Bedstemor i tidens labyrint læseprøve

MED BEDSTEMOR I TIDENS LABYRINT Tekst © 2013 Jens Christian Grøndahl og Forlaget Carlsen Illustrationer © 2013 Lars Gabel og Forlaget Carlsen Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Perpetuna 1. udgave, 1. oplag Trykt af Livonia, Letland, 2013 ISBN 9788711381298 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Jens Christian Grøndahl

Med

Bedstemor i tidens labyrint Illustreret af Lars Gabel

Første kapitel hvor Bedstemor viser Nina, hvad en labyrint er

EN DAG SPURGTE Nina, hvad Bedstemor egentlig hedder til fornavn. ”Ved du ikke dét?” spurgte Bedstemor.

De sad ved siden af hinanden i Bedstemors sofa. ”Nej,” sagde Nina. ”Måske har jeg glemt det.” ”Eller også har du aldrig fået det at vide, men jeg hedder altså Gladys.”

Nina så på Bedstemor. Bedstemor så på Nina. ”Gladys?” sagde Nina. ”Ja, Gladys,” sagde Bedstemor og smilede. ”Synes du, det er et underligt navn?” ”Jeg kender i hvert fald ikke andre, der hedder Gladys,” sagde Nina. ”Da jeg var på din alder, var vi mange, der hed Gladys.” ”Hvor er I så allesammen blevet af?” spurgte Nina. ”Det er et godt spørgsmål,” sagde Bedstemor. ”Vi er jo spredt for alle vinde. Nogle af os er nok døde. Andre har fået en masse børnebørn, der hedder Nina!”

Bedstemor smilede og trykkede Nina på maven. ”Gladys og Nina,” sagde Nina og lænede sig ind til Bedstemor.

Bedstemor lagde armen omkring Ninas skuldre. De sad lidt uden at sige noget. Nina kunne godt lide at sidde under Bedstemors arm og indsnuse hendes lugt. Bedstemor lugtede af rosmarin og hostebolsjer og noget andet, som Nina aldrig helt kunne beslutte sig for, hvad var.

Mens de sad sådan, lyttede Nina til alle lydene omkring hende. Hun lyttede til bilerne henne på den store gade for enden af den stille gade, hvor Bedstemor boede. Hun lyttede til uret i hjørnet, der sagde tik og tak og tik igen, roligt og langsomt, som om der aldrig var nogen, der skulle skynde sig her.

10

11

Det var et bornholmerur, havde Bedstemor fortalt. Nina havde aldrig været på Bornholm. Hun syntes, uret lignede en mand uden arme med et stort hvidt ansigt. Dengang Nina var lille, havde Bedstemor fortalt hende, at der boede en nisse i uret.

Nogle gange ville Nina ønske, at hun stadig troede på det. Nogle gange ville hun gerne være lille igen.

Hun lyttede til Bedstemor, der trak vejret. Det lød en lille smule som vinden mellem træerne, når det var sommer, og de gik gennem skoven på vej ned til stranden. Inde i lyden af vind mellem træer var der en anden lyd, en sagte piben. Som om en meget lille fugl sad et sted langt inde i skoven og peb. Eller var det langt inde i Bedstemor, den sad og kaldte?

Nina tænkte på, hvad Bedstemor havde sagt. Hun tænkte på alle de piger, der hed Gladys, og som var blevet spredt for alle vinde. Hun lyttede til uret i hjørnet. Tik ... Tak ... ”Bedstemor?” ”Ja.” ”Hvornår dør du?” ”Jeg ved det ikke,” sagde Bedstemor. ”Er du bange for, at jeg skal dø?” ”Lidt.” ”Det kan jeg godt forstå.” ”Hvad med dig, er du bange?” spurgte Nina. ”Nej, men ved du hvad? Jeg kommer i tanke om, at jeg havde en veninde, der hed Nina, dengang jeg gik i første klasse. Jeg tror endda, jeg har et billede.”

Bedstemor rejste sig fra sofaen. Nina sad og så på hende, mens hun rumsterede i en af skufferne i chatollet. Tik ... Tak ... sagde uret, men det lød ikke uhyggeligt mere. Hvis Bedstemor ikke var bange, behøvede Nina vel heller ikke at være det.

