Erling Jepsen
DEN SØNDERJYSKE FARM Roman
Gyldendal
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 3
28-02-2013 09:15:04
Indhold
1 Farmen ved Gramby Bakke · 7 2 Den første tid på farmen · 25 3 Af en kaninavlers dagbog · 49 4 Frode og den store gedde · 66 5 Min nye fodermester · 85 6 Sygdom på farmen · 102 7 Sønderjyder omkring et bål · 123 8 Sanne og luftbøssen · 137 9 Mkali · 150 10 Gæster på farmen · 170 11 Tombola · 191 12 Endnu et vådeskud · 203 13 Negeren i skorstenen · 225 14 Oprøret på Åvej · 241 15 Gensyn med Frode · 261
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 5
28-02-2013 09:15:04
1
Farmen ved Gramby Bakke
Jeg havde en farm i Sønderjylland ved foden af Gramby Bakke. Farmen lå i den nordlige udkant af byen, og tyve kilometer længere mod nord løb Kongeåen, der udgjorde grænsen mellem Sønderjylland og det øvrige Danmark. Inden for en radius af fyrre kilometer lå Vadehavet mod vest, Lillebælt mod øst og Tyskland mod syd. Vores lærer i kristendomskundskab på Gram Borger- og Realskole hævdede da også hårdnakket, at vi boede i hjertet af Sønderjylland. Som navnet siger, ligger landsdelen i den sydlige del af Danmark, og Danmark er det sydligste land i Norden. Min farm lå med andre ord i det sydligste af Norden, og sønderjyderne kan med en vis ret kaldes nordens sydlændinge. Vi er dog ikke mørkere i huden, som for eksempel indbyggerne er det i Sydstaterne af USA, men sproget, klimaet og mentaliteten var, og er vel til en vis grad endnu, noget for sig selv. Fornemmelsen af at bo i et randområde blev ikke mindre af, at København lå knap tre hundrede kilometer mod øst, hvilket dårligt kunne være længere væk, når man 7 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 7
28-02-2013 09:15:04
holdt sig inden for landets grænser. Det var karakteristisk, at sønderjyderne nærede mere tillid til vejrudsigten på tysk tv, som dækkede deres område bedre og forudså vejret med større sikkerhed end den danske. Om efteråret, når das Wettervorhersage varslede storm fra vest, tog man sine forholdsregler: Man lagde flagstangen ned, haspede vinduerne forsvarligt og fandt transistorradio og stearinlys frem. Min farm lå i to meters højde over havets overflade, hvilket er ganske meget på de kanter. En sjælden gang flød Gram Å, som jeg havde udsigt til fra mit vindue, over sine bredder og lavede store søer på markerne, og et par gange stod der vand helt oppe i min køkkenhave. Men vandet trak sig langsomt tilbage eller sank ned i jorden. Mine dyr var ikke for alvor truede, og kun lidt af afgrøderne gik tabt. Til gengæld kom foråret tidligere end i det øvrige Danmark, takket være den sydlige beliggenhed, og intet forår kan sammenlignes med det sønderjyske. Floraen og faunaen er måske mere beskeden her end så mange andre steder, men den slags er ikke sådan at gøre op; mælke bøtterne, som de lokale kaldte troldblade, og som voksede overalt, havde en klarere gul farve, end jeg har set andre steder. Når de trådte frem af morgendisen, der var så almindelig på grund af landskabets lave beliggenhed, var det, som om de blev til i selv samme øjeblik, man så dem, som om de blev skabt for ens skyld. Op ad dagen, når disen var lettet, kunne man derimod se så langt øjet rakte. Landskabet var fladt og øde som på en prærie, og der var sjældent noget, der ragede op og skyggede for noget andet. En undtagelse var Gram Bakke. Den ragede seks og en halv meter op over havets overflade, og det synede af meget, især for os der boede i lav8 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 8
28-02-2013 09:15:04
