Hans Graf, dirigent Hans Graf er født nær Linz, hvor han studerede violin og klaver. Efter diplomer i klaverog dirigentstudier ved Musikhochschule i Graz fortsatte han sine studier i Italien. Hans Graf er kendt for sit vidtspændende repertoire og sin kreative programlægning, og han er en af nutidens mest respekterede dirigenter med optrædener over hele verden. Hans Graf blev i 2001 nomineret til Chevalier de l’Ordre de la Legion d’Honneur af den franske regering for sin udbredelse af fransk musik i verden, og i 2007 blev han tildelt Träger des Goldenen Ehrenzeichens der Republik Österreich. Siden 2013 har han været professor i orkesterdirektion ved Universität Mozarteum i Salzburg. Hans Graf gæstede Aalborg Symfoniorkester i 2016.
De takker Prometheus for livet og hvirvles derefter ind i Parnassets tøjlesløse dans. I en dyster scene formaner Melpomene dem om, at menneskets lod er døden; til sidst dræber hun Prometheus med en dolk. Men med spøg og skæmt vender Thalia dog sorgen til glæde, og skovguden Pan genopliver Prometheus. Balletten slutter i festlig dans. Bortset fra ouverturen spilles balletmusikken sjældent i vore dage. Musikken er dog kulturhistorisk interessant derved, at Beethoven genbruger temaet fra ballettens sidste sats som hovedtema i Eroica-symfoniens finale, hvorved han knytter en intim åndelig forbindelse mellem de to værker. Da Eroica-symfonien – som mange vil vide – er komponeret i revolutionens ånd, knyttes der hermed en forbindelse mellem Prometheus-myten og oplysningstidens ideer om politisk frihed. Med værker som Prometheus og Eroica-symfonien begav Beethoven sig i 1800-tallets første år ind på det, hans selv kaldte der neue Weg, og som kendetegnes ved hans bestræbelser på at tilføre musikken en talende gestus – at få den til at lyde, som om den vil fortælle et eller andet. Dette er netop tydeligt i Prometheus-ouverturen, der begynder med en skæbnesvanger fanfare efterfulgt af en fredfyldt hymne, der efterhånden udvikler sig til stræbsom dynamik med islæt af alvorsfuld grublen – ulmende tanker, der handler om kamp, sejr og følgende fred. Mange af Beethovens temaer og motiver er nært beslægtede med fransk revolutionsmusik.
Stravinskij: Symfoni i C
Beethoven: Ouverture til Prometheus, op. 43
To af den græske mytologis titaner var brødrene Prometheus og Epimetheus. Deres navne fortæller, at Prometheus tænkte, før han handlede, mens Epimetheus handlede, før han tænkte. Prometheus var menneskenes velynder og skænkede dem derfor ilden, hvorved han pådrog sig gudernes vrede. På Beethovens tid blev Prometheus et symbol på oplysningstidens rationalitet og dermed også et tema for kunstnerisk udformning. I den ballet, hvortil Beethoven i 1801 komponerede musikken, er handlingen kort fortalt følgende: Prometheus har frembragt og besjælet to lerstatuer: manden og kvinden. I skuffelse over deres sløvhed truer han dog med atter at dræbe dem, men en stemme fra oven afholder ham derfra. I Parnasset fremviser Prometheus sine to unge skabninger for Apollon og hans følge af gratier og muser; han håber, at Apollon vil undervise dem i kunsten og videnskaberne. Ved Euterpes spil viser de to unge mennesker endelig tegn på fornuft og omtanke.
