François Leleux, dirigent og solist
François Leleux har længe været en internationalt anerkendt oboist, og gennem de sidste tyve år har han sideløbende opnået stor anerkendelse som dirigent. Han optræder jævnligt på de store scener over hele verden – både som oboist og som dirigent, hvor hans repertoire spænder bredt – fra barok til nykomponerede værker. Som dirigent har Leleux optrådt med orkestre som Sydney Symphony, Stockholm Filharmonikerne, Budapest Festivalorkester og WDR Sinfonieorchester Köln. François Leleux spillede sidst med Aalborg Symfoniorkester i 2015. “En stjerneoptræden. Fænomenal dygtighed og personlighed udtrykt med stor talent via oboen - som en vifte af farver og dynamik, der konstant kredser i luften.” The Times
Lisa Batiashvili, violin
Lisa Batiashvili blev i 2015 kåret som Årets solist af Musical America. Hun er en højt anerkendt violinist og roses overalt for sin virtuositet og dybe følsomhed (Financial Times). Derfor har den tysk/georgiske violinist også skabt langvarige relationer med verdens førende orkestre, herunder New York Philharmonic, Staatskapelle Berlin, Berliner Filharmonikerne, Tonhalle-Orchester Zürich og Chamber Orchestra of Europe. Lisa Batiashvili har vundet flere priser og indspillet en række cd’er. I november 2016 udkom et album med Lisa Batiashvili og Staatskapelle Berlin under ledelse af Daniel Barenboims med Tjajkovskij og Sibelius’ violinkoncerter. Publikum har i aften mulighed for at købe denne cd i koncertpausen. “Hun spillede med rene, smukke toner og en fabelagtig teknik… kan man bede om mere? At dømme efter publikums stående ovationer var de mere end tilfredse.” The New York Times
Johannes Brahms
Brahms voksede op i Hamburg under fattige kår som søn af en musiker. De musikalske gener var gode, og Brahms’ musikalske talent begyndte at blomstre tidligt. Han komponerede og spillede fremragende klaver, og derfor var det den største selvfølge, at han i en alder af blot 13 år blev sendt rundt på de lokale værtshuse for at underholde med sit spil og derved tjene penge til familien. Muligheden for at få en stabil skolegang var ringe, og Brahms kom hverken i gymnasiet eller på universitetet. På trods af den manglende akademiske uddannelse blev Brahms hele to gange i sit liv udnævnt til æresdoktor. Første gang ved universitetet i Cambridge. Han tog dog ikke imod denne titel af flere grunde: For det første brød han sig ikke om at sejle, og for at modtage titlen var det forventet, at Brahms skulle gøre et personligt fremmøde og fremføre et stykke musik skrevet til lejligheden. For det andet var Brahms ikke glad for store hyldesttaler og fester til ære for ham. Et par år senere i 1879 fik Brahms endnu en henvendelse og udnævnelse til æresdoktor, denne gang fra universitetet i Breslau. Han tog imod udnævnelsen og sendte et postkort som tak. Brahms’ gode ven Bernhard Scholz, som var musikdirektør i Breslau, fik han dog overtalt til også at skrive et stykke musik og møde frem og fremføre stykket med byens orkester. Det var til denne lejlighed, at Brahms skrev sit festlige stykke for stort orkester med titlen Akademisk festouverture.
Akademisk festouverture I denne vidunderlige ouverture er der ingen tvivl om, at Brahms lagde tyngden på fest frem for akademisk, og han kaldte selv stykket et lystigt potpourri af studentersange a la Franz von Suppé. Stykket indledes med afdæmpet musik, som opbygger spændingen med sin marcherende rytme. Violinerne præsenterer den første studentersangs tema, som overtages af hornene. Trompeterne præsenterer en studentersang, som leder os til et mægtigt klimaks. Efter et smukt tema præsenteret af violinerne bringer Brahms endnu en studentersang i spil - denne gang præsenteret af fagotterne. Endnu en kulmination nås inden en hurtig reprise af alle temaerne, der igangsætter den store finale, hvor den berømte studentersang Gaudeamus igitur bringes i spil. © Jan Mygind
Sergej Prokofjev: Violinkoncert nr. 2, g-mol, op. 63 (1935)
Prokofjevs to violinkoncerter er skrevet med mange års mellemrum og under meget forskellige livsomstændigheder. Den 1. i D-dur er skrevet lige før udbruddet af Oktoberrevolutionen og er ifølge komponisten selv i klassisk stil.
