Danmarkspremiere
PROGRAMNOTER
Robert Schumann (1810-1856)
Ouverture til skuespillet Manfred, op. 115 (ca. 12 min.)
Robert Schumann: Manfred-ouverturen
Robert Schumann
Koncert for klaver og orkester, a-mol, op. 54 Allegro affettuoso Intermezzo. Andantino grazioso Allegro vivace (ca. 31 min.)
Tidens tand har gnavet hårdere i litteraturhistoriens klassikere end i musikkens, hvilket også er gået ud over Robert Schumanns værker, herunder Manfred, komponeret i 1848-49 over Byrons dramatiske digt af samme navn. I vore dage hører man næsten kun ouverturen.
PAUSE
Ouverturen begynder i en ejendommeligt søgende stemning, der næsten umærkeligt accellereres ind i satsens uhåndgribeligt ekspansive hovedtema – længselsfyldt, tøjlet energi, der sluttelig synker kraftesløst sammen. Manfred-ouverturen kunne være en symfonisk hovedsats og betragtes da også som et symfonisk mesterværk på linje med de fire symfonier.
Schumann: Klaverkoncert
Klaverkoncerten er ikke blot et hovedværk i Schumanns orkestermusik, men i hele koncertlitteraturen. Første sats blev komponeret allerede i 1841 som en selvstændig Fantasi, hvortil Schumann i 1845 komponerede de to følgende satser. Værket blev
I sine tidlige klaverværker knytter Schumann disse fantasipersoner til karakteristiske musikalske udtryk, som derefter kan spores hist og her i hans senere værker. Selvom man vel ikke skal anse disse finurligheder for at være en nødvendig forudsætning for lytning til Schumanns musik, kan de dog være interessante pejlemærker for lytningen: I klaverkoncertens første sats opspændes en kontrast mellem den iltre begyndelse (Florestan) og det lyrisk-sværmeriske hovedtema (Eusebius), som er de stemningsmæssige yderpunkter, mellem hvilke satsen udspændes. Efter klaversolistens solokadence slutter satsen triumferende, marchagtigt (Davidsforbundet) hvilket også er meget typisk for komponisten. Anden sats beherskes af lyrisk-sværmeriske stemninger vekslende med underfundige, burleske indfald, uden at svulmende patetiske stemninger fornægter sig – eksempelvis i det både stolte og indsmigrende stryger-kantilene, der hvælver sig over midten af satsen. Den pauseløse overgang til tredje sats sender tankerne tilbage til hovedtemaet
i første sats, hvorved hele koncerten føjes sammen til en helhed, sluttende med fejende flot bravur. Det er velkendt, at Edvard Grieg skelede så meget til Schumanns koncert, at de to værker nemt opfattes som en slags tvillinger, der – uden at der er tale om plagiat – ofte optræder sammen på lp-plader og cd-skiver.
Anton Bruckner: Symfoni nr. 1
Ved Beethovens død i 1827 herskede der betydelig vildrede med hensyn til, hvorledes man kunne videreudvikle den symfoniske musik; det var, som om Beethoven havde sat en forpligtende standard, som vanskeligt kunne overvindes. Det er næppe for meget sagt, at der herskede et symfonisk Beethoven-traume gennem resten af 1800-tallet. Efter 1860 førte dette traume til et direkte fjendskab mellem en klassicistisk og en modernistisk fløj i tysk musikliv: Wagner omtalte eksempelvis Brahms’ musik som et eksempel på, ”wie man ohne Ideen komponiert”, mens Brahms omtalte Bruckners symfonier som ”ein Schwindel”. Ejendommeligt nok satte denne konflikt sig også tydeligt igennem i dansk musikliv, hvis grand old man, Niels W. Gade, var udpræget klassicist, og at det efter Gades død blev Carl Nielsens kølige modernisme, der satte dagsordenen. I Paul Hamburgers Koncertfører fra 1957 er Anton Bruckner ikke nævnt med et eneste ord! Ud over to ungdomssymfonier, nr. 0 og nr. 00, komponerede Bruckner ni symfonier, der stort set følger samme arkitektoniske plan: I første sats af aftenens symfoni bemærker
man den karakteristiske måde, hvorpå Bruckner ved hjælp af små, let genkendelige motiver udspænder kolossalt lange forløb, hvor alle kræfter retter sig mod en næsten uendelig fjern forløsning. Noget lignende er tilfældet i den ligeledes typiske adagio, der følger som anden sats; ingen kan som Bruckner opretholde spændingstilstande over lange tidsforløb: små tilløb vokser sammen til større, der til sidste bruser frem som mægtige flodbølger. Tredje sats er en burlesk, saftig scherzo med konnotationer af jovialt østrigsk landboliv.
