”Den er skrevet af et virkelig oprigtigt hjerte og med en meget sammenfiltret blanding af sandhed og fantasi.” Sådan skrev Dickens om David Copperfield – den roman han kaldte sit yndlingsbarn. Gennem sin helt inviterer Charles Dickens således læserne indenfor i sit eget liv. Det er den aldrende David Copperfield, der fortæller om sin omtumlede tilværelse. Faren dør, før David kommer til verden i Blundston i Suffolk, og hans mor da han er ganske ung. Efter farens død gifter hun sig med den voldelige Mr. Murdstone, der får David sendt på kostskole. Herfra må han klare sig på egen hånd - med familiens kloge og hjertensgode tjenestepige, Peggotty, som det faste holdepunkt. På sin flugt fra barndommens elendighed og på sin vej gennem livets hårde skole oplever han morskab og tragedie, kærlighed og hjertesorg, venskab og bedrag. Hans vej krydses af et imponerende opbud af excentriske personer, før han finder sit kald som forfatter og kan falde til ro i ægteskabet med barndomsveninden Agnes.
CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN
alfred döblin berlin alexanderplatz
David Copperfield den yngre fra Blundstone Rookerys personlige historie, hans oplevelser, erfaringer og betragtninger (som han under ingen omstændigheder agtede at udgive).
” Det er Döblin i sin reneste og bedste form” – Peter Madsen
Alfred berlin alexander platz Döblin Med forord af Thorstein Thomsen rosinante
Charles Dickens (1812-1870) har skrevet en lang række berømte fortællinger så som Pickwickklubben, Store forvetninger, Oliver Twist og Nicolas Nickleby. Hans værker er oversat til alverdens sprog og har dannet forlæg for teater-, film- og tv-dramatik. Charles Dickens’ barndom var præget af farens økonomiske excesser. Et par år efter familien var flyttet til London, blev faren, der havde en underordnet stilling i den engelske flådes administration sat i gældsfængsel af sine kreditorer. Moren, der ikke kunne forsørge familien alene, måtte følge efter med syv af de otte børn. Kun den tolvårige Charles fik lov til at leve uden for fængslet. Til gengæld blev det hans opgave at tjene penge til familien som børnearbejder på en blanksværtefabrik under de mest usle forhold. Det er disse erfaringer, der danner baggrund for dele af handlingen i den selvbiografisk inspirerede roman, David Copperfield (1850), skrevet under et af Dickens’ ophold i udlandet. Hans skribentvirksomhed omfattede ud over romanerne også nogle korte fortællinger og skitser samt en lang række politiske debatindlæg, hvor hans stærke sociale engagement kom til udtryk.
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 2
15-04-2013 11:58:30
Alfred Dรถblin
BERLIN ALEXANDERPLATZ FO R T ร LLI N GEN O M FR A N Z B I B ERK O PF
Forord af Thorstein Thomsen
ROSINANTE
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 3
15-04-2013 11:58:30
Berlin Alexanderplatz er oversat fra tysk af Johannes Weltzer og Ulrich Knigge efter Berlin Alexanderplatz. Oversættelsen er gennemset og revideret i forbindelse med nærværende udgave. Copyright © Walter-Verlag, Düsseldorf og Zürich Published by agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency Aps, Copenhagen Denne udgave: © Rosinante/rosinante&co, København 3. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Camilla Jørgensen, Trefold Sat med TheAntiqua hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2787-4 Printed in Latvia 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 4
15-04-2013 11:58:30
FORORD
Denne bog er alt muligt. Blid og voldsom, overrumplende, poetisk, faktaopremsende med små stykker af statistisk materiale, realistisk, dokumentarisk og det modsatte, når Franz Biberkopf for eksempel på en kirkegård taler med spøgelser, der hænger og dingler i træerne. Den er fuld af citater fra plakaters reklametekster og fra tidens populære sange. Pludselig minder sproget om et stykke tekst fra en lærebog i jura eller medicin. Folk, der har forstand på den slags, kan fortælle, at replikkerne er præget af den berlinerdialekt, der blev talt af arbejderne i 20’erne. Oven i alt det har romanen så et plot, og selv om det kan være spændende nok, når man er kommet et stykke ind i bogen, er det ikke derfor, man læser romanen. Jeg vil påstå, at man ikke engang behøver at læse bogen færdig for at få noget ud af den. Berlin Alexanderplatz har den rigtige titel. Romanen er om Berlin, først og fremmest om et bestemt kvarter i Berlin. Den har undertitlen Die Geschichte vom Franz Biberkopf, for det er den jo altså også. En fortælling om Franz. Den er skrevet, om jeg så må sige, på stedet. Handlingen foregår i 1927 og 28, og i den periode er bogen også skrevet, og der er ingen tvivl om, at Döblin er vandret rundt i gaderne, når han ikke lige har siddet ved sin skrivemaskine. Forfatteren iagttager, hvordan det går med udvidelsen af metroen, der er gravearbejde, store huller på pladsen. Nedrivningen af det store varehus skrider frem med handlingen. En knejpe lukker, en anden åbner. Dagens ret er svinekæber. Vi får at vide, hvad der er udstillet i vinduer, og hvilke busser der går hvorhen. Bogen giver et usædvanligt klart billede af, hvad der foregår i byen, og hvad man ser, når man går en tur gennem Berlin i 1927-28. Jeg har faktisk selv 5
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 5
15-04-2013 11:58:30
