Alt det lys vi ikke ser
Alt det lys vi ikke ser.indd 1
10/02/15 16.01
Alt det lys vi ikke ser.indd 2
10/02/15 16.01
Anthony Doerr
Alt det lys vi ikke ser e Ro m an
d
P책 dansk ved Mich Vraa
POLITIKENS FORLAG
Alt det lys vi ikke ser.indd 3
10/02/15 16.01
Til Wendy Weil 1940-2012
Alt det lys vi ikke ser.indd 4
10/02/15 16.01
I august 1944 blev den historiske fæstningsby Saint-Malo, den smukkeste juvel på Bretagnes Smaragdkyst, næsten fuldstændig ødelagt af ild ... af de 865 bygninger inden for bymuren stod kun 182 tilbage efter branden, alle med større eller mindre skader. – Philip Beck
Uden radioen ville det ikke have været muligt for os at tage magten eller at bruge den på den måde vi gjorde. – Joseph Goebbels
Alt det lys vi ikke ser.indd 5
10/02/15 16.01
Alt det lys vi ikke ser.indd 6
10/02/15 16.01
Nul 7. august 1944
Alt det lys vi ikke ser.indd 7
10/02/15 16.01
Alt det lys vi ikke ser.indd 8
10/02/15 16.01
Flyveblade
I
skumringstimen regner de ned fra himlen. De blæser over fæstningsmuren, slår vejrmøller over tagrygge, flakser ned i slugter mellem huse. Sværme af dem fylder hele gader hvor de glimter hvidt mod brostenene. Vigtig meddelelse til indbyggerne i denne by, står der. Søg omgående mod åbent land. Tidevandet stiger. Månen hænger lille og gul og fed. På badehotellernes tage længere østpå og i haverne bag dem lader amerikanske artillerister brandgranater forsvinde ned i løbet på morterer.
9
Alt det lys vi ikke ser.indd 9
10/02/15 16.01
Bombefly
D
e krydser Kanalen ved midnatstid. De er tolv, og de er opkaldt efter sange: Stardust og Stormy Weather og In the Mood og Pistol-Packin’ Mama. Havet glider forbi langt under dem, sort og med talløse hvide skumtoppe i månelyset. Snart kan flyenes navigatører skimte klyngerne af lave øer langs horisonten. Frankrig. Flyenes intercom knitrer. Målbevidst, næsten dovent, taber bombeflyene højde. Tråde af rødt lys stiger til vejrs fra antiluftskytsstillinger langs kysten. Mørke, sønderskudte skibe kommer til syne, sænket af torpedoer eller sprængt i stykker på anden vis; et af dem mangler hele stævnen, fra et andet spiller flammerne endnu. På en af de yderste øer løber panikslagne får i siksak mellem klipperne. Om bord i hvert af flyene skotter en bombeudløser ud ad sin rude og tæller til tyve. Fire, fem, seks, syv. I deres øjne ligner den murkransede by på sit fundament af granit mest af alt en syg tand; noget sort og farligt, en sidste dårligdom der skal skæres væk.
10
Alt det lys vi ikke ser.indd 10
10/02/15 16.01
Pigen
I
byens sydvestligste hjørne, i et højt, smalt hus på Rue Vauborel nummer 4, på den sjette og øverste etage, knæler en blind, sekstenårig pige der hedder Marie-Laure LeBlanc, ved et lavt bord der er helt dækket af en model: en miniatureudgave af den by hvor hun befinder sig, med præcise gengivelser af de hundredvis af huse og butikker og hoteller der ligger inden for bymurene. Der er katedralen med det perforerede spir og det massive, gamle Château de Saint-Malo og række efter række af fine palæer med udsigt over vandet og skove af skorstene. En smal træmole rækker i en bue ud over vandet fra en strand der kaldes Plage du Môle; et sart tag af jernfiligran hvælver sig over fiskemarkedet; småbitte bænke, de mindste ikke større end æblekerner, står på det lille torv. Marie-Laure lader fingerspidserne følge den centimeterbrede brystning der kranser voldene og tegner en uregelmæssig stjerne rundt om modelbyen. Hun finder det sted på muren hvor fire antikke jernkanoner peger ud over havet. “Bastion de la Hollande,” hvisker hun, og hendes fingre går ned ad en lille trappe. “Rue des Cordiers. Rue Jacques Cartier.” I et hjørne af stuen står to galvaniserede spande fyldt til randen med vand. Fyld dem, har hendes grandonkel lært hende, når du kan komme til det. Også badekarret på anden sal. Hvem ved hvornår forsyningen svigter igen? Hendes fingre bevæger sig tilbage til domkirkens spir. Sydpå til Porte de Dinan. Hele aftenen har hun ladet sine fingre vandre rundt 11
Alt det lys vi ikke ser.indd 11
10/02/15 16.01
