Richard Wagner
Alexander Liebreich, dirigent © Sammy Hart
Alexander Liebreich er født i Regensburg, Tyskland og har studeret på Hochschule für Musik und Theater i München og Salzburg Mozarteum. Efter han vandt Kirill Kondraschin dirigentkonkurrence, blev han udnævnt som assistent for Edo de Waart på the Netherlands Radio Philharmonic Orchestra. I 2012 begyndte Alexander Liebreich sin første sæson som chefdirigent og kunstnerisk leder af the Polish National Radio Symphony Orchestra som den første udenlandske dirigent. Som en af Tysklands førende dirigenter bringer Alexander Liebreichs omfattende karriere ham verden rundt og som gæstedirigent har han arbejdet med mange store orkestre blandt andre Orchestre National de Belgique, BBC Symphony Orchestra, Radio Symfoniorkester Berlin, München Filharmonikerne, Bavarian Radio Symphony Orchestra, Dresden Philharmonic, Osaka Philharmonic og NHK Symphony Orchestra. Han har optrådt med fremtrædende solister som Lisa Batiashvili, Krystian Zimerman, Frank Peter Zimmermann og Maxim Vengerov.
Ole Edvard Antonsen, trompet Ole Edvard Antonsen er født i Norge i 1962 og begyndte at spille trompet i en alder af fem år. I dag betragtes han som en af verdens førende trompetsolister og er en af Norges absolut største internationale stjerner. Antonsen har spillet som solist på de store musikscener i mere end 40 lande verden over. Hans bemærkelsesværdige alsidighed som musiker gør, at han er lige så meget hjemme i sit arbejde, om han spiller med store symfoniorkestre eller samarbejder med pop-, rock- eller jazzmusikere. Fra 2006 var Antonsen chefdirigent og kunstnerisk leder af The Royal Norwegian Airforce Band og fra 2010 chefdirigent for The Norwegian Wind Orchestra. Fra 2007 har han været professor ved Det Norske Musikakademi og samme år modtog han af den norske Kong Harald Commander of the Royal Norwegian Order of St. Olav Norge for hans formidable bidrag til norsk musik både i Norge og i udlandet. Ole Edvard Antonsen har indspillet mere end 60 cd’er for selskaber som EMI, Universal, BMG, BIS. I 1994 indspillede han den officielle olympiske Fanfare for vinter-OL i Lillehammer.
Wagner havde siden sin medvirken ved revolutionen i 1848 i Dresden levet en omskiftelig tilværelse i eksil i Italien, Schweiz og Østrig. Ægteskabet med den fire år ældre Minna knagede, og deres økonomiske situation var elendig. I 1862 fik Wagner tilkendt fuldt amnesti, hvilket betød, at han igen kunne rejse til Sachsen, og da den kun 18-årige Ludwig 2. overtager magten i Bayern i 1864, finder Wagner i ham en hengiven velynder, som indfrier Wagners betydelige gæld og samtidig tildeler ham et årligt stipendium, som sikrer ham arbejdsro. Det er også i denne periode, at Wagner indleder et forhold til sin gode ven Hans von Bülows kone, Cosima. Deres emotionelle og heftige affære udvikler sig hurtigt til dyb og ægte kærlighed, og efter lange og omfattende kampe kunne de endelig gifte sig den 25. august 1870. På dette tidspunkt var Cosima og Wagner flyttet fra Bayern til Schweiz. Ludwig 2.’s rådgivere mente nemlig, at Wagner havde for stor indflydelse på den unge regent, og Wagner viste rettidig omhu og flyttede. De fandt en idyllisk villa ved bredden af Vierwaldstättersee i den lille by Tribschen tæt på Lucerne. Den skønne villa, som i dag er museum, kom til at danne rammen om en lykkelig og produktiv periode i Wagners liv.
Siegfried-idyl
“Da jeg vågnede, fornemmede mit øre en lyd, der blev højere, så jeg ikke længere kunne forestille mig, at jeg drømte. Der lød musik, og hvilken musik! Da den var klinget af, kom Richard ind til mig sammen med de fem børn og overrakte mig partituret til den “symfoniske fødselsdagshilsen”. Jeg brast i tårer, men det gjorde resten af huset også. Richard havde stillet sit orkester op på trappen og dermed indviet vores Tribschen for evigt! Tribschen Idyll - sådan hedder værket.” Således skriver Cosima i sin dagbog den 25. december 1870. Wagner havde med musikere fra Tonhalle-orkestret i Zürich vækket sin nye hustru med sød morgenmusik på hendes fødselsdag. Den oprindelige titel på værket var “Triebschen Idyll med Fidis fuglesang og den orange solopgang, som symfonisk fødselsdagshilsen. Til Cosima fra hendes Richard”. Fidi var kælenavnet for deres søn Siegfried, og fuglesangen og solopgangen refererer sikkert til nogle af parrets personlige oplevelser. Sideløbende med at Wagner skriver værket til Cosima, arbejder han også på at færdiggøre operaen Siegfried, og hovedtemaet fra Siegfried-idyl finder vej ind i operaens sidste akt, hvor Brünhilde vækkes af Siegfried og synger ordene “Ewig war ich, ewig bin ich”. Wagners oprindelige tanke var, at værket skulle være et privatminde, men i 1878 lod han sig overtale til at udgive værket under titlen Siegfried-idyl. Værkets ømme og inderlige tonesprog har siden sikret værket stor udbredelse.