brugt romanen som en frugtbar kilde i forbindelse med researcharbejde til en af mine romaner. Men det er selvfølgelig først og fremmest en bog om de mennesker, der bor i kvarteret. Her har Alfred Döblin en ualmindelig stor indsigt via sit andet arbejde som læge. Döblin bliver født i 1878 i Stettin. I ti år lever han som et medlem af det, man kalder en jødisk middelklassefamilie. Så stikker hans far af til USA med sin sekretær og familiens penge. Moren rejser til Berlin, hvor hun har nogle brødre, der hjælper hende, men hun har fem børn at forsørge og må slå sig ned i et fattigkvarter øst for Alexanderplatz. Her tilbringer Döblin sin ungdom. Han uddanner sig til læge, slår sig en kort tid ned som praktiserende i et finere kvarter i Vestberlin, arbejder derefter som militærlæge i Alsace under 1. verdenskrig og begynder så som familielæge i det kvarter lige ved siden af Alexanderplatz, hvor han har boet som stor dreng og ung. Som nævnt udspiller handlingen sig på en baggrund af voldsomme ombygninger, ejendomme nedrives, bulldozere raserer, heste falder ned i udgravninger, der sprænges og larmes, og jord køres væk. Kvarteret er befolket med kriminelle, prostituerede, krigsinvalider, alkoholikere, slagsbrødre og mere eller mindre kronisk voldelige typer. Den politiske situation mærkes også i baggrunden, nazister og kommunister marcherer, anarkister holder møder, demokratiet går på line og forsøger at holde balancen. Og midt i alt det kaos og al den vold og under vanskelige levevilkår forsøger mennesker så at leve et anstændigt liv. Döblin kender disse mennesker. Han har været i deres hjem. De har siddet i hans konsultation og fortalt ham om deres trængsler og de mest intime ting fra deres liv. Med stor indsigt skriver han om elendige skæbner og dårlige livsvilkår, en af skæbnerne er Franz Biberkopf, en rå og ikke særlig begavet mand. Romanen lægger ud med, at vores hovedperson kommer usikker og svimmel ud fra Tegel-fængslet og sætter sig op i en sporvogn. Herfra følger vi ham ind i hans nye liv. Forfatteren udleverer ham ikke. Han leder hele tiden efter noget blidt og sårbart i dette menneske, der har levet som alfons og har banket sin hustru, så hun 6
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 6
15-04-2013 11:58:30
er død af det. Franz Biberkopf er forbryder, han er tyv, alfons og drabsmand. Og alligevel holder forfatteren – og vi – med ham og af ham og følger hans trængsler gennem alkoholproblemer, invaliditet, kærlighedssorger og sindssygdom, indtil han kommer ud af mørket som et andet menneske. Forfatteren Alfred Döblin har et ret omfattende virke. Han debatterer, han skriver om politik og kultur i venstrefløjstidsskrifter uden at være erklæret anarkist og slet ikke kommunist, men med en afsky for klassisk dannelse, borgerskabets brug af kultur, som han ser som ikke andet end æstetik og underholdning, og afsky har han ikke mindst for kunstnere, der kommer fra små kår og senere sælger sig til borgerskabet. Faktisk kan man se af hans essays, at han er ude efter et nyt sprog, et litterært sprog, som er udsprunget af arbejderklassens sprog, en ambition, der i øvrigt er typisk for Weimarkulturen, der på alle områder: arkitektur, design, malerkunst, teater, film, musik og litteratur er eksperimenterende, politisk og en ekstremt frugtbar periode for kunst og nye tanker. Dette nye sprog kan man for så vidt godt sige, Döblin har opfundet i Berlin Alexanderplatz, men jeg vil tillade mig at tvivle på, at det er et sprog, som arbejderklassen tog til sig, – og måske har han også selv tvivlet på det, eftersom han, efter at romanen var udgivet, omformede historien til først radioteater og derefter til film, altså ønskede at fortælle sin historie i massemedierne, hvor den kunne nå flest muligt, ikke mindst i arbejderklassen. Berlin Alexanderplatz er ikke noget ungdomsværk, men en erfaren mands arbejde. Romanen udkom det år, Döblin fyldte 51. Han havde på det tidspunkt skrevet flere romaner af meget forskellig karakter, bl.a. en historisk roman, der foregår i Kina (Wang-Luns tre spring, da. 1926), samt en roman, hvor handlingen udspiller sig i fremtiden (Berge, Meere und Giganten, 1924). I modsætning til disse romaner blev Berlin Alexanderplatz omgående en international succes og gjorde Alfred Döblin til et stort navn. I Danmark udsendte Martins Forlag romanen, allerede året efter at den udkom på tysk. Romanen er Döblins eneste internationale succes, det er hans hovedværk og hans bidrag til verdenslitteraturen. 7
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 7
15-04-2013 11:58:30
En roman behøver ikke at være fuldendt for at være et mesterværk. Den kan have fejl og mangler, være uhomogen og selvmodsigende. Men den kan ikke være ligegyldig. Den må have engagement, den må sige noget vigtigt om mennesker, noget om det at leve, om vilkår, muligheder, begrænsninger, om forskelle på folk og om ligheder, om liv og død, og den må derudover flytte nogle grænser. Hvis det er en roman, der skildrer sin egen tid, kan man kræve, at den gør det overbevisende, men også at den når ud over det aktuelle, at den når ind til noget almenmenneskeligt. Alt det gør denne her voldsomme roman. Den er på vej mod sin 90-årsfødselsdag, men den er ikke støvet, den er ikke tør og indskrumpet. Den er dugfrisk, farverig, original, væsentlig, skurrende, modsætningsfuld, provokerende. På sin egen måde er den også smuk. Det har været en fornøjelse at læse den endnu en gang. For mig. For en roman er jo, når alt kommer til alt, bare et møde mellem to mennesker, forfatteren og læseren. Det er dér, den skal stå sin prøve. Det er dér, den lever eller dør. Så her, hvor du skal i gang med denne bog, er det bedste at sige måske bare: god læselyst! Thorstein Thomsen
8
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 8
15-04-2013 11:58:30
