transformation and negotiations” (Simonsen 2008:22). Appropriation er i den forstand et spørgsmål om brug snarere end dominans. Kroppen spiller en væsentlig rolle i denne stedsopfattelse/omgang med lokaliteter/rumliggørelse, hvilket jeg vil beskæftige mig med i det følgende afsnit.

5.3.2 Krop, board, terræn For nu at tale om skateboarding som kropslig praksis og noget, der kan virkeliggøre ”den kropsliggjorte by59”, vil jeg begynde med et væsentligt opmærksomhedspunkt, som vedrører perceptionen af skateboarding som praksis: 59

Simonsen (2005a:52-67)

”To someone learning to skateboard, the skateboard appears as an instrument separate to her or his body, a platform on which to balance – and this is how most ’how to’ books explain it. Foot position, standing, pushing off, turning and stopping are followed by ’next steps’ involving basic manoeuvres such as kickturns. By contrast, the more proficient skateboarder quickly reconceives of the skateboard as at once separate to, and part of her or his body, and so integral to their relation to the external world (’grasping the rail for the next coming air’)” (Borden 2001:97). Mit forsøg på at visualisere Bordens ord. Billedserie fra Umiarsualivik/Sisimiut havn session i 2007.

”…an instrument separate to her or his body” (ibid.). N t.v.

”…a platform on which to balance” (ibid.). J t.v.: Sidelæns kørsel på forhjul, dvs. han kører mod venstre i billedet. T.h.: N forlæns kørsel på forhjul, dvs. han er også på vej t.v. i billedet.

”…the more proficient skateboarder quickly reconceives of the skateboard” (ibid.). T.v.: J hopper fra containeren ned til jorden. Han er kommet fra højre i billedet.

At forbigå relationen – krop, board, terræn. T.v.: N i hop fra containeren ned til jorden. Han kommer fra højre i billedet. T.h.: J få sekunder efter at have løftet boardet fra jorden til platformen, mindre end et sekund inden han rammer jorden under fødderne. I begge tilfælde kan man se, at deres fødder endnu ikke har forladt kørselsindstillingen på de respektive stadier i hoppet.

Det som Borden vil have os til at forstå er, at skateboarding skal tænkes ”gennem” boardet; ikke som et instrument der anvendes til bevægelse i rummet, men snarere som et medium60, hvorigennem kroppen navigerer i tid og rum. Fra et overordnet synspunkt repræsenterer billederne to typer hændelser. Midterste fire billeder fastfryser momenter i tilsigtede hændelser; hhv. ”at køre” og ”at hoppe” med boardet. De sidste to viser momentet efter en utilsigtet hændelse: ”at falde af”. Begge hændelser er konstitueret af kroppen, hvilket Borden med afsæt i fænomenologien bruger til at konceptualisere

”…absorbed and diffused inside the body-terrain encounter” (Borden 2001:100). Eller måske som en zone: ”of

entanglement – this meshwork of interwoven lines – there are no insides or outsides, only openings and ways through” (Ingold 2008:103).

”agency” i skateboarding61. Både Merleau-Ponty og Lefebvre tilskriver kroppen en væsentlig rolle i konceptualisering af det levede liv, og hvorledes kroppen indbefatter forholdet til rum og sted: ”…kroppen er rumlig…vores kroppe har, ikke en positionsrumlighed, men en situationsrumlighed”(Simonsen 2001:31; Borden 2001:96-98)62 – dvs. at mennesket som et ”krops-subjekt” ”bebor” rum63. Der er tale om aktive kroppe ”…measuring space and time in their active construction of a meaningful world” (Simonsen 2008:18), hvorfor terrænet også er et væsentligt aspekt her. Sagt på en anden måde: ”…the skateboard is also a mediation of the bodyterrain space” (ibid.:98). For en observatør er skateboarding i den forstand et spørgsmål om mestring af ”instrumentet”, både som værende adskilt fra og tilhørende kroppen (for den praktiserende), eller mere præcist: ”…out of dynamic intersection of body, board and terrain” (ibid:96). Appropriation af sted (i foregående afsnit 5.3.1) bliver i ovenstående perspektiv et spørgsmål om ”kropsliggørelse” 64. Skateboarding, som gensidigt konstituerende operation mellem krop, board, terræn, indebærer i den fænomenologiske forståelse af ”situationsrumlighed” også et tilhørsforhold til tiden. Denne er markeret i beskrivelsen af Nutaraq session: Frem og tilbage. Tilløb, køre, løfte boardet i spring, lande og køre videre, løfte boardet, lande, stoppe op, gribe boardet, gå. Deres kroppe koordinerer det hele. Fødder, overkrop, arme og hoved spiller sammen. Tiden kan måles på længden af den samlede session, den enkelte runde i rotationen mellem J og N eller: "…the rhytmical pattern of move-transfer-move-transfer” (Borden 2001:111). En rytmeanalyse (Lefebvre 2004) søger betydningen i: ”…mangfoldigheden af levede rumligheder og tidsligheder” (Simonsen 2005a:51). Tid er for Lefebvre (2004:30) kroppens ”liniære” og 61

Med opmærksomhed på gentagelser: ”…iterational dimension of agency” (Emirbayer & Mische (1998:975-983),

på det rytmiske aspekt (Lefebvre 1996 i Borden 2001:109-122) herunder ”spatiality of situation (jf. Merleau-Ponty i Simonsen 2001:31). 62

Se også Simonsen 2005b, 2008:18-19

Simonsen (2001.:25). NB: ”….which Lefebvre [1991:171-3] describes as having ’properties’ (dualities,

symmetries, etc.) which come not from the mind, spirit or conscious design, but from a particular occupation of space with particular ’genetic’ production operations” [Bordens note nr. 36] (Borden 2001:96). 64

”Som: ”…gensidigt konstituerende kropslige og narrative operationer”, der: ”…giver form til urbane rum”

(Simonsen 2005a:210).

”cykliske rytme”, der giver form til det urbane rum. En rytmeanalytiker skal ikke analysere rytmer for sig selv, men lytte til dem som helhed og forene dem (”unify”) i reference til sine egne (jf. Lee 2006:17)65. Sansning efterfulgt af perception. Indtryk fra ”oplevelsesfeltet” og fortolkning af (sanse)processen. Skateboardscenen Nutaraq i rytmeanalytisk forstand (jf. Lefebvre 2004): (Ego) Tilbagelænet, fysisk og mentalt, siddende på trappen. Samstemt, delvis med ekkoet fra ghettoblasteren i klublokalet og med den sene eftermiddag i solskin udenfor. Horisonten er bred og skarp i lyset mod nord, øst og vest. J & N kører ind. Lydsporet er fragmentarisk – rullende lyd, ingen lyd (varighed af bevægelsen igennem luften), lyden af nedslaget på spånpladen, af nedslaget på asfalten. Samstemt med board og terræn. (Ego) Tilbageholdende, spekulativ; ønsker at træde ind på scenen. Høflig og konfronterende i henvendelsen til J og med mit kamera. (J&N) Præsterede repræsentationer – kragefugl/ørn, ”cliffhanger”: Armene langs kroppen, op og mod en udstrakt position. (Ego) Samstemt med den indførte struktur. Repetitionen: Liniært - tilløb, køre, løfte boardet i spring, lande og køre videre, løfte boardet, lande, stoppe op, gribe boardet, gå), cirkulært – rotationen mellem J, N, J,…. Jeg hører ikke: Lyden fra skoene på jorden, på dækket, foden der sparker til boardet, lyden fra hånden der tager fat i dækket, ganglyden. Min egen rytme – Ånde ind og ud, zoome ind og ud på kameraet, går til siden, ned på jorden, kravler op på resterne af halfpipen. Løsrevet fra lyden omkring og inde fra klubben. Skateboardscenen Umiarsualivik/Sisimiut havn i rytmeanalytisk forstand (Ego) ”Tuner ind” ved at gøre mit udstyr klart, imens banen bliver sat op – sætter videokamera op, sætter mig ned og lytter. Horisonten er kort og stejl; mod øst afmærket af en containermur. Mod sydøst (til højre for mig) udsigt til havneindsejlingen. Mod nordvest havnekajen. A) På jorden: Lydsporet er fragmentarisk – rullende lyd, ingen lyd (varighed af bevægelsen igennem luften), lyden af nedslaget på spånpladen, af nedslaget på asfalten. 65

”…the mode of analysis is what is meant by a rhythmanalysis rather than an analysis of rhythms” (Elden i

Lefebvre 2004:xii).

B) Fra containeren: Rullende lyd, ingen lyd (varighed af bevægelsen igennem luften), lyden af på asfalten. Talelyde (frustration, begejstring). Præsterede repræsentationer – kragefugl/ørn, ”cliffhanger”: Armene langs kroppen, op og mod en udstrakt position. Min egen rytme – ånde ind og ånde ud, zoome ind og ud på fotokameraet, zoome ind og ud på videokameraet, går til siden, hen på jorden, kravler op på bagtrappen til RAL’s kontor.

”He must recognise representations by their curves, phases, periods and recurrences” (Lefebvre 2004:22). ”He” hentyder til rytmeanalytikkeren.

Rytmen i det arytmiske. Som regelmæssighed og afvigelse, sådan tolker jeg lyden på de to skatboardscener. Landskabet er åbent og lydtætheden mindre v/Nutaraq sammenlignet med fredagslydene omkring byens supermarkeder. Og ligeledes med trafiklydene på vejen heromkring. På havnen er landskabet åbent, men kun til den ene side. T.v./.t.h. fra platformen på jorden, t.v. og ligeud fra containeren. Muren af containere ”skaber” tæthed her, en ”sidelinje” – en lydvold for hver lyd, der kommer fra de unges bevægelser. Lyden er både minimalt og maksimalt forskellig fra resten af byen. Det gælder begge steder, en zappe-lyd. Indimellem øges støjniveauet, indimellem er der pause – varighed af bevægelsen gennem luften. Et intenst billede dannes. Repetitionen øger forskellene mellem os og byen som: ”…complicated unity of time, desire, space, gesture and tool-manipulation which not only repeats but preserves differences through innovation” (Borden 2001:122). Kropslig aktivitet bliver til flow; med flow følger ubesværet. Men der går lang tid. Både de unge og jeg ”indstiller fokus” i løbet af nogle momenter i tiden, der går. Samlet set er der måske blot tyve minutters flow ud af et par timers session på det respektive sted. Skateboarding er kropslig, kroppen har defineret stedet. Den kropslige rytme er nødt til at ”tune in”, det behøver byen ikke. Den

”kropsliggjorte by” betyder, at byen deltager på sidelinjen, i en immanent rytmisk krop-terræn konstellation. Endelig er det værd at bemærke, at rytmer ikke kun er formskabende, men fungerer i rytmeanalytisk forstand som ledetråde til forståelsen af den levede erfaring på et sted, vel at mærke inden for en større sammenhæng/det urbane rum. Som det fremgår af min beskrivelse af rytmerne på de to ”scener”, både mine egne og skaternes, så afmærkes på visse tidspunkter momenter af samstemthed (det være sig med lyd, tid eller andre rumlige aspekter, mellem krop, board og terræn). At tænke i rytmer åbner således nye perspektiver på den levede erfaring i byen. Ikke som et spørgsmål om scener og kulisser, men snarere som et mellemværende mellem et menneske og dets omgivelser; en aktiv stedsliggørelse hvor vi: ”…attune us to our environment” (Ingold 1999:438 i Lee 2006:16)66. Dette betyder, at skateboarding, udover at være et mikroperspektiv på appropriation af sted, også accentuerer væsentlige aspekter af stedsliggørelse (jf. Borden 2001:133).

Jf. cykelcasen.

100

”Pictures I took”. Fra passet mellem Alanngorsuaq og Nasaasaaq 2009. Courtesy of Inuuteq Storch.

101

5.4 Snowboarding I det følgende præsenteres snowboarding med afsæt i beskrivelsen af mit samvær med to snowboardere. Omdrejningspunktet er de unges undervisning af mig på to lokaliteter, hhv. ved Vandværket og skiliften. Hensigten med inddragelsen af snowboarding i analysen af unges omgang med byen er dobbelt. Den er på den ene side at rette fokus på det performative aspekt af unges handlinger, hvilket jeg ser som gennemgående element i deres kropslige praksis i alle cases. På den anden side er det at beskæftige mig med byens rumlige udstrækning. Denne vedrører overordnet set casens beskrivelse af bevægelsen i vinterbyen, herunder til og fra snowboardingens arenaer, men også en diskussion af effekten af performance på markeringen af grænser i det urbane rum. Jeg købte brættet i SisuSport. En lille forretning på første sal oven på ”Spar Aqqartarfik”. En relativt lille butik indrettet omkring displays af outdoor produkter, sportsagregater og –tilbehør. Butikken fører det mærketøj, som unge også går iklædt til hverdag i byen – Slednecks, DC, North Face; DC især - en prominent amerikansk producent af streetware (skateboarding, sko, hoodies m.fl.) og outdoor produkter til snowboarding. I Sisimiut er DC også brandet som otte sorte stencils (graffiti) på soklen af Skole To (det er ikke til at sige, om den samme person har forsøgt sig med frihåndstegning i større format). ”Det sidste board i butikken i år”, sagde ekspedienten. ”Quoi? Er sæsonen ikke lige startet?”, tænkte jeg. Nåh - det passede i længden. Men ingen bindinger på lager, kun board og støvler. Jeg ville for enhver pris købe lokalt og indgik derfor en aftale med den flinke dame bag disken om, at bindinger skaffes igennem ejeren, der i købsøjeblikket befandt sig på en sportsmesse i Danmark. Der blev ringet frem og tilbage. Efter to uger, inklusivt et absurd forsøg på at overtale en anden sportsbutik til at sælge bindinger fra et monteret board, valgte jeg at kapitulere over for serviceniveauet. Bindingerne fandt jeg i København i en svensk forretningskæde - jeg skulle alligevel hjem fra feltarbejdet. Vinterfeltarbejdet var arrangeret således, at jeg var i byen i to etaper (09/02-06/03 & 22/03-20/04 2007). En væsentlig grund til at inddrage snowboard i studiet af unges brug af byens rum var at kunne bevæge mig i ”vinterbyen” med et praktisk formål og i det hele taget finde ud af, hvor meget og hvad snelandskabet betyder for de unge. At anskaffe en snescooter kunne der

102

ikke blive tale om på budgettet. Jeg havde i øvrigt forinden udviklet angst for maskinen, da jeg væltede med en ældre og meget tung model for et par år siden i Ilulissat (jeg leverede en skuffende præstation med gashåndtaget; i det afgørende moment, idet jeg kørte igennem et bølget strækning på snesporet, slap jeg gashåndtaget). Transport af slalomski er for mig at se alt for besværligt til dagligt og som bagage på fly. Og endelig langrend - ”not my cup of coffee”, hvilket naturligvis er et udtryk for selvisk selektion, fordi Sisimiut havde, har og vil have mange langrendstalenter; og så er der Arctic Circle Race (verdens hårdeste langrendsløb). Så hård er jeg heller ikke og havde i øvrigt ingen intentioner om at blive. I stedet valgte jeg snowboard, nysgerrig efter indholdet af denne ”gravity sport” med affinitet til skateboarding og som redskab til deltagelse i vintertiden med byens ungdom. Snowboard er praktisk at håndtere uden for pisten, idet man kan bære boardet fastgjort på ryggen ved at stramme det ind i rygsækkens stropper. Dermed frigøres hænderne, hvilket er praktisk, så man kan tage fra, hvis man glider på et stykke glat asfalt – og det gør man som regel, når man mindst venter det. Snowboardstøvlerne giver oven i købet mulighed for en nogenlunde komfortabel bevægelse på vejen. Til forskel fra alpinskistøvler og langrends”dansesko”, er de på en og samme tid varme, bløde og til at holde ud i længden - en overdimensioneret kamik-støvle? Jeg er vant til at stå på slalomski fra min barndom i Tjekkiet, hvor min far regelmæssigt tog os til bjergene nord for Karlsbad. Snowboarding er et helt andet flow. Jeg mindes ikke at have set et snowboard i 80’erne i mit barndomsland. Første gang jeg snuste til det var i Ilulissat, hvor en gruppe unge tog sig af mig på ture til fjeldene bag Narsarsuaq. En femtenårig var den første som lærte mig, at det i bund og grund handler om at give slip og arbejde med boardet i egenskab af egen kropsfysik og balanceevne under nedkørslen. Erfaringen fra Ilulissat tog jeg med til Sisimiut i håb om at opnå større teknisk snilde.

103

5.4.1 Snowboardskolen På grund af fejl på liftens motor blev skicentret først åbnet i starten af april i 2007. Forsinkelsen skyldtes dagevis afventen på reservedele. Enhver med interesse i skiliften var klar over det, længe før det kom i lokalavisen. Reservedelene blev heldigvis monteret, så snart de landede i byen fra Danmark. Marts måned var i forvejen optaget af forberedelser til det internationale langrendsløb. Imens var snowboarderne ved at blive nervøse, da de i denne måned plejer at være godt i gang ved Sisimiuts alpine anlæg i passet mellem Alanngorsuaq og fjeldet Nasaasaaq (ca. seks kilometer fra/til byen). J var ikke meget for at komme ud på snowboard inden skicentret blev klar, det samme gjaldt et par andre, jeg talte med i klubben. N67 behøvede jeg ikke at overtale. Vi mødtes ved en tilfældighed på diskoteket Starlight. Skateboarding sidste sommer var vores fælles reference. Efter at have spurgt til hinandens gøren og laden i den forgangene tid, sagde jeg, som det var, at jeg gerne ville høre alt om snowboarding i byen og gerne ville modtage råd og praktisk vejledning. Hvordan kunne jeg vide, at N stod på snowboard? Det var et rent gæt. N kvitterede med en halv times foredrag om ”backflips68”, hvor han især lagde vægt på beskrivelsen af faren ved at undervurdere timingen.

J & N er de samme personer, som J & N i sk8 sisimiut.

Backflip: En baglæns saltomortale, en vending i luften; kræver styring mht. spring og landing uden at ende på

hospitalet.

104

Et er at tale med eksperten, noget andet end når det foregår på grønlandsk. N talte dansk, det grønlandske bestod i gestikken; hans personlighed, kropssprog og indlevelse. Han brugte hænderne til at visualisere, hvad det var, han mente med timingen, drejningen og antal grader i både afbrudt og gennemført backflip. Venstre håndflade blev til en arena for pegefinger og langfinger; rygsøjlen under et hopforløb. N gentog hoppet på håndfladen adskillige gange. Idet jeg lyttede, blev mit blik optaget af hænderne, og mine egne tanker kom til at kredse om samtaler med ældre. N mindede mig om dem. De gentager og gentager sig selv. Det virker måske som unødvendigt, trættende, at nogen lader sig selv være optaget af gentagelse. Men hvordan skulle man ellers beskrive momenter som disse, hvor N gentager sig selv for min skyld? Momenter skaber situationer, siger Lefebvre (Elden 2004:172-173), talens arena. Gestikken er momentets tale. Gentagelsen af pointen ved hjælp af gestikken har derfor virkning på erkendelsen. Man kan tale om noget; noget andet er, om man rent faktisk ved, hvad det rent indebærer i praksis. Vandværket 3. & 4. april Tirsdag den 3. april mødtes jeg med N for enden af Aqqusinersuaq i den østlige del af byen. N kom mig i møde fra ungdomsklubben, hvorfra man kan se til hovedvejen ca. 100 meter mod syd. Efter gensidig konstatering af skiliftens stilstand, foreslog jeg at gå bag vandværket. Her var der en lille skråning mod syd med sneryddet vej og for enden af bakken et lille pumpehus ved vandsøen. N sætter af på toppen af vejen og kurver ned. I farten sliber han vejsiderne, venstre, højre, venstre. Det sidste stykke accelererer han og indstiller kroppen. For enden af ruten benytter han en snedrive til at hoppe på og lander et par meter længere fremme på søen. Her er dyb sne, hvilket kræver ekstra opmærksomhed på balancen. Jeg ser det hele, idet jeg roligt kører ned i store buer på venstre side af vejen, hvor der er masser af plads. Styrter og begraver mit ansigt i den dybe sne på søen. Han smiler motiverende, som om han ville sige: ”Lad os så komme i gang”. Vi bevæger os frem og tilbage mellem enden af bakken og fjeldet til højre. Nedefra set en lille skråning, i baggrunden fjeldet Nasaasaaq. For mig som begynder er det straight-forward ned og op igen på benene med boardet på nakken, mens jeg holder i bindingerne. Jeg når to gange

105

hele vejen ned, imens N gør sig klar til at hoppe. Først ligeud med brat opbremsning forneden af den korte stigning, senere også over vejen og op på fjeldsiden på den modsatte side.

Se video af N på YouTube: ”Freestyler-SISIMIUT”, http://www.youtube.com/watch?v=CL7HTHpcVnU

N fortæller, at der fra tid til anden opstår en snowboardklub tilknyttet SSP (Sisimiuni Sisorartartut Peqatigiiffiat/Sisimiut Skiforening), men grundet manglende initiativ løber det som regel ud i sandet. ”I Nuuk sker der meget. Mange snowboardere og GM. Jeg var nummer tre for et par år siden. Men det koster penge at komme af sted”. N fortæller også, at der er mange dygtige i byen. En af dem, A, har været så heldig at få sponsoreret en rejse til Europa af sin læreplads. I Frankrig deltog han det år ved et internationalt stævne. ”Han er god…backflip”. N taler også om at køre her og nu. Han retter fokus på indstillingen af mine bindinger. ”Du kører slalom”, siger han. Så demonstrer han på et fladt stykke, hvad det grundlæggende består i. Han beder mig om at lægge mærke til, hvorledes hhv. den forreste og den bagerste fod opfører sig, idet man drejer. Han foreslår, at jeg indstiller mig på at stå lige ud på boardet. Det gør jeg og begynder at arbejde med det et stykke tid. På et tidspunkt, da vi igen mødes på toppen, gennemgår N på ny fodarbejdet. Selvom det er svært at se, så er det faktisk som han siger: ”Ligesom skateboard”. ”Den forreste fod, her er det fodspidsen og knæet man arbejder med. Den bagerste er til at sparke med”. Jeg knokler, og indimellem kommer der resultater; oftest, når jeg ikke tænker på, hvad det er, jeg foretager mig. N fortsætter med at hoppe, men holder øje med mig og kommer ind i mellem op på siden og giver råd, idet han overfører ordene til handling. Han spinner ubesværet rundt, både i farten men også på stedet, idet han ubesværet bøjer boardet med bagerste fod. Han opfordrer mig til at prøve og understreger, at denne kompetence er vigtig, når man kører på en større bakke eller skal til at begynde at hoppe. ”Det er snowboarding”. Tiden går, og jeg tænker kun, hvor heldig jeg er. Her står jeg fuldkommen umulig, coachet af en af byens bedste. I stedet for at sige noget, prøver jeg. Viser initiativ og interesse,

106

hvilket jeg tror, er det, som får N til at holde ved. ”Hårdt arbejde”, siger han til mig mange gange i en opmuntrende tone. Lektionen slutter, idet vi forlader bakken efter et par timer og når til Nutaraq. Jeg er flad, N er i højt humør og straks i gang med to ting på samme tid. Taler i mobil og spiller pool. Jeg spørger, om han kan igen i morgen. ”Ja, jeg spørger også J. Nu skal der ske noget”. ”Jeg prøver at arrangere transport til skicentret, i tilfælde af at det bliver åbnet”, hvorefter jeg afslutter min dag og begiver mig til fods til kollegiet. Det sædvanlige sted på klubben. A kommer forbi og meddeler, at skicentret bliver åbnet i morgen. Vi mødes alle tre i klubben sent på eftermiddagen – J, N og jeg. Nyheden om skicentret har fået J og N til at lyse op, så snart de fik det at vide. Vi tager tilbage til vandværket. N finder et langt stykke varmerør, som vi i fællesskab får flyttet op på toppen af den lille skråning. Jeg siger til J, at jeg ikke vil køre på det, idet jeg henviser til, at N ved, hvor langt jeg er kommet. ”Fint”, siger han upåvirket. Det er egentlig mindre væsentligt nu, om jeg kører eller ej. Jeg kan se, hvorledes han er optaget af at gøre sig selv klar. Selvom det tager tid, så går han direkte til at hoppe langt. Jeg kører selv nu på et stejlt stykke ved siden af, imens de to leger med forskellige konstellationer imellem deres respektive hop. N laver et ”crash”, så følger J. De fortsætter, ikke med at falde, men med at dygtiggøre sig, erobre den nedkørsel som de har konstrueret. Tilkørsel, løft og stående oppe på røret på tværs, løfte op og vende så vidt muligt i luften inden landingen ca. to meter forneden. En kort bane, men der er fart på.

Se videoklip på YouTUBE: ”Jaaku jumps”, http://www.youtube.com/watch?v=LcsOzZHlra8 og ”Chubaba crash”, http://www.youtube.com/watch?v=xmAc0guB5ow

Reaktionstiden er komprimeret til få sekunder, hvorfor alt skal spille sammen - overkrop og arme, benene der styrer boardet igennem bindingerne. Farten øges undervejs, landingen skal være præcis. Også i dag bliver der sagt mange gange: ”Det’ hårdt”. 107

J og N holder sig i form ved styrketræning. Derhjemme eller i sportshallen, som har fået nyt fitnesscenter. Det gælder i øvrigt med mange af de andre unge, jeg har talt med, i hvert fald dem i attenårs alderen og opad. De styrketræner eller løber en tur, når de skal rense hjernen for hverdagens tummerum. Sent på aftenen er vi mætte. Vandrøret sættes på plads og vi aftalter, at i morgen skal vi en tur til skicentret. Alanngorsuaq 5. april Skicentret bliver omtalt som Alanngorsuaq, hvilket på grønlandsk betyder ”Den store skyggeside”. På dansk siger man ”Solbakken” eller i byen69. Skicentret ligger relativt langt fra byen, hvorfor man altid skal sikre sig transport til og fra liften. Et par dage forinden var jeg om formiddagen på snescootertur med en ung fyr og K, en lokal outfitter, som jeg betalte et par timer for at køre med mig i området og snakke om snescooteren. Den unge mand, som var med, demonstrerede undervejs, hvad livsstilen indebærer. Kort sagt at køre hurtigt og køre op ad de stejle skrænter og fjeldsider. Vi kom helt ud til den anden side af Kangerlussuaq Tulleq (Første fjorden/dk; Anden fjorden/gl), hvor K har en vandrehytte. De fortalte, at måden hvorpå man lærer scooteren at kende er, at man som barn begynder at rode med aflagte maskiner. Prøver at få den til at starte, prøver at få den til at køre. Arver noget her og noget dér. Får venner, som laver det samme. Som ung opgraderer man maskinen osv. ”Det er en dyr hobby, men de unge er uden tvivl i stand til at finde rundt i maskinen. Og det kan man sige, er en kompetence i sig selv.” Med til at køre hører selvfølgelig også at kunne navigere. ”Når man har kørt her, så kender man hver en meter”. Jeg spurgte til, hvordan det er at køre under vanskelige forhold, og hvor ellers snescooterfolket kører henne. ”At komme til Kangerlussuaq. Komme ud, væk fra byen”, sagde de begge to enstemmigt. Efter vores køretur lavede jeg en aftale med K om at ringes ved, hvis jeg havde brug for at komme til skicentret. Den dag jeg skulle af sted med J og N, kimede jeg K ned i en sådan en grad, at han skreg af mig i telefonen: ”Jeee..eeeg haaar iikkeee tiid, hold op med at ringe!” Så meget fik den tjekkede 69

Iflg. Berthelsen (2006:36) kaldes det fjeld, hvor skiliften er placeret, for: ”Oqummiannguaq (den smule man har i

munden)”.

108

antropolog altså sat i stand mht. transport, og det var nu, vi havde brug for den. Det hele foregik ved klubben, mens J reparerede sit board. N var allerede på pisten, hvilket vi fik besked om fra dem, der kom forbi på vejen derfra – om vinteren kommer trafikken tæt på klubben, da snescootersporet starter dér. Men der var altså ingen, der ville køre os, så det gjaldt om at bide tænderne sammen og gå. Vejret var fint, og jeg skulle i hvert fald derud, måske var det sidste chance. Heldigvis, efter fem minutters gang, blev vi samlet op af en flink mand, som var på vej ud for at cruise i det gode vejr. Med sig havde han J’s ven på slæb. Jeg fik plads på scooteren, J og vennen kørte bagved trukket af et reb. Første stykke af vejen til skicentret er fladt, indtil man når vandsøen under Nasaassaq, hvorfra man begynder opstigningen til passet. Vores chauffør kørte pænt, så pænt at vi væltede ca. halvvejs oppe af bakken, da han glemte at give den gas. Det var nær gået galt. Ikke for os, men maskinen, en ældre velholdt model, som var ved at tippe ud over skrænten. J og vennen reagerede prompte; som om de vidste vi ville vælte. Alt klaret med snowboardet på! Ingen sure miner. Vejledning til chaufføren og af sted igen. Endelig ankom vi til skicentret. Det viste sig, at ungdomsklubben også var der, de var kommet med pistemaskinen for et par timer siden. Vi rystede lidt på hovedet af det - hvorfor sagde de det ikke til os tidligere på dagen? Nåh, liften kørte og her var ingen kø. N og et par andre havde indtaget bakken. Det var første gang for mig på liften med et snowboard. Det ordnede J uden tøven: ”Se her. Du gør sådan og sådan…og vi ses deroppe”. Han bandt boardet til fødderne. Hoppede frem til liften, hvorfra han kunne få fat i ankeret og kørte sidelæns op. Ok, jeg satte mig så tæt som muligt på liften. På med boardet og op at stå. Lille hop fremad. Balancere, kigge til venstre mod opstigningen, kigge til højre mod ankerrækken. Fange ankeret og … med var jeg. Den første ting der faldt mig ind, da jeg stod af liften var: ”...og hvad nu?”. Man stiger af til venstre, når man kommer til enden af liften. Her er bred udsigt til det rumlige bagland med de stejle fjeldsider. Mod syd kørte en snescooter op; en intens opkørsel, blot for at vende nedad. Fra liften går det brat nedad forbi noget fjeld til højre og venstre, som man næsten viger for, og som i forbifarten danner en lav korridor, der ender i et lige plateauagtigt stykke. Jeg blev overhalet af S og J’s ven, som vi fulgtes med på snescooteren hertil. S var i samme knibe som

109

mig, vi manglede begge to styring over vores board. Men han begav sig lige ud i det – en stejl nedkørsel; fyldt af glæde og frygtløshed. J og N var allerede blevet til to sorte prikker i det hvide, badekarsagtige bakkelandskab. J kørte mod venstre for at hoppe. N var et stykke længere nede, i gang med at undersøge en større sideskrænt, hvorfra han ville hoppe. Dér tog han boardet af og vandrede op af skrænten for at få en lang tilkørsel. Foran ham var to andre allerede i gang.

Jeg nåede halvvejs ned og stoppede, fordi jeg forsøgte at få kontrol over farten. Herfra fik jeg et billede af J, som ”crashede” efter et mislykket forsøg på en vending. Jeg kunne se, at han også tvivlede på farten, i hans tilfælde i hoppet. Hans styrt fulgtes af tilråb fra forbipasserende. Op og køre ned til den røde hytte, hvor der stod en forsamling af snowboardere, der så ud, som om de nu ventede på, hvad jeg ville gøre. Jeg kørte ned til den røde hytte. J stod og pustede ud, begge ben på boardet, foroverbøjet og hænderne på knæene. Idet han rejste sig, bemærkede han, at det i hans øjne ikke var så slemt taget i betragtning, at det var hans første nedkørsel for ham i år. Alles blikke rettedes nu mod N, der var klar til at køre på venstre side af bakken. Et langtrukket hop og masser af fart i opbremsningen, og os der stod i nærheden nød den stilrene, næsten slangeagtige navigation igennem rummet. Han var forpustet, men smilede samtidig bredt og kom med kommentarer omkring lykken ved at være det sted, som man nu var. Resten af dagen blev der kørt i grupper; nogle kørte for sig selv. Hver gang jeg tog op, tænkte jeg over, hvad de unge egentlig mener, når de siger: ”Det ville være fint med en større skilift”. Jeg mener, der er tale om en ankerlift som findes på enhver anden piste. I dette tilfælde efter min opfattelse tangerer den til at være sort (sværhedsgrad). Måske mener de, at de savner flere pister? Eller bedre adgangsforhold? Jeg fik aldrig spurgt dem.

110

Ved femtiden, da de fleste tog hjem, en efter en på deres maskiner eller ved en kørelejlighed, sad J og jeg ved hytten og slappede af. ”Første gang i år”, sagde J med afslappet stemme. Ikke mere. Det var en god dag, fordi vi nåede at komme herud og fik kørt. ”Sæsonen” var i den forstand åben, vi kunne se frem til flere udflugter. Vi havde dog et problem - ingen kørelejlighed var i udsigt for os. Vi var trætte, men besluttede alligevel at køre en gang til og så langt ned, vi kunne komme fra bakken, hvorfra vi påbegyndte gåturen tilbage til byen. Det føltes, som når man har været ude at løbe. Man har overskud, hvilket var motivationsfaktoren for os til at tage den lange vej hjem. I hytten var Nutararmiut, men ingen vidste, hvornår de ville blive hentet. Så gik vi. På det tidspunkt var der ikke mange på snescootersporet, og vi talte ikke, imens vi bevægede os på det hårde snescooterspor. Det går relativt nedad til vandsøen, hvorfra man kan begynde at skimte byen, og J satte tempoet op, idet han ”skatede” så langt, vejen gjorde det muligt. Efter vandsøen er der ikke andet at gøre end at gå. Her blev det så igen aktuelt at spørge sig selv i tavsheden, hvorfor vi ikke fik succes med at arrangere transport. Energien begyndte at slippe ud af os. Det blev ikke bedre, da pistemaskinen passerede os lige inden det sidste lange stykke, hvor man om sommeren kan køre ud med bil. Fra førerhuset blev vi vinket til af Nutaraqs leder – en hilsen der gjorde mere ondt end godt, idet vi kiggede på hinanden og næsten enstemmigt spurgte: ”hvorfor f…. stopper de ikke op? What the…?”. Spørgende stod vi et kort øjeblik tilbage. Vi gjorde ikke nogen stor indsats for at stoppe dem. Måske fordi vi forventede, at vores øjenkontakt med lederen ville udføre ”arbejdet”. Derefter blev det for sent at råbe pistemaskinen op. Vi gik ca. en time endnu. To hundrede meter fra vejens ende, dér hvor den stiger skiftevis til venstre og så til højre, kom regnbuen frem blændet af solnedgangen. ”Det her er Grønland, kan du se det?”, sagde J konstaterende, idet han vendte sig om til mig. ”Det er, hvad gør det her land til noget”. Da vi var færdige med at kæle for hvalpene, som tonsede rundt på hundepladsen i den sidste opkørsel fra landet, gik vi mod vandværket. En bestilt taxa satte punktum for udflugten. Vi kørte med åbne vinduer, imens vi lyttede til Coldplay’s ”Fix You”. Igennem byen ved solnedgang. En stille by, sådan er det i Sisimiut, der nogle gange synes affolket ved spisetid.

111

5.4.2 Det performative og byens grænser Samlet set kan snowboarding tolkes som endnu et eksempel på unges appropriation af rum (vel at mærke i vintertiden), hvorfor det også minder om motocross, cykling og skateboarding. Som jeg skrev i casens indledning, så er det min hensigt med casen at rette fokus på det performative aspekt i unges handlinger og dets effekt på markeringen af grænser i det urbane rum. Når jeg kobler det performative og byens grænser sammen her, så skyldes det til dels progressionen i arbejdet med afhandlingens forskningsspørgsmål (langs de respektive beskrivelser), og de to begrebers ontologi, hvilket vil fremgå af diskussionen i de følgende afsnit70. Performance som gennemgående tema i de cases, jeg indtil videre har arbejdet med, kommer til udtryk i motocross-sagen, cykling, skateboarding og snowboarding på forskellige niveauer, knyttet til de unges ”agency” i en række socio-rumlige sammenhænge: Engagement i og brug af den fysiske by og dens nærliggende miljø, dialog med myndighederne, teamwork, fysisk aktivitet og viljestyrke til at nå målene man har sat sig for, rytmisk scenografi m.fl.. Interaktionen med N og J i coachingsituationer og praksis på pisten har for mig at se skabt et særligt indblik i erfaringsproduktionen – vel at mærke én, som også omfatter kompetencekrav til sikker og behovstilfredstillende omgang med (sne)landskabet. Snowboardingen, som den bliver vinklet i mit empiri, omfatter som sportsaktivitet en stor portion energiomsætning, viljestyrke og hengivenhed, men har også egne virkemidler og effekt i en strategisk/kreativ forståelse af appropriation af tid og rum. I den forstand er det mit samlede mål med fortolkningen at argumentere for, at det performative, som en dimension af de unges kropslige stedsliggørelse, giver form til det urbane rum, herunder også byens grænser. Performance – handlingsforløbet og dets elementer Det overordnede handlingsforløb i snowboarding ligner på mange punkter skateboarding: Målrettet bevægelse i terrænet vha. et aggregat, bevægelse igennem luften, nedslag i terrænet, afslutning og bevægelse ind i et nyt forløb. Dette er plottet; et mikroperspektiv på hensigten med boardet. Jeg tolker plottets pointe som det at samstemme med terrænet. Effekten af samstemmighed som behovstilfredstillelse, tænker vi (igen) på vekselvirkningen mellem 70

Progressionen: I motocross-sagen har jeg arbejdet mod en praksis-orienteret fortolkning af problemstillingerne. I

cykling har jeg åbnet op for den kropslige, fænomenologiske tilgang, endvidere udforsket i skateboarding ved hjælp af rytmeanalysen.

112

input/output igangsat af energien, der investeres i handlingen, og den belønning som følger med indsatsen. Rum og tid får mening og styrkes i gentagelsen af den bane/linje/det spor, man følger i bevægelsen på bakken. Plottets pointe og effekt er i tids-rumlig forstand også en rytmisk relation, som det var tilfældet i skateboarding. Overkrop og arme samstemmer balancen på nedkørselen, benene styrer boardet igennem bindingerne, krop/board igennem terrænet og terrænet approprieres - handlingens dramaturgi. I makroperspektiv er det vertikale i fokus i snowboardingen. Til forskel fra skateboarding finder handlingen sted på vejen nedad, undervejs afbrudt af et hop. Det foregår på en bakke, hvor man skal tilbage til toppen; enten til fods, eller med lift. Bakkens terræn, som beskrevet f.eks. ved Vandværket, indeholder forhindringer, elementer i landskabet som N udnytter til at gentage eller udvide plottet med. Deraf kommer plottets repræsentative aspekt. Spontanitet, behændighed og effektivitet er endvidere delelementer af N’s samstemning med terrænet ved Vandværket. Performance er plottet, effekten, appropriation af rum og tid og meningsproduktion/stedsliggørelse. Ved at inddrage mig selv i billedet i beskrivelsen af N’s coaching under vores ”sessions”, fremhæves hvorledes en række kompetencekrav viser hen til det at kunne performe med et snowboard. Den overordnede pointe er her, at mestring af samspillet mellem krop og board åbner døren til terrænet. Dette er universelt, uanset om det foregår i Sisimiut eller i Åre i Sverige. Det er min opfattelse, at vi alle sammen vha. en smule sund fornuft er i stand til at køre på et snowboard ned af en bakke. Men først sikkert og ubesværet, når vi lærer at ”læse” terrænet. Vi ”snowboarder” først, når vi har lært at integrere samstemningen med terrænet i hensigten med vores kropslige bevægelse ned af bakken. N demonstrerer ikke kun et højt niveau af koordinationsevne på et snowboard, men investerer oven i købet sin egen ”krop-centriske” oplevelse af samspillet med terrænet i større sammenhæng ved at gøre den transparent. Igen overordnet set den autonome handling i snowboarding plottet bliver til en ”open-ended” strategisk handling. Den er vel at mærke autonom i kraft af dets kropslige udgangspunkt, men bliver ”offentlig” og tilgængelig i kraft af den performative effekt. Firkantet sagt, man præsterer for nogen igennem sig selv. Det strategiske aspekt konstitueres af input/output relationen og bliver en social handling med transparens som skæringspunkt i den samlede handling71.

Jf. Lefebvre’s diskussion af selvrepræsentation og social rumlighed (Simonsen 2005b:5-6)

113

Når man taler om performance, så er det svært at komme udenom den canadiske sociolog Erving Goffman, hvis mikrostudier af begivenheder (som elementære livs sociale former og processer) er væsentlige bidrag til urbanantropologien (Hannerz 1980:241). Goffman brugte dramaturgien som analytisk perspektiv på hverdagslivet, hvilket han studerede på forskellige aktivitetsarenaer72. I ”The Arts of Impression Management” (Goffman 1959: 208-238) giver Goffman sit bud på, hvilke virkemidler individet (bevidst og ubevidst) benytter sig af til at styre indtrykket af sine handlinger73. Virkemidlerne spænder fra gestik til dramaturgisk loyalitet og danner en lang liste af taktiske/strategiske74 handlingselementer. Det som jeg kan bruge i forhold til min firkantede formulering af N’s performance (man præsterer noget for nogen igennem sig selv), er Goffmans metaforiske inddeling af performanceelementerne i to forskellige perceptuelle regioner - ”frontstage” og ”backstage” (ibid.:106-140). Frontstage betegner rummet, hvor den fysiske performance udfoldes i (i min case ved Vandværket, ved Alanngorsuaq), og som et publikum har adgang til. Backstage er det rum, som er forbeholdt aktøren, hvorfor ”publikum” ikke kan sanse, hvad der er på spil her. Jeg vil betegne dette rum som ”det private rum”; som beholderen hvor kompetencer, kreativitet og visioner forhandles, udvælges, instrueres, føres ud i livet, og hvorfra man får erfaringer opnået i vekselvirkningen med et ”frontstage”. Et andet eksempel kunne være selvtillid, hvis følelsesmæssige indhold kan være svær at aflæse, hvis ikke det bliver kommunikeret eller gestikuleret med kroppen. Backstage i snowboarding består for mig at se af det, jeg beskrev i foregående afsnit som en ”krop-centrisk” oplevelse af samspillet med terrænet. Det at N begynder at instruere mig i snowboarding kan efter min mening tolkes som invitation til ”backstage” af snowboarding, som jeg tidligere beskrev som værende i 72

Goffmans empiri inkluderer materiale fra feltarbejdet på Shetlandsøerne, et mentalsygehus i Washington og fra

Las Vegas’ kasinoer. Arena betyder hos Goffman en scene. Som Winther (2007:63) gør opmærksom på (med reference til Hviid Jacobsen et al. (2002:91)): ”Goffmans påstand var ikke, at livet er en scene, og at vi er skuespillere; men “at mennesket består af forskellige selver, som præsenteres gennem sociale handlinger“. 73

Selvom selvrepræsentation er Goffmans egentlige studieobjekt, så berører hans arbejde også strategibegrebet. I

den sammenhæng definerer Goffman performance som: ”The total activities of an individual during a period of continuous presence before some set of others and with some kind of effect on them” (Hannertz 1980:203). 74

Strategi som entitet, der anerkendes som autoritet. Taktik er snarere en metode - uden permanens. (jf. deCerteau

1984:29).

114

udgangspunktet et autonomt plot. Invitationen er foranlediget af mødet med N, først i skateboarding casen ved mødet og samtalen, der finder sted forud for snowboardskolen. Jeg inviterer mig selv så at sige, idet jeg ved mødet på Starlight griber chancen under N’s fortælling om backflip og udtrykker mit ønske om at lære mere om det i praksis. Men som det fremgår af empirien, er det N, der styrer begivenhederne, initierer coaching og sætter mig i gang med en øvelse ved Vandværket, fordi han træder i en mentorposition og agerer herfra i den sociale sammenhæng. Det som er interessant i forhold til Goffmans analytiske skelen mellem front- og backstage er, at backstage iflg. ham er utilgængeligt for et publikum (ibid.:112; Hannerz 1980:206). Jeg er enig med begge i, at performance som ”impression management” er et personligt anliggende, da jeg ud fra snowboardingen med N kan se, at det er ham, der orkestrerer både indtrykket på front- og backstage, og det overordnet set er én person, som kan performe på ét board. Men som casen også viste, ”ophæver/manipulerer” N med ”grænsen” undersvejs og indvier mig i hans ”impression management”. Dette har effekt på min performance upfront, som bliver mit anliggende, men forankret til N’s viden. Det er her nærliggende at spørge, hvorfor gør han det? Svaret vedrører to ting. N’s invitation til ”snowboardingens backstage” handler, mener jeg, helt enkelt om ”sportsmanship”. N (på samme måde som A der cykler) handler i overensstemmelse med snowboardingens overordnede hensigt – et fysisk og mentalt flow. Flow, som jeg har været inde på tidligere, er i sig selv en belønning, og denne kan blive stærkere, hyppigere og foranderlig, jo flere der kommer til at bidrage til dens produktion. Jeg erkender, at denne fortolkning udspringer af min subjektive oplevelse af snowboardingen, men mener samtidigt, at antydningen af samme også er til at finde i N’s: ”Det her er snowboarding”, eller J’s ”Det her er Grønland”. Begge dele er udtryk for symbolikken i den virkelighed, som en kropslig praksis som snowboarding kan føre til. Input fører til output - uanset om man er på vej til målet, eller om vejen er målet i sig selv. Det andet går ud på at tænke det performative som noget, der også omhandler ”at høre til”. Tolker vi N’s handling som ”at lære fra sig”, er der efter min mening også tale om selvrepræsentation i handlingen - N som opmærksom person og én der deler ud af sin viden, men også i forudsigende forstand, hvor N responderer på de signaler, som mine kompetencer afsender på pisten. Her mener jeg specifikt, at der er tale om afsondring af potentialer i mødet med mig.

115

Kan han lære mig noget? Lad ham lære noget af mig; hvad vil han byde på til gengæld? Igen, en investering – input/output relation. Graffitiskrivere lærer ved at observere og imitere, hvilket kan siges at være noget, jeg har prøvet i snowboardskolen i Sisimiut. ”Biting” er et særligt udtryk i graffitisprog for ”at kopiere nogen”. Dette er fuldt ud accepteret som videnoverførsel mellem folk med forskellige skrive-kompetencer. Rahn (2002:183-216) fremhæver pædagogikken i friheden til at transformere en læringssituation ind i en autonom selvrepræsentation - som ”empowerment” af (graffiti) kulturen indefra. Altså, N’s invitation til backstage er ikke en trussel mod skabelsesprocessen, som Goffman vil mene er utilgængelig, men snarere empowerment af egne intentioner - i beregningen af konsekvenserne af ens handlinger på vejen til målet, der utvivlsomt er en del af en social verden, uanset hvor autonom meningsproduktionen opfattes i udgangspunktet. Grænserne som sociologisk kendsgerning med rumlig form Jeg har indtil nu berørt performance, dens flertydighed og den effekt den fører med sig i snowboarding. Jeg har også været inde på, både i casens beskrivende afsnit og i fortolkningen af performance, hvorledes der kan være grænser for, hvad man kan præstere, eller hvorledes et kørselsforløb afgrænser et område på en lokalitet. I det følgende vil jeg tale om grænserne med afsæt i Simmels definition: ”Grænser er ikke en rumlig kendsgerning med sociologiske virkninger, men en sociologisk kendsgerning med rumlig form” (1968:467 i Larsen 1992:106). Denne grænsemarkering bliver i Sisimiut accentueret i vintertiden, hvor klimaet er medvirkende til, at bybefolkningen skaber midlertidige adgangszoner til bl.a. det omkringliggende landskab. Dette bliver særligt markant på søen Nalunnguarfik i den østlige del af byen. Så snart søen fryser til, opstår der livlig trafik på tværs af søen; både af gående, folk med hundeslæde og ikke mindst på snescooter75. Snescooteren er vigtig som befordringsmiddel i bevægelsen til og fra byens vigtigste snowboardingarena. Det tager mellem tyve minutter og en halv time at gennemføre distancen til Alanngorsuaq, afhængigt selvfølgelig af hvor hurtigt man kører, forholdene på snescootersporet og sigtbarheden. Snowboardcasen mener jeg, er et væsentligt eksempel på konstitueringen af det åbne landskab som en integreret del af bylivet i vintertiden. Årstidernes variation er et bidrag til bylivets 75

Se YouTube video, channel 77jcm: ”Sisimiut, Nalunnguarfik 18.2.2007”

http://www.youtube.com/watch?v=B8av1YjoXZo

116

geografiske udstrækning76, men jeg mener også, at det performative er i spil her, da det så at sige stedsliggør udstrækningen. Det performative, med snescooteren som mediet til markering af grænsen mellem byen og udenfor byen, er i det store perspektiv med til at give form til det urbane rum. Bygrænsen i Sisimiut er flydende, når man inddrager det performative i læsningen af bykortet. Bevægelsen til og fra skicentret er en bevægelse fra byen – vi forlader infrastrukturen (sygehuset, bankerne, butikkerne m.fl.), men bliver vel at mærke inden for bygrænsen (jf. kortbilag 6.2). Man kan således tale om to niveauer af grænsemarkering, hvor det performative udvider det topografiske (markeret i lokalplanen). Grænsernes fremtræden konstitueres af situationel handling77. Under mit ophold i Sisimiut i 2007 var der en livlig debat blandt borgerne. Debatten vedrørte omfanget af snescootertrafikken både i byen og udenfor byen. Det medførte, at der i 2008 fra autoriteterne fandt en regulering sted forud for vintersæsonen. Samfundets opfattelse af trafikken i vinterbyen, både hvad angår støj- og hastighedsgrænsen og den ”territoriale” grænse kontra snescooterens taktiske appropriation af rum, blev udmøntet i en strategisk handling fra myndighederne: Aftegning af grænser på kortet78. Vinterbyens grænser blev i den forstand en effekt af befolkningens egen afmærkning af området – fysisk og mentalt, performativt og fikseret. Var det ikke fordi der var megen trafik, ville det ikke være nødvendigt at markere grænserne på kortet. Som Larsen pointerer med henvisning til Simmel, indgår grænserne altid i en proces. For ham er byens grænser: ”…ikke bare dens fysiske grænser og deres omflytninger i historiens løb og gennem hverdagens bevægelser, men er effekter af bykulturens mangfoldige grænsemarkeringer på mange niveauer” (ibid.). Niveauerne vedrører materielle, symbolske og institutionelle virkninger. Disse knyttes sammen til en forståelse af byen som kulturens rum, hvor livet finder sted, men også udfoldes udover dens grænser. I snowboardcasen kan vi se, at vinteren er med til at re-skalere bylivets grænse. Ser vi på casen i mikroperspektiv, ser vi, at der i snowboarding indgår strategier i de unges omgang med byen. Snowboarding er, som jeg har argumenteret for, både en krop-centrisk 76

Se kortbilag 6.2 ”Vintertrafik i byzonen. Heraf fremgår det, at byzonen går langt ud i det åbne landskab.

Representations of space og representational space (Lefebvre 1991:38; 39).

Se kortbilag 6.3. Nalunnguarfimmi ukiaanerani angallaffiit/Vintertrafik på Spejdersøen. Sisimiut Kommune

(2007). Og kortbilag 6.1 – Vedtægter angående snescooterkørsel ved Sisimiut, Maniitsoq og Kangerlussuaq.

117

og en social handling. Et performativt rum som opstår, fordi mennesket er til stede, markerer sig selv og kommunikerer med sin performance til omverdenen og terrænet. Effekten, som jeg beskrev, er, at terrænet ”slår tilbage”, hvorfor jeg mener, at grænser opstår som skæringspunkt mellem input/output.

118

”Flare”:Stående, skiftevis på den ene og på den anden hånd. Kroppen cirkulerer i luften. (Amerloq 06082007). Bboying er nutidens betegnelse for breakdance – hip hop’ens fjerde element (Hip Hop = rap (rythm & poetry), graffiti, DJ-ing og breakdance) stammer fra USA. B-boys og b-girls danser med, men oftest imod og på tværs af rytmen fra ghettoblasteren. Breakdance er om nogen anden aktivitet rytmens arena. Centrifugaldreven gulvdans (footwork) med paralleller til den brasilianske kampdans capoeira (Skyum-Nielsen 2006)79. Aktivitetsarenaen er i Sisimiut øvelokalet, som kommunen har stillet til rådighed et par timer om ugen. Men egentlig er det ”cipher80”, der er arenaen. Cipher er kamppladsen for ”freestyle”-teknikken, hvor koreografien af grundlæggende ”moves” tilegnes modstanderen som visuelle/gestikulerede øretæver. Det er publikum (inkl. deltagerne selv), der afgør, hvem der udspiller hvem i et ”break-battle”. I breakdance er man på egne præmisser med i fællesskabet.

Hovedelementerne i b-boying er Toprock: indledende præsentations-trin hvorigennem man danser sig ind i

footwork (også kendt som downrock, eller scramble), rytmisk sammenvævning af ben og fødder i cirkulær, men samtidig lav bevægelse omkring håndens akse, der bærer kropsvægten. Powermoves som f.eks. munchmills/windmills/neckmoves (en vindmølle, medmindre man hele vejen holder benene krydset og foldet; i windmills ruller b-boys og b-girls fra skulder til skulder, imens benene spinner rundt over jorden som en vindmølle; i neckmove kun én omgang. Og endelig Freezes: betegnelsen for tilstanden hvori kroppen ”fryser”, som var den paralyseret (ibid. 31-32; BBOY DICTIONARY http://www.geocities.com/Colosseum/Stadium/7960/dictionary.html; BluePrint For Life - www.blueprintforlife.ca). 80

Også kendt som ”Jam-cirklen” (Merrild 2003:132)

119

5.5 Breakdance i Amerloq Amerloq er et gammelt klubhus fra 1948, opført af medlemmerne af byens første sportsforening (1943)81 af samme navn. Huset er ca. 85m² stort82 og ligger bag byens idrætshal; mere præcist på kanten af en fjeldknold i trekantsområdet afgrænset af hhv. af Aqqusinersuaq (hovedvejen), Guutaa Aqq. og Saamup Aqq. (se kortbilag 7). Husets placering giver gode udsigtsmuligheder mod vest til den gamle bydel og havnen. Huset består af en stor sal, som på inderste gavl mod øst er udsmykket af Peter Rosings maleri af en dyst mellem en grønlænder og nordbo i bueskydning83. Der er biograflærred, plastikstole og flytbare borde, en skoletavle, et rengøringsrum og et lille køkken. Skal man have forfriskninger, kan man hurtigt gå over til sportshallens kiosk, ned af bakken til Lille Brugsen eller til indkøbscentret Pisiffik. Amerloq ligger så at sige hævet over byens centrum84. Huset administreres i dag af Børne- og Kulturforvaltningen, som udlåner lokalerne til forskellige arrangementer såsom debatmøder eller museets særarrangementer og endelig til byens foreninger (sangkoret m.fl.). En gang om ugen står huset til rådighed for en gruppe unge, som danser breakdance (b-boying) og electric boogie85 til musikkompilationer på lydanlægget eller via medbragt computer. Sisimiuts B-boys og B-girls er en gruppe unge mellem 16 og 22 år86. De fleste i folkeskolealderen. De ældste er beskæftiget med ufaglært arbejde såsom rengøring på byens uddannelsesinstitutioner.

