Kampen om stillehavet læseprøve by Arnold Busck

rigen mellem USA og Japan 1941-45 udspillede sig som en kamp om Stillehavet, og skulle blive det mest omfattende og omkostningsfulde søslag i verdenshistorien. Stillehavskrigen indledte en æra, hvor mødet mellem luftvåben og søværn fik en helt ny betydning. Med udgangspunkt i livet ombord på de to japanske hangarfartøjer Shōkaku og Zuikaku fortælles historien om en af de væsentligste delkrige under Anden Verdenskrig, der længe har stået i skyggen af de krigshandlinger, der udspillede sig i Europa. Baseret på dagbøger, interviews med krigsveteraner samt arkivmateriale skildrer forfatterne bl.a. bombningen af Pearl Harbor og det afgørende søslag ved Midway, som det blev oplevet af folkene ombord på de to hangarskibe, men også hverdagen i en for datiden højteknologisk krig, som disse mænd for de flestes vedkommende ikke var rustet til at udkæmpe.

Niklas Zetterling er militærhistoriker og forfatter. Har tidligere udgivet Hitler mod Stalin og Slaget om Moskva på Informations Forlag. Dan Öberg er lektor i krigsvidenskab på Sveriges Försvarshögskola. Har skrevet artikler i svenske, engelske og japanske tidsskrifter og antologier

KAMPEN OM STILLEHAVET

KAMPEN OM STILLEHAVET DEN KEJSERLIGE JAPANSKE FLÅDES KRIG MOD USA 1941-45

NIKLAS ZETTERLING & DAN ÖBERG

Indholdsfortegnelse

1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17. 18.

Forord 7 Indledning 11 Rekruttering og uddannelse af flådens personel 21 Det trækker op til krig 27 Det japanske militærs verdensbillede og kultur 35 Styrkeforhold og strategi 43 Krigsudbruddet nærmer sig 53 Angrebsstyrken stævner ud 67 X-dag – 8. december 1941 77 Angrebet på Pearl Harbor 89 Hjemtur 109 Kidō butai mod nye opgaver 115 Raid i Det Indiske Ocean 125 Koralhavet – et glimt af helvede 139 Det dyrekøbte fravær ved Midway 163 Slagene ved Salomonøerne og Santa Cruz 173 Interludium for hangarskibene – ikke for deres piloter 187 Slaget i Det Filippinske Hav 205 Slaget i Leytebugten 219 Sidste akt 235 Epilog – “Har I glemt os?” 241 Forfatternes tak 243 Noter 245 Register 255

Indledning

LIGESOM STORBRITANNIEN ER JAPAN et ørige, beliggende uden for en stor landmasse, og hvis ene kystlinje grænser op til et vidtstrakt ocean. De geografiske forudsætninger er ens, men den udvikling, der skete fra midten af det forrige årtusind og fremefter, var meget forskellig i de to lande. Mens Storbritannien skulle blive en søfartsnation, gik Japan i en direkte modsat retning. Landet lukkede sig inde bag sine grænser og forsøgte at mindske kontakterne til omverdenen. Det lykkedes også i vid udstrækning, men omkring midten af 1800-tallet indtraf de første begivenheder, der skulle medføre en radikalt anderledes målsætning. Da den amerikanske admiral Matthew C. Perry sejlede ind i Yokosukas havn med en flådestyrke, der teknologisk langt overgik alt det, de japanske styrker kunne opbyde, blev den japanske holdning til omverdenen ændret. Tokugawa-shogunatet, der i flere hundrede år havde ledet et land i relativ isolation, blev nu åbnet mod resten af verden. Den 31. marts 1854 underskrev man Kanagawa-traktaten, der blandt andet indebar, at japanske havne blev åbnet for amerikansk handel, og at der skulle oprettes et amerikansk konsulat i Japan. USA var de første til at fremtvinge forbindelser med Japan, men var ingenlunde det første vestlige land, der var aktivt i Østasien. Flere hundrede år før havde spanske, portugisiske og hollandske søfarere oprettet forbindelser med lande der. Også Japan var blevet berørt, men fra 1600-tallet havde det styrende shogunat begrænset forbindelserne til europæiske magter stærkt. Og i de følgende århundreder rettede de europæiske stormagter først og fremmest deres opmærksomhed mod Indien, Indonesien og Kina. Ligesom Japan havde Kina forsøgt at isolere sig fra omverdenen, men de europæiske stormagter viede betydeligt tidligere Kina stor interesse. Handelen med opium førte til den første Opiumskrig 1839-1842, hvor britiske styrker besejrede de kinesiske. Via sejren, der for en stor del blev vundet på grund af det betydelige teknologiske forspring, kunne briterne gennemtvinge de betingelser, de ønskede. Meget hurtigt tiltvang også Frankrig og USA sig lignende fordele. I anden halvdel af 1800-tallet voksede den europæiske ind11