Denne bog handler om en forhenværende cement- og transportarbejder Franz Biberkopf i Berlin. Han er blevet løsladt fra fængslet, hvor han har siddet på grund af tidligere forhold, og står nu igen i Berlin og vil være lovlydig. Det lykkes ham også i begyndelsen. Men skønt det rent socialt går ham ganske godt, bliver han alligevel indviklet i en regulær kamp med noget, der kommer udefra, noget fuldstændig uberegneligt, og som ser ud som en skæbne. Tre gange overmander det ham og bringer forvirring i hans livsplan. Det farer frem mod ham med svindel og bedrag. Manden klarer sig trods alt, han står endnu fast. Det hamrer og slår ham i al sin gemenhed. Han kan næsten ikke rejse sig, han er sendt til tælling. Til sidst torpederer det ham med en sidste, uhyrlig råhed. Dermed er vor gode mand, der hidtil har holdt ryggen rank, slået i jorden. Han opgiver kampen, han aner ikke, hvad han skal gøre, og synes færdig. Men før han gør en ende på det hele, åbnes hans øjne på en måde, jeg ikke her vil beskrive. Det står med ét klart og tydeligt for ham, hvad årsagen var. Og naturligvis var det noget i ham selv, det ser man allerede i hans livsplan, der så ud af ingenting, men nu pludselig tager sig helt anderledes ud, ikke simpel, næsten selvfølgelig, men hovmodig og intetanende, fræk, og dertil fej og uden styrke. Dette frygtelige, der var hans liv, får mening. Franz Biberkopf har gennemgået en hestekur. Til sidst ser vi igen manden stå på Alexanderplatz, meget forandret, hærget, men dog bragt på rette vej. 9
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 9
15-04-2013 11:58:30
At betragte og at høre om dette vil lønne sig for mange, der ligesom Franz Biberkopf bor i en menneskehud og har oplevet det samme som Franz Biberkopf, nemlig at forlange mere af livet end det allermest nødvendige.
10
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 10
15-04-2013 11:58:30
FØR ST E BOG Her i begyndelsen forlader Franz Biberkopf Tegel-fængslet, som et tidligere meningsløst liv har ført ham ind i. Han har svært ved igen at klare sig i Berlin, men til sidst lykkes det ham dog, det glæder han sig over, og lover nu højt og helligt sig selv at være et hæderligt menneske.
11
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 11
15-04-2013 11:58:30
12
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 12
15-04-2013 11:58:31
Med nr. 41 i byen Han stod foran Tegel-fængslets port og var fri. Så sent som i går havde han iført fangedragt hyppet kartofler med de andre på markerne bagved, nu gik han i gul sommerfrakke, de hyppede stadigvæk deres kartofler derinde, han var fri. Han lod den ene sporvogn efter den anden køre forbi, trykkede ryggen op ad den røde mur og gik ikke. Portvagten gik nogle gange forbi ham, viste ham vej til den sporvogn, han skulle tage – han gik ikke. Det frygtelige øjeblik var kommet (frygteligt, lille Franz, hvorfor frygteligt?), de fire år var forbi. De sorte jernporte, han i et helt år havde set på med voksende modvilje (modvilje, hvorfor modvilje?), var lukket bag ham. Man satte ham ud igen. Derinde sad de andre, snedkererede, lakerede, sorterede, klistrede, havde to år igen, fem år. Han stod ved stoppestedet. Straffen begynder. Han skuttede sig, sank noget. Trådte sig selv over tæerne. Så tog han tilløb og sad i sporvognen. Midt mellem folk. Så kører vi. Først var det, som når man sidder hos tandlægen, der har fået fat om en rod med tangen og trækker til, smerten vokser, hovedet vil sprænges. Han vendte hovedet tilbage mod den røde mur, men sporvognen susede væk med ham henad skinnerne. Han blev ved at stirre i retning af fængslet. Vognen slog et sving, træer, huse kom imellem. Livlige gader dukkede op, Seestrasse, folk stod ud og ind. Det skreg forfærdet i ham: Pas på, pas på, nu går det løs! Hans næsetip blev til is, det svirrede ham om ørerne: »Zwölf Uhr Mittagszeitung«, »B. Z.«, »Die neuste Illustrierte«, »Die Funkstunde neu«, »Er der nye passagerer?« Panserne har nu blå uniformer. Ubemærket stod han af, var mellem mennesker. Hvad var der så i vejen? Ingenting. Ret ryggen, forsultne svin, tag dig sammen, ellers skal du få en på trynen. Vrimmel, sikken en vrimmel. Hvor det dog myldrer. Der er ikke mere en sund tanke i min hjerne, den er helt indtørret. Hvad var det alt sammen. Skotøjsforretninger, hat13
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 13
15-04-2013 11:58:31
teforretninger, glødelamper, knejper. Folk må jo da have sko, når de løber sådan omkring, vi lavede jo også sko, det må jeg prøve at holde fast i. Hundrede blanke ruder, lad dem dog blinke, de vil alligevel ikke gøre dig bange, du kan jo slå dem i smadder, hvad er der nu med dem, de er jo nypolerede. Man river brolægningen op på Rosenthaler Platz, han gik mellem de andre på nogle planker. Man blander sig med de andre, så forsvinder det hele, så mærker du ikke noget, min ven. I udstillingsvinduerne stod der figurer, med jakkesæt, med frakker, med strømper, med sko. Derude bevægede det sig, men – der bagved – var der ingenting! Det – levede ikke! Det havde glade ansigter, det lo, ventede på hellen over for Aschinger i grupper på to eller tre, røg cigaretter, bladrede i aviser. Stod der præcis som gadelygter – og – blev stivere og stivere. De hørte sammen med husene, helt hvide, helt af træ. Han blev grebet af skræk, da han gik ned ad Rosenthaler Strasse og i en lille knejpe så en mand og en kvinde sidde tæt ved vinduet: De tyllede øl i sig, ja, hvorfor ikke, de sad jo bare og drak, de havde gafler, og med dem stak de kød i munden, så trak de igen gaflerne ud og blødte ikke. Åh, en krampe jog igennem