t
PROGRAMNOTER
Felix Mendelssohn-Bartholdy Meeresstille und glückliche Fahrt (1809-1847) - koncertouverture, op. 27 (ca. 12 min.)
Felix Mendelssohn-Bartholdy
Ernest Bloch
Den schweiziske komponist Ernest Bloch blev født i Genève af jødiske forældre. Sine ungdomsår brugte han på at studere musik først i Belgien hos violinvirtuosen Ysaÿe, senere komposition i Frankfurt og derefter yderligere studier i Paris. I 1916 emigrerede han til USA, hvor han som en yderst eftertragtet lærer bestred stillinger ved en lang række universiteter. Fra 1924 blev han også amerikansk statsborger, og han blev i landet til sin død i 1959. Schelomo – hebræisk rapsodi for cello og orkester Schelomo (Salomon) er det sidste værk i samlingen Den jødiske cyklus, som Bloch
Erich Wolfgang Korngold
Korngold blev født i Brno i det nuværende Tjekkiet, men familien flyttede kort efter hans fødsel til Wien, hvor faderen Julius Korngold blev en betydelig musikkritiker.
Sønnen viste tidligt sit enorme musikalske potentiale, og hans barne-/ungdomsværker blev fremført af tidens absolut førende navne som Bruno Walter, Arthur Nikisch og Artur Schnabel. De toneangivende komponister som Mahler, Richard Strauss og Puccini var også samstemmende i deres fascination og så i Korngold en fremtidens mand. Det tonesprog, som Korngold arbejdede indenfor i sin ungdom, var farvet i retningen af den senromantiske musik, men fra tid til anden åbnede han for nye horisonter. De forholdsvis milde eksperimenter, som Korngold foretog, blev dog overhalet indenom af den radikale modernisme, der samtidig satte igennem hos bl.a. komponisterne Schönberg og Stravinskij. Således gik Korngold fra at have været et musikkens stjerneskud til en meget perifer position stemplet som tilbageskuende og kedelig. I 1930’erne begyndte Korngold at skrive musik til Hollywood-film og fik inden for denne branche stor succes (I 1939 vandt han en Oscar for musikken til The Adventures of Robin Hood), men denne succes stigmatiserede ham kun yderligere i forhold til sine komponistkollegaer. Man kunne i denne periode (måske heller ikke i dag?) regnes som en seriøst stræbende komponist, hvis man indlod sig på at arbejde i Hollywood. Korngolds musik blev stille og roligt fortrængt, og efter hans død i 1957 ophørte man stort set med at spille hans koncertsalsmusik. Først da man på New York City Opera i 1975 opsatte Korngolds opera Die tote Stadt fra 1920, kom der gang i en ny bølge af interesse for Korngold. Siden er udbredelsen og anseelsen af hans musik heldigvis vokset stødt.
Symfonien, som blev uropført i Wien i 1954, vakte ikke begejstring i pressen, som beklagede, at orkesterets fremførelse lod meget tilbage at ønske. Korngold havde under arbejdet på symfonien søgt inspiration i sin egen musik til filmen The Private Lives of Elizabeth and Essex fra 1939. Når man lytter til symfonien, fornemmer man, at fragmenter og stemninger fra filmmusikken hele tiden er nærværende. Da symfonien var færdig, besluttede Korngold, at den skulle dedikeres til mindet om den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, som var død i 1945.
Symfoni i Fis, op. 40 Korngolds symfoni komponeret 1947-52 var blandt de første værker til at blive indspillet i slutningen af 1970’erne og har siden indtaget en central position ved siden af violinkoncerten i Korngolds produktion.
© Jan Mygind
1. Moderato ma energico: Den første sats er stormfuld og intens. Det første tema har karakter af en march. Indledningsvis holdes marchtemaet tilbage og spilles blot af klarinetten, men gradvis øges intensiteten. Et smukt og lyrisk sidetema toner frem og åbner for et nyt univers. Efter lidt tid vender marchtemaet faretruende tilbage, og det lyriske sidetema forvandles til en march. 2. Scherzo: Den hurtige scherzo udfordrer orkesterets evner til hurtig og smidig artikulation. Et heroisk horntema leder tankerne i retning af filmmusik. Triodelen er gennemsigtig og næsten spøgelsesagtig. 3. Adagio: Den langsomme sats leder med sin ro og tyngde tankerne i retningen af Bruckners fantastiske adagioer. 4. Finale: I den lyse og optimistiske finale skaber Korngold en kalejdoskopisk rejse gennem temaerne fra de forudgående satser og bringer det hele til en triumferende konklusion.
