Illustreret af Ă˜yvind Torseter
PĂĽ dansk ved Line Beck Rasmussen
Om aftenen var der en film i fjernsynet. Den handlede om en superhelt, der hed Ray-X, som kunne se gennem huse og biler. Han skulle stoppe en ond skurk fra at ødelægge et højt hus. De havde snakket om filmen i skolen. – Du skal i seng, sagde moren, da filmen skulle til at begynde. – Må jeg ikke få lov til at se filmen? spurgte Rune. – Det må du godt, sagde faren. – Det er alt for sent, sagde moren. Rune blev siddende, men i en reklamepause sagde moren, at nu skulle han i seng. Rune sagde ingenting, men rejste sig, da de hørte lyde udenfor. Det lød som råb. Rune trykkede ansigtet mod 32
33
ruden. I den mørke have kunne han se tre skygger. – Ikke vores æbletræ! råbte moren. Faren sprang op og løb hen til terrassedøren. Han tog et par træsko på og gik ud. Skyggerne forsvandt over hækken. Rune løb hen til hoveddøren. Han stod på trappen og så ud i mørket. Der var helt stille. Rune mærkede, det blev koldt på armene. Så hørte han lydene. Tre skygger cyklede forbi på vejen i rasende fart. Det var meget mørkt, men det var let at genkende det lange cykelstyr på Ruben fra Drammens cykel. – Sikke nogle møgunger! sagde faren, da Rune kom ind. – Synd, jeg ikke fik kløerne i dem! – Jeg vil ikke have, at nogen skal plage os, sagde moren. Filmen begyndte igen, og Rune fik set lidt mere. Frem til næste reklamepause. Rune lå i sin seng, men øjnene var åbne. Han hørte cykelhjul, der bremsede ude i gruset og syntes også, han hørte latter. Da han rejste sig og så ud på den mørke vej, var den tom. Han tog uret frem, lå og drejede på knappen, men det var stadig ikke begyndt at 34
gå. Rune lagde det under puden. Han kunne ikke sove. Hver gang han mærkede søvnen komme snigende, syntes han, at nogen cyklede udenfor, at nogen råbte og lo. Han hørte moren og faren gå i seng. Forsigtigt tændte han lyset og gik over til klædeskabet. Der stod spandene med maling, som han havde fået af tante Gerda. Han åbnede den ene spand og stak en blyant ned i malingen. Den brune masse var tyk at røre i. Han kunne skrive bogstaver. Han begyndte at skrive sit navn: R-U-N-E. Malingen løb tilbage på plads. Så skrev han B-R-U-N. Malingen lagde sig fladt igen, før han skrev: B-R-U-N-E. Han stirrede på bogstaverne, som stille forsvandt i den brune maling. Han skrev det en gang til: BRUNE. Han rejste sig brat op. I skabet fandt han et par brune bukser. På hylden ovenover fandt han en T-shirt, der var brun med sorte striber. Han listede sig ind i stuen. Der lå et lysebrunt tæppe på sofaen. Han tog det med ind på værelset og bandt det rundt om halsen. Det 35
blev en fin kappe, men knuden blev lidt for stor. Rune fandt en saks i skrivebordsskuffen. Han klippede en halvmåne, hvor halsen passede ind, og knuden blev perfekt. Det stykke stof, han havde klippet af, ordnede han, så det så ud som en maske. En superheltemaske. Rune sneg sig ud på badeværelset og så sig i spejlet. Der stod han: Superhelten Rune. Hjertet hamrede inde 36
under den brune dragt. Han var ikke længere bare Rune. På skabslågen hang et brunt bælte, som moren brugte. Et rigtigt superheltebælte. Nu var han klar til aktion. Han gik ind på sit værelse og tog uret frem under puden. Han skulle lige til at lægge det i lommen, da han opdagede det: Viserne var begyndt at gå! Brune holdt uret op til øret og hørte det tikke. Han lagde uret 37