ham, jeg kan ikke slippe af med det, hvad skal jeg gøre af mig selv. Svaret lød: Det er straffen. Ingen vej førte tilbage, han var kørt så langt hertil med sporvognen, han var blevet løsladt af fængslet, og måtte ind her, endnu dybere ind. Det véd jeg, sukkede det i ham, at jeg må ind her, og at jeg er blevet løsladt fra fængslet. De måtte jo løslade mig, straffen var forbi, det er i sin orden, bureaukratiet gør sin pligt. Jeg går også herind, men jeg ville helst ikke, min Gud, jeg kan ikke. Han gik i Rosenthaler Strasse, forbi varehuset Wertheim, så svingede han til højre ind i den smalle Sophienstrasse. Han tænkte, denne gade er mørkere, hvor der er mørkt, vil der være bedre at være. Fangerne bliver anbragt enten i isolation, i enecelle eller i fællesfængsel. Når en fange sidder i isolation, bliver han uafbrudt, dag og nat, holdt adskilt fra de andre fanger. Sidder fangen i enecelle, bringes han dog sammen med de andre under gårdturene, til undervisningen og gudstjenesten. Vognene larmede rungende forbi, facade efter facade gled forbi uden ophør. Og tage var der på 14
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 14
15-04-2013 11:58:31
husene, de svævede over husene, hans blik flakkede opad. Bare tagene ikke rutsjede ned, men husene stod ret op og ned. Hvor skal jeg arme djævel gå hen? Han traskede langs muren, det fik ingen ende. Jeg er et stort pjok, her skal man såmænd nok sno sig igennem, fem minutter, ti minutter, så ta’r man sig en cognac og sætter sig. Når klokken ringer, skal man straks begynde med arbejdet. Det må kun afbrydes i den tid, som er afsat til måltiderne, turene i fængselsgården og undervisningen. Under turene skal fangerne holde armene udstrakte og gå regelmæssigt frem og tilbage. Der var et hus, han løftede blikket fra stenbroen, puffede en dør op, og fra hans bryst kom et sørgmodigt brummende åh, åh. Han slog kuskeslag, sådan min dreng, her fryser du ikke. Døren til gården gik op, en eller anden sneg sig forbi ham, stillede sig bag ham. Han stønnede nu, det gjorde godt at stønne. Første gang han sad i isolation, havde han altid stønnet sådan og glædet sig over, at han hørte sin stemme, så har man da noget, alt er endnu ikke forbi. Det gjorde mange i cellerne, nogle i begyndelsen, andre senere, når de følte sig ensomme. Så begyndte de med det, det var jo noget menneskeligt, det trøstede dem. Således stod manden på trappegangen, hørte ikke den forfærdende larm fra gaden, de afsindige huse var der ikke mere. Han spidsede munden og gryntede med og tog mod til sig med hænderne knyttet i lommerne. Hans skuldre i den gule sommerfrakke var trukket op som til modværge. En fremmed havde stillet sig ved siden af den løsladte straffefange og kiggede på ham. Han spurgte: »Fejler De noget, har De det ikke godt, har De smerter?« indtil den løsladte bemærkede ham og straks hørte op med sin grynten. »Er De syg, bor De her i huset?« Det var en jøde med rødt fuldskæg, en lille mand i overfrakke med sort velourhat og en stok i hånden. »Næh, jeg bor ikke her.« Han måtte ud af trappegangen igen, det havde været godt at stå på trappegangen. Og nu begyndte gaderne igen, facaderne, udstillingsvinduerne, de travle skikkelser i bukser eller lyse strømper, alle så hurtige, så fortravlede, hvert øjeblik en ny. Og da han havde taget en beslutning, gik han atter ind i et hus, hvor man imidlertid smækkede porten op for at lade en vogn køre igennem. Så rask videre til nabohuset, ind i en smal korridor, der gik langs trappegangen. Her kunne der ikke komme nogen vogn ind. Han holdt fast i gelænderet, 15
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 15
15-04-2013 11:58:31
og mens han holdt fast, vidste han, at han ville unddrage sig straffen (åh, Franz, hvad vil du gøre, du kan ikke), jovist kunne han det, han vidste allerede, hvor der var en udvej. Og sagte begyndte han igen på sin musik, gryntede og brummede, og aldrig om jeg går ud på gaden. Den røde jøde kom igen ind i huset, og først bemærkede han ikke den anden ved gelænderet. Han hørte ham brumme. »Hør, sig mig, hvad laver De her? Er der noget i vejen?« Han slap gelænderet, gik ud mod gården. I det øjeblik han tog fat i porten, så han, at det var jøden fra det andet hus. »Gå dog Deres vej! Hvad vil De egentlig?« »Så, så, ingenting. De sukker og stønner sådan, man må dog ha’ lov at spørge, hvad der er i vejen med Dem.« Og gennem dørsprækken så han igen derovre de gamle, grimme huse, de myldrende mennesker, de rutsjende tage. Den løsladte straffefange lukkede porten op, jøden fulgte efter ham: »Så, så, hvad er der los, det hele er vel ikke så slemt. Ingen er fortabt her. Berlin er stor. Hvor der lever tusind mennesker, må endnu én da kunne klare sig.« En høj, mørk gård omgav dem. Han stod ved siden af skraldebøtten. Og pludselig begyndte han skingrende at synge, sang op mod murene. Hatten tog han af som en lirekassemand. Murene kastede lyden tilbage. Det var godt. Stemmen fyldte hans ører. Han sang med så høj en stemme, som han aldrig i fængslet havde turdet synge. Og hvad var det, han sang, så det gjaldede fra murene? »Es braust ein Ruf wie Donnerhall«. Marvfuldt og krigerisk fast. Og så: »Juvivallerallera« fra en eller anden vise. Ingen lagde mærke til ham. Jøden modtog ham i porten: »De har sunget smukt. De har virkelig sunget smukt. Den stemme er guld værd.« Jøden fulgte ham ud på gaden, tog ham under armen, trak ham under uendelig snakken med sig, til de drejede ind i Gormannstrasse, jøden og den knokkelstærke, store fyr i sommerfrakken, der pressede munden sammen, som skulle han spytte galde.