kampen om stillehavet flydelse i Kina gradvis, og sideløbende blev det kejserlige kinesiske regime svækket. I og med at Japan i 1850’erne åbnede sine grænser, kunne landet have gennemgået en udvikling, der lignede den, som Kina oplevede i anden halvdel af 1800-tallet, men sådan kom det ikke til at gå. I 1867 nåede Tokugawashogunatet sin ende, hvilket førte til en periode med store forandringer i Japan. Denne proces, som siden blev kaldt “Meijirestaurationen”, indebar blandt andet, at samuraiernes magt mindskedes. Desuden indledte man en omfattende industrialisering, der udgjorde et fundament for en moderne krigsmagt. Ligeledes indførte man almindelig værnepligt. I den forbindelse skabtes den japanske flåde – kaigun. I begyndelsen sorterede den i mangt og meget under den japanske hær, rikugun, men før og efter århundredskiftet 1900 styrkedes flådens uafhængige stilling. Ganske vist blev flåden aldrig den politiske magtfaktor, som den japanske hær var, og opnåede heller aldrig samme størrelse, men før Anden Verdenskrig havde det japanske imperium to af hinanden uafhængige våbengrene og ministerier. Da 1800-tallet nærmede sig sin slutning, blev forskellene mellem den japanske og den kinesiske udvikling mere og mere tydelige. Kina blev presset mere og mere af de europæiske stormagter, hvis indflydelse i det vældige land blev større og større. Japan kunne derimod, for en stor del takket være den industrialisering, landet gennemgik, værge sig mod vestlig indflydelse og en skæbne som koloni. Øriget skulle i stedet blive en af de magter, der forsøgte at kapre dele af Kina. Det blev demonstreret tydeligt, da der i 1894 udbrød krig mellem Japan og Kina. Allerede tidligere havde Korea vakt japanernes interesse, og i anden halvdel af 1870’erne var denne interesse blevet intensiveret, da Japan havde fremtvunget en åbning af handelen med den kinesisk dominerede halvø. Gennem 1880’erne øgedes spændingerne yderligere for i 1894 at føre til åben krig. Den japanske flåde var blevet opbygget med støtte fra britiske rådgivere, mens tyske rådgivere havde bistået med opbygningen af hæren. Gennem handel havde Japan anskaffet sig moderne fartøjer, men alligevel havde Kina en langt større og stærkere flåde end Japan. Den kinesiske flåde var på den tid opdelt i fire regionale flådestyrker, hvoraf den ene var blevet kraftigt decimeret i krig mod Frankrig et årti tidligere. Den kinesiske flådestyrke var på papiret mere imponerende end den japanske og indeholdt førsteklasses fartøjer bygget i Storbritannien og Tyskland samt lokalt producerede kinesiske fartøjer. Disse fordele kompenserede dog ikke 12

indledning for de kinesiske marineres manglende kampmoral og uddannelse. Dertil kom, at flådens opdeling i fire afdelinger gjorde det svært at koncentrere kamp styrken. Den japanske hær trængte frem på Korea-halvøen og erobrede Pyongyang den 16. september 1894. Dagen efter, i søslaget ved Yalufloden, vandt den japanske flåde en sejr, der sikrede søherredømmet. Den japanske fremrykning til lands blev midlertidigt afbrudt efter erobringen af Pyongyang, men sidst i oktober krydsede den japanske hær Yalu og invaderede Manchuriet. I løbet af vinteren fortsatte de japanske fremrykninger. Blandt andet erobrede man under omfattende massakrer havnebyen Port Arthur. Øgruppen Pescadorerne lige vest for Formosa (Taiwan) blev erobret af japanerne i marts 1895. Det indebar, at forbindelserne mellem det kinesiske fastland og Formosa blev afskåret, hvilket skulle få betydning i de fredsforhandlinger, der blev indledt. Disse blev den 17. april afsluttet med underskrivelsen af en aftale, hvori Japan blev tilkendt Pescadorerne og fik frie hænder til måneden efter at invadere Formosa, ligesom Kina blev tvunget til at betale en omfattende krigsskadeerstatning. Denne krig efterlod dog overvejende en følelse af national ydmygelse. Selv om Japan havde besejret Kina og tilkæmpet sig Port Arthur, blev man med fredsaftalen tvunget til at opgive den vigtige havneby til Rusland. Dette skabte et ønske om hævn, som resulterede i Den Russisk-Japanske Krig 19041905. Port Arthur skulle også indirekte komme til at spille en vigtig rolle i angrebet på Pearl Harbor. Den japanske sejr over Kina indebar, at de europæiske kolonimagter ikke længere var ene om at rage til sig af “Asiens syge mand”. Japanernes indtræden på arenaen blev ikke betragtet med blide øjne. Først og fremmest indebar de japanske interesser i Manchuriet, at landet kom på kollisionskurs med russiske interesser. Der blev ført forhandlinger mellem landene efter den første japansk-kinesiske krig, men der blev ikke opnået nogen enighed.³ Den 8. februar 1904 angreb japanske orlogsfartøjer overraskende den russiske flådebase ved Port Arthur i det sydlige Manchuriet. Blandt andet blev to russiske krigsskibe torpederet. Tre timer senere modtog den russiske regering en krigserklæring fra Japan.4 Dette angreb blev myteomspundet i Japan, og det gængse billede, hvis vi kan tale om sådan et, var, at det natlige angreb kunne have været gennemført med større kraft og beslutsomhed. Men angrebet pegede på muligheden for 13