samme grad er en milepæl i musikhistorien. Det er, som om han ikke tilkæmper sig nye erfaringer, men lukrerer på dem, han allerede har tilegnet sig. Allerede i symfoniens langsomme indledning fornemmes tydeligt den talende gestus, der kendetegner komponistens anden periode: En forsigtig, tøvende grublen over et eller andet betydningsfuldt og alvorligt, der pludselig samler sig og bryder ud i ekspansiv kraft. Anden sats klinger som en fredfyldt hymne, hvis alvorstunge islæt dog antyder, at idyllen ikke er nogen selvfølgelig og evig tilstand. Naturstemning med torden i det fjerne og ensomhed i klarinettens klagesang. Tredje sats er en dynamisk scherzo af den type, som Beethoven allerede komponerede til sin første symfoni, og hvormed han erstattede den gammeldags menuet, hvis klang af l’ancien regime var opslidt af tidens storme. Fjerde sats er som et perpetuum mobile, der flere steder truer med at løbe aldeles grassat i en uendelig hvirvelstorm. Men pludselig er det, som om Beethoven selv får nok af det dionysiske orgie, han har sluppet løs. Symfonien blev komponeret i 1806 og opført første gang i marts 1807. I 1812 konstaterede en anmelder i Allgemeine musikalische Zeitung, at værket har ”originalitet og energi”, og at dets klarhed ikke skadedes af de ”bizarre ideer, som kendetegnede flere af komponistens andre værker, bl.a. tredje, femte og sjette symfoni”. ©Peter Wang
Hvilke komponister er de største? Dette er et såkaldt ”godt spørgsmål”, hvormed man jo altid mener et spørgsmål, man ikke kan besvare: Men måske er det de komponister, der til fulde lever op til deres samtids standard og desuden formår at bryde den for at skabe nyt! Efter denne definition er Stravinskij blandt de største. Med Le sacre du printemps tog han i 1913 definitiv afsked med den russiske senromantik, han var vokset op med og skabte en helt ny stil. En halv snes år efter var han atter på vej mod nye udtryksformer. I sin søgen skelede han tilbage til 1700-tallets klassik, hvis køligtforfinede elegance tiltalte hans gemyt. I den såkaldt neoklassiske stil, han nu skabte – og hvorpå Symfoni i C måske er det ypperste eksempel – lyder det, som om han adskiller den wienerklassiske stil i sine mindste bestanddele og derpå samler dem sammen i sit eget puslespil. Sommetider lyder det, som om musikanterne bare spiller med sig selv uden at ænse de andre; og alligevel går det hele op i en højere enhed. Første sats er en regelret sonatesats med temaer, overledninger, gennemføringsdel, højdepunkt og reprise - som en klassisk symfoni hørt gennem et stykke krøllet cellofan. I anden sats høres hulkende triller, klagende seufzere (hjertesuk) samt alle smertens og lidelsens andre kendte udtryk fra klassikkens vemodige langsomme satser. Gribende, inderligt, men aldrig sentimentalt. Tredje sats er både skæmtsom og burlesk som en klassisk scherzo med et strejf af sorgløst musicerende landsbymusikanter – ikke uden en vis behersket lighed med Carl Nielsen. Efter en dyster indledning udvikler musikken sig til fortvivlede skrig, men afrundes til sidst med let nostalgiske erindringer fra første sats. Symfonien er komponeret i 1938-40 under den største personlige krise i komponistens liv. Men Stravinskij var ikke en person, der øsede af sit eget livs bekymringer. Hans følsomhed var aldrig af den sentimentale slags.
Kommende koncerter:
Beethoven: Symfoni nr. 4, B-dur, op. 60
Sæsonafslutning Harry Potter på turné Historien om Mozart
At Beethovens 4. symfoni er mindre berømt end sin forgænger Eroica-symfonien og sin efterfølger Skæbnesymfonien betyder ikke, at den er dårligere, men at den ikke i helt
Afskedskoncert for Ernst Trillingsgaard Søndag den 30. april kl. 19.30 i Aalborg Kongres & Kultur Center
torsdag den 11. maj 2017 kl. 19.30 maj 2017 lørdag den 10. juni 2017 kl. 14.00
–l en uk
mærk ma gi
n ind sikke mu
e agi rk m – mæ
a rk m mæ
Igor Stravinskij Symfoni i C (1882-1971) Moderato alla breve Larghetto concertante Allegretto Largo – Tempo giusto
(ca. 5 min.)
en ind – rk magien – luk mærk magien – luk musikken ind – mæ mus ikk en
– ind
Ouverture til balletten Die Geschöpfe des Prometheus, op. 43
luk musikk
Ludwig van Beethoven (1770-1827)
n–
SPONSORER
PROGRAM
(ca. 28 min.)
gie n–
PAUSE (ca. 34 min.)
– mæ rk magi en – luk
musikk en ind –
mærk mag ien –
luk mu
ke sik
Ludwig van Beethoven Symfoni nr. 4, B-dur, op. 60 (1770-1827) Adagio – Allegro vivace Adagio Allegro molto e vivace Allegro ma non troppo
luk mus ikke n ind
ni nd –
KLASSIK & NEOKLASSIK
Mød os på facebook.com/aalborgsymfoni
Fredag den 21. april 2017 kl. 19.30 Koncertsalen i Musikkens Hus
Dirigent: Hans Graf Koncertmester: Vesselin Demirev
Ret til ændringer forbeholdes. Fotografering samt lyd- eller videooptagelser under koncerten er ikke tilladt. Dørene til koncertsalen holdes lukket, mens der spilles.
Musikkens Plads 1 . 9000 Aalborg . tlf. 98 13 19 55 (kl. 10-15) aalborgsymfoni.dk . chopingo.dk
mæ rk