Carlo Rizzi, dirigent © Tessa Traeger
Carlo Rizzi er født i Milano i 1960 og er i dag en af de mest fremtrædende dirigenter på verdensplan – ikke mindst på grund af sin energi, indsigt og dybe fortolkninger af musikken. Han begyndte tidligt – opmuntret af familien – at studere klaver, gjorde hurtigt fremskridt og var snart en efterspurgt akkompagnatør for andre elever. Han studerede senere direktion på Milano Musikkonservatorium og indledte sin karriere på La Scala. I 1992 blev han musikchef for Welsh National Opera samtidig med gæsteoptrædener over hele verden – fra New Yorks Metropolitan Opera og Royal Opera House, Covent Garden til La Scala, Milano og La Monnaie m.fl. I 2001 trådte han tilbage som musikchef for at hellige sig de mange opgaver som gæstedirgent på bl.a. Puccinis Turandot på La Scala på Teatro degli Arcimboldi og La Traviata ved Salzburg Festivalen. I 2007 debuterede Rizzi på Houston Grand Opera med Aida. Carlo Rizzi vendte i 2004 tilbage som musikchef for Welsh National Opera for at lede det til en ny æra i det nye domicil i Wales Millennium Centre med store produktioner som bl.a. Den flyvende hollænder med Bryn Terfel. I 2015 blev Rizzi hædret som æresdirigent for Welsh National Opera. Carlo Rizzi omfattende diskografi indeholder komplette indspilninger af Gounods Faust, Janáceks Katja Kabanova, Verdis Rigoletto og Maskeballet med Welsh National Opera samt dvd og cd med Verdis La Traviata med Wiener Filharmonikerne optaget live af Deutsche Grammophon på Salzburg Festivalen. Carlo Rizzi kunne sidst opleves med Aalborg Symfoniorkester i juni 2016.
Mahler levede således i et stærkt spændingsfelt, både berufsligt, socialt og personligt. Fagligt levede han et spændingsfyldt liv mellem dirigentens tidsrøvende pligter og en hektisk kunstnerisk skaben i de korte sommerferiemåneder, hvor hans store værker blev til. Som dirigent havde han succes som en af tidens allerstørste. Som komponist derimod stod publikum i hans levetid stort set afvisende og uforstående over for hans musik. Den blev betegnet som støjende, svulstig og banal. Hans dirigentkarriere gik over forskellige operateatre i det østrig-ungarske kejserrige til operaen i Hamburg, hvor han var fra 1891-1897. Man kan se hans relief på operaens facade. Karrierens top nåede han som dirigent for Hofoperaen i Wien (nuværende Staatsoper) fra 1897-1907, hvor teatret under hans ledelse oplevede en gylden periode. Dette skete efter en strategisk konvertering til katolicismen. I Wien færdedes han som en fremtrædende person i rigets absolut øverste kulturelite. Ikke desto mindre følte han sig som outsider. Han blev da også mødt med antijødiske intriger. Han talte om sin tredobbelte splittelse: “Jeg er fremmed som bøhmer blandt østrigere; som østriger blandt tyskere; og som jøde i verden.” På det personlige plan kæmpede han med indre dæmoner. I 1910 opsøgte Mahler sin landsmand Sigmund Freud, psykoanalysens grundlægger. Han fortalte Freud om sin tvangstanke, der gjorde, at hans mest ophøjede musikalske ideer ofte forvandledes til vrængbilleder. Mahlers mor var krøbling og blev behandlet brutalt af faderen. Under en særlig brutal scene flygtede den skræmte dreng ud på gaden, hvor netop en lirekassemand sad og spillede Ach, du lieber Augustin. Efter Mahlers mening blev denne sammenkædning af dyb tragedie og flad banalitet fæstnet i hans sind, så den ene stemning uundgåeligt fremkaldte den anden. I Mahlers musikalske univers bliver derfor ironi og dobbelttydighed væsentlige begreber som billede på længslen efter en verden af i går, en drøm om en helhed, som konstant krakelerer og afsløres som illusorisk. En konflikt som kommer voldsomt til udtryk i hans musik – ikke mindst i 6. symfoni. 6. symfoni – den store ’ordløse gådesymfoni’.
