LÆSEPRØVE
Om forfatteren Peter Madsen er tegner, forfatter, filmskaber og fore dragsholder. Han blev født den 12. maj 1958 i Århus. Mest kendt er han for “Valhalla” (1979–2009), en humo ristisk tegneserie om de nordiske gudemyter. Der er solgt mere end 500.000 bøger i Danmark, og serien er oversat til ti sprog. I 1995 udkom “Menneskesønnen”, historien om Jesu liv baseret på de fire evangelier i Det Nye Testamente – en tegneserie fortalt i akvarel over 136 sider. Bogen er blevet en klassiker i Danmark, den bliver brugt såvel i konfirmationsundervisningen som i skolen og har solgt mere end 170.000 eksemplarer. “Menneskesønnen” er oversat til fire sprog, og bogen har modtaget flere danske og internationale priser, blandt andet den kristne tegne seriepris på festivalen i Angoulême. I 1999 leverede Peter Madsen sit bidrag til en for tolkning af Jobs Bog i form af en billedbog for voksne i ekspressiv stil: “Historien om Job”. Sammen med Johannes Møllehave har Peter Madsen skrevet “Signes jul” (2003), en julebog for hele familien, som han også har gennemillustreret. I 2004 udkom en ny fortolkning af H.C. Andersens “Historien om en mor” – denne gang i tegneserieform:
EVENTYRBOGEN Copyright © 2014 Peter Madsen og Forlaget Alvilda, København Redaktion: Jens Trasborg Grafisk tilrettelægning: Peter Madsen, Ter Døssing og Sara Mille Jessen Forsidetypografi: Ingo Milton Sats: Adobe Garamond Pro og Post Antiqua BE Læs mere på: www.alvilda.dk og www.petermadsen.info
Foto: Ejskjær fotografi
“Historien om en mor, frit efter et eventyr af H.C. Andersen” – malet i akvarel og gouache. I 2009 kom de første bøger i billedbogserien “Troldeliv”, som Peter Madsen laver sammen med sin kone, Sissel Bøe. Indtil nu er der udkommet 17 bøger i serien, og “Troldeliv” er allerede oversat til ni sprog. Endelig udkom i 2014 Peter Madsens store “Eventyr bogen” – en 200 sider lang samling af folkeeventyr, som dette tillæg er en lille smagsprøve på. Peter Madsen er gift og har to børn og to stedbørn. Han er bosat i Silkeborg.
Om forfatteren Peter Madsen er tegner, forfatter, filmskaber og fore dragsholder. Han blev født den 12. maj 1958 i Århus. Mest kendt er han for “Valhalla” (1979–2009), en humo ristisk tegneserie om de nordiske gudemyter. Der er solgt mere end 500.000 bøger i Danmark, og serien er oversat til ti sprog. I 1995 udkom “Menneskesønnen”, historien om Jesu liv baseret på de fire evangelier i Det Nye Testamente – en tegneserie fortalt i akvarel over 136 sider. Bogen er blevet en klassiker i Danmark, den bliver brugt såvel i konfirmationsundervisningen som i skolen og har solgt mere end 170.000 eksemplarer. “Menneskesønnen” er oversat til fire sprog, og bogen har modtaget flere danske og internationale priser, blandt andet den kristne tegne seriepris på festivalen i Angoulême. I 1999 leverede Peter Madsen sit bidrag til en for tolkning af Jobs Bog i form af en billedbog for voksne i ekspressiv stil: “Historien om Job”. Sammen med Johannes Møllehave har Peter Madsen skrevet “Signes jul” (2003), en julebog for hele familien, som han også har gennemillustreret. I 2004 udkom en ny fortolkning af H.C. Andersens “Historien om en mor” – denne gang i tegneserieform:
EVENTYRBOGEN Copyright © 2014 Peter Madsen og Forlaget Alvilda, København Redaktion: Jens Trasborg Grafisk tilrettelægning: Peter Madsen, Ter Døssing og Sara Mille Jessen Forsidetypografi: Ingo Milton Sats: Adobe Garamond Pro og Post Antiqua BE Læs mere på: www.alvilda.dk og www.petermadsen.info
Foto: Ejskjær fotografi
“Historien om en mor, frit efter et eventyr af H.C. Andersen” – malet i akvarel og gouache. I 2009 kom de første bøger i billedbogserien “Troldeliv”, som Peter Madsen laver sammen med sin kone, Sissel Bøe. Indtil nu er der udkommet 17 bøger i serien, og “Troldeliv” er allerede oversat til ni sprog. Endelig udkom i 2014 Peter Madsens store “Eventyr bogen” – en 200 sider lang samling af folkeeventyr, som dette tillæg er en lille smagsprøve på. Peter Madsen er gift og har to børn og to stedbørn. Han er bosat i Silkeborg.