kampen om stillehavet at angribe fjendtlige fartøjer i base ved et omfattende overraskelsesangreb – hvilket skulle blive omsat i praksis igen i 1941 ved angrebet på Pearl Harbor. Med det vellykkede angreb på den russiske Stillehavsflådes vigtigste base fik den japanske flåde et forspring. Den russiske Østersøflåde blev sendt af sted for at styrke krigskræfterne i Det Fjerne Østen, men forberedelserne og afstanden betød, at der gik lang tid, før den kunne påvirke begivenhedernes gang i og omkring Manchuriet. I mellemtiden belejrede japanske styrker Port Arthur, der til sidst faldt den 2. januar 1905. Derefter satte den japanske hær kursen mod nord og indledte Slaget ved Mukden den 20. februar. De russiske styrker blev besejret i nogle blodige slag, men bagefter var de japanske tropper alt for medtagede til at kunne følge op på denne sejr.5 Da den russiske Østersøflåde endelig nåede frem til Østasien, var situationen forandret, i og med at basen ved Port Arthur var faldet. I stedet forsøgte de russiske orlogsskibe at sejle gennem Tsushima-sundet, hvor den japanske flåde ventede. Det førte til et søslag, der fik afgørende betydning for udfaldet af krigen. Den russiske Østersøflåde led et svidende nederlag. Få russiske fartøjer undgik ødelæggelse, mens de japanske tab nærmest var ubetydelige. Uden flere kort at spille ud – og med uroligheder på hjemmebanen – blev zarens regering tvunget til at forhandle om fred. Den Russisk-Japanske Krig fik også betydning for den fremtidige japanske krigsstrategi. Under Den Russisk-Japanske Krig opererede en russisk enhed, Vladivostok-divisionen, i Det Japanske Hav, hvor den havde til opgave at sænke japanske transport- og handelsfartøjer. Det lykkedes den russiske enhed at undgå den japanske flådes forsøg på at sænke den, og i løbet af krigens første seks måneder gennemførte den en mængde vellykkede operationer. Omsider lykkedes det dog japanerne at slå divisionen ud under dens syvende togt. Den samlede værdi af disse angreb på den japanske militære kapacitet var lav – men den psykologiske virkning var stor. Da Isoroku Yamamoto planlagde angrebet på Pearl Harbor i 1941, var et af de vægtigste argumenter, der blev fremsat, netop faren ved at have en stor fjendtlig flåde i nærheden af de japanske øer. Den japanske flåde vidste, at den ville have ansvaret for logistikken i et enormt område, og at fjendtlige flådeenheder kunne forårsage store skader i området.6 Efter mægling ved den amerikanske præsident Theodore Roosevelt blev der indgået en fredsaftale, der betød, at Rusland anerkendte Korea som en del af en japansk interessesfære. Flådebasen ved Port Arthur blev overdraget til 14

indledning Japan, og russiske styrker forlod Manchuriet. Disse forandringer var vigtige, men de følger, der ikke fremgik af fredsaftalen, var måske endnu vigtigere. Med sejren over Rusland demonstrerede Japan, at europæiske stormagter kunne besejres. Øriget var fra da af en magtfaktor af rang i Østasien. Det var naturligvis ikke indlysende endnu, men de europæiske kolonimagters ekspansion i Østasien havde samtidig nået sin kulmination. I stedet var det Japan, der kom til at vokse frem som den dominerende aggressive magt i området. Den Russisk-Japanske Krig 1904-1905 havde været relativt begrænset, men ni år senere brød en mere omfattende krig ud – Første Verdenskrig. Japan sluttede op på samme side som Storbritannien, Frankrig og Rusland. Kampene i Østasien blev dog ikke nær så bekostelige og ødelæggende som dem, der blev udkæmpet i Europa. Under Første Verdenskrig kunne Japan tage kontrollen over tyske besiddelser i Asien og Stillehavet. Først og fremmest betød det, at det kejserlige imperium efter krigens afslutning blev tilkendt en række øer øst for Filippinerne. Disse skulle siden vise sig værdifulde som flådebaser, men på dette tidspunkt var navne som Marianerne, Marshalløerne, Saipan og Truk ikke specielt omtalte. 25 år senere skulle de derimod optræde oftere og oftere i den militære operationsplanlægning og i avisernes overskrifter. Første Verdenskrig havde ikke blot svækket de tabende nationer som Tyskland. Også sejrherrer som Storbritannien og Frankrig var hårdt ramt af krigen, både menneskeligt og økonomisk. Og Rusland havde ikke blot tabt krigen. I kølvandet på den bolsjevikiske magtovertagelse i efteråret 1917 var der udbrudt en vidtspændende borgerkrig, og en af følgerne var, at det lykkedes japanske styrker at tage kontrollen over de østlige dele af Sibirien, før de trak sig tilbage i 1922. Efter afslutningen af krigen i Europa førte man fredsforhandlinger, som kort efter blev fulgt af konferencer for at begrænse flådeoprustningerne. De kolossale omkostninger, som Første Verdenskrig havde medført, indebar, at de anstrengte økonomier ikke kunne klare at kaste sig ud i et våbenkapløb, og for at undgå det samledes repræsentanter for stormagterne USA, Storbritannien, Japan, Italien og Frankrig i Washington. Før Første Verdenskrig havde krigsskibene haft en dominerende indflydelse på den maritime tænkning. Der var blevet ofret kæmpemæssige summer på at klargøre større og større krigsskibe med kraftigere og kraftigere bestykning. Under Første Verdenskrig blev krigsskibene stadig betragtet som den vigtigste komponent i søkrig, men der var tegn på, at andre kampmidler 15

kampen om stillehavet kunne udfordre giganterne og deres dominans på havet. Et af dem var ubådene, som tyskerne havde sat ind i stort antal i anden halvdel af krigen. Miner blev også brugt mere og mere. Militærflyene havde gennemgået en hastig udvikling igennem krigsårene, men det var endnu uklart, hvilken betydning de ville få for søslag i fremtidige krige. Selv om der var tegn på, at slagskibene ikke nødvendigvis ville komme til at dominere i fremtidige krige, fokuserede forhandlingerne i Washington først og fremmest på krigsskibsbyggeri. Hensigten var blandt andet at blive enige om en øvre grænse for den samlede krigsskibstonnage, de enkelte nationer måtte have. De tre vigtigste søfartsnationer var USA, Storbritannien og Japan. Den japanske delegation måtte acceptere, at forholdet mellem de tre landes krigsskibstonnage skulle følge proportionerne 10:10:7. Det vakte bestyrtelse i Japan, eftersom landet dermed kun ville få tilladelse til en total krigsskibstonnage, der var på 70 procent af den vigtigste rivals. Det gik så vidt, at nogle endda begik selvmord i protest mod traktaten. Washington-traktaten satte en stopper for nybyggeri af krigsskibe. Briterne fik lov til at færdiggøre to krigsskibe i Nelson-klassen, men derudover blev al nyproduktion afbrudt. På dette tidspunkt var der et betydeligt antal påbegyndte krigsskibe på bedding på værfterne rundt omkring i verden. De kunne nu ikke bygges færdige som planlagt, hvilket førte til, at de enten blev skrottet eller anvendt til andre formål. Da Washington-traktaten blev underskrevet, var der kun få hangarskibe i aktion. Det stod slet ikke klart, at denne skibstype skulle komme til at spille en afgørende rolle i fremtiden, eller at kampfly i høj grad ville få indvirkning på søslag. På mange måder var marineflyet kun i sin vorden, og mulighederne for succes i fremtiden afhang af den tekniske udvikling, der jo var vanskelig at forudsige. Men med Washington-traktatens forbud mod udvikling af nye krigsskibe åbnedes en mulighed for forsøg med hangarskibe. Allerede under Første Verdenskrig havde den japanske flåde fået erfaring i at gennemføre operationer med fly fra skibe. I 1914 angreb flyvemaskiner fra skibet Wakamiya Maru tyske mål i Kina. Wakamiya Maru var et transportskib, der var blevet ombygget til at kunne operere fire flådefly. Disse gjorde god gavn i kampe ved de tyske baser ved Tsingtao og blev historiens første eksempel på flyangreb fra skibe.7 Trods det beskedne antal fly var Wakamiya Maru en succes, og det blev efter krigen modificeret for at forbedre kapaciteten. Erfaringerne var tilstræk16