landet nede ved åen. I klart vejr kunne den ses fra overalt på min farm. Hvis jeg satte mig på min cykel, kunne jeg nå toppen på mindre end ti minutter, i modvind tog det et kvarter. Havde der været nattefrost, og lå der is på vejen, måtte jeg stå af cyklen og trække, og så kunne det tage en halv time. I mine år i Sønderjylland har jeg mange gange stået på det højeste punkt på Gram Bakke og skuet ud mod de fire verdenshjørner. Punktet kaldes Blæsebjerg, og det var ikke uden grund. Ofte var vinden så kraftig, at jeg måtte holde i et vejskilt med den ene hånd, mens jeg havde et fast tag i cyklen med den anden. Det var, som om jeg kunne se marker bag ved marker i det uendelige til alle sider. Mod vest kunne jeg se en mørk streg længst ude, og der stoppede ligesom alt. Man kunne tro, det var verdens ende, men det var Stensbæk Plantage. Her kunne man købe juletræer i december og havenisser hele året. På den anden side af granplantagen lå Vadehavet. Foråret kom sjældent til farmen på én gang, men tog mange tilløb. Sidst på dagen kunne jeg være nået til den overbevisning, at mine dyr måtte på græs, men næste morgen var alting igen indhyllet i tåge, som et ligklæde, og jeg kom i tvivl. Min tvivl varede dog kun, indtil det hele blev genskabt for øjnene af mig; sådan gentog det samme skuespil sig hver dag. Man blev i lavlandet hele tiden mindet om, at man ikke kunne føle sig sikker på noget her i verden, og jeg tror, at det var med til at give farverne i landskabet en særlig dybde og alvor. Skove, vandløb og blomsterenge kunne om foråret få hjertet til at slå hurtigere og give én lyst til at slå armene ud og hoppe af glæde, men det gjorde man ikke, for det var, som om noget stak en klo i én og holdt én fast. Jeg har hørt om steder i verden, hvor alting synes at stræbe opad, op mod en gylden himmel, men her var himlen sjældent gylden, og tyngdekraften føltes usædvanligt 9 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 9
28-02-2013 09:15:04
stærk. Selv de unge sønderjyder var tilbøjelige til at gå let foroverbøjede og med hovedet sænket. Ingen trak vejret let i den fugtige luft, og astma var en udbredt sygdom. Når man ser tilbage på et årelangt ophold i de sønderjyske lavlande, bliver man forbavset ved at føle det, som om man havde levet i lang tid på knæ helt nede ved jorden. Ja, til tider under den. Sønderjyderne, og især dem, som boede vest for Gram, havde en særlig sans for denne verdens forgængelighed og mindede jævnligt hinanden om “livets alvor”. Når de for eksempel skålede med hinanden på kroen, sagde de: “Skål, mens vi er venner.” For der kunne hurtigt falde et forkert ord, og man huskede jo nok slagsmålet sidste lørdag. Når heldet smilede til én, hvad enten man nu havde vundet i tipsfodbold eller fået en længe ventet arving, kunne man sige: “Livet har nu alligevel noget, man ikke finder så mange andre steder.” Men det blev sagt med en stille eftertænksomhed i stemmen og et ansigt, der ikke røbede tegn på glæde. Der kunne oven i købet være en vis ængstelse og vemod forbundet med erkendelsen af livets skønhed, for ingen vidste jo, hvor længe sådan noget ville vare ved. Eller om man havde gjort sig fortjent til det. Af samme grund var det sjældent, at noget ligefrem blev fejret. Det var endnu sjældnere, at nogen viste stolthed, for det passede sig ikke for en sønderjyde. Som re ligionslæreren i Gram Borger- og Realskole plejede at sige til eleverne: “I er sønderjyder, det skal I ikke være stolte af. I skal bare være taknemmelige.” Han lagde stor vægt på, at man kendte forskel på stolthed og taknemmelighed. Stolthed var en følelse, der vendte udad, hvorved den blev synlig for andre og kunne gøre andre misundelige. Taknemmelighed derimod vendte indad og gav en indre tilfredshed, som bar lønnen i sig selv. 10 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 10
28-02-2013 09:15:04