15.maj 1943 (P. Olsen 2006:167), efter en pengeindsamling. Restaureret og genindviet i 1998 efter endnu en

pengeindsamling (Akaaraq S. Olsen 2006:120). 82

Målt areal i http://dk.nunagis.gl. B168 i kortbilag 7.

I 1990’erne efter oprindelig skitse af pastor Otto Rosing (Peter Rosings far), som var ophavsmand til det originale

maleri, indtil det blev overmalet. Lars P. Olsen (ibid.). 84

Centrum blev i gamle dage kaldt for Narsarsuaq (den store slette) som blev bebygget i 1930’erne. Indtil da byens

idrætsbane. I dag ligger politistationen samt en række butikker i området, inkl. et enkelt beboelseshus ved siden af centrumgrillen. 85

Electric boogie er en opretstående version af breakdance, kendetegnet ved dens robot-imiterende stil (jf. Skyum-

Nielsen 2006:32) 86

Over de to år, som jeg har haft mulighed for at følge gruppen, er der sket en udskiftning af dens medlemmer. Der

er i dag flere b-boying grupperinger i byen, herunder Sisimiut Teenage Dancers, som i 2008 og 2009 har optrådt i det nye kulturhus Taseralik. Alle er organiseret som forening under kommunen.

120

I denne case zoomes ind i hjertet af byen. Inspireret af Winther (2007)87 arbejdes i det følgende med en række scener fra breakdancetræning i Amerloq. Analysen har som udgangspunkt en beskrivelse af performance i breakdancefællesskabet, og hvad der sker mellem de agerende unge og de rum, de er i. Mit fokus rettes mod, hvordan kropsrytmen indgår som konstituerende element i det sociale rum. Navnlig hvordan de unge på egne præmisser agerer i fællesskabet. Til slut sættes scenematerialet88 overfor begrebet ”lifestyle”(Chaney 2003:113125), og det diskuteres, hvorledes breakdance er et meningsproducerende aspekt af social kreativitet. Scene 1. ”Angående foreningen” siger Y, imens han hiver en stak papirer ud af sin rygsæk. Han står ved en bordrække ved siden af indgangen til køkkenet. H og X kommer over til ham fra den 87

Ida Winther udforsker mobiltelefoni blandt unge udfra en kulturfænomenologisk tilgang. Hun arbejder med felter

og foretager en ”feltvandring (jf. 2006). Der skal ikke herske tvivl om, at hendes arbejde har været til stor inspiration for desikering af mit empiri i hele afhandlingen. I nærværende tilfælde er det hendes scenearbejde i artiklen ”Tilgængelig, nærværende og potentielt fraværende – om unges mobiltelefoni”, som jeg benytter i analysen. Ikke slavisk, men med inspiration fra hendes analyserytme. 88

Scene 1 og 2 er fra Amerloq 04082006. Scene 3 og 4 fra samme sted, 06042007.

121

anden ende af lokalet. X tager den sammenhæftede papirstak, sætter sig ned og begynder at bladre. Stopper op og nærlæser enkelte passager. Bladrer videre. Idet han når til den sidste side, løfter han hovedet og kigger ud i lokalet. Han begynder at tale, undervejs kigger han over på mig et kort øjeblik. Jeg hører ikke, hvad der bliver sagt, musikken spiller, imens to unge danser i den anden ende af lokalet. Han siger noget til H og Y, som hhv. sidder sidelæns på bordkanten og står til venstre for X. Han rejser sig efterfølgende op og går over til sin taske, hvori han lægger papirerne. Trækker op i bukserne, retter på sin hue og begynder at danse.

Scene 1

Scene 2

Scene 2. Y, T, P og Z ”jammer”89 til ”Peter Piper” af RUN DMC90 i en uafsluttet rundkreds. Z fremfører en HALO91. Han når halvvejs rundt, da benene rammer gulvet igen. Han rejser sig koncentreret op og går tilbage på siden af Y. Så træder T ind. Han laver en FLOAT92. Balancerer og går rundt på hænder indtil han giver slip, får overbalance og lander på ryggen. Et KIP-UP93 og han står op igen. Y og Z nikker, P har et stort smil på læberne og store øjne. Y’s tur. Lidt toprock og så ind i en windmill. Han har viljen, men kræfterne slipper hurtigt op. Forpustet trækker han

Jammer: ”..det vil sige, at de skiftes til at danse, mens de andre kigger på, snakker og kommenterer” (Merrild

2003:146).. 90

Fra albummet ”Raising Hell” (Arista 1986). Et old-school nummer der genkendes på samplingen af "Take Me To

The Mardi Gras (1975)" af jazzmusikeren Bob James. 91

En ”windmill” hvor man roterer på hovedet (BBOY Dictionary; www henvisning se tidl. note).

At stå på hænder med benene bøjet bagover som balancestøtte (ibid.).

Et spark ud med benene fra liggende stilling, hvormed kroppen hejses op (ibid.).

122

sig tilbage. Koklokkelyde, som væves ind og ud af ”Peter Piper” musiknummeret, forstærkes ud i rummet, netop som P står tøvende tilbage. T og Y kommer med korte tilråb til ham. Nu er det hans tur. Han går ind musikken og fanger rytmen. Forsøger sig med en HALO i cipheren, men bevægelsen mislykkes. Han forsøger én gang til. Denne gang går det bedre, men også her svigter kræfterne. Han sidder på knæene og puster ud. Rejser sig og går tilbage med et smil.

Scene 3. T og Z danser. V står bag T og ser på Z’s FLOAT. T er lige blevet færdig med sin. Han sidder forpustet med begge hænder på gulvet en halv meter fra Z. Z står længe oprejst. Hans hænder holder ham oppe, idet han går tættere og tættere på T. V studerer hans armbevægelser. Hendes egne hænger ned med en spænding i hænderne. Z bliver færdig. T gentager. Musikken bliver skiftet, og alle samles ved bordrækken under maleriet. Scene 494. Y og Z øver forskellige neckmoves. V kommer ind i billedet og stopper ved T, som sidder og tjekker sms’er. Stående følger hun rytmen, imens hun taler kort til T. Hun går over til

Se “Scene 4; 5.5” på YouTube channel ”77jcm” http://www.youtube.com/watch?v=asXv6rgLTEQ

123

computeren under maleriet og leder efter et musiknummer. Først stående så siddende, imens Y arbejder på en HAND GLIDE95. (Klip i videoen). T er stadig beskæftiget med sin mobil. Z er inde og laver et move, så Y, så Z igen. V afspiller nummeret, som hun ledte efter. T lægger mærke til det, men vender tilbage til sin mobil. V stiller sig til højre i rummet og begynder at danse alene. T lægger mobilen fra sig og stiller sig ved siden af V og deltager. De to går i gang med en koordineret danseserie, imens Y og Z breaker foran dem. T fører an, så snart V går i stå med koreografien. Imens de to arbejder, går Z ud af billedet, bagom T og V for at hente en slurk cola, som han har liggende på bordet, der står langs væggen. Y ligger ned på gulvet efter et kort FLOAT. Efter at have ligget ned laver han POPLOCKS96. T viser V en ny bevægelse, og straks efter danser V med. V indfører en ny bevægelse til slutningen. Nu danser de sammen. T bygger til, og de danser sammen (videoklip slutter). V foreslår, at man starter forfra. T går over til computeren og genstarter nummeret. Z er tilbage på gulvet, Y rejser sig og øver videre. Breakdance i Amerloq; jeg var ikke på forhånd klar over, at der var breakdancere i Sisimiut. Det var kommunens fritidsinspektør, der gjorde mig opmærksom på det, mens vi talte sammen om mit arbejde i byen. Her nævnte jeg, at jeg havde kontakt til ungdomsklubben og ellers ville finde ud af, hvad de unge foretog sig i fritiden. Jeg fik H’s telefonnummer; ham kunne jeg kontakte angående deres træning i Amerloq. Som scene 1. viser, er H til stede ved træningen, men det er X, som ser ud til at varetage breakdancernes status i forhold til kommunen Dvs., at H har kontakten til Børne- og Kulturforvaltningen og sørger for adgang til øvelokalet, Y tager sig af benarbejdet, som forelægges X, foreningens ansigt udad til. Jeg talte med ham i forbindelse med min tilstedeværelse i Amerloq i 2006: Jeg: Det ser helt vildt ud, jeg vidste ikke at der var nogen der lavede breakdance i Sisimiut. X: Tak. 95

I FLOAT position, hvor man kun står på én hånd, og den anden hjælper med at skubbe kroppen rundt (ibid.).

Svømmende bevægelser (ibid.).

124

Jeg: Hvem har lært jer det? X: Fra video. Jeg har set det på fjernsynet sammen med H. Der er også masser på nettet. Jeg: Hvorfor gør I det egentlig? X: Det er sjovt. Vi skulle prøve, om vi også kunne. Jeg: Og nu skal I danne en forening? Hvorfor det? X: Det vil de have på kommunen. Vi kan også søge penge til rejser. Vi vil gerne mødes med dem i Nuuk, de har været til konkurrence i udlandet, Danmark. Vi vil også vise, at de ikke er de eneste, der kan det her. I 2007 var H og X ude af billedet. H svarede ikke på mine henvendelser, og jeg så ham heller ikke til træning. X så jeg slet ikke i byen. Nu var det T, som var den ledende skikkelse. T, som vi møder i scenerne 2. til 4., fremstår som fysisk overlegen de andre, men samtidig som en venlig person med overskud til at lære fra sig. Sammen med de andre er han med til at gøre breakdance i Amerloq til en åben arena. Det jeg ser og hører er aktivitet og interaktion - dvs. der sker noget, de er ikke passive. De unge kommunikerer verbalt, kropsligt og til dels også visuelt97 inde i huset. Med mobiltelefonen udadtil. Ser man på omfanget af de enkelte kommunikationsformer, er det kroppen, der er i centrum ved samværet i Amerloq. Scene 1. viser, at de unge har et mål med deres fritidsinteresse. Først og fremmest har de taget forvaltningens råd alvorligt, og overvejer hvorledes de kan forbedre deres fælles interesser som en forening. Målet er nemlig at bruge breakdance som et middel til rejser og møder med andre dansere, tillige at repræsentere Sisimiut eller sågar Grønland udad til.

5.5.1 Ét sted, mange rum og kreativitet I breakdance-casen ser vi, hvorledes de unge interagerer i og med mange rum. Det fysiske rum – gulvpladsen først og fremmest, som udfyldes nede98. Dernæst musikkens rum dvs. rytmen,

Her tænker jeg på lys. De danser ikke til stearinlys, men til lampelys fra loftet på fuld styrke, næsten som om der

var spotlights. 98

”Danserne søger helt ned på jorden i bestræbelserne på at ”hævde sig” (hæve sig) og imponere hinanden” (Merrild

2003:140)

125

stemningen, der som en dynamisk kulisse pynter Amerloq op som kontrast til vægmaleriet og den lyserøde/hvide maling på væggene. Desuden dansens rum - cipher, koreografien, rytmerne99 - og det sociale rum, der er baseret på handling og fællesskab. Hvad er det for en handling, der finder sted? Ser vi på den kropslige aktivitet på et mere overordnet niveau, virker det som om, de unge ”gør oprør” mod den gængse måde at bruge kroppen på. Omvendt kropsbrug (HALO i scene 2; Z’s FLOATS i scene 4) vender om på orienteringen i rummet. Bevægelse, dans - det er BREAKdance: Vindmøller, arytmisk hoppen frem og tilbage i forhold til musikkens rytme. På tværs, bagom og foran musikken. Danserne skaber et imaginært tidsrum, hvor både kontinuitet og diskontinuitet indgår som respons på den sociale kontekst i jammet (plottet i scene 2). Det der er interessant i denne sammenhæng er, at dansernes tekniske kompetencer, men også temperament og følelser, er på spil i cipheren. Samtidigt er den enkeltes handling en respons på plottet, som individet er en del af i kraft af sin handlen, men også den fælles ”etiske æstetik”, som breakdanceplottet bygger på, spiller ind (jf. Merrild 2003: 148-150). Hastrup kalder denne handlen for: ”…a mode of acting upon anticipation” (2007:199). Pointen er, at vi ikke blot er receptive, men også responderende aktører. P i scene 2 er efter min mening et godt eksempel på denne forståelse af ”agency”. Han deltager glad, men tilbageholdende og reagerer på deltagernes motivation ved af egen fri vilje at satse på at gennemføre et break. Samme kreativitet/mønster udspilles i et hurtigere tempo i samspillet mellem T og V i scene 4. V lægger ud, T støder til, og hver især spiller de ind med bevægelser og former igennem bevægelsesudvekslingen et flow i danseserien. Her er der oven i købet tale om en fortolkning af breakdance med elementer, der normalt ikke indgår i selve plottet. Her tænker jeg ikke på flow'et, dette findes også i breakdancen, men de dansetrin T og V udfører bagom Y og Z. Både Merrild (2003) og Hastrup (2003) er af den opfattelse, at kreativitet er det, der limer tids-rumlige handlinger sammen i en social kontekst. Hastrup argumenterer for en handlingsorienteret forståelse af kreativitet - som evnen til at handle/spille på: ”…accordeon of meaning….between intention and consequence” (ibid.:199-201). Det jeg ser i breakdance er, hvorledes de unge gennemspiller en kropslig, i udgangspunktet flydende fortælling, men som

Man danser ikke til musikken, men på tværs af den. Der ligger en form for diskontinuitet i breaket.

126

afbrydes i den enkelte performance af ”breakmoves”, der så at sige løsriver aktøren fra handlingen. Det arytmiske skaber progressionen inden for fortællingens rammer. Men det hele er genkendeligt/meningsfyldt til trods for arytmik/diskontinuiteten. Jeg ser kreativiteten i breakdancescenerne fra Amerloq som en social handling. Det som breakdance-casen bidrager med er forståelsen af en social kreativitet, hvori ”individet” ikke udviskes i den kreative proces. I breakdance ser vi, at de unge handler ”på egne præmisser i fællesskabet”.

5.5.2 Livsstil og fællesskaber I dette afsnit arbejdes videre med ovenstående pointe. Først ved at rette fokus på ”selvet” i breakdancefællesskabet, hvilket jeg gør ud fra et perspektiv, som har livsstil i centrum, og hvor jeg efterfølgende diskuterer den rolle, konceptet spiller i social kreativitet. Som afslutning forholder jeg mig til breakdance som kulturfænomen. Med afsæt i Merrilds irammesætning af dansk breakdance, diskuteres hvorledes unge i Sisimiut blander og videreudvikler værdier fra den amerikanske breakdancearv – med ligheder og forskelle til den danske scene. At tale om selvet og livsstil i forbindelse med scenerne fra Amerloq handler for mig at se om at zoome ind og tale om, hvad der er på spil ”på egne præmisser”. Jeg har indtil videre demonstreret, hvorledes kroppen er et middel til handling i breakdance. I modsætning til cykling, skatebaording og snowboarding er der intet aggregat eller ”extension” på spil. Det er én selv, der styrer handlingen. Det jeg nu ønsker at rette fokus på er, hvorledes livsstil påvirker handlingen i breakdance. Iflg. Chaney responderer performance på det personlige niveau på en kulturel forandring i samfundet: ”…the ways in which people experience and utilise their self-hood or individuality changes as part of more general cultural changes (1996:116). Livsstil kommer ind i billedet som: ”…props for the person we would like to be that are comprehensible in the spaces and places we inhabit” (Chaney 1996:119). I den betydning er livsstil et handligsorienteret koncept i lighed med kreativitet, endvidere tilhørende både den offentlige og private meningsdannelse. Igen i breakdancescenerne ser vi, at der performes både til verden og til en selv. Som jeg opfatter det, så

127

er forbindelsen mellem aktøren og fællesskabet det ”etiske æstetiske” aspekt af breakdanceetikken som en fredelig konkurrence, der består af bl.a. kreativitet til at omforme kropsbevægelserne i forhold til den gængse opfattelse og en vidensudveksling osv. irammesat af bevægelsernes mangfoldige æstetik. Som jeg har været inde på, så kommer inspirationen fra video, Internettet og samværet i fællesskabet. Ikke en hvilken som helst måde ”at være på”, men en helt bestemt måde at indrette livet på – en bestemt livsstil som koncept (og et tematiseret tænkesæt). Det jeg mener, der er på spil ”på egne præmisser”, er en dynamisk selv-refleksion og dermed også en aktiv meningsproduktion, begge indenfor en kollektiv diskurs. Et moment af kreativ frihed, hvor dømmekraften er med til at opretholde balancen mellem personlig stil, ambitioner og den kontekst af symboler, som man kommunikerer til/med. Konteksten, her mener jeg breakdance i bred forstand, er ikke statisk, men foranderlig og fyldt med symbolik. Dens omfang siger noget om grænserne for det lokale fællesskab. Som kulturstrøm er breakdance et imaginært fællesskab set udfra Amerloq, men ikke umuligt at opdyrke og få en mening ud af. Jeg ser dynamik i dette samspil, noget der spejles ud fra den enkeltes investering i den sociale kontekst. Livsstil, som i breakdance handler om at sætte kroppen i centrum af samværet, har for mig at se to funktioner. For det første fungerer den som kladde (noget der ikke er færdiggjort) i aktørperspektiv. Dette kommer af, at den for det andet samtidig er tematiserende for handlingen. Lad mig give et eksempel fra scene to: Når P går i gang med et move i jammet, er han i gang med at efterligne noget, som han enten har set i Amerloq, i et blad eller i fjernsynet osv. Efterligningen er dog på en og samme tid et nyt bidrag (fortolkning af movet) i egenskab af egen kropslighed. Det vil sige, at selvom P agerer på egne præmisser i et reelt rum, er P altid i samklang med det ”imaginære”, det der ikke finder sted, men som den sociale kontekst har vedtaget som det tematiserede tankesæt i breakdance. Jeg vil sammenligne livsstil med Lefebvres karakteristik af momenter som noget, der er: ”…perceived, situated and distanced” (Lefebvre 2008 [1961]:350; 321)100. Livsstil er i den forstand (ligesom momenter) en handling snarere end ”et image”, fordi den søger at finde/forme

100

Se også (Lefebvre 2008 [1961]:321;348).

128

en mening med det uforudsigelige (jf. Lefebvre 2008 [1961]:348; jf. Chaney 2003:113, 116, 119). Konceptets udstrækning fører en ambivalens med sig, da livsstil som tematiseret tankesæt ”struktureres” af en på forhånd defineret virkelighedsopfattelse, men samtidigt responderes på denne indefra, hvilket medfører en omdefinering af udgangspunktet. Denne ambivalens er medvirkende til, at jeg også i breakdance-casen ser livsstil-handlinger som havende affinitet med social kreativitet. Som Hastrup skriver: ”…social creativity cannot be a mere act of novel combinations, making it a wholly intellectualistic enterprise….It must also contain a sense of semantic and emotional newness, in which others are prepared to take interest – and invest themselves – in spite of its being unprecendented and discontinuous” (2007:200). På baggrund af dette mener jeg, at livsstil er et moment i den sociale kreativitet, der udfoldes i breakdance i Amerloq, et moment blandt mange momenter, som f.eks. det flow eller den behovstilfredstillelse de unge får ud af deres input på arenaen. I Amerloq-scenerne ser vi, at de unge spiller på begge dele af livsstils-konceptet. De følger grundbevægelserne, men tilfører også nye, og er overordnet set tilstede fordi de vil deltage i denne proces. Jeg vil i det efterfølgende beskæftige mig med breakdance i Amerloq i et større perspektiv. Jeg har valgt at kigge på ligheder og forskelle mellem breakdance i Sisimiut og breakdance i Danmark (som beskrevet af Merrild (2003)). Målet er at diskutere, hvorledes unge i Sisimiut blander og videreudvikler den globale breakdancekultur i det fælles symbolske rum. Hvilken form for fællesskaber? Jeg har fundet en række ligheder og forskelle mellem breakdance i Sisimiut og breakdance i Danmark. Den overskyggende lighed er, at begge steder er den amerikanske arv til stede som inspirationskilde. Endvidere består lighederne mellem de to brakdancescener i, at aktiviteten opfattes som underholdning (for en selv og publikum), man lærer at danse fra video og ved at træne sammen, kroppen er i centrum af samværet, men aktørerne gør op med gængse måder at bruge kroppen på, og endelig er kreativitet, stil og det æstetiske limen i fællesskabet. Forskelle vedrører organisation, publikums rolle, etik og dansestruktur. Den danske breakdancescene er iflg. Merrild (2007) en ikke-organiseret samværsform, hvilket han ser som tiltrækningskraft for mange breakdancere. Som jeg har beskrevet i scene 1. er dette ikke tilfældet

129

i Sisimiut. Her vælger de unge foreningsvejen. Dernæst deltager publikum i jammet i Danmark som dommere og ved at være fysisk tilstede, hvorimod der i Sisimiut under breakdanceforestillinger (opvisninger) er en tendens til at adskille breakdancerne fra publikum. Der er en grænse mellem publikum og artisterne på samme måde, som det f.eks. er tilfældet til en koncert. Konkurrence-normerne er ligeledes forskellige. Etikken i et dansk break-battle indeholder legitimering af hån, som Merrild forklarer: ”der vendes op og ned på godt og dårligt, sådan at ”bad” bliver et positivt udtryk” (2003:140), hvilket jeg ikke kan spore i min empiri. Og endelig, sidste forskel mellem scenerne består i, at der i Sisimiut indkorporeres bevægelsesserier, der ikke umiddelbart har noget med breakdance at gøre i dansens kulturelle betydning (her den amerikanske arv). Udover ligheder og forskelle ser jeg også to gråzoner mellem det grønlandske og det danske. Den ene vedrører breakdancefællesskab i klasseforstand, hvor den danske iflg. Merrild er et fællesskab på tværs af aktørernes baggrund i en bestemt socialklasse (2003:146). Dette kan jeg hverken afkræfte eller bekræfte som gældende for Sisimiut. De unge jeg mødte i Amerloq er grønlandsksprogede, men jeg har ikke undersøgt deres økonomiske baggrund. Den anden gråzone vedrører det ”etisk æstetiske” i breakdance med eftertryk på det etiske. Merrild skriver: ”Danserne søger helt ned på jorden i bestræbelserne på at ”hævde” sig (hæve sig) og imponere hinanden” (ibid.:140). I Amerloq, som jeg beskrev, søger de unge også nedad og hæver sig op, men jeg har svært ved at tolke bevægelsen nedad og op, som en bestræbelse på at ”hævde” sig overfor andre. Det tror jeg ikke ligger i Merrilds udlægning, Den går ud på, at man imponerer hinanden, hvilket jeg også har oplevet i Amerloq. Alligevel synes jeg, at dette er en gråzone, fordi der i den danske breakdanceetik ligger en ”hårdere” konkurrence-norm, som jeg skrev ovenfor, hvori også hån indgår som legitimt element af en battle. Dertil tilføjer Merrild, at kampaspektet udleves som en symbolsk iscenesættelse, altså ikke som en voldelig konfrontation (ibid.:149). Fordi battles ikke indgår i mit empiri, er det svært at vurdere, om dette også er tilfældet i Sisimiut101.

101

Breakdance som konkurrence mellem to dansere skaber association til den grønlandske trommestrid. Her var det

også publikum, som afgjorde, hvem der var vinder og tabere, men jeg mener, at associationen er helt forkert, sætter man breakdance på en spids. Det er nemlig sådan, at breakdance ikke er nogen strid, og: ”…det er de involverede selv og publikum, der vurderer, hvem der er bedst, men der udpeges ikke en direkte vinder (Merrild 2003:133). Cipheren/jam-cirklen er vigtig – der er et symbolsk rum i det. Så vidt jeg ved, findes ikke noget sådan i den

130

Det væsentlige ved den sammenligning jeg lige har foretaget, er, at de unge overtager den amerikanske arv og arbejder inden for rammerne af den, som det er tilfældet i Danmark. Men selvom man i lighed med det danske sætter et personligt, reflekteret præg på det amerikanske værdisæt, udvides også det danske i den grønlandske breakdance. Det er derfor efter min mening muligt at tale om et fler-dimensionelt fællesskab. Dette fællesskab har geografisk udstrækning til USA, Danmark, Nuuk, men ligger godt forankret i Sisimiut, hvor det hele tiden fortolkes. Jeg mener dog ikke, at begrebet glocal (sammentrækning af global/lokal) er betegnelsen for breakdancefællesskabet. Hellere ikke fællesskabet i Sisimiut er ”fixed” for at bruge Masseys udtryk, når hun taler om stedsbegrebet. Breakdancescenernes bøjning af kroppen er et godt billede på, at det er de unge, der bøjer og drejer meningen med fællesskabet. Det er aktørerne, der giver fællesskabet mening; vel at mærke viklet ind i et miks af forbindelser og egne rumproduktioner. Massey skriver: ”…the particularity of any place is, in the terms, constructed not by placing boundaries around it and defining its identity through counterposition to the other which lies beyond, but precisely (in part) through the specificity of the mix of links and interconnections to that ”beyond”. Places viewed in this way are open and porous” (1994:5). Massey (1997:306-318) taler om ”global stedsfølelse”, hvilket efter min mening i en lokal kontekst som Sisimiut handler om, hvad Ingold kalder ” a meshwork” – et fletværk af linier. Et fællesskab som fletværk af linier, som man går langs med, har affinitet med Hastrups agency begreb. Det at man går langs noget, betyder ikke, at man er udenfor, men man responderer til noget iblandt mange muligheder. Linierne i et meshwork er iflg. Ingold uendelige: ”…wherever you are, there is always somewhere you can go” (2007:170). Dette gør sig gældende i breakdancefællesskaber, i skateboarding osv. I breakdance ser vi, at det fysiske fællesskab i Amerloq agerer indenfor en ”etisk-æstetisk” norm og en social kontekst, som den enkelte fortolker på egne præmisser, men samtidig som del af en helhed102.

grønlandske trommestridstradition. Men - måske ser vi det, når flere breakdancere kommer til, og man begynder at battle ”for real” i Grønland. 102

”…within a moral horizon and within a social context that we interpret and project forward as we go along”

(Hastup 2007:199).

131

Husbygning ved søbredden af søen Amitsorsuaq, ca. 90 km i luftlinie fra Sisimiut by. E i baggrunden, K i forgrunden. Vi er midtvejs på en vandretur fra bunden af Akulleq fjorden til til Kangerlussuaq (24072007).

132

5.6 Uden for byen Denne case består af et antal tråde, der spindes i bevægelsen til og fra byen. Jeg er bl.a. med de unge ude på havet, på arbejde i en nedlagt bygd og ude i det åbne landskab på vandretur. Hovedtrådene består af aktiviteterne i forbindelse med en frivillig workcamp i bygden Assaqutaq, som fandt sted i perioden 13072007 til 21072007 og en vandretur til bygden Kangerlussuaq sammen med to unge. Vandreturen fandt sted i perioden 22072007 til 26072007. I motocross-casen har jeg bevæget mig på tværs af byen fra den ene ende til den anden. Med cykel-casen har jeg beskrevet bevægelsen rundt i byen. I skateboarding udfoldes relationen til to fikspunkter, havnen og ungdomsklubben. Imens snowboarding sætter fokus på byens udstrækning, zoomes tilbage til centrum med breakdance i den gamle by, hvor jeg med afsæt i en indendørs aktivitet overlader byen til videre fortolkning som et fleksibelt rum. I nærværende case zoomes ud af byen. Jeg fokuserer på de unges afstand og nærhed til den, hvilket jeg ser som underliggende resonans i empirien. Arbejdet med materialet foregår i flere tempi. Casen består af to halvdele med tilhørende fortolkning. Den første halvdel fokuserer på arbejdet, herunder dets organisation, de unges udholdenhed og kreativitet i og omkring Assaqutaq. I fortolkningen hæves materialet op på et mere overordnet plan, idet jeg udforsker, hvad det vil sige at være på afstand fra byen. I casens anden halvdel øges afstanden til byen yderligere. En 80 km lang vandretur sættes i kontrast til spændingsfeltet mellem byen og det åbne landskab, mellem det planlagte rum og naturens rum. Fortolkningen tager afsæt i de unges håndtering af vandreturens varierende etaper – dag- og nattevandring, ophold i hytterne og samtalerne m.m. Afsluttende beskæftiger jeg mig med den samlede række aktiviteter i begge casens halvdele – sejlture, arbejde, bilture, vandring; derfra og dertil, ud og ind, hvilket jeg tolker som et usynligt fletværk af linier, der peger ind og ud af byen, men samtidigt knyttes de sammen med byen som et referencepunkt. Den samlede pointe med casen er at argumentere, hvorledes ”udenfor byen” fungerer som en integreret del af ungdom og urbanitet i Sisimiut.

5.6.1 Backstage og hovedpersoner ”Hvad med at bruge noget af din tid i Sisimiut ude i naturen sammen med de unge?”

133

Et tilbud om at lære hvad ungdomslivet i byen også indebærer i Grønland, fik jeg allerede i 2006 af Naturvejlederen. Dengang havde N til opgave at koordinere byens lejrskole i Assaqutaq. Det samme gør sig gældende i sommeren 2007, hvor denne case finder sted. Det var med beklagelse, at N i starten af juli 2007 meddelte, at Mellemfolkeligt Samvirke103 trak sig ud af Assaqutaq projektet. En væsentlig ressource var gået tabt. Ikke bare økonomisk, men også kulturelt, da det hele tiden var intentionen, at projektet skulle give unge Sisimiormiut muligheden for at møde verden i ”...deres egen baggård”. Sådan formulerede N idéen bag lejrskolen i Assaqutaq og pegede på nogle overordnede strategier for at være uden for byen i denne sammenhæng. Dette fremgår af de samtaler, jeg har haft med N, i den korte tid efter jeg var kommet tilbage til byen. Et direkte formål har iflg. N været at motivere de unges selvværd: ”Det er på tide, at verden kommer til os og de unge får mulighed for at reflektere over, hvilke værdier vi har omkring os, og som vi kan være stolte af, og som kan bruges til noget”. En slags ”empowerment” hvilket blev endnu tydeligere for mig, da jeg langsomt blev inddraget i projektet. N opgav ikke håbet og kastede sig over projektet, koste hvad det ville. ”Vi laver vores egen lejr. Med unge fra Nutaraq, Â (forebyggelseskonsulenten) fra Medborgerhuset tager de små børn/unge. Så vil jeg invitere de gamle og også spørge, om præsten vil være med”. ”Vi” betyder i denne sammenhæng Børne- og Kulturforvaltningen, som N hørte under og som var bindeledet til kommunens Miljø- og Teknik Afdeling, der bidrog til den tekniske side af projektet, herunder logistik. Jeg og to andre unge blev tilbudt at deltage tæt på N, bl.a. ved at motivere de unge til at løsrive sig fra byen og i fællesskab udføre mindre renoveringsopgaver i Assaqutaq til glæde for de af byens børn, som ikke havde råd til at tage på ferie. Parallelt med projektets fødsel, hvis afgørende fase jeg tilfældigvis havnede i, foregik min diskussion med N omkring muligheden for et længerevarende ophold ude på landet. Kontrasten mellem by og natur var et emne, som N og jeg diskuterede adskillige gange, for det meste i sammenhæng med, hvorfor jeg beskæftigede mig med urbanitet, og hvad det egentlig betyder.

103

En workcamp i Mellemfolkeligt Samvirkes regi varer typisk et par uger. Konceptet er, at frivillige unge fra

forskellige lande arbejder med en opgave aftalt på forhånd med de lokale myndigheder. MS forestår som regel organisationen, administrationen og stiller campledere til rådighed for projektet. Arbejdsopgaverne kan både være kulturelle og sociale aktiviteter. I Grønland har det oftest været bygge- og renoveringsopgaver eller miljørelateret arbejde såsom oprydning eller afmærkning af vandreruter.

134

Min egen plan for sommeren 2007 var at tage ud med ungdomsklubben på fiskelejr og rensdyrjagt nord for byen, hvilket jeg så som en vigtig del af dataindsamlingen med relation til ungdomsklubben. Af en række grunde blev rensdyrjagten kun til en udflugt med klubbens personale til området, hvor Nutaraq havde sin årlige fiskelejr. Dialogen med N omkring vores respektive arbejde i Sisimiut var medvirkende til, at N så en mulighed for at gøre mig til en del af Assaqutaq plottet. Konceptet var, at det kunne blive interessant, hvis man viste offentligheden, at de unge kan og vil, at vise ”storbyen” og dens ”motorveje”104 til en ”ungdomsforsker”. Det er onsdag 11.7., og jeg stopper hos N på vejen fra Brættet, hvor jeg har købt tørfisk på vejen fra Nutaraq. Vi taler om kvaliteten af fiskene, vintertørret contra sommertørret, drikker kaffe og ryger cigaretter. Taler om, hvad der skal ske de kommende dage. Vi kommer også ind på, hvad det er, der giver mening i tilværelsen. Eller rettere sagt, vi begynder at fortælle hinanden, hvem vi er, og hvordan vi ser på verden. Eller sagt på en tredje måde – jeg får et foredrag om, hvad det vil sige at være grønlænder. Og det er mange ting. Noget af det har at gøre med at genvinde stoltheden efter at have været underlagt en kolonitankegang: ”…du gør det og du gør det….og så rejser de”. Noget andet har at gøre med at smøge ærmerne op og bidrage til fremtiden. Noget helt tredje har at gøre med at være den, man er, og at man behandler sine medmennesker lige. Noget fjerde har at gøre med at tage en uddannelse og komme tilbage og udnytte de muligheder, der er i landet. Det femte – at passe på naturen. ”Hvorfor sviner vi i naturen?” Landet – det der er uden for byen - ligger ikke så langt fra, men alligevel er det ikke alle i byen, der får mulighed for at komme ud og prøve sig selv i naturen på de præmisser som vind og vejr nu byder. Og for det sjette, syvende, ottende…osv. Til at starte med talte han i vrede; måske forventede han at jeg ville sige ham imod. Det plejer jeg også at være god til, også til at afbryde, men det gjorde jeg ikke denne gang. Jeg var træt, men af én eller anden grund ikke for træt til at lytte. N talte altid lige ud af posen til mig: ”Vil du lære noget?” ”Hvad med, at du investerer noget af din tid i Assaqutaq?”. Jeg overvejede længe, hvorledes jeg skulle svare. Skulle jeg satse på Nutaraq, eller skulle jeg slå til? Bliver bare det ene af projekterne til noget? Vil jeg træde

104

Landet og havet.

135

nogen over tæerne ved at vælge den ene frem for den anden? Imens jeg tænkte, kom E forbi, inden jeg gav N et svar. ”Kender du ham?”, spurgte N. Jeg nikkede, og N fortsatte: ”E kan guide dig til Kangerlussuaq. I kommer ud i naturen, det kan jeg love dig. Er det ikke rigtigt, E?”. E er 21 år. Han er født og opvokset i Sisimiut. Vi har hilst på hinanden et par gange i 2006 i ungdomsklubben (dengang var han ufaglært portørafløser på sygehuset og taxachauffør). Denne sommer arbejder han for kommunen. Han kører i en lejet, mørkeblå Suzuki Liana og ordner forskellige ærinder for Børne- og Kulturforvaltningen. Det viser sig, at E skal deltage i Assaqutaq projektet, som for ham bliver springbrættet til at skifte over til Miljø- og Teknik afdelingen, hvor der iflg. ham er mere spændende at arbejde. Nu var det min tur til at invitere N og E på mit backstage. Jeg forklarede dem, at jeg anså det som en forudsætning for at sige noget om byen, at jeg kunne opleve, hvordan den hænger sammen set udefra, men jeg manglede hjælp til først og fremmest at kunne færdes forsvarligt i naturen og på havet. Måden hvorpå jeg overvejede at løse mit problem var at ansætte to unge som studentermedhjælp, i bedste tilfælde én ung mand og én kvinde. Det som jeg ikke havde styr på var, hvorledes jeg sikrede mig, at jeg ikke var i gang med at sætte noget uforsvarligt i gang. E slog til med det samme. Han forklarede, at han har gået til Kangerlussuaq før og elskede at være ude. Endvidere ville han gerne tjene penge til at købe en gammel bil, som han så ville stille til rådighed for sin mor, der havde problemer med at gå. N fortalte, at han mere end gerne ville støtte initiativet, helt konkret ved at koble os på Assaqutaq projektet, hvor vi bl.a. kunne lære hinanden bedre at kende. Han inviterede mig også til et møde i Nutaraq samme aften, hvor han ville præsentere workcampen. K er 19 år og den anden unge, som deltog i Assaqutaq og vandreturen. Hun er født i Uummannaq og på det tidspunkt var hun gymnasieelev i Aasiaat. Hendes familie inkl. mor og far bor i Sisimiut, hvor hun ofte er på besøg. Jeg kendte ikke K før den aften, der var møde i Nutaraq. Hun var en af de unge, som skilte sig ud. Stolt holdning og mod til at blande sig i N’s foredrag om workcampen. Da N efterspurgte interesse iblandt de tilstedeværende unge, var hun den, der reagerede først, og hun var også med til at prikke til, dem der holdt sig lidt tilbage. Det var først dagen efter, efter samråd med N, at vi fik kontaktet hende sammen med E. Mit indtryk af K var, at hun havde viljestyrke, ikke bare til at gå langt, men sandsynligvis også til at reagere, hvis det skulle vise sig, at E ændrede mening undervejs på turen. Vi mødtes hos N i

136

Spejderhuset, hvor jeg forelagde mit tilbud, hvilket indebar, at jeg, E og K skulle hjælpes ad i og omkring workcampen i Assaqutaq. Til gengæld ville vi få støtte og vejledning omkring vandreturen til Kangerlussuaq. K slog til med det samme. Hendes begrundelse var, at hun aldrig havde prøvet at vandre så langt, og nu fik hun muligheden.

5.6.2 Assaqutaq

Assaqutaq er en bygd beliggende på en lille ø på nordsiden af Amerloqfjorden ca. 11 km SØ for Sisimiut. Det tager en halv time til fyrre minutter at sejle fra Sisimiut til Assaqutaq, et par eller tre timer til fods på vandrestien. Der er sytten bygninger i Assaqutaq; forladte beboelseshuse, en kirke og bygninger fra kolonitiden, hvoraf de største vedligeholdes af kommunen. Længe før Assaqutaq blev taget i brug i 1909 af KGH105, var lokaliteten en integreret del af Qerrortusoq (anlagt 1778 som hvalfangerloge) ca. 1 km fra Assaqutaq (Bendixen 1921:74-76; 93). I 1920’erne flyttede befolkningen fra Qerrortusoq til Assaqutaq. ”Udstedets officielle navn efter flytningen var Qerrortusoq, men befolkningen, der flyttede til øen Assaqutaq, kaldte stedet ved dets rette navn (Madsen 2009:96). I 1969 blev Assaqutaq officielt nedlagt og befolkningen flyttet til byen. I dag bruges Assaqutaq primært som byens feriekoloni, herunder til organiserede lejrskoleophold. I 2006 blev Assaqutaq en del af ”Fyrtårnsprojektet” - ARTEK’s

105

Den Kongelige Grønlandske Handel (1774-1986)

137

energiteknologiske projekt støttet af bl.a. af Grønlands Selvstyre106, hvilket har medført, at der sommeren 2009 er installeret solfangere, solceller og to vindmøller som alternativ energikilde til stedets dieselgenerator. I det følgende skal det handle om aktiviteterne i forbindelse med workcamp i Assaqutaq i 2007.

Fredag 13.7. omkring kl. 13.00 går det løs med vores første opgave. E og jeg skal hente jollerne i Assaqutaq med henblik på transport af byggematerialerne fra byen. Vi bliver kørt af L ned til lystbådehavnen, hvor kommunens motorbåd ligger fortøjet til ponton nummer syv. Først gennemgår L båden for sikkerhedsudstyr, tjekker motor og benzinbeholdning. Han aftaler med E, hvor jollerne fra Assaqutaq skal sejles hen og overlader resten til ham. E tager to redningsveste ud af rummet i agterstævnen og beder mig samtidigt om at sætte mig i bådens stævn. Vi er nu klar iført redningsveste og fortøjningen taget af pontonerne. E spørger, om alt er ok. Jeg nikker, og E starter motoren. Vi sejler stille og roligt ud i det gode vejr; først ud i Kangerluarsunnguaq (Ulkebugten) under lufthavnsbroen, forbi havnen til bagbord, på samme side forbi Qimmit, Qapiarfiusaaq og med øerne Qeqertarmiut, Annertusoq om styrbord. Byen er for længst sejlet agterud, om bagbord kan man dog stadig skimte bydelen Kussangasoq107. Vi er i Amerloqfjorden. Vi ankommer til Assaqutaq efter ca. en halv times sejlads, fortøjer og sidder et øjeblik på havnekajen. Det er lavvande og stille, meget stille, efter at motoren er slukket. ”Ku-dunk, kudunk, dunk, DUNK” lyden som fulgte os, siden vi tog af sted fra Sisimiut, er forstummet. E

106

ARTEK - Center for Arktisk Teknologi i Sisimiut er tovholder på energiprojekter i Uummannaq, Ilulissat og

Sisimiut områderne (Grønlands Selvstyre 2009). 107

Se kortbilag 9) Stednavne Sisimiut-Assaqutaq.

138

synes, at vi skal se os lidt om på øen. Først går vi tværs over i retningen mod syd og kigger undervejs ind i et par forladte huse, dernæst østover på stien imellem bygdens vedligeholdte bygninger – kirken, lighuset, beboelseshus nummer 123 og så tilbage. Ned af landgangsbroen. Vi sætter en slæbetrosse i de tre joller, vi skal have med. Derefter tændes motoren og afsted igen. E sejler langsomt og holder øje med jollerne, som hopper af sted bag os. Der er tid og rum til at snakke. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvor E har lært at sejle. Han fortæller, at han har sejlet sammen med sin far som barn og rigtig godt kan lide at komme til Assaqutaq, fordi der er dejligt stille og masser af muligheder for at være ude. Jollerne bliver slæbt ind i Sisimiut havn, hvor L og N venter på os sammen med to unge. Vi hopper på ladet af L’s store pickup og kører til STARK tømmerhandelen i den anden ende af byen. Her bliver spånplader, rockwool, søm, lister og maling læsset på. Tilbage til havnen og laste jollerne. A fra kommunen kommer ind i en anden båd for at slæbe. Med sig har han en ung fyr, som hjælper til. Det er nu sent på eftermiddagen, og havnen myldrer med folk. Der er travlt ved tanken, både fangere og sejlere henter brændstof til resten af dagen. Vi når lige at spise en bid junkfood på havnegrillen, mens vi venter på lastbilen med det tunge gods. Så snart den kommer, pukles der med byggematerialerne, som hejses ned fra bolværket. Flere af os er ved at falde i havnen. N holder øje med mig, og da han ser, at jeg er ved at få overbalance, får jeg en opsang om, at jeg skal tage det stille og roligt. ”Kig på de andre og se, hvordan de tager fat. Du var tæt på at ryge i. Kunne du mærke det?” Jeg nikker til ham, og vi smiler til hinanden. Så er det af sted. Vi er nu otte personer, eftersom flere har sluttet sig til i løbet af lastearbejdet. Heriblandt to spejderdrenge, som ude i byen havde hørt, at der manglede hjælp til transporten af byggematerialer, og desuden A, som jeg kender fra Nutaraq. Turen går langsomt, men alt når intakt til Assaqutaq hvor der pukles med at få bragt alt i land. Efter en times tid er det i pakhuset ved havnekajen, og der er lidt tid til at slappe af. Et par unge fra Børnehjemmet er i mellemtiden kommet til Assaqutaq. De er her for at få et afbræk fra hverdagen i institutionen. Vejret har ændret sig, imens vi har knoklet. Det begynder at blæse op, hvorfor skipperne beslutter at vende næsen hjemad. Store bølger, masser af motorkraft og sejrshumør efter en overstået puklen følger med på tilbagevejen. Vejrskiftet er medvirkende til, at vi bliver i Sisimiut weekenden over.

139

Mandag den 16.7. mødes E, K og jeg hos N i spejderhuset. Vi gennemgår planerne for de næste par dage, herunder vores vandretur til Kangerlussuaq. Planen er, at E, K og jeg indtil den 22.7. arbejder i Assaqutaq, hvorefter vi sejler til bunden af Akulleq fjorden og på egen hånd vandrer via Polarruten til Kangerlussuaq. Herfra skal E og K tilbage til Sisimiut og jeg til København. Til at starte med styres planlægningen af N. E og K overtager, efterhånden som de kan komme til. E studerer kortet og foreslår, at vi vandrer om natten. K gennemgår listen over proviant og udstyr, vi skal have med. Vi mangler at købe ind, både til Assaqutaq og til vandreturen, hvilket vi bruger formiddagen til. Sammen sejler vi om eftermiddagen til Assaqutaq. A som var med i fredags støder til igen. I Assaqutaq bruges tiden på at gennemgå arbejdsopgaverne og finde indkvartering. N foreslår, at E, K og jeg får hus 123, så vi lærer at bo sammen forud for vandreturen. Vi spiser og taler med S og de andre fra Børnehjemmet. Det er nemlig meningen, at alle som er til stede skal arbejde de kommende dage. Senere på aftenen er vi ude at fiske på sydsiden af øen. Det er ikke den store fangst, kun myggebid og masser af show-off med fiskestængerne, som skal blive her til fælles afbenyttelse. Vi overnatter ikke denne aften, da N vil have os til at samle tropperne i morgen i Sisimiut. Tilbagevejen er hurtig overstået. Alle ser trætte ud. Inden vi skilles, aftaler vi, at K og E får kontaktet flest mulige unge, som har lyst til at tage til Assaqutaq fra og med i morgen. Tirsdag 17.7. E, K, N og jeg mødes klokken otte ved Spejderhuset. N er anspændt; tror ikke rigtigt på, at de unge dukker op. K trøster ham, idet hun fortæller, at hun lavede en sms-kæde i går og tror på, at der kommer en del. Ved ti-tiden er der fuldt pakket i huset. N holder en kort briefing og fortæller om vores vandretur til forsamlingen af unge. Opgaverne fordeles. E sejler med et hold til Assaqutaq og sætter dem i gang. Vender tilbage og henter os senere. K, N og jeg skaffer i mellemtiden resten af de ting, der mangler. Jeg kører de unge ned til havnen. Bilen er pakket med unge fra Nutaraq. ”Der skal provianteres”, siger AL. Først forbi KD og hente en riffel, så ned til havneprovianten – patroner, sodavand og slik. Forbi K’s fars båd hvor hun henter en riffel og ned til provianten igen efter patroner til den. ”Det bliver tredje verdenskrig, Jakub” joker AL, imens han begejstret fortæller om, hvor meget han glæder sig til Assaqutaq. ”Har du været der? Der er dejligt”. Fyrene er glade.

140

Faktisk er det pånær K kun fyre, som tager af sted. Vi afleverer dem til E og vinker med forventning om snarligt gensyn. Kører ud til Nalunnguarfik. K ordner sms-korrespondancen undervejs. Det sidste indkøb bliver ordnet i Store Brugsen. Vi støder ind i direktøren for Sisimiut TV, hvilket N udnytter til at fortælle ham, hvad vi har gang i og inviterer dem til at lave et indslag. Efterfølgende kører vi al bagage og proviant ned til havnen. E er i mellemtiden kommet tilbage og venter på os. Han låner bilen og henter nogle småting derhjemme og også for N, afleverer bilen og mødes med os på havnen, hvor vi i mellemtiden har fået pakket min bagage og provianten og har fået lidt tid til at fundere over alt det, der er foran os. Vi sejler ud i stille og solrigt vejr. N styrer, først hurtigt væk fra byen, men så stopper han pludselig uden at slukke motoren. Vi er nået til mundingen af Amerloqfjorden. Han taler roligt til K om, at hun skal gøre sit gevær klar. Næsten samtidigt peger K ud mod horisonten. E overtager riflen og venter på K, imens hun leder efter patronerne som E, efterhånden som han modtager dem, sætter i magasinet. Langsom sejlads indtil sælhovedet dukker op igen. N slukker motoren og alle spejder rundt. Jeg trækker min kikkert op af rygsækken og forsøger at finde dyret i linsen. Kan ikke se det og mærker med det samme, at jeg ikke er trænet, da det hele føles, som om jeg famler efter en prik ude på et stort hav. K spørger, om hun må låne kikkerten.

141

Jeg sætter mig på knæ og afventer, hvad der kommer til at ske. E søger skiftevis med kikkerten på riflen og med øjnene, idet han drejer rundt med overkroppen. ”E, aajuna”; der er den. E skyder. En gang, to gange. K ser efter sælen med kikkerten og viser N, hvorhen han skal sejle. I samme sekund starter N motoren. Der er ingenting, da vi kommer frem. Forfra – vente, spejde. E skyder tre gange. Heller ikke noget denne gang da vi kommer frem. To forsøg til hvorefter N, K og E bliver enige om at opgive. N vender båden og sejler i retning af Assaqutaq, hvor vi ankommer efter ti minutter. Der er travlt. Både på havnen og rundt omkring de store bygninger. Dieselgeneratoren er i gang og O, som bor i bygden en del af året, kommer forbi og taler med N. Han hilser på os og ser os an. AL, KD, NK og resten er i fuld gang med oprydningen i sovesalen, som er i den gamle skolebygning lige neden for kirken. L er også til stede. Vi pakker ud, bærer proviant til køkkenet, imens fortæller E og K om sælfangsten til vennerne. Vi holder et kort koordineringsmøde med L – N, E, K og jeg. N og E skal i gang med tømrerarbejdet på pakhuset, der står på kajen. De skal lave et loftrum til opbevaring af materialer for fremtiden, endvidere døre så pakhuset kan låses af. K skal male sovesalen i den gamle udliggerbolig (E8) og senere hjælpe til med forberedelsen af aftenmåltidet. Jeg bliver sat til at male kirkens lighus, både indvendigt og udvendigt. Endvidere har E, K og jeg fået ansvar for at koordinere arbejdet i sovesalen. Denne skal være klar til, at Medborgerhusets børn kan flytte ind om et par dage. I sovesalen har fire unge fra Nutaraq knoklet siden i formiddags. De flytter inventaret og affald ud foran bygningen. Huset er ved at blive klargjort til en omgang maling, både vinduer og vægge; heldigvis kun indvendigt, da der er tale om en relativ stor bygning. Lighuset. Tre unge kommer for at hjælpe, idet jeg går med L hen til lighuset – NK og to spejderdrenge. L åbner dørene. En gammel ligbåre står midt i det lille træhus. NK og jeg bærer den ud. Den er let, bygget af træ og betrukket med noget, der minder om sejldug. Senere fortæller NK mig, hvor spændende han synes det er at røre ved noget, der har historisk værdi. NK er gymnasieelev i Aasiaat og på sommerbesøg hos sin mor i Sisimiut. Under arbejdet kommer det frem, at han skriver digte. L forklarer, hvorledes vi skal gå i gang, men efterlader hurtigt scenen til os selv. De unge går straks i gang. Lokalets vægge og loftet fejes, herefter henter vi hvid og rød maling og går i krig med arbejdet, der varer indtil middagsmaden. Tidspunktet annonceres af K, som slår på en grydelåge med en stor ske: ”Neeeeriaaaartooorniaaaarit”; kom ind og spis, hvilket hun råber ud

142

over Assaqutaq, og det forårsager et stort ekko fra fjeldsiden mod nord på den anden side af vandet. Spisningen foregår i hovedhuset i den gamle udliggerbolig (E8). Man sidder ved lange borde langs væggen på begge sider af lokalet. Vi er i alt nitten; en gruppe unge som jeg kender fra Nutaraq, et par unge som er kommet til via spejderne i Sisimiut, naturvejlederen og os tre og L med sin søn. Der er ingen betjening, alle sørger for sig selv. Tanken om, hvad jeg har været med til i dag, gør mig fraværende. Jeg reflekterer over sejladsen i dag, malingen af lighuset sammen med en digter, bygdens forandring fra første gang jeg besøgte den – hammerens høje lyde, myldret af unge, generatorstøjen og den kontrastfyldte stilhed i pauserne. Nu kan man virkelig mærke, at projektet er gået i gang. Måltidet giver fællesskabet ny energi, som omsættes til et spindelvæv af vittigheder påbegyndt ved L’s prikken til AL’s russerhue, der går på omgang. De unge er på banen. Der grines, så tårerne løber ned af folks kinder, og dem der ikke er nået at blive færdige med måltidet får maden ud gennem næsen. E er helt færdig af grin. Så færdig, at han ikke er i stand til at drikke sin saftevand. Hver gang man tror, at nu er den sidste bemærkning faldet, kommer der endnu et brudstykke af udsagn ud i rummet, serveret halvvejs med ord, sløret med grin. Jeg bliver suget med, det kan ikke undgås. Efter aftensmaden og opvasken, som jeg står for sammen med E og K, er der tid til et hvil. Det er snart sent på aftenen, og N og L pakker sammen og sejler tilbage til byen. De fleste unge fra Nutaraq tager med tilbage. ”Vil du med?”, spørger N, lige før han sætter motoren i gang. Jeg ryster på hovedet. Jeg går i gang med at male i sovesalen. Efter et par timer går jeg tilbage til hovedhuset og slutter mig til matadorspillet, som fortsætter til klokken tre om morgenen. Onsdag 18.7. Dagen går med malerarbejdet i sovesalen. Det er fortrinsvis S fra Børnehjemmet, der er i sving. Vi maler og maler, både formiddag og eftermiddag. Flere slutter sig til om eftermiddagen. Dagens samtaleemne er mit hjemland og musik. S har sin mobil med og sætter Queens ”Under Pressure” på replay. Jeg laver aftensmad til E og K. Børnehjemmet laver deres egen mad. Efter aftensmaden er der kortspil og sæljagt initieret af Børnehjemmet. Det sidste er jeg for træt til at deltage i, hvilket jeg ærgrer mig over, så snart de er taget af sted. Det har småregnet hele dagen, men havet ligger

143

stille her til aften. E er selvfølgelig med, AK også, nu har han fået sin jagttur. Efter ankomsten synes E, at jeg skal sove sammen med dem på loftet. Her ligger vi ni mennesker på en briks og læser gyserhistorier. E læser først, men opgiver efter stykke tid. AK overtager. Han er fremragende. En efter en falder vi i søvn.

