t
PROGRAM
PROGRAMNOTER
Hector Berlioz (1803-1869)
Romersk karneval – koncertouverture, op. 9 (ca. 9 min.)
Hector Berlioz: Romersk karneval – ouverture caractéritique – 1844
Camille Saint-Saëns (1835-1921)
Koncert nr. 1 for cello og orkester, a-mol, op. 33 Allegro non troppo – Allegretto con moto – Tempo I (ca. 19 min.)
PAUSE Hector Berlioz Symphonie fantastique, op. 14 (1803-1869) Drømme – Passioner Largo – Allegro agitato e appassionato assal Et bal Vals. Allegro non troppo Scene på landet Adagio March til skafottet Allegretto non troppo Drøm om en natlig heksesabbat Larghetto – Allegro – Dies Irae – Hekserunddans (ca. 49 min.)
Kommende koncerter: Russisk Dramatik
Torsdag den 13. september kl. 19.30
Bliv i salen efter koncerten og hør når alternerende koncertmester Vesselin Demirev fortæller om de mange sider af livet som musiker.
Amerika finder sin stemme
Vi skal i aften udelukkende høre fransk romantisk musik. Berlioz’ ouverture Romersk karneval er et festfyrværkeri af musik, som han uddrog af sin opera Benvenuto Cellini. Den fik kæmpe fiasko ved uropførelsen i Paris 1838. Operaen handler om den farverige renæssanceguldsmed Benvenuto Cellini (1500-1571), der foruden kunstner også var en voldsom slagsbroder med adskillige drab på samvittigheden. Gadeslagsmål med døden til følge og blodhævn hørte til 1500-tallets retsuorden. Berlioz’ opera handler om Cellinis støbning af sin berømte bronzestatue Perseus med Medusas afhuggede hoved (1545) og om, hvordan han under karnevalet i Rom bortfører sin elskede, Teresa, datter af den pavelige skatmester. Fra ruinerne af den fejlslagne pariseropførelse af operaen foretog Berlioz nogle uddrag af musikken til en koncertouverture. Han regnede ikke med, at operaen nogensinde ville blive opført igen. Undertitlen ouverture caractéritique viser, at det er et selvstændigt stykke for koncertsalen og ikke et nyt forspil til operaen. Det berømte engelskhorn-tema i begyndelsen af ouverturen er taget fra kærlighedsduetten mellem Teresa og Cellini, mens resten kommer fra karnevalsmusikken i operaen. Benvenuto Cellini: Perseus med Medusas afhuggede hoved (1545) - Firenze
Torsdag den 20. september kl. 19.30
Camille Saint-Saëns – Cellokoncert nr. 1, a-mol, op. 33 – 1872
Ars gallica Saint-Saëns er den første franske kompo-
nist – og vel eneste – der har taget solokoncerten til sig. Fem klaverkoncerter, tre violinkoncerter og to cellokoncerter. Selv var han en fremragende organist og koncerterende pianist. I sine yngre dage var han optaget af alle de af tidens komponister, der var fremme i skoene. Det gjaldt Schumann, Berlioz, Liszt og Wagner. At han senere hen begyndte at tage afstand fra især Wagners og den tyske musiks dominans, er en anden historie. Og sammen med kolleger startede han en koncert-institution til fremme af fransk musik med mottoet Ars gallica. Cellokoncertens opbygning bygger på en idé, som Liszt lancerede i sine symfoniske digte. Idéen er at lave en komposition i én sats, samtidig med at den falder i flere afsnit, som i et flersatset værk. Normalt er en solokoncert i tre satser med en langsom lyrisk sats i midten. Her vælger Saint-Saëns at bruge Liszts model, så koncerten spilles i ét forløb, men med tre forskellige afsnit. I første afsnit er det væsentligste materiale et kaskadeagtigt tema: et voldsomt hug fra orkestret udløser hver gang et vandfald af toner ned over celloens register. I 2. afsnit høres en stilfærdig menuet som i gammel stil. Saint-Saëns havde indgående studeret den franske barokmusik af bl.a. Rameau. I sidste afsnit, der skal gøre det ud for finalen, genoptager komponisten materiale fra første afsnit. Men også et nyt lyrisk og meget karakteristisk tema får cellisten til at henfalde i drømmende tanker, inden det for fuld fart går mod slutningen.
umsrus i fem satser med selvbiografisk indhold. Man kunne kalde det historien om, hvordan komponisten kysser prinsessen, som derefter forvandler sig til en – heks! Denne teatralske programsymfoni har undertitlen Episode af en kunstners liv (dvs. Berlioz selv). Ved uropførelsen blev der uddelt et program, der nøje beskrev, hvad der foregår i de enkelte satser. Ja faktisk blev programmet offentliggjort i Le Figaro længe inden opførelsen. Berlioz giver følgende brugsanvisning til programmet: at publikum skal følge med i det, ligesom man følger den sungne tekst i en opera! Programmet lyder sådan i forkortet form: ”En ung mand med en sygelig sensibilitet og glødende fantasi forgifter sig med opium i et anfald af ulykkelig kærlighed… hvilket hensætter ham i en tung søvn ledsaget af de sælsomste drømmebilleder. Den tilbedte kvinde bliver i hans forestilling til en melodi, ja ligesom en fast idé (fr. ”idée fixe”), som han genfinder og hører overalt.”
Hector Berlioz: Symphonie fantastique – 1830
Derfor flygter han – i 3. sats: SCENE PÅ LANDET – ud på landet til dets ensomhed. Her blæser to hyrder på skalmeje til hinanden. Men også her overfaldes han af forestillingen om hende. Han hører hendes tema, og hans hjerte snører sig sammen.