12

”Nu skal du bare se,” sagde Bedstemor og stillede en gammel papæske på bordet. Den var fuld af fotografier, nogle af dem sorte og hvide, andre brune og gule. Hun rakte Nina et af dem.

Nina vidste med det samme, hvad billedet forestillede. På bageste og mellemste række stod børnene op, på den forreste sad de ned. Ved siden af dem så man deres lærerinde, en dame i lang nederdel og sko med snørebånd og håret samlet i en knold. Selv om drengene havde vandkæmmet hår, og alle pigerne havde kjole på, syntes Nina, at de mindede om børnene i hendes egen klasse.

Sådan et billede havde hun også haft med hjem til Bedstemor en dag. Det var i farver, og hun og hendes kammerater havde moderne tøj på, men de stod også på række, de højeste bagerst, i en skolegård med halvtag og hvide striber på asfalten, så man kunne spille bold. ”Hvor er du henne?” spurgte Nina.

13

”Ja, hvor er jeg?”

Bedstemor fiskede endnu et billede op af æsken og lagde det ved siden af det gamle klassefoto. En pige med lyse fletninger, runde kinder og et stort smil. ”Er det dig?” spurgte Nina. ”Det var mig.”

Nu var det ikke svært at finde hende mellem de andre børn.

Bedstemor sad med sine lyse fletninger ved siden af en pige med mørke krøller. De holdt hinanden under armen. ”Nina,” sagde Nina og pegede på den mørkhårede pige.

Bedstemor og den anden Nina havde begge to hvide 14

knæstrømper på og sko med rem. Men det var jo ikke Bedstemor. Det var Gladys. På billedet kunne Gladys ikke vide, at hun en dag ville få et barnebarn, der hed Nina ligesom hendes veninde i klassen. Hun tænkte nok ikke engang på, at hun en dag ville blive mor til Ninas mor. ”Dengang fandtes jeg ikke,” sagde Nina. ”Nej, ikke endnu,” svarede Bedstemor. ”Dengang kendte jeg kun én Nina, og du ligner hende ikke engang. Men hun var min bedste veninde. Jeg kunne fortælle hende alle mine hemmeligheder.” ”Hvor er hun nu?” ”Hun blev nødt til at rejse.” ”Hvorfor?” ”Det var jo under krigen.” ”Var der krig, da du gik i første klasse?” ”Ja, men det er en lang historie,” sagde Bedstemor og smilede. ”Blev du så også nødt til at rejse?” ”Nej, min familie blev, hvor vi var.” ”Men hvad så med Nina? Så du hende aldrig igen?”

Bedstemor rystede på hovedet. ”Efter krigen flyttede hun og hendes forældre til Amerika,” sagde hun. ”Skrev I breve til hinanden?” ”I begyndelsen ...”

Bedstemors stemme var pludselig så lille og stille. Nina tog hendes hånd. ”Er hun død?” ”Jeg ved det ikke,” sagde Bedstemor. Hun smilede og strøg Nina over håret. ”Måske er hun bare spredt for alle vinde.” ”Ja,” sagde Bedstemor. ”Og nu er du min Nina.” Hun gav Nina billedet af sig selv med fletninger og runde kinder. ”Værsgo, du må gerne få det,” sagde hun.

Nina holdt billedet op foran sig. Hun så på Bedstemor og på billedet og på Bedstemor igen. ”Du ligner dig selv,” sagde Nina. ”Nej, det ved den søde grød jeg ikke gør.” ”Du med din søde grød. Du har de samme øjne.” ”Nå, ja, øjnene forandrer sig jo ikke,” sagde Bedstemor.

Det var rigtigt. Det var de samme lyseblå øjne, der så på Nina ud gennem Bedstemors ansigt.

Bortset fra at de ikke var blå, men brune på billedet, hvor hun havde fletninger og runde kinder.

16

”Så er du også den samme,” sagde Nina. ”Indeni er jeg den samme.” ”Indeni er du Gladys ...” ”... Og udenpå er jeg Bedstemor.” ”Men så er det jo Gladys, der kigger på mig.” ”På en måde,” sagde Bedstemor.

I det samme gav bornholmeruret sig til at slå. ”Men barn dog, er klokken så mange? Du må hellere skynde dig hjem, så Mor ikke bliver bekymret.”