4
5
4
5
7
7
11
11
12
12
14
14
19
19
21
21
Om folk og eventyr Med “Eventyrbogen” er en gammel drøm gået i op fyldelse: at samle de allerbedste, klassiske folkeeventyr i én bog – og illustrere dem! Folkeeventyr er i bund og grund ældgamle historier, der er gået i arv fra generation til generation som mundt lige fortællinger. På et eller andet tidspunkt har en for fatter sikkert fundet på en speciel figur, et tema eller en overordnet handling til den enkelte historie, men mange lag og detaljer er kommet til senere, og eventyrene har passeret landegrænser og er blevet formet af forskellige kulturer. Det er for eksempel ikke svært at finde referen cer til “Tusind og én nat”, græske fabler eller nordiske myter i folkeeventyrene. Men selv om man i mange tilfælde kan spore histo riernes temaer og figurer langt tilbage i tiden, er vores klassiske folkeeventyr stort set først samlet og skrevet ned i 1800-tallet, hvor der kom en interesse hos borger skabet for den folkelige kultur. Og i den periode blev der udgivet nogle eventyrsamlinger, som er blevet så populære, at de i deres hjemlande næsten betragtes som de definitive versioner af historierne. Mine kilder til “Eventyrbogen” har primært været franskmanden Perrault, de tyske Grimm-brødre, Asbjørn sen og Moe fra Norge – og en bred vifte af de mange danske afskrifter, herunder ikke mindst Svend Grundt vigs udgaver af de elskede folkefortællinger. I Danmark har H.C. Andersen overskygget alt og alle i en sådan grad, at mange næsten udelukkende forbinder begrebet eventyr med ham. Dette er måske grunden til, at vi aldrig har fået en klassisk samling af danske folke eventyr, som for eksempel Tyskland og Norge har. Men vi har en kæmpeskat af indsamlede danske eventyr. I Dansk Folkemindesamling ligger man således inde med omkring 5000 eventyrvarianter. Fra starten har det været min mening med “Eventyr bogen”, at den kun skulle indeholde ægte folkeeventyr. Altså ikke nyskrevne ‘kunsteventyr’ som for eksempel H.C. Andersens eller Oscar Wildes historier. Man kan så spørge sig, om de nedskrevne folke eventyr er den ægte vare? Det er de selvfølgelig ikke. Så snart en mundtlig fortælling nedskrives, fikseres den.
22
Den folkelige tone, det intuitive og improviserede er stattes af en mere gennemtænkt komposition og et mere forfinet sprog. Og de forskellige nedskrivere har hver især haft deres dagsorden med projektet. Ingen af de nedskrevne versioner kan gøre krav på at være den ægte ‘folkestemme’ – og slet ikke at være den autoritative, oprindelige historie. Det samme eventyr bliver fortalt forskelligt i de for skellige nedskriveres versioner. Mange har således set Disneys version af “Askepot” og ærgret sig over, at filmen bare slutter med en ‘happy ending’, hvor Askepot bliver gift med prinsen. Vi bliver snydt for den ‘rigtige’ slut ning hos brødrene Grimm, hvor Askepots duer hakker øjnene ud på stedsøstrene, der således bliver straffet med blindhed for deres ondskab. Men i Perraults udgave, som er over hundrede år ældre end Grimms, slutter eventyret med, at Askepot lader sine søstre flytte ind på slottet. Og hun sørger tilmed for, at de bliver gift med to høje herrer ved hoffet. Inspireret af de forskellige udgaver har jeg i “Eventyrbogen” lavet min egen hybrid. Askepots sko er af guld hos brødrene Grimm, mens de hos Perrault er af glas. For at gøre det yderligere bro get findes der versioner, hvor skoene er af egernskind. Muligvis er glasskoene opstået, fordi det franske ord for glas (verre) og ordet for gråværk, fint pelsværk i hvidt og gråt, lavet af egernskind (vair), udtales helt ens. Sko af egernskind var meget fine, forbeholdt de allerrigeste, og nok mere realistiske som fodtøj. Men jeg har valgt glassko i min version, fordi det er mere eventyrligt, og fordi en sko af glas ikke kan udvide sig efter foden som en sko af skind. I øvrigt kan det oplyses, at der i 1800-tallet blev indsamlet omkring 40 versioner af “Askepot” eller Askepot-lignende fortællinger i Danmark. Og i Europa findes der ikke færre end 500 optegnelser af historien! Eventyrene findes ofte i flere versioner hos de samme nedskrivere. I brødrene Grimms første version af “Hans og Grete” er børnenes mor således deres rigtige mor – og ikke en stedmor. Og eventyret “Rødhætte” findes i en version med en ekstra sluthistorie, hvor bedstemoren og Rødhætte gør kål på endnu en ulv sammen. Desuden er der mange eksempler på, at skønlitte
