Franz Schubert (1797-1828): Symfoni nr. 5, B-dur, D 485
Den schweiziskfødte dirigent Christoph-Mathias Mueller fik sin kandidatgrad i violinspil på Basel College of Music og sin Master i direktion på University of Cincinnati. Han fik sit internationale gennembrud, da han i 2000 vandt førsteprisen i den internationale dirigentkonkurrence i Cadaqués i Spanien. Efter han vendte hjem fra USA, udnævnte Claudio Abbado ham som assisterende dirigent for Gustav Mahler Jugendorchester (2001-2005) og til Lucerne Festival Orchestra (2003-2005). Mueller har været musikchef for Göttingen Symfoniorkester siden 2005. Hans grænseløse energi, kunstneriske integritet og høje standarder karakteriserer hans tilgang til musikken. Mueller kan ofte opleves med store orkestre som Russian National Orchestra, Czech Philharmonic, Orchestre National de Lyon, Orchestre Philharmonique du Luxemboug, Tonhalle-Orchester Zürich, Deutsches Symphonie-Orchester Berlin, Staatskapelle Weimar, Scottish Chamber Orchestra med flere. Han har medvirket i en række cd-indspilninger, og blandt andet vandt cd’en Russian Trumpet Concertos med Reinhold Friedrich og Göttingen Symfoniorkester den prestigefyldte ECHO Klassik Award 2013.
Schuberts musikproduktion op til hans 23. år ligner et dobbeltstammet træ. Den ene stamme består af kammermusik og symfonier, der kunne lyde, som var de skrevet af Haydn eller Mozart, altså i wienerklassisk stil. Den anden, samtidige stamme er de tidlige lieder, bl.a. med de gruopvækkende titler: Eine Leichenphantasie og Der Vatermörder, begge skrevet i 1811 af en kun 14-årig! I 1814-15 kom de berømte Goethe-sange: Gretchen am Spinnrade og Der Erlkönig. Her er han som teenager helt sin egen, i en stil som vi i dag må betegne som fuldbyrdet romantisk. Schuberts tidlige symfonier nr. 1-6 blev skrevet fra 1813-18 – altså mens han var 16-21 år. Baggrunden for disse har at gøre med Schuberts optagelse på Wiens berømte kostskole. På grund af sin smukke stemme blev den 11-årige Franz i 1808 optaget på den kejserlige konviktskole, en klosterskole, hvis elever tjente som kordrenge i Hofkapellet (Wienersängerknaben) ved Stephans Domkirken i Wien. Her fik han bl.a. Wiens pensionerede hofkapelmester, Antonio Salieri, som lærer. For ham komponerede Schubert kammermusik, sange og sin første opera: Djævlens lystslot. Desuden spillede han violin i skolens elevorkester, hvor han var med til at spille symfonier af Haydn og Mozart. Schuberts symfoni nr. 1 i D-dur er skrevet i 1813 og sandsynligvis spillet af dette orkester til ære for dets leder, Innozenz Lang. Fra sit barndomshjem var Schubert desuden vant til at spille kammermusik med sin far og brødre. De spillede bl.a. Haydns symfonier i strygekvartetudgave. Så den unge Schubert fik den bedste wienerklassiske musik ind med modermælken. I 1813 gik Schuberts stemme i overgang, og han måtte forlade skolen og blive hjælpelærer i sin fars skole. Under hvilke omstændigheder de næste symfonier er blevet opført, hvis overhovedet, er uklart. Fra 1815-18 ledede fagottisten og bassisten Otto Hatvig et 20 mands stort amatørorkester med opførelser i sit hjem. I dette orkester spillede brødrene Schubert. Måske har den 5. symfoni været spillet her i slutningen af 1816. Hvordan en ung komponist kan bære to så forskelligartede stilarter i sig på én gang er lidt af en gåde.
© Marco Borggreve
Christoph-Mathias Mueller, dirigent
Lawrence Power , bratsch © Giorgia Bertazzi
Lawrence Power er en af de førende bratschister og inviteres jævnligt til at optræde med nogle af verdens største orkestre herunder Chicago Symphony Orchestra, Boston Symphony Orchestra, Royal Concertgebouw, Bayerischer Rundfunk, Stockholm Philharmonic, Bergen Philharmonic, Philharmonia, BBC og Scottish Symphony. Han har spillet Pendereckis bratschkoncert i en række koncerter med Camerata Salzburg under ledelse af komponisten. I sæson 2012/13 var Lawrence Power gæsteartist hos Bergen Filharmoniske Orkester, og han har et tæt samarbejde med London Philharmonic Orchestra, med hvem han gav verdenspremiere på James MacMillans bratschkoncert under ledelse af Vladimir Jurowski med efterfølgende flotte anmeldelser. Power har indspillet en række cd’er – den seneste udgivelse er musik af Arthur Benjamin med pianist Simon CrawfordPhillips. Her spiller Lawrence både bratsch og violin. Lawrence Power er international professor i bratsch på Zürcher Hochschule der Künste. Han er endvidere grundlægger og kunstnerisk leder af West Wycombe Chamber Music Festival.