Bedstemor gav Nina et kram. Nina lænede sin pande mod hendes. ”Hej, Gladys,” sagde Nina og blinkede.

PÅ VEJ NED mødte Nina viceværten, der var i færd med at vaske trappen. Hun måtte kante sig uden om ham og var lige ved at vælte spanden med sæbevand. ”Pas på, trappen er glat,” sagde viceværten.

Nina var nået næsten helt ned til gadedøren, da hun hørte Bedstemor kalde oppe fra femte sal. ”Nina, du glemte dit billede!”

Nina havde allerede vendt sig om og var på vej op igen, da hun hørte et brag og et sjask og et råb og en jamren. I det samme så hun billedet af Gladys med fletninger flagre ned gennem trappeskakten som en gyldenbrun sommerfugl. Hun skyndte sig, alt hvad hun kunne, og på afsatsen mellem fjerde og femte sal fandt hun Bedstemor liggende i en sø af sæbevand og viceværten, der prøvede at få hende op at sidde. Gulvskrubben lå på tværs af trappen, og spanden var væltet om på siden. ”Åh!” sagde Bedstemor. ”Min fod, min fod, hvor gør det ondt!”

Bedstemor var helt hvid i hovedet. Viceværten fik løftet 17

18

hende så meget, at hun kunne læne sig op ad væggen. ”Gør det meget ondt?” spurgte Nina.

Bedstemor nikkede. Hun havde tårer i øjnene. Nina fik også tårer i øjnene. ”Bliv her,” sagde viceværten, ”så ringer jeg efter en ambulance.”

Han skrævede over gulvskrubben og skyndte sig ned ad trappen. Nina rakte Bedstemor sin hånd.

Bedstemor knugede den hårdt. Det var mærkeligt at tænke på, hvor ondt det måtte gøre på hende. Nina kunne jo ikke mærke noget. ”Hvor dum kan man være?” sagde Bedstemor. ”Det ved jeg ikke,” sagde Nina.

Hun så på Bedstemor, og Bedstemor så på hende. Bedstemor smilede, men hun havde stadig tårer i øjnene. ”Stakkels Bedstemor,” sagde Nina. ”Stakkels Gladys ...” ”Gladys kan ikke mærke noget,” sagde Bedstemor. Hun sagde det med den lille stille stemme fra for lidt siden, da hun talte om sin veninde Nina, der tog til Amerika og holdt op med at sende breve.

Nina satte sig på trappeafsatsen og lænede sig forsigtigt ind til Bedstemor. ”Du tabte billedet,” sagde Nina. ”Bare jeg dog havde husket at få det med, da jeg gik.”

Bedstemor lagde armen om Nina og strøg hendes hår. ”Det er ikke sådan, når man snubler i tidens labyrint,” sagde hun. ”Hvad er en labyrint?” spurgte Nina. ”Det er sådan et sted, hvor man aldrig ved, hvad der venter 19

rundt om det næste hjørne. Om der er fri bane, eller man render panden mod en mur. Se her ...”

Bedstemor rakte ud efter gulvskrubben og trak den til sig.

Hun plukkede en af de stive børster af og stak den ind mellem tremmerne til det lille vindue ud mod gaden. Ruden var grå af støv. Bedstemor gav sig til at tegne i støvet. ”Se, det er en labyrint,” sagde hun. ”Man starter udefra, og så prøver man at finde vej ind til midten.”

Langt væk hørte Nina en ambulance, der kom nærmere og nærmere. Lidt efter så hun den standse nede på gaden, under Bedstemors labyrint. Hun så ambulancemændene tage en båre ud, og hun hørte dem tale med viceværten, mens de gik op ad trappen. ”Skal du nu på hospitalet?” spurgte Nina. ”Forhåbentlig bliver det kun for en kort bemærkning,” sagde Bedstemor. ”Det er godt, du er her,” fortsatte hun og gav Nina et klem. ”Jamen hvis jeg ikke var kommet, ville du ikke være faldet.” ”Du mener, hvis du ikke var gået,” sagde Bedstemor og prøvede at smile. ”Uden at huske dit billede,” sagde Nina. ”Sssh,” sagde Bedstemor og så op på ambulancemanden, der kom til syne rundt om gelænderet.

20