i den lille by, mens hun venter på sin grandonkel Etienne som ejer huset, som gik ud aftenen før, og som ikke er vendt tilbage. Og nu er det atter aften, urets store viser har tilbagelagt endnu en omgang, hele kvarteret er stille, og hun kan ikke sove. Hun kan høre bombeflyene da de er fem kilometer væk. En voksende brummen som lyden i en konkylie. Da hun åbner vinduet i soveværelset, vokser lyden i styrke. Ellers er natten uhyggeligt stille: ingen motorer, ingen stemmer, ingen støj. Ingen sirener. Ingen skridt på brostenene. Ikke engang et mågeskrig. Kun højvandet der slikker op ad byens mure et stenkast og seks etager borte. Og noget andet. Noget der rasler, ganske stille, meget tæt på. Hun åbner den venstre vinduesskodde og lader fingrene glide over de skrå lameller på den højre. Et stykke papir har sat sig fast der. Hun holder det op til næsen. Det lugter af ny tryksværte. Benzin, måske. Papiret er stift og tørt; det har ikke været derude ret længe. Marie-Laure står lidt ved vinduet, i strømpefødder i soveværelset hvor konkylier står på række og geled oven på klædeskabet ligesom de fine strandsten langs panelerne. Hendes hvide stok står i hjørnet; hendes store brailleskrift-roman venter opslået på sengen, med ryggen opad. Flyenes brummen vokser i styrke.
Alt det lys vi ikke ser.indd 12
10/02/15 16.01
Drengen
F
em gader længere mod nord vågner en hvidhåret tysk dreng, menig Werner Pfennig, atten år, til en svag messende staccato. Sagte som en kats spinden. Som fluer der bumper blidt mod en fjern vinduesrude. Hvor er han? Den sødlige, let kemiske lugt af våbenolie; nye granatkassers rå fyrrebrædder; gamle sengetæpper og mølkugler – han er på hotellet. Selvfølgelig. L’hôtel des Abeilles, Biernes Hotel. Stadig aften. Stadig tidligt. Fra den side der vender ud mod havet, lyder en hæs fløjten og dumpe brag; antiluftskyts. En korporal fra luftværnsartilleriet haster ned ad gangen i retning af trappen. “Ned i kælderen!” råber han over skulderen, og Werner tænder sin feltlampe, ruller sit tæppe sammen og skynder sig efter korporalen. For ikke så længe siden var Biernes Hotel et muntert og ubekymret sted med fine blå skodder på facaden og østers på knust is i cafeen og bretonske tjenere med butterfly der pudsede glas bag baren. Det rummede enogtyve værelser, havudsigt og en kamin i vestibulen på størrelse med forenden af en lastvogn. Parisere på weekendophold drak aperitif her, og før dem var det de knap så hyppige udsendinge fra republikken – ministre og embedsmænd og abbeder og admiraler – og i århundrederne før dem kom vejrbidte korsarer her: dræbere, røvere, plyndringsmænd, søfolk. Tidligere endnu, inden der overhovedet var et hotel her, for fem 13
Alt det lys vi ikke ser.indd 13
10/02/15 16.01
århundreder siden, var bygningen hjem for en velhavende kaper som holdt op med at overfalde skibe for at hellige sig studiet af bier på græsgangene uden for Saint-Malo og skrive i sine notesbøger og spise honning direkte fra bikagen. På våbenskjoldene over hotellets døre er der stadig bier, skåret ud i det gamle egetømmer; det efeubevoksede springvand i gården er formet som en kube. Men det som Werner allerbedst kan lide, er fem falmede freskoer i loftet på det fineste værelse på den øverste etage hvor bier så store som børn svæver på blå baggrund, store, dovne droner og arbejdere med glasklare vinger – og en enkelt tre meter lang bidronning med kalejdoskopiske øjne og gyldne dun slanger sig hen over loftet over et sekskantet badekar. I løbet af de sidste fire uger er hotellet blevet til noget andet: en fæstning. Et detachement østrigske luftværnsskytter har hamret brædder for hvert eneste vindue og har stillet alle sengene på højkant. De har forstærket indgangen og stablet kasser med artillerigranater op i gangene. Hotellets tredjesal hvor havestuernes franske døre fører direkte ud til den gamle ringmur, er blevet hjem for en aldrende luftværnskanon der kaldes en 88’er, og som kan sende ti kilo tunge granater fjorten kilometer ud. Hendes Majestæt, kalder østrigerne deres kanon, og det sidste par uger har disse mænd passet den nogenlunde lige så flittigt som bier passer deres dronning. De har fodret hende med olie, malet hendes lange stålløb, smurt hendes lejer og tandhjul; de har lagt sandsække for hendes fødder som var de offergaver. Den kongelige acht acht, en dødbringende monark der har til opgave at beskytte dem alle. Werner er i trappeskakten og halvvejs nede da 88’eren affyres to gange hurtigt efter hinanden. Det er første gang han hører kanonen så tæt på, og det lyder som om den øverste halvdel af hotellet bliver sprængt væk. Han vakler og presser hænderne mod ørerne. Muren skælver hele vejen ned til fundamentet og op igen. Werner kan høre østrigerne to etager over sig hvor de piler rundt for at lade igen, og de stadig fjernere hyl fra de to granater da de slynges ud 14