Der var mig bekendt ingen elever, der turde spørge, hvad det egentlig var, man skulle være taknemmelig for. Det måtte man hver især selv tænke sig til. Og netop denne evne, ikke at spørge, ikke at tænke højt, men i det stille at “tænke sit”, var en evne, der var højt udviklet hos os alle. Den karakteristiske morgentåge var sjælden sidst på sommeren. Her kunne der til gengæld være tørkeperioder, som fyldte luften med støv. Da jeg var barn, var der en kedelig tendens til, at bønderne fjernede markskellene, der ofte bestod af levende hegn, for at spare tid, når der skulle sås og høstes. Dermed fik vinden frit spil og hvirvlede den sandede overfladejord op, så sigtbarheden blev forringet på en anden og næsten værre måde, end når der var tåge. Sandkornene sved i øjnene, når man arbejdede udendørs, og når vinden lagde sig, lagde sandet sig ikke nødvendigvis, hvor det var hvirvlet op. Det lagde sig i dyrenes mad- og vandskåle, det føg ind under døre og vinduer, og der lå dynger ude midt på vejen, hvor bilerne hvirvlede det op på ny. På en vindstille søndag kunne man sidde i sin have og se en lille støvsky i horisonten langsomt nærme sig. Det kunne kun betyde, at en bil var på vej. På den tid var det moderne at “køre en tur” og aflægge venner og familie et uanmeldt besøg, men kun om søndagen. Så selv om man ikke ventede gæster, satte man vand over til kaffe, for man vidste jo aldrig. Der kunne gå lang tid, før støvskyen var så tæt på, at man kunne se bilen, og så var det måske slet ikke nogen, man kendte. Det kunne være folk udenbysfra, som kørte forbi på andre søndagsture. De gamle sønderjyder, som havde boet på egnen i mange generationer, kendte alle slags støvskyer og satte sjældent kaffe over uden grund. 11 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 11
28-02-2013 09:15:04
De kunne nemlig på lang afstand se, hvad det var for en bil, der nærmede sig, alene ved at tyde støvskyens formationer. De allerældste påstod, at de på støvskyen kunne se, om det var manden eller konen, der sad bag rattet. Der var en fin bestand af vildt på egnen. Almindeligst var harer, ræve, fasaner og agerhøns, men der var også rådyr i Gram Storskov. Og en sjælden gang kom der et vildsvin op over grænsen sydfra. Vildsvinene var ikke populære og blev jagtet af bønderne, for ornerne holdt af at bryde ind i svinestalde og bedække tamsøerne. Det skete to gange, mens jeg boede der, og jeg kan stadig huske de smågrise, der var resultatet af en sådan ugerning. De var mørkere i huden end de andre grise, mere behårede, og nogle havde striber. Selv om de ikke fejlede noget, og kødet skulle smage udmærket, kunne landmanden ikke sælge dem til slagteriet. Grisene måtte sælges privat, og det var heller ikke let, for rygtet sagde, at der kunne være sygdomme i dem. Sygdomme, som var blevet overført af ornen nede fra Tyskland. I et enkelt tilfælde viste det sig dog, at vildsvineornen var hjulpet ind i stalden af nogle unge ballademagere fra nabobyen Sønder Hygum. Der verserede et væddemål i byen om, hvor mange søer en vildsvineorne kunne nå at bedække på en enkelt nat. Landbetjenten pågreb tre unge mænd og konfiskerede nogle billeder, der viste ornen i aktion. Rygtet gik, at tallet, den nåede op på, var treogtredive, og min far hævdede, at landbetjenten havde hængt billederne op i sit soveværelse. Hvor han vidste det fra, fortalte han ikke. Jeg har ingen underretning om, hvordan det senere gik ornen. Men man fortæller mig, at vildsvinene generelt har svære tider i Sønderjylland, og at der nu kun findes 12 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 12
28-02-2013 09:15:04
en beskeden bestand i Øster Lindet Skov. Det er synd og skam, for det skulle nødig gå dem, som det gik ulvene og bjørnene, der nu kun kan opleves i vores zoologiske haver. Efter min bedste overbevisning burde man forsøge at sætte ulve og bjørne tilbage i den sønderjyske natur. Det er, som om de skal være der for at fuldende billedet af min hjemegn, og jeg gætter på, at der stadig findes områder, hvor de uden problemer vil kunne falde til. Et andet dyr, som man mente kunne sprede sygdom sydfra, var ræven. Den kunne have rabies, også kaldet hundegalskab, og når man fandt en ræv liggende på en markvej, rystende over det hele og med fråde om munden, satte det hele byen i alarmberedskab. Så nøjedes man ikke med at skyde den, man hældte benzin over og satte en