Torsdag 19.7. Op klokken ti. Denne gang bliver vi vækket af holdet der ankommer fra byen. Sovesalen gøres så færdig som overhovedet muligt. Alle knokler på med de sidste rum. Efter aftensmaden tager E, K, N og jeg til byen. Min opgave er at flytte ud af mit kollegieværelse og senere sende min bagage til Kangerlussuaq på den flybillet, jeg har fra Sisimiut. Der skal lejes en bil, hvilket jeg ordner, så snart vi får signal. Ved ankomsten til lystbådehavnen står en rød Suzuki Ignis klar ved klubhuset. Som den længste af os fire står jeg for skud, idet jeg gør plads til mig selv bag rettet. Der er hverken plads til et menneske eller en myg bag ved førersædet til stor underholdning for E, N og K. Jeg kører alle til deres respektive hjem. Aftaler med E, at vi mødes senere hjemme hos ham, hvilket giver mig muligheden for at hilse på hans mor. Vi kører lidt rundt i byen og forbi ungdomsklubben for at fortælle om vores gøren i Assaqutaq. E fortsætter til langt ud på natten, jeg tager hjem og pakker sammen. Fredag 20.7. Jeg bliver hentet af E og K, som nåede at skifte bil til en større model. Formiddagen går med koordinering af transport af medborgerhusets børn, to ældre damer og et par unge, som vil tilbage til Assaqutaq. Nu er det tid til at pakke vores rygsække til vandreturen. K hjælper mig med at begrænse mig, hun ser med alvor på, hvor meget jeg har tænkt mig at slæbe med. ”Det kan du ikke bære hele vejen”. 144

Der en del ting, vi skal have styr på i dag. Vi skal meddele politiet i Sisimiut, at vi fra søndag til torsdag er ude at vandre, hvilket N synes, vi skal gøre for en sikkerheds skyld. Maden som er blevet indkøbt sidste gang, vi var i byen, sikkerhedsudstyr som vi henter på havnen m.m.; alt ordnes i endnu en køren frem og tilbage i byen. K og jeg har aldrig vandret til Kangerlussuaq, hvorfor N og E gennemgår ruten. Vi diskuterer også, hvor lang tid vi skal afsætte til turen. E insisterer på at vandre om natten, hvor det ikke er så varmt og overnatte i hytterne i løbet af dagen. K og jeg forsøger at lære ruten at kende på kortet. Vi prøver vores kompas af og taler om ansvarsfordelingen på turen. E har gået til Kangerlussuaq flere gange, hvorfor vi bliver enige om, at han bliver det primære holdepunkt, hvis vi skulle blive væk fra hinanden. Kl. 16.30 er vi klar. Vandreudstyret er pakket og klar til transport til Assaqutaq. Da N’s datter desværre kommer ud for en ulykke, bliver han nødt til at blive i byen. E, K og jeg tager ned til båden alene og gør den klar. Petroleum lastes. En gammel dame, som skal med, og NK, som skal med tilbage støder til lige før afgangen. Af sted. Klokken halv seks er vi tilbage i Assaqutaq. En anden ældre dame er allerede til stede og i gang i køkkenet. Klokken seks om aftenen ankommer dem fra Medborgerhuset, og de går straks i gang med at gøre sovesalen klar. Halvdelen har sejlet, halvdelen er gået fra Sisimiut og har markeret dele af vandreruten Sisimiut-Assaqutaq. Jeg taler en smule med de gamle, fisker sammen med A, spiser sælkød med L og går i gang med et nyt projekt - taget på lighuset skal repareres. A, som er her med sin kæreste S, og som var med til at transportere materialet herud, hjælper mig.

145

Vi banker jeg ved ikke hvor mange tagpapsøm i lighuset indtil aftensmaden. Vi skriver vores navne på tagbrædderne. Hans kæreste S har lavet maden i aften. ”Trillion-bøf…for første gang”, siger hun stolt, mens alle sætter sig ned. Medborgerhuset sørger for egen mad, som de ældre damer har tilberedt. Som sædvanligt er der underholdning. K spørger, hvad S har puttet i maden, siden vi alle sammen griner. Efter aftensmaden beslutter K sig for at sejle til Sisimiut med L, det er fredag og vennerne i byen kalder. Medborgerhuset og børnene tager ud på sydsiden af Assaqutaq, hvor de gamle viser dem kirkegården og fortæller om deres barndom i bygden. Vi andre kaster os over jollerne og laver kapsejlads rundt om Assaqutaq. E roer sammen med NK, jeg sammen med S og A. Mens vi sejler, taler jeg med A og S om snowboarding i byen. Begge er byens store talenter. S er på vej til efterskole i Danmark og fortæller, hvor meget hun allerede længes efter Sisimiut. Da vi når tilbage til havnen, hopper vi alle sammen i motorbåden på E’s opfordring. ”Skal vi på en lille tur”, siger han spørgende, mens han tænder motoren. Ingen er i tvivl. Vi sejler først ud for Sisimiut for at skyde. Mange sæler kommer frem, men heller ikke denne gang får vi held. Da S pludselig skal på toilettet, bliver vi nødt til at sejle til en nærtliggende ø. Hun fryser, og E sejler bagefter hende og A til Assaqutaq. Men turen slutter ikke her. E vender om, og så sejler vi ud i Amerloqfjorden, på tværs, i sydøstlig retning forbi øen Maniitsorsuaq med den forladte bygd Ikeraasak og frem til det åbne hav, forbi Uummannarsuak og Nipisat. NK vil gerne styre. Idet han overtager styringen, ser man med det samme, at øvelse gør mester. E er en klasse over NK. Da NK’s sejlads bliver for vild, overtager E styringen. Klokken fire om morgenen vender vi næsen hjemad. Nu fryser vi også. Vi sover på loftet i hovedhuset. På briksen sammen med unge fra Børnehjemmet, de to gamle damer og A og S. Lørdag 21.7. Op klokken elleve. De to ældre damer har lavet morgenmad til os. E og NK fortæller om nattens sejlads. L og naturvejlederen ankommer ved middagstid. N fortæller, at han

146

har mødt K klokken otte om morgenen, arm i arm med en ung mand, på vej fra en kollegiefest. ”Hvornår tager vi til Assaqutaq?”, havde hun råbt til N og fik besked om, at vi henter hende sent på eftermiddagen. Imens N, L og jeg arbejder på småprojekter på havnekajen, sejler A og S børnene fra Medborgerhuset til fastlandet. I tre hold skal de arbejde på afmærkningen af vandreruten Assaqutaq-Sisimiut. De ældre damer er i mellemtiden blevet ”rodløse”, hvorfor N og jeg har taget os af dem. Vi snakker om gamle dage i Assaqutaq; mest om de gode gamle dage, hvor der blev danset om natten, hvor der var liv i bygden. J og D fortæller, hvorledes der blev knoklet med fiskeriet, og som barn var der altid noget, man skulle hjælpe til med. Sent på eftermiddagen sejler vi til Sisimiut efter K. Tilbage til Assaqutaq klokken halv seks. I mellemtiden kommer K’s far og mor på besøg. K bruger meget tid sammen med sin mor. De går rundt i Assaqutaq, hvorfor jeg ikke får talt så meget med moren. K’s far fanger jeg på kajen, og vi taler kort om, hvad der skal foregå de næste par dage. Han udtrykker glæde ved, at jeg ønsker, at K og E lærer mig om livet ude i vildmarken. De er kommet for at tage afsked med os, men også for at skifte K’s riffel ud med en ældre model. Resten af aftenen bliver tilbragt med indskydning af riflen ud over fjorden. K viser E, hvordan hendes gamle riffel fungerer. Jeg får også mulighed for prøve den af. I hovedhuset er der kortspil og film på A’s bærbare computer. Jeg syr min rygsæk, E ordner nogle småting med sin oppakning. Det samme gør K. I seng klokken halv fire om morgenen.

5.6.3 Om afstand og nærhed I det efterfølgende vil jeg beskæftige mig med nogle aspekter af aktiviteterne i Assaqutaq. Arbejdet, herunder dets organisering og de unges udholdenhed og kreativitet. Til slut vil jeg give mit bud på, hvad det vil sige at være på afstand af byen. Arbejdsopgaverne, som jeg har været inde på i min beskrivelse, omfatter maler- og tømrerarbejde, endvidere logistikopgaver og transport. De unges kompetencer spænder i den forbindelse fra begynder- til ekspertniveau. I håndværksmæssig sammenhæng er de ”Jacks of all trades”, der går til opgaverne med et åbent sind og lyst til at lære, men også med en indgroet selvtillid, hvilket accentueres i håndteringen af transportgodset og logistikopgaverne. Malerarbejdets til tider ensformige rytme har især krævet udholdenhed, hvilket de unge håndterede ved at arbejde i små grupper. Alle der deltog i arbejdet havde mulighed for at udføre

147

det på egne præmisser, hvilket jeg ser som underliggende motivationsfaktor ikke kun i malerarbejdet, men generelt i forhold til alle aktiviteter i Assaqutaq. Muligheden for at sammenflette arbejde og fritid inden for en tidsramme man selv styrer, tager sit udgangspunkt i workcampens overordnede organisationsstruktur, som jeg vil definere som værende løs og opgaveorienteret. Værtskab spiller en væsentlig strukturerende rolle i denne og kommer også til udtryk i relationen mellem de forskellige aktører. Aktørerne kan groft opdeles i tovholdere (L, N, Medborgerhuset) med ansvar over for kommunen og deltagere/frivillige uden ansvar over for kommunen. Man kan kalde dem begge for ”stakeholders” i den forstand, at begge grupper har noget på spil, men samtidig er hinandens ressource. Deltagernes arbejdsindsats (input) skabte adgang til f.eks. en motorbåd, der gjorde sejlads på egen hånd i området mulig (output). De unges tilstedeværelse ser jeg samlet som en væsentlig ressource til, at kommunen kunne udføre opgaven. L, der var tovholder fra kommunens side på dele af projektet i Assaqutaq, fordelte opgaverne til udvalgte grupper ved at vise, hvor og hvordan arbejdet skulle udføres og efterlod ellers scenen til de, der hægtede sig på opgaven. Uddelegeringen af arbejdsopgaverne foregik i form af ansvarsfordeling, hvilket jeg vil betegne som et udvekslingsforhold mellem vært og gæst. Når jeg f.eks. midt i malingen af lighuset, som den der følte et ansvar for projektet, rettede henvendelse til L for at høre om arbejdet afspejlede L’s ønsker, var han tilbageholdende med at respondere. Han motiverede i stedet ved at optræde som bedømmer af resultatet, som han så på afstand. ”Det ser godt ud. I har styr på det”, og desuden: ”Har I brug for hjælp?”. Noget af det samme spejles i det nære perspektiv i vores gruppe omkring lighuset. I stedet for at hævde sig over for de andre, hvad enten det kunne være mig eller NK, som arbejdede hurtigst, foregik arbejdet i gensidig motivation; bl.a. ved at coache hinanden i f.eks. hvorledes man kunne tage fat på at male en svært tilgængelig flade. Når jeg stod og overvejede, hvordan tingene skulle angribes, handlede NK og de unge med det resultat, at jeg havde svært ved at følge med. Groft sagt blev der handlet, før der blev snakket; noget jeg ser som kontrast til f.eks. malerarbejdet ved en fælles arbejdsweekend i en andelsforening i Danmark. Organiseringen af arbejdet, baseret på situationel ledelse og værtskab, har efter min mening direkte effekt på den kreativitet, der udfoldes i Assaqutaq. Kreativitet omfatter i den sammenhæng de unges evne til at anvende eksisterende viden på en given problemstilling. De unges adræthed og styrke er medvirkende til, at de uden besvær klatrer på tagene, relativt hurtigt

148

rydder et område m.m. Det særligt interessante i forhold til den overordnede sammenhæng er, at kreativiteten ikke kun kommer inde fra den enkelte. Tovholdernes inklusion af de unge i arbejdet skaber rum, hvor de kan udleve deres kompetencer i praksis, og står i kontrast til de rutiner og den praksis, man ellers er vant til at indgå i. Jeg ser det overordnede koncept med workcampen som en motiverende faktor for kreativiteten, både den individuelle og den sociale. Konceptet går ud på, at de unge oplever sig selv i en ny og dynamisk konstellation af tilværelsens indhold. Jeg vil i makroperspektiv associere aktiviteterne i Assaqutaq til breakdance i Amerloq. Assaqutaq kan nemlig betragtes som en ”cipher”, hvor aktørerne performer sammen og over for hinanden, som det også er tilfældet i breakdance. Forskellen er bare, at der i Assaqutaq forekommer livsstilsmarkeringer i lang større geografisk udstrækning, end det er tilfældet i Amerloq. Afstande i Assaqutaq er konkrete og udleves, idet vi lægger vejen forbi byen og bygden, Amerloq fjorden eller omkring bygden i en ro-konkurrence. I breakdance indtager afstanden derimod en symbolsk værdi. Nærheden er i begge tilfælde skaleret, dvs. i Assaqutaq på en skala der omfatter tid og motorkraft til at sejle en distance, i breakdance i dansernes bevægelsesrepertoire. Der er også rytme i Assaqutaq. Først og fremmest rytmen i dag- og nat-aktiviteterne, hvilket for mig at se ikke er et spørgsmål om forskelle (mellem arbejde og fornøjelse), men rytmen fungerer snarere som en drivkraft i opretholdelsen af meningen med at være ”udenfor” kontra at være i byen. Min pointe er, at der i Assaqutaq’s ”offentlige rum” er et større udvalg af pusterum for de unge (fiskeri, båd, kortspil etc.), end det er tilfældet i byen, hvor nattens offentlige rum består af diskoteket eller cruising i bilen fra den ene ende til den anden af byen. Selvom dette er en grov generalisering, er den med til at påpege, hvordan forskellen mellem afstand og nærhed i spændingsfeltet Sisimiut-Assaqutaq-Sisimiut egentlig handler om forskellen mellem forskellige intensiteter. I dem ser jeg repetition i forhold til det nære og velkendte som en ambivalent betingelse. Rytmens konsistens er højere i byen end i Assaqutaq og er samtidig en kvalitet ved byen i den forstand, at man kan løsrive sig fra den og re-skalere repetitionen i bevægelsen fra byen. Også i fællesskabet ser jeg rytmer. Arbejdsrytmen, måltiderne og rejsen; alt dette er med til at opretholde variationen over tid og perspektivere forholdet mellem afstanden til byen og nærheden mellem de forskellige ”stakeholders”.

149

De unge udviser dygtighed i håndteringen af forskellige opgaver, som jeg har været inde på ovenfor. Deres udholdenhed kommer til udtryk, idet de får mulighed at dyrke ”fritiden” i Assaqutaq som en integreret del af ”arbejdstiden” (kan man overhovedet skelne mellem arbejde og fritid i en workcamp?). Min pointe er, at Assaqutaq accentuerer afstanden og nærheden som et generativt spændingsfelt, hvor byen og det, der er uden for den, er gensidigt ligeværdige referencepunkter. ”Uden for byen” alene er en grundlæggende kvalitet ved det urbane liv i Sisimiut. Proksimitet (nærhed) i land/by i Sisimiut er ikke kun et lokalt fænomen: ”...the landscape cannot be understood detached from city life. This interrelationship is ever present and constitutes one of the basic drivers of city dynamics and one of the attractions of living in Nuuk” (Sejersen u.å.). I næste afsnit udfoldes casens anden halvdel. Afstanden til byens øges yderligere med beskrivelsen af vandringen med K og N i det åbne landskab i fem dage. Undervejs trækkes en række linier tilbage til Sisimiut. Nærheden mellem land og by bliver tydeliggjort undervejs, både som ”attraction of living”, men også som noget de unge bruger som input/output arena, hvori der ”tegnes” autentiske kort i form af samtaler til deres selvbiografi.

5.6.4 Vandreturen Akulleq - Kangerlussuaq Søndag 22.7. starter lidt hektisk. N og L er kommet tidligt fra Sisimiut. N vækker mig ved titiden med besked om, at vi snart tager af sted. Han beder mig om at vække E og K, som sover i hovedhuset. Vi spiser morgenmad og sætter al oppakning til vandreturen klar på kajen. Klokken 12.30 sejler vi i to både fra Assaqutaq. Et par unge og et af personalerne fra Medborgerhuset er med på turen. E og N sejler alene, K, jeg og de tre andre i L’s båd108. Første stop bliver Sarfannguaq, som ligger i bunden af Amerloqfjorden. Det var planen, at vi skulle sejle forbi den, men vores båd fik motorproblemer undervejs. L og N aftaler, at N sejler os resten af vejen, imens L reparerer motor i Sarfannguit. Destinationen er bunden af Akulleq fjorden, ca. 25 km fra Sarfannguit. E og K sidder i stævnen foran vores oppakning, på den anden side, nede foran rattet sidder jeg109. Vi sejler med 108

YouTube channel 77jcm: “Departure from Assaqutaq” - http://www.youtube.com/watch?v=G3YbPaX3wJ8

109

YouTube channel 77jcm: “On our way to Akulleq fiord” - http://www.youtube.com/watch?v=cGVO7ilMrY0

150

jævn fart i ca. 45 minutter. Af og til stopper vi op og kigger på kortet. Det er første gang, N sejler i området. Landskabet er ensartet goldt. Vi styrer mod øst forbi Maligiaq- og Avalleqfjorden, hhv. om bagbord og styrbord, 6 km ind i Akulleq, hvorefter vi drejer 4 km i nordøstlige retning og til sidst mod SØ til Akulliup Qinngua, hvor vi ankrer op klokken 14.30.

Sejlrute Assaqutaq-Sarfannguit-Akulliup Qinngua. Udtræk fra www.nunagis.gl

Ikke så langt fra stranden ligger en hytte, hvortil vi bærer vores oppakning. Går tilbage til båden for at tage afsked med N; det hele går ret hurtigt. Vi aftaler, at vi ringes ved, så snart vi er i Kangerlussuaq. L har udstyret os med en satellittelefon for tilfælde at, at der skulle blive brug for at tilkalde hjælp.

151

Vandreruten Akulliup Qinngua-Kangerlussuaq. Udtræk fra www.nunagis.gl

Distancen Sisimiut-Kangerlussuaq er på 130 km i luftlinie eller ca. 180 km reel vandring. Vi skal gå den halve distance, dvs. omkring 80 kilometer, heraf sejler vi i kano godt tyve km på en langstrakt sø. Vi vinker farvel til N, som ønsker os en rigtig god tur. ”Pas på hinanden og giv lyd fra jer, så snart I kan”. Så snart han er sejlet væk, går vi tilbage til hytten for at gøre os klar til vandringen. Iflg. kortet har vi en opstigning foran os. Det er varmt, meget varmt det første stykke af vejen. Idet vi vandrer væk fra havet, bevæger vi os langsomt ind i et frodigt område. Fra klokken halv fire, da vi startede, til klokken otte vandres med adskillige ophold, hvor E og K hele tiden viser mig på kortet, hvor vi er. K udpeger fjelde og søerne og viser, i hvilken retning vi kommer til at gå. Vi passerer en, to, tre søer. E får det så varmt, at han bliver nødt til at gå i boksershorts og t-shirt. K og jeg beundrer ham, da myggene bider til omkring søerne. Klokken otte om aftenen har vi tilbagelagt otte kilometer med en opstigning rundt omkring fjeldet Niaqornarsuaq, efterfølgende trav langs søerne med et helvede af myggebid, over et par fjeldknolde og lange strækninger i åbent land. Efter få timer møder vi de første rensdyr, som vi opdager ved en tilfældighed, da alle ellers kun koncentrer sig om at finde ud af den bedst mulige måde at gå og bære oppakningen på. Den er tung. Alt for tung. Fem kilometer efter søområdet ankommer vi til den første vandrehytte ”Tuttu/Rensdyr”. Klokken er 22.00, og alle er trætte. 152

Vi spiser frysetørret spaghetti-bolognese fra pose, som vi tilsætter varmt vand tilbereder på en lille primus.

Der hviles ud efter aftensmaden. Selv om vi har tid til at blive og sove igennem, bliver vi kun i hytten til klokken to om morgenen. Ingen af os kan falde i søvn. E og K ligger på sovebriksen, jeg ligger på bænken. Af og til går E og jeg udenfor for at ryge. Laver lidt kaffe og undersøger gentagende gange kortet, hvorved vi hele tiden repeterer vores position, og vejen der venter forude. Det er første gang, E går denne vej. K har været i området på rensdyrjagt med familien, men også hun har bevæget sig i andre dele af landskabet. Vi følger vandreruten, som snor sig mageligt igennem det frodige landskab, som begyndte efter nedstigningen til søerne. E synes at der er smukt, til trods for at han har ”kæmpet” det første stykke af vejen. ”Jeg elsker Sisimiut, fordi der er så meget land omkring”. Når vi taler om området, spørger jeg ham, hvad han vil lave i fremtiden. E vil gerne leve af at være outfitter for turisterne fra Kangerlussuaq. ”En stor speedbåd og sejle ind til området. Vandre til Sisimiut”. ”Hvorfor hvisker I”, spørger K fra hytten. ”Vi vil ikke vække dig”, svarer jeg. ”Jeg kan ikke sove”; det får os alle sammen til at grine. I munter stemning reflekteres der over vores præstation i dag. ”Det er luksus tur”, siger E med henvisning til, hvad vi har med os, mad, cigaretter, bunker af tøj og udstyr. K foreslår, at vi forsøger at omfordele noget af provianten, så alle har nogenlunde samme vægt at bære på. I det samme begynder E at agitere for en nattevandring. Jo hurtigere vi når til kanocentret desto bedre, hævder han: ”Dér er smukt”.

153

Jeg giver mig til at skrive dagbog, imens E laver mere kaffe. K går ud for at indånde natten. Imens jeg skriver, lægger de sig begge tilbage på soveplatformen og kigger på mig. ”Tænker du meget”, spørger E. ”Det ved jeg ikke, hvad med dig, hvad tænker du på?” ”Jeg savner mig kæreste. Men der er dejligt herude”. E lidt ubehjælpsomt efter en ny tankegang: ”Har du et billede af rensdyr? Så du rensdyr i dag som den første?” ”Ja, for første gang i mit liv. Vil så gerne smage på maveindholdet”. ”Du skal tage mange billeder af dyrene, så du kan vise til alle, hvor smukt her er”. Og igen et tankespring. ”Det bliver sjovt ved kanocentret”. K fortæller pludselig, hvorfor hun begyndte at græde i Assaqutaq en af de første dage vi var samlet i hovedhuset. Imens vi sad og spillede kort, fangede hun efterlysningen af en båd i VHF-radioen. ”Min ven døde, da han var ude at sejle omkring Uummannaq. Han kendte området, men ramte et isbjerg. Jeg bliver bange, når nogen bliver efterlyst”. Liggende på siden på bænken, så jeg på E og K, som lå på maven og kiggede eftertænksomt ud i luften. Stilheden blev brudt, da K hentede en cigaret. Jeg rejste mig og gik ud i tavshed for at lave en kop te til os. Efter at have serveret teen tænkte jeg, at det var første gang K åbnede op i det lille fællesskab, vi tre er blevet til efter dagens strabadser. Det strejfede mig, hvorledes vi egentlig gik for os selv hele dagen igennem. Da E stoppede mange gange i dag, enten for at kigge på kortet eller tage sig en bid mad, mærkede jeg, hvorledes K blev utålmodig, men tænkte, at det nok havde noget at gøre med, at hun helst ville trave med fuld fart fremad. Hurtigt var det også hende, der førte an. Det sidste stykke af vejen, mens opholdene blev hyppigere og egentlig var forårsaget af venten på E, var det skiftevis mig og K, som endte med at gå forrest. Jeg tænkte, at dagens etape havde været medvirkende til, at vi begyndte at samstemme på ny. Min egen rytme var til at starte med afventende. Jeg havde ikke nogen taktik, da vi tog af sted fra Akulleq, ikke anden end at følge E og K. K’s rytme virkede også et kort øjeblik afventende, men ændrede sig til offensiv, som om hun ville bevise sin styrke for os mænd. Det var hende, som samlede tropperne. Hun motiverede os, førte an og skar igennem, da vi for ofte hang over kortet. ”Kom nu, der er en synlig vandresti, så lad os komme af sted, så vi kan nå den første vandrehytte inden nattens frembrud”.

154

Det eneste jeg synes, jeg kunne byde ind med efter K’s fortælling om sin ven, var at spørge til hendes studenterliv. Jeg: ”Hvad synes du om skolen i Aasiaat?”. K: ”Det er fint. Har mange venner. Jeg har faktisk et band, som jeg synger i, og vi vil udgive en CD. Jeg blev anbefalet at tage HTX uddannelsen i Sisimiut, men jeg vil gerne være læge. Tage en uddannelse i Danmark og vende tilbage, fordi der mangler læger i Grønland”. Jeg: ”Hvordan er lærerne? Det er mit indtryk fra SANILIN, at de ikke altid forstår, hvad der foregår. Mange af de unge klager over, at det, de lover, ikke bliver til noget. Mange gode ideer, men virkeligheden er anderledes”. K: ”Nogen af dem er ok, men der et par stykker, især de nye danske, som ikke helt forstår hvad det er, de er kommet op til. De burde tage med os ud og opleve, at vi kan meget mere end bare at sidde og lytte”. Jeg: ”Hvad med efter skolen? Er der noget sted, hvor man kan være sammen?” K: ”Vi tager for det meste på Nanoq. Det kan være ret sjovt, men ensformigt fordi der ikke er meget andet at vælge imellem. Vi er meget sammen på kollegiet”. Jeg: ” Er det ikke underligt at tage i byen og så er lærerne der også?” K: ”Jo…men sådan er det. Nogen behandler os som børn, men jeg synes, at de fleste af os er ret voksne”. Vi tog af sted halv tre om morgenen. Natten var mild og lys110. Efter en time så vi endnu et rensdyr. E besluttede, at vi skulle prøve på at skyde et. Han anviste et sted, hvor alt bagage blev lagt og bad mig om at følge K det næste stykke tid. Selv gik han i forvejen med riflen og kikkerten. Imens vi ventede på E’s tegn, forklarede K mig, hvordan ræv, fugle og rensdyr arbejder sammen med de forskellige lyde, vi kunne høre. ”De signalerer til hinanden, advarer hinanden.” Vi fik ikke noget dyr den nat. Klokken halv fire var vi stadigvæk på vejen. Vi gav os god tid til at lave kaffe og spise de søde ting, vi havde mindre og mindre af. Mellem klokken fire og

110

YouTube channel 77jcm. ”On our way to Kangerluatsiarsuaq” - http://www.youtube.com/watch?v=OOZODs-dN-

w; på udkig efter rensdyr: “Around Kangerluatsiarsuaq” - http://www.youtube.com/watch?v=ZotVTNhZMno

155

fem, på søbredden af Kangerluatsiarsuaq111, fik jeg genopfrisket et førstehjælpskursus af K. ”Nu har du lært lidt om dyrene. Ved du, hvordan man skal bruge de forskellige ting, vi har med? Det er nat/morgen og dyrene kan være sultne…Du skal lære at kigge rundt…Pas på, vi skal gå sammen”. K tog også fat i signalspejlet i ANNA-pakken, som vi hver især havde bundet på vores rygsække, og viste mig, hvordan man skulle bruge pejlestokken til opfange en lysstråle i tilfælde af, at man skulle signalere til et forbipasserende fly. Vi øvede os, indtil der rent faktisk kom et fly forbi, så pakkede vi sammen og gik videre.

Næste etape foregik fra Kangerluatsiarsuaq igennem en langstrakt dal. Etapen var hård, og jo længere vi gik, desto mere fik ”vi trukket tænderne ud”. Ca. midtvejs igennem dalen, klokken syv om morgenen, blev vi nødt til at lave noget mad, da vi efterhånden var blevet godt sultne. K lavede havregrød. E og jeg kæmpede mod myggene, imens vi forsøgte at få os et lille hvil. Vi var mere end overtrætte. Det eneste der holdt os i gang var sukkeret i havregrøden. Effekten af den mængde sukker, som K miksede i, var, at vi flippede fuldstændig ud og grinede af os selv lige fra den anden mundfuld, og indtil vi pakkede sammen og gik videre. Tiden gik, og afstanden imellem os øgedes igen. K, E og jeg i ca. halvtreds meters afstand. Vi samledes ved en varde tæt på toppen af dalen, hvor E og K efterlod en besked. Der blev igen kigget på kortet, udsigterne om snarlig ankomst til kanocentret var motivationsfaktoren et par timer endnu.

111

YouTube channel 77jcm: “Kangerluatsiarsuaq” - http://www.youtube.com/watch?v=L9vVz6_gog4

156

Klokken halv ti mødte vi S og Nutararmiut, som var på vej fra Kangerlussuaq. De troede ikke deres egne øjne. De havde set mig i byen og i ungdomsklubben, men de var ikke klar over, at jeg skulle vandre. Jeg vidste, at vi kunne møde dem; vidste bare ikke hvornår og glemte alt om det i kampen med dalen. Inden vi tog fra Sisimiut, lavede jeg en aftale med ungdomsklubbens leder om, at jeg ikke skulle sige noget til nogen og overraske Nutararmiut et eller andet sted på vandrestien. Det må siges, at det lykkedes. Da de fik øje på E og K, blev de endnu mere perplekse. E som altid kører bil, og K som altid er i byen. Hvad er det, der foregår? K oversatte for mig undervejs. Nutararmiut fortalte, at de gik ca. halvanden kilometer i timen, at de havde nedlagt et rensdyr undervejs, og at en af pigerne strejkede, så snart de forlod Kangerlussuaq. For øvrigt var der FIRE timer til kanocentret. Efter vores korte, men muntre møde fortsatte vi i retning af kanocentret. Selvom vi gav den alt, hvad vi kunne, så gik det meget langsomt. Vi holdt igen mange pauser, nogle af dem temmelig lange. Vi ankom til søbredden af Amitsorsuaq, vanvittig sultne. 157

Synet af kanoer som vi kunne benytte på det sidste stykke lettede lidt på humøret. Inden vi sejlede, skulle der spises igen. Vi mødte nogle udlændinge og hilste kort på dem. Efter maden faldt vi én efter én i søvn. Én times søvn hvor sol og myg ikke længere var til gene for nogen af os. E og K lå et stykke fra mig og sov. Der var ikke andet end et vådområde omkring os. Da jeg vågnede, så jeg søen forude i et skarpt lys i et udstrakt og stille landskab. E vågnede kort tid efter, og vi lavede mere kaffe. Vi vækkede K med et ønske om at fortsætte. Vi var alle lidt gnavne, men fik efterhånden slæbt et par kanoer i vandet og begyndte at ro. K og mig i én kano, E med oppakningen i den anden. Vi stod op søndag formiddag i Assaqutaq, nu var det mandag eftermiddag, og vi sidder på et stykke metal i en sø. Vi sejlede langsomt, men øgede farten efterhånden som kanocentret kom nærmere og nærmere. At finde et sted at sove var omdrejningspunktet i vores ankomst. Vi trak kanoerne på land, og skyndte os ind i huset. Der var ikke en sjæl i kanocentret, hvilket sådan set ikke havde nogen synderlig betydning på det tidspunkt. Vi faldt hver især om i en seng og sov. Klokken halv tre om morgenen tirsdag den 24. juli stod jeg op og lavede havregrød og lod E og K sove videre. Kvart i fire vågnede K, spiste mad og besluttede sig for at vække E.

158

Efter morgenmaden foreslog K, at det ville være oplagt at vaske noget af vores tøj her, hvilket hun tilbød at tage sig af. Jeg blev bedt om at skifte tøjet, så det fugtige tøj fra de sidste par dage ikke generede mig på resten af sejlturen. K samlede vasketøjet i en plasticpose, tog riflen og gik til søbredden. Jeg fulgte efter hende et stykke tid efter. Morgenen var mild og smuk. Vi mødtes halvvejs mellem huset og søbredden. ”Du skal have riflen med”, sagde hun til mig med alvor i blikket. Jeg fortalte hende, at jeg var ude at gå en lille tur, imens de sov i nat. ”Du skal have riflen med”, nu skældte hun mig ud. ”Rævene kunne være farlige, og jeg ved ikke hvilke dyr, der ellers er her. Hvis du går længere væk, så sig det til mig”. Vi hjalp efterfølgende hinanden med at hænge tøj til tørring og gik derefter indenfor for at se, hvad E lavede. E kigger vores førstehjælpstaske igennem for anden eller tredje gang. Han begynder nu at planlægge næste etape. Han foreslår, at vi tager af sted i dag, og at vi ror til bunden af søen, hvor vi så overnatter for at få energien til det sidste afsnit. ”Vi venter til vasketøjet tørrer, og så tager vi afsted”. K kommer ind fra sovesalen og begynder at skrive i hyttens dagbog. E går tilbage til sengen og lægger sig. Jeg henter min dagbog og skriver i stuen sammen med K. Vi sidder over for hinanden og skriver en halv times tid. Jeg rejser mig, går udenfor og tænder en cigaret. Efterlader dagbogen åben på bordet. K kommer et stykke tid efter, sætter sig ved siden af mig og begynder at snakke. K: ”Skriver du dagbog? Du skal skrive en bog bagefter?” Jeg: ”Ja. Jeg prøver at beskrive, hvad vi har været igennem på turen. Men jeg har også skrevet dagbog i byen for at beskrive, hvor unge bevæger sig hen, og hvad de laver.”

159

K: ”De unge er meget i grupper. Tøjstil afhænger af grupper – skater, snowboarder”. Efter en kort pause: ”Jeg har altid bestemt selv, valgt min egen tøjstil. Mange tror jeg er forkælet, fordi jeg har fået penge af mine forældre. Nu laver jeg også en masse for dem”. En kort pause følger: ”Jeg vil give tilbage. Være der for dem, fordi de har været der for mig”. Jeg: ”En ældre dame sagde til mig, at hun synes, at det var godt jeg prøvede at beskrive, hvad de unge laver i Sisimiut. Men jeg tænkte, at det må folk jo vide?” K: ”De voksne ved, hvad de unge laver, men ved ikke, hvordan de unge har det inden i. Må jeg spørge dig om noget personligt?”. Jeg: ”Ja”, svarer jeg lidt afventende. K: ”Hvad frygter du mest?” Jeg forklarede hende det: ”Kontrol. At være uden kontrol over, hvornår man efterlader nogen. Jeg er også bange for ikke at have energi til at reagere, når der skal reageres i situationer, som kan ende galt og som kan føre til, at jeg efterlader min familie for tidligt. Sådan nogen uventede situationer gør mig bange”. K fortsatte: ”Folk er…jeg siger altid til folk, at jeg ikke er bange for døden”. En kort pause følger: ”Jeg er bange for at nogen forlader os. Det er hårdt”. Efter endnu en kort pause: ”Jeg vågnede for øvrigt engang i en hytte alene. Jeg kunne høre kradsen på væggen, det viste sig at være en isbjørn. Man skal aldrig kigge ud alene, væk os andre hvis du hører noget mistænksomt”. Vores samtale varede to cigaretter. Da den sidste smøg blev slukket, rejste vi os og gik tilbage til stuen. ”Vil du læse i min dagbog” spurgte jeg K. ”Jo, det vil jeg gerne”. Imens pakkede jeg mine ting sammen og flyttede min rygsæk ind i stuen. Jeg satte mig overfor K og læste i hyttens dagbog. Vi sagde ikke et ord. Efter et stykke tid skubbede hun dagbogen hen til mig, rejste sig og gik ind til E for at hvile sig. Jeg blev siddende og genoptog skriveriet. Et par timer senere vågnede de to og gik i gang med at pakke sammen. Jeg spekulerede om jeg burde foreslå, at vi kunne blive en dag til og sove igennem, eller om jeg bare skulle give slip og lade de to fortsætte med at beslutte, hvad der skulle ske. E kom ind og proklamerede, at han nu begyndte at længes efter Kangerlussuaq. I det samme råbte K fra sovesalen, at hun også havde venner dér, hvorfor vi kunne gøre et forsøg på at nå frem hurtigst muligt. Jeg kiggede på

160

kortet og så, at der var et pænt stykke vej endnu. E lænede sig over kortet og viste mig hytten, hvor vi kunne overnatte i nat, og derfra fortsætte resten af vejen i morgen. Vi spiste, pakkede resterne af maden og bragte bagagen til stranden. E slæbte kanoerne i vandet. Han ville sejle alene, K og jeg skulle sejle i den anden. En halv time efter at vi tog af sted, kunne vi se, at der var to personer på vej til kanocentret.

Vores mål var ca. tyve kilometer foran os. Vi gjorde fire ophold undervejs. Spiste, drak kaffe eller te, spillede musik på gryderne, byggede små huse på K’s initiativ. ”Min bedstefar har altid bygget et lille hus, når vi var ude med ham. Af små sten eller af pinde”. Mens vi byggede, blev der stille. Husbygningen fungerede som et pusterum mellem roning og måltiderne, der efterhånden lignede hinanden i deres monotoni. Efter aftensmaden ude i det fri roede vi videre med ønsket om at gennemføre ruten over sidste del af søen. På det tidspunkt kunne vi endnu ikke se bunden. Vejret ændrede sig undervejs, vinden blæste op, og det begyndte så småt at regne. Vi ankom til målet omkring klokken halv et om morgenen onsdag den 25.7., pakkede ud og sov på hyttens soveplatform indtil klokken et om eftermiddagen. Vi vågnede op til regnvejr, spiste mad, skrev dagbøger og sorterede vores proviantbeholdning. Da vi havde en masse i overskud, efterlod vi de tungeste ting i hytten. Klokken 15 tog vi igen af sted. Planen var at nå til Kangerlussuaq den aften, ca. 30 kilometer fra 161

bunden af Amitsorsuaq. Vi vandrede i syv timer i regnvejr, som tiltog i styrke i løbet af eftermiddagen og aftenen. Tempoet var ikke desto mindre højt, vi sang og gik på rad og række ad vandrestien, imens vi drømte om et varmt bad i Kangerlussuaq. Vi spiste aftensmad og tørrede tøj i en mærkværdig hytte ca. femten kilometer fra målet. Herfra tog vi til forskningsstaionen Kelly Ville, ringede til Sisimiut for at fortælle, at vi var kommet frem i god behold og ringede efter en taxa. Efter ti kilometer i bil ankom vi til hotellet i Kangerlussuaq torsdag 26.7. klokken halv et om morgenen. Jeg fik et værelse sammen med E, K fik sit eget. Vi sov natten igennem og mødtes til morgenmad i kantinen, hvor der var ”business as usual”: ”…729 takanna (værsgo)…..730 takanna (værsgo)….”. Et mylder af rejsende som slog tiden ihjel med et måltid serveret i nummerorden og annonceret igennem højtaleren af en thailandsk kantinemedarbejder.

5.6.5 På langs & ned igennem et fletværk af linier Som det fremgår af de korte dialoger med E og K i fortællingen, så giver begge personer indtryk af værdien af det åbne landskab i deres respektive selvbiografi. E har visioner om at arbejde i turistbranchen i Sisimiutområdet og ser naturen som en væsentlig ressource i denne sammenhæng. K kommer ind på kulturelle værdier i sammenkoblingen af naturen med social identitet; en dimension hun synes, de danske lærere mangler i deres interaktion med de unge. I foregående beskrivelse fremstår bevægelsen igennem, og i det hele taget adgangen til det åbne landskab som noget, der har betydning for de unges ”attraction to living” i Sisimiut. Der er dog også en anden ikke mindre væsentlig dimension af vandreturen, som jeg vil kigge på i det efterfølgende. Dette afsnit består overordnet set af et fænomenologisk perspektiv på vandreturen efterfulgt af en sammenfattende fortolkning af hele casens aktiviteter – sejlture, arbejde, bilture, vandring, derfra og dertil i forskellige retninger, ud og ind, på kryds og tværs, men også på langs og ned igennem et fletværk af linier, der spindes igennem områderne. Hvad det første angår, så vil jeg i det følgende tage fat i vandreturens forskellige etaper og analysere den måde, vi bevæger os på igennem landskabet. Dertil har jeg hentet hjælp hos Lee & Ingold 2006, som har et interessant bud på, hvad der er på spil, når vi går. Hvad det andet angår, så er mit mål i perspektiveringen af den samlede sum af aktiviteter i casen at diskutere, hvorledes

162

aktiviteter udgør et usynligt fletværk af linier, der peger ind og ud af byen, men samtidigt knyttes sammen med byen som et referencepunkt. Med Ingold (2007) inddrages en fænomenologisk stedforståelse til diskussionen af bevægelsen uden for byen og der argumenteres for, at ”uden for byen” er en integreret del af ungdom og urbanitet i Sisimiut. Under den fem dage lange vandretur Akulleq-Kangerlussuaq er bevægelsen til fods et centralt omdrejningspunkt. ”At gå (walking)” er iflg. Lee & Ingold en trefoldig konceptualisering af forholdet mellem kroppen og miljøet. En sensorisk bevægelse, hvor subjektet sanser udad, indad, men også som et objekt der modtager informationerne udefra igennem huden. 1) At gå og ”sanse udad” betyder i den sammenhæng, at man scanner landskabet omkring sig selv (med øjnene, med lugtesansen, man observerer og navigerer i det). Dette foregår i min case både individuelt og kollektivt, da vi bl.a. bruger kortet som referenceramme i vores orientering. 2) At gå i betydningen ”at sanse indad” betyder, at man kommer i en krops- og sindstilstand, hvori man samstemmer med landskabet - justerer den måde man går i forhold til terrænet. I sansningen skabes også associationer i form af personlige eller kollektive minder. Jeg har været inde på det flere steder i min case, bl.a. i forbindelse med refleksionen over den rytme, som prægede den første etape fra Akulleq til vandrehytten ”Tuttu”. Endvidere ser jeg husbygningen ved søbredden af Amitsorsuaq som et eksempel på, hvordan rejsen kan fremkalde minder, oven i købet personlige minder, som K visualiserer med et modelhus. 3) At gå som objekt i landskabet handler om, hvordan kroppen i landskabet også forholder sig til vejret. Vejret påvirker den måde, vi samstemmer vejen vi går. I vores tilfælde betød ændringen i vejret en øget hastighed og større opmærksomhed på ”at sanse udad” i forhold til det glatte fjeldlandskab. Lee & Ingolds fænomenologiske perspektiv på “walking” giver en interessant indsigt i noget, som ellers synes at være en upåagtet praksis. Vi ”stemmer ind”, idet vi bevæger os; noget som jeg har været inde på i tidligere cases, men som her sættes i perspektiv, hvad angår ”det kropslige” og materialiteten: ”…walking does not, in and of itself, yield an experience of embodiement, nor is it neccessarily a technique of participation. Rather, both embodiement and participation presupposses some kind of attunement … grounded in shared circumstances” (ibid.:67).

163

Vandreturen er en erfaringsbaseret aktivitet, hvilket jeg ikke tror er nogen åbenbaring for læseren. Det jeg gerne vil rette opmærksomheden på er, at aktiviteten, på lige fod med skateboarding, breakdance, cykling osv., indeholder en kontinuerlig forholden sig til materialiteten, der giver form til det urbane rum (vel at mærke imens vi er på afstand af byen!). Denne påstand er udledt af min opmærksomhed på rytmen i vandringen, men relaterer analytisk set til Lefebvres filosofi om det urbane, som i hans forstand ikke betyder ”en by”, men noget der har med byen at gøre: ”The urban encompasses the city and the town as historical monuments and expresses the fragmented modern reality” (Lefebvre 1996:207). En anden væsentlig vinkel er, at sansningen af bevægelsen igennem et landskab fordrer en dybere forståelse af bevægelsen som fysiske spor i landskabet. At gå er en ”grounded” bevægelse, vel at mærke ”grounded” i noget (Lee & Ingold 2006). I min sammenhæng sættes der spor i ”Polarruten”, som også spiller en rolle i proksimiteten Sisimiut-Kangerlussuaq. Mennesket har bevæget sig langs ruten i flere generationer. Ruten er særlig vigtig om vinteren som transportrute med hundeslæde eller snescooter. Om sommeren er aktivitetsniveauet mindre, men alligevel betydningsfuldt i den forstand, at ruten repræsenterer en arena for en moderne vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq. Det er om sommeren, man indsamler data til vejprojektet; ruten er i den forbindelse et væsentligt referencepunkt. Jeg ser i vandreturen en genmarkering af ruten, både af os der vandrer til Kangerlussuaq og af gruppen fra Nutaraq, som vandrer i modsat retning. Som jeg har vist i min beskrivelse, så tegnes der undervejs nogle autentiske kort i E’s og K’s selvbiografi. Kortene består af stedspecifikke refleksioner - jeg har været hér og dér; jeg har gennemført både nat og dagvandring. Som unikke oplevelser fungerer ”kortene” som inspiration for andre unge, både dem som E og K møder, men også de unge fra Nutaraq og deres omgangskreds. De kort som de unge tegner i deres bevægelse igennem landskabet, baseres på kort som generationer efter generationer har ”optegnet”, hvorfor vandreruten egentlig repræsenterer en zone af sammenflettede linier (jf. Ingold 2007:103)112. Én zone iblandt mange, en cipher iblandt mange – det gælder Sisimiut by, hvor vi bevæger os fra A til B, Assaqutaq som vi vejfarer 112

Collignon, som har beskæftiget sig med Inuinait’s geografiske opfattelse af deres landskab, foreslår at Inuinait’s

territorium er: ”a network of places connected by set of axes, where surfaces play only secondary role” (2006:93100).

164

omkring og vandreturen, hvor vi bevæger os langs, men også ned igennem et fletværk af spor. Selvom vi vandrer fra punkt til punkt, som vi gør i byen, så vandrer vi også ”within ourselves”.

165

I fritidsklubben Sukorsit (31082006).

166

5.7 Klubben I det følgende rettes fokus på klubberne i Sisimiut - ungdomscentret Nutaraq og fritidsklubben Sukorsit - idet jeg beskriver, hvordan de unge bruger klubberne og sætter spot på, hvad det er, klubben/centret kan tilbyde, som de unge ikke kan få andre steder i byen.

Ungdomscentret Nutaraq (2006).

Nutaraq Ungdomscentret Nutaraq er for unge i alderen fra 16 til 21 år. Centret har to faste medarbejdere, en leder og en souschef, endvidere fire unge medhjælpere ansat på timeløn. Medarbejderne er med til at varetage husets daglige drift, arrangere lejrture, vandreture og jagtture for de mere end 100 medlemmer, og de står også for det månedlige møde for husets brugere. Nutaraqs åbningstider er mandag til torsdag: 15.00 til 23.00, fredag og lørdag: 16.00 til 02.00, og søndag: 15.00 til 23.00. Ungdomscentrets rum Centeret ligger i den østlige udkant af byen i den gamle heliport. Der kommer dagligt omkring halvtreds unge i Nutaraq; ved diskotek øges antallet. Nogle unge synes, at centret ligger langt fra byen, andre nyder netop dette. Nutaraq er lyst og rumligt. Der er et kontor, et opholdsrum, et køkken, et toilet, computerrum og opholdsrum med fjernsyn og samme sted en plads til diskotek 167

og bordtennis (215 kvadratmeter). Udenfor ligger et lille værksted, og på ”landingsbanen” er der improviserede skateboardramper og diverse andre anordninger. Man kan se, at Nutaraq er af nyere dato (2004), inventaret er friskt både hvad angår tilstand og farver. Nutaraq er styret delvis af de unge selv. Dette ses ikke bare på de aktiviteter, som foregår i centret i løbet af en almindelig uge (billard, dart, kortspil, samtaler, beretninger fra hverdagen, computerspil, møder, oprydning osv.), men også af den måde det er indrettet på, med sofaer og små café-borde. På væggene hænger en masse dejlige minder i form af laminerede fotografier fra rensdyrjagt, ture til Nasaasaaq og diverse arrangementer i huset. I sofaen kan man slappe af eller øve guitarspil. At have benene på sofabordet er heller intet problem. Ved café-bordene kan man spille kort, backgammon og diverse brætspil. Tonen i Nutaraq er til tider pjattet, men det synes ikke at eskalere til mobning. Lyden i Nutaraq er en sammenblanding af stille samtaler, hurtigtflyvende vits, grin eller alvor, musik fra stereoanlægget eller fra en netop finjusteret mobiltelefon, lyden af billardkugler der rammer hinanden. Diskoteklyd om onsdagen og lørdagen. Som det fremgår af foregående cases (med undtagelse af breakdance), så har jeg i løbet af mit feltarbejde haft tilknytning til Nutaraq, hvilket har skabt en længerevarende kontakt med relativt mange forskellige unge og medarbejdere, både i forbindelse med indendørs- og udendørs aktiviteter.

Sukorsit Sukorsit (unge fra 12 til 15 år) ligger i stuetagen af blok 3 - Skole To/Nalunnguarfik Atuarfia. Fritidsklubben er 653 kvadratmeter stor og omfatter storesal/Diskotek, fjernsynsstue, PC-stue, systue, billard, video, spillekort, bordtennis, dart, boldspil og andet legetøj. Af og til bliver der

168

afholdt debataftener i huset. Sukorsit deltager i en sommerlejr i Assaqutaq, når børnene har sommerferie fra skolen. Sukorsit har åbningstid 61 timer fra mandag til og med lørdag. De holder åbent fra mandag til torsdag fra kl. 11.00 – 17.00 og igen fra kl. 19.00 – 23.00. Om fredagen holder de åbent fra kl. 11 – 24 samt lørdag fra kl. 16 - 24. Der er 7 medarbejdere i Sukorsit fordelt med en leder, en souschef, 3 socialmedhjælpere samt 2 medarbejdere. Medarbejderne har skæve arbejdstider. Desuden er tre medarbejdere ansat som hhv. discjockey, garderobemand samt dørmand i forbindelse med afholdelse af diskotek, der foregår på onsdage, fredage og lørdage113. Ved lejrskoleophold ansættes så vidt muligt en fanger. Den måde jeg har arbejdet med klubben på har været præget af kortere besøg. I nærværende sammenhæng skal det handle om en tegneaften. Fritidsklubbens rum Indgangen til klubben findes i skolegården på den sydvendte side af Skole To. Skolegården er frikvarterets rum, til ”første skoledag” eller anden formel samling. Efter skoletid og om aftenen er her som regel stille. Udefra bemærkes fritidsklubben stort set ikke på nær skiltet, der hænger ved indgangen til blok tre. Skole To er et sæt ensartede bygninger, der står i en forskudt linie i den østlige del af byen. Skolen er rød med grønne terrasser i tre etager og en massiv betonsokkel i grå farve. Træder man indenfor åbnes en labyrint af trapper og gange. I kælderniveauet hvor Sukorsit ligger er relativt mørkt og ”institutionskoldt”. Klubben består af mange rum, som er nemme at finde rundt i, så snart man har gået de 6oo kvadratmeter igennem. Pladsen er en væsentlig styrke ved Sukorsit, og der er brug for den, både til sofasektioner, dansesal og aktivitetsrum, der sammen med kontoret udgør kernen af fritidsklubben.

113

Der kommer omkring 150 unge til diskotek.

169

Sukorsit og Nutaraq i forhold til byens centrum. Centrum (iflg. informanterne) er angivet med ringen yderst til venstre. Sukorsit i midten, Nutaraq til højre. Der er hhv. halvanden og en halv kilometer (i luftlinie) fra Nutaraq og Sukorsit til grillbaren i byens centrum. Udsnit fra ”Ortofoto + Teknisk kort G5” i www.nunagis.gl.

5.7.1 Titartaanersuaq (store tegneaften) I Sukorsit er jeg kommet i tæt kontakt med de unge via en tegneaften, som jeg har arrangeret omkring temaet ”vores by”. Den 31. august 2006 fra kl. 20.00 til 22.30 var der derfor ca. 30 unge til tegneaften i Sukorsit et par dage før den officielle fejring af byens 250 års jubilæum. Jeg kom ind i Sukorsit kl.19.30 med kager, kiks og tegnematerialer – papir, blyanter, tuscher i forskellige størrelser og farver. Efter aftale med klubbens medarbejdere indledte jeg mødet ved at præsentere mig selv og aftenens aktivitet. Jeg forklarede de tilstedeværende, at jeg var interesseret i, at de tegnede deres syn på byen. Hvad forbinder de med byen Sisimiut, hvordan den ser ud, eller hvordan vil den se ud i fremtiden? De unge sidder fordelt ved 6 borde. Drenge og piger hver for sig. Der er stille, næsten som om vi er til skoleundervisning. Jeg sætter mig ned og tegner selv, efterfølgende går jeg rundt og kigger dem over skulderen. Jeg kan se, at enkelte tegner motiver fra byen, enkelte kombinerer skrift og tegning, nogle tegner logoer enten som fans af et tøjmærke eller af en fodboldklub.

170

IO tegner byens centrum på det tidspunkt, han bliver 40 år. Indkøbscentret Pisiffik har Imerco og en afdeling med musik opdelt efter grønlandske pladeselskaber ULO & Atlantic Music. Foran indkøbscentret og den nordvendte gavl aftegnes parkeringsfelter og hvorledes trafikken iflg. IO foregår til den tid. Ved siden af Pisiffik ligger Sport Master på øverste etage, nederst tøjbutikken. Der er 40% tilbud på varerne. Overfor sportsforretningen ligger politistationen, sådan som den gør d.d..

QM (16 år) tegner sin fars fiskerkutter sejlende i Sisimiutområdet. Måske er de i Amerloqfjorden eller ved indsejlingen til byen? I baggrunden ses konturerne af Nasaassaq, byens varetegn.

AL (12 år) tegner et toetages hus, hvor han bor sammen med sin familie. Ved siden af en tegning af en anden ung mand. Han går i Sukorsit, solen skinner, der er blomster og en rumraket – alt er fjong.

171

En gruppe drenge der sidder omkring et bord midt i lokalet tegner logoer. Sisimiut i ”heavy-skrift” omgivet af tøjmærkelogoer. Liverpool & Manchester United fans. Sukorsit i centrum af den amerikanske musikgruppe Guns n’ Roses’ logo. Bevar Fleischer på samme måde som Christiania og DC Shoes.

En gruppe piger tegner bl.a. et pigeportræt i en stjernehimmel med accessories som mobiltelefon, vedhæng, tøjmærker. Hjerte, blomst og sommerfugl. I midten et udsnit fra et billede med budskabet; ”The greatest thing you’ll ever learn is just to love and be loved” fra filmen Moulin Rouge. Til højre ”korsfæstelse af solen” – det gode (lyset) og det (onde) mørket, hvilket jeg tolker som et stærkt budskab om vitalitet.

I.B.’s selvportræt. En vred ”SVEND SHADY” med en anspændt kropsholdning. Bandana hovedbeklædning, DCtrøje, hængebukser, guldkæde og pistol i højre hånd. En snært af japansk tegneseriefigur, EMINEM (Slim Shady) og gang-skrift.

172

Ovenstående er blot et udsnit af de ca. tredive værker, som blev produceret den aften og efterfølgende hængt op på væggen i Sukorsit. IO’s tegning af parkeringspladsen ved indkøbscentret Pisiffik fangede min opmærksomhed. IO har tegnet to rækker parkeringsfelter. To til biler og to rækker (overdækkede) parkeringsfelter til ”qaamutit (hundeslæder)”.