Alt det lys vi ikke ser.indd 14
10/02/15 16.01
over havet, allerede tre-fire kilometer ude. Det går op for ham at en af soldaterne synger. Eller måske er det ikke kun én. Måske synger de alle sammen. Otte Luftwaffe-mænd, hvoraf ingen skal overleve den næste time, synger en kærlighedssang til deres dronning. Werner jager efter sin feltlampes lys gennem hotelvestibulen. Det store våben over ham glammer for tredje gang, og glas knuses et sted i nærheden, og en strøm af sod løber ned ad skorstenen, og hotellets vægge gungrer som var bygningen en stor kirkeklokke. Werner er bange for at lyden skal slå hans tænder løs fra gummerne. Han trækker kælderdøren op og tøver et øjeblik mens mørket svømmer for hans blik. “Er det nu?” spørger han. “Kommer de nu?” Men hvem kan svare på det?
Alt det lys vi ikke ser.indd 15
10/02/15 16.01
Saint-Malo
I
byens gader og smøger vågner de sidste ikke-evakuerede med stønnen og suk. Gammeljomfruer, prostituerede, mænd over tres. Nølere, kollaboratører, skeptikere, fyldebøtter. Nonner af enhver orden. De fattige. De stædige. De blinde. Nogle haster af sted til beskyttelsesrum. Nogle siger til sig selv at det nok kun er en øvelse. Nogle tager sig tid til at finde et tæppe eller en bønnebog eller et kortspil. D-dag ligger to måneder tilbage. Cherbourg er blevet befriet, Caen er befriet, Rennes. Halvdelen af det vestlige Frankrig er frit. Østpå har Sovjetunionen generobret Minsk; den polske frihedshær gør oprør i Warszawa; nogle få aviser har fundet mod til at antyde at krigslykken er vendt. Men ikke her. Dette er kontinentets sidste fæstning, tyskernes endelige støttepunkt på Bretagnes kyst. Her, hvisker folk, har tyskerne renoveret to kilometer underjordiske gange under de middelalderlige mure; de har bygget nye forsvarsværker, nye tunneler, nye flugtveje, underjordiske anlæg af forvirrende kompleksitet. Under halvøen der bærer fæstningen La Cité på den anden side af floden, over for den gamle by, er rum fyldt med bandager, med ammunition, ja, med et helt underjordisk infirmeri, eller det siger man i hvert fald. Der er udluftning, en tank med to hundrede tusind liter vand, en direkte telefonforbindelse til Berlin. Der er lureminer med selvudløsende flammekastere, et net af maskingeværreder med periskopsigter; der er oplagret tilstrækkelig med tungt skyts til at oversprøjte havet med granater hver dag, fra morgen til aften, i et år. 16
Alt det lys vi ikke ser.indd 16
10/02/15 16.01
Her, hvisker man, er tusind tyskere parat til at dø. Eller fem tusind. Måske flere. Saint-Malo: Byen er kranset af vand på fire sider. Dens forbindelse til resten af Frankrig er spinkel: en dæmning, en bro, en sandtange. Vi er først og fremmest malouins, siger Saint-Malos indbyggere. Dernæst bretoner. Franske, hvis der er noget tilbage. I uvejrsbelysning farves dens granit blå. Når tidevandet er højest, kryber vandet ind i kældre i byens centrum. Når det er lavest, rager de bevoksede skeletter af tusind skibsvrag op af havet. Gennem tre tusind år har byen på det lille forbjerg kendt til belejringer. Men ingen som denne. En bedstemor trykker en irritabel treårig ind til sit bryst. En fuld mand der lader sit vand i en smøge uden for Saint-Servan mindre end en kilometer væk, finder et ark papir i en hæk. Vigtig meddelelse til indbyggerne i denne by, står der. Søg omgående mod åbent land. Ild fra antiluftskytsbatterier glimter på de yderste småøer, og den tunge tyske kanon i den gamle by sender endnu en hylende granat ud over havet, og tre hundrede og firs franskmænd fængslet i en fæstning der hedder National og ligger fire hundrede meter ude, trykker sig i en månelys indergård og skæver op mod himlen. Fire års besættelse, og brølet af bombefly der nærmer sig over havet, er et brøl af hvad? Befrielse? Udslettelse? Klak-klak fra håndvåben. Den skurrende trommelyd fra antiluftskyts. En halv snes duer der sidder på domkirkens spir, kaster sig ned ad dets skrå side og svinger ud over havet.