indledning keligt lovende til, at man fortsatte indsatsen med at udvikle skibsbårne flystyrker, hvilket førte til, at Japan konstruerede det første skib, der fra begyndelsen var udformet som et hangarskib. I 1922 var arbejdet færdigt, og Hōshō kunne tages i brug. Skibet var forsynet med et stort flydæk, hvilket gav den japanske flåde gode forudsætninger for at udvikle taktikken med hangarskibsoperationer. Japan hørte således til de lande, der fra begyndelsen af 1920’erne var med længst fremme i udviklingen af hangarskibe. De følgende år skulle der blive bygget flere hangarskibe, til dels som en følge af, at krigsskibsproduktionen var blevet afbrudt ved underskrivelsen af Washington-traktaten. Man besluttede, at to påbegyndte skibe, Amagi og Akagi, skulle færdiggøres som hangarskibe i stedet for som slagkrydsere. Imidlertid blev Japan i 1923 ramt af et voldsomt jordskælv, hvor Amagis skrog blev skadet så alvorligt, at man ikke fandt det økonomisk forsvarligt at fortsætte arbejdet med dette skib. I stedet færdigbyggede man et påbegyndt krigsskib, Kaga, som hangarskib. Japanske hangarskibe blev for det meste opkaldt efter flyvende væsener. Både virkelige dyr og fabelvæsener kunne lægge navn til skibene. Akagi og Kaga var undtagelser fra dette mønster, idet de oprindeligt var blevet påbegyndt som henholdsvis slagkrydser og slagskib. Akagi var opkaldt efter et bjerg, og Kaga efter en region i Japan, hvilket var gængs for henholdsvis slagkrydsere og slagskibe. På dette tidspunkt afprøvede man flere forskellige løsninger, når hangarskibene blev konstrueret. Da Kaga forlod værftet, havde det tre dæk, anbragt i forskellig højde og forskudt på den lange led. Akagi havde en lignende udformning. Den kommende udvikling af flytyper skulle gøre dette arrangement upraktisk, og begge skibe blev derfor ombygget i 1930’erne. Den japanske flåde var ikke ene om at udvikle hangarskibe. Først og fremmest Storbritannien og USA gjorde en stor indsats, der på mange måder mindede om japanernes metode. Den gik ud på at konvertere skrog, der oprindeligt var beregnet til at ende som slagskibe, til hangarskibe, som for eksempel de amerikanske Saratoga og Lexington. Også på britiske hangarskibe som Courageous, Glorious og Furious var der flere flydæk. De hangarskibe, der blev udviklet i denne periode, blev endnu ikke betragtet som de våben, der skulle komme til at dominere den næste store søkrig. Slagskibene dominerede stadig de højere officerers tanker, og havde det ikke været for de begrænsninger, Washington-traktaten havde pålagt stormagterne, 17

kampen om stillehavet

Kaga blev oprindeligt bygget med tre flydæk, hvilket var usædvanligt. Men efterhånden som flyene blev større og større, blev man nødt til at ændre konstruktionen, og da krigen brød ud, havde skibet ét sammenhængende flydæk.

ville der formentlig være blevet bygget langt færre hangarskibe. I betragtning af begivenhederne under Anden Verdenskrig kan dette virke kortsynet, men det er i en vis udstrækning forståeligt. Det var på ingen måde indlysende, at hangarskibene skulle blive de potente våben, de viste sig at være fra 1940 og frem. Der var mange vanskeligheder at tage hensyn til. En af dem var operationer i mørke. Det var vanskeligt at flyve i mørke, og det var meget risikabelt at lande på et lille hangarskib midt i det store hav en sort nat. Der var således stor risiko for, at hangarskibe i bedste fald kunne vise sig kun at være hundrede procent anvendelige i halvdelen af døgnets timer. I midten af 1920’erne var der heller ikke udviklet nogen radarteknik. Den tids beslutningstagere havde ingen krystalkugle, der kunne fortælle dem, at en sådan løsning engang i fremtiden radikalt skulle forbedre mulighederne for operationer i mørke og dårligt vejr. Der var også andre praktiske problemer, der skulle løses. Flyvemaskiner, der opererede fra hangarskibe skulle kunne lande, tanke op og blive lastet om og igen sendes ud på nye opgaver og så videre. Nok var hangarskibene store i forhold til de fleste andre fartøjer, der pløjede havets bølger dengang, men i sammenligning med en normal flyvebase var de trange. Det 18

