John Storgårds, dirigent © Marco Borggreve
Dirigent og violinist John Storgårds er født i Helsinki i 1963. Han studerede violin ved Chaim Taub og blev koncertmester for Sveriges Radiosymfoniorkester under EsaPekka Salonen, før han begyndte at studere direktion ved Jorma Panula og Eri Klas. Han er 1. gæstedirigent for BBC Philharmonic Orchestra og Canadas National Arts Centre Orchestra Ottawa samt kunstnerisk chef for Laplands Kammerorkester. Han optræder verden over med store orkestre som WDR Sinfonieorchester Köln, Bamberger Symfonikerne, Royal Scottish National Orchestra, BBC Symphony og alle de store nordiske orkestre herunder Helsinki Filharmoniske Orkester, hvor han var chefdirigent 2008-2015. Han arbejder også sammen med Sydney, Melbourne, New Zealand og NHK Symfoniorkestre samt Boston, Vancouver, Cleveland Orchestra og New York Filharmonikerne. Storgårds’ repertoire omfatter alle symfonier af Sibelius, Nielsen, Bruckner, Brahms, Beethoven og Schumann samt værker af nutidige komponister. Storgårds’ store diskografi omfatter bl.a. Sibelius’ og Nielsens symfonier. Af andre succeser kan nævnes cd med værker af Einojuhani Rautavaara, som modtog en Grammy-nominering og en Gramophone Award i 2012. I 2015 modtog Storgårds optagelse af koncerter for theremin og horn af Kalevi Aho den fornemme ECHO Klassik pris. Han har endvidere modtaget The Finnish State Prize og Pro Finlandia Prize 2012.
Christina Åstrand, violin © Dmitri Golovanov
Christina er født i Aarhus i 1969 og begyndte at spille violin som 4-årig efter Suzuki-metoden. I 1983 begyndte hun på Det Jyske Musikkonservatorium hos professor Tutter Givskov og var med sine 13 år en af de yngste studerende nogensinde på Musikkonservatoriet. Hun har yderligere studeret hos professor ved Pariserkonservatoriet Gerard Poulet. Siden sin debut i 1990 er det gået stærkt, og hun gæster jævnligt de førende symfoniorkestre i Skandinavien som solist. Altid med en spændende og personlig fortolkning af musikken, uanset om det er klassiske violinkoncerter eller helt nutidig musik. Mange danske komponister har skrevet og tilegnet hende værker. Derudover har hun György Ligetis violinkoncert på repertoiret som en ud af få violinister i verden. Hendes cd-indspilning med Ligeti og Per Nørgårds violinkoncerter med DR Symfoniorkestret og Thomas Dausgaard har vundet den fornemme, franske pris Diapason d´Or. Christina gør, både som solist og kammermusiker, en stor indsats for at udbrede kendskabet til dansk musik både i udlandet og herhjemme. Hun har indspillet adskillige violinkoncerter – i udkom 2009 en cd med tre danske violinkoncerter af N. W. Gade, Lange-Müller og Rued Langgaard. Her spiller hun med Tampere Filharmoniske Orkester og dirigent John Storgårds. I 1993 tiltrådte Christina Åstrand stillingen som koncertmester for DR Symfoniorkestret. Hun har modtaget adskillige priser. Blandt dem Jacob Gade-prisen, Musikanmelderringens kunstnerpris og Tagea Brandts Rejselegat.