Rolf Martinsson
Den svenske komponist Martinsson er født i den sydlige del af Skåne og studerede i sine ungdomsår på konservatoriet i Malmö hos bl.a. Sven-David Sandström, Sven-Eric Johanson og Sven-Erik Bäck. Siden 1987 har han også undervist samme sted i komposition, arrangement og musikteori. I dag regnes Martinsson som én af Sveriges førende komponister, og han har fået opført sin musik på en lang række af verdens største musikscener. Han har ligeledes komponeret musik til prominente solister som sopranen Lisa Larsson, klarinettisten Martin Fröst, mezzosopranen Anne Sofie von Otter, basunisten Christian Lindberg og trompetisten Håkan Hardenberger.
Bridge - trompetkoncert nr. 1 Trompetkoncerten Bridge blev komponeret til Håkan Hardenberger og kom til at markere Martinssons store internationale gennembrud. Efter uropførelsen i Göteborg tog dirigenten Neeme Järvi værket med på turné til både England og USA, og siden er koncerten blev opført med stor succes et utal af gange over hele Europa. Værkets titel, Bridge (Bro), stammer fra værkets tredelte struktur, der bliver holdt sammen af to solokadencer, som på denne måde danner bro. Koncerten forløber i én sammenhængende sats, men man fornemmer tydeligt koncertformens klassiske tredeling. Den første del er i et moderat tempo, og her kaster solotrompeten sig ud i
kamp/dialog med orkestrets forskellige instrumentgrupper: Først messing, så træblæserne og til sidst strygerne. Herefter tages vi med på en intens og søgende rejse, hvor skiftevis det lyriske, det dramatiske og det stille indadvendte afsøges. Den første del munder ud i en smuk og inderlig solokadence for trompeten. Anden del begynder orkestret i et ganske sagte og roligt tempo. Gradvis bygges musikken op til en mægtig kulmination, og solotrompeten blander sig igen. Midtvejs øges den rytmiske aktivitet, og slagtøjsinstrumenterne (herunder vandfyldte vinglas), harpe og celeste blander sig efterhånden. En lang opbygning, hvor trompeten hele tiden øger aktiviteten, munder ud i en dramatisk solokadence. Finalen vokser ud af kadencen, og den tredje og sidste del af koncerten skydes i gang med et hurtigt og dramatisk tempo. Med stor dramatik bringes koncerten til en storslået afslutning.
Anton Bruckner
Som søn af en fattig skolelærer og organist blev Bruckner født i den lille østrigske by Ansfelden. Han voksede op i et udkantsområde, hvor Metternichs reaktionære regime sikrede den gamle feudale samfundsorden. De liberale strømninger, som ellers skyllede ind over Europa, spillede derfor ingen rolle i Bruckners opvækst, og han voksede op med en nærmest naiv respekt over for autoriteter. At Bruckner skulle blive 39 år før han komponerede sin første symfoni, er der flere grunde til. For det første var han en grundig og omhyggelig mand, som ville have det grundlæggende hårdværk helt på plads, inden han ville kaste sig over den store symfoniske genre. For det andet havde han i sine ungdomsår kun i begrænset omfang haft mulighed for at stifte bekendtskab med den romantiske symfoni. Bruckners symfonier kom på mange måder til at stå i opposition til samtidens øvrige symfoniske værker. For hvor man hos de romantiske komponister var vant til mere eller mindre flamboyante og excentriske personligheder, som skrev stærkt subjektive og følelsesmættede værker, var Bruckners symfoniske univers præget af en eminent teknisk kunnen, hvorigennem han skabte fantastiske tonekatedraler af stor åndelig rigdom. Samtiden var ikke klar til Bruckners tonesprog, og hans symfonier blev genstand for megen kritik. På opfordring af velmenende venner reviderede Bruckner sine symfonier nærmest til ukendelighed.
Symfoni nr. 3 Den tredje symfoni markerer Bruckners kunstneriske gennembrud og er i sandhed et monumentalt symfonisk mesterværk. Symfonien blev dedikeret til Bruckners store idol og forbillede Wagner, som efter en aften i selskab med Bruckner blev stillet over for valget, om han ønskede dedikationen af den 2. - eller den 3. symfoni. Da symfonien blev uropført i 1878, blev det en kæmpe fiasko. Hverken publikum, musikerne eller anmelderne kunne lide symfonien, og Bruckner gav sig i kast med at revidere symfonien betydeligt - det blev til ikke færre end seks forskellige versioner af symfonien. Symfoniens karakter er helt igennem heroisk og Bruckners forkærlighed for det grandiøse og majestætiske gennemsyrer hele symfonien, hvor Bruckner skaber tæt sammenhæng mellem satserne. 1. sats: Symfonien åbnes med en dramatisk opbygning, som vokser ud af stilheden - de sitrende strygere vækker mindelser om Beethovens 9. symfoni. Det pompøse tema, der høres i messingblæserne, bliver et motto for hele symfonien. Sidetemaet er smukt og sangbart og folder gradvist sine vinger ud, men transformeres efterhånden i en mere dramatisk retning. 2. sats: Bruckner giver anvisningen Adagio, bewegt, quasi andante (Langsomt, men næsten gående) i denne sats, hvor smukke og rolige temaer folder sig ud med en til tider meditativ ro. Kun i korte glimt forstyrres roen med mere dramatiske indfald. 3. sats: Den korte scherzo er fyldt med rytmisk fremdrift, energi og vitalitet. Det andet tema har en let og folkelig karakter, næsten som en østrigsk ländler. 4. sats: Det pompøse og majestætiske vender tilbage i den mægtige finale, som indledes for fuld udblæsning. En smukt og inderligt sidetema skaber en vidunderlig kontrast. Efter en dramatisk udvikling af temaerne bringes symfonien til en mægtig kulmination i en apoteose, hvor bl.a. temaet fra 1. sats igen bringes i spil. © Jan Mygind