indledning var en besværlig opgave at sørge for, at besætningerne kunne modtage, klargøre og genudsende de fly, som udgjorde hangarskibenes spydspidser. Og for at finde ud af, hvordan dette skulle organiseres, måtte man først skaffe sig omfattende praktisk erfaring. Der var således mange spørgsmål knyttet til hangarskibene og deres fremtid. Værdien af dem afhang også af udviklingen af flyvemaskiner og de våben, disse kunne bære. Den kendsgerning, at mange seniorflådeofficerer stadig betragtede slagskibene som et afgørende våben i søkrig, behøver således ikke at blive tolket som, at de generelt var konservative og ude af stand til at tage nymodens ideer til sig. Baggrunden er alt for kompliceret til at tillade så forenklede forklaringer. Produktionen af slagkraftige og brugbare hangarskibe var ikke kun et spørgsmål om teknisk udvikling. Et færdigbygget hangarskib er som en mindre landsby, hvor næsten 2.000 “indbyggere” er presset sammen på et begrænset område og skal løse en masse specialopgaver. Kokke, vaskeripersonale, læger, musikere og flere andre fandtes også i det civile liv, men i felten blev der stillet særlige krav. Pladsen på et skib var trang, og i kamp kunne disse personalekategorier have andre opgaver. Maskinister og teknikere fandtes også i det civile liv, men de systemer, de betjente, vedligeholdt og reparerede på store krigsskibe, var så specielle, at det krævede omfattende uddannelse. Dertil kom naturligvis de mange opgaver, der var mere eller mindre specifikke på et krigsskib. En vigtig del af udviklingen af hangarskibe var således uddannelse af personalet, ikke kun fordi skibene ellers ville være ubrugelige. Nok så vigtigt var det, at forbedringer og udvikling af skibene var afhængigt af, at personalet brugte dem under øvelser, forskellige typer forsøg og måske også i kamp. Uddannelsen af det personale, der gjorde tjeneste på de japanske hangarskibe, var i flere henseender meget krævende.

8 Angrebet på Pearl Harbor

MIYAO VÅGNEDE TIDLIGT. IFØLGE japansk tid var det tilmed en halv time før midnat, men flådestyrken befandt sig næsten 6.000 kilometer øst for Japan, og der var fem tidszoner mellem Japan og Hawaii. Med andre ord var der ikke lang tid tilbage til daggry, selv om Miyaos ur viste, at den 7. december endnu ikke var gået over i den 8. december. De amerikanske ure på Hawaii lå knap et døgn efter de japanske i og med, at de to lande lå på hver sin side af datolinjen. Da Miyao var stået op og havde gjort sig i stand, fik han at vide, at intet tydede på, at fjenden havde opdaget kidō butai. Han så sig omkring. Lyset glitrede over havet, og alt var fredeligt. Det var som en drøm, at man ikke var blevet opdaget af amerikanerne. Om bord på skibet var de meget virkelige forberedelser før angrebet dog i fuld gang.160 Watanabe sov lidt længere end Miyao. Piloterne til den anden angrebsbølge blev vækket et kvarter efter midnat, og en halv time senere var hele besætningen på Shōkaku stået op. Havets overflade var urolig, og hangarskibet gyngede kraftigt, men besætningen arbejdede hurtigt og rutineret på at gøre den første bølge klar til sin opgave. Fra Shōkaku medvirkede 26 Kate og seks Zero i den første bølge og 27 Val og seks Zero i den anden bølge (hvoraf fem blev brugt til nærbeskyttelse af egne hangarskibsstyrker). Flyene blev opbevaret i hangarer to etager under flydækket. Der var tre elevatorer, en forude, en midtskibs og en agter, der løftede maskinerne op til flydækket. Nok var elevatorerne store, men vingespidserne måtte alligevel i mange tilfælde foldes ind, for at flyene kunne føres op. Når elevatoren skulle i brug, lød der først et ringesignal, og derefter blev en stor luge ovenfor åbnet. I den åbning blev flyet ført op af elevatoren. Et efter et blev flyene til den første bølge ført op på flydækket.161 De klargjorte maskiner blev opstillet agter på flydækket. Watanabe syntes, de lignede en sværm af græshopper, men de bar på en langt mere ødelæggende våbenlast end insekter. Forrest stod torpedoflyene, der medførte enten en bombe eller en torpedo med en vægt på 800 kilo, alt afhængig af om de skulle angribe mål til søs eller på landjorden. De japanske torpedo 89

kampen om stillehavet

Mekanikere klargør fly om bord på Hiryū før angrebet på Pearl Harbor.

bombere var på den tid verdens bedste162 og en afgørende faktor i de sejre, der skulle komme. Bag torpedobomberne stod styrtbomberne, der hver især medførte en 250 kilo tung bombe under flyets krop. De var forsynet med tændrør tilpasset det mål, der skulle angribes. Hvis bomben skulle eksplodere direkte ved kontakt, blev der brugt højfølsomme tændrør. De bomber, der skulle gennemtrænge et skibsskrog og først detonere i skibets indre, blev derimod forsynet med forsinkelse.163 Før det var tid til at starte, anbragte dæksmandskabet træklodser ved flyenes hjul. Når startordren kom, løsnedes de reb, der forankrede flyene, og derefter blev klodserne fjernet. Personellet søgte beskyttelse i specielle “lommer”, så de ikke risikerede at blive kørt over af fly, der var startet noget senere fra et sted længere agter. Watanabe så den første angrebsbølge starte fra Shōkaku. Piloterne bar hvide pilothuer med hvide tørklæder svøbt rundt om hovedet. De bar også hvide tørklæder om halsen, og stoffet vajede i den stærke vind. Når deres fly 90