tændstik til. Det forkullede lig blev begravet, uden at noget menneske eller dyr havde rørt ved det, for hundegalskab er meget smitsomt. Det forlød, at en hund i Tiset var blevet bidt af en ræv, hvorefter den var gået til angreb på et postbud, der samme aften bed sin svigermor i halsen, så blodet sprøjtede. Der er ikke noget at sige til, at rævehuler med jævne mellemrum blev gasset og ræve skudt for at komme sygdommen i forkøbet. Helt så slemt er det ikke gået ravnene. Af en eller anden grund har de altid foretrukket Sønderjylland frem for det øvrige Danmark, og mig bekendt findes der mere end tyve ynglende par, hvoraf et enkelt lever i Gram Storskov. Jeg vil gætte på, at det er det samme par som i slutningen af tresserne, for ravne kan blive hundrede år gamle, ja, måske endnu mere. Grev Brockenhuus-Schack, som er en god bekendt af mig, og hvis far var en ivrig amatørornitolog, fortalte mig, at de første ravne, man ringmærkede ved Tower of London, lever endnu. Og de blev ringmærkede i starten af nittenhundredetallet. 13 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 13
28-02-2013 09:15:04
Når der var unger i ravnereden i Gram Storskov, var det en attraktion, der kunne samle mange fugleinteresserede. Jeg har stået i skovbrynet med min kikkert, skulder ved skulder med folk som kom kørende fra så fjerne egne som Store Jyndevad, Tyvse og Bylderup Bov. Vi havde svært ved at holde jublen tilbage, når en unge første gang kastede sig ud fra reden, og vingerne bar. Og sorgen ville ingen ende tage, da en stakåndet unge fløj lidt for lavt og blev fanget og spist af en vildkat. For fugleinteresserede blev enhver forøgelse af ravnebestanden hilst velkommen. Det gjaldt dog ikke blandt landmændene. Især fåreavlere var kede af dem og hævdede, at de hvert forår fandt lam på marken, som var hakket til døde af fugle. Det kunne, efter deres mening, ikke være andre end ravne. Jeg havde svært ved at tro det, for så stor er fuglen trods alt ikke. Men min far havde hørt samme historie fra sin far, der også var fåreavler. “Det er de unge ravne, som ikke er kønsmodne endnu. Når de keder sig, jager de i flok,” forklarede far. “De udser sig et lam, som højst er en uge gammelt, og så forfølger de det i timevis og hakker øjnene ud på det. Prøv at holde dig for øjnene.” Jeg holdt mig for øjnene. “Og forestil dig så, at nogen er efter dig, og at du vil væk. Hvad gør du?“ “Løber,” sagde jeg. “Så løb.” Jeg prøvede, men det føltes farligt, og jeg stødte hurtigt ind i noget. “Nemlig,” fortsatte far. “Det er svært at løbe, når man ikke kan se noget, og det ved ravnene. Det er derfor, de altid begynder med øjnene. Det næste er klovene. De bliver ved med at hakke det stakkels lam i klovene, indtil det 14 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 14
28-02-2013 09:15:04
ikke kan stå på benene længere og vælter om på siden. Du har godt set, hvad der er nederst på maven på et lam, ikke?“ Jeg turde ikke svare. “Det samme som på en ko eller en hest eller for den sags skyld på os mennesker. Der er tynd hud, og der er kønsorganer. Ravnens næb er syv centimeter langt og lige så skarpt som en kniv.” Jeg ville ikke høre mere. Men historien var svær at ryste af sig, og for en tid så jeg på ravnene i Gram Storskov med et noget andet blik. Det varede dog kun, indtil mine fuglevenner fortalte om en naturudsendelse, de havde set i fjernsynet. Den handlede om ravnene på Island, der opførte sig præcis, som min far fortalte. Men det var altså ravne på Island! “De ravne, som du fortalte mig om, far, var det ikke ravne på Island?“ dristede jeg mig til at spørge ham en aften. “Jo,” svarede han uden så meget som at blinke, “men der findes stadig et par af dem tilbage her i Sønderjylland. Det er ikke dem alle, vi har fået gjort kål på endnu.” Jeg var som dreng meget fascineret af ravnene. De havde mange evner, nogle mere dokumenterede end andre, og man gjorde klogest i at vare sig og ikke stille dem hindringer i vejen. Ravne kan lære at tale, ligesom papegøjer, hvilket jeg ved med sikkerhed, for jeg har selv oplevet det som dreng. Det hævdes også, at de har en slags røntgensyn og kan se gennem ting. Sognepræsten i Sønder Hygum ville engang undersøge den påstand nærmere. Han lagde en død mus på en mark og placerede en papkasse over den, så musen var helt og aldeles skjult. Samme aften kom ravnen flyvende, og da den så papkassen, dykkede den uden at betænke sig ned, fjernede kassen og fløj hjem med 15 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 15