Endnu er det ikke sket Han tog ham med ind i en stue, hvor der brændte en kakkelovn, satte ham i sofaen. »Så, nu er De her. Sæt Dem bare roligt ned. De kan beholde hatten på eller lægge den, ganske som det beha16
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 16
15-04-2013 11:58:31
ger Dem. Jeg vil bare hente et menneske, De vil synes om. Jeg bor nemlig ikke selv her. Er kun gæst ligesom De. Nå, som man siger, den ene gæst bringer den anden med sig, når bare stuen er varm.« Den løsladte sad alene. »Es braust ein Ruf wie Donnerhall, wie Schwertegeklirr und Wogenprall«. Han kørte med sporvognen, så ud til siden, de røde mure skimtedes mellem træerne, det regnede med broget løv. Murene stod foran hans øjne, han betragtede dem fra sofaen, betragtede dem uafbrudt. Det er en stor lykke at bo bag disse mure, man ved, hvordan dagen begynder, og hvordan den skrider frem. (Franz, du har da ikke lyst til at gemme dig, du har allerede gemt dig fire år, fat mod, se dig om, en dag får det gemmeri da en ende). Al syngen, fløjten, larmen er forbudt. Fangerne må om morgenen, når tegnet gives til at stå op, straks rejse sig, rede deres seng, vaske sig, rede sig, børste deres tøj og klæde sig på. Sæbe deles ud i passende mængde. Bum, et klokkeslag, stå op, bum klokken halv seks, bum halv syv, celledørene åbnes, bum, bum, ud af lemmen, morgenmaden udleveres, arbejdstid, fritid, bum bum bum middag, min dreng, ingen sure miner, fed bliver du ikke her, sangerne har at melde sig, klokken tyve minutter i seks træder sangerne an, jeg melder mig hæs, klokken seks lukkes man ind i cellen, god aften, så er den dag gået. En stor lykke at bo bag disse mure, mig har de jaget ud i skidtet, jeg har så godt som myrdet, men det var kun drab, legemsbeskadigelse med dødelig udgang, var ikke så slemt, en stor kæltring var jeg blevet, en sjuft, der manglede ikke meget i, at jeg var et forhærdet og fordrukkent subjekt. En stor, gammel, langhåret jøde med en sort kalot på issen havde længe siddet lige over for ham. I staden Susan levede der engang en mand ved navn Mordechai, han opdrog Esther, datteren af hans onkel, men pigen var dejlig af skikkelse og skøn af udseende. Den gamle tog øjnene bort fra manden, drejede hovedet tilbage til den røde: »Hvor har De egentlig ham fra?« »Han rendte rundt fra hus til hus. I en gård stillede han sig op og sang.« »Hvad sang han?« »Krigssange.« »Han må jo fryse?« »Måske.« Den gamle så på ham. Jøder skal ikke befatte sig med et lig på den første festdag, israelitter heller ikke på den anden festdag, det gælder også for begge nytårsdagene. Og hvem er ophavsmanden til følgende lære hos Rabbanan: Den, som spiser ådslet af en ren fugl, er ikke uren, men spiser 17
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 17
15-04-2013 11:58:31
han af tarmen eller kroen, er han så uren? Med sin lange gule hånd søgte den gamle efter straffefangens hånd, der lå på frakken: »Vil De ikke tage Deres frakke af? Der er varmt her. Vi er gamle folk, vi fryser hele året, for Dem vil det være for meget.« Han sad i sofaen, han skottede ned til sin hånd, han var gået fra hus til hus gennem gaderne, man måtte se, hvor der var noget at finde i verden. Og han ville rejse sig, gå ud ad døren, hans øjne søgte i det halvmørke rum efter døren. Da trykkede den gamle ham tilbage i sofaen: »Men bliv dog, hvad i alverden vil De?« Han ville ud. Men den gamle holdt ham hårdt i håndleddet og klemte og klemte. »Lad os se, hvem der er stærkest, De eller jeg. Bliv siddende, når jeg siger det.« Den gamle råbte: »De har værsgo at blive siddende. Hør nu efter, hvad jeg siger, unge mand. Tag Dem sammen, skurk.« Og til den røde, der tog fat i mandens skulder: »Gå dog væk! Har jeg bedt Dem komme? Jeg skal nok få styr på ham.« Hvad ville disse mennesker ham? Han ville ud, han masede på for at komme op, men den gamle pressede ham ned. Da råbte han: »Hvad er det, De gør?« »Skæld kun ud, De vil snart skælde endnu mere ud.« »Så slip mig dog. Jeg må ud.« »Måske på gaderne, måske ind i gårdene?« Så rejste den gamle sig fra stolen, gik støjende frem og tilbage i stuen: »Lad ham skrige, så meget han vil. Lad ham gøre, hvad han vil. Men ikke her. Luk døren op for ham.« »Hvad er der nu, der er da ellers larm nok hos Dem.« »Slæb ikke folk, der laver ballade, ind i huset. Min datters børn er syge, ligger i værelset bagved, jeg har spektakel nok.« »Nå, nå, det var trist, det havde jeg ingen anelse om, De må bære over med mig.« Den røde tog mandens hænder: »Kom med, rabbien har huset fuldt. Børnebørnene er syge. Vi går videre.« Men han ville ikke rejse sig op. »Kom!« Han måtte rejse sig. Da hviskede han: »Lad vær’ med at trække i mig. Lad mig blive her.« »Han har huset fuldt, har De jo hørt.« »Lad mig dog blive her.« Med skinnende øjne betragtede den gamle den fremmede mand, der tryglede og bad. Således talte Jeremias: Vi vil frelse Babylon, men den lod sig ikke frelse. Forlad den, vi vil drage enhver til sit land. Sværdet komme over Kaldæerne, over Babylons børn. »Hvis han er stille, må han blive her sammen med Dem. Er han ikke stille, skal han gå.« »Godt, godt, vi vil ikke lave ballade. Jeg sætter mig 18
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 18
15-04-2013 11:58:31
ved siden af ham, De kan stole på mig.« Den gamle mand strøg ud uden at sige et ord.