Alt det lys vi ikke ser.indd 17
10/02/15 16.01
Rue Vauborel 4
M
arie-Laure LeBlanc står alene i sit soveværelse og snuser til et flyveblad som hun ikke kan læse. Hun lukker skodderne og sætter haspen på vinduet. Hvert sekund flyene kommer nærmere, er et sekund der er gået tabt. Hun burde skynde sig nedenunder. Hun skulle finde hen til det hjørne i køkkenet dernede hvor en lille lem i gulvet fører ned til en kælder fuld af støv og musehullede tæpper og ældgamle kister, som ingen har åbnet i lang tid. I stedet vender hun sig om mod bordet for enden af sengen og knæler ved siden af modelbyen. Igen finder hendes fingre de ydre forsvarsværker, Bastion de la Hollande, den lille trappe der fører ned derfra. I det her vindue, lige her, er der en kvinde i den virkelige by der banker sine tæpper hver søndag. Fra vinduet her var der engang en dreng der råbte: Sig mig er du blind? Se dig for! Vinduesruderne rasler i deres rammer. Luftværnskanonerne slynger endnu en salve op mod himlen. Jorden drejer lidt mere. Under hendes fingerspidser krydser miniatureudgaven af Rue d’Estrées miniatureudgaven af Rue Vauborel. Hendes fingre drejer til højre; de går forbi døråbninger. En to tre. Fire. Hvor mange gange har hun gjort det? Nummer 4: Det høje, misligholdte hus der tilhører hendes grandonkel Etienne. Hvor hun har boet i fire år. Hvor hun knæler på femte sal, alene, mens de amerikanske bombefly brølende nærmer sig det sted hvor hun sidder. 18
Alt det lys vi ikke ser.indd 18
10/02/15 16.01
Hun trykker indad på den lille hoveddør, og en skjult haspe udløses og lader hende løfte huset op fra modellen. Da hun holder det i sine hænder, er det cirka på størrelse med en af hendes fars cigaretæsker. Nu er bombeflyene så tæt på huset at gulvet begynder at vibrere under hendes knæ. Ude i gangen klirrer krystallerne i lysekronen der hænger over trappeskakten. Marie-Laure drejer skorstenen på det lille hus halvfems grader. Så skubber hun de tre små træpaneler der udgør taget, til side og vender huset om. En sten dumper ned i hendes håndflade. Den er kold. På størrelse med et dueæg. Samme form som en tåre. Marie-Laure knuger det lille hus i den ene hånd og stenen i den anden. Værelset føles skrøbeligt og sårbart. Det er som om kæmpefingre skal til at mase sig ind gennem væggene. “Papa?” hvisker hun.
