Brahms: Ein deutsches Requiem
Michael Balke er født i Braunschweig i Tyskland og har studeret hos Christopher Zimmerman, klaver hos James Tocco og Frank Weinstock på Cincinnati Conservatory i USA. Derudover kammermusikstudier med Tokyo String Quartet, LaSalle Quartet og Menahem Pressler. Fra 2011 til 2016 var Michael Balke chefdirigent ved Magdeburg Opera, hvor han har dirigeret et stort repertoire af nye opsætninger såsom Elektra, Rosenkavaleren, Don Carlos, Figaros bryllup, Barberen i Sevilla, Carmina Burana, Le sacre du printemps og Verdis Requiem samt talrige symfoniske koncerter. Nylige højdepunkter inkluderer succesfulde produktioner af Tosca på Theater St. Gallen i Schweiz, en ny produktion af La Bohème med Den Jyske Opera, Den glade enke på Metropolitan Theatre i Tokyo samt Den flyvende hollænder i Sverige. Kommende engagementer omfatter bl.a. et besøg i Japan for at dirigere Madame Butterfly i både Tokyo og Osaka.
Mange musikelskere kender Mozarts, Verdis, Gabriel Faurés og Benjamin Brittens rekviemmer, men færre er klar over, at disse fire mesterværker kun udgør mindre end én procent af de flere end 400 rekviemmer, der er komponeret siden 1482, hvor den flamsknederlandske komponist Johannes Ockeghem leverede det ældste kendte flerstemmige rekviem. Fra tiden før 1482 kendes kun det énstemmige gregorianske rekviem, hvis liturgisk korrekte navn er Missa pro defunctis, Messe for de afdøde. Når messen populært omtales som rekviem, beror det på dens indledende sætning Requiem aeternam, dona eis Domine – Giv dem, Herre, evig hvile.
© Kristen Nijhof
Michael Balke, dirigent
Yana Kleyn, sopran Den unge sopran er født i Moskva og er uddannet fra Musikkonservatoriet i Gnesis i 2009. Hun sang i maj 2013 Brittens War Requiem i Aalborg. Hun debuterede på Den Jyske Opera som Leonora i Trubaduren 2011/12. Har sunget Mimi i La Bohème og Tatjana i Eugen Onegin i Moskva. Yana Kleyn har derudover sunget Mimi i La Bohème på Opera på Skäret i Sverige i 2010 og sang sommeren 2011 Michaëla i Bizets Carmen samme sted. Yana Kleyn har modtaget Skärets Vänners Wahrenstipendium i 2010. Yana Kleyn gæstede sidst Aalborg Symfoniorkester i 2014.
Lars Møller, baryton Lars Møller har været med i solistensemblet på Nationaltheater Mannheim siden 2007, hvor han bl.a. har sunget titelrollen i Eugen Onegin, Figaro i Barberen i Sevilla og Marcello i La Bohème. På Det Kongelige Teater medvirkede han som Dr. Falke i Flagermusen og sang også Papageno i Tryllefløjten. Han var Sharpless i Madame Butterfly på Opera Hedeland. Lars Møller har bl.a. modtaget Sonning Musikfonds Rejselegat, Aalborg Opera Pris og Aksel Schiøtz Prisen 2011.