En ungdomssymfoni fuld af mozartsk charme
William Walton (1902-1983): Bratschkoncert, 1929 – rev. 1962 Bratschen i front
Den store bratschist Lionel Tertis var den, der i begyndelsen af 1900-tallet bragte sit instrument frem som et soloinstrument på linje med violinen og celloen. Tidligere havde den hovedsagelig fungeret som kammermusikinstrument. Han fik flere komponister til at skrive solokoncerter til sig bl.a. Walton, som i 1920’erne var en ny lovende engelsk komponist. Han debuterede med et musikdramatisk kammerværk, Facade, der gav komponisten ry som modernist, skønt han senere fulgte mere traditionelle veje. Ironisk nok blev Tertis så skræmt af Waltons partitur, at han nægtede at spille det. I stedet sprang den tyske bratschspillende komponist Hindemith ind og uropførte koncerten i 1929 ved en promenadekoncert. I modsætning til den klassiske koncert, hvor der i midten står en langsom sats flankeret af to hurtige, har Walton i alle sine tre koncerter (foruden bratsch desuden violin og cello) placeret en scherzo, en hurtig spøgefuld sats omrammet af en langsom indledende sats og en slutsats ofte med et tema med et element af variation i sig. I bratschkoncerten er 1. sats fuld af lange melankolske melodier, der fremhæver bratschens mørke klang. Fagotten indleder sidste sats med muntert at nynne satsens gennemgående tema. Mod slutningen går satsen i stå, og satsen klinger ud med en gentagelse af det klagende tema fra 1. sats.
Edward Elgar (1857-1934): Variationer over et originalt tema, ”Enigma”, 1899 Et gådetema
Efter århundreders stilstand fik engelsk musik af egen produktion en ny opblomstring ved 1900-tallets begyndelse. Dette skyldtes ikke mindst Elgars musik, hvis popularitet brød igennem omkring dette tidspunkt.
Enigma-variationerne var et af gennembrudsværkerne. Værkets titel er Variations on an Original Theme, mens selve temaet har overskriften Enigma (gåde). Værket er tilegnet ”mine venner der er portrætteret deri”. Det vil sige, at med temaet som udgangspunkt udgør hver variation et musikalsk miniportræt af karaktertræk eller begivenheder forbundet med nogle af hans venner. Bortset fra at disse er angivet ved initialer, ønskede Elgar ikke at røbe deres identitet. Temaet er et selvportræt af den indadvendte og melankolske komponist – temaets første frase synger hans navn i 2 korte og 2 lange stavelse: Ed-ward – Eeel-gaar. C.A.E./ Alice Elgar – er komponistens hustru, ”hvis hele liv har været en romantisk og dejlig inspiration”. H.D.S.P./ Hew Steuart-Powell – en humoristisk hentydning til en amatørpianist, som havde den vane at lade fingrene løbe frem og tilbage over tangenterne, før han begyndte at spille. R.B.T./ excentrikeren Richard Townshend – en ældre mand, hvis dybe stemme undertiden slog over i høj falset. W.M.B./ den bryske godsejer William Baker – som engang kom til at slå døren lidt hårdt i til et værelse, som var fuldt af gæster. R.P.A./ Richard Arnold – hvis konversation sædvanligvis var alvorlig, men undertiden kvik og kapriciøs. Ysobel/ Isabel Fitton – som Elgar underviste i bratschspil, og som havde svært ved at lære en øvelse, som gik over flere strenge. Hendes navn synges rytmisk af bratscherne. Troyte/ Arthur Troyte Griffith – den genstridige klaverelev og arkitekt, med hvem Elgar plejede at have hidsige diskussioner, og hvis kluntede, larmende klaverspil her er karikeret. W.N./ Winifred Norbury – som boede i et henrivende, gammelt hus fra 1700-tallet. Nimrod – langsom sats, der portrætterer Elgars forlægger, Jaeger. (Nimrod henviser til jægeren i 1. mosebog.) Denne ven påstod, at ingen kunne skrive tilnærmelsesvis sådanne langsomme satser som Beethoven. Variationens første takter hentyder til den langsomme sats i Beethovens klaversonate Pathétique. Dorabella/ Dora Penny: intermezzo – en ung dame, hvis karakteristiske måde at tale på her efterlignes. Hendes navn gentages gang på gang – i hurtige noder i træblæserne. G.R.S./ organisten George Sinclair – satsen illustrerer, hvordan hans bulldog, under en rotur, faldt i floden Wye, svømmede i land og udstødte en glad gøen, da den kom op. B.G.N./ Basil Nevinson – en af Elgars venner, som spillede cello. (***): Romanza – en dame (den virkelige person er stadig en gåde!), der foretog en sørejse. Paukerne gengiver dampmaskinens fjerne dunken, hvorover klarinetten citerer en frase af Mendelssohns Meeresstille und glückliche Fahrt. E.D.U./ ”Edu”, hustruens kælenavn for Edward – Finale: den sidste variation hentyder igen til komponistens stadigt mere selvsikre virksomhed. Ud over de gåder, der ligger i initialerne, har Elgar antydet en anden slags gåde: at der ”gennem og over hele værket går et andet og større tema, men som ikke spilles!” Man har gættet på mange muligheder for en sådan ”gemt melodi” – en af dem er Should auld acquaintance be forgot (en hentydning til de portrætterede venner?). Den kan med besvær findes i stumper af Elgars tema. Elgar har selv både bekræftet og benægtet denne løsning.
© Rolf Ruggaard
Kommende koncerter:
Bartók & Brantelid 70 års Opera Den Jyske Opera Figaros bryllup
torsdag 16. februar 2017 kl. 19.30 på turné marts 2017 på turné marts 2017