Alt det lys vi ikke ser.indd 19
10/02/15 16.01
Kælder
U
nder Biernes Hotels vestibule har korsarer for århundreder siden hugget en kælder ud af grundfjeldet. Bag kasser og skabe og sømplader med værktøj er væggene af ren granit. Tre vældige håndskårne bjælker som er slæbt herud fra en forhistorisk bretonsk skov og sænket ned i kælderen for flere hundrede år siden af hestespand, bærer loftet. En enlig dinglende elpære kaster et uroligt lys ud i rummet. Werner Pfennig sætter sig på en klapstol foran et arbejdsbord, ser efter at der er strøm på batteriet, og tager hovedtelefoner på. Radioen er et stålkabinet med en tovejs transceiver og antenne til 1,6-meter-båndet. Den sætter ham i stand til at kommunikere med et tilsvarende anlæg oppe i hotellet, med to andre luftværnsbatterier inde bag bymurene og med den underjordiske garnisonskommando på den anden side af flodmundingen. Anlægget brummer mens det varmer op. En observatør læser koordinater ind i mikrofonen, og en artillerist gentager dem. Werner gnider øjnene. Bag ham ligger konfiskerede kostbarheder stablet op til loftet: sammenrullede billedtæpper, standure, skabe og store landskabsmalerier med spindelvævsrevner. På en hylde over for Werner står otte-ni gipshoveder hvis formål han ikke kan regne ud. Den kæmpestore stabssergent Frank Volkheimer kommer ned ad den smalle trætrappe og bukker sig for at gå under loftsbjælkerne. Han smiler vennesælt til Werner og sætter sig i en lænestol med høj ryg og silkebetræk og lægger sin riffel på tværs over sine kraftige lår der får våbnet til at ligne en spadserestok. 20
Alt det lys vi ikke ser.indd 20
10/02/15 16.01
Werner siger: “Er det begyndt?” Frank Volkheimer nikker. Han slukker sin feltlampe og blinker med sine sært lange og fine øjenvipper i det svage lys. “Hvor lang tid kommer det til at tage?” “Ikke så længe. Vi er i sikkerhed her.” Ingeniøren Bernd er den sidste der kommer. Han er en lille mand med musegråt hår og skelende blik. Han lukker kælderdøren efter sig og lader bommen falde på plads inden han sætter sig midt på trappen med ansigtet glinsende af enten frygt eller anstrengelse; det er ikke til at afgøre. Da døren er lukket, bliver lyden af sirenerne svagere. Over dem flimrer den elektriske pære. Vand, tænker Werner. Jeg glemte at få vand med. Endnu et luftværnsbatteri fyrer løs fra et fjernt hjørne af byen, og så glammer 88’eren igen med sin dødbringende stentorrøst, og Werner hører granaterne hyle op under himlen. Kaskader af støv drysser ned fra loftet. I hovedtelefonerne kan Werner høre at østrigerne ovenpå synger endnu. ... auf d’Wulda, auf de’Wulda, da scheint d’Sunn a so gulda ... Volkheimer piller søvnigt ved en plet på sine bukser. Bernd blæser luft ned i sine hule hænder. Radioen snakker og knitrer om vindhastigheder, lufttryk, skudbaner. Werner tænker på derhjemme: Frau Elena der bukker sig over hans små sko og binder snørebåndene med dobbeltsløjfer. Stjerner der glider forbi et kvistvindue. Hans lillesøster, Jutta, med et vattæppe over skuldrene og den tynde ledning fra radioens øresnegl dinglende fra venstre øre. Fire etager over ham smækker østrigerne endnu en granat i 88’eren, kontrollerer skudvinklen en sidste gang og presser hænderne mod ørerne mod braget fra kanonen, men hernede i kælderen hører Werner kun sin barndoms radiostemmer. Historiens gudinde så ned på jorden. Kun ved den hedeste ild kan man opnå renselse. Han ser en skov af døende solsikker. Han ser en spurveflok kaste sig ud af en trækrone som en eksplosion mod himlen.
Alt det lys vi ikke ser.indd 21
10/02/15 16.01
Smid bomberne
S
ytten, atten, nitten, tyve. Nu stryger havet forbi under bombeudløserens sigterude. Så hustage. To mindre fly lægger røg langs korridoren, og det forreste bombefly lader lasten gå, og elleve andre følger trop. Bomberne falder diagonalt; flyene vinder højde og øger hastigheden. Undersiden af himlen fyldes af de sorte pletter. Marie-Laures grandonkel der sammen med hundredvis af andre er fanget bag Fort Nationals porte fire hundrede meter fra kysten, ser op og tænker græshopper, og et par linjer fra Ordsprogenes Bog som han sidst hørte i en støvet skoletime for en menneskealder siden, vender tilbage til ham: Græshopper har ingen konge, men de drager samlet ud i god orden. En dæmonisk horde. Væltede bønnesække. Hundrede ødelagte rosenkranse. Han kan finde på tusind metaforer, og ingen af dem er dækkende: fyrre bomber per fly, fire hundrede og firs i alt, tooghalvfjerds tusind pund sprængstof. En lavine er på vej mod byen. En orkan. Tekopper glider af hylder. Malerier falder fra søm. Et kvart sekund senere høres sirenerne ikke længere. Brølet bliver så højt at mellemørets membraner ikke længere kan skelne andre lyde. Luftværnskanonerne sender deres sidste granater af sted. Tolv bombefly krænger og accelererer tilbage i den blå nat, ingen af dem er ramt. På femte sal i Rue Vauborel nummer 4 kravler Marie-Laure ind under sengen og knuger stenen og det lille modelhus ind mod sit bryst. I kælderen under Biernes Hotel blinker den enlige pære og slukkes. 22
Alt det lys vi ikke ser.indd 22
10/02/15 16.01