angrebet på pearl harbor susede forbi på flydækket, vinkede de til alle dem af skibets besætning, der stod og så på, heriblandt Watanabe, der befandt sig på broen.164 Kate-flyene, der bar den tungeste våbenlast, sank ned, lige da de havde passeret forkanten af flydækket. Watanabe stod med hjertet i halsen, for det så ud, som om flyene faldt i havet foran hangarskibet, men nogle sekunder senere dukkede de op igen og vandt gradvis mere højde. Jagerflyene derimod var lette og havde motorstyrke nok til at få tilstrækkelig fart på, før de nåede enden af flydækket. De hævede sig uden problemer.165 I modsætning til styrtbomberen, der havde to sæder og en bombelast på 2.509 kilo, havde Kate – eller Nakajima B5N type 97, som den kaldtes i Japan – tre sæder og kunne bære en 800 kilos bombe eller en torpedo. Den store forskel mellem Kate og tidligere torpedofly var ikke kun, at Kate var et udmærket fly – formentlig verdens bedste på den tid – men at det også kunne bruges i flere forskellige sammenhænge. Det var naturligvis flådens vigtigste torpedofly, men kunne også bruges til rekognoscering og bombning fra stor højde. I krigen i Kina sidst i 1930’erne var flyet også blevet brugt som nærstøtte for landstyrkerne.166 De fly, der startede først, begyndte at kredse over hangarskibet, mens de ventede på de andre, der skulle indgå i den første angrebsbølge. Gradvis voksede formationen, mens flyene kredsede rundt. Med en drønende lyd udspyede de udstødningsgas, der formørkede den blå himmel. Til sidst satte flyene kurs mod syd. Watanabe kastede blikket mod et andet skib i styrken, hvor han så besætningen vifte med deres huer og råbe.167 Den første angrebsbølge bestod af 183 fly fra 1., 2. og 5. hangarskibsdivision. De stod under kommandørkaptajn Mitsuo Fuchida, og i styrken indgik 49 Kate-fly bestykket med bomber, 40 Kate-fly bestykket med torpedoer, 51 Val-styrtbombere og 43 Zero jagere.168 Den første bølge, der skulle angribe Pearl Harbor, startede i mørke, men den anden bølge, hvis fly blev gjort klar, så snart det var muligt, skulle lette i dagslys. En af dem, der indgik i den anden bølge, var styrtbomberpiloten Shinsa Yamakawa, der gjorde tjeneste på Kaga. Han var blevet vækket ved midnat og var ligesom sine kammerater straks gået i gang med sine morgensysler. Selv om man var klar over situationens alvor, kunne Yamakawa ikke undgå at lægge mærke til, at alle smilede. Efter morgenmaden gik Yamakawa op på flydækket. Det var stadig nat, men måneskinnet tittede frem mellem skyerne og gav tilstrækkeligt lys til, at han kunne se, hvad der foregik. Flyene stod opmarcheret på dækket, vinge 91

kampen om stillehavet ved vinge. Fra Kaga skulle 18 torpedofly, ni styrtbombere samt 18 jagere af typen Zero sendes af sted i første bølge. Det var ikke blot flyene, Yamakawa kunne skelne. I mørket kunne han også se de hvide tørklæder, som flybesætningerne havde bundet rundt om hovedet.169 Pludselig lød ordren “Opstilling, samtlige piloter! Opstilling, samtlige piloter!” over højttalerne. Mændene samledes foran kommandocentralen, hvorpå aktiviteterne dæmpedes en smule. Skibets chef, kommandørkaptajn Yamada, trådte frem. Hans ansigt var anspændt. I masten vajede det japanske flag og krigsflaget. På den sorte tavle stod meddelelsen (som også Miyao og de andre tidligere havde spekuleret over) fra admiral Yamamoto: “Vor nations fremtid afhænger af dette slag, må hver mand gøre sit bedste.” I denne fase var der ikke plads til nye planer. Alt var allerede nøje forberedt, og besætningerne havde gennemgået deres opgaver adskillige gange. Det var skibets chef udmærket klar over, så han fattede sig i korthed: “Jeg har sagt det, der skal siges om opgaven, nu kan vi kun håbe på god krigslykke.”170 Samtidig sejlede seks amerikanske troppetransportskibe og ni lastdampere i modsat retning fra Pearl Harbor. De udgjorde en del af den styrke, der skulle fragte 20.000 amerikanske soldater og en halv million ton fornødenheder til Filippinerne før et eventuelt japansk angreb. Disse skibe blev i stedet omdirigeret til andre havne såsom Brisbane og Los Angeles, da angrebet blev kendt.171 Dette viser, at amerikanerne var relativt vel forberedt på et kommende japansk angreb – dilemmaet var, at man ikke havde forstået, at tyngdepunktet for angrebet ville blive lagt ved Pearl Harbor og ikke ved Filippinerne. Som normalt drejede Kaga op mod vinden for at lette de tungtlastede flys start. Yamakawa betragtede skuespillet. Den stærke søgang fik Kaga til at rulle mærkbart. Det så ud, som om en del af flyene var ved at styrte, når de for hen ad dækket, men så galt gik det ikke.172 De hurtige og manøvredygtige Zero-jagere startede først, og de vandt hurtigt højde, når de havde forladt hangarskibets flydæk. For hvert fly der hævede sig, vinkede mændene på dækket med hænderne og viftede med deres huer. Efter jagerflyene var det tid til torpedo- og styrtbomberne. De tunge torpedofly dykkede, når de havde passeret kanten af flydækket, men de nåede at få så meget fart på, at de undgik bølgerne, og til sidst kunne de også vinde højde.173 Lidt senere drønede højttalerne med en ordre, der fik Yamakawa til at fare sammen: “Anden bølge, forberedelse!” Han kontrollerede sin senninbari, en 92