Rafael Payare er født i Venezuela i 1980 og kendt som en af de mest spændende dirigenter i sin generation. Han vandt i 2012 den prestigefyldte Malko-konkurrence og har siden arbejdet med store orkestre som Rotterdam Filharmoniske Orkester, Birmingham Symfoniorkester, Orchestre National du Capitole de Toulouse, Oslo Filharmonikerne, Göteborg Symfoniorkester, Stockholm Filharmonikerne og naturligvis Aalborg Symfoniorkester. Efter sin sensationelle britiske debut med Ulster Orchestra i oktober 2013 blev han straks tilbudt stillingen som chefdirigent – en post han varetager fra sæson 2014-15 og tre år frem. Payare har medvirket ved flere koncerter og optagelser med dirigenter som Giuseppe Sinopoli, Claudio Abbado, Sir Simon Rattle og Lorin Maazel. Han har arbejdet som assisterende dirigent under Gustavo Dudamel, senest i hans opsætning af Figaros bryllup med Los Angeles Filharmonikerne. Payare fungerede endvidere som assisterende dirigent for afdøde Claudio Abbado i Tjajkovskijs sjette symfoni med Simón Bolívar Orchestra. I september 2012 inviterede Daniel Barenboim personligt Payare til at hjælpe med sin opførelse af Siegfried på Berlin Staatsoper. Rafael har hjem i både Caracas og Berlin med sin kone, Alisa Weilerstein. Rafael Payare kunne sidst opleves med Aalborg Symfoniorkester i 2014.
Fjerde sats strømmer hos Bruckner altid lettere end de to første satser som en hymne, der – ikke uden religiøse undertoner – strømmer friktionsløst afsted. I nogle af Bruckners symfonier er de to midtersatser byttet om, således at scherzoen kommer før adagioen. Bag denne disposition – hvis formål er at rette begivenhederne stærkere imod finalen – sporer man klar indflydelse fra Beethovens 9. symfoni. Denne indflydelse spores også i en veletableret tradition om at erstatte den manglende fjerde sats i Bruckners 9. symfoni med hans Te Deum, hvilket fremmer den romantisk-religiøse forestilling om symfonien som en slags klingende gudstjeneste. Bruckner var en meget from mand. © Peter Wang
© Marco Borggreve
Digtets hovedperson er en Faustagtig skikkelse, der nages af skyldfølelse over sin elskedes død. Med sine oversanseAnton Bruckner Symfoni nr. 1, c-mol lige evner fremmaner Manfred syv ånder, (1824-1896) Allegro ved hvis magi han håber at kunne forløse Adagio sig fra skyldfølelsen, hvilket de dog ikke Scherzo. Schnell – Trio. Langsamer magter. Til sidst dør han desillusioneret. Finale. Bewegt, feurig Denne ’gothic’ historie reflekterer naturlig (ca. 50 min.) vis Lord Byrons egen romantiske ’spleen’, som Schumann utvivlsomt har haft nemt ved at identificere sig med.
uropført 1. januar 1846 i Leipzigs berømte Gewandhaus med hustruen, Clara Schumann, som solist. Schumann var på mange måder en finurlig komponist, der i sin ungdom skabte sig en fantasiverden af fiktive personer, blandt hvilke vi finder den iltre Florestan, den sværmeriske Eusebius samt en Meister Raro, hvis navn naturligvis er konstrueret af Schumann-ægteparrets fornavne. Af disse fantasipersoner danner Schumann en lille hær, han kalder Das Davidsbund, som han sender i kamp mod filistrene, dvs. spidsborgerne.
RAFAEL PAYARE, DIRIGENT
© Bjørn Bertheussen
PROGRAM
Anton Bruckners Symfoni nr. 1 opføres i Linzer-versionen fra 1868 – udgivet af Thomas Röder i 2016. Denne version har Danmarkspremiere.
INON BARNATAN, KLAVER Inon Barnatan bor i New York City. Han er født i Tel Aviv i 1979. Han begyndte allerede som treårig at spille klaver, og i en alder af 11 år havde han sin debut som orkestermusiker. Han har modtaget undervisning af de mest anerkendte pianister og lærere. Han har bl.a. studeret ved professor Victor Derevianko, som selv studerede ved den russiske mester Heinrich Neuhaus. I 1997 flyttede han til London for at studere på Royal Academy of Music ved Maria Curcio - en elev af den legendariske Artur Schnabel - og ved Christopher Elton. En anden indflydelsesrig lærer og mentor er Leon Fleisher. Inon Barnatan er kendt for sin poetiske sensibilitet og musikalske intelligens. Han har modtaget flere priser; i 2015 Lincoln Center’s Martin E. Segal Award i kategorien ”unge kunstnere med exceptionel succes”, og i 2009 modtog han den prestigefyldte Avery Fisher Career Grant.