”Iniffissaq” (inissifissaq – holdeplads) står der. Pilene angiver kørselsretningen. Tegningen er samlet set ikke langt fra virkeligheden med undtagelse af holdepladsen, som i 2006 og 2007 ikke havde struktur. De unge pigers tegninger vakte også min interesse. Til forskel fra drengene, som tegnede noget fra deres hverdag, udsendte pigernes tekst og motiver nogle stærke budskaber. Da jeg spurgte til dem, fortalte de mig, hvad jeg har gengivet under billederne. Jeg talte også med personalet om tegningerne, da de kom op at hænge, men de udviste ligesom pigerne hellere ikke særlig interesse for at kommentere dem. Samtidig med at tegningerne begyndte at komme op på væggen, skiftede rytmen i lokalet. Drenge og piger blev langsomt blandet sammen og prikkede til hinanden, både fysisk og verbalt. Hen imod slutningen af aftenen blev tegningerne overhalet af den kropslige og mundtlige kommunikation. Det var især pigerne, der blev drillet, nogle gange helt over stregen efter min mening. Politiet kom på det tidspunkt på besøg. Jeg gik hen til betjenten og præsenterede mig og fortalte, hvad jeg var i gang med. Vi tog os en kop kaffe sammen og snakkede i sofaen, eller rettere sagt, jeg fik et foredrag om de tilstedeværende som problemmagere i byen, af og til med henvisning til konkrete personer, hvilket virkede meget overraskende. Da jeg spurgte, hvorfor politiet egentlig kom, fik jeg at vide, at det var rutinen i Sukorsit, især når der var diskotek og mange mennesker til stede. Politibetjenten spurgte, hvem jeg var, og hvad jeg lavede i byen, og hvad skulle jeg bruge informationerne til. Imens vi snakkede, løb en klike drenge frem og tilbage 173

mellem indgangen og diskoteksalen. Af og til kom de med tilråb til politibetjenten eller stoppede op for at høre, hvad vi snakkede om. De kendte hinanden; politibetjenten spurgte, hvor den ene og den anden var denne aften. Samtalen blev afsluttet, idet jeg gav udtryk for, at arrangementet var ved at være ved vejs ende, og at jeg ville pakke sammen. Imens jeg pakkede, fortalte nogle af de unge, som var tilbage, at de var glade for tegneaftenen. De to piger, som tegnede hhv. solen og korset og kærlighedscitatet, sagde til mig, at de var glade for, at der for én gangs skyld var ro blandt de unge. Roen blev iflg. dem ofte spoleret af pjatteri. Det mest overraskende den aften var, at jeg opdagede at nogle af de unge gjorde opmærksom på sig selv ved at bære brændemærker efter cigaretter på håndledet. Disse unge var en smule generte, men var alligevel dem som hilste på både på vej ind og ud. Blandt dem var dygtige tegnere som I.B., der i øvrigt optrådte som en ener uden nogen tilknytning til en klike. Samlet set er det mit indtryk, at Sukorsit er et sted, hvor unge for første gang får mulighed for at afprøve egen ansvarsfølelse i en social sammenhæng. Klubben er til tider hektisk men helt sikkert et besøg værd, da de unge hilser fremmede velkomne. Jeg føler ikke, at jeg er kommet dybt ind i Sukorsit, hvorfor min fremstilling skal tages som udsnit fra en kompleks virkelighed. Tegneaftenen kan betegnes som en ekstraordinær begivenhed i klubben på samme måde som diskoteket, da begge afviger fra hverdagen, hvor klubben fungerer som arena for samvær med jævnaldrende efter skoletid. Synsvinklen på byen udtrykt i tegningerne spænder over et bredt spektrum. De unge har både udblik til nærområdet og hverdagslivet i Sisimiut, globale kulturstrømme, men også indadtil. Bykortet som tegnes i det materiale, jeg har præsenteret, består af to rum – det offentlige og det private. Den enkelte tegning har for mig at se flg. funktion som et kort: ” … der for tegnerne selv fremstår meget ”unikke” og ”autentiske”, [og] har på dette tidspunkt i deres liv den primære funktion at skulle gøre dem i stand til at navigere i spændingsfeltet mellem at høre til og være adskilt fra, som for hovedparten er den store indledning i deres fortløbende projekt med at skrive deres egen meningsfyldte selvbiografi!” (Østergaard 2008:39-43; [min tilføjelse]).

174

5.7.2 Individ og netværk I motocross-casen har jeg beskæftiget mig med unge fra Nutaraq og ”den svære medbestemmelse” i diskussionen om brugen af lokaliteter i Sisimiut. Ungdomscentret og dens brugere (Nutararmiut – de unge med tilknytning til Nutaraq) optræder også i de andre cases med undtagelse af breakdancen i Amerloq. I det efterfølgende skal det handle om de unges netværk. Kortfilmen ”sisimiut” giver et glimrende billede af en normal hverdag i Nutaraq114. Der er ved åbningen ikke mange til stede; for det meste unge mænd, hvoraf oftest to er medarbejdere, hvis opgave det er at opretholde ro og orden, assistere ved udlån af kostbart udstyr, modtage betaling for lån af Internettet osv. De fleste brugere besøger ungdomscentret for at spille spil, kort- eller dartspil, billard, computer eller for at flade ud i sofaen blandt jævnaldrende. Efter aftensmaden, som de fleste går hjem til, kommer der flere, heriblandt unge kvinder, oftest parvis. Der bliver spillet og snakket, kørt til kiosken efter småting. Diskoteket, stormøder og festligheder (påsken, julen m.fl.) er aktiviteter, som tiltrækker mange unge. Nutaraq fremstår som et åbent sted, der med jævne mellemrum får besøg - unge mennesker fra Højskolen, udvekslingsstuderende fra andre lande, turister og byens voksne. Henvisningen til klubben som et interessant sted at besøge kommer oftest fra Børne-og Kulturforvaltningen, der anser centret som et væsentligt indblik i de mange aktiviteter, unge deltager i i Sisimiut. Disse aktiviteter omfatter både det normale ungdomsliv – socialt samvær i klubben, diskoteket, sport etc. - men også stedsspecifikke værdier, der kommer til udtryk i centrets udenbysaktiviteter såsom rensdyrjagt, ørredfangst, udflugter til Nasaasaaq og længere vandreture115. Imens jeg var i byen, lagde jeg mærke til, at udenbysaktiviteterne har fået opmærksomhed hos byens turistbureauer, hvorfor også disse er begyndt at henvise folk til at tage en tur forbi centret. En anden ting, måske den væsentligste resonans omkring Nutaraq, er netværket. Først og fremmest de ansattes netværk, som spiller en væsentlig rolle for gennemførelsen af udenbys aktiviteter. En række nøglepersoner yder transport og logistiksupport i forbindelse med længerevarende ophold i naturen. Der er tale både om private personer og personer ansat i

114

http://www.isuma.tv/jakub/sisimiut - (minut sekvens 5:55-7:18; 9:04 - 9:39).

115

Personlig kommunikation med Agnes Johnsen (Fritidsinspektør, Sisimiut Kommune).

175

kommunen, tilknyttet forskellige opgaver afhængigt af centrets behov og ressourcer. Nutaraq ejer ingen sejlbåd, bil eller hundeslæde, hvorfor centret er afhængigt af sit netværk. De unges eget netværk spiller også en rolle for centrets image. ”Den hårde kerne”, dvs. fire til fem unge, som næsten altid er at finde i klubben, trækker forskellige aktiviteter til centret. Dette har vi set i motocross-sagen, hvor både motocross- og cykel-interesserede brugte Nutaraq til at afsøge mulighederne for udvidelsen af aktiviteter i byen. Af andre netværk kan nævnes musik-netværket bestående af en række guitarister, som bruger Nutaraq som en scene, hvor de kan performe i en uhøjtidelig sammenhæng (der er dog ikke tale om deciderede koncerter). I 2006 fik guitaristerne byens musikskole som væsentligt orienteringspunkt og desuden hentede de inspiration der. En række personer, som lavede ”showoff” i Nutaraq, blev de efterfølgende år medlemmer i en række musikfællesskaber, som Musikskolen har medvirket til at præsentere for offentligheden. Nutaraq fungerer i den forstand som et fikspunkt/fixpunkt, hvor forskellige netværk krydser hinanden, men også som et sted hvor unge tanker energi op til hverdagen. Det er også derfra, de unge skaber bevidstheden om Sisimiut som et særligt byrum (jf. Medonos 2007). Ser man på Nutaraq-netværket fra et individs perspektiv, er der mere på spil – centret virker som et samlingspunkt, hvor unge tager udgangspunkt i sig selv. Et eksempel: K, som vi mødte i vandretur-casen, kommer til Nutaraq for at møde mange unge på een gang efter et længere fravær fra byen. Her har K mulighed for at høre, hvad der rører sig, eller mulighed for at koble sig på forskellige projekter såsom workcampen i Assaqutaq. N og J, som vi møder i skateboarding og snowboarding, kommer i Nutaraq for at bruge centrets udendørsareal og for at bruge det som et mødested, når de er på gennemrejse f.eks. til og fra skiliften om vinteren. En gruppe unge kvinder opsøger kun Nutaraq i forbindelse med deltagelsen i skindsyning, hvilket ikke finder sted om sommeren, hvor brugerne ikke har brug for at sy sælluffer. Fælles for alle unge er, at de med deres tilstedeværelse markerer sig, men samtidigt lokaliserer muligheder (jf. Andersen 2008:35-38). Vil man bare hænge ud, så hænger man ud, vil man foretage sig noget konkret, så går man i gang. Den individuelle handling initieres ofte igennem det netværk af venner, man allerede har udenfor klubben eller med tilknytning til en nøgleperson som f.eks. den voksne fra centret, der kan lære de unge kvinder at sy. Markeringen, det være sig performance, kropssprog, cipher, hænge ud etc., og afsøgningen af Nutaraq som et

176

ressourcecenter, foregår ikke uden selvrefleksion - ”…man vender hele tiden til sig selv, for at lige at se, hvordan det spinder an” (ibid.:38). Andersen (ibid.) kalder det for ”handlingsorienteret individualisme”, hvor individ og fællesskab flyder sammen i ét perspektiv. Et bærende element i spændingsfeltet mellem individ og netværk i Nutaraq er efter min mening selve rammerne for samværet. Man kan kalde det medbestemmelse, eller at det er de unge, som skaber strukturen i Nutaraq som socialt rum. Det jeg ser i det er, at de unge handler og modererer inden for rammerne på en afprøvende måde. Også selvom de siger, at ”..der sker ikke rigtigt noget…”. Nutaraq er et ungdomscenter, hvilket er en passende betegnelse for et rum, der udgør et knudepunkt for de unge uden for skoletid eller arbejde. Centrets løse rammer har sine fordele og ulemper, hvilket både de unge og personalet giver udtryk for, når man taler med dem om stedet. Nutaraq er på mange måder et flydende rum, åbent for indtagelse og bearbejdning, i spændingsfeltet mellem skole, arbejde og hjem og andre voksendominerede rum.

5.7.3 Hvad er det de får i klubben, som de ikke får andre steder? I det følgende sættes fokus på, hvad unge mennesker får ud af klubben/ungdomscentret, som de ikke får andre steder i Sisimiut. Lad mig starte med flg. faktum: Ikke alle unge går i klubben. Af statistikken fremgår flg.: Sukorsits målgruppe (12-15 årige) udgør 387 personer, Nutaraqs (16-21 årige) 618. Nutaraq anslår, at omkring 50 unge besøger huset om dagen, hvilket vil sige, at institutionen dækker 8% af målgruppen. I Sukorsit er tallet over 38% (Grønlands Statistik 2008, Sisimiut Kommune 2005). Klubbens konkurrenter, hvis man kan formulere det sådan, er i Sisimiut repræsenteret med flg. fællesskaber: Gymnastik, badminton, bordtennis, fodbold, dans, hundeslæde, håndbold, Inuit Games, Qajaq, sangkor, musikskolen, skiklubben, snescooterklubben, spejdere, TaeKwondo m.fl.. Dertil kommer selvorganiserede aktiviteter såsom vandreture, jagt, sejlture etc., og ikke at forglemme uddannelsesinstitutionerne, som også optager de unges fritid med både lektier og sociale arrangementer, herunder også kollegielivet. Mange af de unge har også fritidsjobs eller bruger hjemmet som fritidsarena ved at se fjernsyn eller bruge tiden foran computeren. Jeg har ikke undersøgt, hvor mange medlemmer de forskellige fællesskaber tæller i Sisimiut, heller ikke hvorledes tilgangen til disse skifter i forhold til årstiderne. Samlet set har jeg

177

under mit feltarbejde observeret, at mange unge deltager i mere end én aktivitet, hvoraf klubben udgør et sted man besøger mange gange om ugen, en gang imellem, sjældent eller aldrig. En væsentlig grund til, at mange ikke benytter sig af klubben er manglende tid pga. lektier eller de andre tidskrævende interesser. Mange giver også udtryk for, at ”der ikke sker noget”, både de unge som slet ikke kommer i klubberne, men også unge som faktisk kommer dér ofte, hvilket jeg tolker som mangel på modspil i større omfang. De unge ønsker mere end bare ”et sted at være” og mulighed for medbestemmelse, som det er tilfældet i Nutaraq. Der findes desværre ingen undersøgelse af klubberne i Grønland, selvom de fleste byer har en klub116, som kommunerne bruger en del økonomiske og menneskelige ressourcer på. Det interessante er, at det samme gælder andre steder i verden. Med få undtagelser er det faktisk sparsomt med undersøgelser, som beskæftiger sig med klubben som et selvstændigt emne117. Hvad er klubben egentlig for en størrelse? Kofoed & Nielsen (2005) og Feinstein et al. (2006) ser klubben som en central del af de unges fritidsliv, de unges rum, men samtidigt et læringsrum, hvor det centrale er at lære ”at blive voksen”. Ser jeg på mit eget materiale, så er både Sukorsit og Nutaraq institutionaliserede tilbud i forskellige rum og med forskellige grader af ”operationelle mål”. Sukorsit fremstår mere som et pasningstilbud, hvorimod Nutaraq er som en arena, hvor unge igennem forskellige input lokaliserer nye muligheder, nye netværk, nye handlinger. I forhold til den lange række fritidstilbud, som findes i byen, hvad enten de er struktureret fra oven eller fra neden, er klubben ikke forskellig fra badmintonklubben, hundeslædeforeningen m.fl.. Alle rum er samlingsrum, hvis kvaliteter afhænger af den indsats og tid, aktørerne investerer i dem. Men man kan sige, at rummene fører forskellige rytmer med sig. Taekwon-Do og den disciplinering af kroppen, som repeteres under gentagen træning, indbefatter en anden form for rytme og intensitet, end når de unge ”hænger ud” i klubberne. De unge som kommer i Sukorsit og Nutaraq er generelt set ikke anderledes end unge andre steder i verden. Man kan derimod ikke sige, at de ikke adskiller sig fra tidligere generationer, hvor arbejdsfællesskabet har været et betydningsbærende element i socialiseringen, 116

MIPI (Videnscenter om Børn og Unge) (2008:8). Statistik om Børn og unge i Grønland. Tema – Børn og unge

med god trivsel har kun en opgørelse over klubber i Grønland. Af Dahler-Larsen (2005). ”Grønlandske kommuners børne- og ungdomspolitik” fremgår, at Sisimiut ikke har en officiel politik på området. 117

Slår man “youth club”, op i Journal of Youth Studies eller tidsskriftet Young, får man næsten ingen resultater.

178

i hvert fald indtil 1950’erne og 60’erne, hvor moderniseringen slår igennem (på godt og ondt) i Grønland. I dag er de unge groft sagt i langt højere grad en del af et ”fritidsfællesskab” end et arbejdsfællesskab. Styrken ved klubberne er, at de tilbyder en anden rytme end f.eks. sportsforeningerne gør, hvilket samlet set tilfører en dynamisk kvalitet til byen som et ungdomsrum. Men som det er tilfældet i et Taekwon-Do eller bevægelsesmønstrene i breakdance, kræver det teknik og vejledning for at nå målene. At unge i klubberne værdsætter ”frit spil”, er ikke nødvendigvis det samme som, at de styrer mod ukendt land. Jeg har med denne case ønsket at fremhæve, at de unge sender en bred vifte af signaler som aktive og betydningsskabende individer, der hele tiden går ud fra, at: ”…der er andre til stede, og at man kan gøre noget i fællesskab” (Andersen 2008:35).

179

Bykort G50 (www.nunagis.gl) over filmcover til ”sisimiut”. ”sisimiut” er en kortfilm af Aka Maria Koch Hansen - [agâ] productions118 2007. Varighed:12,34 min.. Sprog: grønlandsk med danske undertekster. Instruktion og klip: Aka Maria Koch Hansen. Kamera: Aka Maria Koch Hansen, Jakub Christensen Medonos, Kunuk Lauge Koch Hansen, Tonny Fisker, Minik Pedersen. Musik: Steen Olsen, Jacob Froberg (Serravik ”stedet med de magiske toner” – Sisimiut Musikskole). Filmen har modtaget økonomisk støtte fra Sisimiut Lions Club. ”sisimiut”119 er et portræt af Uiloq Nielsen Kleist og Aqqalunnguaq Heilmann, som begge bor i Grønlands næststørste by Sisimiut og har boet der lige så længe, de kan huske. Filmen giver et indblik i deres hverdag og fremtidsdrømme.

118

[agâ] productions er ikke en indtægtsbaseret virksomhed. [agâ] kommer af Aka’s irritation over folks

underfundige måder at udtale hendes navn. 119

Filmportræt af to unge ”sisimiormiut” kan ses på ISUMA TV http://www.isuma.tv/jakub/sisimiut . ”sisimiut”

skrives lille ”s” – først og fremmest som grafisk virkemiddel og tegn på, at filmen er et lille udsnit af virkeligheden, og endelig som lille kommentar til Jørgen Roos’ dokumentarfilm ”Sisimiut” fra 1966 (ca. 30 min.).

180

5.8 Kortfilm ”sisimiut” I denne case udfoldes unges perspektiv på byen ved hjælp af en filmisk fortælling. Der navigeres gennem byen og den indrammes som ungdomsarena i kameralinsen, herunder også i tre unges narrativer. Det empiriske udgangspunkt er en kortfilm, og det samlede mål en analyse af selve filmen og filmproducentens måde ”at læse” byen på. ”sisimiut”

havde premiere i forbindelse med udstillingen ”a view of life (18.-30.9.2007)”

på Sisimiut Museum, som jeg arrangerede i samarbejde med en gruppe unge, herunder filmens instruktør og en af de portrætterede120. Foruden den offentlige fremvisning på museet er filmen distribueret til de portrætterede, deres familier, lokal TV, Lions Club Sisimiut, der ydede økonomisk støtte til filmen, samt mine egne samarbejdspartnere. ”sisimiut” er optaget med Sony DV kamera og redigeret med computersoftware. Filmens fortælling består af monologer, svar på spørgsmål, som filmseeren ikke hører under de 12.34 min., filmen varer, og optagelser hvor de portrætterede ses under forskellige aktiviteter såsom cykling, undervisning, udflugt i det fri m.m. Filmanalysen fremføres på to planer: 1) Jeg analyserer filmens handling, som er et portræt af to unge, vi møder i forbindelse med studie- og fritidsaktiviteter; herunder også deres fortælling om sig selv, byen og hvor de ser sig selv ti år ud i fremtiden. 2) På det andet analyseplan undersøges filmens opbygning og fremførelse. Her er det instruktørens arbejdskoncept og inddragelse af audiovisuelle virkemidler, som er i centrum. ”sisimiut” filmen er et kort, filmisk portræt af to unge og byen og indgår som data i forskningsprojektet. Groft sagt, der er tale om et bestillingsarbejde, hvorfor filmen genremæssigt, udover at være en kortfilm, også er en dokumentar-/forskningsfilm121. En dokumentarfilm, fordi den i sin helhed fanger et udsnit af byens ”samtids-image” og de unges selvrepræsentation. En forskningsfilm, fordi den bruges som indgang til, hvordan ungdom og urbanitet forholder sig til hinanden. I diskussionen forholder jeg mig også på to planer til empirien. Det ene vedrører repræsentationen af byen, herunder hvordan læses byen og hvordan navigeres i byen? ”sisimiut” sættes i den forbindelse over for den danske dokumentarist Jørgen Roos’s ”Sisimiut”, produceret

120

Se casestudie 5.10. De portrætterede havde forud for udstillingen godkendt filmen til offentlig fremvisning.

121

Der er i alt 6 timers råmateriale til den færdigredigerede udgave af filmen.

181

i 1966 af Statens Filmcentral122. Den anden del af diskussionen vedrører relationen mellem det urbane og det filmiske rum, og hvorledes disse som medierede rum krydser hinanden.

5.8.1 Handling og rytme

i + ii Et nedtællingsur starter. Biplyd. Klip til håndskygge af én gøende hund og én rappende and. Farvebilleder i klart sollys. Kameraet ryster, rytmen er søgende. Overlay tekst – ”[agá] productions præsenterer.”

Intro:

122

”Sisimiut”, instruktør Jørgen Roos, manuskript Palle Koch (1966), kan ses på ”Filmstriben”, som er DBC’s filmportal:

http://www.filmstriben.dk/bibliotek/filmdetails.aspx?id=9000000081

182

Der klippes til s/h optagelser af byen i bevægelsen. En elektrisk guitar slår rytmen an. [Tema 1, motiv 1: tu-tu-ti↑, tu-tu-ti↑-tu↓-tu-ta↔ (2x); efterfølgende motiv 1, som underliggende til motiv 2:tun-tu-tuu-í↔, tun-tu-tuu-á↔, tun-tu-tuu-é↔, tun-tu-tuu-á↔ (1x) [18.sec.]]. Optagelser fra kørende bil i det ældre bykvarter (fra Nikkorsuit over Glahnip Aqq. indtil krydset ved Aqqusinersuaq). I baggrunden ser vi Palaasip Qaqqaa (Præstefjeldet), med overlay tekst – ”af aka maria hansen.” Gamle GTO huse i forbifarten. Vi ser Sisimiut kirke med overlaytekst – ”sisimiut.” Billedsiden drejer til venstre. Sisimiut kirke stadig i baggrunden, filmens titel stadig i billedet. Forbi ”gammel GTO plads” indtil krydset ved Aqqusinersuaq. En bil skimtes på vej op ad bakken (fra venstre.) Fade out til scene 1. (Rytmen er søgende, billederne i bevægelse, musikken er rytmisk let, delvis synkopisk, tredelt.)

Scene 1: Fade in til den første medvirkende. Uiloq Nielsen Kleist præsenterer sig selv, siddende, placeret midt i billedet, hjemme i sin lejlighed. Klip til close up på Uiloq i undervisningssituation. Uiloq er i gang med en opgave på HTX – SANILIN, hvor hun går i 2.g. Speakover – Uiloq fortæller om skolen, imens der klippes til Uiloq’s kæreste Tony, som udveksler batterier med sin sidekammerat. Klip til eleverne bagerst i lokalet. Dernæst midtfor. Dernæst til siddende lærer bag bordet. Klip – speakover er slut. Vi er tilbage i Uiloq's hjem, hvor monologen fortsætter. Uiloq taler om at lave lektier. De har mange for i skolen, særligt afleveringer. Uiloq fortæller, at hun også kigger i bøgerne, selvom hun ikke har nogen lektier for. Klip tilbage til klassen. Close up på Uiloq's hånd der udregner tal på lommeregneren og efterfølgende noterer resultatet på linieret papir. Speakover igen – Uiloq fortæller om sine interesser for fremmedsprog. Hun vil gerne lære bedre dansk og andre sprog såsom engelsk. En kort sekvens hvor vi ser Uiloq i profil. I baggrunden ses en boghylde med ordbøger, bl.a. Nudansk ordbog. Klip tilbage til hjemmet. Uiloq 183

fortæller kameraet, at hun godt kan lide biologi. Klip tilbage til klassen, hvor læreren står og kommunikerer roligt med sine elever. Uiloq fortsætter i speakover om sine biologiundersøgelser. Fade out til scene 2. (Rytmen er rolig trods de mange klip mellem klasselokalet og hjemmet. Stemmeføringen gør rytmen rolig. Uiloqs kropssprog er til tider nervøst, men oftest afløst af korte smil.) Uiloq’s monolog (1): ”Jeg hedder Uiloq. Jeg er 18 år gammel. Jeg fylder 19 den 23. september.” ”Jeg går i 2.g på HTX. Det er meget fint. Det er OK. Men nogle gange kan det godt være lidt hårdt. Især når vi har mange afleveringer for. Men jeg bliver altid færdig med mine afleveringer. Jeg laver lektier stort set alle aftener for tiden. Også selvom vi ikke har noget for, så kigger jeg i mine bøger. Så undersøger jeg andre ting og sådan. Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til dansk. Og andre lidt sværere sprog.” ”Biologi. Jeg kan godt lide biologi. Vi laver undersøgelser om blomster, hvad de hedder og om dyr også.”

Scene 2: Fade in til bybilleder. S/h optagelser af byen fra en kørende bil (nord side af byen – Aqqusinnersuaq vejen). Underliggende musik (tema) fra introen gentages. Bilen kører op ad bakken. Suser forbi Sisimiut Radio og TV, tøjforretningen Polarmagasinet, Boghandleren, centrum med Pisiffik forretningen og Brugseneeraq (Lille Brugsen), Centrum Grill, Jysk Sengetøj, Tagiliorfik (bageren), Forsamlingshuset og landskabet åbnes mod fjeldryggen på den anden side af Kangerluarsunnguaq (Ulkebugten). Fade out til scene 3. (Billedsiden har høj fart. Bevægelsen skaber en rytme, der veksler mellem det nære og det fjerne, det fysiske rum på tæt 184

afstand og det åbne landskab. Musikken er rytmisk let, delvis synkopisk, tredelt; temamusik gentages fra introen.)

Scene 3: Fade in. Kamera følger efter en person på stuntcykel. Personen hopper over en fjeldknold foran Knud Rasmussens Højskole. Det er sommer, vi er udendørs i solskinsvejr og klart lys. Vi hører lyden af vinden. Ved nedkørsel fra fjeldknolden kommer speakover, hvor Aqqalunnguaq Heilmann præsenterer sig selv. Aqqalunnguaq stopper op på forhjulet. Klip til Aqqalunnguaq sammen med tre cykelentusiaster foran Knud Rasmussens Højskole. Aqqalunnguaq står og taler med sine venner, mens de sidder på cyklerne. Klip til Aqqalunnguaq’s cykelstunt på en stor sten placeret i højre vejside på Aqqusinnersuaq (i retning af vandværket). I speakover fortæller Aqqalunnguaq om sine familierelationer og om sin uddannelse, hhv. folkeskolen i Sisimiut og efterskoleophold i Danmark. Klip til Aqqalunnguaq på den store sten, hvorfra han forsøger at hoppe ned. Fortsat speakover hvor A. fortæller om, hvornår han blev færdig med folkeskolen. Klip til Aqqalunnguaq, der sidder i passagersiden i en bil, og vi ser ham nu fortælle direkte om uddannelsen til cykelsmed i Danmark. (Optagelser fra bilen er mørke, da de foregår om natten). Klip tilbage til cykelgruppen. Aqqalunnguaq fortsætter fortællingen i speakover. Vi ser hans ven hoppe fra en sten. Klip til close up på cyklisternes baghjul, der bliver gennemgået fra højre til venstre. Klip til langt hop over en sten i nærheden af Knud Rasmussens Højskoles bygning. Fade out til scene 4. (Rytmen er hurtig i begyndelsen, rolig og intens når cykelstunts udføres. Lydsiden, med gøende hunde i baggrunden, blandes få steder med en mekanisk lyd af frigear fra en cykel. A’s kropssprog virker genert under interview i bilen. Han drejer hovedet væk fra kameraet (placeret på bilens instrumentbord). Han fortæller til føreren af bilen t.v. for ham (i højre side af billedet). I modsætning til interviewet er Aqqalunnguaq afslappet, når optagelserne følger ham i 185

situationer, hvor han cykler, eller der hvor han befinder sig i ungdomsklubben. I situationer, hvor cykling indgår, fremstår A nærmest som en autoritet.) Aqqalunnguaq’s monolog (1): ”Jeg hedder Aqqalunnguaq. Aqqalunnguaq Heilmann. Jeg er født i Sisimiut i 1985. Jeg er 20 år gammel. Jeg fylder 21 næste fredag. Jeg bor sammen med min mor. Mine forældre er skilt. Jeg har to søskende, en storesøster og en storebror. Jeg stoppede i folkeskolen i 2002. Efter et år på efterskole tog jeg tilbage til folkeskolen, og blev færdig med den i 2004.” ”Jeg vil egentlig gerne være cykelsmed, men jeg ved ikke hvornår. Måske næste år. Man bliver oftest uddannet i Nykøbing Falster.”

Scene 4: Fade in til bybilleder med samme fortællemåde som scene 2 (s/h billeder af byen i forbifart). Underliggende musik (tema) fra introen gentages. Filmoptagelser nu fra sydsiden af byen Aqqusinnersuaq. Vi starter ved Brugsen (Store Brugsen), kører forbi SPAR Aqqartarfik og SiSu Sport, forbi boligblokke v/Paamap Kua og fader ud inden Hotel Sisimiut til scene 5. (Rytmen fra scene 2 gentages. De store beboelsesejendomme skaber langsommere overgang fra sted til sted i modsætning til andre scener, hvor byen filmes i forbifarten.)

186

Scene 5: Fade in til Uiloq’s lejlighed. Uiloq fortæller om sine fritidsaktiviteter, der inkluderer venner og kæresten Tony. Klip til stranden på Saqqaa/Akia fotograferet fra vejen (den anden side/på nordsiden af byen). Speakover om at være udenfor, om at stå på rulleskøjter om sommeren, på snowboard om vinteren. Uiloq fortæller, at hendes fritidsaktiviteter afhænger af tid og om det overhovedet er muligt at komme ud. Fortællingen foregår igen i speakover, imens kamera drejer fra stranden mod fjeldet, som kommer frem i baggrunden. Klip til Uiloq og Tony ved stranden. De omfavner hinanden. Klip til Tony og Uiloq gående på klipperne ved vandet. Klip til Uiloq’s bærplukning. Klip til samme fra en anden vinkel. Vi hører Tony spørge om der er bær. Uiloq svarer ham og spiser bærrene, hun får samlet. Klip til springkonkurrence mellem Uiloq og Tony. Vi er nu på selve stranden. Fade out til scene 6, så snart Tony færdiggør sit hop. (Rytmen er rolig og bred i formatet trods relativt mange klip. Vinden slår tonen an, vi er udenfor.) Uiloq’s monolog og Tonys replik 2): ”Jeg er sammen med min kæreste. Og mine venner. Som for eksempel at være udenfor. ” ”Men jeg laver også lektier. Jeg kan godt lide at stå på snowboard om vinteren. Om sommeren kan jeg godt lide at stå på rulleskøjter og at løbe. Jeg er bare gået i stå her. Men jeg kunne godt tænke mig at komme i gang igen. [Ikke tekstet – Tonny; ”Er der blåbær?”Uiloq; – ”Suu (Ja).”] ”Når jeg har tid, og når jeg kan komme ud. Og så er mine venner tit ude at rejse, så hygger vi, når de kommer hjem, og har det sjovt sammen. Så drikker vi her eller hos en anden og så tager vi videre på Starlight. Men det er kun nogle gange. Og andre gange tager vi op på Starlight bare for at danse.” 187

Scene 6: Fade in til bybilleder med samme fortællemåde som scene 2 & 4. Underliggende musik (tema) fra introen gentages. Filmoptagelser nu fra Karl Sivertsenip Aqq., hvor vi i forbifarten skimter byens administrative center, kommunekontoret, derefter bebyggelsen i form af de karakteristiske træhuse fra GTO-tiden, det gamle spejderhus og endelig kort Skole To og det igangværende byggeri af kulturhuset ”Taseralik.” Brat fade out til scene 7. (Rytmen præges af det bakkede landskab, der afløser den store kommunale bygning vi ser i starten. Den efterhånden karakteristiske, delvis synkopiske, tredelte temamusik gentages fra introen.)

Scene 7: Fade in til ungdomshuset Nutaraq, som tilskueren ser på afstand. Det regner. Speakover: Aqqalunnguaq fortæller om sin foretrukkne fritidsinteresse – cykling. Klip til Aqqalungguaq i ungdomsklubben. Aqqalunnguaq spiller dart med sine venner. Speakover fortsætter uafhængig af billedsiden. Aqqalunnguaq fortæller, at han godt kan lide at cykle, men når det er regnvejr, 188

foretrækker han at være i Nutaraq sammen med vennerne, på diskotek og for at benytte stedets computere. Kamera følger Aqqalunnguaq i tre dartkast, efterfølgende en af hans venner. Efter A’s sidste kast klippes til dartskiven, hvor vi ser resultatet. Klip til close up på Aqqalunnguaq, der sidder og ordner nogle papirer, heriblandt nogle blyanttegninger. I speakover fortæller A om weekendaktiviteter. A plejer at feste ca. hveranden weekend. Klip til Aqqalunnguaq, samme sted, samme aktivitet, nu på afstand. Fade out til scene 8. (Rytmen er rolig, præget af Aqqalunnguaqs speak, billedsekvenserne præget af baggrundssnak i ungdomsklubben. Det er sjældent, at A taler direkte til kameraet, men han virker ellers upåvirket af filmoptagelsen.) Aqqalunnguaqs monolog 2): ”I min fritid cykler jeg, når det er godt vejr. Når det er dårligt vejr, er jeg i Nutaraq. Og er sammen med mine venner. På diskotek. Og computerspil. I weekenderne fester vi nogle gange. Ca. hveranden weekend.”

Scene 8: Fade in til bybilleder med samme fortællemåde som scene 2, 4 & 6. Underliggende musik (tema) fra introen gentages. Filmoptagelser i fortsættelse fra scene 6, nu på vej til bydelen Kussangasoq. Fade out til scene 9. (Rytmen er præget af det nære fysiske rum, her filmet næsten i frøperspektiv.)

189

Scene 9: Fade in til Uiloq der lige har sat sig til rette i computerrummet på HTX skolen. Uiloq logger ind på computeren og retter på skærmen. Speakover hvor Uiloq fortæller om at være født og at bo i Sisimiut. Klip til Uiloq's hjem hvor hun uddyber synspunkterne. Uiloq synes, at der er for få aktiviteter for de unge, hvilket betyder, at man nogle gange keder sig. Klip til et close up på et spil dam på HTX skolen. Tony (Uiloq’s kæreste) og en klassekammerat spiller dam. Uiloq sidder midtfor. Ingen speakover. Klip og close up på Uiloq der gnider sit højre øje. Speakover hvor Uiloq fortæller, at hun f.eks. kunne tænke sig en større skilift i Sisimiut og hvorfor. Klip til Uiloq derhjemme. Fade out til scene 10. (Rytmen er afslappet. Baggrundslyd indeholder replikker fra studerende. En ”professionel” stemning.) Uiloq’s monolog 3): ”At være født i Sisimiut og at bo i Sisimiut er fint nok for mig. Men man kan selvfølgelig godt blive træt af den indimellem.” ”Jeg mener, der er for få aktiviteter for unge. Der er sommetider, hvor vi keder os og ikke ved, hvad vi skal lave.” ”Måske en større skilift. Skiliften er så lille, så jeg synes, de skal lave en større skilift.” ”Så man kan stå på snowboard om vinteren.”

190

Scene 10: Fade in til bybilleder med samme fortællemåde som scene 2, 4, 6 & 8. Underliggende musik (tema) fra introen gentages. Filmoptagelser i fortsættelse fra Aqqusinersuaq (scene 4) på vej fra en entreprenørplads i nærheden af Hotel Sisimiut. Forbi boligblok v/Aqqartarfik, modsat side af boligblok i scene 4. Fade out til scene 11. (Rytmen er konstant, genkendelig i vekselvirkningen mellem det nære fysiske og den typiske baggrund – fjeldet.)

Scene 11: Fade in til Aqqalunnguaq der står ved indgangen til ungdomsklubben Nutaraq. Hans venner holder rygepause. I speakover fortæller Aqqalunnguaq, hvad han synes om Sisimiut. Klip til Aqqalunnguaq siddende i bilen (jf. scene 3). Han vil ønske sig, at der var en indendørs cykelbane i Sisimiut. Klip til Nutaraq. En ung mand spiller billard. Ingen speakover. Klip til en gruppe af tre unge som får besøg af Jakub (mig). Klip til bilen hvor Aqqalunnguaq fortæller om sine fremtidsdrømme, der måske realiseres i Europa. Fade out til scene 12. (Rytmen er impulsiv.) 191

Aqqalunnguaq's monolog 3): ”Det er OK. Jeg synes, det er OK at være i Sisimiut. Men engang imellem kan det være svært at finde på noget at lave. Der kunne godt være flere steder til unge.” ”Et indendørs cykelcenter. Om ti år…Det er svært at sige. Jeg ved det ikke. Jeg kunne godt tænke mig at rejse i Europa. Og cykle, og sådan.”

Scene 12: Fade in til bybilleder med samme fortællemåde som scene 2, 4, 6, 8 & 10. Underliggende musik (tema) fra introen gentages. Filmoptagelser i fart, ned af Muunup Aqq. Vi får et større billede af boligblokke v/Aqqartarfik, som vi fik en forsmag på i scene 10. Straks efter ”åbnes” billedet mod fjeldryggen på den anden side af Kangerluarsunnguaq (Ulkebugten), som vi også så i forbifarten i scene 2. Her kommer vi tættere på fjeldet. Fade out til scene 13. (Rytmen er langstrakt, åben, domineret af den lange fjeldryg filmet i lang sekvens.)

192

Scene 13: Fade in til Uiloq's lejlighed. Uiloq fortæller om sine fremtidsdrømme, som måske udfoldes i Grønland, Danmark eller USA, afhængig af det arbejde hun får. Klip til Uiloq på stranden (fra samme optagelser som til scene 5). Klip, Uiloq sidder i strandkanten, tager sko af og ser ud over vandet. Speakover omkring Uiloq's fremtidsplaner. Klip til Uiloq siddende, halvt close up fra siden, hun sidder med en mobiltelefon i højre hånd. Klip til hjemmet, hvor Uiloq uddyber, hvorfor hun gerne vil på pilotuddannelse i USA. Fade out til rulletekster med udvidet musiktema, nu i alt 1. min og 4 sek., elektrisk guitar samt bongotrommer i sidste halvdel. (Rytmen er målrettet med fast kropssprog. Positiv og stolt holdning.) Uiloq’s monolog 4): ”I Danmark eller i USA. Det kunne også godt være her i Grønland. Det kommer an på hvilket job jeg har.” ” Det kan være, jeg stadig er studerende. Jeg ved ikke præcis, hvad jeg vil lave, når jeg bliver færdig med HTX. Men jeg håber på at kunne komme til Danmark og læse videre. ” Og så drømmer jeg om at komme til USA og uddanne mig til pilot. Helikopterpilot. Det har jeg drømt om, siden jeg var lille.” Jeg ser tre vigtige hændelser i filmen. 1) Uiloq’s fortælling og billeder af Uiloq i skole og ude i det fri. 2) Aqalunnguaq’s fortælling og billeder fra cykling og klubben. 3) Bevægelsen gennem byen (instruktørens handling). I det efterfølgende vil jeg se på filmens samlede komposition, hhv. tid og rum og filmens repræsentation af urbanitet som medieret rum. 193

5.8.2 Tid og rytme

I scene 1 præsenteres Uiloq, i afsluttende scene 13 giver hun et bud på hvad hun laver om ti år. Aqqalunnguaq starter i scene 4 og slutter i scene 11. Det samlede antal scener er fordelt flg.: Tre scener til Aqqalunnguaq, 5 (ii inkl.) scener til Uiloq og otte (ii inkl.) scener til byen. Hver især præsenterer ”sig selv” i forskellige kontekster afgrænset af filminstruktørens klip. De portrætterede præsenterer sig selv et sted – derhjemme, på stranden, i klubben, indenfor, udenfor osv.

Tiden i ”sisimiut” er cyklisk. Filmen starter og slutter med Uiloq (scene 1.jpg og scene 13.jpg, også sekvensen ii.jpg er fra stranden, hvor vi møder hende). Den cykliske tid accentueres også i bevægelsen mellem byen og de portrætterede. Der er egentlig tale om en frem og tilbage bevægelse, men fordi der oveni forekommer skift mellem de portrætterede, er der tale om en cyklus (intro.jpg - scene 1.jpg (Uiloq) - scene 2.jpg – scene 3.jpg (Aqqalunnguaq) – scene 4.jpg – scene 5.jpg (Uiloq) osv.).

194

Bevægelsen er i det hele taget kernen i filmens rytmiske komposition. Ser vi på de forskellige sekvenser og scener for sig selv, opdager vi forskellige typer rytmer. Disse skiller sig ud fra hinanden i deres respektive udstrækning: Sekvenserne ii – nedtællingsur, i – håndskyggen, intro, scene 1, scene 2 … outro, har hver især forskellige rytmer. En regulær tidsrytme i iisekvensen, hvis udstrækning består af både en åbning og en begrænsning. Uret skaber en forventning pga. urets nedtælling og et opmærksomhedsmoment (en begrænsning) i/med bippet. Dernæst håndens rytme og den gøende rytme. Så kommer introen, hvor musikkens synkopiske rytme ligger oven i rytmen i bevægelser langs bebyggelsen. Bilens drejning tilfører filmen et flow, placeret mellem musikken og bevægelserne. Endelig er der rytmen i scenerne, hvor de portrætterede optræder. Rytmen er rolig trods de mange klip mellem klasselokalet og hjemmet (scene 1) osv. Samlet set bliver “sisimiut” et billede på Lefebvres “rytmologi123”: "Rhythms differ from one another in their amplitude, in the energies they ferry and deploy, and in their frequency. Such differences, conveyed and reproduced by the rhythms which embody them, translate into intensity or strenght of anticipation, tension and action” (Lefebvre 1991:206). Kortfilmen, som en samlet komposition der består af sammenklippede scener (respektivt komponeret af optagelser sammenklippet i roligt rytme i den enkelte scene), ser umiddelbart ikke ud som om, den er på vej mod noget bestemt – i hvert fald ikke på billedsiden og på lydsporet. I den efterfølgende figur over filmens scene- og handlingsforløb har jeg forsøgt at illustrere, at der faktisk finder en bevægelse sted i Aka’s samlede komposition – en bevægelse fra nutid til fremtid, hvor Uiloqs og Aqqalunnguaqs selvrepræsentation er omdrejningspunktet.

123

Det levede liv = rytmer: ”What we live are rhythms – rhythms experienced subjectively” (Lefebvre 1991:206).

195

5.8.3 Navigationen i byens rum

Filmens scener indtagnet på ”Bykort G50” (www.nunagis.gl).

I dette afsnit vil jeg beskrive, hvorledes jeg tror filmmageren vil have os til at læse byen. I den sammenhæng vil jeg gennemgå hhv. bevægelsen i det fysiske rum, og hhv. bevægelsen igennem byen som et symbolsk rum skabt af videokameraet. Ud fra ovenstående kort, hvor jeg har indtegnet centrale lokaliteter og bevægelsen i byen, fremstår flg. rum: Stranden, skolen og klubben Nutaraq samt bevægelsen gennem byen i scene 2 (Aqqusinnersuaq – hovevejen), scene 12 (Muunup aqq – nedkørsel til havnen), scene 4 & 10 (Aqusinnersuaq), scene 6 (Karl Sivertsenip Aqq – omkring Nalunnguarfik/Spejdersøen) og endelig scene 8 (Adammip Aqq.), som går forbi Uiloqs skole. Hovedparten af rummene er udendørs, og filmmageren fører os i flg. retning. Ø – N – Ø – V – NV – SV – V – N – NV.

196

Filmens ophavskvinde bruger en række virkemidler i forbindelse med bevægelsen gennem byen. Bybillederne virker urolige, hurtige og flimrende. Byen præsenteres i gråtoner til forskel fra scenerne med de portrætterede, som er i farver. Det giver en speciel rytme, der sammen med hastigheden gør det til en udfordring at lokalisere, hvad man ser. Fjeldet i det nære byrum popper op her og der for den opmærksomme seer i frøperspektiv, imens vi bevæger os opad Aqqusinnersuaq. De større fjelde, i særdeleshed Nattoralinnguaq fjeldet (den lille ørn), kommer frem som en fjern kulisse og givet et modspil til bevægelsens hastighed (se f.eks. scene 2 [2:13-2:27 min.]). Fjeldet, som opmærksomhedspunkt eller urbant fikspunkt, blev også fremhævet i kommentarerne til filmen ved en række private fremvisninger: ”Fjeldene giver et interessant billede af byen, noget der ikke ses tit, når der vises billeder fra byen. Det har hun fanget godt” (Sisimiut TV 2007). Det narrative rum Sisimiut by og de tre narrativer (instruktørens, Uiloqs og Aqqalunnguaqs) indrammes i kameralinsen på forskellige planer. Som jeg allerede har nævnt, er monologerne i farver. Hvor hastigheden og legen med fjeldkontrasten i de grå scener skaber rammen om instruktørens fortolkning af byen, er farvepalletten med til at løsne op for det søde og sympatiske indtryk af de to unge og deres jordnære fortælling. Farverummet forstærker efter min mening filmens narrative aspekt. Det er ikke blot, hvad U og A foretager sig, som vi skal lægge mærke til, men også miljøet omkring dem. Byen som den farvepallet, den er, præsenteres i samtiden som åben for fortolkning. Eller sagt på en anden måde: Skiftet mellem gråt og farver er en invitation til at fortolke på flere planer. I Sisimiut var der hos publikum ikke tvivl om, at filmen bestod af tre fortællinger, imens det f.eks. under fremvisninger i Danmark for publikum handlede om at vurdere realismen i U’s og A’s visioner124. Filmen fremstår som et symbolsk rum, idet vi navigerer i byen, men også fordi instruktøren navigerer med os - en narrativ by skabes (jf. Simonsen 2005:68-78; Finnegan 1998), både som helhed (instruktørens perspektiv) og i de personlige fortællinger (U’s, A’s og instruktørens). På begge planer gennemgås byen og organiseres. Både billederne og fortællingen 124

Jeg har vist filmen i større forsamlinger (op til 30 pers.) ved forelæsning på universitetet, til Bibliotekscafé i

Ganløse (27/2 2008) og i Det Grønlandske Hus (15/5 2008). Der er ikke indkommet kommentarer til filmen fra ISUMA TV databasen.

197

fremfører Sisimiut by som en helhed konstitueret: ”...gennem en mangfoldighed af fortællinger om det urbane liv, fortalt af en række fortællere, der skaber forskellige sociale, tidslige og rumlige kontekster” (Simonsen ibid.:78). Fortællingerne der udfoldes i filmen omfatter informationer om hvor de unge går, hvad de laver, hvem de er sammen med. Fortællerne er personer, men også billederne som illustrerer personernes fortælling. Det jeg synes er interessant at bide mærke i i den samlede komposition er, hvorledes instruktøren selv spinder en fortælling ved siden af U’s og A’s (jf. bykørsel, strandscene, cykelstunts etc.). Navigationen i byen vha. tre lag narrativer fremstår samlet set som en collage af rytmer, farveleg, musik, kamerabevægelser etc., som konstitueres i sammenklipningen. Væsentligt i den sammenhæng er, at fortællingen, både når den er symbolsk eller fysisk, er blevet til igennem et medie, der spiller en ikke ubetydelig rolle for navigationen i rummet. Det er i den sidste ende mediet i denne film, der skalerer den sociale, tidslige og rumlige kontekst i Sisimut.

5.8.4 Urbanitet som filmisk rum Det jeg vil koncentrere mig om nu er, hvorledes kortfilmen ”sisimiut” som medieret komposition, konstituerer vores opfattelse af urbanitet. I den forbindelse vil jeg rette fokus på, hvorledes ”sisimiut” er blevet produceret. I nærværende sammenhæng ved hjælp af begreberne ”sampling” og ”montage” hentet fra hhv. visuel antropologi (Sorenson & Jablonko 1995) og humangeografi (Doel & Clarke 2007). Sampling Hvad enten vi ser ”sisimiut” som en dokumentar- eller en forskningsfilm, er den som film i det store hele en mængde visuelle informationer optaget af en konkret person med et filmkamera (medie). Sorenson og Jablonko (ibid.) er af den opfattelse, at det er langt mere væsentligt at tænke på, hvorledes en filmmager udvælger de billeder, som optages i det samlede film-narrativ, end at diskutere om det er filmen eller personen, som optager billederne. ”To attempt a ”complete” record of even a small event would be fruitless pursuit of an unachievable fantasy…we can only sample” (ibid.:148). I ”sisimiut” samples ungdom og urbanitet ind i den sammenklippede film på flere niveauer; iflg. Sorenson og Jablonko (ibid.) kan disse tentativt betegnes som hhv. – a)

198

”opportunistic sampling”, b) ”programmed samling”, c) ”disgressiv search”125. I Aka’s produktionsproces kommer de til udtryk i følgende sammenhæng. a) ”Opportunistic sampling” omfatter groft sagt at gribe chancen, når noget interessant finder sted – ”pick up the camera and shoot” (ibid.). Dele af scene 3 i ”sisimiut” (02:29-3:29) er et godt eksempel. På film møder vi A kørende over fjeldet foran KRH (Knud Rasmussens Højskole). Denne sekvens er optaget, imens Aka, jeg og hendes bror Kunuk kører fra den ene ende af byen til den anden for at filme byen i bevægelse. A dukker op helt tilfældigt, imens vi er på vej fra vandværket mod centrum. Dette fører til, at vi stopper op og optager med to kameraer den næste sekvens i scene 3, der viser en gruppe unge hoppe over grøften, på stenene m.m. b) ”Programmed samling” omfatter, hvad, hvor og hvornår filmscenerne skal filmes. Spørgsmålene, som vi ikke hører, og som U og A svarer på i monologerne, er udarbejdet sent om aftenen den 2. august 2006 på fjelknolden ved Amerloq. Faktisk var det en af de eneste ting, som Aka syntes at have det svært med under produktionen. Hvad, hvor og hvornår er besluttet mere ad hoc end efter en stringent planlægning, hvorfor der i ”sisimiut” i overvejende grad er tale om ”disgressiv search”. c) ”Disgressiv search”omfatter kort sagt at bevæge sig udover a) og b): ”…i.e. those places and events outside our range of recognition or appreciation” (ibid.:150). Dette kommer konkret til udtryk i Aka’s inklusive tilgang til optagelserne. Ud af rulleteksterne kan vi se, at der er fem kameramænd; desuden har U og A fået kameraet med hjem og fået frie hænder til at filme på egne præmisser. Scene 5 (optagelser fra stranden) er et godt eksempel på ”disgressiv search” det er Uiloq’s kæreste og deres ven Minik, som filmer. Hele filmen starter med en handling, som egentlig ikke har noget at gøre med resten af filmen (ii – hånd/gøende hund). Et andet, grundlæggende filmelement, der gør Aka’s tilgang disgressiv (vidtløftig), er måden den er blevet optaget på – i ”sisimiut”’med håndholdt kamera. Sampling-strategierne har efter min mening indflydelse på montagen af den samlede 12,34 min. lange komposition - ”sisimiut”. Filmdata, som er blevet optaget på forskellige steder og fra forskellige vinkler, af forskellige personer og med overvejende spontanitet, udgør i den form, de nu er produceret, et væsentlig virkemiddel for den måde ungdom og urbanitet fremstilles

125

Samlet set er disse hos Sorenson og Jablonko væsentlige ingredienser i en filmdokumentaristisk metodologi.

199

på af filmmageren og læses af filmens publikum. Sammenklipningen af filmen spiller en central rolle i sidstnævnte sammenhæng. Montage ”Montage is the process of selecting, editing, and piecing together separate sections of imagery for a calculated effect, and the technique of producing a new composite whole from fragments of imagery (from the French, monter, to mount)” (Doel & Clarke 2007:890). Med andre ord, hvor sampling i det foregående handlede om dataindsamling og den irammesætning, forskellige tilgange til data skaber, handler det i nærværende sammenhæng om filmmagerens fortolkning af virkeligheden. Hovedelementerne i ”sisimiut” som en montage er billeder, musik, den tidslige udstrækning (repetition) og den rumlige udstrækning (bevægelse). Disse elementer sættes i spil, idet filmmageren giver ”sisimiut” form ved at flette en række klip sammen126. Ser man på ”sisimiuts” klippefrekvens, 62 klip fordelt på 12,34 minutters spilletid, giver det et gennemsnit på 11,9 sek/klip127. Min samlede, subjektive oplevelse af klipperytmen er, at den er rolig og harmonisk. Jeg ser to typer klip i filmen: Klip med overtoning og klip uden overtoning, der bruges i overgangen fra en scene til en anden eller en sekvens til en anden inden for en scene. Overtoning er hovedsageligt sat som overgang mellem de portrætteredes fortælling og bilkørsel. Intensiteten i klipningen er større i de scener, hvor de portrætterede optræder, hvilket siger lidt om, at filmmageren sætter de unges perspektiv i forgrunden af den filmiske fortælling. Ser vi på antal af klip med de respektive ”hovedpersoner”, får vi dog et anderledes billede. Sekvenserne med Uiloq starter med klip 2,11, 27, 42 og 56, med Aqqalunnguaq 22, 35, 50, og der køres i s/h i byen med klip 22, 26, 34, 41, 49, 55. Byen og den unge kvinde fylder i den forstand mere end den unge mand. Som jeg har været inde på tidligere, starter og slutter filmen også med Uiloq.

126

Processen er foregået over to omgange. Første version blev klippet i sommeren 2007, anden version i efteråret

samme år. Versionerne adskiller sig rent faktisk kun ved, at Aka i den første version ville bruge Bjørk’s ”My Juvenile” fra albummet Volta (2007). Da det ikke lykkedes os at få kontaktet rettighedshaverne, fik vi i efteråret 2007 ny musik til filmen af Steen Olsen og Jacob Froberg; sidstnævnte er leder af Sisimiut Musikskole ”Serravik”. 127

Iflg. Sprechneider er 5,1 sek/klip frekvens: ”...usædvanligt selv for vor tids højspændingsfilm” (2003:121).

200

Samlet set: Forskellige elementer træder frem og træder ud, idet vi bevæger os igennem ”sisimiut” – tre narrativer, musik, billeder osv. Selvom jeg i Aka’s sammenklipning finder større fokus på Uiloq, er det efter min mening forkert at se den lille film som en fortælling om en god veninde. Montagen er master-fortællingen. Jf. Doel & Clarke (2007:905); virkeligheden i ”sisimiut” klippes ind, til, fra osv., hvorfor vi med filmen samlet set får indblik i en række subjektive læsninger af byen.

5.8.5 ”Sisimiut” af Jørgen Roos (1966) Som afslutning på denne case har jeg valgt at sammenligne ”sisimiut” med ”Sisimiut” af Jørgen Ross. Hovedpersonerne i Jørgen Roos’s dokumentarfilm fra 1966 er den grønlandske og danske befolkning, det gælder unge såvel som gamle, magthavere, driftige, men også joviale arbejdere. Filmen skildrer hverdagsliv på forskellige lokaliteter i byen – i hjemmene, på gaden og på havet, sociale kontraster mellem danskere og grønlændere m.m. Vi følger desuden også en ung pige, Sofie, der arbejder i rejefabrikken, og en ung mand, Thomas, som er fisker uden egen båd og som bor sammen med andre fattige unge. Filmen handler i det store og hele om hverdagslivet i Grønland under den danske modernisering. Om byen specifikt som en arena for et kultursammenstød – grønlændernes møde med det danske moderniseringsprojekt. En kort gennemgang af filmen: Et fjeld sprænges af danske arbejdere, imens et par af Sisimiuts borgere ser på. Vi får et billede af en mor og hendes barn, et billede af gammel mand i blå anorak. Desuden nogle børn. Lyden af sprængningsvarsel, eksplosion og 60’er rock. En fiskekutter på havet. Speakeren åbner filmen med en scene fra havneindsejlingen. ”Et sted på Grønlands vestkyst ligger byen Sisimiut. Danskerne kalder den Holsteinsborg. Det er en by, hvor der sker noget i disse år”. Billeder fra byen i kameraets bevægelse over fjeldet. Små børn løber ned af en trappe. Skolen: ”Det unge Grønland rykker frem. I skolen møder de den første forhindring…Kan I stave til Danmark?”, spørger læreren. Der staves ihærdigt. Præsentation af myndighederne i Sisimiut – handelsbestyrer, butiksbestyrer, dansk byggeleder, politiassistenten, elværkfører. Der smækkes konstant med dørene. ”Kommunalbestyrelsens formand (også formand på havnen) er byens egen”.