rære forfattere har kopieret handlingsgangen fra en fortælling og udlagt den som deres egen. En del af H.C. Andersens eventyr er således bygget over folkeeventyr. De nævnte eventyr – og mange flere med dem – kan læses i den fulde bogudgave af “Eventyrbogen”. Folkeeventyrene i “Eventyrbogen” er udvalgt efter, hvilke jeg syntes var de bedste – samt hvilke der gav muligheder for illustrationer. Og selv om jeg har en overvægt af historier med fantastiske elementer: trolde, hekse, drager og magi, har jeg også villet præsentere et par skæmtehistorier med socialt sigte, nogle ordremsefortællinger for de små og nogle psykologiske fabler med dybde – for der er stor spændvidde i eventyrgenren. Jeg har hentet eventyrene i flere forskellige lande. Mange af dem har en klar hovedkilde, men for de flestes vedkommende har jeg brugt elementer fra flere forskel lige kilder. Ud over de originale tekster på fransk, tysk, norsk og (gammel-)dansk har jeg også skelet til senere genfortællinger og oversættelser. Jeg har ønsket at være tro over for materialet og har derfor ikke digtet noget nævneværdigt til historierne på egen hånd. Men der er som sagt flere versioner af de samme eventyr, og jeg har hver gang tilstræbt at lave den stærkeste genfortælling. I nogle versioner (også de kendte) har forfatterne åbenlyst sat to eller flere historier sammen. Her har jeg ved flere tilfælde skåret overflødige elementer væk. Ofte genbruger et eventyr delhandlinger fra andre historier. Dem har jeg også flere steder luget ud i for at undgå at få en eventyrsamling, hvor de enkelte historier føles som kopier af hinanden. Eller jeg har til føjet detaljer fra andre versioner af et eventyr, når disse har kunnet styrke fortællingen. Under arbejdet med eventyrene har jeg forholdt mig til de kendte oversættelser af navne på figurer eller titler på historier. Men jeg har ikke nødvendigvis brugt dem. For eksempel har en af historierne i bogen – som du også netop har kunnet læse i denne smagsprøve – titlen “Mesterkatten” i stedet for det i Danmark mere brugte “Den bestøvlede kat”. Perraults original hedder “Le maître chat ou Le chat botté” (Mesterkatten eller Den bestøvlede kat), og jeg synes, “Mesterkatten” er en meget
mere rammende titel (støvlerne er ikke særlig vigtige i historien). Slutningen, hvor vi finder ud af, hvem katten i virkeligheden er, har jeg i øvrigt hentet fra Asbjørnsen og Moes version af eventyret, “Herreper”. Jeg er hverken sprogforsker eller litteraturhistoriker, så jeg har ikke haft nogen ambition om at lave en stilren oversættelse eller historisk korrekt gengivelse af hver af disse historier. Folkeeventyrene er vores fælles kulturarv, så mit mål som historiefortæller har helt enkelt været at fortælle hver historie så godt, som det er mig muligt, under hensyntagen til folkeeventyrets egenart. Og at lave en samling, der byder på en række forskellige miljøer, temaer og figurer. Det er mit håb, at læseren af “Eventyrbogen” vil glæde sig over gensynet med de kendte eventyr – og påskønne de nye facetter i nogle af dem. Andre historier vil måske være ukendte for læseren i min version, men indeholde velkendte temaer eller elementer. Og måske er der endda et par helt nye bekendtskaber i samlingen …
Denne læseprøve indeholder fire eventyr, men den fulde udgave af “Eventyrbogen” er 200 sider lang og gennemillustreret med 175 store farveillustrationer. Hvis du har været glad for at læse den lille smagsprøve, kan du læse videre i den rigtige bogudgave af “Eventyrbogen”, der indeholder en lang perlerække af både meget kendte og lidt mindre kendte folkeeventyr.