Den østrigske senromantiske komponist Gustav Mahlers 6. symfoni er på alle måder et kæmpe værk. Længden: næsten 1½ time – størrelsen: fem af hver træblæsere, otte horn, seks trompeter, fire basuner og en bastuba – dertil et væld af slagtøj ud over det normale: fåreklokker, dybe klokker, bækkener, piskeris og en kæmpehammer (de tre skæbneslag). Hans samtid fandt den støjende, hvilket den angiveligt er! Men katastroferne og skæbnen kommer jo ikke lystigt dansende eller blidt nynnende. Det forstod hans publikum ikke i begyndelsen af 1900-tallet med dens jubel-optimistiske stemning. Mahlers arbejdstitel på værket var Den tragiske. Derfor må Aalborg Symfoniorkesters 65 musikere få hjælp til opførelsen udefra – af Orkester Norden. Det er et orkester sammensat af udvalgte unge musikere fra de nordiske og baltiske lande. De holder deres egne sommerkoncerter, men bliver også tilbudt at deltage i koncerter med etablerede orkestre. For tiden har Orkester Norden til huse i Musikkens Hus. Et livtag med skæbnen - en ordløs symfoni fuld af ord. Mahler er en profetisk skikkelse i en af musikhistoriens store overgangsperioder, fra 1800-tallets romantik til 1900-tallets modernisme. Komponisten Mahler stod i skyggen af dirigenten Mahler; og om sin kunst, som ikke mindst wienerpublikummet afviste, sagde han: “Min tid vil komme.” Den kom først i 1960’erne med Leonard Bernstein som trofast forkæmper for udbredelsen af Mahlers musik.
De fem første symfonier har alle relation til og inddrager folkeviser fra den store samling Des Knaben Wunderhorn fra 1800-tallets begyndelse. Disse symfonier bærer enten sungen tekst eller forholder sig programmatisk hertil. Det slutter med den 6. symfoni. Ud over titlen Den tragiske, som han trak tilbage, har han ikke angivet nogen programmatiske ledetråde i partituret. Til Richard Specht skrev Mahler i 1904: ”Min 6. vil opbyde gåder, som kun en generation vil kunne nærme sig, som har optaget mine første fem symfonier i sig og har fordøjet dem.” Når Mahler greb til at kalde symfonien Den tragiske skyldes det både musikkens hele karakter, men også at den ingen lykkelig slutning har. Lidt flere nøgler til gåderne har vi fået fra hustruen, Alma Mahlers erindringer (1940). Hun omtaler de tre hammerslag i finalen (udført af en af orkestrets slagtøjsspillere med en kæmpehammer!) som de tre skæbneslag, der rammer helten, dvs. Mahler. Hun mener, at Mahler med dette i 1905 havde forudanet de tre katastrofer, der skulle ramme ham i 1907, den sidste dødeligt: deres ældste datters død som 4-årig, hans påtvungne afgang fra Hofoper på grund af tiltagende personintriger, og endeligt diagnosticeringen af hans hjertesygdom, som han bukkede under for i 1911, 51 år gammel. Hammerslagenes symbolik er uløseligt kædet sammen med skæbnemotivet. Det består af en bankerytme, hvorover en akkordklang ildevarslende skrifter fra dur til mol (A-dur til a-mol).
Det er således kun en klang og rytme, ikke et tema. Det høres tydeligt i første del af 1. sats og dukker op mange gange, også i de næste satser. Endelig nævner alle kommentatorer også Alma Mahlers angivelse af, at det smukke, lidenskabelige tema i 1. sats skulle være Mahlers portræt af hende. En lille lytteguide: 1. sats starter med den barske march, der efter en tid stilner lidt af; og for første, men absolut ikke sidste gang hører vi skæbnemotivet (dur-mol + bankerytmen). Herefter følger en besindig koral, der fører hen til Almas tema, der tydeligst høres i en blid version, lige før det klinger ud. Denne temapræsentations-runde gentages. Herefter kommer gennemføringsdelen, hvor marchmotiverne drejes og vendes i groteske udgaver med skingre blæser- og xylofontriller. Inde midt i det hele høres en sær, tyst bimle- og mumle-verden (fåreklokker, hviskende violiner m.m.). Endelig kommer en reprise, en ikke ordret gentagelse af temaerne fra præsentationsrunden, hvor Almas tema får den sidste kommentar. 