Rekviemmets funktion i den katolske liturgi er at bønfalde Jesus om lindring af den afdøde sjæls trængsler på dens kvalfulde rejse gennem skærsilden. I dommedagssekvensen Dies Irae fremmanes den strenge, guddommelige domstol, hvor alle vore synder skal åbenbares, og de frelste sendes til Paradiset – de fortabte til Helvede. I sit rekviem skildrer Verdi denne frygtindgydende domshandling, som var den en scene i en opera. Til menighedens rædsel lod den franske komponist François Joseph Gossec i 1760 sine dommedagsbasuner brage løs fra kirkens sidekapel – som om dommedag var forestående! Rekviemmet blev fortrinsvis sunget umiddelbart efter celebre begravelser og kunne gentages på uge-, måneds- eller årsdagen derefter. Det siges, at den venezianske komponist Francesco Cavalli, der døde i 1676, testamenterede sin formue til Venezia med løfte om, at der i Marcus-domen – og ud i al evighed – skulle afsynges et rekviem på hans dødsdato! Venezianerne gjorde, som de plejede: Indkasserede formuen – og svigtede løftet. Under den lutherske reformation blev rekviemmets tekst og funktion udsat for voldsomt angreb. I apologien til Den augsburgske bekendelse udtrykte Luthers assistent Philipp Melanchton sig temmelig klart: Med bønner og offergaver at bede Jesus om hjælp til den afdøde sjæl på dennes vej gennem skærsilden er intet andet end et forsøg på at bestikke Frelseren! Hermed var enhver form for messe for de afdøde bandlyst i den protestantiske verden – og har været det siden; i nogle lande ligefrem ved lov! Ikke desto mindre havde man i den protestantiske verden svært ved ikke at bekymre sig om den afdødes videre skæbne: Hvad er det i grunden, der foregår, på sjælens vej til Paradiset? Ud af denne bekymring voksede efterhånden en protestantisk tradition for at give den afdøde nogle sungne ord med på vejen. Men det var helt andre ord end de katolske, der – som nævnt – fokuserede meget på domfældelse, straf og frelse eller fordømmelse; i den protestantiske tradition fokuseres på døden som sorg, trøst, forløsning og håb. Eksempler på denne tradition er Heinrich Schütz’ Musikalische Exequien fra 1636 samt flere af Bachs kantater, blandt andet O Ewigkeit, du Donnerwort, BWV 60 fra 1732. Det er til denne tradition, Brahms’ Ein deutsches Requiem knytter sig: Når dommedagsbasunerne gjalder i sjette del af Ein deutsches Requiem, er det ikke som i det katolske rekviem for at kalde menneskeheden sammen til domfældelse, men for at fejre det evige livs sejr over døden ved Jesu Kristi mellemkomst: ”Død, død, hvor er din brod. Helvede, hvor er din sejr!” Til sit tyske rekviem valgte Brahms selv teksterne fra udvalgte steder i både i Det gamle og Det nye Testamente: Den rejse, Brahms tager os med på, fører os gennem en saligprisning af de sørgende, der trøstes ved påmindelsen om livets mening trods materiens forgængelighed, og om at døden er det endelige mål. Den afdøde sjæl hvilker trygt i Guds hånd, hvor ingen kval kan nå den, for Hærskarernes Herre, Herr Zebaoths boliger er salige.
Trods sorgens byrde skal ingen glæde tages fra os. Vi har ikke noget blivende sted i det jordiske, men må søge det i det hinsidige, hvor døden har mistet sin brod og helvede sin sejr. Salige er de døde, thi de dør i Herrens navn. Allerede til den blot 20-årige Johannes Brahms blev der stillet store forventninger. I sin berømte artikel Neue Bahnen havde Schumann lovprist Brahms’ talent i bibelske vendinger, der leder tanken hen på intet mindre end Johannes Døberens varsler om Frelserens komme: ”Er ist gekommen, …” skriver Schumann om den længe ventede unge begavelse, som måske kunne løfte arven fra de klassiske genier ”… hans navn er Johannes”. Men i de følgende år var det ikke umiddelbart lykkedes for Brahms at indfri disse høje forventninger. Kun forsøgsvis havde han turdet binde an med tidens store mode-genre, operaen, og den anden vigtige genre, symfonien, havde han slet ikke turdet røre. I Brahms’ øren havde Beethoven sat en standard, som man umuligt kunne leve op til – men som man heller ikke kunne komme udenom. Så meget desto større var overraskelsen og det store gennembrud, da Ein deutsches Requiem langfredag den 10. april 1868 blev uropført i domkirken i Bremen. Som med et trylleslag blev Brahms det store navn blandt alle de musikelskere, der holdt de klassiske principper fra Haydn, Mozart og Beethovens tid i hævd, og som lyttede med skepsis til Liszts og Wagners toner. Ved uropførelsen havde Brahms kun komponeret værkets første seks dele, som dirigenten Carl Reinthaler havde fået den idé at afslutte med tilføjelse af Händels arie I know that my Redeamer liveth fra Messias. Brahms erkendte, at værket ville vinde ved en afdæmpet slutning og tilføjede derfor en syvende og sidste del Selig sind die Toten for kor. Dermed rakte han på en måde tilbage til Heinrich Schütz’ Musikalische Exequien og Bachs O Ewigkeit, du Donnerwort, der begge netop benytter denne tekst fra Johannes Åbenbaring som velkomst til den afdødes ankomst til Paradiset. I sin endelige form blev Ein deutsches Requiem uropført den 18. februar 1869 i Leipzigs berømte Gewandhaus.
© Peter Wang
Kommende koncert: Klassik & Neoklassik
Fredag den 21. april kl. 19.30 Dirigent: Hans Graf