Ariane Matiakh, dirigent Den unge franske dirigent begyndte i 1999 sin professionelle karriere som repetitør ved flere operahuse i Frankrig og er uddannet orkesterdirigent fra Musikhøjskolen i Wien, hvor hun studerede hos Leopold Hager og Yuji Yuasa. Hun vandt i 2009 den prestigefyldte Révélation des Victoires de la musique og Donatella Flick LSO konkurrencen i 2008. I sin tid som 1. assisterende dirigent i Montpellier har hun primært arbejdet med Armin Jordan og James Conlon. Lige siden Ariane Matiakh i 2006 med stor succes erstattede James Conlon med meget kort varsel i Sjostakovitjs 7. symfoni i Orchestre National de Montpellier, har Ariane Matiakh etableret sig internationalt som en dirigent af usædvanlig alsidighed og har dirigeret både opera, symfonisk musik og balletrepertoire – fra barok til moderne værker. Som en anerkendelse af hendes bidrag til det franske musikliv og den franske kultur i udlandet blev Ariane Matiakh i 2014 udnævnt Chevalier des Arts et des Lettres af det franske kulturministerium. Ariane Matiakh gæstede sidst Aalborg Symfoniorkester i 2015.
Ouverturen rummer visse markante stemningsmæssige kontraster: Det første tema, der høres, er eksempelvis fra hymnen Gud skal genopstå fra den russisk-ortodokse påskeliturgi, og senere høres hymnerne Da englen havde forkyndt det glade budskab fremført af solocello samt Lad alle de, der hader ham, flygte fra hans åsyn, og endelig er satsens store sidetema baseret på hymnen Kristus er opstanden. Som en ejendommelig kontrast til disse stilfærdige kirkelige toner høres en mere vild, burlesk musik, som har rødder i den russiske folkemusik. Kirkeligt og folkeligt mødes. Rimskij-Korsakov har selv forklaret det: ”Således forenes i ouverturen mindet om de ældgamle profetier med evangeliets beretning og det totale billede af påskegudstjenesten med dens ’hedenske munterhed’.”
Mikhail Glinka: Valse-fantasi
Valsen er et interessant indslag i den romantiske musiktradition. Som de fleste andre danse har den sit udgangspunkt i den folkelige dans, men omkring år 1800 bliver valsen usurperet af overklassen: Når Wiener-kongressen dansede, var det i valsetakt. Fra balsalen vandrede valsen videre ind i instrumentalmusikken som symbol på det dannede samfundslags glæde og livsudfoldelse. De østrigske valsekonger var forbilleder, som man også skelede til i Rusland: Tjajkovskij lagde en pragtfuld valsescene ind i sin opera Eugen Onegin, og i hans 6. symfoni er der en ejendommelig sats, hvis stemning er udpræget valseagtig, selvom musikken står i 5/4-takt. Men alt har en ende: De gode gamle dage var forbi med 1. verdenskrig, og i 1920 satte Maurice Ravel en slags punktum for livsglædens symbol med sin berømte La Valse, i hvis dystre musik man nærmest fornemmer skyggerne fra Die Welt von Gestern. Når vi i vore dage fornøjer os ved tv-skærmen til Wienerfilharmonikernes nytårskoncert, er det et nostalgisk tilbageblik på de gamle dage, før verden gik af lave. Glinkas Valse-fantasi er et let og uhøjtideligt musikstykke, der dog – som de bedste wienervalse – mangler finurlighed og raffinement.
