t
PROGRAM Charles Ives The Unanswered Question (1874-1954) - for fløjtekvartet, trompet og strygere (ca. 6 min.) Charles Ives Central Park in the Dark (ca. 9 min.) Aaron Copland Koncert for klarinet, strygeorkester, harpe og klaver (1900-1990) Slowly and expressively Rather fast (ca. 18 min.)
Central Park in the Dark, 1906
PAUSE Antonin Dvorák Symfoni nr. 9, e-mol, op. 95 ”Fra den nye verden” (1841-1904) Adagio – Allegro molto Largo Scherzo. Molto vivace Allegro con fuoco (ca. 40 min.)
PROGRAMNOTER Charles Ives: The Unanswered Question, 1906
Vi skal i aften lytte til fire musikværker, der alle er blevet til i USA – og som har været med til at igangsætte en selvstændig udvikling af symfonisk musik i USA. “En talentfuld primitiv” – citat Leonard Bernstein Ives betragtes i dag som den første betydningsfulde amerikanske komponist. Men anerkendelsen kom sent i hans liv i 1950’erne. Han er en af de musikalske særlinge, der dukkede frem i begyndelsen af 1900-tallet. En af de komponister der stillede sig uden for det centraleuropæiske musikliv og fandt inspiration fra helt andre kilder. Leonard Bernstein har kaldt ham en ”greatly gifted primitive”! Bernstein hjalp i 1950’erne med at fremføre og indspille
koral i strygerne. Ifølge Ives er det ”Druidernes tavshed – de som ingenting ved, ser eller hører”. Syv gange istemmer en ensom trompet ”Eksistensens evige spørgsmål”. Fire fløjter bryder ind mere og mere larmende. Men spørgsmålet forbliver ubesvaret.
Ives’ musik, som for det meste aldrig havde været opført. Født og opvokset i Danbury, Connecticut som søn af en militærmusiker og bandleder var Ives’ musikalske verden fuld af marcher, metodistiske hymner, squaredance, fiddle music og Steven Fosters melodier. Hans første strygekvartet hedder From the Salvation Army (1896)! Bemærk at aftenens to værker er blevet til, før modernister som Schönberg, Stravinskij og Bartók var kommet rigtig ud af starthullerne. The Unanswered Question er ikke et stykke musik i vanlig forstand. Det er snarere som et klangbillede – som at se på en Andy Warhol-plakat eller en geometrisk figur og så fundere over tingene, mens man kigger/ lytter til musikken fra alle sider. Ives har tænkt værket ind i en metafysisk dimension. Baggrundsfladen er en stillestående
The Unanswered Question er et atypisk værk i Ives’ produktion. Derimod er aftenens næste værk en prototype på meget af Ives’ musik. På Yale Universitetet i 1890’erne blev han af sin musiklærer Horace Parker indført i vesteuropæisk symfonisk musik. Ives’ 1. symfoni, som blev til her, kan lyde som var det Dvoráks ”10. symfoni”. Men med 2. og 3. symfoni tog han en helt ny drejning. Stumper af barndommens populærmusik blander han nu med stumper af musik fra Bach til Wagner. Ikke sådan, at man kan høre citaterne klart. Han bruger det som symfonisk materiale til at koge en musikalsk suppe af helt egen karakter. Ofte er flere temalag komponeret i hvert sit tempo. Det besværliggør jo opførelsen – hvor mange arme skal en dirigent have? Central Park in the Dark er sådan et elskværdig-humoristisk kaos af lyde, som man ville kunne opleve en nat i New Yorks Central Park omkring 1900. Strygernes gentagne akkorder er nattens tyste lyde. Der høres forskellige melodier fra værtshuse, gadesangere og fulderikker. En ”ragtime-krig” bryder ud mellem to klaverer, en hest galopperer forbi. Pludselig forstummer de menneskeskabte lyde. Kun nattens stilhed bliver tilbage.
Aaron Copland: Koncert for klarinet, strygere, harpe og klaver, 1948
Elskværdig amerikansk nationalmusik Klarinetkoncerten blev bestilt af jazzklarinettisten Benny Goodman. Indholdet af den første langsomme sats er bittersweet lyricism som i en langsom jazzballade. En
virtuos solo fører direkte over i den hurtige rondosats. Den er fuld af vilde synkoper i jazzy stil, men indeholder også motiver fra brasilianske melodier. Copland begyndte kompositionen i Rio de Janeiro på en turné. Den mest populære del af Coplands musik stammer fra 30’erne og 40’erne med værker, der blander populær amerikansk folkemusik (fra syd og nord) med skæve rytmer og akkorder: El Salón Mexico (mexicanske temaer), balletterne Billy the Kid (cowboytemaer) og Appalachian Spring (med shakermelodien: Tis the Gift to be Simple). Coplands (og andre amerikanske komponister som f.eks. Gershwins) meget bevidste brug af jazzimitationer er jo en opfyldelse af Dvoráks spådom i 1893 – se nedenfor. Og Coplands klarinetkoncert er blevet et standardværk på soloklarinettisternes repertoire. I aften er det Aalborg Symfoniorkesters egen 1. soloklarinettist, der er solist i koncerten.