Kys frøen Berlioz er ikke blot den franske musikalske romantiks fader, men også dens hovedfigur. Samtidig var han som komponist af gigantiske orkesterværker en outsider i Paris, hvor kun operamusik blev værdsat. Til gengæld er der noget operamæssigt over de fleste af Berlioz’ orkesterværker. Symphonie fantastique blev Berlioz’ gennembrudsværk i 1830. Tilblivelsen af den fantastiske symfoni er en ren Se & Hør-historie. Den er ifølge komponisten en opi-
I 1. sats: DRØMME, PASSIONER fremtræder den uopnåelige elskede i form af en nobel melodi – og den unge kunstners følelser blusser hele tiden op og ned! I slutningen af satsen køler han sig i religiøse fortrøstninger (orkestret spiller flere gange: Amen!). I 2. sats: ET BAL genfinder han ”sin elskede midt i tumlen ved en strålende fest”. Musikken synes til slut at hvirvle ham omkuld.
I 4. sats: MARCH TIL SKAFOTTET drømmer han, at han har dræbt sin elskede, og at han dømmes til døden og føres til skafottet. Lige før øksehugget dukker hendes tema (idée fixe) op igen som en sidste kærlighedstanke. Og i bedste tegnefilmstil hører vi i musikken både øksehugget og hovedet, der ruller ned fra blokken!
I 5. sats: DRØM OM EN NATLIG HEKSESABBAT forestiller den unge kunstner sig, at han er blevet begravet af en flok hekse anført af sin elskede. Hendes tema er nu blevet til en grotesk og simpel melodi. Vi hører groteske monsterlyde fra kontrabasserne og hekse, der fniser og kalder på hinanden. Så lyder der kirkeklokker – og man hører en grotesk version af den katolske dødsmesse-melodi Dies Irae, blandet med temaet fra heksenes runddans. Charles Kemple og Harriet Smithson som Romeo og Julie - i Paris 1827 Bag de to personer i den fantastiske symfoni er der mennesker af kød og blod: komponisten selv – og den uopnåelige elskede var en irsk rødhåret skuespiller: Harriet Smithson. I 1827 var en engelsk teatertrup kommet til Paris; og som et lynnedslag – ifølge ham selv - havde Berlioz oplevet Shakespeare og den yndige frk. Smithson i én person: som Ophelia og Julie. Berlioz overværede alle forestillingerne. Og truppen rejste hjem igen – uden at de havde mødtes. Efter hendes afrejse undfangede Berlioz idéen til den ”fantastiske symfoni”. Ved truppens andet besøg i Paris to år senere foranstaltede Berlioz en koncert, hvortil Harriet var specielt inviteret. Hele pariserpublikummet vidste udmærket besked om det celebre forhold, takket være Berlioz’ udbasunering af symfoniens program. Men – de havde endnu kun mødt hinanden på afstand! Efter dette frieri i fuld offentlighed sagde den smukke Harriet ja – hvilken kvinde ville kunne stå for et så poetisk frieri? De blev gift og levede et langt liv – ikke særligt lykkeligt – til hun døde af alkoholens følgesygdomme. Også virkelighedens prinsesse forvandlede sig til en heks.
© Rolf Ruggaard 2018
MICHAEL SCHØNWANDT, 1. GÆSTEDIRIGENT Michael Schønwandt er Aalborg Symfoniorkesters 1. gæstedirigent. Han har siden 2015 været chefdirigent for Opéra et Orchestre National de Montpellier. Fra 2010 – 2013 var han chefdirigent for Den Hollandske Radios Kammerfilharmoni, og indtil 2011 var han chefdirigent for Det Kongelige Kapel. Michael Schønwandt har siden sin debut i 1977 været en af sin generations mest efterspurgte dirigenter. Tidligt i sin karriere var han chefdirigent for Collegium Musicum, gæstedirigent for Operaen og Symfoniorkestret i Nice, for DR Radiosymfoniorkestret og endelig chefdirigent for Berliner Sinfonie-Orchester. Ud over sin faste forbindelse til det danske musikliv optræder Michael Schønwandt jævnligt med Europas førende orkestre heriblandt Berliner Filharmonikerne, Philharmonia Orchestra i London, Det Franske Radiosymfoniorkester, London Symfoniorkester, Orchestre National de France og BBC Symfoniorkester. I 1987 og 1988 dirigerede Michael Schønwandt som den første skandinaviske dirigent nogensinde Wagner-festspillene i Bayreuth, og han er i dag den eneste danske dirigent, der har dirigeret i Bayreuth. Han stod i spidsen for succesopførelserne af Wagners Nibelungens Ring på Det Kongelige Teater, hvor han siden 1979 har dirigeret en lang række operaer. Michael Schønwandt blev i 2005 udnævnt til Ridder af Dannebrog af 1. grad og i 2011 Kommandør af Dannebrogordenen. I februar 2014 modtog han P2 Kunstnerprisen.
FRANCISCO VILA, CELLO Den ecuadorianske cellist begyndte at spille cello som 8-årig og havde sin solodebut som 14-årig. Blandt Vilas mentorer kan nævnes: Gary Hoffman, Sharon Robinson, Janos Starker og Menahem Pressler ved Indiana University, hvor han i 2009-10 vandt 1. prisen i en konkurrence. Han var med til at grundlægge den første International Music Festival of Esmeraldas i sin hjemby i Ecuador. Dette er et socialt projekt, der over to uger forener de mest talentfulde unge kunstnere i mesterklasser med internationale kunstnere og gratis koncert for publikum. Francisco Vila har spillet i Aalborg Symfoniorkester siden 2016.