TOBIAS RINGBORG, DIRIGENT
Tobias Ringborg har etableret sig som dirigent, solist og kammermusiker. Han begyndte karrieren i 1994, da han vandt en solistpris og samme år fik sit diplom fra Den Kongelige Musikskole i Stockholm. Efterfølgende afsluttede han sine violinstudier på The Juilliard School i New York. Ringborg har optrådt med flere svenske og danske orkestre – både som solist og som dirigent. Han debuterede som operadirigent i 2001 på Folkoperan og har siden været tilknyttet Den Kgl. Opera i Stockholm. I 2005 fik han sin London-debut som solist og dirigent med English Chamber Orchestra i Barbican Hall. De seneste sæsoner har Ringborg bl.a. ledet De Kgl. Filharmonikere ved Nobel-prisuddelingen i 2011, Rigoletto på Den Kgl. Opera, Svanesøen med Den Norske Opera, Don Giovanni med Den Jyske Opera og Madame Butterfly på New Zealand Opera. Siden 2011 har han været leder af Det Kgl. Musikakademi.
© Bernard Martinez Moyenne
Meeresstille und glückliche Fahrt Mendelssohns koncertouverture Meeresstille und glückliche Fahrt blev komponeErnest Bloch Schelomo ret i hans ungdomsår, hvor han havde æren (1880-1959) - hebræisk rapsodi for cello og orkester og fornøjelsen af at være venner med det (ca. 20 min.) tyske kulturlivs nestor, Goethe. Den unge Mendelssohn begejstrede den betydeligt PAUSE ældre forfatter med sin musik, og Mendelssohn fik Goethes lyrik indpodet næsten som en del af sit musikalske dna. Erich Wolfgang Korngold Symfoni i Fis, op. 40 Et andet af Mendelssohns store forbille(1897-1957) Moderato ma energico der, Ludwig van Beethoven, havde i 1815 Scherzo. Allegro molto – Trio komponeret en kantate til de samme digte, Adagio. Lento som Mendelssohn i ouverturen tager under Finale. Allegro gaio behandling. Mendelssohn vedkender sig (ca. 53 min.) sin inspiration ved at lade ouverturen stå i samme toneart, D-dur, som Beethovens kantate. Den første del af ouverturen er komponeret over Goethes digt Tiefe Stille herrscht im Wasser (En dyb stilhed hersker over vandet). Musikken er roligt afventende som et skib på det åbne hav, der venter på vinden. Den anden del af ouverturen refererer til digtet Die Nebel zerreissen (Tågen letter). Intensiteten øges, vinden blæser tågen væk og skaber atter fremdrift for skibet.
komponerede i perioden fra 1912-1916. Man fornemmer, hvordan Bloch i denne cyklus søger at finde sit eget musikalske udtryk. Et musikalsk sprog som kunne udtrykke hans vision om, hvad jødisk musik kunne være. Ud over Schelomo indeholder cyklussen værkerne: Tre jødiske tonedigte (1913); Præludium og Psalme 114 og 137 for sopran og orkester (1912-1914); Psalme 22 for baryton og orkester (1914); Israel: Symfoni for 5 stemmer (19121916). I forbindelse med en opførelse af Schelomo i 1932 udtalte Bloch, at værket kunne høres som en fremstilling af Kong Salomon, således at Salomon repræsenteres af solocelloen, mens orkesteret repræsenterer verden omkring ham. Fra tid til anden udtrykker orkestret også Salomons tanker, mens celloen udtrykker hans ord. Schelomo forløber i en lang sats, men lader sig tydeligt inddele i tre store afsnit forbundet af gennemgående temaer: I den første del er musikken gennemsigtig og tilbageholdende; overskriften kunne ifølge Bloch selv være udsagnet ”Intet er den smerte værd, det forårsager – forgængelighed af forgængelighed – alt er forgængeligt!” To temaer som kommer til at få betydning. Gennem hele værket dominerer denne del: Først et lamentotema for solocello – sparsomt blander orkestret sig, og efter en overledning bringes et nyt dansant tema i spil. Vi gennemlever i de næste afsnit den ensomme Salomon, som filosoferer over livets lektioner, og i hans nedtrykte stemning bliver alt afvist. Selv når orkestret forsøger sig med dansant eller eksotisk orienteret musik, afvises det. Værket slutter, som det begynder, i mørke og resignation.
© Ryan Garrison
PROGRAM
GARY HOFFMAN, CELLO
Gary Hoffman er født i Vancouver, Canada og underviser i musik med titlen Professor at the Musical Chapel i Bruxelles. Han er af nutidens fremragende cellister, der formår at forene den musikalsk tekniske kunnen, den smukke lyd og den poetiske tilgang i sine optrædener. Gary Hoffman blev internationalt kendt i 1986, da han som den første amerikaner blev vinder af Rostropovich International Competition i Paris. Han er en hyppig solist hos de store orkestre i USA, Europa og Asien, og som kammermusiker spiller han flere steder som f.eks. Concertgebouw i Amsterdam, Wigmore Hall og Théâtre des Champs-Elysées. Gary Hoffman spiller på en cello bygget af Nicolò Amati i 1662.