28-02-2013 09:15:04
musen i sine kløer. Dermed mente man at have bevist, at ravnen besad overnaturlige evner. Frøken Sørensen, som var biologilærer på skolen, holdt på, at det var, fordi ravne har et andet syn end vores. De kan se de ammoniakdampe, som døde dyr udskiller, når de går i forrådnelse, og for ravnens øjne er disse dampe blå. Det er med andre ord ikke, fordi de kan se gennem ting, men fordi de ser noget, vi ikke ser, og det er en evne, alle ådselsdyr har. Men frøken Sørensen var ateist og sagde ved flere lejligheder sognepræsten i Sønder Hygum imod. Jeg støttede hende, når jeg kunne, men indlod mig ikke på en egentlig disput om dette ømtålelige emne. Mange var imod alt for biologiske forklaringer på naturens undere, og hvis jeg røg uklar med mine naboer, kunne det besværliggøre mit arbejde på farmen. En enkelt gang gjorde jeg en undtagelse. Det var, da Engel-Johannes, den ene af byens to cykelsmede, fortalte mig om en begravelse, hans farfar havde været med til. Kisten indeholdt de jordiske rester af en godsejer fra Tiset, der ikke var særlig vellidt i sognet, og som vejede mere end hundrede kilo. De stakkels bærere svedte, da kisten skulle fragtes fra kirken til gravstedet, og holdt mange hvil undervejs. Under et af hvilene, hvor bærerne skiftede side, kom ravnen flyvende, dykkede ned og satte sig på kistelåget. Der sad den lidt og gabte et par gange med sit store næb. Pludselig var det, som om den slugte noget, hvorefter den fløj videre. Da bærerne hankede op i kisten igen, vejede den ingenting. Det var, som om den var blevet tømt for sit indhold. Engel-Johannes sagde, at han ikke turde tænke på, hvor ravnen havde ført den onde godsejer hen. Jeg ved ikke, hvad der stak mig, men jeg tillod mig at belære ham om de veldokumenterede naturlove. Medmindre en tryllekunstner havde været med i 16 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 16
28-02-2013 09:15:05
spillet, kunne kisten umuligt være blevet tom. Eller havde man ligefrem set ravnen flyve væk med manden på over hundrede kilo i sine kløer? Engel-Johannes svarede ved at lægge hovedet på skrå. Han kunne lægge hovedet så langt ned til den ene side, at øret rørte ved skulderen. Det gav ham et godmodigt udtryk, og det var vist deraf, han havde fået sit øgenavn; Engel-Johannes var så god, som dagen var lang, og løb ikke med sladder. Jeg sagde ikke mere. Jeg tænkte bare mit, hvad jeg i en tidlig alder var blevet god til. Et par måneder senere hændte der noget, der vakte min undren, og det i en sådan grad, at jeg ikke turde fortælle det til nogen. Fra mit værelsesvindue så jeg en stor, metalsort fugl kredse om kirketårnet. I min kikkert så jeg, at det var en ravn. Den satte sig først på kirkespiret og dykkede så ned på kirkegården. Det var ved solnedgang, og jeg kom til at tænke på cykelsmedens fortælling. Til sidst blev min nysgerrighed for stor; jeg satte mig på min cykel og satte kursen mod kirken. Gitterporten til kirkegården var aflåst, så jeg nøjedes med at gå langs stengærdet og kigge efter i trætoppene, for jeg forestillede mig, at ravnen havde sat sig der. Men jeg fandt ingen ravn i kirkegårdens træer. Da jeg derimod kravlede op på gærdet, så jeg en sort fugl hoppe fra gravsten til gravsten i tusmørket. Det måtte være ravnen, og jeg blev helt sikker, da månen dukkede frem mellem skyerne og gav dens fjerdragt det karakteristiske skær af sølv. Jeg rejste mig op for bedre at se, hvad den lavede, men et øjeblik efter skete der noget, som fik mig på hug af frygt for at miste balancen og falde ned på den forkerte side af gærdet. Det lød, som om ravnen snakkede med sig selv 17 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 17