i lommen og bandt det fast til det brune bælte. Brune tog en af spandene med maling og gik, så stille han kunne, hen til døren. Han tog sko på, åbnede forsigtigt døren og listede ud. Luften var kold, det blæste, og vinden rev lidt i kappen. Garagedøren stod åben, og inde i garagen fandt Brune en tyk pensel bagerst på en hylde. Snart efter løb han hen ad vejen 38
til stien på den anden side. Han vidste, hvor Ruben fra Drammen boede. På hjørnet, ikke så langt fra Morten. Rubens cykel stod parkeret på plænen ved siden af huset. Brune sneg sig over til cyklen, vippede låget på spanden af og dyppede penslen i malingen. Den satte sig som tunge druer i penslens hår. Stille begyndte han at smøre den brune farve ud over cyklen. Brun og fin, 39
tænkte Brune, jeg tror, han bliver glad, når han opdager, at han får fået sådan en fin, brun cykel. Han fnisede og tørrede penslen af i græsset ved siden af. Brune var færdig og listede sig tilbage, ud på vejen, før han begyndte at løbe. Kappen flagrede efter ham. Han fulgte stien i skovkanten tilbage. Der var meget mørkt under træerne, men Brune var ikke bange. Superhelte er ikke bange for mørket, tænkte han og løb gennem den sorte skov. Nu var han ikke så langt fra sit hus. Der hvor stien stoppede og kom ind på vejen, stod der en stor sten, som Rune plejede at klatre på. Der sad nogen på stenen. Det gav et sæt i Brune, da han opdagede det, men han var kommet for tæt på til at kunne stikke af uden at blive set. Det var en gammel mand. – Hej, Rune, sagde manden. – Du er ude på en mission, kan jeg se. Brune kom nærmere. – Bedstefar? Er det dig?
40
41
– Javist, det er mig. Jeg sidder bare her og nyder den dejlige sommernat. – Men … er du ikke død? – Jovist, sagde bedstefar. – Hvordan kan du så sidde her? – Se på dig selv, sagde bedstefar. – Ligger du ikke og sover? – Øh … jo, sagde Brune nølende. – Men det er Rune, som ligger og sover. Jeg er Brune. Bedstefar lo. Han nikkede. – Jeg forstår, begyndte han. – Jamen så er det bedstefar, som er død, og jeg er Brunefar. Brune fnisede. – Hvad skal du med malingen? spurgte bedstefar. – Mig, jeg … skulle male noget. – Ja, det er fint, min dreng. Men nu skal du skynde dig hjem, før nogen opdager, at du er ude at flyve og fare midt om natten. – Får jeg dig så at se igen, bedstefar? – Ja, selvfølgelig gør du det. Jeg sidder her tit og ofte. Her har jeg udsigt til dit hus, og samtidig kan jeg se ned til vandet. Så kan jeg tænke på de gange, jeg 42
var ude at fiske. Engang fangede jeg en stor gedde, den var næsten lige så stor som den båd, jeg sad i. Har jeg fortalt dig om dengang? – Nej, løj Brune. – Det har du aldrig fortalt.
– Eller jeg kunne fortælle om dengang, jeg kørte i min veteranbil helt til Italien for at købe en hotdog, men det har jeg vel fortalt dig om? – Nej, sagde Brune. – Fortæl! Bedstefar så længe på ham. Han lo lidt. – Nej, det må blive en anden nat. Nu må du skynde dig. Det begynder snart at lysne over bakkekammen. Brune begyndte at gå hen mod huset. – Ses vi i morgen nat? spurgte Brune. 44
Bedstefar vinkede fra stenen. Tilbage på sit værelse tog Brune sin dragt af og blev Rune igen. Han løsnede uret fra bæltet. Nu var viserne stoppet. Rune forsøgte at dreje på knoppen, men der skete ingenting. Snart efter lå Rune i sin seng og prøvede at falde i søvn. Brune-dragten og malingen var gemt bagerst i skabet.
45