Belæring efter Zannowichs forbillede Den løsladte straffefange i sin gule sommerfrakke sad igen i sofaen. Sukkende og hovedrystende gik den røde gennem stuen: »Nå, vær ikke vred over, at den gamle var så hidsig. Er De en tilrejsende?« »Ja, jeg er, jeg var -.« De røde mure, skønne mure, cellerne, han måtte betragte dem længselsfuldt, han trykkede ryggen op mod den røde mur, en klog mand havde bygget den, han blev, hvor han var. Manden gled som en dukke fra sofaen ned på tæppet, i faldet skubbede han bordet til side. »Hvad er der?« råbte den røde. Den løsladte krummede sig sammen over tæppet, hatten rullede ned mellem hans hænder, hovedet borede han ned, stønnede: »Ned i gulvet, ned i jorden, hvor der er mørkt.« Den røde ruskede i ham: »For Guds skyld – De er hos fremmede mennesker. Hvis den gamle kommer! Rejs Dem!« Men han lod sig ikke trække op, han holdt fast i tæppet, stønnede fortsat. »Vær nu stille, for Guds skyld, hvis den gamle hører det. Vi skal nok klare det sammen.« »Der er ikke en sjæl, der får mig ud herfra.« Som en muldvarp. Og da den røde ikke kunne få ham til at rejse sig, rev han sig i lokken ved tindingen, lukkede døren og satte sig resolut ned på gulvet ved siden af manden. Han trak knæene op og så på bordbenene foran sig: »Nå, godt. Bliv roligt her. Så sætter jeg mig også. Det er ganske vist ikke behageligt, men hvorfor ikke. De vil ikke fortælle, hvad der er i vejen med Dem, så skal jeg fortælle Dem noget.« Den løsladte sukkede, med hovedet på tæppet. (Men hvorfor stønner og sukker han? Det gælder om at bestemme sig, der er en vej, man må gå – men du kender ingen, lille Franz. Den gamle mødding vil du ikke tilbage til, og i cellen har du også kun stønnet og gemt dig og ikke tænkt, ikke tænkt, lille Franz). Den røde sagde vredt: »Man skal ikke tage sig selv så højtideligt. Man skal høre på andre. Hvem siger, at der er så meget i vejen med Dem. Husk på: Gud lader vel ingen falde af sin hånd, men der er jo også andre mennesker til. Har De ikke læst, hvad Noah gjorde i arken, i sit skib, da den store 19
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 19
15-04-2013 11:58:31
syndflod kom? Et par af hver. Gud glemte ingen af dem. Ikke engang lusene på hovedet har han glemt. For ham var alle lige kære og dyrebare.« Han peb dernede på gulvet. (At pibe koster ikke noget, pibe kan selv en syg mus). Den røde lod ham pibe, kløede sig på kinderne: »Der er meget til på jorden; man kan fortælle en bunke, når man er ung, og når man er gammel. Jeg vil nu fortælle Dem historien om Zannowich, Stefan Zannowich. De har sikkert ikke hørt den før. Når De får det lidt bedre, så sæt Dem lidt op. Blodet stiger en til hovedet, det er ikke sundt. Min salig far fortalte os meget, han rejste meget omkring, som mennesker af vort folk gør, han blev 79 år gammel, efter salig mors død sov han hen, han vidste meget, var en klog mand. Vi var syv sultne munde, og når der ikke var noget at spise, fortalte han os historier. Det bliver man ikke mæt af, men man glemmer.« Den dumpe stønnen blev ved dernede. (Stønne kan jo selv en syg kamel). »Nå, se nu, vi ved, der gives i verden ikke alene guld, skønhed og glæder. Hvem var Zannowich, hvem var hans far, hvem var hans forældre? Tiggere som de fleste af os, kræmmere, handlende, forretningsfolk. Fra Albanien kom den gamle Zannowich og tog til Venedig. Han vidste godt, hvorfor han tog til Venedig. Nogle drager fra byen ud på landet, andre fra landet ind til byen. På landet er der mere ro, folk vender og drejer hver ting, de kan tale i timevis, og hvis de har heldet med sig, har de fortjent et par skilling. I byen derimod, nåh ja, det er også svært, men folk stimler tættere sammen, og de har ingen tid. Er der ikke det ene, er der det andet. De har ingen okser, men de har heste, kuske og kareter. Man taber, og man vinder. Det vidste gamle Zannowich. Først solgte han, hvad han havde med sig, og så tog han kortene frem og gav sig til at spille med folk. Han var ingen ærlig mand. Han lavede sig en god forretning, for folk i byen har ingen tid, de vil underholdes. Han underholdt dem. Det kostede dem mange penge. En bedrager, en falskspiller var gamle Zannowich, men han havde et godt hoved. Bønderne havde gjort det vanskeligt for ham, her kunne han lettere klare sig. Det gik ham godt. Indtil pludselig en hævdede, han var blevet snydt. Nå, det havde gamle Zannowich ikke lige været forberedt på. Der vankede klø, politi, og til sidst måtte gamle Zannowich med sine børn sætte det lange ben foran. Domstolen i Venedig 20
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 20
15-04-2013 11:58:31