23
Om folk og eventyr Med “Eventyrbogen” er en gammel drøm gået i op fyldelse: at samle de allerbedste, klassiske folkeeventyr i én bog – og illustrere dem! Folkeeventyr er i bund og grund ældgamle historier, der er gået i arv fra generation til generation som mundt lige fortællinger. På et eller andet tidspunkt har en for fatter sikkert fundet på en speciel figur, et tema eller en overordnet handling til den enkelte historie, men mange lag og detaljer er kommet til senere, og eventyrene har passeret landegrænser og er blevet formet af forskellige kulturer. Det er for eksempel ikke svært at finde referen cer til “Tusind og én nat”, græske fabler eller nordiske myter i folkeeventyrene. Men selv om man i mange tilfælde kan spore histo riernes temaer og figurer langt tilbage i tiden, er vores klassiske folkeeventyr stort set først samlet og skrevet ned i 1800-tallet, hvor der kom en interesse hos borger skabet for den folkelige kultur. Og i den periode blev der udgivet nogle eventyrsamlinger, som er blevet så populære, at de i deres hjemlande næsten betragtes som de definitive versioner af historierne. Mine kilder til “Eventyrbogen” har primært været franskmanden Perrault, de tyske Grimm-brødre, Asbjørn sen og Moe fra Norge – og en bred vifte af de mange danske afskrifter, herunder ikke mindst Svend Grundt vigs udgaver af de elskede folkefortællinger. I Danmark har H.C. Andersen overskygget alt og alle i en sådan grad, at mange næsten udelukkende forbinder begrebet eventyr med ham. Dette er måske grunden til, at vi aldrig har fået en klassisk samling af danske folke eventyr, som for eksempel Tyskland og Norge har. Men vi har en kæmpeskat af indsamlede danske eventyr. I Dansk Folkemindesamling ligger man således inde med omkring 5000 eventyrvarianter. Fra starten har det været min mening med “Eventyr bogen”, at den kun skulle indeholde ægte folkeeventyr. Altså ikke nyskrevne ‘kunsteventyr’ som for eksempel H.C. Andersens eller Oscar Wildes historier. Man kan så spørge sig, om de nedskrevne folke eventyr er den ægte vare? Det er de selvfølgelig ikke. Så snart en mundtlig fortælling nedskrives, fikseres den.
22
Den folkelige tone, det intuitive og improviserede er stattes af en mere gennemtænkt komposition og et mere forfinet sprog. Og de forskellige nedskrivere har hver især haft deres dagsorden med projektet. Ingen af de nedskrevne versioner kan gøre krav på at være den ægte ‘folkestemme’ – og slet ikke at være den autoritative, oprindelige historie. Det samme eventyr bliver fortalt forskelligt i de for skellige nedskriveres versioner. Mange har således set Disneys version af “Askepot” og ærgret sig over, at filmen bare slutter med en ‘happy ending’, hvor Askepot bliver gift med prinsen. Vi bliver snydt for den ‘rigtige’ slut ning hos brødrene Grimm, hvor Askepots duer hakker øjnene ud på stedsøstrene, der således bliver straffet med blindhed for deres ondskab. Men i Perraults udgave, som er over hundrede år ældre end Grimms, slutter eventyret med, at Askepot lader sine søstre flytte ind på slottet. Og hun sørger tilmed for, at de bliver gift med to høje herrer ved hoffet. Inspireret af de forskellige udgaver har jeg i “Eventyrbogen” lavet min egen hybrid. Askepots sko er af guld hos brødrene Grimm, mens de hos Perrault er af glas. For at gøre det yderligere bro get findes der versioner, hvor skoene er af egernskind. Muligvis er glasskoene opstået, fordi det franske ord for glas (verre) og ordet for gråværk, fint pelsværk i hvidt og gråt, lavet af egernskind (vair), udtales helt ens. Sko af egernskind var meget fine, forbeholdt de allerrigeste, og nok mere realistiske som fodtøj. Men jeg har valgt glassko i min version, fordi det er mere eventyrligt, og fordi en sko af glas ikke kan udvide sig efter foden som en sko af skind. I øvrigt kan det oplyses, at der i 1800-tallet blev indsamlet omkring 40 versioner af “Askepot” eller Askepot-lignende fortællinger i Danmark. Og i Europa findes der ikke færre end 500 optegnelser af historien! Eventyrene findes ofte i flere versioner hos de samme nedskrivere. I brødrene Grimms første version af “Hans og Grete” er børnenes mor således deres rigtige mor – og ikke en stedmor. Og eventyret “Rødhætte” findes i en version med en ekstra sluthistorie, hvor bedstemoren og Rødhætte gør kål på endnu en ulv sammen. Desuden er der mange eksempler på, at skønlitte