Den 2. violinkoncert I 1932 uropførtes Prokofjevs sonate for 2 violiner af franskmanden Robert Soetens og amerikaneren Samuel Dushkin. Da Stravinskij lige havde komponeret en violinkoncert til Dushkin, besluttede Prokofjev at komponere en ny violinkoncert til Soetens. Violinisten spillede den ofte på sine koncerter helt op til 1992, hans sidste optræden.
Den 2. violinkoncert bærer også præg af det enkle. Prokofjev fortæller, at koncerten blev til under en stor turné: det russiskklingende hovedtema fra 1. sats blev til i Paris, 2. sats’ graciøse tema opstod i Vorónezh, Rusland, det hele blev færdiginstrumenteret i Baku ved Sortehavet, og uropførelsen fandt sted i Madrid! Det er måske derfor, at 3. sats har fået en duft af Spanien med kastagnetklapren til rondotemaet. © Rolf Ruggaard
Ludwig August Lebrun Den store obovirtuos Lebrun blev født i Mannheim i en yderst spændende periode. Man havde ved hoffet et af tidens bedste og mest berømte orkestre, og musikerne omkring orkestret var med til at skabe den nye lette musikalske stil “klassikken”, som gradvis afløste barokkens mere komplekse toneverden. Allerede som 12-årig begyndte Lebrun at spille med orkestret, og her udviklede han sine eminente færdigheder. Han blev senere gift med sopranen Franziska Danzi, og sammen turnerede de med stor succes gennem store dele af Europa.
Johannes Brahms
Variationer over et tema af Haydn Efter at Brahms i 1856 var blevet udråbt til musikkens store håb og arvtager efter Beethoven af ingen ringere end Robert Schumann, havde der hvilet et enormt pres på Brahms’ skuldre om at indfri forventningerne – hele musikverdenen ventede i spænding på, at Brahms skulle skrive en symfoni. I næsten 20 år ventede Brahms med at skrive sin første symfoni, men ventetiden blev brugt flittigt til at skrive kammermusik og til at eksperimentere med det store symfoniorkester. Han komponerede bl.a. i disse år sine to serenader for orkester, 1. klaverkoncert, Ein deutsches Requiem og Variationer over et tema af Haydn. Man fornemmer i alle disse værker tydeligt en komponist, som hele tiden søgen nye udtryksformer og metoder. Igennem hele sit liv havde Brahms en stor interesse for tidlig musik og benyttede enhver lejlighed til at gennemspille og studere tidligere komponisters værker. Han var desuden en ivrig samler af originalpartiturer og benyttede alle muligheder for at studere dem overalt, hvor han kom frem. Den store Mozart- og Haydn-forsker Carl Ferdinand Pohl var en nær ven af Brahms, og en dag, hvor Brahms var på besøg, faldt han over et Haydn-partitur, som endnu ikke var udgivet. Stykket var en partita for blæsere: To oboer, to horn, tre fagotter og serpent, og som 2. sats fandt Brahms en sats med overskriften Chorale St. Antoni. Temaet gjorde indtryk, og Brahms besluttede af bruge det som udgangspunkt for otte variationer og en finale for orkester. Temaet præsenteres af træblæserne i en majestætisk homofon sats. 1. variation. Strygerne bringes i forgrunden med dramatisk tematik, mens blæsere i baggrunden minder os om det oprindelige tema. 2. variation: Klarinet og fagot fantaserer over temaet i sekst-paralleller over strygernes akkompagnement. 3. variation: Violiner og oboer bringer temaets lyriske side frem. 4. variation: Smuk og rolig polyfoni skaber en meditativ ro i denne variation. 5. variation: Temaet forvandles her til en fyrig scherzo. 6. variation: I en fanfareagtig sats føres temaet nærmere sin oprindelige form og udtryk. 7. variation: En vuggende og smuk pastoralsats. 8. variation: Tempoet øges og dramatikken stiger, men det hele holdes tilbage i et åndeløst pianissimo. Finale: Finalen skabes som variationer over et lille motiv fra det oprindelige tema, der bearbejdes 18 gange for at bringe koralen til en mægtig kulmination. © Jan Mygind