Den 22. februar 2017 kan vi fejre 200-året for Niels W. Gades fødsel. Gade (1817-1890) er en af de få danske komponister, som allerede i sin ungdom oplevede et internationalt gennembrud. Hans 1. symfoni blev uropført i Gewandhaus i Leipzig i marts 1843 med Felix Mendelssohn Bartholdy (1809-1847) som dirigent, og Gade blev kort efter andenkapelmester i Gewandhaus og dermed en vigtig figur i, hvad der under Mendelssohns ledelse blev et af den europæiske kunstmusiks vigtigste centre. Gade overtog selv ledelsen af koncerterne efter Mendelssohns død i 1847, indtil han i april 1848 rejste tilbage til København og i nogle år lod stå åbent, om afskeden med Leipzig skulle være definitiv, eller om han skulle vende tilbage. Det endte med, at han blev i København, hvor han i de følgende årtier frem til sin død i 1890 blev den centrale figur i det københavnske musikliv. Han fik i de unge år nær kontakt med førende komponister, blandt dem foruden Mendelssohn også Robert Schumann (1810-1856). De opførte hans musik, og han opførte deres. For Gade stod to genrer i centrum. Den ene var koncertouverturen, det énsatsede orkesterværk, der med operaouverturen som model, men uden dennes tilknytning til en bestemt dramatisk/scenisk helhed, dyrkedes fra 1800-tallets begyndelse, bl.a. med Mendelssohns Hebriderne (1829) og med Gades egen ouverture Gjenklange af Ossian (1840). Den anden var symfonien, den firsatsede cyklus, som man arvede fra klassikken, men som hos romantikerne fik en ny udformning, og som ofte hos dem lige som med ouverturegenren fik tilknytning til f.eks. litterære eller historiske temaer uden for musikkens egen verden. Gades særpræg var, at han formåede at forene Mendelssohns formsprog og Schumanns lyriske udtryksstil med en melodik, der hentede sit særpræg fra nordisk folkemusik. Det brød han igennem på, men det blev også i længden en akilleshæl for hans musik, som hen imod år 1900 mere og mere blev hørt som en nordisk friseret formalisme, og som tabte sin livskraft internationalt. Siden havde det modernistiske og klart antiromantiske 20. århundrede ikke megen plads til ham, heller ikke i Danmark. Han blev fejret i sin ungdom, agtet i sine modne år, men siden gemt og glemt. Det sidste har dog allerede inden 200-året forandret sig. Gades musik opføres i de senere år i stigende grad igen, det romantiske er igen blevet acceptabelt, og centrale værker bliver cd-indspillet på et internationalt bæredygtigt kvalitetsniveau. Noderne udgives i en komplet kildekritisk udgave etableret i 1990 og nu under afslutning, og for nogle år siden udkom en up to date Gade-biografi, Inger Sørensens Niels W. Gade. Et dansk verdensnavn (2002).
1881. Den udkom på forlaget Breitkopf & Härtel i Leipzig senere på året, og den officielle uropførelse fandt sted i Gewandhaus i oktober 1881. Værket blev i de følgende år opført en del i Tyskland, men gled efterhånden i glemmebogen både internationalt og i Danmark. Aftenens solist, Christina Åstrand, og dirigenten John Storgårds (med Tampere Filharmoniske Orkester) har dog været med til at bane vejen for en renæssance for dette værk ved at indspille det på cd’en Danish Romantic Concertos (Dacapo, 2009).
Robert Schumann (1810-1856): Ouverture til Genoveva, op. 81 (1847)
Symfonien, som altså blev Gades gennembrudsværk i Leipzig, begejstret modtaget både af Mendelssohn, som dirigerede den, og af publikum, har fire satser: 1) Moderato con moto – Allegro energico 2) Scherzo. Allegro risoluto quasi presto 3) Andantino grazioso 4) Finale. Molto allegro ma con fuoco. Undertitlen henviser til, at en enkel og sangbar melodi, Gades egen På Sjølunds fagre sletter til Ingemanns digt Kong Valdemars Jagt, spiller en gennemgående rolle i symfonien. Meget af temastoffet har forbindelse til denne melodi, som på denne måde knytter symfonien sammen til et cyklisk hele. I første sats toner den dæmpet frem i den langsomme indledning, og i satsens hoveddel møder vi den både afdæmpet mystisk og magtfuldt triumferende. I mellemsatserne, den livfulde scherzo og den graciøse andantino, spiller melodien en mere tilbagetrukken rolle, men den nærmer sig igen i finalen.
Genoveva er Schumanns eneste opera. Gade overværede faktisk premieren på operaen i juni 1850 under sin første Leipzig-rejse siden hjemrejsen i 1848, og han deltog i den forbindelse som en personlig ven af Schumann i et samvær efter premieren, bl.a. i selskab med Franz Liszt. Operaen slog aldrig an, men ouverturen har en selvstændighed, der gør den gangbar som koncertouverture. Den besidder en symfonisk tyngde på højde med de bedste af Schumanns egne symfonisatser, og dens bevægelse fra tung dunkelhed til triumferende brillans med forbillede i Beethovens 5. symfoni, også direkte toneartmæssigt i bevægelsen fra c-mol til C-dur, er prægnant.