angrebet på pearl harbor slags bælte syet med tusind sting, som soldaterne fik af deres nære eller kære. Yamakawa havde fået sit for længe siden, sendt hjemmefra, og det fremkaldte minder om familiemedlemmer, naboer og andre bekendte.174 Med lette skridt gik Yamakawa hen til sit fly, en Aichi “Val” styrtbomber. Han kravlede op i maskinen, som han ømt havde betragtet som sin “partner”, lige siden han tiltrådte sin tjeneste på Kaga. Navigatøren og agterskytten Nakata, der skulle sidde bagest i kabinen, hilste Yamakawa med ordene shiikkari ranomu (omtrent “jeg stoler på dig”). Flymekanikeren, der også hed Nakata, et almindeligt japansk efternavn, rakte sit hvide hovedtørklæde frem. Yamakawa vidste, at flymekanikeren – der var specialist i Val-modellen – havde båret det siden kampene i Kina. Han vidste også, hvor højt Nakata skattede det og den kendsgerning, at alting var gået godt dengang. Med glæde tog Yamakawa imod det og bandt det stramt under flyverhjelmen, samtidig med at han konstaterede, at Nakata og de andre, der passede flyet, havde præsteret et udmærket stykke arbejde.175 Aichi D3A type 99 – som af amerikanerne blev kaldt “Val” – var en fremragende styrtbomber. Den var blevet konstrueret efter det tyske fly Heinkel He 70 Blitz og mindede meget om den velkendte tyske Junker 87 “Stuka”. Ligesom Stuka’en blev Val et afgørende våben for Aksemagterne, og intet fly, hverken tysk, italiensk eller japansk, sænkede flere allierede orlogsskibe end denne styrtbomber.176 Det var således ikke et hvilket som helst fly, Yamakawa gik om bord i, men en efter datidens målestok hypermoderne styrtbomber. Det første fly fik kommandoen “klar til start”, men alle fly var klare og forberedte. Uret viste 02.30. Himlen ovenover var skyet, men nattemørket var ved at fortage sig. Havet var faldet lidt til ro, siden den første angrebsbølge var draget af sted, men bølgerne var stadig kraftige. Endelig var den tid kommet, hvor Yamakawa skulle starte. Blokkene, der holdt hjulene fast, blev fjernet, hvorpå startofficeren viste startflaget. Yamakawa gav den fuld gas. “Kæresten” begyndte at sætte farten op hen ad flydækket. På halvvejen passerede han kommandobroen, der tiltrak sig hans blik. Alle stod der og vinkede med deres huer. Yamakawa måtte imidlertid koncentrere sig om manøvreringen af styrtbomberen og kunne ikke vinke tilbage. Han fik luft under vingerne og steg hurtigt for at indtage sin plads i formationen. Nu var nattemørket helt borte.177 På dette tidspunkt var den første bølge af angrebet allerede blevet indledt og havde fuldkommen overrumplet det amerikanske forsvar. Mange har se93

kampen om stillehavet nere forsøgt at forklare, hvordan USA – trods en overflod af relevante informationer, der indikerede et japansk angreb – sådan kunne lade sig overraske. For eksempel havde USA knækket den japanske diplomatiske kode, hvilket betød, at man havde god indsigt i de instrukser, de japanske diplomatkorps fik. Man havde også knækket den hemmelige kode, der gjorde, at man kunne følge med i forskellige japanske agenters meldinger til hjemlandet. Endvidere fulgte man med i den japanske flådes radiotrafik – ikke sådan at man kunne læse flådens kodede meldinger, men via trafikken kunne man bestemme skibenes positioner. På den måde kunne man se, at troppeforflytninger og også større mængder skibe forsvandt.178 Problemet var dog ikke, at man havde for få informationer, men at man – hvilket er meget almindeligt i den militære efterretningsverden – havde for mange informationer. Det var simpelthen vanskeligt at sigte alle overflødige informationer fra for at finde de relevante. Der er, som militærhistorikeren og efterretningseksperten Roberta Wohlstetter hævder, stor forskel på at have informationer, at tolke dem rigtigt samt siden at handle ud fra dem.179 Bagefter er det naturligvis meget nemt at konstatere, at man kunne have gjort noget. Men vi må huske på, at der før angrebet var få amerikanere – eller japanere – der troede, at denne type af overraskelsesangreb var mulig. Det var Yamamoto og de officerer, der arbejdede under ham, som muliggjorde angrebet – noget, der var langt sværere for amerikanerne at forudse. Yamakawa hørte til det fåtal, der vidste, at angrebet skulle finde sted. Men ligesom de andre, der medvirkede, vidste han ikke, om det ville lykkes. Uanset hvad satte den anden angrebsbølge kursen mod syd, efter at alle fly havde forladt hangarskibet. Den bestod af 167 fly fra 1., 2. og 5. hangarskibsdivision, blev ledet af kommandørkaptajn Shigekazu Shimazaki og omfattede 54 Kate, 78 Val og 35 Zero.180 Denne store styrke navigerede sig mod sit mål. Yamakawa så sig omkring og bemærkede det hvide skum på bølgetoppene nedenunder. Efter at flådestyrken havde forladt Hittokappu-bugten, havde de mange dages dårlige vejr gjort det vanskeligt at navigere. Det var derfor usikkert, om man virkelig havde nået det punkt, hvorfra man havde planlagt at sende flyene af sted. Nu var piloterne usikre på, om de ville komme på ret kurs mod Oahu, som de jo håbede.181 Flybesætningerne følte alle, at de stod over for at skulle deltage i et af de største søslag i historien, hvilket gjorde dem spændte og nervøse, men da de først var i luften og havde sat kurs mod syd, mærkede de til at begyn94