var i hælene på ham, og domstolen, tænkte den gamle mand, ville han ikke lægge sig ud med, den forstår mig ikke, og den kunne da heller ikke få fat i ham. Han havde heste og penge med sig og nedsatte sig atter i Albanien. Han købte sig et gods, en hel landsby, og sendte sine børn i de fine skoler. Og da han blev ældgammel, døde han rolig og højagtet. Det var den gamle Zannowichs liv. Bønderne græd over ham, men han havde aldrig kunnet lide dem, fordi han stadig tænkte på den gang, da han stod foran dem med sine ringe, armbånd, koralkæder, og de vendte og drejede dem og følte på dem, og gik til sidst bort og lod ham stå. I ved nok, at når faderen er en lille urt, så vil han have, at sønnen skal være et træ. Når faderen er en sten, skal sønnen være et bjerg. Den gamle Zannowich sagde til sine sønner: ‘Jeg var ingenting her i Albanien i alle de tyve år, jeg turede rundt her, og hvorfor ikke? Fordi jeg ikke havde mit hoved der, hvor det hørte hjemme. Jeg sender jer på den lærde skole i Padua, holder hest og vogn, og når I er udlært, så tænk på mig, som i kummer levede sammen med jeres mor, og som sov med jer om natten som et vildt dyr i skoven. Jeg var selv skyld i det. Bønderne havde udpint mig som et regnløst år, og jeg ville være blevet ødelagt, jeg gik ud blandt menneskene, og dér gik jeg ikke til grunde.’« Den røde lo hen for sig, virrede med hovedet, gyngede frem og tilbage med kroppen. De sad på gulvet på tæppet. »Hvis der nu kom en herind, så måtte han tro, at vi begge to var meschugge1 , vi har en sofa og sætter os foran den på gulvet. Nå, hvis man vil, hvorfor så ikke gøre det, hvis man bare er tilfreds med det. Den unge Stefan Zannowich var allerede som ung fyr på tyve år en stor taler. Han kunne dreje sig, gøre sig indsmigrende, han kunne gøre sig lækker for kvinderne og fornem for mændene. I Padua lærer de adelige af professorerne, Stefan lærte af de adelige. Alle syntes de godt om ham. Og da han kom hjem til Albanien – hans far levede endnu – glædede han sig over ham og syntes om ham og sagde: ‘Se bare til ham, det er en mand, der er skabt for verden, han vil ikke handle med bønderne i tyve år som jeg, han er tyve år længere fremme end sin far.’ Og ynglingen strøg sine silkeær1) meschugge, tossede, bløde i pæren.
21
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 21
15-04-2013 11:58:31
mer, strøg sine skønne lokker fra panden og kyssede sin gamle, lykkelige far. ‘Men I, far, har sparet mig for de slemme tyve år.’ ‘De skal blive de bedste i dit liv,’ mente den gamle og klappede og kærtegnede ynglingen. Og så gik det den unge Zannowich som et mirakel, og noget mirakel var det jo ikke. Overalt strømmede folk til ham, han havde nøglen til alle hjerter. Han rejste til Montenegro på en udflugt som kavalér med vogne og heste og tjenere. Faderen var glad over at se sønnen så stor – faderen en lille urt, sønnen et træ – og i Montenegro talte man til ham som en greve og fyrste. Man ville ikke have troet ham, hvis han havde sagt: Min far hedder Zannowich, vi bor i landsbyen Pastrowich, og det er min far stolt af. Man havde ikke troet ham. Derfor optrådte han som en adelig fra Padua og så ud som en sådan og kendte jo også dem alle. Stefan lo og sagde: De skal have deres vilje. Og så udgav han sig blandt disse mennesker for en rig polak; det troede de nemlig selv, han var, for en baron Warta, og så var de glade, han også.« Den løsladte havde sat sig op med et pludseligt ryk. Han sad på knæene og så lurende ned på den anden. Så sagde han med iskoldt blik: »Abe!« Den røde svarede ringeagtende: »Ja, så lad mig være en abe. For så véd en abe sgu mer end mange mennesker.« Den anden var allerede igen tvunget ned på gulvet. (Angre skal du, erkende, hvad der er sket, erkende, hvad der er nødvendigt!). »Så kan man altså tale videre. Der er endnu meget at lære af andre mennesker. Den unge Zannowich var på rette vej og lod sig drive videre ad den. Jeg har ikke oplevet den, og min far har ikke oplevet den, men man kan dog forestille sig den. Når jeg spørger Dem, De, der kalder mig en abe – man skal ikke foragte noget dyr på Guds jord, de giver os deres kød, og de beviser os også mange velgerninger, tænk på en hest, på en hund, på en sangfugl, aber kender jeg kun fra markedet, de må lave kunster med lænke på, en tung byrde, der er ikke noget menneske, der bærer noget så svært – nu vil jeg spørge Dem, jeg kan ikke sige Deres navn, fordi De ikke har fortalt, hvad De hedder: Hvordan er den gamle som den unge Zannowich kommet frem i verden? De vil mene, de har været smarte, de har været kloge. Men andre har også været kloge og var med firs år på bagen ikke så langt fremme som Stefan med 22
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 22