2. sats kræver en særlig kommentar til noget, som ikke kan høres umiddelbart. Denne scherzo (= spøgefuldt) er endnu en grotesk udgave af den støvletrampende march, blot i ulige takt (3/8). Men et stykke inde skifter musikken karakter til det blidere. Den bliver næsten komisk blidt-nostalgisk. Mahler angiver i partituret, at det skal spilles alfaderligt!? Den bedrevidende? tone veksler ofte med den heftige march. Til sidst bryder musikken tilsyneladende helt sammen og klinger ud med idiotiske brudstykker af det alfaderlige. Selvom den langsomme 3. sats er meget blid og idyllisk, så tag ikke fejl – allerede i selve det dur-prægede tema er der toner af mol - og stor vemod. Denne vekslen præger størstedelen af satsen. I midten har Mahler angivet et Misterioso; og fåreklokkerne høres nok en gang. Finalen er så kompleks, at det at give bare et overblik nærmer sig det umulige. Dog, et par holdepunkter skal gives. Satsen indeholder materiale fra de foregående satser, især 1. sats. Skæbneklangen/-rytmen, en ny variant af marchmusikken og af koralen. Som noget nyt indledes satsen med en langsomt flimrende musik, nærmest som bevægelse i vand med et gennemsigtigt tema ovenover, der fører til en langsom udgave af skæbneklangen. Det fører videre over i en slowmotionverden af dybe, abrupte monsterlyde blandet med fåreklokkerne og de hvislende violiner fra 1. sats. Også en nyere version af koralen høres, blandet med skæbneklangen. Efter fem minutter mander musikken sig endeligt op til at tage fat på den nye marchversion. Og så går det løs – dog afbrudt en enkelt gang af vandmusikken og monsterlydene. Det mest spektakulære og symbolske er de tre hammerslag sidst i satsen, udført med hammerslag direkte mod scenegulvet! Mahler reviderede sit partitur flere gange, og i den sidst trykte version har han uvist af hvilke grunde fjernet det 3. slag. Ikke desto mindre foretog han i 1910, året før sin død, en række nye revisioner af sine værker. Heriblandt havde han overvejelser om at genindføre det 3. slag. Nu står eftertidens dirigenter med valget mellem den første og den sidst trykte udgave. Efter forespørgsel har jeg af aftenens dirigent, Carlo Rizzi, fået at vide, at han spiller udgaven med to hammerslag! Så sid ikke forgæves at lytte efter det sidste slag. Alma Mahler får det sidste ord om slutningen: ”I sidste sats beskrev han sig selv og sit fald eller, som han senere sagde, sin helt: ”Det er helten, som rammes af tre skæbneslag, hvoraf det sidste fælder ham, som et træ fældes.” Det var hans ord […] Musikken og hvad den forudsagde rørte os begge dybt.”
© Rolf Ruggaard - januar 2017
–l en uk
agi n ind sikke mu
e agi rk m – mæ
(ca. 80 min.)
en ind – rk magien – luk mærk magien – luk musikken ind – mæ mus ikk en
– ind a rk m mæ
Symfoni nr. 6, a-mol ”Den tragiske” Allegro energico, ma non troppo Scherzo. Wuchtig Andante moderato Finale. Allegro moderato
luk musikk
Gustav Mahler (1860-1911)
n–
SPONSORER
PROGRAM
gie n–
Die Muskete, Wien 1907 – karikaturtegning af Fritz Steinpflug
musikk en ind –
mærk mag ien –
luk mu
ke sik
Trompet, Bruckner & broer Bratsch, britiske toner & Schubert-symfoni Bartók & Brantelid
– mæ rk magi en – luk
ni nd –
”Gud, jeg har glemt båthornet! Så kan jeg skrive en symfoni til.”
Kommende koncerter:
luk mus ikke n ind
MAHLERS GRANDIØSE 6. SYMFONI
torsdag 2. februar kl. 19.30 torsdag 9. februar kl. 19.30 torsdag 16. februar kl. 19.30
Torsdag den 26. januar 2017 kl. 19.30 Koncertsalen i Musikkens Hus
Mød os på facebook.com/aalborgsymfoni Dirigent: Carlo Rizzi Koncertmester: Vesselin Demirev
Ret til ændringer forbeholdes. Fotografering samt lyd- eller videooptagelser under koncerten er ikke tilladt. Dørene til koncertsalen holdes lukket, mens der spilles.
Musikkens Plads 1 . 9000 Aalborg . tlf. 98 13 19 55 (kl. 10-15) aalborgsymfoni.dk . chopingo.dk
Aalborg Symfoniorkester i samarbejde med Orkester Norden
mæ rk