Niels W. Gade (1817-1890): Violinkoncert, op. 56 (1880)
Violinkoncerten er Gades eneste solokoncert, komponeret i sommeren 1880. Den har den for solokoncerter gængse satsopdeling: 1) Allegro con fuoco 2) Romanze. Andantino espressivo 3) Rondo scherzando. Allegro, ma non troppo Violinen var Gades eget hovedinstrument, og i sit virke som dirigent havde han dirigeret uropførelsen af Mendelssohns violinkoncert i Gewandhaus i 1845. Gades koncert når måske ikke den alfelette poesi, som høres i Mendelssohns koncert, men denne havde betydning for Gades opfattelse af genren endnu 35 år efter. Den toneartmæssige og formale disposition i Gades værk afspejler, hvad han havde oplevet hos Mendelssohns, og navnlig de to første satser i Gades koncert rangerer kompositorisk, violinmæssigt og orkestralt blandt det bedste inden for genren. Siden årene i Leipzig akkompagnerede Gade som dirigent i Musikforeningen i København en række af tidens førende violinister, deriblandt Joseph Joachim (1831-1907), som han havde lært at kende i Leipzig, og Joachim blev den første til at spille Gades koncert, i Berlin i februar
Niels W. Gade: En sommerdag - idyllisk ouverture (1841/1870). Uropførelse
At der er en uropførelse af Gade på aftenens program, har sin egen – lidt nørdede – historie. Kort efter Ossian-ouverturen komponerede han i efteråret 1841 endnu en koncertouverture, denne gang med tilknytning til Oehlenschlägers skuespil St. Hansaftensspil fra digterens gennembrudssamling Digte 1803. Ouverturen blev opført ved en koncert på Det Kgl. Teater i april 1843, hvor programmets hovedpunkt i øvrigt var Schumanns klaverkoncert, med Clara Schumann som solist, men siden lå partiturrenskriften uopført hen blandt Gades utrykte partiturer. Gade tog partituret frem igen, sandsynligvis engang i 1860’erne, og noterede på titelbladet, at det enten skulle kasseres eller revideres. Kasseret blev det ikke, og i sommeren 1870 gennemførte han en revision – ikke gennemgribende, men Gade strøg nogle passager, og han indførte en række ændringer i satsen over kortere og længere stræk. Det var i denne forbindelse, at Gade gav ouverturen den nye titel En sommerdag som fastholdt den sommeridyl, som han oprindelig var blevet inspireret af hos Oehlenschläger, og han føjede genrebetegnelsen Idyllisk Ouverture til. Den oprindelige version, der kun blev opført den ene gang, som er omtalt, blev udgivet af musikforskeren Anna Celenza Harwell i 2001, men eftersom den reviderede udgave jo er den endelige version fra Gades hånd, er det denne version, der er udgivet i den samlede kildekritiske udgave af Gades værker (Niels W. Gade Works I:10, 2011). Vi ved ikke, hvorfor Gade trods revisionsarbejdet efter alt at dømme alligevel ikke foretog sig yderligere for at bringe den reviderede ouverture til opførelse. At han ikke gjorde det, betyder imidlertid, at Aalborg Symfoniorkester i aften kan uropføre den reviderede version, som altså her for første gang står sin prøve over for et publikum.
Niels W. Gade: Symfoni nr. 1 - På Sjølunds fagre sletter, op. 5 (1842)
Felix Mendelssohn Bartholdy (1809-1847): Ouverture til En skærsommernatsdrøm (1826)
Som Gade havde været optaget af Oehlenschlægers St. Hansaftensspil, havde Mendelssohn været det af Shakespeares En skærsommernatsdrøm. Mendelssohn var purung da han i 1826 skrev denne inspirerede ouverture. Der er som med Gades ouverturer tale om en koncertouverture, der her spejler stemninger i Shakespeares stykke. Først seksten år senere bestilte Kongen af Preussen musik til en opførelse af stykket (1843), og herfra stammer det kendteste af Mendelssohns musik i denne forbindelse, Bryllupsmarchen. Bryllupsmusik har Gade i øvrigt også skrevet; et af hans allermest og allerbredest kendte stykker er vel den ”Brudevals”, som han skrev til Bournonvilles ballet Et Folkesagn (1854), og som endnu lever i den danske bryllupstradition. © Peder Kaj Pedersen