Antonin Dvorák: Symfoni nr. 9, Fra den nye verden, 1893
En symfoni med indianermelodier? Den tjekkiske komponist Antonin Dvorák blev på sin popularitets højdepunkt hentet til New York som direktør for Nationalkonservatoriet fra 1892-1895. Her skrev han nogle af sine kendteste værker, ud over 9. symfoni også cellokoncerten og den amerikanske strygekvartet i F. Sammen med Smetana havde Dvorák sat den undertrykte tjekkisk-bøhmiske musik på landkortet, bl.a. i sine Slaviske danse. Tjekkiet var dengang en del af kejserriget Østrig-Ungarn. Med sin dybe interesse for folkemusik i almindelighed fattede han naturligvis også interesse for den oprindelige amerikanske folkemusik, indiansk og negroid. Han udtalte: ”Jeg er overbevist om, at den fremtidige musik i dette land vil blive baseret på, hvad der kaldes neger-
melodier. De kan blive grundlaget for en seriøs og original kompositionsretning, der udvikles i USA.” Den 9. symfoni blev bestilt af New York Philharmonic og uropført i Carnegie Hall december 1893. Undertitlen Fra den nye verden signalerer en hyldest til værtslandet. Over for den amerikanske presse smurte Dvorák da også tykt på med, hvordan den var inspireret af særheder ved indianernes musik. Han udtalte, at stemningen i den langsomme 2. sats og i scherzoen, 3. sats, var inspireret af John Longfellows romantiserende indianerdigt: The Song of Hiawatha, 1855. Den langsomme sats skulle illustrere høvdingens bortgang (sejlende i kano) – og scherzoen refererer til indianernes dansescene i digtet. Han holder dog fast i, at alle temaer har han selv fundet på – ingen melodilån! I breve hjem skriver han det modsatte, nemlig at alt det ”nonsens om, at jeg skulle have benyttet ”indianske” og ”amerikanske” temaer: det er løgn!” Alt dette har givet anledning til myter om symfonien, f.eks. at fløjtetemaet i 1. sats skulle være en kopi af Swing Low, Sweet Chariot – hvilket jo er ukorrekt ifølge komponisten selv. De to melodier deler blot egenskaber som er fælles for en række folkemelodikulturer: den femtonige skala og synkoperne. Hvad ved vi? Tja, at en afroamerikansk studerende, Harry T. Burleigh, (som også blev hans assistent), sang negrospirituals for Dvorák. At han aldrig satte sine ben i en bomuldsplantage eller et indianerreservat, og at han i sine udtalelser blander negerog indianersang sammen og sammenligner det med skotske folkemelodier! At hans længste rejse uden for New York gik til midtvest-staten Iowa, hvor han i ferieperioder opholdt sig i en tjekkisk [!] udvandrerkoloni, Spillville. Og at det smukke engelskhorn-tema i den langsomme sats ikke er komponeret af en anden Dvorákelev, William Arms Fisher. Denne skrev blot
langt senere en tekst til Dvoráks melodi: Goin’ Home, som fejlagtigt anses for en original spiritual. Ved at kalde sin symfoni Fra den nye verden forsøgte Dvorák klart at brande sit værk. Men meget tyder på, at Dvorák endda har dobbelt-branded værket – ét brand til ”export” i Amerika og et andet brand til hjemmemarkedet! Sig ikke, at komponister ikke kan være cool businessmen. Dybest set er der ikke én node i partituret, som Dvorák ikke kunne have siddet hjemme i Prag og have skrevet – med bøhmiske toner i sin baghave. Men omplantningen til et fremmed land og fremmede kulturer har sandsynligvis givet Dvoráks nye værker ekstra luft under vingerne. Symfonien er ganske enkelt en sofistikeret blanding af enkel livsglæde og raffinerede musikalsk-instrumentale detaljer. Deraf dens popularitets slidstyrke.
Hans Graf, dirigent Hans Graf er født nær Linz, hvor han studerede violin og klaver. Efter diplomeksamen i klaver- og dirigentstudier ved Musikhochschule i Graz fortsatte han sine studier i Italien. Hans Graf er kendt for sit vidtspændende repertoire og sin kreative programlægning, og han er en af nutidens mest respekterede dirigenter med optrædener over hele verden. Hans Graf blev i 2001 nomineret til Chevalier de l’Ordre de la Legion d’Honneur af den franske regering for sin udbredelse af fransk musik i verden, og i 2007 blev han tildelt Träger des Goldenen Ehrenzeichens der Republik Österreich. Han modtog i januar 2018 en Grammy. Siden 2013 har han været professor i orkesterdirektion ved Universität Mozarteum i Salzburg. Hans Graf gæstede sidst Aalborg Symfoniorkester i marts 2018 og er i denne sæson vores 2. gæstedirigent.
© Rolf Ruggaard
”My first concert as a “payed” conductor was in September 1975 in Baghdad, when I started my tenure as Music Director of the Iraqui National Symphony Orchestra. The program included Hindemith’s Mourning Music and Beethoven 5, in memoriam of my dear danish friend Erling Høy who was my predecessor and had helped me to get this position, and who had died with his young family in an airplane crash near Damascus just weeks before he could hand over this orchestra to me.” Hans Graf
Leah Aksnes, klarinet Leah er født og opvokset i Vermont, USA. Hun kommer fra en musikalsk familie og begyndte selv at spille klarinet, da hun var otte år gammel og spillede senere i flere ungdomsorkestre. Hun blev optaget på DePaul University, hvor hun studerede hos Larry Combs og Julie DeRoche. Leah spillede i Civic Orchestra of Chicago, før hun flyttede til Los Angeles. Her studerede hun på University of Southern California og fik en Masters of Music. I 2011 flyttede hun til Danmark, da hun fik job i Aarhus Symfoniorkester. I august 2015 blev hun ansat som 1. soloklarinettist i Aalborg Symfoniorkester.