28-02-2013 09:15:05
derinde mellem gravene! Stemmen var hæs, nærmest som en gammel mands, og jeg kunne ikke dechifrere de enkelte ord. Vinden pustede til nedfaldne blade og kviste på jorden, og en hund gøede i nabolaget. Jeg skal ærligt indrømme, at der ikke gik længe, før jeg hoppede ned fra gærdet og cyklede hjem. * Min farm bestod af kaniner. Ikke dværgkaniner, som dem man ser ved dyrehandlere i de større byer, men de såkaldte kæmperacer: belgisk kæmpe, fransk vædder, tysk kæmpeschecke. Kaniner som, hvis de fik lov at leve længe nok, kunne opnå en vægt på ti-tolv kilo. Det var slagtedyr, og de blev avlet og opfostret med henblik på salg til et slagteri. Fjerkræ- og kaninslagteriet i Vamdrup var det nærmeste. Hver kaninunge kunne opnå en vægt på cirka tre kilo hen over en sommer, og hvis heldet var med mig, kunne jeg sende et sted mellem halvtreds og hundrede dyr til slagtning om efteråret. Men en kaninavler har mange bekymringer, og det går sjældent, som man sidder de lange vinteraftener og planlægger det. Nogle kaniner løb væk, og de var svære at indfange og et let bytte for ræve og glubske hunde. Så det gjaldt om, at lågen til buret var forsvarligt haspet. En længere tørkeperiode kunne betyde mangel på grønt, hvilket medførte uforudsete udgifter til korn og kaninpiller fra foderstofhandleren. Dermed kunne alle ens anstrengelser ende med at blive en underskudsforretning. Bestanden kunne også blive ramt af sygdomme, hvoraf flere er dødelige. At være kaninavler kunne med andre ord give mange ærgrelser, og timelønnen er ringe. Mine venner, som plukkede jordbær for gartneren, eller gik med aviser, 18 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 18
28-02-2013 09:15:05
tjente ofte mere end jeg. Men jeg foretrak det frie liv som kaninfarmer. Når man først er blevet grebet af det, vil det ikke slippe sit tag i én. Mine primære jordbesiddelser var beskedne. Tre gange to meter bagerst i mine forældres køkkenhave var alt, hvad jeg rådede over. Men det var også alt, hvad jeg behøvede. På mine seks kvadratmeter dyrkede jeg gulerødder, salat og kartofler. Men den altdominerende andel af foderet var græs og ukrudt, som jeg plukkede i vejgrøfter og på enge rundt om byen. Man skulle være forsigtig med at plukke, hvor vejene var trafikerede, for planterne var forurenet af bilernes udstødning. Men det var noget af det gode ved Sønderjylland, at de fleste veje ikke var særlig trafikerede. Og der var mange enge uden for byen, hvor der gik køer. Græsset stod højt og saftigt rundt om kokasserne, og jeg har ingen andre steder i Europa set så store kokasser som i Sønderjylland. Jeg har heller ingen steder set dem ligge så tæt. På afstand så man kun de store græstuer, men når man kom tættere på, kunne man se, og ikke mindst lugte, hvad der lå i midten af dem. Man viftede fluerne væk, satte sig på hug og plukkede i kanten. Det afrevne græs og kløver blev lagt i en dynge, hvorefter man gik videre til næste tue. Sådan blev man ved, indtil den medbragte fodersæk var fyldt. En sjælden gang mødte jeg en landmand, som hilste smilende, for de fleste landmænd kunne godt afse en sæk grønt eller to til en rask dreng, der ville tjene lidt ekstra om sommeren; mange landmænd havde selv haft kaniner som børn. Sidst på sommeren, hvor kaninerne var flest og størst, var det nødvendigt med to eller tre sække foder. Og når dagene blev kortere og græsset groede langsommere, blev arbejdet drøjere. Det kunne blive en kamp med tiden 19 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 19
28-02-2013 09:15:05