201

Hjemme hos storfanger Amos. Familiesammenkomst. ”Sammenholdet tages med i det nye”. ”Man rutter ikke med pladsen i Sisimiut”. Sofie – lytter til US country ”Peter fisker – Sisimiut afhængig af deres arbejdsindsats”. Byens gamle kirkegård, hunde løse i byen. Musik – ”Nu vil jeg leve mit liv for mig selv (Gustav Winckler (?) synger; Walther Lance, Kim Holter (1964)). ”En by med for få senge”. Vi møder Thomas, som bor vakant i et hus sammen med andre boligløse. Han skal ud at fiske. På havnen. Der er travlt. Mange kuttere, både ude på havet og inde i havnen. Ugift mor har bygget et hus til sig selv og sin søn…”Jeg blev mishandlet...kom i pleje...” Højskolen: ”En gave fra Danmark” – pompøs musik. Alderdomshjemmet – to kvinder fortæller om gamle dage, køddeling ved juletid. ”Når vejret er dårligt, taler hun sådan”, siger den ene kvinde om den anden. Klassisk guitar. Speakover: ”En by drysset ud over klipperne…før byplanlæggerne nåede frem”. ”Forsyningsskibe giver arbejde til mange”. ”Forladt udsted i distriktet…Fremtiden ligger i byen”. Fiskefabrikken. Sofie er på arbejde. I baggrunden hører vi ældre koner le højt. ”Et spring” ind i fjorden. Thomas røgter bundgarnene. Tilbage til fiskefabrikken – torsken forarbejdes. Hobo-musik (guitar & mundharmonika). ”Ud i distriktet…stadig beboede steder…Mange har svært ved at bryde op, men Grønland har ikke råd til flere tabte generationer”. Skolehjemmet. Udstedsbørn og unge synger. En ung mand og en ung pige slår musikken an vha. guitarer. ”Let’s go…”. Fanfaremusik: ”Om sommeren ankommer forstærkninger af danske håndværkere”. Under fanfare køres de til GTO lejren, hvor de bor adskilt fra resten af byens befolkning. Nogle af håndværkerne har giftet sig og bor i byen. Højhuse: ”I udkanten af byen bygges efter dansk standard”. Grønlandske typehuse: ”Andre steder…grønlændere med i arbejdet…der bygges mere traditionelt”. US musik: ”You don’t have to be a baby to cry…”. Sofie møder Thomas. Sofie er på vej til frisøren, hvor hun læser et blad. Sport – fodboldkamp. Thomas skyder mange mål. Sofie kommer forbi. Kortspil i et grønlandsk typehus. ” I den lange sommeraften hygger man sig…Der er grønlandske hjem, hvor man har indordnet sig ligesom det solide danske borgerskab”. Fra højhusene. Lyse aftener bliver til lyse nætter – der diskuteres: ”Man har glemt, at der er folk heroppe…”, siger en dansk mand. Sprogbarrieren diskuteres. Det grønlandske sprog er tabu for en af de tilstedeværende. Han forstår det ikke, kommer ikke til at forstå det. Andre mener, at så snart grønlænderne lærer det danske, så går det bedre. Fest i forsamlingshuset. Thomas danser med Sofie. Musik – 60’er rock. Pigtrådsagtig musik fra en privatfest. Ud i det fri – på klipperne uden for byen: ”…tænder ungdommen bål, som deres forfædre har gjort det…Byen er deres…bliver vel en dag deres”. Melankolsk guitar. Vi er tilbage i skolen. Skole 1. Børnene lærer dansk ved at stave højtlydt ”Min dukke er våd”. Først alle sammen på en gang. Til sidst en dreng alene. Billedet fryser, idet drengens ansigt fylder skærmen - filmen slutter her.

202

Jørgen Roos’ ”Sisimiut” tegner et tankevækkende billede af kulturmødet i det urbane rum i Grønland og er blevet både modtaget og fortolket på forskellige vis af forskellige publikummer. I en artikel med titlen ”Grønlands hverdag i dag128” peger en journalist bl.a. på de usynlige grænser mellem to verdener – den danske (udefrakommende/dominerende) og den grønlandske (fællesskab i en brydningstid). Ib Monty fra Jyllands-Posten kalder i artiklen ”Grønland – i dag, i morgen”, filmen for engageret film-dokumentarisme og fremhæver særligt en sekvens med et hold danske håndværkere, som ankommer til byen: ”De køres på en lastbil gennem byen, og med den sædvanlige danske lidt øllede jovialitet hilser de til højre og venstre. Men man lægger mærke til, at ingen grønlændere reflekterer på hilsnerne” (Monty 1966). Lynge (1967), en ung grønlænder bosiddende i Århus, anklager filmen for at tegne et nedsættende portræt af grønlænderne: ”Man ser ikke den by, som filmen efter bekendtgørelsen i avisen ville vise: Sisimiut (Holsteinsborg), det moderne Grønland…”, og uddyber senere hen:”…ikke på grund af den fattigdom og bolignød, den skildrer, for den findes alle vegne på kloden, men fordi den latterliggør de ”mørke sider” af udviklingen”. (Underforstået: grønlændernes). Både Fledelius (2002) & Sperschneider (1998) peger på, at selv Ministeriernes Filmudvalg som bestilte filmen hos Roos, ikke kunne lide det billede, han tegnede af den danske indsats i Grønland. Sperschneider (1998), som har beskæftiget sig indgående med ”Grønlandsfilm”, ser ”Sisimiut” som den allerførste og alvorsfulde kritik af den danske stats politik i Grønland. Han tolker Roos’s komposition som et samlet spørgsmål til filmens portræt af Grønland under moderniseringen: ”Hvem bestemmer i Grønland?” (ibid.:89 – min oversættelse). Imens spørgsmålet stilles så at sige i den bagvedliggende refleksionen over det samlede billede af hverdagslivet i et dansk amt(!)129, får vi svaret relativt hurtigt i starten af filmen. Svaret på spørgsmålet: ”Hvem bestemmer i Grønland?”, ligger iflg. Sperschneider i klipningen: ”..i smækken med bildørene, ikke i kommentarernes flade som det er tilfældet i så mange Grønlandsfilm” (ibid. – min oversættelse; jf. Sperschneider 1999). At svaret serveres før spørgsmålet, skyldes netop Roos’s filmsprog. Speakeren stiller i virkeligheden aldrig selv spørgsmålet i filmen, i stedet fører han os på rejse igennem byen og ud i ”distriktet”, som det hed i 60’erne. Som Sperschneider træffende påpeger, er ”Sisimiut”: ”til trods for sin klassiske voice128

Politikken 1/12 1966. Artiklen er skrevet i anledning af filmens premiere. Uden forfatter. Artiklen kan hentes på

www.dfi.dk – Det Danske Filminstituts’ hjemmeside, under ”Undervisningsmaterialer” i én ”Grønlandspakke”. 129

Grønland blev i 1953 ved ændringen af Grundloven sidestillet med et dansk amt.

203

of-god kommentarer,…et eksempel på en tidlig refleksiv film hvor opmærksomheden på repræsentationsformen, klip og montage bliver sammenkoblet” (1998:89 – min oversættelse). Det der er yderligere interessant for mig i ”Sisimiut” er, at den en del af tiden forholder sig til den yngre generation. Imens filmen hhv. starter og slutter med et billede af et barn, og vi undervejs møder den ældre generation (f.eks. fangerfamilien), følger vi i dele af filmen en ung kvinde, Sofie, og en ung fisker, Thomas, i deres stuer, på gaden, på arbejde, til dans og ved bålet i det fri, hvor de ser ud til at være blevet kærester. Trækker man disse filmsekvenser frem, fremføres efter min opfattelse et næsten etnografisk portræt af to unge anno 1966. Sofie og Thomas som del af et arbejdsfællesskab – den ene ansat på fiskefabrikken, den anden som daglejer hos en bundgarnsfisker. Men også som kontraster i den unge grønlandske generation - de unges boligsituation og forbrugsvaner er berørt. Thomas er i bolignød, spiller fodbold i fritiden iført det samme tøj, han har haft på, siden han stod op. Sofie fremstilles som en moderne kvinde iført en lækker rød overfrakke, på vej til at få den sidste ny frisure. Interessant nok forener Roos kontrasterne i scenerne, hvor vi ser Thomas og Sofie danse i forsamlingshuset til moderne musik og senere siddende ude på klipperne ved bålet, hvor speakeren spørger, om byen en dag bliver de unges. Thomas og Sofie har fundet sammen, det samme gælder det moderne og traditionerne. Det bedste billede på de unges håndtering af spændingsfeltet mellem det gamle og det nye findes efter min mening i scenen hvor Sofie, på vej fra frisøren, kommer forbi Thomas’ fodboldkamp. Hendes ny, moderne frisure er nu dækket til med et tørklæde, mens Thomas skyder et mål. Jeg tolker billederne som værende udtryk for en gensidig respekt mellem de unge. Der er en række forskelle mellem Aka Maria Koch Hansens ”sisimiut” (2006/7) og Roos’ ”Sisimiut” (1966). Overordnet set er filmene forskellige udsnit af den samtid, de hver især arbejder med. I Roos’ film er det den store urbanisering af hverdagslivet, der er på dagsordenen, det er ikke Aka’s ærinde. Kultursammenstødet, cementeret i den danske pragmatisme over det grønlandske sprog og den grønlandske mentalitet, belyses i filmsekvensen fra højhuset. Aka’s film spørger slet ikke, hvem det er, der bestemmer i Grønland, i stedet koncentrerer hun sig om at flette de unges fortællinger om hverdagslivet i byen sammen med de fysiske rammer. Filmenes forskellige fokus giver alene de respektive portrætter forskellig rytme. Selvom der begge steder bliver klippet en del, er kompositionen så at sige mere lige ud af landevejen hos Aka end hos Roos. Alene på lydsiden har Roos inkorporeret forskellige musikgenrer, der spænder fra det

204

”apokalyptiske” over det sentimentale hobo-agtige til det frihedssøgende populære samtidsrock. Aka’s synkopiske lydspor har sin egen funktion. Som jeg har været inde på tidligere, er det efter min mening med til at accentuere, at ”sisimiut” er mange (i hvert fald tre) forskellige fortællinger, hvorimod Roos’s ”Sisimiut” har en samfundskritisk dagsorden. Lighederne mellem ”sisimiut” og ”Sisimiut” består i, at filmmagerne inddrager to unge, som vi følger forskudt. Men ligesom der er kontraster i Roos’ film, er der også nogle kontraster mellem de unge i ”sisimiut”. Den ene går på skole og har ambitioner om at blive helikopterpilot i USA, den anden går i klubben og cykler og har ambitioner om at tage en cykelmekanikeruddannelse i Danmark. Meget groft sagt, adskiller filmene sig i det store og hele mere, end de ligner hinanden. Vi bevæger os i hvert fald på forskellige måder igennem byen i de respektive film. Hos Roos føles det som om, vi går rundt i byen. Hos Aka navigerer vi gennem det urbane rum under høj hastighed. Endvidere er U og A portrætterede i deres egne rum i den komposition, som Aka lægger til grund for sine fortællinger (kontra Roos’ portrætter af S og T). Det interessante er, at de krydser hinanden i spændingsfeltet mellem det fysiske og det medierede rum. Roos’ ”Sisimiut” har efter min opfattelse instruktørens perspektiv som ”master-fortælling” og montage som virkemiddel, hvorimod montagen i Aka’s ”sisimiut” også er en ”master-fortælling”.

205

Invitation til ferniseringen på udstillingen ”a view of life” omdelt til enkeltpersoner samt flg. institutioner: Sisimiut Kommune, Sisimiut TV, lokalavisen Silleq, folkeskolerne, SANILIN – Bygge- og Anlægsskolen, JP foto etc. Tekst indsendt til lokalavisen Silleq; ”Tirsdag den 18. september 2007 åbner en ny udstilling på Sisimiut Museum. Der er fernisering i tidsrummet fra kl. 17.00-19.30. Udstillingen ”a view of life” er afslutningen på et feltarbejde af Jakub Christensen Medonos fra Københavns Universitet, og den præsenterer udvalgte materialer af og om unge i Sisimiut (2006-07). ”a view of life” viser brudstykker af ungdomskulturen i Sisimiut. Både udefra og indefra, med lyd og billeder, tegning og ord, i samspil med det gamle museum. Udstillingen varer indtil søndag den 30. september 2007”.

206

5.9 ”a view of life” er titlen på en lille udstilling produceret i Sisimiut (2007) sammen med Aka, Inuuteq, Aqqalunnguaq, Klaus og fire HTX studerende130. Aka og Aqqalunnguaq mødte vi i foregående case. Inuuteq er en ung mand, som jeg har lært at kende igennem Aka og i forbindelse med hans weekendarbejde på museet. Aqqalunnguaq og Inuuteq havde lavet nogle store malerier, som var med på udstillingen. Klaus er en ung mand, som jeg har lært at kende på Sisimiut Museum, hvor han arbejdede som kustode. Klaus synger og komponerer musik i sin fritid. På udstillingen blev nogle af de sange, han har arbejdet på, præsenteret, endvidere har Klaus sørget for udstillingens ”surround sound”. De fire HTXstuderende er Sara, Miki, Mette og Natuk. De går på Teknisk Skole i Sisimiut og har i faget ”Teknik A – Natur, råstof og miljø” produceret formidlingsmateriale om vand, is, indlandsis og klima til ”Naturvidenskabelig festival” i København, som de desværre ikke kunne deltage i pga. manglende rejsemidler. Foranlediget af deres lærers henvendelse til museet tog jeg kontakt til gruppen med et tilbud om at bruge udstillingen som en generalprøve på de unge menneskers formidlingsmateriale. Endelig lykkedes det at inddrage Sisimiut Taekwon-Do klub til at præsentere deres idræt i form af fotografier, som jeg sammen med Aka fik installeret i rummet. Udstillingens formål var at skabe en aktivitet, hvorigennem jeg kunne melde tilbage til byen omkring mit feltarbejde og samtidigt skabe en arena, hvor de unge fik frit spil til at præsentere noget af det, der optager dem i hverdagen. Det er de unges kreative udfoldelse, individuelt og i fællesskaber, som er i fokus og omfatter i nærværende case performancedesign, tekst, foto, malerier, plakater og musik. Jeg zoomer ind på forskellige aspekter af udstillingens elementer, herunder hvad udstillingsrummet som helhed har medført for de enkelte deltagere og fællesskabet. I den forbindelse kommer jeg også ind på publikums respons.

130

Udstillingen kan ses fra forskellige vinkler på blog’en http://workshop2007.wordpress.com/ - ”Pisiniarfikoq meets Inuusuttut to tusinde og sedm [Pisiniarfikoq (grønlandsk) = Den gamle butik; museumsbygning B-25, stokværkshus opført 1825, meets (engelsk) = møder, Inuusuttut (grønlandsk) = unge, to tusinde og (dansk), sedm (tjekkisk; mit modersmål) = syv]

207

Casen består af to hovedafsnit, hhv.samværet med unge i et kreativt rum samt diskussionen af ”a view of life” som midlertidig appropriation af et offentligt rum igennem en æstetisk installation.

Collage bestående af billeder af flyers rundt i byen, udstillingsplakat, arbejdet, ferniseringen. Foto: JCM, Elisabeth Heilmann (Sisimiut Museum), Aqqalunnguaq Heilmann, Aka Maria Koch Hansen, Inuuteq Storch, Klaus Berthelsen. Se billedmontage fra udstillingen med dens ”surround sound”på YouTube Channel 77jcm – a view of life by Klaus Berthelsen: http://www.youtube.com/watch?v=DCw8N9Iz2vs

5.9.1 Det kreative rum Udstillingens hovedelementer skabes i et kreativt rum. Kreativiteten, som udfoldes i denne case, omfatter konkrete handlinger – f.eks. med pensel og maling, PC, lamineringsmaskine, indretning af lokalet m.m. - en flertydig (skabelses)proces. Nogle af processens ingredienser er individuelle og sociale kompetencer, men der dannes også kontrast mellem en række konventioner, der knytter sig til udstillingslokalet, aktørernes visioner og de materialer, som aktørerne arbejder med. Det kreative rum har en tidslig udstrækning på fire uger i efteråret 2007. Ugerne 36 & 37 omfatter produktionen, og ugerne 38 & 39 det tidsrum, hvor publikum havde adgang til udstillingen. Aktiviteternes rumlige udstrækning omfatter det offentlige rum og museets værksted hhv. udstillingslokalet. 208

”a view of life” blev skabt og præsenteret i B25 (den gamle butik) tilhørende Sisimiut Museum, som anvender lokalet til skiftende udstillinger. Placeringen af udstillingen på Sisimiut Museum131 skyldes primært min tilknytning til museet under hele projektperioden, men også en bagvedliggende nysgerrighed efter at lære, hvilken rolle museet egentlig spiller for de unge i byen. Udstillingen blev officielt åbnet d. 18. september 2007. Der var 34 besøgende til ferniseringen, der foregik i en uhøjtidelig stemning uden taler, i stedet med en bid grønlandsk proviant og kage. Indtil d. 30.9., hvor udstillingen blev afsluttet, fik ”a view of life” besøg af ca. 200-250 besøgende, primært fra skolerne, både folkeskolerne og Bygge- og Anlægsskolen. Jeg vender tilbage til publikums reaktion på udstillingen i casens andet afsnit. Nu skal det handle om indholdet, både ”backstage” og ”frontstage”. In & out Jeg vil starte med en kort rundtur på udstillingen. Vi skal på få minutter ind på og ud af udstillingen. Det er efterår i Sisimiut, gråvejr og af og til lidt regn. Vi er kommet til centrum af den gamle by og ankommer til et rødmalet stokværkshus (B25) opført i 1825; en tid hvor kolonisering af Sisimiutområdet langsomt tog til. Selve museumsområdet kaldes for ”katersugaasivik (museet)” ikke at forveksle med ”katersortarfik (forsamlingshuset)132”, der ligger oppe i byen på Aqqusinnersuaq (hovedvejen). B25 har som sagt været én af kolonien Holsteinsborgs handelshuse; en butik som nogle af sisismiormiutterne kan huske fra KGH’s133 tid i det 20. århundrede. Foran indgangen står en plakatholder, som annoncerer udstillingen. ”Katersugaasiveqarfik/Museums område/Museum Area” står der øverst på den sorte sammenklappelige tingest. Det koster 25DKK eller 4 EURO at komme ind. Udstillingsplakaten

131

Sisimiut Museum ligger i hjertet af den gamle by. Se kortbilag 1) – nummer 4: ”Proviantbod med Butik”,

nuværende B25. 132

Opført 1964/1965.

133

KGH = Den Kongelige Grønlandske Handel (1774-1986). Overtaget i 1986 af Grønlands Hjemmestyre under

navnet Kalaallit Niuerfiat.

209

er sat ind i tre eksemplarer (A4, A3 og A4). På siden står der på grønlandsk, dansk, engelsk, tysk og fransk, at bygningen er en gammel butik. Døren til butikken (til venstre) står åben. Vi går op ad fire trappetrin og møder samme udstillingsplakat i husets lille entré, endvidere lyden af musik komponeret af Klaus Berthelsen134. Herfra drejer vi til højre og træder ind i udstillingslokalet (ca. 25m²), der er oplyst af et større antal spots rettet mod de forskellige udstillingselementer. Vi tager udstillingen ”med uret” og starter med maleriet af Inuuteq til venstre for indgangsdøren. Herfra går vi til næste stop, gæstebogen. Ved siden af den står en malet kasse af Aka, ved siden af den i hjørnet af rummet hænger de fire plancher/plakater lavet af Miki, Sara, Natuk og Mette. Videre til det næste. Midt på endevæggen hænger en computerskærm, hvor Akas ”sisimiut” og Aqalunnguaq’s ”backflip” film kører. Skærmen er indbygget i et væg-element malet som en filmstribe af Aka. Bag mig hænger en ”søjle” med Taekwon-Do fotografier. Søjlen er placeret, så både fotografierne og film kan ses fra indgangen. Vi går rundt om fotografierne ”mod uret” og ender med udsigt til Aqalunnguaq’s maleri t.h. Herfra går vi forbi vinduet og frem til mit PowerPoint slideshow om vandreturen til Kangerlussuaq, der kører på rummets anden computerskærm på væggen. I nærheden hænger min billedvæg konstrueret af laminerede fotografier optaget under feltarbejdet. De hænger ned fra loftet fra hjørnet ud mod rummet, man kan gå rundt om billederne. I hjørnet, nede på gulvet, ligger tomme sodavandsflasker arrangeret i en vifte. I vinduet står ligeledes en samling tomme sodavandsflasker – Coca Cola, Squash, Faxe Kondi m.fl. Ved siden af indgangen hænger en beskrivelse af mit projekt med tak til deltagerne og print af de forskellige hjemmesider, hvor jeg har fortalt om mit arbejde. Nu mangler kun én ting. Vi står igen ved indgangen og kigger tilbage, ind i rummet på Klaus’s gule ”lytte-station”. Der er fire retro-høretelefoner i alt, de hænger på siden, man kan lytte på otte musiknumre. Vi vender om og går ud af lokalet igennem entreen og ned af trappetrinnene. Herfra kan man se ned mod havet. Nu vil jeg beskæftige mig med udstillingens hovedelementer forstået som værker installeret af deltagerne. Værkerne vil blive gennemgået ved at zoome ind på dem. 134

Jf. YouTube Channel 77jcm – “a view of life” by Klaus Berthelsen:

http://www.youtube.com/watch?v=DCw8N9Iz2vs

210

Performancedesign – kreativitet som problemløsningsproces. Performancedesign dækker i nærværende sammenhæng to ting. Arbejdet med udstillingen som et tidsbegrænset arrangement for offentligheden (i Sisimiut og på Internettet) og selve det fysiske arbejde med kompositionen af værkerne i udstillingslokalet. Hovedaktørerne i det førstnævnte er mig, Aka og til dels også Sisimiut Museum. Kompositionen forestås af mig, Aqqalunnguaq, Inuuteq og Aka, sidstnævnte som primus motor. Kreativitet, i fysisk forstand med pensel, PC, omdeling af flyers m.m., eller mentalt (e.g. idéudvikling, taktik og strategier i det sociale rum), er limen i og imellem aktiviteterne. Begge aktiviteter indeholder forskellige grader af problemhåndtering, hvorfor kreativitet samlet set er en problemløsningsproces, som præger udstillingen fra start til slut, fra gulv til loft, ”in & out”. Arbejdet med udstillingen som et tidsbegrænset arrangement for offentligheden foregik i flere tempi og i flere forskellige rum. På Internettet har jeg oprettet en blog – www.workshop2007.wordpress.com, i september måned 2007 havde 124 besøgende (i alt 287 besøgende i perioden august 2007 – oktober 2009). Bloggens formål har været at mangfoldiggøre arbejdet med udstillingen og præsentere de forskellige værker, bl.a. til nærværende formål, således at læseren har noget konkret (visuelt) at forholde sig til. Bloggen er engelsksproget med det sigte at formidle projektet ud over det danske og det grønlandske publikum. Resterende elementer af performancedesignet - udstillingstitel, organisering af deltagerne og arbejdet, materialer (på udstillingen og til PR) og det fysiske rum på museet er komponeret ”on location”. Udstillingstitelen ”a view of life” er Akas idé og er formuleret med afsæt i vores samtaler omkring mit sigte med udstillingen – at præsentere et lille udsnit fra de unges hverdagsliv i byen. Organisering af deltagerne havde afsæt i en ”hvervekampagne”, som Aka og jeg udførte ved hjælp af flyers omdelt til forskellige institutioner (skoler, klubberne, medier m.m.), plakater ophængt på en række af byens opslagstavler og ved personlig henvendelse til folk, som kunne producere et spændende værk til udstillingen.

211

T.v. flyers m.fl. tekst: KREATIV WORKSHOP. Vil du være med til at kreere og udforme en udstilling på Sisimiut Museum? Har du mod på at prøve kræfter med at udtrykke dig kreativt? Er du mellem 15 og 25 år? Så læs videre her! Jakub har flere gange været her i Sisimiut for at forske i unges liv i byen. Og nu afsluttes forskningsprojektet med denne fede event på Sisimiut Museum. Udstillingen kommer til at indgå som data i forskningsprojektet: Ungdom og urbanitet i Grønland – en undersøgelse af den urbane ungdomskultur i Sisimiut: Kompetencer, kreativitet og visioner; af cand.mag., ph.d. stipendiat Jakub Christensen Medonos (JCM), Københavns Universitet. Programmet for workshoppen. Uge 36 - Vil der være workshop med byvandring og kreative aftener, hvor udstillingen forberedes. Uge 37 - Bliver der arbejdet med at installere udstillingen på museet. Uge 38 - Åbner udstilling. Er det noget for dig, så ring eller SMS (mit og Aka’s mobil nr.). T.h. plakat udført i ”skrigende gul”, A3 format, bestående af flyers som to pile peger på.

Hvervekampagnens ”flyers segment” var, målt i antallet af henvendelser, ren fiasko. Vi fik ingen henvendelser på vores telefoner, og plakaterne forsvandt hurtigt ud af bybilledet. Det var altså på baggrund af personlig henvendelse (headhunting), at kernegruppen af udstillere på ”a view of life” er blevet dannet. Til trods for manglende tilgang af ”ukendte” unge til arbejdet med udstillingen har det været en væsentlig præmis for Aka og mig, at vi viste flaget ude i byen, og at vi bevarede det brede perspektiv på ”ungdom og urbanitet”, som udstillingen skulle forsøge at formidle. Vores strategi blev at lege med udstillingens titel på selve udstillingsplakaten, således at gruppefoto og portrætterne af de enkelte deltagere135 blev mikset sammen, så ingen kunne genkende, hvem der var hvem (hvilket man altså godt kan i Sisimiut). Titlen ”a view of life” blev i vores øjne et hint til fortolkning af udstillingen med plakatens komposition. En leg med folks identiteter? Dertil kommer, at invitationen til udstillingen (jf. forsiden til denne case) viser et tomt rum, hvor plakaten viser et rum fyldt med mennesker i forskellige afskygninger. Vores mål var ganske enkelt at pirre publikum og få det til at tænke: ”Hvad er der egentlig på udstillingen?”. Eller sagt på en anden måde, vi inviterede langt forud for udstillingen folk til at tænkte selv, hvilket vi anså for sandsynligt og i øvrigt relevant ift. det sanseindtryk, der ventede dem i form af

135

Udført af JP foto, tidl. journalist på lokalavisen Silleq, med nystartet selvstændig virksomhed i 2007.

212

en bred vifte af audiovisuelle indtryk i B25 (musik, farver, film, bevægelse, kompositionen af værkerne, ændringer af rummet m.m.).

Udstillingsplakaten med afsæt i JPfoto’s gruppebillede og portrætterne, der akkompagnerer hvert enkelt værk på udstillingen. Fra venstre: Aka med Inuuteq; Miki med Natuk, Natuk med Mette, Jakub med Klaus, Inuuteq med Jakub, Klaus med Aka, Mette med Miki, Sara (som ikke kunne være til stede) med Aqqalunnguaq, Aqqalunnguaq med Sara.

Performancedesignet fik med vores arbejde på museet en lidt mere konkret form. Da museet gav os adgang til et værksted i ”den gamle smedje [B54]” og udstillingselementerne i B25, begav vi os til det daglige arbejde. Smedjen blev anvendt i kort tid i forbindelse med grundbehandlingen af de to store spånplader, som Inuuteq og Aqqalunnguaq malede på. Efterhånden som arbejdet skred frem, og museet fik øjnene op for, at dette var et seriøst foretagende, blev vi omdrejningspunktet for talrige besøg af både unge og voksne, museumsmedarbejdere og forbipasserende. Som det var tilfældet ”ude i byen”, var B25 så at sige åbent for alle.

213

Arbejdet blev struktureret således, at Aka, Inuuteq, Aqqalunnguaq og jeg indtog rummet det meste af dagen og arbejdede hhv. med vores egne værker og den samlede pakke i takt med, at arbejdet skred frem. Aka og jeg sørgede for materialer og kommunikationen med museet og agerede i det hele taget som problemløsere. Arbejdet var præget af et koncentreret flow, bl.a. fordi Aka spredte sine kræfter på mange udstillingselementer. Hun færdiggjorde sin egen installation af filmen, dekorerede en række udstillingsbokse, som blev fordelt i lokalet, oprettede gæstebogen og bidrog til Inuuteq’s og Aqqalunnguaq’s malerier, når disse havde brug for hjælp eller motivation til at gennemføre det til tiden. Som jeg nævnte tidl., kom Miki, Sara, Natuk og Mette så at sige fra sidelinien med deres plakatprojekt. Plakaterne blev hængt op på en enkelt aften. Imens arbejdede Klaus derhjemme på sit musikarrangement. Udefra blev der også hentet fotografier fra Sisimiut Taekwon-Do klub; noget som jeg agiterede for, da image af dette fællesskab, for mig at se, kunne bidrage til den samlede vifte af værker – individuelle, med tilknytning til en institution og fra foreningslivet. Imens de individuelle så at sige blev struktureret i et kreativt fællesskab ”on site” under produktionen, var plakaterne produceret ”off site” under en proces, som vi ikke fik indsigt i, og som overordnet blev styret af gruppens lærer. Taekwon-Do billederne fungerede, som plakaterne, som et vindue for den lokale sportsforening, der gav os frie hænder til at installere dem, og som forud for udstillingen godkendte arbejdet. Det fysiske rum B25 blev hovedsagligt omdannet af Aka, Inuuteq, Aqqalunnguaq og mig. På sidelinien havde vi Klaus, som i første omgang spejdede efter nogle indtryk, således at han kunne komponere surroundsound. Her var idéen nemlig, at Klaus ikke blot fik formidlet noget af sit musiktalent, men afsøgte rummets muligheder/begrænsninger for en lydinstallation; noget han og museet kunne bruge på andre særudstillinger. Performancedesignet har uden tvivl været det mest dynamiske aspekt af udstillingen. Materialerne (spånplader, maling, lys og udstillingselementer) blev udvalgt og arrangeret i flere 214

tempi og i samspil med de værker, der begyndte at tage form. Ikke at forglemme, at fernisering også var en del af designet. Her valgte vi ikke at holde nogen taler, som det ellers er traditionen på ferniseringer, men i stedet at tale med de folk, som nu havde lyst til at komme. Performancedesignets succeskriterium har derfor været at gennemføre ”øvelsen” og lytte til de indtryk, besøgende havde fået ud af besøget, hvilket jeg vender tilbage til senere. J-Lopez & Pipaluk – kreativitet i betydningsbærende tegn Inuuteq og Aqqalunnguaq malede store malerier til udstillingen. På spånplade (standard størrelse) udfoldede de to herrer deres tegnekundskaber med afsæt i selvproducerede, graffiti-inspirerede motiver. Inuuteq’s ”J-Lopez” hang til højre for indgangen. Et værk bestående af et én-farvet ”piece136” malet på blå baggrund med akrylmaling og illustreret i højre side med konturen af Inuuteq’s overkrop. Udover spånplade og maling med pensel og rulle arbejdede Inuuteq ud fra en skitse, som blev aftegnet på væggen vha. en projektion fra min PC. Samme fremstillingsmetode gør sig gældende for Aqqalunnguaq’s ”Pipaluk”. Til forskel fra Inuuteq valgte Aqqalunnguaq at arbejde med to farver på bogstaverne.

136

Piece er i graffititerminologien et større maleri bestående af forskellige motiver (med skriften som kerne). Graffiti

handler overordnet set om ”at skrive”, at transformere skriften. Heraf tags, pieces, throw ups etc.: jf. Medonos (2005). T.v. ”J-Lopez” bliver til. T.h. ”Pipaluk” bliver til.

215

Ser vi på ”J-Lopez” og ”Pipaluk”, finder vi - udover et antal farver - nogle lighedspunkter. Begge kunstnere komponerer skriften i noget, der tangerer til ”wildstyle137” graffitigenren, hvor der leges med typografien, således at teksten fremstår næsten ulæseligt for tilskueren138. Som tegn er de to værker for mig at se betydningsbærende, hvor ”J-Lopez” henviser til den amerikanske ikon Jennifer Lopez og Pipaluk til en veninde, som Aqqalunnguaq oprindeligt lavede skitsen til. Kreativitet er dermed i dette tilfælde et middel til at projektere deres egne selvbiografier. Endvidere har de to aldrig prøvet at male i så stort et format, hvorfor arbejdet samtidigt blev en udvikling af deres kompetencer. Værkerne fik de efter udstillingens afvikling med hjem til bordplade på deres værelser. Vand, is & klima – kreativitet som didaktisk værktøj Miki, Sara, Natuk og Mette har i faget TEKNIK A v/SANILIN (Bygge- og Anlægsskolen) beskæftiget sig med emnet natur, råstof og miljø. På fire plakater formidles hhv. vand, is, klima og indlandsisen i dansk/grønlandsk tekst, nu med unavngivent sigte, da plakaterne ikke nåede at deltage i den naturvidenskabelige festival i København (som nævnt i casens indledning). Samlet set er der tale om et undervisningsmateriale, hvor udvalgte emner gennemgås i en leksikonagtig rækkefølge. F.eks. ”klima – betyder…Grønlands klima er… pumpen til verdens største havstrømme… m.m.” uden kildeangivelser. Det pædagogiske sigte skal først og fremmest ses som rettet mod de unge som producenter af materialet, idet gruppen efter udstillingen tog på rundrejse til bygdeskolerne, som fik mulighed for at beholde materialet som reference til deres egne naturvidenskabelige forsøg. Desuden har det iflg. læreren været sigtet med arbejdet at benytte kreativitet som didaktisk værktøj i skabelsesprocessen.

137

En stilart udviklet i 1970’erne (Medonos 2005:12).

138

Skulle man alligevel pege på nogle fikspunkter i de to værker, så er det P’et, som hos Inuuteq fremtræder klart i

sammenhængen (i centrum af J-Lopez). Ligeledes hos Aqqalunnguaq, hvor P’et desuden ”balancerer” sammen med det sidste bogstav ”K” i den samlede komposition.

216

De unge har arbejdet med farver og kompositionen af tekst og billedmaterialer i et specifikt format. Det samlede resultat fremstår som vellykket. Miki, Sara, Mette og Natuk har alle bekræftet over for mig, at tilgangen til deres egen uddannelse, hvor klasseundervisning kombineres med kreativ udfoldelse, har været inspirerende. Musik – surround sound, grl. rock, kor og barbershop Klaus Berthelsen, på det tidspunkt færdiguddannet fra SANILIN og desuden museumsmedarbejder, har bidraget til udstillingen med en række musiknumre til surroundsound i indgangen og til udstillingens lytte-station. ”a view of life” musiknummeret, komponeret i hjemmestudiet (elektrisk klaver koblet til et musikprogram på hans værelse), blev færdigproduceret to dage før ferniseringen. Nummeret afspejler Klaus’ forkærlighed for japansk tegneseriekunst. Det er et roligt næsten meditativt musiknummer, som fylder indgangen og til dels også udstillingsrummet med en drømmeagtig stemning.

217

De otte musiknumre, som man kunne lytte til på den gule kasse placeret i centrum af rummet, er: 1) Dance, 2) Hello My Baby, 3) Improvisation, 4) Nuilersuup Qilaa, 5) Ocean, 6) Sunny Morning, 7) Take It Easy Boy, Boy og endelig 8) Tamattaana Pigerusukkipput139. Dance er et demo-rocknummer komponeret af Klaus sammen med Jacob Barselajsen. Det stammer fra Jacobs hjemmestudie (indspillet til PC og redigeret med software). Et relativt hurtigt nummer på 2 min. 10 sek., med lidt sang, guitar, bass, og trommer (JB) og klaver (KB). Hello My Baby er Ida Emerson & Joseph E. Howards barbershop-nummer indspillet med fire stemmer af Klaus (derhjemme): “…hello…hello…hello…..hellooo. Hello my baby, hello my honey, hello my ragtime girl, send me a kiss by wire, baby my heart’s on fire. If you refuse me, honey you lose me, then you’ll be left alone, no baby, … telephone and tell me I see you at home, hello, hello, hello there…..”. Improvisation er 1min. og 38 sek. med Klaus på piano. Der er tale om en ufærdig musikskitse, igen med træk fra det japanske tegneserieunivers. Nuilersuup Qilaa (4:54) er igen en flerstemmig indspilling, hvor Klaus synger Niels Egedes komposition på grønlandsk á capella.

139

Alle musiknumre på nær ”Ocean” kan høres på YouTube channel 77jcm – www.youtube.com/77jcm.

”Improvisation” er en del af Klaus’ tegning af en ungdomsklub ”Youth Club project” http://www.youtube.com/watch?v=YTtfv-6A5CA

218

Ocean (2:40 min.) er igen en lille ufærdig skitse med Klaus på keyboard og vokal. Den har en snært af gregoriansk kirkesang med ekko og bevægende underliggende klavermusik. Den minder lidt om ”Improvisation” tilsat førnævnte. Sunny Morning (2:00 min.) er det andet musikdemo indspillet med Jacob Barselajsen (tekst, sang, guitar, bass trommer). Det starter lidt Pink Floydagtigt og fortsætter i rolig Ole Kristiansen140 stil indtil ”fade out”. Engelsk tekst: ”What are we, to each other, can’t seem to catch my breath at all, all around, my dear, well all I wanted to be right there…”. Som det er tilfældet med “Dance”, er der tale om en ufærdig musikskitse, som de to har arbejdet på i længere tid. Take It Easy Boy, Boy (1:00) af Leo Mathiasen er endnu et remake af en klassiker indpillet med klaver og flere stemmer. Tamattaana Pigerusukkipput (2:26) af det grønlandske band Qarsoq er Klaus’ egen fortolkning af en rock/pop klassiker. Sang, klaver og beat, alt sammen i en collage af forskellige lydfiltre fra PCen, der efterlader én med reagge fornemmelser. Klaus leger med nummeret: Tamatta Pigerusupparput141 der bliver til Tamattaana Pigerusikkipput. At der leges er netop kernen i det samlede værk. Der leges på forskellige niveauer. Inde i høretelefonen, hvor Klaus leverer en bred palet af lyde, alene og i fællesskab med Jacob, på forskellige sprog og med forskellige grader af alvor. Set lidt på afstand leges med lytte-stationen i sammenhæng med værkerne installeret i rummet. Graffiti-agtige malerier, pædagogisk formidling, film etc., samtidigt med at der i øret kører ”hello…hellooo…hellooo”. Træder vi endnu et skridt tilbage, så er rummet delvist fyldt af en japansk tegneserie-inspireret, meditativ sound fra indgangsmusikken. Et fletværk af lyde, sanseindtryk, farver og lys. Alt sammen forskellige ”views of life”. Vi stiller publikum over for en opgave - find din vej igennem. Giv slip, lade dig føre med. Vi slipper så at sige hestene løs for dem, nogle vil kalde det en happening, men der er mere på spil.

140

Pink Floyd – kendt engelsk orkester (1962), hovedværker bl.a. Dark Side of The Moon (1973), The Wall (1979),

The Divison Bell (1994). Ole Kristiansen – populær grønlandsk rockmusiker (f. 1965), hovedværker: Isimiit Iikkamut (1989), Pop Uummataaruffimmi (1991), Ullungullu Illungullu Innuningullu Tumerparpaartoralungit (1997), Qaqqat Asiilasut (2004) og Kikkiak (2007). Modtager af KODA’s ærespris i 2008. 141

Udgivet i 1991, ULO CD-67.

219

5.9.2 Kontraster, frit spil og konventioner Analysen af ”a view of life” kan gå mange veje. Jeg vil kigge på den som midlertidig appropriation af et offentligt rum igennem en æstetisk handling/installation. Ved at ”besætte” B25 og omdanne den til en ”farvelydcollage”, approprieres et rum. Et rum som har en historie, et rum som er vant til kontraster i form af forskellige særudstillinger, hvilke det nu kan være, museet som institution (eller rettere sagt museumslederen) vælger at vise for byens befolkning. Her er det imidlertid relevant at spørge, hvad er Sisimiut Museum egentlig? Et lokalmuseum under den grønlandske museumslov fra 1998: ”…befolkningens museum”, som Løngreen (2000) konkluderer i en kort undersøgelse af museets formidlingsindsats. I den forbindelse efterlyses: ”at lade befolkningsgrupper selv tage ansvaret for at skabe udstillinger”, hvor museet agerer som konsulent, snarere end udstillingsmager (ibid.:6). Og dette er faktisk, hvad ”a view of life” formår. Det er et brud med konventionen, der udelukker andre end det ”faglige” personale (i.e. museumslederen) fra at håndtere udstillinger. Der er mange ting på spil, hvad det angår, og min fremstilling er langt fra dækkende. Det jeg i stedet vil beskrive er, at udstillingen også rykkede ved andre konventioner, nemlig hvad vi ”lavede med (kultur)historien”. Det kom frem ud af det blå, en aften mens vi arbejdede. Én af Aqqalunnguaqs slægtninge kommer ind, imens vi er i gang med at male på Inuuteqs maleri. Jeg afbryder musikken, hilser på ham og fortæller om vores arbejde. Manden og hans veninde går hurtigt igennem lokalet og stopper op foran Inuuteqs maleri, som denne sammen med Aka og Aqqalunnguaq arbejder på. Manden henvender sig til Aqqalunnguaq på grønlandsk og fortæller ham, hvor spændende det ser ud, men at han ikke må glemme historien, kulturen. ”Du ved, at tage på rensdyrjagt. At kunne jage”. Han gentager det samme overfor mig på dansk. Der bliver stille. Alle kigger kort på hinanden. Manden nikker og går ud. Vi står og kigger et stykke tid på hinanden igen og vender ellers tilbage til arbejdet med en ”nåh-indstilling”. En nåhindstilling, fordi vi ikke kan se skelne mellem ris og ros. Var det et afløb for mandens personlige frustrationer? Eller var det faktisk et skulderklap? Den korte scene er med til at artikulere, at folk knytter forskellige forestillinger til museet i Sisimiut. ”Den gamle kulturhistorie” - som om museet er et støvet monument, hvilket jeg dog ikke tror, det er. For hvilket monument vil det være? Et monument over kolonien Holsteinsborg? At vores udstilling har virket som ”kontrast” til museets status for byens befolkning afspejles efter min mening i det, som museets assistent gjorde to dage efter ferniseringen. I forbindelse 220

med snerydningen besluttede han sig til at bygge ni sneskulpturer foran B25 med portrætter af udstillingsdeltagerne142. Man kan sige, at det var hans måde at finde vejen igennem udstillingen på og tage den med sig ud i det fri. Installationen skabte masser af sjov og førte til, at Kristian Kreutzmann (museumsassistent) & Elisabeth Heilmann (kontormedarbejder) blev udnævnt til udstillingens protektorer. Det var Elisabeth, der kom løbende og sagde: ”Kom og se, kom ud og SE”. Hun var i øvrigt en stor fan af udstillingen og stolt af de mange besøgende, udstillingen fik. Det som Kristian gjorde var at spejle det fri spil, som vi havde ”tilkæmpet” os i B25, og som han på genial vis svarede på ved at improvisere. Det geniale består ikke alene i det, han fremstillede, men særligt i det, at han ”svarede”, hvilket både Aka, Inuuteq, Aqqalunnguaq og jeg var glade for – NOGEN HAR REAGERET. Jeg har flere gange lovet at beskrive publikums reaktion på udstillingen. Til ferniseringen den 18. september kom 34 personer. Samtalerne med de besøgende den dag var korte og koncentrerede omkring de enkelte værker såsom: ”Hvad står der på Aqqalunnguaqs og Inuuteqs malerier”, ”Hvordan fik Aka lavet filmen”, osv. Folk kom og gik. Mange udtrykte sig positivt omkring udstillingen som helhed, hvilket man også kan se ud fra den gæstebog, som de fleste skrev i: ”Flot udstilling,..tak for spændende indtryk” osv. Kortheden i folks tilbagemeldinger ser jeg i klar sammenhæng med, at de besøgende jo kender deres by i forvejen. og i den forstand bringer udstillingen blot et nyt perspektiv på ”byen”. Set i bakspejlet er jeg af den klare overbevisning, at jeg begik en fejl ved ikke at medtage en kort tale/introduktion på selve ferniseringsdagen. Både for de inviteredes skyld, for deltagernes skyld og ikke mindst for museets skyld i kraft af deres værtskab. ”Impact” af en mere udadvendt kommunikation til ferniseringen kunne have været, at folk kom med flere (kritiske) kommentarer til de enkelte værker. Endelig er det relevant at spørge, hvad erfaring jeg har gjort med, hvad Sisimiut Museum betyder for de unge? For nogen af dem er det en arbejdsplads, f.eks. Klaus og Inuuteq, der arbejder på museet som kustoder. Klaus har ved flere lejligheder givet udtryk for, at museet giver ham mulighed for at interagere med turister på engelsk. For Inuuteq er jobbet et nemt og ukompliceret fritidsjob, hvor

142

Se http://workshop2007.wordpress.com/2007/09/20/a-view-of-life-expanding-territory/

221

man i weekenderne uforstyret kan reflektere over ugen, der gik. Men hvad med andre unge? Jeg har ikke foretaget en decideret undersøgelse af, hvor mange der kommer på museet af ”fri vilje”. Der var en del unge på besøg under ”a view of life”, ellers kommer de som regel i forbindelse med skoleprojekter; dvs. i undervisningstiden. Én overraskelse fik jeg dog, da jeg ved en anden lejlighed overhørte, at Klaus oplyste museets beliggenhed til en af sine venner, som var på vej for at besøge os under arbejdet. Han vidste faktisk ikke, hvor museet lå i byen; dette til trods for, at han bor på fjeldet modsat museet! Spørgsmålet er vel: Hvad er det egentlig, der trækker besøgende til Sisimiut Museum? Det med besøgsantallet bliver ikke nemmere af, at byen har fået sig et kulturhus i 2008 med biograf og egne udstillinger. Der ligger derfor en udfordring for museet som kulturinstitution i at finde kunder til butikken. Jf. Løngreens (2000) pladeren for at lade lokalbefolkningen lave deres egne udstillinger – ja, det kan, som jeg selv har forsøgt at pladere for, lade sig gøre. Jeg har erfaret, at de unge i byen godt er klar over, at ”frit spil” skaber en masse spændingsfelter.

222

Billedmontage. MH, HTX-elev i gang med studere Retskrivningsordbogen. T.h. (Ă¸verste hjĂ¸rne), Ivalu Rasmussens billede af kĂŚrestens hop over lufthavnsvejen fra forsiden af hendes teknologi-rapport om snescooteren, som bl.a. denne case handler om.

223

5.10 Tre projektrapporter om emnet fritid Omdrejningspunktet for afhandlingens sidste casestudie er unges ”italesættelse” af offentlige og private ansvar med relation til forskellige fritidsrum i Sisimiut. Italesættelsen finder sted i tre skolerapporter i faget teknologi udarbejdet af fem førsteårsstuderende ved byens HTXuddannelse (tilknyttet SANILIN/Bygge- og Anlægsskolen), som jeg fik mulighed for at følge på tæt hold i både 2006 og 2007. Rapporterne omhandler rygning i pauserne, snescooteren og byens legepladser143. "Teknologi" er et væsentligt fokusområde i den treårige HTXuddannelse, som i Grønland kun findes i Sisimiut. I faget arbejdes på at engagere af eleverne i et tematisk og problemorienteret forløb udvalgt af deres lærere med inspiration fra et pensum formuleret til de tekniske skoler i Danmark. Elevernes job i arbejdet med emnet er at undersøge en afgrænset problemstilling inden for emnet og formulere et løsningsforslag i en skriftlig rapport, som følges af et fysisk produkt og endelig en mundtlig præsentation. Studerende fra 1R og 1S, som jeg har haft mulighed for at arbejde sammen med under deres første teknologiforløb, afleverede en række forskellige rapporter om emnet fritid144: MountainBoard, Astronomi klub, Klatreklub, Aircleaner, Greenlandic New Fashion Booze A/S (mikrobryggeri), Café i Sisimiut, Motionsrum på skolen, Studietur, Vejledning at IT-begyndere, EataBooze (vingummier der indeholder alkohol), Musikstudie m.fl.. "Om rygning i pauserne", "Snescooteren" og "Børnenes legesteder" fangede særligt min interesse, da disse på forskellig vis forholder sig til sikkerhed, herunder en række aspekter af de unges refleksioner over private og offentlige ansvar i byen, i deres hverdag på skolen og ude i det fri. Casens empiri udfoldes i det følgende i særskilte afsnit. Efterfølgende arbejdes med det samlede materiale indenfor en rammeforståelse, hvor unges brug af byen i fritiden fremstår som

143

En engelsk version af casen findes i min artikel ”Narrating Localities in Sisimiut, Greenland” (Medonos 2009:43-

53). 144

Emnet blev udviklet i samarbejde med to lærere og indeholdt en generel beskrivelse efterfulgt af fire forskellige

vinkler på fritid - i relation til begreberne lokalitet, industri, kompetence og familie og venner (Medonos & Galamba 2007).

224

sammentænkning af problemstillinger, der vedrører lokaliteter og refleksioner over private og offentlige ansvar på forskellige arenaer.

Forsiderne til rapporterne. Fra venstre: ”Teknologirapport om rygning i pauserne” med illustration af flytning af rygning bag skolen samt et slogan: ”The Smokers….Not!”. I midten: ”Fritid-snescooteren”. Projektet om fritidens bedste ven og naturens værste fjende – Snescooteren! Inkl. flotte og fede billeder fra nogle vidunderlige snescooterture i Sisimiuts smukke natur”. Illustreret med et billede af Ivalus kæreste Kris på en Arctic Cat 440 sno pro snescooter i gang med at hoppe over lufthavnsvejen. Til højre: ”Børnenes legesteder”.

5.10.2 Om rygning i pauserne Jens Møller og Nicki Sarkov afleverede "Teknologirapport om rygning i pauserne" (2007). Rygning foran indgangene til SANILIN er i centrum af disse forfatteres opmærksomhed. Deres problemformulering lyder som flg.: ”Hvad skal der til for at lokke flere elever ud for at få frisk luft i pauserne? Hvordan kan vi ændre traditionen med rygning ved indgangene til et andet sted i nærheden af skolen?” (ibid.:4). SANILIN er en moderne bygning med et bredt udsnit af faciliteter - undervisnings- og lærerlokaler, kantine m.m. Bygningen er opdelt i to halvdele. Halvdelen af bygningen, der er sydvendt, er dedikeret til klasseværelser, den anden halvdel mod nord er dedikeret til tekniske faciliteter som laboratorium, malerværksted, tømrer- og VVS værkstederne. Problemstillingen omkring rygning på den sydvendte del af skolens arealer har Jens og Nicki taget hånd om vha. en spørgeskemaundersøgelse i udvalgte klasser kombineret med et forslag til et rygeskur placeret på den nordlige side af bygningen; altså på den anden side af

225

indgangen. Med spørgeskemaundersøgelsen laver Jens og Nicki en oversigt over antallet af rygere i klasserne 3.yz, 2.p, 2.q og 1.r. Der spørges til, hvem der ryger, og hvor der ryges i pauserne. Endvidere spørges respondenterne om deres mening om rygning andetsteds, herunder ønskes også konkrete forslag til en ny rygelokalitet. Forfatterne har stillet spørgsmålene både til rygerne og til ikke-rygerne repræsenteret ved en næsten 50/50 fordeling målt på antallet af respondenter. Jens og Nicki rapporterer, at flertallet af respondenterne i princippet er enige om, at rygning foran indgangene burde flyttes fra den sydlige side af skolen til den modsatte side. Dette med henvisning til, at ikke-rygere dermed vil få mulighed for at nyde den friske luft lige uden for deres klasseværelse, indgangen til deres skole vil blive røgfri, og vinduerne mod området kunne åbnes uden nogen form for røggener. Endvidere argumenterer Jens og Nicki for, at flytning af den usunde aktivitet fra indgangene vil have en positiv virkning på elevernes aktivitet, herunder også en symbolsk værdi for hele samfundet med henvisning til uddannelses-og sundhedsmæssige værdier. Prototypen af deres rygeskur præsenteres i rapporten ved hjælp af modelfotos. Af beskrivelsen fremstår nogle af de kriterier, som Jens og Nicki har forsøgt at indarbejde i produktet – skuret skal give ly for regn, blæst og sne og være ventileret vha. flytbare vægge, men der skal samtidigt også være mulighed for at åbne et vindue ud til den friske luft. I deres rapport sammenligner forfatterne deres model med lærernes læskur, der allerede ligger på den nordlige del af skolen. Lærernes læskur adskiller sig kun fra Jens' og Nickis ved ikke at have flytbare vægge.