rære forfattere har kopieret handlingsgangen fra en fortælling og udlagt den som deres egen. En del af H.C. Andersens eventyr er således bygget over folkeeventyr. De nævnte eventyr – og mange flere med dem – kan læses i den fulde bogudgave af “Eventyrbogen”. Folkeeventyrene i “Eventyrbogen” er udvalgt efter, hvilke jeg syntes var de bedste – samt hvilke der gav muligheder for illustrationer. Og selv om jeg har en overvægt af historier med fantastiske elementer: trolde, hekse, drager og magi, har jeg også villet præsentere et par skæmtehistorier med socialt sigte, nogle ordremsefortællinger for de små og nogle psykologiske fabler med dybde – for der er stor spændvidde i eventyrgenren. Jeg har hentet eventyrene i flere forskellige lande. Mange af dem har en klar hovedkilde, men for de flestes vedkommende har jeg brugt elementer fra flere forskel lige kilder. Ud over de originale tekster på fransk, tysk, norsk og (gammel-)dansk har jeg også skelet til senere genfortællinger og oversættelser. Jeg har ønsket at være tro over for materialet og har derfor ikke digtet noget nævneværdigt til historierne på egen hånd. Men der er som sagt flere versioner af de samme eventyr, og jeg har hver gang tilstræbt at lave den stærkeste genfortælling. I nogle versioner (også de kendte) har forfatterne åbenlyst sat to eller flere historier sammen. Her har jeg ved flere tilfælde skåret overflødige elementer væk. Ofte genbruger et eventyr delhandlinger fra andre historier. Dem har jeg også flere steder luget ud i for at undgå at få en eventyrsamling, hvor de enkelte historier føles som kopier af hinanden. Eller jeg har til føjet detaljer fra andre versioner af et eventyr, når disse har kunnet styrke fortællingen. Under arbejdet med eventyrene har jeg forholdt mig til de kendte oversættelser af navne på figurer eller titler på historier. Men jeg har ikke nødvendigvis brugt dem. For eksempel har en af historierne i bogen – som du også netop har kunnet læse i denne smagsprøve – titlen “Mesterkatten” i stedet for det i Danmark mere brugte “Den bestøvlede kat”. Perraults original hedder “Le maître chat ou Le chat botté” (Mesterkatten eller Den bestøvlede kat), og jeg synes, “Mesterkatten” er en meget
mere rammende titel (støvlerne er ikke særlig vigtige i historien). Slutningen, hvor vi finder ud af, hvem katten i virkeligheden er, har jeg i øvrigt hentet fra Asbjørnsen og Moes version af eventyret, “Herreper”. Jeg er hverken sprogforsker eller litteraturhistoriker, så jeg har ikke haft nogen ambition om at lave en stilren oversættelse eller historisk korrekt gengivelse af hver af disse historier. Folkeeventyrene er vores fælles kulturarv, så mit mål som historiefortæller har helt enkelt været at fortælle hver historie så godt, som det er mig muligt, under hensyntagen til folkeeventyrets egenart. Og at lave en samling, der byder på en række forskellige miljøer, temaer og figurer. Det er mit håb, at læseren af “Eventyrbogen” vil glæde sig over gensynet med de kendte eventyr – og påskønne de nye facetter i nogle af dem. Andre historier vil måske være ukendte for læseren i min version, men indeholde velkendte temaer eller elementer. Og måske er der endda et par helt nye bekendtskaber i samlingen …
Denne læseprøve indeholder fire eventyr, men den fulde udgave af “Eventyrbogen” er 200 sider lang og gennemillustreret med 175 store farveillustrationer. Hvis du har været glad for at læse den lille smagsprøve, kan du læse videre i den rigtige bogudgave af “Eventyrbogen”, der indeholder en lang perlerække af både meget kendte og lidt mindre kendte folkeeventyr.
23
“Eventyrbogen” indeholder hele 25 af de allerbedste, klassiske folkeeventyr – de fire eventyr, du kan læse i denne læseprøve, er kun en lille smagsprøve. Alle eventyrene er genfortalt af Peter Madsen i deres fulde længde og nænsomt bearbejdet i en moderne sprogtone. Den 200 sider lange bog er gennem illustreret med 175 store farveillustrationer af forfatteren. Køb bogen med alle eventyrene samt den flotte “Eventyrkalenderen 2017 – for hele familien” hos Arnold Busck.
Læs mere på: www.alvilda.dk eller www.arnoldbusck.dk