at få kaninerne store nok. Derfor var jeg meget taknemmelig for at have gode medhjælpere på farmen. Mange kaninavlere klager over, at det er svært at finde stabil arbejdskraft, især i sommerferien, men jeg havde to, jeg kunne regne med. Det var Mette og Frode. Mette var ti år og boede skråt over for os; Frode var tolv og et halvt og boede på Skyttevej, der var en parallelvej til Åvej. Jeg var den ældste af os tre, for jeg fyldte snart tretten, og jeg tror, både Frodes og Mettes forældre var taknemmelige for, at jeg kunne sætte deres børn til noget meningsfuldt arbejde i ferien. Desværre var det ikke alverden, jeg kunne betale dem. Jeg fik kun fem kroner om ugen i lommepenge, og der var så meget andet, de penge skulle bruges til. Trådnet for eksempel, og tagpap til kaninkasserne, for slet ikke at tale om hagl til min luftbøsse. Og jeg havde brug for mange hagl. Bøssen skulle altid være ladt, når man havde kaniner, for der kom ofte ubudne gæster. Mus og rotter åd skamløst af mine sække med køkkenaffald og gammelt brød. Om natten listede vandrotterne op nede fra åen, og hvis jeg ikke nåede at stoppe dem, gnavede de sig ind i et bur og åd de små, nøgne og forsvarsløse kaninunger. Vandrotter skal egentlig skydes med salonriffel, men hvis man absolut vil skyde dem med luftbøsse, er det nødvendigt at ramme dem i hovedet for ikke at skamskyde dem. Jeg sigtede altid efter deres øjne, og det krævede lidt overvindelse, men det var det sikreste. Når kaninerne gik i græsningsburene, kunne der komme rovfugle. Duehøgen og musvågen havde en evne til at gøre kaninungerne så forskrækkede, at de klæbede op ad trådnettet. På den måde kunne fuglene spidde dem med en klo og trække dem ud gennem nettet i små stykker. Jeg ville helst nøjes med at skyde advarselsskud, for mange 20 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 20
28-02-2013 09:15:05
rovfuglearter er fredede. Men det var ikke altid, at et advarselsskud var nok. Ud over hagl måtte jeg have petroleum til min flagermuselampe, og hvis det blev en tør sommer, kunne det blive nødvendigt at købe korn hos foderstofhandleren. Det korte af det lange er, at der var udgifter nok, og jeg måtte derfor finde en anden måde at betale mine medhjælpere på. Løsningen lå ligefor. Mine forældre havde et ismejeri, hvor der foruden mælkeprodukterne var slik, og Lille Mette og Frode elskede alt, hvad der var sødt. Jeg aflønnede dem med pinocchiokugler, vingummier, rustne søm og flødeboller, som dengang hed negerkys. Når jeg spurgte min mor om et stykke slik, sagde hun sjældent nej, og i stedet for selv at spise det, gav jeg det videre til mine folk. En lang arbejdsdag endte som regel med, at jeg, inden jeg gik i seng, stod i hoveddøren og kiggede på skyerne. Ikke mindst hvis de i vejrudsigten havde varslet storm. Far kunne også komme ud for at kigge, og han dannede sig tit en anden mening end meteorologernes. Når vi stod og diskuterede, kunne naboerne finde på at blande sig, for alle var optaget af, om vi skulle forberede os på strømsvigt og oversvømmede kældre, eller blot en almindelig stormfuld nat. Hvis åen gik over sine bredder og lagde markerne under vand, flygtede kreaturerne op i folks køkkenhaver. En morgen stod der to køer fredeligt gumlende med alle otte ben plantet i mine seks kvadratmeter jord. Da jeg gennede dem væk, gik de op på græsplænen og stampede græsningsburet i stykker. Hvis ikke det havde været, fordi det var slagter Buddes køer, havde jeg bedt om erstatning. Men jeg ville helst holde mig gode 21 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 21
28-02-2013 09:15:05