5.10.3 Børnenes legepladser Denne rapport er skrevet af Minik Pedersen og Paninnguaq Larsen. Minik og Panninguaq har undersøgt, hvorfor børn leger uden for legepladserne i Sisimiut, hvilket de på deres ture i byen har lagt mærke til. I lighed med Jens' og Nickis arbejde behandles i Miniks og Paninnguaqs rapport flere emner såsom sikkerhed i forbindelse med børns leg på farlige steder og generelle spørgsmål om, hvilke typer legepladser der egentlig passer til Sisimiut. Også Minik og Panninguaq stiller konkrete spørgsmål i deres rapport: ”Hvorfor leger børnene på de farlige steder? Hvordan kan man få dem til at lege på de steder, hvor det ikke er

226

farligt? Og hvordan kan man indrette et sted, f.eks. en legeplads, hvor det kan være sjovt at lege på?" (Pedersen & Larsen 2007:6). For at besvare disse spørgsmål gennemførte forfatterne en række tiltag: ”Fieldtrips” til de forskellige legepladser i Sisimiut, en spørgeskemaundersøgelse blandt voksne og børn og ydermere en research i relevante byggebestemmelser. Under deres fieldtrips bemærkede de, at offentlige legepladser fremstår tomme og i mange tilfælde beskadigede, endvidere at en del børn leger i nærheden af skrald, kasserede motorkøretøjer eller godscontainere. Forfatterne rapporterede fra flere lokaliteter om hærværk på legeudstyr og affald omkring legepladserne. I deres forslag omkring sikre og spændende legepladser i Sisimiut besluttede forfatterne at udspørge 21 voksne og 19 børn om deres mening om legepladserne i byen. I samtaler med de voksne rejste forfatterne spørgsmål omkring børn, der leger med farlige emner på farlige steder og bad deres informanter om forslag til, hvordan de troede, tingene kunne ændres for at undgå denne form for aktivitet. Det første spørgsmål bidrog til at lokalisere aktiviteterne rumligt og til at udtrykke den faktiske karakter af aktiviteterne. Respondenterne nævnte spilleaktiviteter på byggepladser, lossepladser, klatring på huse og hensynsløs ødelæggelse af ejendom rundt om i byen og forklarede, at disse aktiviteter er en konsekvens af børns kedsomhed, manglende opsyn fra forældrenes side eller en generel mangel på legepladser. De voksne respondenter foreslog et større antal attraktive legepladser, øget sikkerhed omkring byggepladser og lossepladser og mere støtte fra forældrene. Forfatterne fremlagde endvidere data fra 19 børn (6-12 år). Børnene giver heri deres mening om, hvor tilgængelige legepladserne i byen er. 10 ud af 19 var tilfredse med de nuværende legepladser, 5 mente de var ok, 2 respondenter ønskede længere og større rutsjebaner, 1 respondent ønskede en klatrevæg, og den sidste udtrykte utilfredshed med splinter på mange af legepladsremedierne. Miki og Panninguaq præsenterede også to sæt billeder for deres unge informanter. Et sæt af fotografierne viste farverige legepladser. Det andet sæt viste et billede af en regulær legeplads (næsten svarende til dem, der findes i Sisimiut), og desuden fik de vist en usædvanlig legeplads baseret på en træskibsmodel. Alle 19 adspurgte var tilhængere af den farverige legeplads fra den første serie. 16 adspurgte gik desuden ind for den usædvanlige "skibs-legeplads", mens resten

227

kunne lide den "traditionelle". I fremlæggelsen af myndighedernes forskrifter for legepladser inkorporerede Minik og Panninguaq deres problemstilling inden for en teknisk og politisk ramme; med andre ord et spørgsmål om offentlige anliggender. Efter deres feltarbejde producerede Minik og Panninguaq to modeller, hvoraf den ene er et legeredskab og den anden en hel legeplads. Den første er formet som en trekantet, tagagtigt objekt, hvor børnene kan klatre på den ene side og kaste en bold på den anden, et legeobjekt som ikke fandtes i Sisimiut. Produktet er lavet med henblik på deres unge respondenter og inkorporerer deres egne observationer af børn, der iflg. Minik og Panninguaq ofte spiller bold. Det andet produkt, en model af en egentlig legeplads, består af en bil, et skib og et hængestativ fremstillet i træ og malet i farvestrålende mønstre.

5.10.4 Fritid-snescooteren Ivalu Lynge Rasmussens rapport italesætter fritid i Sisimiut set fra en snescooter. Ivalu præsenterer forskellige aspekter i forbindelse med snescooterkørsel i Sisimiut. I modsætning til de to foregående rapporter er Ivalus arbejde rettet mod udviklingen af en beskyttende maske, der sikrer, at adgang til forskellige steder i og omkring Sisimiut kan ske på en forsvarlig måde. Snescooterkørsel er den foretrukne fritidsbeskæftigelse for Ivalu om vinteren, samt for hendes kæreste, som hun sammen med hans familie kalder ”en snescooterfamilie”. Hver gang Ivalu er ude på en tur, tager hun sit digitalkamera med og fotograferer snescooterfolket og landskabet. På en af sine ture lærte Ivalu, hvordan det er at have forfrysninger på hage og næse. For at løse dette problem valgte Ivalu at undersøge, hvorledes man kunne producere en komfortabel, åndbar maske. Ivalus produkt ”Den pigede maske” er lavet i kakifarvet polarfleece og twill-stof i navyfarve syet sammen i to lag. Ivalus vigtigste formål med at kaste sig ud i et maskedesign har ikke været drevet af ønsket om at revolutionere tilbehøret til snescooterfolket, men snarere af et ønske om at rette opmærksomheden på den rolle, snescooteren spiller, når man vil nå frem til forskellige steder uden for Sisimiut. Hun elsker, hvad hun laver, og forsiden af hendes beretning giver læseren et fingerpeg om, hvad de kan forvente af Ivalus selskab. Rapporten er samlet set en

228

beskrivelse af forskellige fysiske aktiviteter. Hun giver læseren flere svar på, hvad man får ud af at køre snescooter i fritiden, beskrivelser af farlige hop, billeder fra snescooterture af ”naturens paparazzi”, ofte kommenteret e.g.: ”Selv små børn er interesseret i snescooteren. Og det skulle ikke undre mig….☺”(ibid.:7).

5.10.5 Lokaliteter, private og offentlige ansvar De forskellige italesættelser af fritidsrum viser i første omgang unge mennesker som reflekterende individer, der forsøger at få andre i tale. Jens og Nicki søger i deres rapport en praktisk løsning på, hvorledes man undgår røg foran skolens indgang, hvilket de ser både som en gene for mange studerende, men også som et dårligt image for skolen. Miljøet er også et emne her i form af cigaretskodder spredt over et stort område, som forfatterne dokumenterer med billeder. Ifølge deres spørgeskemaundersøgelse støtter mange studerende deres idé om at bygge et rygeskur på den anden side af skolen, borte fra indgangen, væk fra klasseværelset. Jens’ og Nickis rapport forholder sig til fritid på en meget konkret og praktisk måde. I deres rapport kommer de også ind på, at det er vigtigt at lære om ”sund aktivitet” (til forskel fra ødelæggende – hærværk f.eks.); noget de ser som godt for velværet. En livsstil der gerne skulle brede sig til hele samfundet. Samlet set udfoldes deres opfattelse af fritidsrummet på forskellige niveauer. På det generelle plan arbejder Jens og Nicki i en institutionel sammenhæng. Deres opfattelse af skolen omfatter ikke blot kvaliteten af uddannelsen, men også kvaliteten af skolemiljøet. Den faktiske problemløsning finder sted på et andet niveau. Forfatterne sætter fokus på den usunde indgang. På et tredje niveau behandles værdisætningen af fritidsrummet som et legitimt anliggende; ikke kun for institutionen, men også for dem selv og deres medstuderende. Selv om deres forslag ikke omfatter alle slags genstande, en ryger kan have behov for (f.eks. et askebæger), præsenteres løsningsforslaget som en del af en helhed, hvor fordelene har en værdi for de fleste, der bruger tiden på SANILIN. Deres rapport er særlig interessant, hvis man tænker man på den som en form for fordeling af ansvaret for en bestemt aktivitet på et bestemt sted. Historien om rygning på SANILINs lokaliteter kan tolkes som en konkurrence mellem privat og offentligt ansvar.

229

Konkurrencen ser jeg forankret i Jens’ og Nickis markering af et sundhedsspørgsmål i læringsmiljøet. Som et eksempel på de unges perception af omgivelserne udfolder rapporten en kompleksitet af rammer; personlige, offentlige, fysiske, sociale og materielle, der alle sammen er et intenst samspil inden for en værdiskala knyttet til en konkret lokalitet. Miniks og Paninnguaqs rapport kaster et andet lys på Sisimiuts fritidsrum. I deres rapport finder vi en interessant betragtning af bymiljøet ud fra en legeplads, hvorved byen skaleres mht. forskellige aldersgrupper, design og en sagkyndig vurdering af sikkerhed på et sted. Minik og Panninguaq udvikler deres viden og erfaringer i et større perspektiv i spørgsmålet om, hvor man kan opføre en moderne legeplads, til et spørgsmål om, hvad en moderne legeplads bør bestå af. Der er tale om en brugerorienteret indgangsvinkel, der tager hensyn til børns behov og ønsker, belyst af voksne i Sisimiut. Opfattelsen af rummet bliver så at sige mangfoldig. Ikke kun i form af fysiske modeller/produkter, men også i form af forfatternes kritiske refleksion over de sociale kvaliteter, legepladser tilbyder. Forfatterne opfatter legepladser som rum for afslapning, samspil og læring, men også som rum, hvor børn kan stimulere deres fysiske færdigheder. Ivalus rapport tager os rundt i Sisimiut i forbindelse med det store udendørsrum. Hun viser sin første pointe ved at fremhæve mulighederne for at få adgang til fjerntliggende steder på en snescooter. Man kan nå frem til Kangerlussuaq med snescooter (det trafikale knudepunkt i Grønland), gletscheren Aqqukitsoq: "…og mange andre steder, som i øvrigt har navne som Flaskehalsen, Motorvejen, Legepladsen og mange flere (ibid.: 3 )." Hun påpeger også, at mange unge mennesker elsker at vise sig ved at hoppe over vejen et bestemt sted omkring fem kilometer fra byen. I dette tilfælde beskriver Ivalu, hvordan maskinen kan udføre springet over vejen. I hendes tætte beskrivelse af en ”freestyle” teknik forbinder Ivalu specifikke lokaliteter med unges fortolkning af stil. Senere, i sin fotoserie, præsenterer hun en række forskellige synsvinkler af Sisimiut som en vidtstrakt by; bl.a. ved at køre på snescooter på toppen af bjergene. For eksempel tager hun os med snescooteren op til 1400 meter, hvorfra hun kan se gletsjeren Aqqutikitsoq, hvortil hendes venner planlægger en tur ned ad bakke - aldrig gjort før!

230

Fotoserien er først og fremmest en dokumentation af, hvad man kan udrette med maskinen, men billederne fortæller også en historie om et vigtigt element i Sisimiuts topografi nemlig bjergene. Derudover er Ivalus perception af Sisimiut et resultat af hendes personlige orientering, idet vi lærer om specifikke pladser set fra en ung kvindes perspektiv. Byrummet bliver i Ivalus tilfælde også et spørgsmål om private og offentlige ansvar. Baseret på erfaringer fra sit medlemskab i et snescooterfællesskab, forbinder Ivalu bevægelsen rundt i byen med opmærksomheden på alles personlige sikkerhed. Som refleksion over byen er det dens udstrækning, som er på dagordenen hos Ivalu. Snescooteren ”skærer” Sisimiut op fra forskellige retninger. Vi ser byrummet på afstand og indefra, og dermed gives et indtryk af Sisimiut som et flydende terræn under indflydelse af hastighed og stil. Samlet set er de tre rapporter også et væsentligt eksempel på offentlighedens (institutionelle) interesse i de unges refleksion over den nuværende og fremtidige by. Rapporterne har naturligvis modtaget forskellig opmærksomhed i skolen, ikke desto mindre var de i praksis medvirkende til konkrete debatter centreret om de unges sociale udveksling med byen. Rapporterne viser, hvordan forskellige opfattelser af rummet relaterer til de specifikke resultater af socio-rumlige oplevelser.

231

Kapitel 6 – Spændingsfelter: samlet fortolkning og diskussion ”There are different views of how we experience and interpret the space we live in. The views depend, of course, on how we understand experience and on our conception of the subject of experience, the one who is experiencing” (Määttänen 2004:11). De ti casestudier, som jeg har valgt som grundlag for analysen af ungdom og urbanitet i Sisimiut i denne afhandling, repræsenterer på det overordnede plan en bred vifte af kulturelle og sociale aktiviteter. Aktiviteterne tegner samlet set et billede af unge i Sisimiut som værende aktive og reflekterende bidragydere til byen og bysamfundet på forskellige niveauer i det urbane rum. Det sker gennem bevægelser på tværs af byen i geografisk perspektiv, og i forhandlinger af personlige og sociale kompetencer. De har kreativitet og visioner i både institutionaliseret tid og i fritiden, og deres aktiviteter foregår i både private, offentlige og medierede rum. Formålet med dette kapitel er at skabe sammenhæng i de mange tråde, som casestudierne forfølger. I det følgende har jeg valgt at tænke på casestudierne som arenaer, hvori der udspilles en kompleksitet af spændingsfelter. De ti arenaer er, for så vidt angår repræsentationen af ungdom og urbanitet i Sisimiut, ti unikke rum. Det vil sige, at der er tale om ti eksempler, der i mine øjne fungerer som indgang til menneskets kontinuerlige forholden sig til og konstruktion af omgivelser, snarere end at de er et definitivt billede af bylivet i Sisimiut. Når jeg i det følgende taler om spændingsfelter, så er det med henblik på et indbyrdes forhold (spænding) mellem kompetencer, kreativitet og visioner indlejret og forhandlet på en række konkrete arenaer (felter), men også spændingsfelter, der på et højere analytisk niveau vedrører aktørernes handlinger på arenaen i samspil med en række strukturelle betingelser. Endelig beskæftiger jeg mig i analysen med, hvorledes kompetencer, kreativitet og visioner guider de positioner, unge i Sisimiut søger, indtager og forlader, hvortil jeg inddrager reflektionsbegrebet (Archer 2007). Lefebvres (2004) rytmeanalyse inddrages som sidste tema i min samlede fortolkning af ungdom og urbanitet.

6.1 Arenaperspektiv Mine ti eksempler på unges aktivitetsarenaer i Sisimiut omfatter et varieret antal aktører på forskellige steder på forskellig tid, og de omfatter en samlet geografisk udstrækning, der inkluderer lokaliteter på tværs af byen og destinationer uden for Sisimiut - både til lands og til 232

havs. Ser vi på arenaen i de ti aktiviteter som en ”ramme for et reguleret aktivitetsområde” og en ”struktureret kampplads” (jf. Fink 1989:13), tegnes flg. billede. Fra Asummiut til grusgraven [5.1] tegner et billede af en dialog, der afstedkommes af unges motocrosskørsel på en lokalitet, der har særlig betydning for byen. Spændingsfeltet bestående af unge og byens autoriteter fungerer som afsæt for nytænkning af byens rum i forhold til offentlige og private ansvar på en bestemt lokalitet, samt rekruttering af de unge som ressource for at videreføre motocross i Sisimiut under organiserede forhold. Motocross-sagen har først og fremmest skabt en bevidsthed hos de unge om, at det, de foretager sig på egne præmisser, ikke nødvendigvis udelukker et publikum. I dette tilfælde er der et publikum som både klager over deres aktivitet, og et publikum som ønsker at støtte deres foretagsomhed. Cykling [5.2] viser et detaljeret indblik i de unges omgang med byen. Den er vidtstrakt i den forstand, at den også inkluderer områder uden for byen, men den er også koncentreret omkring de steder, hvor der findes optimale betingelser for deres aktivitet. De enkelte lokaliteter åbner døren til konkrete eksempler på kreativitet, kompetencer og visioner. Kreativiteten består i den måde, hvorpå de udnytter byen til at skabe en zone af oplevelser ved siden af alt det, der normalt foregår ude i byrummet. Her tænker jeg f.eks. på scenerne med jordbunken ved Brugsen m.m. (jf. mine videooptagelser). Cykling er med andre ord en anden betydelig arena i Sisimiut. Her handler det specifikt om BMX og trial cykler. I lighed med skateboarding bruger deres ejere byens hardware til stunts, herunder også ”hasarderede” spring over grusveje, sten, klipper samt unikke sekvenser af forhindringsløb. Der cykles både om dagen og natten, på vejene, i naturen, på hustage og tilfældige grusbunker og byggepladser i byen, i grusgraven i det åbne land, i formation ned af hovedvejen, på baghjul på tværs af centergrillens borde efter lukketid osv. SK8 Sisimiut [5.3] Som struktureret kampplads er skateboarding en kamp mellem aktørens krop og byens hardware. I aktørperspektiv er der tale om en idrætsaktivitet struktureret af et særligt aggregat, disciplineret af aktørens kropssprog, hvor fødderne er det ledende instrument. Skateboarding har sit eget vokabularium - ”ollie”, ”kick-flip m.fl.145” - og egne 145

Ollie er skateboardens grundlæggende trick. Med en ollie får man skateboardet til at hoppe op uden brug af

hænder. Kick-flip er en ollie, hvor man får boardet til at dreje rundt under fødderne. Skateboard Dictionary http://www.geocities.com/pipeline/slope/4774/sk8dictionary.html

233

fysiske rammer plus ”terræn” i Sisimiut i form af asfaltbelægning, spånplader og platforme. Mere konkret udgøres den fysiske lokalitet af den gamle heliport, havnens containerplads og i nogle tilfælde også hovedvejen og nedkørslen fra midtbyen. Snowboarding [5.4] er ligeledes en fysisk krævende aktivitet. Til forskel fra skateboarding og cykling er den også en aktivitet, som unge kvinder deltager i og taler om. I geografisk forstand er snowboarding orienteret mod det åbne landskab øst for byen. Distancen til og fra området tilbagelægges vha. privat snecooter-trafik. Snowboard-arenaen er også en kampplads mellem aktørernes kroppe og terrænet, struktureret af viljestyrke. Desuden er det en konkurrence om bedste stilkørsel, hvor også tøj, udstyr og attitude indgår som idrættens kodesprog. På snowboard-arenaen tales om ” straight air”, ”three-sixty”, ”backflips146” m.m. I aktørperspektiv er der fokus på et sammenfald mellem hastighed, adræthed og styrke, der tilsammen skaber idrættens unikke flow, fordelt på tilkørselen til hoppet og bevægelsen igennem luften. Det frie men samtidigt unikt tilrettelagte rum for hvert hop er arenaens centrale intensitetsmoment, hvor indstuderede tricks lanceres i et kropssprog, der har overkroppen som centralt instrument. Breakdance i Amerloq [5.5] er om noget andet rytmernes arena. B-boys og B-girls fra Sisimiut Teenage Dancers danser med, men oftest imod og på tværs af rytmen fra ghettoblasteren. Arenaen er øvelokalet, som kommunen har stillet til rådighed et par timer om ugen i foreningshuset Amerloq. Men egentlig er det ”cipher”, som er arenaen for denne relativt krævende akrobatik. ”Cipher” er opmærksomhedens midtpunkt i breakdance - et fast element af danseforestillingen skabt til ”battle” mellem to breakdancere. Cipher er en kampplads for ”freestyle” teknikken, hvor koreografien af dansens grundlæggende ”moves” tilegnes som visuelle øretæver til modstanderen. Det er publikum, som afgør, hvem der til sidst udspiller de andre i et ”break-battle”. Også breakdance-ordbogen er fyldt med koder ”footwork/downrock/scramble147”, ”munchmills/windmills/neckmoves148” m.fl., indstuderet fra film eller længerevarende øvelser i cipher’en.

146

Straight air er et grundlæggende, fremadrettet hop med, eller uden berøring med boardet. Skuldre og syn er

fremadrettet. 360 er et hop, hvor man drejer 360 grader rundt. Back-flip er et baglæns hop. 360 og back-flips bruges også når man kører BMX. 147

Rytmisk sammenvævning af ben og fødder i cirkulær, men samtidigt lav bevægelse omkring håndens akse, der

bærer kropsvægten. Kombineres med en ”fryse”, eller ”tøve” figur.

234

Uden for byen [5.6] er casen, hvor jeg forholder mig til to arenaer. Casen beskriver en række aktiviteter på og med tilknytning til vandreturen og sejlads med de unge og repræsenterer samlet set et væsentligt rum, hvor byens ungdom er vant til at boltre sig med jævne mellemrum. Vandretur-arenaen kan defineres som en kampplads for dispositioner. Struktureret af kortet tilvejebringes en planlagt afstand fra Akulleqfjorden til Kangerlussuaq med to unge. Arenaen omfatter planlægningsmøder og indkøb af proviant i byen og desuden socialt samvær på en arbejdslejr arrangeret af den kommunale naturvejleder og skicenterlederen. På arenaen afsøges forskellige dispositioner vedrørende ansvarsfordeling og sikkerhed under den forestående 80 km lange tur gennem Sisimiuts åbne landskab. Samarbejdsevnen og indbyrdes samspil imellem deltagerne afsøges i mere eller mindre spontane aktiviteter. Familie, venner og offentligheden delagtiggøres. Forberedelsen er præget af korte besøg i byen, kontakten til medierne eller besøg af udefrakommende i den nedlagte bygd Assaqutaq. Tæt socialt samvær og alsidige aktiviteter til lands og til havs udløser opmærksomhed omkring nye dispositioner i ”marken”. Afstandstagen fra byen, afstanden fra hvilested til hvilested, distance til målet kommer på dagsordenen. Her disponeres også med lyd. Der lyttes til hinanden og til egen bevægelse i det fri, og der lyttes til dyrene. Landskabet følges med årvågenhed og sammenholdes momentvis med kortet. I vandrehytten, som bruges som overnatnings-shelter, er konversation en oplagt chance for refleksion. Tre ophold og to overnatninger gennemføres, herunder sejlads med kano på tværs af en langstrakt sø. Undervejs og på det enkelte hvilested synges der, kastes med replikker og grines. Sejlads-arenaen er ligeledes reguleret af dispositioner. Desuden af brændstof, tid og sejlkundskab. Lokalviden og vejret er styrende faktorer for styrmanden. Destinationerne er en radius mere end specifikke mål. Arenaens udstrækning er primært struktureret af vejret. I casen sejles til og fra byen og til den nedlagte bygd Assaqutaq. I Amerloqfjorden og skærgården nord for byen er jeg ude at fiske og på sæljagt med de unge. Vi sejler længere ture til langt ud på natten, hvor dyrelivets aktiviteter er målet for vores opmærksomhed. Men det er i høj grad også en lomme af dagdrømme under stort fart, i bunden af båden eller i larmende stilhed når motoren slukkes midt på det store hav. I den forstand er sejlads ikke nogen sportsarena, selvom der bliver 148

Munchmills er det samme som en vindmølle, medmindre man holder benene krydset og foldet hele vejen rundt. I

windmills ruller bboys og bgirls fra skulder til skulder, imens deres ben spinner rundt over jorden som en vindmølle. Neckmove er kun én omgang i en vindmølle.

235

performet mod bølger, vind og sigtbarhed. Arenaen er i stedet et vejnet, der binder steder sammen i Grønland. Steder man længes efter at gense eller har ønske om at udforske foranlediget af en historie, man har hørt. Klubben [5.7] Ungdomsklubberne Nutaraq og Sukorsit er udprægede sociale arenaer, der adskiller sig fra hinanden i størrelse, indretning og brugernes medbestemmelse og alder. I casen er vi på den institutionelle arena - Sukorsit ligger placeret i et besynderligt arkitektonisk skolekompleks, Nalunnguarfik Atuarfia, placeret ti minutters gang fra byens centrum, Nutaraq er den gamle heliport-bygning ved udkanten af Sisimiut. Hvis skateboarding og de andre arenaer er kamppladser, så er ungdomsklubberne et reguleret sammensurium af verbal og kropslig konfrontation med sociale grænser, herunder omgang med arenaens regelsæt. Et prøverum (en ”tankestreg”), et spil, i både negativ og positiv forstand. Klubbernes faciliteter, adgang til diskoteket og computerrum, samvær med vennerne, eller mangel på samme, er væsentlige parametre i disse rum. Kortfilm ”sisimiut” [5.8] Film-arenaen er individets arena, hvor byen irammesættes i en rytmisk fortælling dannet af filmproducentens billedsekvens og de portrætteredes omgang med byen. Filmen er situeret omkring lokaliteter af særlig betydning på tværs af Sisimiut, men også i en forestilling om byen som fremtidigt bosted. Arenaen er visuelle kampe mellem nære og fjerne fikspunkter i det virtuelle rum. Vi møder byens lokaliteter som kulisser både indefra og udefra. Det er en særlig kampplads for producenten, hvis arbejde struktureres af tiden og egne ambitioner i form af det repræsenterede. Her indgår nødvendige forhandlinger af den positionering, som personerne skaber i kontakten med deres sociale netværk i forbindelse med optagelserne. Filmarenaen er derfor også en søgende arena, men med vidt forskellige kommunikationsfiltre, afhængigt af om man er portrætteret eller er den, som portrætterer. ”a view of life” [5.9.] Udstillingen ” a view of life” er en kampplads, hvor ord, lyd og billede blandes sammen i en performance. Et tidsbegrænset men progressivt statement om mulighederne for kreativ udfoldelse i en gammel kolonibygning, der i dag fungerer som udstillingslokale for Sisimiut Museum. Her udspilles et kapløb med tiden og normerne omkring arenaens vidt forskellige konnotationer. Den ene peger på ubevidst provokation, den anden på magtbalance. Arenaen er først færdigdefineret ved ferniseringen og omdefineres indtil udstillingen er taget ned, og hver enkel bidragyder har reflekteret over værdien, den enkelte har fået ud af at deltage ved bare at lade det hele ske.

236

Tre projektrapporter om emnet fritid [5.10], produceret i HTXfaget teknologi ved Bygge- og Anlægsskolen, er den sidste aktivitetsarena, som jeg har valgt at inddrage i analysen af unges omgang med byens rum. Vi er igen på den institutionelle arena, hvis centrale og strukturerende element er de studerendes forholden sig til fritid ved at formulere og analysere problemstillinger med relation til lokalitet, industri, kompetence, eller familie og venner. De studerende har som opgave at forholde sig til både fordele og ulemper ved et selvvalgt studieobjekt og dets samspil med omgivelserne. Dette sker på baggrund af research og udførlig dokumentation af problemstillinger; endvidere ved en beskrivelse af problemløsninger. I opgaven stilles desuden krav om fremstilling af et relevant produkt inden for det valgte emneområde. Arenaens udstrækning omfatter byens forskellige rum, men også inklusion af de unges opmærksomhedspunkter vedrørende private og offentlige ansvar. Arenaperspektivet tenderer (som opsplitning af byen til en række spændingsfelter, hvori der kæmpes) mod Bourdieus feltbegreb (Bourdieu 1996:149-158). Kort sagt, i Bourdieus stedsopfattelse fremstår samspillet mellem det sociale og det fysiske rum som en mangfoldighed af værdiladede felter, hvor mennesket udøver aktiv kamp om feltets mening og (felt)kapitalets værdier. Hans pointe er, at handling altid er situeret et sted, men konstitueres af et sæt positioner, som indtages af stedets/feltets aktører (der besidder forskellige kapitalformer). Unges handlinger, som beskrevet i mine ti arenaer i Sisimiut, er ligesom i Bourdieus feltbegreb et sæt positioner med forskellige kapitaler på spil. Jeg opfatter disse positioner som spændingsfelter og behandler disse i flere cases som en input/output-proces, hvor unges positionering fremstår som investeringer af mening i forskellige lokaliteter, og hvorledes output af de unges forholden sig til byens rum afhænger af nogle strukturelle betingelser, men også af disses gennemslagskraft i de respektive sammenhænge. Motocross-sagen fremstår for mig som et glimrende eksempel på, at det ikke er de unge, der besidder de nødvendige kapitalformer (økonomien) til at understøtte et konkret output ud fra det input, de tilfører dialogen omkring brugen af byens omkringliggende landskab. Sagens kontekst medfører en ændring i de unges position i problemstillingen, der går fra at være dominerende/strukturerende aktører på Asummiut til at miste den kapital, som konstitueres igennem deres praksis i det fysiske rum. De unges position i forhold til myndighederne og den kontekst, som dialogen

237

konstituerer, indsnævrer de unges handlerum, idet de tilskrives en ny rolle som socialkapital i en større sags tjeneste (for autoriteternes nytænkning af et aktivitetscenter i et møderum). Eksemplet er med til at vise, at unge ikke kun indgår i én arena eller et felt, men i en kompleksitet af felter, hvor der er forskellige kapitalformer, aktører og strukturer. Det ses også, hvorledes stræben efter specifik oplevelse med én konkret lokalitet med tiden mister værdi. I snowboarding ser vi, hvorledes aktørernes positioner i geografisk perspektiv og igennem specifikke kompetencer giver form til det urbane rum. Afgrænsningen af byen opstår, som jeg har argumenteret for i casen, i et kontinuerligt samspil mellem input og output. I skateboarding ser vi, hvorledes spændingsfeltet (input/output) antager en repetitiv form. I ”Uden for byen” giver arbejdet som input adgang til transportmidler og ophold uden for byen, herunder mulighed for at aktører er med til at strukturere/tegne egne autentiske kort over byen, det være sig på afstand eller i bevægelsen til og fra den. At tænke i inddeling af felter er i lighed med mit arenaperspektiv med til at åbne et bredere perspektiv på dynamikken i konstruktionen af omgivelser, ikke kun på økonomiens vilkår, men også som et spændingsfelt af input/output til eller fra ikke blot ét, men mange rum. Vægten af konflikt og kamp om positioner (jf. Bourdieu) i de unges erfaringer med byens rum i Sisimiut er ikke til at komme udenom. Det jeg ønsker at forfølge er, hvorledes aktørernes positioner er muliggørende for aktørernes handling (jf. Buch-Hansen & Nielsen 2008:51). I den sammenhæng ser jeg min case om motocross-sagen som et eksempel på divergens mellem de unges og autoriteternes opfattelse af de unges position i processen. Mens autoriteterne på sin vis arbejder determineret for, at de unge først og fremmest organiserer sig, lægger de unge vægt på deres egne konkrete behov og målsætninger, hvad angår motocross i praksis. Unges positionering fremstår således mulighedsgivende fra start til slut, og autoriteterne som begrænsende for de unge. I forhold til Bourdieus opfattelse af samspillet mellem det sociale og det fysiske rum har mit perspektiv på aktørernes positioner (som muliggørende) den betydning, at unges manifestation af kompetencer, kreativitet og visioner er mindst lige så centrale handlingsrationaler i positioneringen i en given kontekst som kampen og konflikten om positionerne. Skulle jeg vælge at arbejde udelukkende med Bourdieus feltbegreb, vil jeg efter min

238

egen overbevisning være med til at fjerne fokus fra min empiriske erfaring, hvoraf det fremgår, at unge som aktører indgår i et samspil med en række strukturelle betingelser149.

6.2 Positioner Jeg vil nu se lidt nærmere på de positioner, som ungdommen i mine cases indtager i byens rum, samt hvad de unges positionering medfører. På det overordnede plan ser jeg to former for positioner; hhv. positioner i det institutionaliserede rum og positioner i det ikke institutionaliserede rum. Førstnævnte er bedst repræsenteret i afhandlingens cases og vedrører unge som strukturerende aktører på arenaen netop i det moment, de indtager et givet rum i form af lanceringen af personlige og sociale kompetencer, kreativitet og visioner. Den anden position vedrører momenter i de unges hverdagsliv, hvor handlingen har afsæt i en struktureret betingelse, f.eks. pensum i faget teknologi eller dialogens diskurs imellem ungdomsklubben, naturvejelederen og kommunen. Når jeg taler om positionerne som et moment i de unges samspil med byens sociale og fysiske rum, skyldes det, at hverken den ene eller den anden position er statisk og over tid eller opnår hinandens egenskaber, hvorfor jeg altså taler om positioner som et udgangspunkt for en handling. I casene cykling, skateboarding, snowboarding, breakdance, ”uden for byen”, ”sisimiut” og ”a view of life” er unge fra start med til at definere rammerne for et ikke realiseret handlerum igennem deres kompetencer, kreativitet og visioner. I motocross-sagen, i klubben og i projektrapporterne er de unges handlinger derimod placeret i et på forhånd værdiladet rum, som de unge først bevæger sig ind i og efterfølgende navigerer rundt i efter at have afklaret dets begrænsninger og muligheder. Eller sagt på anden måde, de unge positionerer sig ved siden af andres positioner (lærere, myndigheder) på samme tid, men de unges positionering finder i disse tilfælde ikke sted på samme niveau som lærerne. Det er en af de strukturerende betingelser i det pædagogiske rum.

149

B.’s feltbegreb kræver desuden en samtænkning af felter med hans habitus og kapitalbegreb, hvilket B. bruger til

at overskride aktør/struktur dualisme i bl.a. sin praksisteori (Bourdieu 1996). Giddens (1979) er et andet eksempel på fortolkning af aktør/struktur dualismen, bl.a. ved at omdefinere strukturbegrebet i sin strukturationsteori. Kritisk realisme, som jeg er inspireret af, opretholder aktør/struktur dualismen som studieobjekt (Buch-Hansen & Larsen 2008:45-54).

239

Positioneringen viser, at arenaen (både den lille [cases] og den store [byen]) i større eller mindre omfang har klare definerede grænser. I hvilket omfang de unge er med til at påvirke grænserne afhænger i den kritiske realistiske opfattelse af udfaldet af samspillet mellem aktørens handlinger og det strukturelle rum, som aktøren altid befinder sig i (jf. kapitel 4). Med mine egne ord. De unges indflydelse på virkeligheden afhænger af den måde, de navigerer på og ud fra en given sammenhæng. I mine casestudier er de unge nysgerrige efter at afprøve sig selv, og med i bagagen har de fysisk styrke såvel som viljestyrke. Bevægelsen går igen som et centralt omdrejningspunkt for de unges positionering og positionering af deres kompetencer, kreativitet og visioner i deres forholden sig til byen på de forskellige arenaer. Jeg ser to typer bevægelser i de unges handlingsmønstre. Den første type bevægelse vedrører geografisk udstrækning, hvor casestudierne som samlet pakke tegner et vidstrakt urbant rum. Her betones i mine cases bevægelsens instrumentale og sociale aspekt - dvs. bevægelsen til og fra lokaliteter, desuden aktivitet i stedsliggørelsen af den fysiske by eller refleksion over dens ændringer på forskellige årstider. Bevægelsen har også en vigtig social funktion. Gennem bevægelse skabes motivation for fællesskabet hos den enkelte – de unges handlinger på arenaen er altid henvendt til nogen. Den anden type bevægelse vedrører sensorisk-perceptorisk interaktion med byens rum. Her betones bevægelsens kommunikative aspekt – dvs. kropssprog, stil og symbolik - i den levede erfarings sanselige, kreative og meningsproducerende handling, hvilket i lighed med førstnævnte bevægelse omfatter både praksis og narrativer. Et fællestræk ved de to bevægelser er, at byen internaliseres i kroppen, dvs. perceptionen af urbanitet ”…bliver på den måde ikke en repræsentation af en ydre verden, men snarere en kropslig involvering” (Simonsen 2005:51-67). Samlet set tegner unges positionering i mine cases en differentiering af byen. Ungdom og urbanitet er som en vifte spredt ud over lokaliteter og rum, der omfatter havet, det omkringliggende landskab, byens infrastruktur, byens materielle miljø (veje, bygninger), det sociale rum, desuden på et overordnet plan det symbolske rum og de unges visioner. Disse er på forskellige niveauer i det urbane rum og er på ingen måde frie rum, hvor unge får frit spil. Unge lancerer deres kompetencer, kreativitet og visioner i kreative og eksperimenterende rum, men undgår ikke at skulle forhandle dem, også i forhold til samfundet, som jeg i tråd med kritisk realisme ser som: ”...en mangfoldighed af niveaudelte og emergente strukturer, som er indbyrdes forbundet og som medbestemmer hinanden på komplementære og indbyrdes modstridende

240

måder” (Joseph & Kennedy i Buch-Hansen og Nielsen 2008:52). Positioner som unges handlinger i mine cases tilfører dynamik i et bysamfund som Sisimiut og opfattes af de unge som værdifulde. Det går igennem alle cases, at unge anfægter byens ry som et aktivt bosted, både i fortid, nutid og fremtid. Den aktive by italesættes på tværs af byen igennem de kompetencer, kreativitet og visioner, der manifesteres i motocross, cykling, skateboarding, snowboarding, breakdance, på arbejdslejren, vandreturen, i klubben, på filmen, på udstillingen og i skolen. Unges positionering, bevægelse og ”markedsføring” af sig selv i bysamfundet beror efter min mening på deres reflekterende navigeren i byens rum.

6.3 Kompetencer, kreativitet og visioner – et reflekteret spændingsfelt De erfaringer unge gør sig på byens arenaer giver dem nogle retningslinjer i forhold til at navigere deres valg, først og fremmest i de fællesskaber de indgår i. Det går igen, at unge genererer idéer, som de lader cirkulere i samfundet. Idéerne føres ud i livet i det fysiske rum, men også som selvreflektion og reflektioner over offentlige og private ansvar. Dette ser jeg alene som en stærk kompetence i at udleve visionerne, som fremstår som en sammenblanding af kortsigtede (performance) og langsigtede (hvad vil jeg med byen) mål. Byen performes med forskellige aggregater (motocrossmaskine, cykel, skateboard, snowboard, snescooter) i det sociale rum. Det foregår individuelt eller i grupper afgrænset af forskellige former for livsstil (e.g. musik, breakdance) og på det individuelle plan i søgen efter et ståsted blandt venner og familie - alt sammen med udblik til traditionerne og de globale kulturstrømme. Med reference til reflektionsbegrebet (Archer 2007) vil jeg i det følgende beskæftige mig med, hvorledes kompetencer, kreativitet og visioner guider de positioner unge i Sisimiut søger, indtager og forlader. Archer (ibid.:61-141) skelner mellem tre typer refleksivitet: 1) Kommunikativ (communicative reflexives), dvs. reflekterende individer, hvis selvreflektion og reflektion over deres projekter udartes i dialog med andre (familie eller nogen man identificerer sig med i en tæt relation). 2) Autonom refleksivitet (autonomous reflexives) vedrører individer, som så at sige er sig selv nok - de indgår i dialog med andre, men forholder sig strategisk til dialogen, da de andres meninger ikke er udslagsgivende i beslutningen. 3) Metareflekterende (metareflexives) vedrører individer, der reflekterer over deres egen refleksion. Dvs. individer, der stiller sig kritiske overfor deres indre konversation og mulighed for en effektiv handling i samfundet.

241

Archers pointe er, at refleksivitet udøver objektiv indflydelse på håndteringen af en given social kontekst og dens udfald. På den baggrund tænker hun enhver social sammenhæng i et givet rum ind i en praksisorienteret proces. Denne består af afklaring/definition og ”sammensinkning” af interesser, hvorefter man udvikler konkrete fremgangsmåder i projektperspektiv, som endelig indlejres i etableringen af tilfredstillende og holdbare praksisser (ibid.:89). Refleksivitet som: ”...mediating deliberatively between the objective structural opportunities confronted by different groups and the nature of people’s subjectively defined concerns” (ibid:61 [orig. kursiv]) er i min opfattelse, og med relation til mine casestudier, en vigtig drivkraft for de unge. Drivkraften beror i den forbindelse på refleksion på et generelt plan som et kompas/instrument, der afmåler både de synlige og usynlige muligheder i det sociale rum. Mulighederne fremstår således i forskellige konstellationer afhængigt af bl.a. spændingsfeltet mellem aktører og strukturer og det sociale spændingsfelt i forhold til det fysiske rum. Altså, virkeligheden findes, men ændres over tid, hvorfor den også fordrer, at man forholder sig aktivt til den. Hvad dette beror på på det konkrete plan, vil jeg pege på i det følgende. Unges aktive forholden sig til lokaliteter i Sisimiut beror først og fremmest på lokalkendskab. De lokaliteter, som unge approprierer, er ikke fremmede rum for dem. De ti aktivitetsarenaer som jeg indgik i på nært hold (med delvis undtagelse af skolerapporterne), virker på mig som steder, de unge har scannet ind på deres egne præmisser. Unge i motocrosscasen havde kendskab til Asummiut i forvejen, og som jeg skrev, kørte de faktisk udenom de områder, som er væsentlige kulturminder for byen. Under udflugten til Asummiut stod de unge, autoriteterne og jeg og kiggede på dem. Tager man farten med (som det også er tilfældet i cykling med A. rundt i byen eller på hans videoer på YouTube), beror aktørernes fysiske kontakt med både planlagte- og natur-rum på en forudgående refleksion. Denne har en historie, dvs. en forbindelse til tidligere generationer og deres historie om byen, som de unge italesætter på ny. Det jeg har oplevet i Sisimiut er, hvordan forskellige aggregater og attituder styres med evident kontrol igennem landskabet, de fysiske rum og igennem forskellige medier. Mine cases viser også eksempler på, at de unge ved, hvad der er til rådighed på forskellige lokaliteter, når de stopper op. Skaterne går direkte mod spånpladerne hengemt et sted på havnen, Trial og BMX cyklisterne samles, når de finder en grusbunke midt på parkeringspladsen foran Store Brugsen. Snowboarderne tager varmerøret, kører på det og lægger det tilbage. På skibakken samles snowboarderne omkring fjeldknolde, der skaber det bedste afsæt for deres tricks.

242

Der reflekteres, som før sagt, på det ene og på det andet niveau; ikke bare i forhold til miljøet eller fællesskabet, men også deres kompetencer, kreativitet og visioner er guidet af en reflektionsproces. Breakdancerne kommunikerer med kroppen, mens øjnene scanner stilen i ”cypheren”, hvor de andre performer. I Assaqutaq reflekteres der over mulighederne i afstandstagen til byen, mens sejladsen uden egentlig destination er samtænkt med grænsen for, hvor langt benzinen kan føre os. På vandreturen spindes vores reflektioner igennem personlige narrativer over eksistentielle spørgsmål, men også på vejen der åbner sig som en korridor, hvorigennem vi kan gå fra A til B til C osv. I Klubben reflekteres på forskellige niveauer med pen og tush, f.eks. skriver nogle deres slogans ned. Aka bruger kameraet og sin klippeteknik til at reflektere over Uiloqs og Aqqalunnguaqs refleksioner. I hendes film reflekteres der ud over nutiden også over fremtiden ud fra spørgsmålet: ”Hvad laver du om ti år?”. På udstillingen og i skolerapporterne reflekteres ligeledes. I førstnævnte med henblik på at inddrage publikum i refleksionen. I sidstnævnte, i en metareflektion over ansvar for stedsliggørelsen af byen igennem cigeretrygning, snescooterkørsel og legepladser. Med andre ord: De ti cases viser for mig, at unge reflekterer på det kommunikative, autonome og metareflektive niveau. Men der er efter min mening ingen hierarki i det, snarere en bevægelse igennem det, der foregår i terrænet. En bevægelse igennem en række sammenfiltrede livsrum med indre og ydre dialoger, hvori byens materielle virkelighed indgår som platform og zone for oplevelser. Jeg opfatter de unges kompetencer, kreativitet og visioner som en guide for deres gøremål i samtænkningen af dynamiske, sociale erfaringer med konstruktionen af meningsfyldt aktivitet i Sisimiut. Som reflekteret guide medfører kompetencer, kreativitet og visioner en intuitiv positionering, som søges i forskellige praksisfællesskaber, men som også væves ud og ind, fordi der ikke kun er tale om én praksis, men om mangeartede handlinger.

6.4 Ungdom, urbanitet og rytmer Det sidste, og for mig at se, væsentlige tema i de ti cases er spørgsmålet om, hvilken ”puls” eller mening de unges aktiviteter tilfører byen. Progressionen fra arena- til positionsperspektivet har igennem de første to afsnit haft kompetencer, kreativitet og visioner som centrale handlingsrationaler i unges forholden sig til byens rum. I de foregående afsnit argumenteres yderligere for, hvorledes kompetencer, kreativitet

243

og visioner indlejres i de unges omgang med byen som reflekterede positioner, der guider de unges handlinger. I nærværende sammenhæng forholder jeg mig fortsat til empirien, men fortolkningen kvalificeres af forholdet mellem ungdom og urbanitet som det styrende mål. Der arbejdes efterfølgende på grundlag af en samlet rytmeanalyse af de urbane erfaringer, som casene skildrer, og der argumenteres for, hvorledes unges brug af det urbane rum er en ressource for fremtiden. Ungdom, urbanitet og rytmer. Tre begreber som egentlig peger i forskellige retninger. Tænker man byen som alene ungdom, urbanitet eller rytmer, skabes forskellige repræsentationer af afhandlingens studiefelt - Sisimiut. I nærværende sammenhæng er min indstilling til begreberne at tænke dem sammen som ”rhythms of person and place” (Lee 2006:16). Samtænkning af begreberne baseres på det erfaringsgrundlag, som jeg med forskellig styrke har beskæftiget mig med i de cases om skateboarding, breakdance, Assaqutaq/vandreturen, klubben og filmen. SK8 Sisimiut er den case, hvor jeg særligt går i dybden med rytmeanalysen af unges kropslige appropriation af lokaliteter i Sisimiut. Min samlede fortolkning af ungdommens ”impact” på byen har derfor skateboarding som væsentlig ingrediens i en rytmeanalytisk diskussion om ungdom og urbanitet i Sisimiut. Jeg vil i det følgende først præsentere en samlet rytmeanalytisk fortolkning af afhandlingens empiri og på det grundlag efterfølgende påpege, hvilken forbindelse der er mellem skateboarding og fortolkningen af ungdom og urbanitet i sammenhæng med afhandlingens forskningsspørgsmål – ”Hvad er det for en by, de unge er med til at skabe?”.

6.4.1 Rytmeanalyse Som jeg har været inde på i rytmeanalysen af N’s og J’s skateboardsessions i kapitel 5.3 skal en rytmeanalytiker ikke analysere rytmer for sig selv, men lytte til dem som helhed og forene dem (”unify”) i reference til sine egne (jf. Lee 2006:17)150.

150

Jf. afhandlingens teoretiske kapitel – rytmenanalysen repræsenterer et fænomenologisk greb om urbanitet =

”væren i byen” (jf. Merrifield 2006:75). Lefebvre (2004; [1996] 2006) er en central aktør i urbanitetsforskning, som udfordrer forståelsen af mødet med det urbane – bl.a. ved hjælp af opmærksomheden på rytmer, bevægelser og lyd, hvilke han ser som et væsentligt parameter for en humanistisk forståelse af byens geografi. En rytmeanalyse søger betydningen i ”mangfoldigheden af levede rumligheder og tidsligheder” (Simonsen 2005a:51). Det er i den

244

Helheden af mine ti casestudier fremstår for mig, som noget, der vedrører appropriation, intensitet og det, jeg vil kalde for ”walk the talk” i betydningen – ”man gør det, man siger”, men også i betydningen ”at gå forrest”. Appropriation, intensitet og ”walk the talk” udgør efter min mening centrale og gennemgående rytmer i den empiriske erfaring fra Sisimiut. Når jeg taler om appropriation af rum, mener jeg unges tilegnelse og produktion af både fysiske og symbolske rum, hvilket kommer til udtryk i kropslig og narrativ praksis. Appropriation er i rytmeanalytisk forstand med til at opdele Sisimiut i områder inden for det, vi normalt opfatter som en by, dernæst det omkringliggende landskab og desuden destinationer væk fra byen. Mine cases viser, at de unge formår at skabe forbindelse mellem disse tre forskellige rum, hvad enten det er i fysisk bevægelse på cykel, snescooter og snowboard eller i identifikationen med global livsstil, som de fortolker på deres egne præmisser, individuelt eller i fællesskaber. Her er det f.eks. breakdance-casen, som for mig at se glimrende eksemplificerer, hvorledes unges kropslige appropriation af Amerloq i centrum af den gamle by samtidig er en bevægelse på tværs af byen; dvs. af dets historiske monumenter, identitetsmærker og det moderne byggeri, hvad enten det er i ”moves”, disciplinering af kroppen eller performance i det offentlige rum under fejring af byens 250 års byjubilæum i sportshallen. Endelig viser de unges mangeartede appropriationer i det vidstrakte byrum Sisimiut, hvad Lefebvre efter min mening mener med definitionen af det urbane: ”The urban encompasse the city and the town as historical monuments and expresses the fragmented modern reality” (1996:207). I den forstand fremstår Sisimiut som værende mange bydele og mange interessante steder, som de unge efter min mening spiller en væsentlig rolle for igennem deres bevægelsesintensitet og deres kontinuerlige indspark til pulsen; både i det private og offentlige rum.

forbindelse væsentligt at bemærke, hvad rytmeanalysen iflg. dens ophavsmand skal bruges til i det videnskabelige projekt: ”…the mode of analysis is what is meant by a rhythmanalysis rather than an analysis of rhythms” (Elden i Lefebvre 2004:xii). Som jeg har været inde på i afhandlingens afgrænsning af mine analysestrategier, er min tilgang til rytmeanalysen baseret på en tværfaglig fortolkning af Lefebvre’s rumlige dialektik (Lee 2006, Simonsen 2005, 2008, Elden 2004, Borden 2001, 2002). Mit konkrete mål er at operationalisere en konkret rytmeanalyse i fortolkningen af den diversitet af aktivitetsarenaer, som mine casestudier repræsenterer, og hvor aktører og strukturer over tid skaber en bred vifte af meningsfyldte og fremskuende positioner, hvilket jeg i sidste ende ser som relevant ift. Lefebvre’s ”differentierede” begreb om produktionen af social rumlighed (Lefebvre 1991).

245

Intensitet ser jeg som en anden væsentlig rytme i unges omgang med byen. Intensitet som i min forstand vedrører både energien og viljestyrken i de unges forholden sig til byen. Bevægelsesintensitet, dvs. bevægelsen på tværs af byen, gælder både i forbindelse med konkrete aktiviteter (e.g. motocross-casen, cykling, snowboarding) og i form af positionering. Rutiner for A, der cykler, N og J som skater, men også skift og navigation mellem aktiviteterne, oftest betinget af årstidernes variation. N og J har f.eks. deres rutiner i forhold til sommer og vinter, hhv. skateboard og snowboard. A’s rutine har forskellige intensiteter, afhængigt af vejret, men også hvad byrummet som bevægelsesrum indbyder til at køre på sammen med vennerne. ”Øer af intensitet i et hav af rutine” (Ziehe 2004:46), som jeg har været inde på i cykel-casen, hvor jeg bl.a. beskæftigede mig med stunts som produktive situationer. Rutinen i de unges liv er familie, venner og skole, men i høj grad også de momenter, hvor de realiserer deres drømme, der optager dem her og nu. Det vi i øvrigt ser i cykel-casen og de andre cases er, at de unge ikke bevæger sig i byen blot for at tilegne sig ”deres egne rum”. Som jeg ser det, er de i byen, fordi de ønsker at forankre deres kompetencer i det offentlige rum og kommer i den forbindelse rundt om byen med en god portion intensitet, hvad enten det er fysisk eller mentalt, som ”Projektrapporter om fritid” viser. Heri er byen ikke bare en intensitetszone, men også en intens og reflekteret dialog omkring private og offentlige anliggender i Sisimiut. I cykling, snowboarding, skateboarding og filmcasen ser vi, at de også kommer rundt om byen på forskellige planer. Imens de i cykling og snowboarding i min fortolkning kommer op i luften, kommer de tværs over byen med et skateboard og på langs i byen i den medierede fortælling som kortfilm ”sisimiut”. ”Walk the talk” - endelig ligger der efter min opfattelse i casene en særlig rytme, nemlig i de unges aktiviteters accentuering af, hvorledes handling forstærker vejen til målet. ”Walk the talk” er egentlig en moderne omskrivning af det engelske udtryk ”action speaks louder than words”. I min sammenhæng er det e.g. motocross-casen, projektopgaverne og klubben, som viser, hvorledes de unge er i stand til at forhandle både med jævnaldrende og de voksne. I ”Uden for byen” ser man yderligere, hvorledes de voksne giver de unge ansvar og opfordrer dem til at sætte dagsordenen. Naturvejlederen er i den sammenhæng en væsentlig facilitator, ligesåvel som klublederen i Nutaraq. Således går det igen i mine cases, at unge får medbestemmelse i Sisimiut og forholder sig til den igennem reflekterende positioner. Casestudierne viser både direkte og indirekte eksempler på autoriteternes stillingtagen til unges aktiviteter i byens rum. I den sidste ende er det

246

kommunens forvaltning, der taler igennem naturvejlederen og klublederen med opfordring til de unge om at organisere sig i en forening. Væsentlig pointe i den sammenhæng er, at der hos beslutningstagerne hersker tillid til de unges input, men samtidig en ambivalens i inklusionsprocessen. Ambivalens opstår groft sagt af, at inklusionen i de unges øjne kun bliver en interessetilkendegivelse, der beror på de ”voksnes” lyst til ”at lege” sammen med de unge. Set fra de unges perspektiv handler det ikke om ”at lege”, men om at engagementet medfører forpligtelser, hvorfor tilliden i de unges optik snarere er en fremtidsinvestering end en strukturerende betingelse i den sociale orden – ”os” kontra ”dem”. Som vi har set i motocrosscasen, lykkes det unge fra klubben sammen med naturvejlederen at skabe en innovativ tilgang til problemet omkring brugen af et af byens identitetsmærker Asummiut, men handlingen mister momentum - rytmen forsvinder så at sige ud af sammenhængen. Møderne på kommunen, i klubben og arbejdet med stiftelsen af en motocrossforening overdøver over tid den underliggende rytme - essensen af den respektive praksis, rytmen i de unges håndtering af hoppet, afsøgningen af de unges grænser med motocrossmaskinen osv., som det, det egentlig drejer sig om. Når målet med handlingen i de unges perspektiv forsvinder ud af konteksten jf. foregående, handler ”walk the talk” for mig at se også om, at unge i mine cases i bogstaveligste forstand går forrest i afsøgningen af eksperimenterende og kreative rum. Jeg ser det f.eks. i skateboarding, hvor J præsenterer kommunen for en skatepark, som efter hans mening kunne samle en del unge omkring en sund og udfordrende sportsgren. Som det fremgår af min case, imødekommes idéen med et modspil fra beslutningstagerne, men det handler om, at der skal laves en forening, før man så at sige vil ”sagsbehandle” forslaget. Når J anfægter byen som statisk, er det væsentligt at have for øje, at J taler ud fra sin erfaringspraksis. Breakdancernes visioner imødekommes på samme måde, men i modsætning til J, tager de tilbuddet til sig. Selvom kommunen faktisk har opført en skaterrampe og støtter breakdancerne med øvelokale og inddragelsen i performance ved offentlige arrangementer, er det her igen min pointe, at byen gør en del for de unge, men interessen opfattes som kortsigtet og visionsløs. Et styrende element i mit arbejde med casestudierne har netop været at fremhæve kompleksiteten i de unges aktiviteter, herunder hvad der er på spil for de unge på længere sigt, også selvom det - populært sagt – handler om at køre på et bræt eller hoppe rundt til noget spidsfindig musik. I det store perspektiv ser jeg italesættelsen af kompetencer, kreativitet og visioner, som unge indlejrer i deres aktiviteter og som mætter byens rum med forskellige rytmer

247

året rundt, som fraværende i de tilbud, beslutningstagerne spiller ind her på ungdomsområdet som helhed. I den sidste ende siger det noget om, at de unges rytmer naturligvis betinges af ressourcer. Sammenstød af to forskellige rytmer i byen, de unges kontra forvaltningens, kan nemt sættes på en spids. Når jeg har talt med de unge eller om de unge med andre af byens borgere, tegnes et billede af byens ungdom som dem, der konstant brokker sig over, at der mangler en skatepark, rejsemidler til breakbattle andre steder i Grønland, større skilift i Sisimiut, flere specialbutikker i byen etc., etc. De unges lærere og andre professionelle, som omgås dem i dagligdagen, ser mange gode ting i de unges gøren og laden, men slutter altid deres generelle vurdering med en bemærkning om, at de unge skal yde, før de kan nyde. Sådan som jeg hører de unges kritik, handler den på én og samme tid om, hvorfor der ikke er nogen, der støtter dem. Hvorfor kan man ikke se deres aktiviteter som en ressource for samfundet? En ressource som de gerne vil udvikle sammen med de professionelle stakeholders de møder. De efterspørger nytænkning af den aktuelle urbanitet her og nu. En forholden sig til byens fremtid der medfører investeringer, hvilket for mig at se er en naturlig del af deres positionering overfor kommunens forvaltning af ressourcer. I denne efterspørgsel ser jeg også et afsavn af paratviden om ekstraordinære aktiviteter hos forvalterne. De unge skatere, brakere, stuntmen og filmkvinder føler sig sjældent sikre på, om beslutningstagerne faktisk ved, hvad de taler om. I værste fald efterspørges kvalificeret modspil til deres produktioner. Samlet set fører denne betragtning til den pointe, at unges ”ekstraordinære” aktiviteter er hverdagslivet for dem. De investerer tid og energi i dem. Rytmeanalysens bidrag til min samlede fortolkning af ungdom og urbanitet ser jeg først og fremmest i dens accentuering af repetition som et underliggende tema i unges interaktion med omverdenen. Dette udartes konkret i de unges praksis og indtager efter min mening den handling, jeg omtaler som et kontinuerligt indspark til byen. Den puls, som repetitionen i de unges indspark til byen skaber, ser jeg både som værende betinget af appropriationen af det fysiske rum, i tilbagevendende adressering af handlinger over for offentligheden og i unges manifestering af, at handling forstærker vejen til målet. Repetition er i min forståelse af Lefebvres rytmeanalytiske kritik af urbanitet et væsentligt element i samtænkningen af hverdagslivets praksis sammen med

248

dens produktionsværdi151. Skatebording-casen er i den sammenhæng et godt middel til konkretisering af sammenhængen i de unges indspark til det urbane rum. Med skatebordcasen ser jeg, igennem de unges perspektiv, en afsøgning af byens fremtid. Fremtiden vedrører i den sammenhæng Sisimiut som noget, der er ukendt. Et abstrakt rum, som Lefebvre trods alt mener, er en reel mulighed og tænkes som et differentieret rum, hvor byens mangfoldighed, borgerinddragelse og rum til at afprøve sig selv og byens grænser, lovprises i forvaltningen af byens udvikling. I det følgende vil jeg ved hjælp af skateboarding-casen arbejde med en metareflektion over den samlede vifte af casestudier, som afhandlingen har sin empiriske baggrund i, og kommer dermed også ind på konkrete handlinger fra de unges virkelighed i Sisimiut sat i perspektiv ud fra Lefebvres filosofiske projekt. Selvom skateboarding ikke umiddelbart synes at være et oplagt og repræsentativt eksempel på ungdom og urbanitet i Sisimiut (her tænker jeg alene på, at der er relativt få aktører), ligger der efter min mening væsentlige ledetråde til forståelsen af det, der er på spil, når unges omgang med byen skal diskuteres som ressource for bysamfundet. I korthed går det efter min mening ud på at give opmærksomhed til den kontakt og interaktion med byen, som skateboarding repræsenterer. Kontakten med byens tekstur og det performative element af unges levede erfaring med byen er her i centrum af min opmærksomhed og noget, jeg mener, også giver genklang i de andre cases. I SK8 Sisimiut har jeg beskæftiget mig med præmisserne bag N’s og J’s samspil med byen i tre forskellige ”zoner” – ungdomsklubben, gaden og havnen. Rytmernes appropriation, intensitet og ”walk the talk” indgår her som væsentlige ingredienser af N’s og J’s operationalisering af krop-board-terræn forholdet, som udspilles i kontakten med forskellige fysiske elementer; ydermere i bevægelsen gennem luften hvor kroppen navigerer i tid og rum152. Skateboarding sætter menneskets interaktion med byen i et interessant perspektiv, fordi skateboarding på én gang er affødt af byens fysiske rum og samtidig arbejder mod den (byen). Det er den moderne by, jeg taler om - i første omgang asfaltbyen, hvis overflade gør det muligt for skaterne at bevæge sig rundt. Imellem scenerne på hhv. heliporten og hhv. havnen, surfer N 151

Jf. Lefebvres rytme-repetition/tid-rum opfattelse (Lefebvre 2004: 6, 7, 78 etc., Elden i Lefebvre 2004:ix, Elden

2004:192-210). 152

Jf. kapitel 5.3.