Nikolaj Rimskij-Korsakov: Capriccio espagnol
Nikolaj Rimskij-Korsakov: Den store russiske påske Offentlige koncerter, som vi kender den i dag, opstod i Vesteuropa i midten af 1700-tallet. Før den tid foregik den slags fornøjelser kun i private forsamlinger hos adelen og det bedre borgerskab. I Rusland blev offentlige koncerter først udbredt i 1830’erne, hvilket forklarer, at der stort set ikke kendes russiske komponister fra før dette tidspunkt. Men da Rusland blev moderne, myldrede det frem med kompositoriske talenter, som hurtigt skabte et overdådigt repertoire af musik. En af de mest markante personligheder var Nikolaj Rimskij-Korsakov, der som 27-årig søofficer – og uden særlig musikuddannelse – blev ansat som lærer i komposition ved musikkonservatoriet i Sankt Petersburg. Og tilfældet var ikke enestående: Faktisk var mange af de russiske komponister amatører – på et tårnhøjt plan! Rimskij-Korsakov er mest kendt for sine operaer, men komponerede dog også tre symfonier samt flere koncertouverturer og suiter, af hvilke de mest berømte er programsuiten Sheherazade baseret på 1001 Nats Eventyr samt ouverturen Den store russiske påske.
og bryllupsmarch er klassikere af det udødelige format. Af hans fem symfonier har især nr. 3 Den skotske og nr. 4 Den italienske opnået varig plads i det symfoniske repertoire. At hans Reformationssymfoni blev indordnet som den femte og sidste, skyldes udelukkende, at den først blev kendt i 1868, 21 år efter komponistens død. Værket blev imidlertid komponeret allerede i vinteren 1829-30 med henblik på opførelse i anledning af 300-årsdagen for det luthersk-evangeliske kampskrift Den augsburgske bekendelse. Af til dels uopklarede grunde blev symfonien dog ikke opført ved denne lejlighed. Da senere forsøg på opførelser ligeledes mislykkedes, skrinlagde komponisten symfonien som et ungdomsværk; nogle har endog betegnet den som akademisk, hvilket ikke er en ubetinget kompliment i det musikvidenskabelige ordforråd. I sit firsatsede forløb er symfonien da også traditionelt klassisk – efter den beethovenske opskrift med den langsomme sats skubbet hen som tredje sats og den scherzoagtige sats som anden. Det specielle ved symfonien er, at den – i pagt med hele sin idé – citerer to markante kirkemusikalske symboler: Allerede i den langsomme indledning høres det engleagtige såkaldte Dresdner amen, som også kendes fra Richard Wagners operaer Tannhäuser og Parsifal. Ved overgangen mellem tredje og fjerde sats fremtoner protestantismens fanfare – koralen Vor Gud, han er så fast en borg – som til slut kroner værket som en majestætisk hymne. © Peter Wang
Kommende koncerter: Påskekoncert: En hyldest til livet Onsdag den 12. april kl. 19.30 Solist: Yana Kleyn, sopran
Længselsfuld flirt med eksotiske landes folkeliv og musik er et karakteristisk træk ved den national-romantiske musik: Capriccio italien af Tjajkovskij og Capriccio espagnol af Rimskij-Korsakov. Værket er en slags rondo, hvor vi første hører en festlig og inciterende nordspansk alborada. Efter denne iltre begyndelse synger hornet en melodi, der efterfølgende varieres i de andre instrumenter. Alboradaen vender tilbage, men viger snart for et afsnit, der betegnes som Scena e canto gitano – scene med sigøjnersang – der består af fem kadencer for forskellige instrumenter og en følgende dans. Til allersidst vender en stump af alboradaen tilbage som afrunding af den spanske stemning.
Felix Mendelssohn Bartholdy: Symfoni nr. 5 - Reformationssymfonien
Mendelssohn blev anset for at være sin samtids største komponist og autoritet i kompositoriske spørgsmål. Måske var hans storesøster Fanny en lige så stor begavelse, og det menes endda, at hun bidrog med en hjælpende hånd ved flere af hans kompositioner. Som dannelsesborger, rundet af en velhavende jødisk slægt, der tidligere var konverteret til luthersk-evangelisk tro, komponerede Mendelssohn en del kirkelige værker, med tekster fra både Det Gamle og Nye Testamente. Hyppigere spillet end kirkeværkerne er dog hans violinkoncert og musikken til Shakespeares En skærsommernatsdrøm, hvis ouverture
Klassik & neoklassik Sæsonafslutning
Fredag den 21. april kl. 19.30 Torsdag den 11. maj kl.19.30