15-04-2013 11:58:31
tyve. Men hovedsagen ved menneskene er deres øjne og deres fødder. Man må kunne se verden og gå til den. Så hør da, hvad Stefan Zannowich har gjort, han, der så menneskene og vidste, hvor lidt man behøver at frygte dem. Se bare, hvorledes de jævner vejen for én, hvorledes de næsten viser den blinde vej. Det, de ønskede, var: Du er baron Warta. Javel, sagde han, så er jeg baron Warta. Senere var det ikke nok for dem eller for ham. Når man allerede er baron, hvorfor så ikke være mere. Der var engang en berømthed i Albanien, han havde allerede været død længe, men de hyldede ham, som folket hylder helte, han hed Skanderbeg. Hvis Zannowich havde kunnet, ville han have sagt: Jeg er selve Skanderbeg. Da Skanderbeg var død, sagde han: Jeg er en efterkommer af Skanderbeg, og brystede sig, han hed prins Castriota af Albanien, han ville atter skabe det store Albanien, hans tilhængere ventede på ham. De gav ham penge til at leve for, således som en af Skanderbegs efterkommere bør leve. Han var velgørende over for folk. De går i teater og lytter til opdigtede ting, som behager dem. Det betaler de for. Så kan de jo også sagtens betale, når der sker behagelige ting for dem om eftermiddagen eller om formiddagen, og de selv kan spille med i dem.« Og atter rettede manden i den gule sommerfrakke sig op, havde et mørkt furet ansigt, så ned på den røde, rømmede sig, hans stemme var forandret: »Sig mig engang, De, hvad sidder De egentlig her og vrøvler for?« »Hvem er det, der sidder på gulvet og ikke vil stå op? Mig? Når en sofa står bag ved mig? Nå, hvis det mis hager Dem, skal jeg nok holde inde med at snakke.« Den anden, der samtidig så sig omkring i stuen, trak benene ind under sig og satte sig hen med ryggen mod sofaen. Hænderne støttede han på tæppet. »Sådan sidder De allerede bedre.« »Ja, nu kunne De altså godt lige så stille holde op med Deres sludder.« »Som De vil! Jeg har allerede ofte fortalt den historie, for mig spiller det ingen rolle, hvis det da ikke gør det for Dem.« Men efter en pause vendte den anden atter hovedet hen mod ham: »Fortæl De kun resten af historien.« »Nå, ja, man fortæller og taler med hinanden, og tiden løber hurtigere. Jeg vil jo bare åbne øjnene på Dem. Den Stefan Zannowich, som De har hørt om, fik penge, så mange at han kunne rejse til Tyskland. I Montene23
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 23
15-04-2013 11:58:31
gro kunne de ikke rive masken af ham. Af Stefan Zannowich kan man lære, at han kendte sig selv og menneskene. Han var egentlig uskyldig som en kvidrende fugl. Og se, hans angst for verden var så ringe: De største og mægtigste mennesker, der fandtes, de frygteligste var hans venner: den sachsiske kurfyrste, kronprinsen af Prøjsen, der senere blev en stor krigshelt, og for hvem Østrigerinden, kejserinde Therese, skælvede på sin trone. For ham skælvede Zannowich ikke. Og da Stefan engang kom til Wien og kom i lag med folk, der rynkede på næsen ad ham, da løftede kejserinden selv sin hånd og sagde: ‘Lad den lille jødedreng være i fred.’«
Historien fuldendes på uventet vis, og derigennem opnår den løsladte at blive moralsk styrket Den anden lo, han vrinskede af latter ved sofaen: »De er sgu et kønt nummer! De kunne optræde som klovn i cirkus.« Den røde fnisede også: »Dér kan De se. Men vær nu stille, den gamles børnebørn. Måske sætter vi os alligevel i sofaen. Hvad mener De?« Den anden lo, krøb op, satte sig i det ene sofahjørne, den røde i det andet. »Man sidder blødere, man krøller ikke sådan frakken.« Ham i sommerfrakken stirrede fra sit hjørne skarpt på den røde: »Sådan en krukke som De har jeg ikke mødt længe.« Sindigt kom det fra den røde: »Måske har De blot ikke set rigtigt efter, men det kommer nok. De har tilsmudset Deres overfrakke; her tørrer man ikke sine sko af.« Den løsladte, en mand i begyndelsen af trediverne, havde muntre øjne, hans ansigt havde fået et friskere udtryk: »Hør, sig mig engang, De dér, hvad handler De egentlig med? De lever vel på Månen?« »Nå, det er fint, så vil vi tale om Månen.« Henne ved døren havde der allerede i fem minutter stået en mand med brunt, krøllet skæg. Han gik nu hen til bordet, satte sig på en stol. Han var ung, gik med sort velourhat som de andre. Han lod sin hånd beskrive en bue ud i luften, lod sin skingre stemme lyde: »Hvem er denne person? Hvad gør du med ham dér?« »Og hvad bestiller du her, Eliser? Jeg kender ham ikke, han siger ikke sit navn.« »Du har fortalt ham historier.« »Nå, ja, hvad kommer det dig ved.« Den brune til straffefangen: »Har han fortalt Dem 24
34393_berlin_alexanderplatz_150x240.indd 24
15-04-2013 11:58:31