249

og J i min case på byens ”bølge” (fjeldet, det kuperede terræn), på Muunup Aqq. Det hedder vejen, som skærer sig ind i fjeldsiden og som set fra havet ligner en udspændt line på en bue. Skaterne indgår kontrakt med byens tekstur i det topografiske perspektiv på Sisimiut. På jorden udartes kontrakten i konfrontationen af byens asfalterede terræn igennem kroppen, skateboardet, parret med graden af fartintensitet. I mikroperspektiv er det bysamfundets hverdagselementer, som skaterne er i kontakt med, både ved heliporten og på havnen – spånplader, paller og fragtcontainere. Således hænger skateboarding uløseligt sammen med den moderne by, fordi det er dens jævne flader, man interagerer med, og de funktionelle elementer som ligger i det offentlige rum, f.eks. bygningselementer og elementer der bruges til transport af livsfornødenheder. Endvidere begrænser skateboarding den vidtstrakte by; den skærer byen til, dér hvor naturlandskabet overtager det planlagte rum. Kontakten med byens tekstur er i sig selv ikke nogen ressource i min forstand, da skaternes omgang med byen på skateboardet samlet set må tolkes som tilpasning af en specifik aktivitet til byens hardware. Ressourcen ligger i det performative aspekt af interaktionen med byen, hvilket i skateboarding fremstår som et kontinuerligt modspil til det fysiske miljø. Modspillet er, som det også fremgår af rytmeanalyserne af de to skateboardscener i Sisimiut, både formskabende og samstemmende momenter (det være sig med lyd, tid, eller andre rumlige aspekter, mellem krop, board og terræn). I casen ser jeg det som et mellemværende mellem mennesket og dets omgivelser, hvilket de unge forholder sig aktivt til, hvorfor jeg ikke ser modspillet som et værdiløst moment i skaternes omgang med byen, men som en værdiskabende forholden sig til den. Det gælder både til byens hardware og byen som samfund. Værdien af skaternes ”performance af byen” ligger i deres insisteren på distinktion i det levede liv, f.eks. ved at skille sig ud fra andre aktiviteter, at skille sig ud fra anden livsstil. Der er ikke tale om ekskluderende hensigter, men snarere en søgen efter nyt i dagligdagens trummerum. At skille sig ud, for at (re)positionere sig i det sociale rum, kan også være en indikation af, at unge reflekterer over deres fremtidsplaner; til en vis grad på egen hånd. J og N søger hele tiden efter nye territorier, som de kan appropriere. Skateboardings territorier er imaginære i den forstand, at det kun er aktøren, der selv på relativ kort tid oplever dem, de usynlige rum. En smule konkret bliver det dog i udtrykket af deres tricks, som de på deres egne præmisser (personlige kompetencer, kreativitet og visioner) styrer igennem fortolkningen af en firkantet plade, container og desuden vejnettet.

250

Jeg ser det som en ressource for bysamfundet, at skaterne involverer sig i forskellige tomrum som f.eks. på havnen, uden for skibsanløb eller heliportens landingsplads ved ungdomsklubben. De skaber ”liv i gaden” så at sige. Det handler således om vitalitet og viljestyrke, men også om konkret afsøgning af potentialer og begrænsninger i det fysiske byrum. I overført betydning viser skaterne, at der altid er en vej igennem hverdagens forhindringer. Fællesnævneren for de unges navigeren rundt i de forskellige arenaer er, at man har tid og overskud til at gøre, som man har lyst til, knytte bånd eller udfordre. Man kan ikke sige, at der går en direkte linie igennem de unges arenaer, ikke nogen direkte vej, men al deres aktivitet kræver input og giver de unge forskellige former for behovstilfredstillelse. En af de væsentlige ledetråde i den samlede vifte af casestudier er, at aktivitetsarenaer i Sisimiut består af mange relationer. Unge manifesterer en bred vifte af kundskaber ved at flette dem sammen, sådan som det passer dem bedst, hvad enten det er i forbindelse med sport, sæsonbestemte aktiviteter såsom vandreture eller ved manifestering af livsstil igennem film, musik og forskellige projekter. Heraf fremgår det, at urbanitet ikke er en tilstand, men en kontinuerlig interaktion med byen, som ungdommen bevidst eller ubevidst er på forkant med. Det gælder, hvad enten det foregår i ”den moderne by”, eller når Sisimiut betragtes som urbant rum, hvor byens omkringliggende landskab indgår som en væsentlig, meningsfyldt del af bylivet.

6.5 Sammenfatning Afhandlingens casestudier præsenterer en række mere eller mindre ”utraditionelle” eksempler på unges aktivitet i Grønland. I analysen beskæftiger jeg mig med unges omgang med byen i flere tempi; både på det konkrete og det abstrakte plan. Afhandlingens samlede empiri er først behandlet i arenaperspektiv, og sat i kontekst med kritisk realistisk opfattelse af aktør/struktur dualisme, hvilket jeg bruger som inspiration til at undersøge de positioner, som ungdommen i mine cases indtager i byens rum, og hvad de unges positionering bringer med sig. Samlet set tegner unges positionering i mine cases en differentiering af byen på en række spændingsfelter, og i den sammenhæng argumenterer jeg for, at unges kompetencer, kreativitet og visioner er en reflekteret guide i spændingsfelterne, som giver unge nogle konkrete retningslinjer i forhold til at navigere deres valg. Unges positionering i det sociale og fysiske rum i Sisimiut ser jeg forankret til praksisfællesskaber, som de unge reflekterer på et kommunikativt,

251

autonomt og metareflekterende niveau. Reflektionen ser jeg i bevægelse igennem en række sammenfiltrede livsrum med indre og ydre dialoger, hvori byens materielle virkelighed indgår som platform og zone for oplevelser. Endelig hæver jeg mig igen op over materialet og diskuterer hvilken ”puls” eller mening, de unges aktiviteter tilfører byen. Jeg foretager en rytmeanalyse af hele den samlede vifte af casestudier og argumenterer for, at den puls, som repetitionen i de unges indspark til byen skaber, skal ses som værende betinget af appropriationen af det fysiske rum, i tilbagevendende adressering af handlinger over for offentligheden og i de unges manifestering af, at handling forstærker vejen til målet. Skatebording-casen inddrages i den sammenhæng som middel til konkretisering af mit rytmeanalytiske perspektiv på ungdom og urbanitet i afhandlingen. Det er min overordnede opfattelse, at afhandlingen er med til at illustrere, hvorledes Sisimiut tænkes og bruges som et aktivt og vidtstrakt rum. Sammenfattende er de unges aktiviteter på deres egen (måske lille, måske store) måde medvirkende til at reflektere og diskutere den strukturelle kontekst, som et moderne bysamfund som Sisimiut befinder sig i og som ændres med tiden. Heri består det væsentlige for mig; bl.a i at tænke empirien på forskellige planer, med arenaperspektiv, vekselvirkningen/samspillet mellem aktører og de strukturelle betingelser over tid, reflekteret positionering, ungdom, byen og rytmer, hvilket tilsammen gør det muligt for mig at forholde mig til afhandlingens emne ungdom og urbanitet i bevægelsen fra samtid (afhandlingens empiri) til fremtid (afhandlingens forskningsspørgsmål), hvilket jeg vil beskæftige mig med i næste kapitel.

252

DEL 4 KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING

253

Kapitel 7 Konklusion og perspektivering Formålet med denne afhandling har været at belyse ungdommens fortolkning af byen i Grønland. Baggrunden for behandlingen af dette emne er min længerevarende interesse for byliv i Grønland og antropologisk feltarbejde i Grønlands næststørste by Sisimiut. Jeg tager i afhandlingen udgangspunkt i flg. problemstilling: Der er mange bud på, hvem og hvad der er væsentligt for en by, i Grønland eller andre steder i verden. Men jeg er ikke stødt på et bud, som eksplicit inkluderer de unges kompetencer, kreativitet og visioner. Dette til trods for, at disse medborgere agerer på forkant med byens fremtid, hvad angår brugen af den fysiske by og desuden i kreative og eksperimenterende rum. Afhandlingens overordnede spørgsmål er formuleret i indledningen således: Hvad er det for en by, de unge er med til at skabe? Spørgsmålet belyses både med afsæt i aktionsforskning og en ”multi-sited” etnografisk feltforståelse. Afhandlingens empiriske erfaringsgrundlag er samspillet med 15-24 årige unge på en række aktivitetsarenaer i og uden for Sisimiut i de rum, som de unge indtager, erfarer og forhandler sig til gennem begivenheder, praksis og narrativer. Aktivitetsarenaer udfoldes i afhandlingen i form af ti casestudier. Fokus er rettet på de unges kompetencer, kreativitet og visioner, i deres omgang med byens rum. Når jeg fokuserer på kompetencer, kreativitet og visioner samtænker jeg nogle af de elementer, som driver menneskers dynamiske forholden sig til og konstruktion af omgivelserne. Analysens hovedbegreber omfatter arenabegrebet (Fink 1989), en kritisk realistisk opfattelse af aktør/struktur dualisme (Buch-Larsen & Nielsen: 2008), herunder refleksivitetsbegrebet (Archer 2007). Endelig inddrages Lefebvres rytmeanalytiske perspektiver som væsentlig indgang til analysen af den aktuelle urbanitet i Sisimiut (jf. Lefebvre 2004; Elden 2004).

7.1 Hvad er det for en by, de unge er med til at skabe? Som udgangspunkt er det en underliggende kontekst i hele afhandlingen, at unge er aktive bidragydere til byens sociale og materielle miljø, både i ”det almindelige hverdagsliv”, dvs. skole, organiserede fritidsaktiviteter etc., og i ”private rum”, det være sig derhjemme, sammen med familien eller på Internettet. Aktiv ungdom i Sisimiut omfatter i nærværende sammenhæng, 254

at unge både genererer idéer på egne præmisser, individuelt og i fællesskaber, men også omfavner de tilbud og pligter de stilles over for i hverdagen. Afhandlingens ti casestudier tegner således et billede af Grønlands ungdom, som først og fremmest værende i besiddelse af stærke kommunikative kompetencer og adræthed, desuden viljestyrke og nysgerrighed efter at deltage i mange forskellige sociale sammenhænge, lokalt, men også med udblik til resten af landet og til verden. Jeg navigerer i afhandlingen direkte forbi (på mange måder relevant) konfrontation mellem ”den gode historie”, som afhandlingen tegner, og de mange rapporter, hvor fagfolk med lang og specialiseret erfaring beskæftiger sig med unges trivsel i Grønland. I den debat er afhandlingen selektiv. Jeg hæfter mig i lighed med toneangivende sundhedsundersøgelser ved, at: ”Langt de fleste unge trives godt og har få helbredsproblemer” (Curtis et al. 2006:3). Min undersøgelse af ungdom og urbanitet i Sisimiut har som empirisk erfaringsgrundlag en længerevarende interaktion med unge mænd og kvinder (individuelt og i grupper), der, når alt kommer til alt, manifesterer en interesse og livsglæde ved at demonstrere deres almene og særprægede kompetencer, kreativitet og visioner. Kompetencer, kreativitet og visioner manifesteres i afhandlingens casestudier på forskellige planer. Fortolkningen af unges omgang med byen foregår overordnet set i flere tempi – i de enkelte cases og i form af en samlet analyse og diskussion. Som gennemgående træk i mine analyser ser jeg, at der i forbindelse med langt de fleste aktiviteter i og uden for byen er tale om kvalificering af personlige og sociale kompetencer og visioner. Byens inkluderende sociale miljø spiller en rolle hér. At bo i Sisimiut, i lighed med andre byer i Grønland, omfatter en stor berøringsflade med byens forskellige medborgere i både institutionel og ikke institutionel sammenhæng. I afhandlingen argumenteres for, at også Sisimiuts omkringliggende landskab spiller ind; først og fremmest som betydningsbærende aktivitetsarena. Det har ikke været mit mål udtømmende at undersøge kreativitetens rolle i den problemstilling, der vedrører begreberne ungdom og urbanitet sat over for hinanden. Alligevel fremlægges der flere steder i afhandlingen en række perspektiver, som peger på, at kreativitet spiller en rolle i de unges forholden sig til omgivelserne i Sisimiut. I afhandlingen ser jeg først og fremmest kreativitet som en platform, hvorpå de unge udnytter byen til at skabe en zone af oplevelser ved siden af alt det, der normalt foregår ude i

255

byrummet, og desuden virker kreativiteten som guide for de unges positionering på de aktivitetsarenaer, jeg har studeret. I mine casestudier peges der eksplicit på performativ omgang med byen i forbindelse med cykling, snowboarding, breakdance, uden for byen og udstillingen ”a view of life”. Unge ”slår til byen” med deres cykeldæk, og byen ”slår” tilbage. Cykling giver efter min mening de unge frisk luft og masser af bevægelse, behovstilfredstillelse og kompetenceudvikling, der finder sted inden for et specialiseret fællesskab, der hele tiden søger nye milepæle – højere og længere hop, vendinger og backflips. Der ligger tung kompetence hos de unge inden for deres konkrete arbejde med cyklen og byens hardware – det være sig forskellige typer af underlag, fjeld eller høje, men også paller og andre platforme – trapper, hustage osv. Kreativitet defineres i den forbindelse som ”open innovation”153 - en vidtstrakt fortolkning af byen som lokalitet i geografisk forstand, en åben proces med plads til deltagelse af dem, som er interesserede i at køre på cykel. I snowboarding ser jeg på den rolle, kreativitet spiller i en ”krop-centrisk” oplevelse af samspillet med terrænet. Kreativitet indgår som emne i unges strategiske omgang med byen. Snowboarding tolkes som et performativt rum, som opstår, fordi mennesket er til stede, markerer sig selv og kommunikerer med sin performance til omverdenen og terrænet. Desuden bruges casen til at illustrere, hvorledes årstidernes variation er et bidrag til bylivets geografiske udstrækning, men jeg mener også, at det performative er i spil her, da det så at sige stedsliggør udstrækningen. Det performative med snescooteren eller snowboardet (som aggregater til markeringen af grænsen mellem byen og uden for byen) ses i makroperspektiv som medvirkende til at give form til det urbane rum. I breakdance-casen er jeg inde på social kreativitet som meningsproducerende aspekt af kropslig appropriation af sted og rum. Jeg argumenterer for en handlingsorienteret forståelse af kreativitet - som evnen til at handle/spille på ”accordeon of meaning…between intention and consequence” (Hastrup 2003:199-201). Kort sagt, kreativitet er det, der limer tids-rumlige handlinger sammen. Det som breakdance-casen bidrager med, er forståelsen af en social kreativitet, hvori ”individet” ikke udviskes i den kreative proces. Med breakdance-casen illustreres, hvorledes de unge handler ”på egne præmisser i fællesskabet”. 153

”...make the best use of internal and external ideas” (Chesbrough 2003:xxvi). Dvs. også i betydningen

”participatory creativity” (Borden 2001:54).

256

I ”Uden for byen” sættes også fokus på kreativitet, og hvorledes unge evner at anvende eksisterende viden på en given problemstilling. De unges adræthed og styrke er medvirkende til, at de uden besvær klatrer på tagene, relativt hurtigt rydder et område m.m. Det særligt interessante i forhold til den overordnede sammenhæng går igen som, at kreativiteten ikke kun kommer inde fra den enkelte. ”Tovholdernes” inklusion af de unge under arbejdet skaber rum hvor de kan udleve deres kompetencer i praksis og som samtidig står i kontrast til de rutiner og den praksis, man ellers er vant til at indgå i i byens dagligdag. Jeg ser det overordnede koncept med workcampen som en motiverende faktor for kreativiteten, både den individuelle og den sociale. Konceptet går ud på, at de unge oplever sig selv i en ny og dynamisk konstellation af tilværelsens indhold. Endelig er kreativitet eksplicit behandlet i casestudiet ”a view of life” (museumsudstilling). Kreativiteten omfatter også her konkrete handlinger – f.eks. med pensel og maling, PC, lamineringsmaskine, indretning af lokalet m.m., men også en flertydig (skabelses)proces. Nogle af processens ingredienser er individuelle såvel som sociale kompetencer, men der dannes også kontrast mellem en række konventioner, der knytter sig til udstillingslokalet, aktørernes visioner og de materialer, som aktørerne arbejder med. I casen fremhæves kreativitet i lighed med arbejdslejren i Assaqutaq som en problemløsningsproces med afgrænset tids-rumlig udstrækning – på udstillingen fra start til slut, fra gulv til loft, ”in & out”. Jeg peger desuden også på, at kreativitet er et middel til at projektere egne selvbiografier, som det sker i Inuuteqs og Aqqalunnguaqs graffiti-inspirerede malerier. Andre udstillingselementer tolkes som didaktisk værktøj i en skabelsesproces. Hvad angår kreativitet og dens guidende rolle for unges positionering på forskellige aktivitetsarenaer i Sisimiut, beskæftiger jeg mig med emnet i min samlede fortolkning af afhandlingens casestudies sammenhængende med kompetencer og visioner. Væsentlige pointer i den forbindelse er i forhold til Bourdieus opfattelse af samspillet mellem det sociale og det fysiske rum, hvor jeg argumenterer for, at unges manifestation af kompetencer, kreativitet og visioner er mindst lige så centrale handlingsrationaler i positioneringen i en given kontekst som kampen og konflikten om positionerne. Den aktive by italesættes på tværs af byen igennem de kompetencer, kreativitet og visioner, der manifesteres i motocross, cykling, skateboarding, snowboarding, breakdance, på arbejdslejren, vandreturen, i klubben, på filmen, på udstillingen og i skolen. Unges positionering,

257

bevægelse og ”markedsføring” af sig selv i bysamfundet beror efter min mening på deres reflekterende navigeren i byens rum – fysisk og mentalt. På det grundlag argumenteres for, at kompetencer, kreativitet og visioner er guided af en reflektionsproces. Som reflekteret guide medfører disse en intuitiv positionering, som casestudiernes informanter og aktører afsøger i forskellige praksisfællesskaber og som også væves ud og ind af forskellige kontekster og rum, fordi der ikke kun er tale om én praksis, men om mangeartede handlinger – et fletværk af aktivitetsarenaer (jf. Ingold 2007), som i mere eller mindre grad fremstår som fikspunkter, hvorigennem unge skaber en bevidsthed om Sisimiut som et bysamfund. Hvad er det for en by, de unge er med til at skabe? Som det allerede fremgår af ovenstående afsnit, foregår unges bevægelse i og interaktion med byen ikke i et vakuum, men i samspil med byens befolkning og samfundet. Der peges eksplicit flere steder i afhandlingen på, hvorledes samfundet både direkte og indirekte deltager i de unges omgang med byens rum. Med affinitet til Dybbroe (2007) og Condon (1995) skildres ungdomslivet i Sisimiut som værende overordnet løsrevet fra tidligere social organisering i arbejdsfællesskaber. Men der peges samtidigt på, at livet i det moderne Grønland ikke nødvendigvis omfatter fremmedgørelse fra generationernes kulturarv. I afhandlingens første case ser vi, hvorledes myndighederne inddrager de unge i dialogen vedr. byens lokaliteter. De unge agerer i motocross-casen med bevidsthed om, at det de foretager sig på egne præmisser ikke nødvendigvis udelukker et publikum. I dette tilfælde er der både et publikum, som klager over deres aktivitet, og et publikum, som ønsker at støtte deres foretagsomhed. Motorcross-sagen illustrerer, hvorledes de unges indtagelse og produktion af rum i Sisimiut giver dem en lektion i bysamfundets symbolske fortolkning af lokaliteter og ikke mindst en dyrkøbt erfaring i den forstand, at en dialog med autoriteterne ikke fører til omprioritering af økonomiske ressourcer – når de unge så at sige har lyst. Det er en langvarig proces, og som jeg gør rede for i casen, en proces hvori det er vigtigt at bevare momentum. Helt konkret er det min opfattelse, at mangel på visualisering af de unges praksis på lang sigt påvirker kvaliteten i dialogen mellem unge og myndighederne. I casestudiet vedr. projektopgaver om emnet fritid ser vi igen, hvorledes byens institutioner er interesserede i de unges mening. I denne case er vi på den institutionelle arena, hvis centrale og strukturerende element er en dannelsesmæssig kvalificering af unges egne

258

perspektiver på byen som fritidsrum. Unge studerende får til opgave at forholde sig til både fordele og ulemper ved et selvvalgt studieobjekt og dets samspil med omgivelserne. Dette sker på baggrund af research og udførlig dokumentation af problemstillinger, endvidere ved en beskrivelse af problemløsninger. I opgaven stilles desuden krav om fremstilling af et relevant produkt inden for det valgte emneområde. I min analyse peges på, hvorledes unges italesættelse af byens fritidsrum i første omgang viser unge mennesker som reflekterende individer, der forsøger at få andre i tale. Endvidere, at unge i deres forholden sig til omgivelser samtænker konkrete lokaliteter med private og offentlige ansvar – det være de helbredsmæssige aspekter ved rygning i pauserne foran skolens indgang, børnenes leg på farlige steder i byen og sikkerhedsudstyr til snescooterkørsel. Med breakdance-casen er jeg ligeledes inde på, hvad det vil sige at agere ”på egne præmisser” og argumenterer for, at unge agerer inden for et flere-dimensionelt fællesskab. Med afsæt i en mikroanalyse af breakdancescenernes bøjning af kroppen tegnes et billede af, at det er de unge selv, der bøjer og drejer meningen med fællesskabet. Jeg ser dem som meningsskabende aktører for fællesskabet; vel at mærke aktører og fællesskabet viklet ind i et miks af forbindelser. Med breakdance ser vi, at det fysiske fællesskab i Amerloq agerer indenfor en ”etisk-æstetisk” norm (med udblik til USA, DK og Nuuk) og en situeret social kontekst, som den enkelte fortolker på egne præmisser, men samtidig som del af en helhed, som kommunen forholder sig til med konkret støtte (lokaler, opvisninger etc.). I casestudiet af unges aktiviteter på afstand fra byen præsenteres unges sociale sammenhæng i form af forskellige ”stakeholders”; grupper, som har noget på spil, men samtidig er hinandens ressource. Vandreturen til Kangerlussuaq med to unge ser jeg som en erfaringsbaseret aktivitet, men retter samtidig opmærksomheden på, at aktiviteten på lige fod med skateboarding, breakdance, cykling osv. indeholder en kontinuerlig performance af byen; vel at mærke imens vi er på afstand af byen. Byens omkringliggende landskab fremstår således som aktivitetsarena og som integreret del af urbanitet i Sisimiut. En anden væsentlig vinkel i den forbindelse er, at sansningen af bevægelsen igennem aktivitetsarenaen af denne type fordrer en dybere forståelse af bevægelsen som fysiske spor i landskabet (jf. Lee & Ingold 2006). I min sammenhæng sættes der spor i ”Polarruten”, som også spiller en rolle i proksimiteten SisimiutKangerlussuaq. I vandreturen ser jeg en genmarkering af ruten; både af os der vandrer til Kangerlussuaq og gruppen fra Nutaraq, som vi møder på vej i modsat retning. Der tegnes

259

undervejs nogle autentiske kort i E’s og K’s selvbiografi. Kortene består af stedspecifikke refleksioner - jeg har været hér og dér, jeg har gennemført både nat og dagvandring. Som unikke oplevelser fungerer ”kortene” som inspiration for andre unge, både dem som E og K møder, men også de unge i byen og deres omgangskreds. Hvad er det for en by, de unge er med til at skabe? Afhandlingens analyse af kortfilmen ”sisimiut”, der giver indblik i to unges hverdag og fremtidsdrømme i Sisimiut, skildrer byen først og fremmest som en aktiv uddannelsesby. I den forstand ligner Sisimiut andre urbane centre i Grønland – Qaqortoq, Nuuk, Ilulissat, men også andre arktiske byer (ser man bort fra størrelsen), hvor unge deltager aktivt i forskellige former for sport og anden kompetencegivende aktivitet. En sammenligning af ”sisimiut” med ”Sisimiut” af Jørgen Roos peger på en række forskelle mellem Sisimiut under den store urbanisering i 1960’erne og Sisimiut anno 2006. Til trods for, at begge film ligner hinanden ved, at de begge inkluderer unge i deres respektive filmiske master-fortælling, handler det i de to film om to forskellige byer. I Roos’ ”Sisimiut” er byen i spændingsfeltet mellem det fysiske og det medierede rum et ”offer” for moderniseringen. I Aka Hansens ”sisimiut” er byen en fortælling, der bliver til i instruktørens montage af kamerabevægelsen gennem byen i forskellige hastigheder, to personlige narrativer og endelig den måde, byen organiseres i sammenklipningen af forskellige sociale, tidslige og rumlige kontekster. Filmenes forskellige fokus og budskaber giver alene de respektive byportrætter forskellige rytme. Rytmer udgør et centralt fokus i afhandlingen – eksterne rytmer først og fremmest, som spores vha. lyden som tids-rumlige konfigurationer af situerede handlinger, min egen rytme og endelig i det samlede perspektiv på ungdommens kontinuerlig indspark til byen. Samtænkning af ungdom, urbanitet og rytmer baseres på studier af Henri Lefebvres vidtgående analyser af urbanitet og det erfaringsgrundlag, som jeg med forskellige styrke har beskæftiget mig i cases om skateboarding, breakdance, Assaqutaq/vandreturen, klubben og filmen. SK8 Sisimiut er den case, hvor jeg særligt går i dybden med rytmeanalysen af unges kropsliggørelse af byen. Jeg demonstrerer i afhandlingen (jf. Borden 2001, 2002), hvorledes skateboarding sætter menneskets interaktion med byen i et interessant perspektiv, fordi skateboarding på én gang er affødt af byens fysiske rum og samtidig arbejder mod den (byen). Det er den moderne by, jeg taler om - i første omgang asfaltbyen, hvis overflade gør det muligt

260

for skaterne at bevæge sig rundt. Med afsæt i skaternes fortolkning af byen diskuteres den levede erfaring i byen; ikke som et spørgsmål om scener og kulisser, men snarere som et mellemværende mellem et menneske og dets omgivelser - en aktiv appropriation af lokaliteter/en stedsliggørelse. Således er det en pointe med afhandlingen, at den by, som de unge er med til at skabe, er en by, som kan indtages, omformes, omfortolkes etc. En by hvis grænser kan overskrides, og hvor overskridelsen ikke handler om brud på normerne, men om forhandlingen af en bred spektrum af ressourcer – balance, styrke, navigation, kalkulerende adfærd etc. Når jeg i afhandlingen taler om unges appropriation af rum, mener jeg unges tilegnelse og produktion af både fysiske og symbolske rum, hvilket kommer til udtryk i kropslig og narrativ praksis. Appropriation er i rytmeanalytisk forstand med til at opdele Sisimiut i områder inden for det, vi normalt opfatter som en by, dernæst det omkringliggende landskab og desuden destinationer væk fra byen. Mine cases viser, at de unge formår at skabe forbindelse mellem disse tre forskellige rum, hvad enten det er i fysisk bevægelse på cykel, snescooter og snowboard eller i identifikationen med global livsstil, som de fortolker på deres egne præmisser, individuelt eller i fællesskaber. Her er det f.eks. breakdance-casen, som for mig at se glimrende eksemplificerer, hvorledes unges kropslige appropriation af Amerloq i centrum af den gamle by samtidig er en bevægelse på tværs af byen, dvs. dets historiske monumenter, identitetsmærker og det moderne byggeri, hvad enten det er i ”moves”, disciplinering af kroppen eller performance i det offentlige rum under fejring af byens 250 års byjubilæum i sportshallen. Afhandlingens rytmeanalyse tegner et billede af Sisimiut som værende mange bydele og mange interessante steder, som de unge spiller en væsentlig rolle for igennem deres bevægelsesintensitet og deres kontinuerlige indspark til pulsen, både i det private og offentlige rum. Intensitet anskues som væsentlig rytme i unges omgang med byen. Intensitet vedrører både energien og viljestyrken i de unges forholden sig til byen. Endelig ligger der i casene en særlig rytme, nemlig i de unges aktiviteters accentuering af, hvorledes handling forstærker vejen til målet. Den fremtidige by kan være svær at definere. Også i betragtningen af, at nutiden er kompleks og fuld af modsigelser (jf. Borden 2002). I afhandlingen diskuteres unge som væsentlige bidragydere til byen og bysamfundet med afsæt i, hvad der konkret finder sted i de unges bevægelser, kreativitet og narrativer i Sisimiut. Min samlede ”kortlægning” og analyse har som

261

underliggende kontekst unges omgang med byen som en reflekteret, performativ kritik af det levede miljø. De unges kritik peger fremad. Hvorom den på overfladen synes at være forankret til globale kulturstrømme, bygger den på et solidt lokalt kendskab og kompleks netværk af sociale relationer, som de er gode til at navigere i. Ønskelisten, hvad angår ny faciliteter i byen, er relativt kort, men omhandler som regel det omkringliggende landskab. Afhandlingens casestudier peger på, at de unge besidder både almen og speciel viden om byen indsamlet gennem egen erfaring og til tider eksperimenterende kontakt med byens vidtstrakte miljø og potentialer. Væsentlige træk ved de unges gøren og laden i Sisimiut er, at der faktisk er tale om mange kompetencegivende aktiviteter, hvilket synes relevant i sammenhæng med byplanlægningen, hvor tendensen også i Grønland peger på borgerinddragelse og udbygning af bærerdygtigt samspil mellem borgerne og det fysiske miljø. I afhandlingen gives en række konkrete bud på udviklingen af Sisimiut by set fra de unges perspektiv. Først og fremmest med en række sportsarenaer, hvor motocross, cykling og skateboarding er inkluderet, et større og attraktivt skisport-område, bedre legepladser i byen, sundere omgivelser ved uddannelsesinstitutioner etc. Det er ikke alene en styrke ved byen Sisimiut, at byens ungdom generer idéer, som de lader cirkulere i samfundet, men også det faktum, at de unge ønsker aktiv deltagelse i beslutningsprocessen. Det er en væsentlig pointe i afhandlingen, at byen gør en del for de unge; både konkret, men også hvad angår inddragelsen af de unges stemme, når der skal træffes beslutninger, som vedrører samfundet som helhed. Det er samtidig også en væsentlig pointe, at myndighedernes krav om, at de unge organiserer sig, opleves som stopklods for de unges aktivitet og motivationen for at skaffe økonomiske ressourcer til at realisere de projekter, som optager dem. Det er en central præmis i afhandlingens perspektiver, at unges fortolkning af byen på deres egne præmisser ikke lader sig adskille fra det institutionelle aspekt af urbanitet i Sisimiut.

7.2 Perspektivering Afhandlingens forskningsmæssige bidrag til almen urbanitetsforskning er et fokus på det moderne Grønland og byliv i Arktis. Urbanitet undersøges ud fra et arktisk perspektiv i form af en grønlandsk case med udgangspunkt i en række aktiviteter, som jeg deltager i sammen med byens ungdom. De perspektiver, jeg har anlagt i analysen af unges fortolkning af byen i Grønlands næststørste by Sisimiut, har høj grad af affinitet med nyere antropologiske og

262

kulturgeografiske studier af ungdom og urbanitet i Danmark (Jensen 2008), Vietnam (Valentin 2008), Brasilien (Dalsgaard et al. 2008) og Zambia (Hansen 2008). Jeg har forfulgt mine egne interesser i nærværende afhandling og bryder på afgørende vis med en lang tradition for lokalsamfundsstudier i Arktis med vægt på det traditionelle liv. Afhandlingen skriver sig ind i en lille, men støt voksende forskning i urban ungdomskultur i Grønland (Rygaard 2006, 2008, Pedersen 2008, m.m.). Jeg har i afhandlingen eksplicit forholdt mig til den kreativitet, som unge udfolder individuelt og i fællesskaber. Metodisk set handler det om, at jeg har realiseret muligheden for at skabe rum til unges egne produktioner: Kortfilm, vandre- og fisketure, jagt, udstilling m.m. I den forstand har afhandlingen affinitet med den ovennævnte grønlandske forskning. De perspektiver, jeg har anlagt i arbejdet med afhandlingens teoretiske apparat, bunder i en grundlæggende interesse for afsøgningen af operationalisering af en række abstrakte fortolkninger af virkeligheden. Det kommer til udtryk i mine rytmeanalyser, i udvalgte cases eller på grundlag af en fortolkning af empirien vha. arenabegrebet (Fink 1989), en kritisk realistisk opfattelse af aktør/struktur dualisme (Buch-Larsen & Nielsen: 2008) og endelig refleksivitetsbegrebet (Archer 2007). Jeg kan konkludere, at det har været en svær øvelse, ikke desto mindre interessant i forhold til bevisførelsen og i troskab overfor den samlede fremstilling af grønlandske unge og det moderne Grønland. Jeg har i videst muligt omfang søgt at udforske den kulturelle og social aktivitet i Sisimiut på de unges præmisser i både selvorganiserede og organiserede fællesskaber, som jeg har fået adgang til. Et tilbagevendende ønske under arbejdet med afhandlingen har været at diskutere, hvordan viden og kompetencer forankret i unges kreativitet anvendes i f.eks. pædagogisk sammenhæng eller byplanlægningen. Tendensen på begge felter er ”mennesket i centrum”. Ved indførelsen af Grønlands Selvstyre er unge også for alvor kommet på politikkernes læber, da flere taler offentligt om dem som rollemodeller. Efter min opfattelse findes der endnu mange ubesvarede spørgsmål i inddragelsen af unges kompetencer, kreativitet og visioner. Den vinkel, som jeg udfolder i afhandlinger, kan på mange måder udvides ved opsøgende feltarbejde blandt unge andre steder i Grønland, herunder også udforskningen af rumlige aspekter af spændingsfelterne i de sociale netværk, som unge indgår i. Endvidere de unges bidrag til det grønlandske samfund i form af tiltrækning af investeringer eller deltagelse i landets økonomi.

263

Litteratur Aagre, Willy et al. (eds.) (2002). Nordiska tonårsrum. Vardagsliv och samhälle i det moderna. Studentlitteratur. Adelaide City Council (2004). Youth Policy and Action Plan 2004-2008 – the time of your life. http://www.adelaidecitycouncil.com/council/publications/Policies/Youth_Policy.pdf Andersen, Johannes (2008). Mellem individ og netværk. In: Ungdomsforskning, nr. 3. CEFU, DPU, Århus. Pp.35-38. Andersen, Marianne Krogh (2007). Metropolis arctis. In: Weekendavisen, 26.01., 1. sektion. Pp.4. __________________ (2008). Grønland – mægtig og afmægtig. Gyldendal. Aporta, Claudio (2004). Routes, trails and tracks: Trail breaking among the Inuit of Igloolik. In: Ètudes/Inuit/Studies, 28(2). Université Laval. Pp.9-38. Archer, Margareth (2007). Making our Way through the World. Human Reflexivity and Social Mobility. Cambridge. Arqe, Kornelia (2007). Rapport-Traffiktælling-Unge på Aqqusinersuaq. Udarbejdet i Sisimiut d. 22.4. Upubliceret. Asociación Arte y Cultura et. al. (2002). Exploring youth and community relations in Cali, Colombia. In: Environment and Urbanization, vol. 14 No.2. Pp.149–156. Aspen, Jonny & Pløger, John (eds.) (1997). På sporet av byen. Lesninger av senmoderne byliv. Spartacus Forlag A/S, Oslo. Barth, Frederik (ed.) (1963). The Role of the Entrepreneur in Social Change in Northern Norway. Bergen: Universitetsforlaget. Bauman, Zygmunt (2001). Community – seeking safety in an insecure world. Polity. Baumann, Gerd (1996). Contesting Culture. Discourses of identity in multi-ethnic London. Cambridge. Beck, Ulrich (1992). Risk Society: Towards a New Modernity, London Sage. Bendixen, O. (1921). Holsteinsborg distrikt. In: Amdrup et al. (ed). I ohundredaaret for Hans Egedes landing. Meddelelser om Grønland LXI. Pp.1-86. Benzon, Agnete Weis (1969). Storfamilier og kernefamilier i det gamle og det nye Grønland. In: Jan Hjarnø (ed.) Grønland i focus. København: Nationalmuseet. Pp.95-106. 264

Berthelsen et al. (1997). Oqaatsit. Grønlandsk ordbog. Atuakkiorfik/Ilinniusiorfik. Berthelsen, Martin (2006). Hvad hedder stederne? In: Rosing et al. (eds.) Sisimiut i 250 år. Sisimiut Kommune. Pp.33-37. Bjørst, Lill Rastad (2008). En anden verden. Forlaget BIOS. Blæsild, Benno & Ebbesen, Hans (1989). Sisimiut/Holsteinsborg. Publikationer fra Arktisk Institut nr. 4. Bobé, Louis (1921). Distiktets Historie. In: Amdrup et al. (ed). I ohundredaaret for Hans Egedes landing. Meddelelser om Grønland LXI. Pp.87-94. Bogoyavlensky, Dmitry & Andy Siggner (2004). Arctic Demography. In: Niels Einarsson et al. (eds.) Arctic Human Development Report. Akureyri: Stefansson Arctic Institute. Pp.27-41. Borden, Iain (2001). Skateboarding, space and the city. Architecture and the body. Berger. __________________ (2002). Another Pavement, Another Beach: Skateboarding and the Performative Critique of Architecture. In: Borden, Kerr, Rendell & Pivaro (eds.) (2002). The Unknown City. Contesting Architecture and Social Space. The MIT Press. Pp.178-199. Bourdieu, Pierre (1997). Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig handlen. Hans Reitzels Forlag. __________________ (1996). Symbolsk Makt. Artikler i utvalg. Pax Forlag. Pp.149-158. Bravo, Michael (2006). Against determinism: A reassessment of Marcel Mauss’ essay on seasonal variations. In: Études/Inuit/Studies, 30(02). Université Laval. Pp.33-49. Bredsdorff, Peter (1967). Holsteinsborg byplan. Dispositionsplan, august 1967. Udarbejdet af Peter Bredsdorffs tegnestue A/S og GTO’s planlægningsafdeling I samarbejde med GTO’s forundersøgelsessektion. Brenner, Neil & Keil, Roger (eds.) (2006). The Global Cities Reader. Routledge. Bridge, Gary (2005). Reason in the City of Difference. Pragmatism, communicative action and contemporary urbanism. Routledge. Briggs, Jean (1970). Never in anger. Portrait of an Eskimo family. Harvard University press. Cambridge, Massachusetts and London, England. __________________ (1990). Playwork as a tool in the socialization of an inuit child. In: Arctic Medical Research, vol.49. Pp.34-38.

265

Brody, Hugh (1971). Indians on Skid Row. The Role of Alcohol and Community in the Adaptive Process in Indian Urban Migrants. NSRG 70-2, Department of Indian Affairs and Northern Department, Northern Science Research Group. Ottawa Information Canada. Brooks, Rachel (2002). Transitional Friends? Young People’s Strategies to Manage and Maintain their Friendship During a Period of Repositioning. In: Journal of Youth Studies, vol. 5, no.4. Carfax Publishing. Pp.449-467. Brown, B.B. et al. (eds.) (2002). The World’s Youth. Adolescence in eight regions of the globe. Cambridge University Press. Bryld, Trine (2002). Hjemmestyrets børn - årgang ’79. København: Aschehoug. Buchholtz, Mary (2002). Youth and Cultural Practice. In: Annu. Rev. Anthropol., nb.31. Pp.525552. Buciek, Bærenholdt, Haldrup & Pløger (2006). Rumlig praksis. Festskrift til Kirsten Simonsen. Roskilde Universitetsforlag. Bushnell, John (1990). Moscow graffiti. Language and subculture. Unwin Hyman Ltd. Buscemi, Franco (2005). Inuit Youth in Canada. In: Indigenous Affairs 3-4, IWGIA. Pp.60-66. Büllow, Katja (2002). Billygten som urbant fixpunkt. In: KRÅK 8, Kunstakademiets Arkitektskole. Pp.10-13. Chance, Norman A. (1966). The Eskimo of North Alaska. New York: Holt, Rinehart and Winston. Chaney, David (1996). Lifestyles. London: Routledge. Chatterton, Paul & Robert Hollands (2003). Urban Nightscapes. Youth Cultures, Pleasure Spaces and Corporate Power. London: Routledge. Chesbrough, H. (2003). Open Innovation: The New Imperative for Creating and Profiting from Technology. Harvard Business School Press. Cohen, Anthony P. (1985). The Symbolic Construction of Community. London: Routledge. Cohen, Stanley (1972). Folk Devils and Moral Panics. London, Paladin. Childress, Herb (2004). Teenagers, Territory and the Appropriation of Space. In: Childhood 11(2). SAGE Publications, London. Pp.195-205. Cole, Sally C. (1981) Bored in the Arctic: The Modern Experience of Inuit Youth. M.A. Thesis in Anthropology, Memorial University of Newfoundland.

266

Coleman, Simon & Collins, Peter (2006). Introduction: “Being….Where?” Performing Fields on Shifting Grounds. In: Coleman (ed.). Locating the Field: Space, Place and Context in Anthropology. Berg Publishers, Oxford. Pp.1-20. Condon, Richard G. (1987). Inuit Youth. Growth and Change in the Canadian Arctic. New Brunswick, N.J.: Rutgers University Press. __________________ (1990). The Rise of Adolescence: Social Change and Life Stage Dilemmas in the Central Canadian Arctic. In: Human Organ. 49 (3). Pp.266-79. __________________ (1995).The Rise of the Leisure Class: Adolescence and Recreational Acculturation in the Canadian Arctic. In: Ethos 23 (1). Pp.47-68. Condon, R.G. & Stern, Pamela R. (1993). Gender-Role Preference, Gender Identity, and Gender Socialization among Contemporary Inuit Youth. In: Ethos 21(4). American Anthropological Association. Pp.384-416. Collignon, Béatrice (1996). Les Inuit. Ce qu’ils savant du territoire. L’Harmattan. __________________ (2006). Knowing Places: The Inuinnait, Landscapes and the Environment. Circumpolar Research Series No. 10. Canadian Circumpolar Institute (CCI) Press. __________________ (2009). “Urban context”, “Urban Life”, “Urbanity”: What is a City after all? Geography’s Basics on the Object “Urban”. In: The Urban Arctic – Living Communities. New Perspectives on Inuit Urban Life. Proceedings of the Fifth IPSSAS Seminar, Copenhagen. Pp.9-16. Crampton, Jeremy W. & Elden, Stuart (eds.) (2007). Space, Knowledge and Power. Foucault and Geography. Ashgate Publishing Ltd. Csikszentmihalyi, Mihaly (1975). Beyond Boredom and Anxiety. San Francisco: Jossey-Bass Publishers. __________________ (1990). Flow. The Psychology of optimal experience. New York: Harper & Row. __________________ (1996). Creativity: Flow and the Psychology of Discovery and Invention. New York: Harper Collins Publishers. Curtis, T., Moesgaard, K. I. & Bjerregaard, P. (1997). Familie, børn og sundhed i Grønland. DIKEs Grønlandsskrifter 9. København: Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi og Landsstyreområdet for Sundhed, Miljø og Forskning, Nuuk. Curtis, Tine et. al (2006). Unges trivsel i Grønland 2004. Inussuk - Arktisk forskningsjournal 1 2006. Grønlands Hjemmestyre.

267

Dahl, Jens (2000). Saqqaq: An Inuit Hunting Community in the Modern World. Toronto: University of Toronto Press. Dahl-Petersen, Inger et. al (2007). Notat om unge med god trivsel. MIPI – Videnscenter om Børn og Unge. Nuuk. Dahler-Larsen, Peter (2005). Grønlandske kommuners børne- og ungepolitik – Review. MIPI – Videnscenter om Børn og Unge. Nuuk. Dalsgaard, Anne Line et al. (2008). Dominant Ideas, Uncertain Lives: The Meaning of Youth in Recife. In: Hansen, Karen Tranberg (ed.) (2008). Youth and the city in the global south. Indiana University Press. Pp.49-73. Dana, Poul & Anderson, Robert B. (ed.)(2007). International Handbook Of Research On Indigenous Entrepreneurship. Edward Elgar, Cheltenham. Dawson, Peter C. (2006). Seeing like an Inuit family: The relationship between house form and culture in northern Canada. In: Études/Inuit/Studies, 30(02). Université Laval.Pp.113-135. deCerteau, Michel (1984). The Practice of Everyday Life. University of California Press. Delanty, Gerard (2003). Community. Routledge. Deth-Petersen, Marie Louise (1985). Boligmiljøer i de vestgrønlandske byer 1950-1985. Speciale ved Institut for Eskimologi, Københavns Universitet. Dybbroe, Susanne (1991). Local organisation and cultural identity in Greenland in a national perspective. North Atlantic Studies, nr.1. Pp.5-17. __________________ (2007). Savner et tog her i Grønland, så man kan komme til en anden by – Glimt af unges tilværelse i en vestgrønlandsk by sidst i 90’erne. In: Tidsskriftet Grønland nr. 4. Det grønlandske Selskab, Charlottenlund. Pp.152-161. __________________ (2008). Is the Arctic really urbanising? In: Inuit urbains/Urban Inuit. Ètudes/Inuit/Studies. Volume 32, numéro 1. Université Laval. Pp.13-32. Doel, Marcus A. & Clarke, D.B. (2007). Afterimages. In: Environment and Planning D: Society and Space, volume 25. Pion Ltd. Pp. 890-910. Elden, Stuart (2004). Understanding Henri Lefebvre. Theory and the possible. Continuum. Ellen, Roy F. et al. (1990). Producing data. In: Roy Ellen (ed.) Ethnographic Research. A guide to General Conduct. San Diego: Academic Press. Pp.213-293.

268

Emirbayer, Mustafa & Mische, Ann (1998). What is Agency? In: AJS Volume 103, Number 4. The University of Chicago. Pp.962-1023. Entrikin, N. J. & Berdoulay, V. (2005). The Pyrenees as place: Lefebvre as guide. In: Progress in Human Geography 29,2. Pp.129-147. Feinstein, Bynner Duckworth (2006). Young People’s Leisure Contexts and their Relation to Adult Outcomes. In: Journal of Youth Studies. Vol.9, no.3. Pp.305-327 Fink, Hans (1989). Arenabegrebet mellem ørkensand og ørkensand. In: Fink (ed.) Arenaer. Om politik og iscenesættelse. Århus Universitetsforlag. Pp.7-22. Finnegan, Ruth (1998). Tales of the City. A study of Narrative and Urban Life. Cambridge University Press. Fledelius, Karsten (2002). Grønland på film. In: Film i skolen. Filmmagasinet EKKO, 16. December. Dansklærerforeningen, Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber, Dansk Film- og Medielærerforening. Frederiksberg. ISSN: 1903-4083. http://www.ekkofilm.dk/ Fleischer, Jørgen (1996). Forvandlingens år. Grønland fra koloni til landsdel. Nuuk: Atuakkiorfik. Flora, Janne J. (2007). Tilknytning og selvstændighed – unges fravalg af uddannelse. In: Børn og unge i Grønland – en antologi. Ilisimatusarfik/milik/MIPI – Videncenter om børn og unge. Nuuk. Pp.148-162. Fog, Steffen (2008). Arkitekt på 69 grader nord. In: ARKFOKUS 2/2008. Arkitekt Forbundet. Pp. 18-23. Fogel-Chance, Nancy (1993). Living in Both Worlds: “Modernity” and “Tradition”Among North Slope Iñupiaq Women in Anchorage. Arctic Anthropology 30(1). Pp.94-108. Foley, D. & Valenzuela, A. (2005). Critical Ethnography. The politics of Collaboration. In: Denzin, N.K. & Lincoln, Y. (eds.) The SAGE Handbook of Qualitative Research. SAGE Publ. Fosso, E.J. (2004). Unges flytting – et spørgsmål om identitet og myter om sentrale og marginale steder. In: Berg et al. (eds.) Mennesker, steder og regionale endringer. Trondheim: Tapir Akademiske Forlag. Frers, Lars & Meier, Lars (eds.) (2007). Encountering Urban Places. Visual and Material Performances in the City. Ashgate. Garrat, Daren (2005). Youth cultures and Sub-Cultures. In: Roche et al. (eds.). Youth in Society. SAGE Publ. Pp.145-152. Gemzøe, Lars (2004). Byens rum, byens liv i Grønland. In: Arkitekten. Tema: Aspekter af verden. Kunstakademiets Arkitekskole. Pp.18-21. 269

Giddens, Anthony (1990). The Consequence of Modernity. Cambridge: Polity Press. __________ (1991). Modernity and Self-identity. Cambridge: Polity Press. __________ (1993). Sociology. Cambridge/Oxford, Polity Press/Blackwell Publishers. Goffman, Erving (1959). The Presentation of Self in Everyday Life. Anchor Books. Grønlandskommission (1950a) Indledning. Placering og udformning af bebyggelser. Den fremtidige anlægsvirksomhed. København. Grønlandskommission (1950b) Indledning. Placering og udformning af bebyggelser. Den fremtidige anlægsvirksomhed. Kortmateriale. København. Grønlandskommission (1964) Betænkning fra Grønlandsudvalget af 1960. København. Grønlands Statistik – statistikbanken - www.stat.gl Grønlands Selvstyre (2009). Selvstyret har stor fokus på vedvarende energi. 7.7.2009 www.nanoq.gl Grönnlund, Bo (2007). En ny, anden modernitet. Urban Oddyssé. Udstillingskatalog. Kunstakademiets Arkitekskole, Institut for Planlægning. Pp.12-13. Grønlands Tekniske Organisation [GTO] (1966). Forundersøgelsesrapport. Holsteinsborg. __________________ [GTO] (1967). Forundersøgelsesrapport. Holsteinsborg. __________________ [GTO] (1968). Forundersøgelsesrapport. Holsteinsborg. __________________ [GTO] (1969). Forundersøgelsesrapport. Holsteinsborg. __________________ [GTO] (1972). Grønlandsk boligbyggeri i 70’erne – et debatoplæg. __________________ [GTO] (1973). Forundersøgelsesrapport. Holsteinsborg. __________________ [GTO] (1977). Forundersøgelsesrapport. Holsteinsborg. Søndre Strømfjord. Taserssuaq. __________________ [GTO] (1978). Forundersøgelsesrapport. Holsteinsborg. Søndre Strømfjord. Taserssuaq. Sarfannguaq. __________________ [GTO] (1979). Forundersøgelsesrapport. Holsteinsborg.