angrebet på pearl harbor de med ingen forskel fra de mange øvelsesflyvninger, de havde gennemgået. Efter et lille stykke tid modtog de en radiomelding fra den første angrebsbølge. Den meddelte, at den stod i begreb med at indlede bombeangrebet mod fjenden.182 Mærkeligt nok begyndte Yamakawa i det øjeblik at tænke på, hvad alle i hans hjemstavn mon bestilte netop nu. Det var som en refleks, men han indså hurtigt, at de måtte ligge i dyb søvn, eftersom det stadig var nat i Japan. Når de vågnede, ville de høre om krigen mellem Japan og USA, hvilket sikkert ville overraske dem. Yamakawa ville så gerne være med til den begivenhed og have mulighed for at fortælle sine forældre om den. Han tænkte, at der skete så meget i et liv, men netop det her ville han have, at de skulle vide. Ordene “30 minutter til vi når målet” fra Nakata afbrød Yamakawa i hans spekulationer. Forude lå der store skyer, som de passerede, mens de talte ned. 15 minutter. Ti minutter. Af og til fløj de gennem huller i skydækket uden at se noget særligt, men omsider viste der sig en ø under skyerne. Det var Oahus nordøstlige del. Efter endnu nogen tids flyvning kunne Yamakawa se en masse huse med røde tage på jorden under ham. Han syntes, det var en smuk by, og identificerede den som Honolulu. Ved gennemgange om bord på Akagi, før flådestyrken var afsejlet, havde piloterne kunnet studere en model af Oahu. Da hangarskibenes position på grund af vejret havde været usikker, føltes opdagelsen af Oahu og Honolulu som en lettelse.183 Selv om første angrebsbølge allerede havde påbegyndt sit ødelæggelsesarbejde, så Yamakawa ingen tegn på aktivitet i Honolulu. Tværtimod lod der til at være stille og roligt i byen nedenunder, som om folk lige var vågnet, hvilket virkede mærkeligt i betragtning af, at bomber og torpedoer eksploderede ikke langt derfra.184 En anden af de mange piloter, styrtbomberpiloten Hori, var i samme øjeblik på vej mod Wheeler for at angribe flyvepladsen. Han var lettet fra Zuikaku med ordre til at bombe mål på landjorden – først og fremmest den 14. og 18. US Army flydivision. Han vidste, at der var mellem 170 og 200 fly, blandt andet et stort antal Curtis P40, og ordren var klar: slå dem ud. Det var første gang, Hori og hans navigatør så den voldsomme virkning, 250 kilo-bomberne havde. Der udspillede sig vilde kampscener, for eksempel var der piloter, der skulle styrtbombe, men som i deres iver glemte at kaste bomberne, eller man tog fejl af sit eget eskortefly og tog det for et fjendtligt jagerfly. Man lod også 7,7 mm-kanonerne spille over flyvepladsen, og Hori 95

kampen om stillehavet husker, at han syntes, at virkningen var beskeden, og at han ønskede tungere bevæbning.185 Det var naturligvis ikke kun én mands fortjeneste, at et så massivt angreb så langt fra basen kunne gennemføres. Selv om Isoroku Yamamoto var foregangsmand, når det gjaldt søbaserede luftvåben, og uden tvivl var den mest kompetente af de japanske admiraler, havde flåden også andre meget dygtige flyofficerer på forskellige niveauer. Navne som viceadmiral Jisaburō Ozawa og kommandørkaptajnerne Minoru Genda og Mitsuo Fuchida nævnes ofte i den sammenhæng. Yamamoto sagde engang, at den mest imponerende manøvre i Den Russisk-japanske Krig var natangrebet på Port Arthur, der indledte krigen i 1904. Dette overraskelsesangreb lykkedes ikke fuldt ud, blandt andet, mente man, fordi det ikke blev gennemført med tilstrækkelig overbevisning. Man ved, at Yamamoto og Ozawa drøftede muligheden for at angreb på Pearl Harbor på Yamamotos initiativ. Og det var Ozawa, der fik flåden til at skabe den 1. luftflåde. Minoru Genda var med og stod for planlægningen af operationen ved Pearl Harbor, og Mitsuo Fuchida og Shigekazu Shimazaki ledede og koordinerede angrebet. Naturligvis var der mange andre, man kunne nævne – flere af dem, der udformede operationsplanerne i detaljer, var stabsofficerer. Den øverstbefalende før angrebet på Pearl Harbor, admiral Chūichi Nagumo, blev betragtet som forsigtig og manglede erfaring i flyvning, men han var omgivet af meget dygtige laverestående officerer som Genda og Fuchida. Roen i Honolulu tydede på, at overraskelsen var lykkedes, hvilket naturligvis var et godt tegn for japanerne. Yamakawa glædede sig også over en anden ting: Selv om det var temmelig skyet i området omkring Hawaii, var himlen klar over havnen i Pearl Harbor. Det var især vigtigt for styrtbomberne, som var stærkt afhængige af god sigtbarhed for at kunne angribe deres mål. Den styrke, Yamakawa indgik i, kredsede over havnen. Mellem skyerne kunne man pludselig se en sort prik, og tanken om en fjendtlig flystyrke for gennem hovedet på Yamakawa. Han havde deltaget i operationer i Kina, da han gjorde tjeneste på Hiryū, men da havde der ikke været et eneste fjendtligt fly at se. Den sorte prik tydede på, at han for første gang skulle blive draget ind i et luftslag. Yamakawa forsøgte at huske, hvad han havde lært under uddannelsen for at kunne håndtere situationer af denne art. Hans spekulationer fik snart en brat afslutning, da han forstod, at det ikke var fjendtlige fly, men røgskyer fra eksploderende luftværnsgranater. 96

KAMPEN OM STILLEHAVET

KAMPEN OM STILLEHAVET DEN KEJSERLIGE JAPANSKE FLÅDES KRIG MOD USA 1941-45

NIKLAS ZETTERLING & DAN ÖBERG