venner med ham, for det var hans eng, der stødte op til vores have, og det var et godt sted at plukke. Og man gjorde i det hele taget klogt i at holde sig gode venner med Budde, der havde et iltert temperament. Hvis det var slemt med oversvømmelse, var det endnu værre med tørke. Når det ikke havde regnet i mange uger, lagde græsset sig og blev gult, og jeg fik problemer med at finde foder. Mere end én gang måtte jeg på cyklen og hente det så langt borte som Nustrup Nørremark, syv kilometer sydøst for farmen. Her var et skyggefyldt stengærde, der sluttede helt op til kirkegården, hvor græs og mælkebøtter holdt sig længere end andre steder. Ikke mindst på den indvendige side, der vendte mod gravene. På et hjørne af kirkegården lå der gamle, kasserede gravsten hulter til bulter, og her voksede der skørtidsel, selv i den værste tørke. Skørtidslen kan blive meget stor og er udmærket som kaninføde. Men jeg var altid lidt bange for at møde dødgraveren, som påstod, jeg forstyrrede gravfreden. Det gjorde jeg nu ikke, for de gravsten, jeg plukkede mellem, var kasserede, flere havde revner eller var ligefrem slået i stykker. Hvil i fred, stod der på flere af dem, eller Altid savnet, men de ord gjaldt åbenbart ikke længere. På en smuk, revnet marmorsten, der var slået midt over, stod der Tak for, ikke andet, fortsættelsen manglede. Jeg ledte længe efter den anden halvdel, for jeg ville se, hvad der blev takket for, men jeg fandt aldrig svaret. Til gengæld fandt jeg en skåret kaffekop, som jeg kunne bruge som vandskål. På nær en enkelt sommer havde jeg kaniner, fra jeg var ti til jeg var seksten år. I dag er jeg seksoghalvtreds og bor i København. Jeg har ingen dyr længere, jeg har ikke engang en have, men der står et stort ahorntræ foran mit 22 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 22
28-02-2013 09:15:05
kontorvindue. For tiden er det frostvejr, og jeg har hængt fedtkugler op i grenene til vildfuglene. Jeg kan lide at stå med en kikkert og studere dem, når de kommer og spiser. Det er mest musvitter og blåmejser, men jeg har også set dompapper og rødkælke. Jeg kan ikke forvente at se mange fuglearter, for jeg bor inde midt i byen. Ravne er her desværre ingen af. Som alle andre glæder jeg mig til foråret. Jeg glæder mig især til, at ukrudtet skal brede sig uhæmmet, også i det man kalder nyttehaver. Der er ikke noget, der kan få hjertet til at svulme i en gammel kaninavler, som når en mælkebøtte skyder op et upassende sted, for eksempel mellem et par fortovsfliser. Så kan jeg finde på at bøje mig ned for at plukke den. Andre tror, det er, fordi jeg vil være med til at holde byen ren. Men jeg tager den med hjem og stiller den i en vase på køkkenbordet. I flere dage går jeg og lugter til den for til sidst at putte den i min salat. Selv om jeg trives godt her i byen, savner jeg mit liv på farmen. Jeg savner at gå barfodet hen over en kløvermark og sætte mig på hug et passende sted for at rive totter af, til jeg har samlet en stor, velduftende bunke. Lyden af stængler, der rives over, den grønne saft, som klæber til fingrene, og så det at cykle hjem med det hele i en sæk. Ingenting kan sammenlignes med det at åbne lågen ind til et kaninbur fyldt med sultne ungdyr, der står på ryggen af hinanden for at komme til. Og der er mad nok til alle. Hvor mærkeligt det end kan lyde, savner jeg også at sende kaninerne af sted til slagteriet om efteråret. Jeg stod gerne med Frode og Mette midt på vejen og så efter lastbilen, mens vi delte en plade chokolade. Det var en stor glæde at have nået sit mål efter et halvt års arbejde. Nu havde vi gjort, hvad vi kunne. Nu håbede vi bare at få en god pris. 23 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 23
28-02-2013 09:15:05
Den tid, hvor jeg var dreng og havde kaniner, ligger langt tilbage, og man fortæller mig, at Sønderjylland ændrer sig dag for dag. I dag findes der ikke flere kaninslagterier derovre, og de få farmere, der er tilbage, sælger deres dyr til slagterier i Tyskland. Når jeg her så nøjagtigt som muligt skriver mine erindringer fra farmen og med nogle af de lokale, der levede ved foden af Gramby Bakke, så kan det måske få, ja, så har det måske allerede nu historisk interesse.
Køb resten af bogen på arnoldbusck.dk Tryk her.
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
bog2700_Den-sønderjyske-farm.indd 24
28-02-2013 09:15:05