270

Gulløv, Hans Christian (1997). From Middle Ages to Colonial Times. Archeological and ethnohistorical studies of the Thule culture in South West Greenland 1300-1800 AD. MOG, Man & Society, 23. The Commission for Scientific Research in Greenland. Copenhagen. Hall, Stuart & Jefferson, T. (eds.) (1976). Resistance through Rituals: Youth Subcultures in Postwar Britain. London, Hutchinson. Hall, Tom (2003). Better Times Than This. Youth Homelessness in Britain. London, Pluto Press. Hallam, Elizabeth & Ingold, Tim (eds.) (2007). Creativity and Cultural Improvisation. ASA Monographs 44. Berg. Hannerz, Ulf (1980). Exploring the City: Inquieries toward an urban Anthropology. Columbia University Press, New York. Hansen, Aka Maria Koch (2006). sisimiut – et portræt af Uiloq Nielsen Kleist og Aqqalunnguaq Heilmann. [agá] productions med støtte fra Lions Club Sisimiut, (12:34 min.). Hansen, Anders Høg (2004). Hvornår får vi frit spil? In: Social Kritik nr. 96, 16. årg. Selskabet til fremme af Social Debat. Pp.64-78. Hansen, Frank & Simonsen, Kirsten (2005). Geografiens videnskabsteori – en introducerende diskussion. Roskilde Universitetsforlag. Hansen, Karen Tranberg (ed.) (2008). Youth and the city in the global south. Indiana University Press. Hansen, Klaus Georg (2004). Kvalitativ interviewundersøgelse om graffiti i Grønland. Upubliceret. __________________ (2007). “Man ser dem aldrig med hug eller haarde ord at strafe deres born” – en analyse af forskelle mellem vestlig opfattelse af den personlige integritets krænkelighed. In: Tidsskriftet Grønland nr. 4. Det grønlandske Selskab, Charlottenlund. Pp.162177. Hastrup, Kirsten (2007). Performing the World: Agency, Anticipation and Creativity. In: Hallam & Ingold (eds.). Creativity and Cultural Improvisation. ASA Monographs 44. Pp.193-206. Haaland et al. (2005). Uddelegering af forvaltningsansvar – levende ressourcer i Grønland. Trondheim: Norsk Institut for Naturforskning. Haarløv et. al. (1980). Holsteinsborg. Sisimiut kommune. Natur- og kulturforhold. Udvalget vedrørende Fredningslov for Grønland. Ministeriet for Grønland. Hicks, Jack (2006). Homespun rap spreads hope in Pond Inlet. In: Nunatsiaq New, May 26. www.nunatsiaq.com. Pp.1-3.

271

Hertz, Ole (1995). Økologi og levevilkår i Arktis: Uummannamiut. København: Christian Ejlers’ Forlag og Mellemfolkeligt Samvirke. Hiller, Bill (2002). A theory of the city as object: or, how spatial laws mediate the social construction of urban space. In: URBAN DESIGN International 7. Palgrave Macmillan Ltd. Pp. 153-179. Hodge, Robert & Kress, Gunther (1988). Social semiotics. Polity Press. Hoedeman, Niels (2001). Selvbestemmelse i Arktis: unge grønlænderes opfattelse af selvbestemmelse efter to årtier med hjemmestyre. Kandidatspeciale, Institut for Eskimologi, Københavns Universitet. Honigman, John & Irma Honigman (1965). Arctic Townsmen. Ottawa: Canadian Research Centre for Anthropology, Saint Paul University. __________________ (1970). Arctic Townsmen: Ethnic Backgrounds and Modernization. Ottawa: Canadian Research Centre for Anthropology, Saint Paul University. Hubbard, Phil (2006). City. Routledge. Hvalsum, Stine, Bo Krüger & Susanne Rassmussen (1992). Østgrønlandsk ungdom - vel også en grønlandsk ressource? Om drømme, regionale forskelle og muligheder. Speciale ved Roskilde Universitetscenter. Igaliku-aftalen (2004). Joint Declaration by The Government of the United States of America and The Government of the Kingdom of Denmark, including the Home Rule Government of Greenland, on Economic and Technical Cooperation. https://dk.nanoq.gl – Grønlands Selvstyre. Inerisaavik (u.å.). Læreplan for mellemtrinnet. Nuuk: Pilersuiffik. __________________ (1999). Atuarfitsialak. Rapport om folkeskolekonferencen den 8.-14. september 1999 i Kangerlussuaq. Nuuk: Inerisaavik. __________________ (2003). Atuarfitsialak. Metoder og værktøjer. Nuuk: Inerisaavik. __________________ (2004). Om Atuarfitsialak - håndbog til forældrene. Nuuk: Inerisaavik. Ingold, Tim (1999). “Tools for the Hand, Language for the Face”: An Appreciation of LeroiGourhan’s Gesture and Speech. In: Stud. His. Phil. Biol & Biomed. Sci. Vol. 30, No. 4. Elsevier Sciense Ltd. Pp.441-453. __________________ (2000). The Perception of the Environment. Routledge. __________________ (2004). Culture on the Ground. The World Perceived through the Feet. In: Journal of Material Culture, vol. 9 (3). SAGE Publications. Pp.315-340. 272

__________________ (2005). A Manifesto for the Anthropology of the North. In: Sudkamp, Anne. Connections: Local and Global Aspects of Arctic Social Systems. Topics in Arctic Social Sciences 5, ICASS V. IASSA – International Arctic Social Sciences Association. University of Alaska Fairbanks. __________________ (2007). Lines. A brief history. Routledge. Jakobson, Roman [1957] 1971. Shifters, verbal categories, and the Russian verb. In: Selected Writings of Roman Jakobson. Vol.2. Mouton, The Hague. Pp.130-47. Jensen, Bent (1971). En livsform ved korsvejen: grønlændernes møde med vesterlandsk velfærdspolitik. Gyldendal. __________________ (1969). Revolution og realpolitik noter undervejs mod en grønlandsk byudvikling. In: Hjarnø (ed.) Grønland i fokus. Nationalmuseet. Pp.107-118. Jensen, Signe Mette & Kampmann (2005). Hverdagslivets forankring i tid og rum – metodiske udfordringer. Paper til BIN-Konference, 15.-17.12.2005, Schäffergården, København. Jensen, Signe Mette (2008). Mellem rum. Om unges identiteter og fællesskaber i og uden for skolen – i forstaden, på landet og i byen. Ph.D. afhandling fra Forskerskolen i Livslang Læring. Roskilde Universitetscenter. Jones & Petersen (2003). Ordbogen. Dansk-Grønlandsk. Ilinniusiorfik. Jørgensen, Jens Norman (2006). YO WHA UP ESKIMO? Senmoderne sproglig adfærd hos unge i Nuuk. In: Grønlandsk Kultur og Samfundsforskning 06. Ilisimatusarfik/Atuagkat, Nuuk. Kahling, Wolfgang & Banerjee Nina (eds.) (2007). Børn og unge i Grønland – en antologi. Mipi/Ilisimatusarfik/milik publ.. Kehily, Mary Jane (ed.) (2007). Understanding youth: perspectives, identities and practices. SAGE. Kishigami, Nobuhiro (1999). Why did Inuit move to Montreal? A Research Note on Urban Inuit. Etudes Inuit Studies 23(1-2). Université Laval. Pp.221-227. __________________ (2002a). Inuit identities in Montreal, Canada. Etudes Inuit Studes 26(1). Université Laval. Pp.183-191. __________________ (2002b). Urban Inuit in Canada: a case from Montreal. Indigenous Affairs 3-4. Pp.54-59 Kjørup, Søren (2002). Semiotik. Roskilde Universitetsforlag. 273

Kofman, E. & Lebas E. (1996). Lost in Transposition – Time, Space and the City. In: Lefebvre. Writings on Cities. Pp.3-62. Kofoed, Anne & Nielsen, Jens Christian (2005). Det normale ungdomsliv. Hverdagsliv, fællesskab, trivsel og fremtid. CEFU – DPU, Århus. Kral, Michael J. (2003). Unikkaartuit: Meanings of Well-Being, Sadness, Suicide, and Change in Two Inuit Communities. Final Report to the National Health Research and Development Programs, Health Canada (DRAFT for Nunavut version). ”National Inuit Youth Council”http://www.niyc.ca/download.php?view.10 Kusenbach, Margarethe (2003). Street phenomenology. In: Ethnography, vol. 4(3). SAGE Publications. Pp.455-485. Kvale, Steinar (2002). Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag. Landry, Charles (2000). The Creative City. A Toolkit for Urban Innovators. Comedia. Earthscan. London. Sterling, VA. Langvardt, Marianne (2007). Unge sisimiormiutter har det stort set godt. In: Atuagadliutit (AG), 28. september. Nuuk. Pp.10. Larsen, Svend Erik (1992). Gadens rum – byens gænser. In: Stjernfelt & Troelsen (eds.). Grænser. Århus Universitetsforlag. Pp.104-132. Laursen, Helle Pia (2006). Andetsprogsperspektiver på tematiske mønstre i naturfagsundervisningen. In: Nordand (Nordisk tidsskrift for andrespråksforskning) 1(1). Pp.5172. Linder, Christoph (ed.) (2006). Urban Space and Cityscapes. Perspectives from modern and contemporary culture. Routledge. Lee, Jo & Ingold, Tim (2006). Fieldwork on Foot: Perceiving, Routing, Socializing. In: Coleman, S.M. (ed.). Locating the Field: Space, Place and Context in Anthropology. Oxford, Berg Publishers. Pp.67-85. Lee, Jo (2006). How straight is Union Street? Lines and rhythms of walking in the city - Draft. Dept. of Anthropology, University of Aberdeen. (upubliceret) Leeds, Anthony (1994). Cities, Classes, and Social Order, redigeret af Roger Sanjek. Ithaca and London, Cornell University Press. Lefebvre, Henri (1991). The Production of Space. Blackwell Publishers.

274

__________________ (1992). Élements de rythmanalyse. Introduction á la connaissance de rythmes. Paris: Syllepse. __________________ (1996). Writings on cities. Blackwell Publishers. Lefebvre, H. & Régulier, C. (2003) ‘The Rhythmanalytical Project’. In: H. Lefebvre, Key Writings. E. Lebas, E. Kofman and S. Elden (eds.). Continuum. London. Lefebvre, Henri (2003 [1968]). The Urban Revolution. Minneapolis, MN. University of Minnesota Press. __________________ (2004). Rhythmanalysis: Space, Time and Everyday Life. Continuum International Publishing Group. __________________ (2008 [1947]). Critique of Everyday Life. Volume 1. Verso. __________________ (2008 [1961]). Critique of Everyday Life. Volume 2. Foundations for a sociology of the everyday. Verso. __________________ (2008 [1981]). Critique of Everyday Life. Volume 3. From modernity to modernism. Verso. Levinson, Bradley A., Douglas E. Foley & D.C. Holland (eds.) (1996). The Cultural Production of the Educated Person. Critical Ethnographies of Schooling and Local Practice. Albany, N.Y.: State University of New York Press. Liechty, Mark (2003). Suitably Modern. Making Middle-Class Culture in a New Consumer Society. Princeton, N.J. Princeton University Press. Lieberg, Mads (1992). At ta staden i besittning. Om ungas rum og rörelser i offentlig miljø. Byggnadsfunktionslära, Lunds. Universitet. __________________ (2002). Tonårsrummet i spänningsfältet mellan det private och det offentliga. In: Aagre et. al. Nordiska tonårsrum. Vardagsliv och samhälle i det moderna. Pp.117121. Lofland, John & Lyn H. Lofland (1995). Analyzing Social Settings. A Guide to Qualitative Observation and Analysis. Belmont, CA: Wadsworth Publishing Company. Lofland, Lyn H. (1998). The Public Realm. Exploring the City´s Quintessential Social Territory. New York: Aldine De Gruyter. __________________ (1973). A World of Strangers: Order and Action in Urban Public Space. New York: Basic Books. Low, Setha (1996). The Anthropology of Cities. Imagining and Theorizing the City. In: Annu. Rev. Anthropol. 25. Pp.383-409. 275

Lyberth, Mette Larsen (2004). De grønlandske unges sprogkompetencer – en undersøgelse af skaternes sprog i Nuuk. Projekt i Sprog og Kontakt. Institut for Sprog, Litteratur og Medier. Ilisimatusarfik, Nuuk. Lynge, Christian (1967). Sisimiut-filmen virker som latterliggørelse. In: Jyllands-Posten 14/2. Lynge, Pia (2006). Selvstyre og selvstændighed - en holdningsundersøgelse af studerende på uddannelse i Nuuk. En analyse af selvstyre og selvstændighedsholdninger samt om etnisk identitet. Speciale ved Kultur og samfundshistorie, Ilisimatusarfik - Grønlands Universitet Lynge, Lona (2006). Nye samværs kommunikationsformer i Grønland - en undersøgelse af de unges identitet og narrative kompetencer på hjemmesider. Speciale ved Institut for Sprog, Litteratur og medier, Ilisimatusarfik - Grønlands Universitet. Laage, V. (1970). Grønlandske byer. In: Arkitekten nr. 20. årg. 72. Danske Arkitekters Landsforbund. Pp.469-473. Løngreen, Hanne (2000). Hvis er Sisimiut Museum? Seminarindlæg. Lønning, Dag J. (ed.) (2003). Den norske bygda og den store verda. Om lokal utvikling i ei global tid. Bø i Telemark: Telemarksforsking-Bø. Madsen, Jens Christian (2009). Udsteder og bopladser i Grønland 1901-2000. Forlaget Atuagkat. Malone, Karen (2002). Street life: youth, culture and competing uses of public space. In: Environment & Urbanization, vol. 14, No. 2. Pp.157-168. Manovich, Lev (2001). The Language of New Media. MIT Press. Marling, Gitte (2003). Urban songlines. Hverdagslivets drømmespor. Ålborg Universitetsforlag. Marcus, George E. (1998). Ethnography through thick and thin. Princeton University Press. Marquardt, Ole (1992). Socio-økonomiske tilstande i Vestgønland på Rinks tid: Befolkningskoncentration i kolonibyer og dannelse af lokale „Brædtmarkeder“. Grønlandsk kultur- og samfundsforskning 92. Nuuk: Ilisimatusarfik/Atuagkat. Pp.147-182. __________________ (1996). The employees of the Royal Greenland Trade Department (18501880). Études/Inuit/Studies 20(1). Université Laval. Pp.87-112. Massey (1997). En global stedsfølelse. In: Aspen & Pløger. På sporet af byen. Lesning av senmoderne byliv. Pp.306-318. Määttänen, Pentti (2007). Semiotics of space: Pierce and Lefebvre. In: Semiotica 166-1/4. Pp. 453-461. _______________________ (u.å.). Space, Time, and Interpretaion. Working paper. 276

Medonos, Jakub Christensen (2005). Ilulissat graffiti 11.09.03 - 26.05.04: tegn, stil og billede. Værker i lokal og global sammenhæng. Kandidatspeciale, Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier/Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet. _______________________ (2006). Fixpunkter i Sisimiut. In: Ungdomsforskning. Unge og Rum. Nr. 1, årg. 6. Center for Ungdomsforskning. Pp.27-34. _______________________ (2006). Narratives of urban Inuit youth in Greenland. Paper presented at 15th Inuit Studies Conference, Paris. _______________________Hvad har du så fundet ud af? Ibyen blandt unge mennesker. In: SIVDLEK', Sisimiut Aviisiat 41. Pp.6-7. _______________________ (2006). Hærværk på flagskibet - af hvem? In: SIVDLEK', Sisimiut Aviisiat. 37. Pp.19. _______________________ (2006). Mange er interesseret i ungdommen. I byen blandt unge mennesker. In: SIVDLEK', Sisimiut Aviisiat 41. Pp.2. Medonos, Jakub C. & Galamba, Kirsten Ramskov. (2007). Fritid:projektoplæg til faget Teknologi niveau B. SANILIN - Teknisk Gymnasium, Sisimiut. Medonos, Jakub Christensen (2007). Når subkultur viser tænder. In: Børn og unge i Grønland – en antologi. Ilisimatusarfik/milik/MIPI – Videncenter om børn og unge. Nuuk. Pp.164-174. Medonos, Jakub C. & Olsvig Møller, Kim (2007). Unge med viljestyrke: Naturvejleder bag vandretur hvor unge guider en ungdomsforsker. In: AG - Atuagadliutit, Grønlandsposten. Vol. 147, nr. 63, 16. august. Pp.13. Medonos , Jakub Christensen (2008). Issues in the study of youth and self-governance. In: SelfGovernance in Arctic Societies:Dynamics and Trends. Proceedings of the Fourth IPSSAS Seminar, Kuujjuaq, Nunavik, Canada, Mat 22 to June 2, 2006. Pp.137-144. _______________________ (2009). Narrating Localities. In:The Urban Arctic – Living Communities. New Perspectives on Inuit Urban Life. Proceedings of the Fifth IPSSAS Seminar, Copenhagen. Pp.43-53. Mennel, Barbara (2008). Cities and Cinema. Routledge. Merleau-Ponty (2006). Kroppens fænomenologi. Det lille forlag. Merrifield, Andy (1995). Situated knowledge through exploration: reflection on Bunge’s ”Geopgraphical Expeditions”. In: Antipode 27:1. Blackwell Publishing. Pp.49-70. __________________ (2006). Henri Lefebvre. A critical introduction. Routledge. 277

Merrild, Anders (2003). Subkulturens æstetik – krop, betydning og iscenesættelse i breakdance. In: Ballisager & Damkjær (eds.). Kroppens idé. Systime Academic. Pp.131-154. __________________ (2007). Breakdance i Danmark - På egne præmisser. Indlæg fra 27.9.2007 http://wellness-fitness.dk/breakdance/pa-egne-pr%c3%a6misser-breakdance-i-danmark.html Miles, Malcom (2007). Cities and Cultures. Critical Introductions to Urbanism and the City. Routledge. MIPI - Videnscenter om børn og unge (2005). Årsberetning 2004. Nuuk: Grønlands Hjemmestyre. Hentet fra http://www.nanoq.gl/tema.asp?page=tema&objno=61480 den 10.7.2005. __________________Statistik om børn og unge i Grønland 2003. __________________Statistik om børn og unge i Grønland 2005. __________________Statistik om børn og unge i Grønland 2007-2008. __________________Nøgletal om børn og unge 2009. Monty, Ib (1966). Grønland - i dag, i morgen. In: Jyllands-Posten 5/12. Moud, Oli (2009). Parkour, the city, the event. In: Environment and Planning D: Society and Space, vol.27. Pp.738-750. Musil, Jiri (2002). Co je urbanizace. In: Musil, Horská & Maur. Zrod velkoměsta. Paseka, Praha. Pp.7-53. Morrow, Phylis (2002). ”With stories we make sense of who we are”: Narratives and northern communities. In: Nagy, Murielle. The Power of Traditions: Identities, Politics and Social Sciences. Keynotes presented at the Fourth International Congress of Arctic Social Sciences ICASS IV. Topics in Arctic Social Sciences 4. University of Alaska Fairbanks. Møbjerg, Tinna og Grummesgaard-Nielsen, Stig (1997). Kulturhistorien ved Ulkebugten. In: Tidsskriftet Grønland nr. 5. Det grønlandske Selskab, Charlottenlund. Pp.177-183. Møbjerg, Tinna et al. (2004). Nipisat – a Saqqaq Culture Site in Sisimiut, Central West Greenland. MoG Man & Society, vol. 31. KVUG/Danish Polar Centre. Møller, Jens & Sarkov Nicki (2007). Teknologirapport om rygning i pauserne. Teknologirapport – Fritid. SANILIN – Technical School, Sisimiut. Nathanielsen, Naaja Hjelholt (2007). Børns og unges kropsbevidsthed. In: Børn og unge i Grønland – en antologi. Ilisimatusarfik/milik/MIPI – Videncenter om børn og unge. Nuuk. Pp. 252-262.

278

Nathansen, Karen Marie (2004). Fra "den gode skole" til "det gode liv". En diskussion om styrkelse af den personlige udvikling i Grønland gennem en koordineret opbygning af emotionelle og sociale kompetencer i hjem, daginstitution og skole. Speciale ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Nielsen, Esben Holm & Simonsen, Kirsten (2002). Scaling from „Below“: Practices, Strategies and Urban Spaces. In: European Planning Studies, Vol.11, No. 8. Carfax Publishing. Pp.911-927. Lea Nielsen, Sissel, Christina Schnohr og Steen Wulff (2007). Børns Levestandard i Grønland. MIPI – Videnscenter om Børn og Unge. Nuuk. Nuttall, Mark (1999). Arctic Homeland. Kinship, Community and Development in Northwest Greenland. Toronto, Buffalo: University of Toronto Press. Olsen, Ivalo Rosing (2001). Børns opvækstvilkår i Grønland i et etnografisk - sociohistorisk perspektiv. Et bidrag til en analyse af grønlandske børns differentierede opvækstvilkår som en konsekvens af den historiske udvikling. Hovedfagsspeciale ved institut for kultur- og samfundshistorie Ilisimatusarfik. Olsen, Akaaraq S. (2006). Glædespredere. In: Olsen & Olsen. Ukiuni 250-ini/I 250år/In 250 years. Sisimiut Kommune. Pp.174-185. Olsen, Carla Rosing & Olsen, Akaaraq Samuel (2006). Sisimiut ukiuni 250-ani/i 250 år/in 250 years. Sisimiut Kommune. Olsen, Lars Peter (2006). Sammen står vi. Sisimiut. In: Olsen & Olsen. Ukiuni 250-ini/I 250år/In 250 years. Sisimiut Kommune. Pp.165-173 Overgaard, Jacob Møller (ed.) (2006). Byen som arena. Realdania. Pacione, Michael (2005). Urban geography. A global perspective. Routledge. Parker, Simon (2004). Urban Theory and the Urban Experience. Encountering the city. Routledge. Pedersen, Birgit Kleist Pedersen (2004). Unge og litteratur – 25 år efter. I Birgitte Jacobsen et al. (eds.) Grønlænder og global – grønlandsk sprog, litteratur og medier i 25-året for Hjemmestyrets indførelse. Nuuk: Ilisimatusarfik. Pp.63-94. __________________ (2005). Young Greenlandic writes in the public versus the anonymous space. In: Nordic Voices – Literature from the Nordic countries. Nordbok. Pp.56-69. __________________ (2008). Young Greenlanders in the urban space of Nuuk. In: Études/Inuit/Studies, Volume 32, numéro 1. Inuit urbains/Urban Inuit. Université Laval. Pp.91105.

279

Pedersen, Minik & Larsen, Paninnguaq (2007). Børnenes legesteder. Teknologirapport – Fritid. SANILIN – Technical School, Sisimiut. Petersen, Robert (1980). Det ændrede samfund og børnenes situation. Nuuk. Sydgrønlands Bogtrykkeri. Pløger, John (2008).Byrum og byudvikling – nogle perspektiver. In: Byens rum som udviklingsstrategi. Juul | Frost. Poppel, Borger (2007). Nogle forskelle mellem levevilkår. In: Samfundsøkonomen, nr. 1. DJØF. Pp.19-24. Rahn, Janice (2002). Painting Without Permission. Westport: Bergin & Garvey. Rasmussen, Ivalu Lynge (2007). Fritid – snescooteren. Projektet om fritidens bedste ven og naturens værste fjende – Snescooteren. Inkl. flotte og fede billeder fra vidunderlige snescooterture i Sisimiuts smukke natur. Teknologirapport – Fritid. SANILIN – Technical School, Sisimiut. Remie, Cornelius H. W. (1999). Facing the Future. Inughuit youth of Qaanaaq. Report of the 1998 University of Nijmegen Student Expedition to Qaanaaq, Thule District, northern Greenland. Nijmegen: Nijmegen University Press. Riches, David (1990). The Force of Tradition in Eskimology. In: Fardon, Richard (ed.) Localising Strategies: Regional Traditions in Ethnographic Writing. Washington: Smithsonian Institution Press/Edinburgh: Scottish Academic Press. Pp.71-89. Roche, Jeremy et. Al (eds.) 2004). Youth in society. SAGE. Robb, Martin (ed.) (2007). Youth in context: Frameworks, Settings and Encounters. SAGE. Roos, Jørgen (1966). Sisimiut. Minerva Film A/S for Statens Filmcentral. 30 min. Rosing, Pipaluk Laetitia (2004). Med blikket mod nord. En undersøgelse af eurocentriske diskurs I repræsentationen af det eskimoiske, med vægt på dokumentarfilmen fra Grønland. Hovedfagsopgave i medievidenskab. Institutt for kunst og medievitenskap, NTNU, Trondheim. Rostan, M.S. & Goertz, J. (1999). Creators thinking and producing: toward a developmental approach to the creative process. In: Fishkin, Crammond & Olszewski-Kubilius (eds.). Investigating creativity in youth. Hampton Press. Pp.97-113. Rye, Johan F. (2006). Rural youths’ images of the rural. In: Journal of Rural Studies 22. Pp.409421. Rygaard, Jette (2003). Youth culture, media and globalization processes in Greenland. Young. Nordic Journal of Youth Research, 11(4). SAGE Publ. Pp.291-308. 280

__________________ (2006). “Proksemik Nuuk” – By og ungdomskultur i Nuuk. In: Grønlandsk Kultur- og Samfundsforskning 2004-05. Ilisimatusarfik/Atuagkat. Pp.153-171. __________________ (2008). The city life of youths in Greenland. In: Ètudes/Inuit/Studies. Volume 32, numéro 1. Inuit urbains/Urban Inuit. Université Laval. Pp.33-54. Rygaard, Jette & Birgitte Kleist Pedersen (2000). Feltarbejde, metode og teori - medieforskning i Grønland. Grønlandsk kultur- og samfundsforskning-98/99. Nuuk: Ilisimatusarfik/Atuagkat. Pp. 51-102. Sandgren, Otto (1999). Årets rytme. In: Gynther & Møller (eds.). Kalaallit Nunaat. Gyldendals bog om Grønland. Gyldendal. Sejersen, Frank (1998). Strategies for Sustainability and Management of People: An Analysis of Hunting and Environmental Perceptions in Greenland with a Special Focus on Sisimiut. Dissertation submitted to the Faculty of Humanities in partial fulfilment of the requirements for the Ph.D. degree at the Department of Eskimology. __________________ (2002). Local knowledge, Sustainability and Visionscapes in Greenland. Eskimologis Skrifter, nr. 17. Københavns Universitet. __________________ (2005). Sustainable Livelihoods, Urbanisation and Wildlife Management, Paper præsenteret ved Northern Studies Centre Interdisciplinary Seminar “Global Change and Sustainable Livelihoods in Nunavut and Surrounding Territories”, Aberdeen, Scotland, March. __________________ (2007). Indigenous urbanism revisited - The case of Greenland. In:Indigenous Affairs, 3/07. IWGIA. Pp.27-31. __________________ (u.å.). The urban landscape Nuuk and the re-negotiation of space in Greenland. Urban Greenland – movements, narratives and creativity - research project (20062009). Silverstein, M. (1976). Shifters, linguistic categories, and cultural description. In: Basso, KH & Shelby (eds.). Meaning Anthropology. Albuequeque University N.M. Press. Pp.11-55. Simmel, Georg (1969) The Metropolis and Mental Life. In Richard Sennett (ed.) Classic Essays on the Culture of Cities. Englewood Cliffs, N.J.: Prentice-Hall. Pp.47-60 Simonsen, Kirsten (1991). Towards an understanding of the contextuality of mode of life. In: Society and Space. Vol 9. Pp.417-431. Simonsen, Kirsten (1996). What kind of space in what kind of social theory? In: Progress in Human Geography 20,4. Pp.494-512. __________________ (ed.) (2001). Praksis, rum og mobilitet. Roskilde Universitetsforlag. 281

__________________ (2004). Networks, flows, and fluids – reimagining spatial analysis? In: Commentaries. Environment and Planning A, volume 36. Pp.1333-1340. __________________ (2005a). Byens mange ansigter - konstruktion af byen i praksis og fortælling. Roskilde Universitetsforlag. __________________ (2005b). Bodies, sensations, space and time: the contribution from Henri Lefebvre. In: Geografiska Annaler 87 B. Swedish Society for Anthropology and Geography. Pp.1-14. __________________ (2008). Places as Encounters: Practice, Conjunction and Co-existence. In: Bærenholdt, J. O., & Granås, B. (red.). Mobility and Place: Enacting Northern European Peripheries. Aldershot: Ashgate. Pp.13-27. Sisimiut Kommune (2005). Referat af kommunalbestyrelsens ordinære møde 07/2005, den 30. november 2005. http://new.qeqqata.gl/LinkClick.aspx?fileticket=3PD%2BYBsKDyc%3D&tabid=319 Skyum-Nielsen, Rune (2006). De uknækkelige breakere. In: Dansk Hiphopkultur siden 1983. Informations Forlag. Pp.28-45. Sorenson, E.R. & Jablonko A. (1995). Research Filming of Naturally Occuring Phenomena: Basic Strategies. In: Hockings, Paul (ed.). Principles of visual anthropology. Mouton de Gruyter, Berlin. Pp.147-157. Sperschneider, Werner (1998). Der Fremde Blick – Eskimos Im Film. Eine vergleichende Untersuchung zu Darstellen und Verstehen des Fremden in Film am Beispiel der Inuit Grönlands. Ph.d. afhandling. Afdeling for Etnografi og Socialantropologi, Århus Universitet. __________________ (1998). Landet bag isen. Grønland i 1920’ernes og 30’ernes kulturfilm. In: KOSMORAMA – Tidsskrift for filmkunst og filmkultur, nr. 232. DFI/Museum & Cinemateket. København. Pp.113-124. __________________ (1999). Grønland på film gennem 100år. Institut für den Wissenschaftlichen Film A/S. Göttingen. VHS D2012, 61 ½min. Stern, Pamela & Stevenson, Lisa (2006). Critical Inuit Studies. An Anthology of Contemporary Arctic Ethnography. University of Nebraska Press. Sørensen, Bo Wagner, Hans Lange & Hulda Zobel Holm (2003). Nuuk: Fremmedgørelse i storbyen? Tidsskriftet Grønland nr.1. Pp.25-40. __________________ (2005). Nuuk. Tidsskriftet Antropologi nr. 48. Pp.185-200.

282

Sztompka, Piotr (1999). Trust. A Sociological Theory. Cambridge University Press. Thisted, Kirsten (2007). København i grønlandsk litteratur. In:Mortensen, Andras et al. (eds.) Købehavn som Vestnordens hovedstad. Udvalg af foredrag holdt på VNH-temakonference i København 2006. Atuagkat, Nuuk. Pp.23-47. Thuesen, Søren T. (1991). Difference and boundary in a local community. On the formation of local associations in West Greenland. In: North Atlantic Studies, nr. 1. Pp.46-56. __________________ (1997a). Arbejdsliv i Grønland: Betragtninger over arbejde før og nu. Jordens Folk, nr. 3. Pp.34-41. __________________ (1997b). "At være i Asummiut er dejligt". Asummiut/Gl. Holsteinsborg som koloniplads 1759-1767 og som sommerplads for Sisimiut-befolkningen i vores tid. Tidsskriftet Grønland, nr. 5-6-7. Pp.183-197. __________________ (1997c). Grønlands handel og søfart. Rapport fra 1. grønlandske museumsseminar om grønlandsk handels- og søfartshistorie. Kalaallit Nunaanni niuerneq umiartornerlu. Kalaallit Nunaanni niuernerup umiartornerullu oqaluttuassartaat pillugit siullermeerluni isumasioqatigeereernermit nalunaarusiaq. Red. Søren T. Thuesen. English summary. Sisimiut Museum. __________________ (1999). Local identity and history of a Greenlandic town. The making of the town of Sisimiut (Holsteinsborg) from the 18th to the 20th century. Ètudes Inuit Studies 23(12). Pp. 55-67. __________________ (2000a). A discussion of nearly 250 years of Greenlandic-Danish relations in the town of Sisimiut, West Greenland. In Ingi Sigurdsson & Jón Skaptason (eds.) Proceedings from International Congress on the History of the Arctic and Sub-Arctic Region, June 1998 Reykjavík: University of Iceland. Pp.194-203. __________________ (2000b). Emilie Lennert (1931- ). Dansk kvindebiografisk Leksikon. København: Rosinante. __________________ (2006). Fremmed blandt landsmænd. Kateketinstitutionen i Grønland. Nuuk: Atuagkat. __________________ (2006). Niuffaffiulluartoq/En god handelsby/A Good Commercial Town. In: Rosing, Carla & Olsen, S.A. (eds.). Sisimiut - Ukiuni 250-ini/I 250 år/In 250 Years. Sisimiut Kommune. Pp.62-72. Tienda, Marta & Wilson, W.J. (eds.) (2002). Youth in cities. A Cross-National Perspective. Cambridge University Press. Togeby, Lise (2000). Grønlændere i Danmark - en overset minoritet. Århus: Århus Universitetsforlag.

283

Tonboe, Jens K. (1993). Rummets sociologi. Ålborg Universitetsforlag. Ueland, Siw (2005). Kolonialismen er over!” En studie av ungdoms deltagelse i Grønlands selvstyrepolitik. Kandidatspeciale. Socialantropologi, Bergen Universitet. Vacher, Mark (1999). Byen og antropologien. Konferensspeciale. Afd. for Etnografi og Social Antropologi, Aarhus Universitet, Moesgård. Valentin, Karen (2008). Politicized Leisure in the Wake of Doi Moi: A Study of Youth in Hanoi. In: Hansen, Karen Tranberg (ed.) (2008). Youth and the city in the global south. Indiana University Press. Pp.74-97. __________________ (2005). Schooled for the Future? Educational Policy and Everyday Life among Urban Squatters in Nepal. Information Age Publishing. __________________ (2004). Kontekstualisering og komparation: Et antropologisk blik på uddannelse i Nepal. In: Ulla A. Madsen (ed.) Pædagogisk Antropologi. København: Hans Reitzels Forlag. Pp.30-52. Vergunst, Joe & Ingold, Tim (2006). Fieldwork on Foot: Perceiving, Routing, Socializing. In: Coleman, S.M. (ed.). Locating the Field: Space, Place and Context in Anthropology. Oxford, Berg Publishers. Pp.67-85. Villa, Follo & Vik (2006). Branding the Rural. Paper til The Rural Citizen: Governance, Culture and Wellbeing in the 21th Century. University of Plymouth, UK. Viemose, Jørgen (1974). Sisimiut/Holsteinsborg : en analyse af udviklingen i bosætningsstrukturen i den vestgrønlandske by Sisimiut/Holsteinsborg. Afgangsopgave på Arkitektskolen i Århus. Eget forlag. Williams, Raymond (1973). The Country and the City. London: Chatto & Winchus. Winther, Ida (2006). Hjemlighed – kulturfænomenologiske studier. Danmarks Pædagogiske Univrsitets Forlag. __________________ (2007). Tilgængelig, nærværende og potentielt fraværende – om unges mobiltelefoni. In: Dansk Sociologi, nr. 2/18.årg. Dansk Sociologforening, København. Pp.49-71. Zerlang, M. (2003). Byen er ikke for fastholdere. In: Bybilleder; Jordens Folk nr. 3, årg. 38. Dansk Etnografisk Forening. Pp.15. Ziehe, Thomas (2004). Øer af intensitet i et hav af rutine. Nye tekster om ungdom, skole og kultur. Forlaget Politisk Revy. Østergaard, Søren (2008). Unge uden navigationskort. In: Ungdomsforskning, nr. 3. CEFU, DPU, Århus. Pp.39-43.

284

Tidsskrifter: Arkitekten (1970). Meddelelser fra Danske Arkitekters Landsforbund, Nr.20. Arkitektens Forlag. Arkitektur (1968). Grønland - særtryk. Nr. 4. Jordens Folk (2003): Bybilleder, nr. 3, 38. årg. Dansk Etnografisk Forening. Slagmark (1997/1998): Arkitektur og tænkning. Forlaget Modtryk. Tidsskriftet Antropologi (2003/2005): Byer 1, nr. 47. Foreningen Stofskifte. Tidsskriftet Antropologi (2003/2005): Byer 2, nr. 48. Foreningen Stofskifte.

www publikationer med tilknytning til afhandlingen www.urbangl.tors.ku.dk (siden 08/2009 i ekstern regi) www.77jcm.net (privat web + portfolio)

Feltarbejdeblogs:

Once U Dig In - www.onceudigin.blogspot.com Blog For Youth Studies - www.blogforyouthstudies.blogspot.com ”a view of life” (kapitel 5.9) - Pisiniarfikoq meets inuusuttut to tusinde og sedm - http://workshop2007.wordpress.com/

Temasites

Skateboard Greenland - http://www.77jcm.net/skateboardgreenland YouTube channel ”77JCM - http://www.youtube.com/77jcm

Kortfilm ”sisimiut”

http://www.isuma.tv/hi/en/jakub/sisimiut

285

Bilagsoversigt 1) Kortbilag 1-9 2) Statistikbilag (udstrĂŚk fra www.stat.gl) Bilag 3) Informanter, interviews og deltagerobservation

286

Kortbilag 1) Bykort 1918 â&#x20AC;&#x201C; Kolonien Holsteinsborg

Kilde: O.Bendixen (1921). Holsteinsborg distrikt. Meddelelser om GrĂ¸nland LXI. Pp.68. s/h original.

287

udsnit i kortbilag 7).

Billedtekst: s/h kort (findes også i farver i Arktisk Instituts kortsamling på Arktisk Institut – se

Kilde: Geodætisk Institut, 1947. (Bredsdorff 1967:1b)

Kortbilag 2) Bykort 1947

288

Kortbilag 3.1) Boligområder & Friholdte areal

NR.

BOLIGOMRÅDER

str. i (ha)

Sallinguit

7,4

Nuunnguaq

5,6

9,5

Qaqqarmiut Iliveqarfiup kujataa tungaani nunap ilaa ineqarfiusoq

2,9

Aqqartarfik killeq

1,5

Aqqartarfik qiterleq

Paamaap kuua

2,2

Nalunnguarfiup saqqaa

7,2

Qivittoqarfik

7,2

A10

Illerusat/Tattoqeqarfik

A11

Tuapannguanut

A12

Qiviarfik

8,3

A13

Umiivitsiaq

6,1

A14

Ilinniartunnut ineqarfik

1,6

A15

Kussangasup qaava

12,9

A16

Nalunnguarfiup kujataa

14,8

A17

Narsannguup kangiatungaa

A18

Qaarinnerup timaa

5,5

A19

Tasinnguup timaa

3,8

A20

Sasuatsiivinnguaq

9,8

A21

Tarajorsuit

4,5

A22

Tarajorsui timaat

6,8

23,5 9

I alt

166,1

NR.

FRIHOLDTE AREALER

str. i (ha)

Ikke angivet I byplanen

????????

Kilde: (Begge kort ) Sisimiut Kommune (2001).”Byplan for Sisimiut 1986-2001”. Original s/h. Tegnet inden 1998 (?), da lufthavnen kan ses projekteret i den østlige del af byen. Kvartererne i byen passer med i dag. A18-A21 er næsten udbygget.

289

Kortbilag 3.2) Havneområde & Områder til fællesformål

NR.

HAVNEOMRÅDE

Umiarsualivik killeq

Umiarsualivik kangilleq

Qaarinneq

str. i (ha) 8,9 13,3 7,4

I alt

29,6

ca. 6,9% af samlet byzoneareal på 426,7 (ex. friholdte område)

NR.

OMRÅDER TIL FÆLLESFORMÅL

Narsaq

7,5

Narsarsuaq

9,7

Iliveqarfik

2,1

Napparsimaveqarfik

2,6

Brugsineqarfik

Hoteleqarfik

0,9

Højskoleqarfik

2,6

Nalunnguarfiup avannaa

2,9

str. i (ha)

Narsannguaq

Nalunnguarfiup eqqaani nuna sunngiffimi

Kilde: (Begge kort ) Sisimiut Kommune (2001).”Byplan for Sisimiut 1986-2001”. Original s/h.

C10

sammisaqarfik

2,4

C11

Sanaartornermut ilinniarfik

3,8

C12

Arsartarfik

3,3

C13

Qaqqaliartarfik

4,9

C14

Akiani nunap ilaa qitiusumiittoq

7,2

I alt

52,9

ca. 12,39% af samlet byzoneareal på 426,7 (ex. friholdte mråde)

290

Kortbilag 3.3) Erhvervsområder & Tekniske anlæg/arealkrævende aktiviteter

NR.

ERHVERVSOMRÅDER

Imitsiivik

Taseq Amitsoq

5,7

Aqqartarfik kangilleq Heliportip eqqaani nunap ilaa inuutissarsiornermut atorneqartoq Akiani nunap ilaa inuutissarsiornermut atorneqartoq

4,3

E4 E5

str. i (ha) 1

3,9 2,2

I alt

17,1

ca. 4% af samlet byzoneareal på 426,7 (ex. friholdte område)

NR.

TEKNISKE ANLÆG/AREALKRÆVENDE AKTIVITETER

Innersuannguit

4,6

Heliporteqarfik

3,8

Imeqarfik

4,3

Eqqaveqarfik

6,2

Suliaqarfiit mingutsitsinartut

Mittarfeqarfik

0,4

str. i (ha)

67,7

I alt

161

ca. 37,7% af samlet byzoneareal på 426,7 (ex. friholdte område)

Kilde: (Begge kort ) Sisimiut Kommune (2001).”Byplan for Sisimiut 1986-2001”. Original s/h.

291

Kortbilag 4.1) Oversigtskort – Sisimiut Kommune (2004)

Kilde: Tinna Møbjerg et al. (2004). Nipisat – a Saqqaq Culture Site in Sisimiut, Central West Greenland. MoG Man & Society, vol. 31. KVUG/Danish Polar Centre. Pp.13. Original s/h. Kortet er tegnet af arkæologer og er derfor også en oversigt over vigtige arkæologiske lokaliteter.

292

Kortbilag 4.2) Forhistoriske bopladser v/Sisimiut, kortlagt i forbindelse med anlæg af lufthavnen i 1990’erne.

Kilde: Møbjerg, Tinna og Grummesgaard-Nielsen, Stig (1997). Kulturhistorien ved Ulkebugten. In: Tidsskriftet Grønland nr. 5. Det grønlandske Selskab, Charlottenlund. Pp. 177-183.

293

Kortbilag 5.1) Vejnettet i Sisimiut

Kilde: NunaGIS.gl.

294

Kortbilag 5.2) Forslag til byens udvikling

. Kilde: www.sisimiut.gl

295

Kortbilag 6.1) Snescooter trafik ved Sisimiut, Maniitsoq og Kangerlussuaq

Kilde: www.sisimiut.gl ” I by- og bygdezoner må der ikke køres på snescooter i tidsrummet 22.00-06.00, ligesom der ikke må køres med snescooter på vandsøerne, der forsyner Sisimiut og bygderne med vand. (www.sisimiut.gl).”

296

Kortbilag 6.2) Vintertrafik i byzonen

Kilde: www.sisimiut.gl

297

Kortbilag 6.3) Vintertrafik pĂĽ Nalunnguarfik/SpejdersĂ¸en

Kilde: www.sisimiut.gl

298

Kortbilag 6.4) Zoologiske interesseområder i Sisimiut Kommune

Kilde: Haarløv et al. (1980). Holsteinsborg. Sisimiut kommune Natur- og kulturforhold. Udvalget vedrørende Fredningslov for Grønland. Ministeriet for Grønland. Pp.53.

299

Kortbilag 6.5) Bosteder i Sisimiut Kommune 1600-1972

Ca. 1600 tallet

1900

ca. 1700 tallet

1950

1764

1960

Kilde: Viemose, Jørgen (1974). Sisimiut/Holsteinsborg : en analyse af udviklingen i bosætningsstrukturen i den vestgrønlandske by Sisimiut/Holsteinsborg. Afgangsopgave på Arkitektskolen i Århus. Eget forlag. Se evt. ”LOCALIZATION” på YouTube channel 77jcm. http://www.youtube.com/watch?v=UI5np6BBtWs

1972

300

Kortbilag 6.6) Bosætning og urbanisering (Sisimiut by) 1600-1970

Kilde: Viemose, Jørgen (1974). Sisimiut/Holsteinsborg : en analyse af udviklingen i bosætningsstrukturen i den vestgrønlandske by Sisimiut/Holsteinsborg. Afgangsopgave på Arkitektskolen i Århus. Eget forlag. Se evt. “PLACE: URBANISATION 1600-1970's : SISIMIUT” – YouTube channel 77jcm. http://www.youtube.com/watch?v=RCtTRWlZrjY

301

Kortbilag 6.7) Hvilken by? Byplanlæggere

”Den brede by” mod sydøst eller ”Båndbyen om ulkebugten”? (Bredsdorff 1967:16)

Uddrag fra Kommuneplanen 1992-2005 (www.sisimiut.gl). Jf. kortbilag 5.1-5.2

302

Kortbilag 6.8) Hvilken by? Befolkningen

”Hvordan forestiller du dig byen i 2056?”. Fra jubilæumsudstillingen på Sisimiut Museum. I byen er der bl.a. indtegnet vejen til Kangerlussuaq: ”med små forstader/landsbyer langs vejen” (28. juli 2006 af Dorthe & Steffen). Bydelen Akia udvidet på den anden side af havet. Nyt indsustriområde ved lufthavnen med flydebroer og kunstig ø.

303

Kortbilag 7) Klub-/Kulturhuset Amerloq

Øverst. Amerloq 2007. Nederst som B-168. B-845 er sportshallen; kombineret ortofoto med teknisk beskrivelse. www.nunagis.gl

Amerloq markeret som ”Forsamlingshus” t.h. på kortet. Udsnit fra 1947 bykort, Geodætisk Institut. Arktisk Instituts kortarkiv. I Holsteinsborg Byplan (1967) betegnet som kolonikort.

304

Kortbilag 8) Feltarbejdets studiefelt & afhandlingens ti casestudier

Feltarbejtets studiefelt.

Casestudier. Begge kort efter kortkilder i www.nunagis.gl.

305

Kortbilag 9) Stednavne: Sisimiut â&#x20AC;&#x201C; Assaqutaq Kortkilde: www.nunagis.gl

306

Statistikbilag 1) Unge 15-24 år – Sisimiut by

Unge i alderen 15-24 år i Sisimiut by, 1999-2008 fordelt på køn 1.100 1.000 900 800 700 SAMLET

600

500

400 300 200 100 0 1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Kilde: www.stat.gl

Unge i alderen 15-24 år i Sisimiut by, 2008 fordelt på alder & køn 130 120 110 100 90 80 70

SAMLET

60 50

40 30 20 10 0 15

307

Statistikbilag 2) Unge 15-24 år – hele Grønland Unge i alderen 15-24 år i hele Grønland, 1996-2008 fordelt på by og bygd 8000 7000 6000 5000

BY BYGD

4000 3000 2000 1000 0 1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Unge i alderen 15-19 & 20-24 år i BYEN i hele Grønland, 1996-2008 4000 3850 3700 3550 3400

15-19 20-24

3250 3100 2950 2800 2650 2500 1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Unge i alderen 15-19 & 20-24 år i BYGDERNE i hele Grønland, 1996-2008 800 750 700

15-19 20-24

650 600 550 500 1994

1996

1998

2000

2002

2004

2006

2008

308

Statistikbilag 3) Befolkningen: Sisimiut by, Holsteinsborg distrikt & Sisimiut Kommune Kilde:www.stat.gl

Befolkningen i Sisimiut by, 1918-2008 6000 5000 4000 3000 2000 1000 0 1918

1928

1938

1948

1958

1968

1978

1988

1998

2008

Ă&#x2026;r

Befolkningen i hhv. Holsteinsborg distrikt og Sisimiut Kommune, 1788-2008 7000 6000 5000 4000 3000 2000 1000 0 1788

1808

1828

1848

1868

1888

1908

1928

1948

1968

1988

2008

Ă&#x2026;r

309

Bilag 3) Informanter, interviews og deltagerobservation Formelle, kvalitative interviews Informant 1 (Mand; KB)

- 3 gange, + e-mail korrespondance, sms, udveksling af materialer, besøg derhjemme, skole

Informant 2 (Mand; AH)

- 4 gange, 3 gange personligt, dertil en række uformelle interviews; 1 interview i forbindelse med filmoptagelser, foretaget af informant 9

Informant 3 (Mand; SS)

- 2 gange, + sms, besøg på skole

Informant 4 (Mand; NJ)

- har arbejdet med personen i 14 dage, deraf 4 dage 24 t/døgnet (vandretur, jagt o.a.); ansat som studentermedhjælper

Informant 5 (Mand; JB)

- 1 gang, + e-mail korrespondance, sms, besøg derhjemme, vandreture, udveksling af materiale, deltager i aktiviteter sammen (skateboard, snowboard.)

En række uformelle interviews Informant 6 (Mand; NK)

- VOKSEN, 1 gang – uformel interview

Informant 7 (Kvinde; UNK)

- data fra filmoptagelser – interview foretaget af Informant 9

Informant 8 (Kvinde; KM)

- har arbejdet med personen i 14 dage, deraf 4 dage 24 timer (vandretur, jagt o.a.); ansat som studentermedhjælper

Informant 9 (Kvinde; AMH)

- har arbejdet med personen ifm. film-projekt siden 2006. (FILM informant 2+7), uformelle interviews

Informant 10 (Kvinde; ASJ)

- VOKSEN forebyggelseskonsulent, formand for Alkohol- og Narkotikarådet i Grønland – uformel interview

Informant 11 (Kvinde; AL)

- VOKSEN leder af ungdomsklubben, uformelle interviews

Informant 12 (Kvinde; KA)

- praktikant i 1 uge, trafiktælling, uformelle interviews samt rapport

Informant 13 (Kvinde; lærer)

- 1 gang VOKSEN, vedr. Atuarfitsialak – uformel interview

Informant 14 & 15

- 1 gang, VOKSEN & ung (mor og søn)

Kvantitative interviews GRUPPE 1 (Skole 1)

- skemaundersøgelse – 10. klasse, 16 spørgeskemaer, projektdeltagelse; lærergruppe - mindste trin (uformel interview)

GRUPPE 2 (SANILIN)

- introforløb 1.r., 1.s., studentermedjælpere, projektarbejde 1.r, 1.s., temadag om gymnasiereformen (uformelle interviews med alle HTX klasser), COMBAR projekt (e-learning), lærergruppen

GRUPPE 3 (PIAREERSARFIK)

– skemaundersøgelse, 9 spørgeskemaer,

GRUPPE 4 (KRH - Ungdomshøjskole) – unge fra andre byer

310

GRUPPE 5 (Sukorsit)

- tegneaften (30 unge deltagere)

GRUPPE 6 (Assaqutaq)

- blandet gruppe, Børnehjem, Ungdomsklub, GU-studerende, uformelle interviews

Deltagerobservation Tegneraftener

- privat og ungdomsklubben Sukorsit

Ungdomsklub Nutaraq

- (2006-2007), byjubilæum, motocross (møde, oprydning), opbygning af lejr, klubmøde, personalemøde, dagligdagen, grillfest, vandretur, diskotek, klubaktiviteter (PC, kortspil, backgammon, dart, pool) etc..

Ungdomsklub Sukorsit Teknisk Skole

- (2006) tegneaften - (2006-2007), projektarbejde i faget teknologi, rapporter vedr. emne fritid., undervisning, temadage vedr. HTX fremtid

Kollegiet

(2006-2007), 3 ophold, skole, højtid, ferie (Teknisk Skole)

Breakdance

(2006-2007), 3 besøg i øvelokale, foto/film optagelser

BMX

(2006), byvandring på cykel

Bil

(2006-2007)

Tae-Kwon-Do

(2006), uformelle samtaler med udøvere, besøg af træning

Skateboard

(2006-2007), foto/film optagelser

Snowboard

(2007) foto/film optagelser

Snescooter

(2007) uformel interview

Assaqutaq

arbejdsophold i 2007

Bingo

hjælper under Tae-kwondo Sisimiut’s indsamlingsarrangementet

Sæljagt

(2007)

Rensdyrjagt

(2007)

Ørredfiskeri

(2007)

Sejlads

(2007)

Andet: Teknologi projekt ”FRITID” samt projektrapporter fra 1.r & 1.s. HTX; Trafiktællinger med praktikant fra KRH (Knud Rasmussens Højskole), kortlægning af Sisimiut graffiti, familiebesøg, ud i naturen, koncerter, diskotek, formelle & uformelle møder med kommunen, forvaltningen o.a. FILM – portræt af informant nr. 2 & 7, 12:34 min. + 6 timer rå film (fritidsaktiviteter, skole, informanternes egne optagelser); Engangskamera; ARTO & Myspace profiler; Lokalavisen, Museets samlinger.

311

Dansk resumé Der er mange bud på, hvem og hvad der er væsentligt for en by, i Grønland eller andre steder i verden. I denne afhandling analyseres unges fortolkning af byen i Grønland, på baggrund af antropologisk feltarbejde (2006-2007) i landets næststørste by Sisimiut. Afhandlingens overordnede spørgsmål er: Hvad er det for en by, de unge er med til at skabe? Spørgsmålet belyses både med afsæt i aktionsforskning og en ”multi-sited” etnografisk feltforståelse. Afhandlingens empiriske erfaringsgrundlag er samspillet med 15-24 årige unge på en række aktivitetsarenaer i og uden for Sisimiut i de rum, som de unge indtager, erfarer og forhandler sig til gennem begivenheder, praksis og narrativer. Aktivitetsarenaer udfoldes i afhandlingen i form af ti casestudier som omhandler flg. emner: En motocrossbane i Sisimiut, cykling, skateboarding, snowboarding og breakdance, en arbejdslejr uden for byen, en vandretur til Grønlands trafikale knudepunkt Kangerlussuaq, byens ungdomsklubber, et filmisk portræt af to unge anno 2006, performancedesign og udstillingselementer såsom musik, malerier m.m. og desuden tre projektrapporter om emnet fritid. Analysens fokus er rettet på de unges kompetencer, kreativitet og visioner, i deres omgang med byens rum. Analysens hovedbegreber omfatter arenabegrebet (Fink 1989), en kritisk realistisk opfattelse af aktør/struktur dualisme (Buch-Larsen & Nielsen: 2008), herunder refleksivitetsbegrebet (Archer 2007). Endelig inddrages Lefebvres rytmeanalytiske perspektiver som væsentlig indgang til analysen af den aktuelle urbanitet i Sisimiut (Lefebvre 2004; Elden 2004). Den samlede analyse har som underliggende kontekst unges omgang med byen som en reflekteret, performativ kritik af det levede miljø. De unges kritik peger fremad. Hvorom den på overfladen synes at være forankret til globale kulturstrømme, bygger den på et solidt lokalt kendskab og kompleks netværk af sociale relationer, som de er gode til at navigere i. Ønskelisten, hvad angår ny faciliteter i byen, er relativt kort, men omhandler som regel det omkringliggende landskab. Afhandlingens casestudier peger på, at de unge besidder både almen og speciel viden om byen indsamlet gennem egen erfaring og til tider eksperimenterende kontakt med byens vidtstrakte miljø og potentialer. Væsentlige træk ved de unges gøren og laden i Sisimiut er, at der faktisk er tale om mange kompetencegivende aktiviteter, hvilket synes relevant i sammenhæng med byplanlægningen, hvor tendensen også i Grønland peger på borgerinddragelse og udbygning af bærerdygtigt samspil mellem borgerne og det fysiske miljø. Der peges eksplicit flere steder i afhandlingen på, hvorledes samfundet både direkte og indirekte deltager i de unges omgang med byens rum. Afhandlingens rytmeanalyse tegner et billede af Sisimiut som værende mange bydele og mange interessante steder, som de unge spiller en væsentlig rolle for igennem deres bevægelsesintensitet og deres kontinuerlige indspark til pulsen, både i det private og offentlige rum. Intensitet anskues som væsentlig rytme i unges omgang med byen. Intensitet vedrører både energien og viljestyrken i de unges forholden sig til byen. Endelig ligger der i casene en særlig rytme, nemlig i de unges aktiviteters accentuering af, hvorledes handling forstærker vejen til målet. Ph.d. projektet har i årene 2006-2009 modtaget støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation som del af forskningsprojektet ”Det urbane Grønland – bevægelser, narrativer og kreativitet” - www.urbangl.tors.ku.dk.

312