Læseprøve Soulfinders, Sky

SOULFINDERS SK Y

34294_soulfinders_sky.indd 1

30-07-2012 14:45:13

på dansk ved Lone Diana Jørgensen

Høst & Søn

34294_soulfinders_sky.indd 3

30-07-2012 14:45:13

Soulfinders - Sky er oversat fra engelsk af Lone Diana Jørgensen efter Finding Sky Copyright © 2012 by Joss Stirling Originally published in English in 2010 This translation is published by arrangement with Oxford University Press Denne udgave: © 2012, Høst & Søn/rosi na n t e & c o, København 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Johanna Basford Omslagsgrafi ker: Jette Aagaard Enghusen Bogen er sat med Utopia hos Christensen Grafi sk og trykt hos Bookwell Oy, Borgå ISBN 978-87-638-2417-0 Printed in Finland 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosi na n t e & c o Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34294_soulfinders_sky.indd 4

30-07-2012 14:45:13

Til Lucy og Emily

34294_soulfinders_sky.indd 5

30-07-2012 14:45:13

Tak Med tak til Leah, Jasmine og familien Wrangler på Tumbling River Ranch, Colorado. Også tak til min familie for at rejse tværs over USA sammen med mig og for at turde tage med på whitewater rafting-ekspeditionen i Rocky Mountains.

7

34294_soulfinders_sky.indd 7

30-07-2012 14:45:13

1

Bilen kørte væk og efterlod den lille pige på grådens rand. Rystende af kulde i sin tynde T-shirt og shorts satte hun sig ned med armene om knæene, hendes lyse, blonde hår hvirvlede rundt i vinden. Hun var bleg.

Du holder din mund, freak, ellers kommer vi tilbage efter dig, havde de sagt.

Hun ville ikke have, de skulle komme tilbage, det var hun helt sikker på, selv om hun hverken kunne huske sit navn, eller hvor hun havde boet før.

En familie gik forbi på vej hen til deres bil, moren havde et tørklæde om hovedet og bar en baby i favnen, faren holdt et lille barn i hånden. Pigen stirrede på det slidte græs, mens hun talte margueritter. Hvordan mon det er, tænkte hun, at blive båret?

Det var så længe siden, nogen havde omfavnet hende, og det var svært for hende at se på. Hun kunne se guldskæret, der skinnede rundt om familien – kærlighedens farve. Hun stolede ikke på den farve, den betød, at man før eller siden blev såret.

Så fi k kvinden øje på hende. Pigen strammede grebet om knæene og prøvede at gøre sig så lille, at ingen ville lægge mærke til hende. Men det nyttede ikke noget. Kvinden sagde et eller andet til sin mand, rakte ham babyen og gik så helt hen 9

34294_soulfinders_sky.indd 9

30-07-2012 14:45:13

til pigen og satte sig på hug ved siden af hende. »Er du blevet væk, søde ven?« Hold din mund, ellers kommer vi tilbage efter dig.

Pigen rystede på hovedet. »Er din mor og far gået indenfor?« spurgte kvinden og rynkede panden, farven omkring hende fi k et skær af en vred, rød tone.

Pigen vidste ikke, om hun skulle nikke eller ej. Mor og far var forsvundet, men det var længe siden. De var aldrig kommet for at hente hende på hospitalet, men var blevet sammen i flammehavet. Hun besluttede ikke at sige noget. Kvindens farve blussede op og fi k en dybere, blodrød nuance. Pigen krøb sammen: Hun havde gjort hende bekymret. Det passede altså, hvad de havde sagt, dem, der lige var kørt deres vej. Hun var modbydelig. Gjorde altid alle mennesker kede af det. Pigen lagde hovedet mod knæene. Hvis hun lod, som om hun ikke var der, ville kvinden måske gå sin vej. Det lykkedes sommetider. »Stakkels lille dig,« sukkede kvinden og rejste sig op. »Jamail, vil du gå ind og sige til personalet, at der er et barn, der er blevet væk fra sine forældre? Jeg bliver hos hende imens.« Pigen hørte manden mumle beroligende til barnet, han holdt i hånden, og derefter skridt, da de gik tilbage til restauranten. »Du skal ikke være urolig, jeg er sikker på, din familie leder efter dig.« Kvinden sad ved siden af hende og maste margueritter, fem-seks stykker ad gangen.

Pigen begyndte at dirre voldsomt og rystede på hovedet. Hun ønskede ikke, at de skulle lede efter hende – ikke nu, ikke nogensinde. »Det er okay. Virkelig. Jeg ved, du må være bange, men du vil være tilbage hos dem inden så længe.« Hun klynkede og holdt så en hånd for munden. Jeg må ikke sige en lyd, jeg må ikke være til besvær. Jeg er modbydelig. Modbydelig.

Men det var ikke hende, der lavede postyret. Det var ikke hendes skyld. Nu var der en masse mennesker rundt om hende. Politi, 10

34294_soulfinders_sky.indd 10

30-07-2012 14:45:13

iført gule jakker magen til dem, der havde omringet hendes hus den dag. Stemmer, der talte til hende. Spurgte hende, hvad hun hed.

Men det var en hemmelighed – og hun havde glemt svaret for lÌnge siden.

11

34294_soulfinders_sky.indd 11

30-07-2012 14:45:14

2

Jeg vågnede fra det gamle mareridt, da bilen standsede, og motoren tav. Mit hoved var lænet mod en pude, søvn trak i mig som et anker. Det varede et stykke tid, før jeg huskede, hvor jeg var. Ikke på den tankstation ved motorvejen, men i Colorado med mine forældre. Ved at komme videre. Ved at flytte ind. »Hvad synes du?« Simon, som min far foretrak at blive kaldt, steg ud af den faldefærdige, gamle Ford, han havde købt i Denver, og slog dramatisk ud med armene i retning af huset. Hans lange, gråsprængte, brune hår havde løsnet sig fra sit bånd, da han begejstret viste vores nye hjem frem. Spidst tag, klinkebeklædte mure og snavsede ruder – det så ikke lovende ud. Jeg forventede næsten, at familien Adams ville tumle ud ad hoveddøren. Jeg rettede mig op, gned øjnene og prøvede at jage den irriterende frygt væk, der blev hængende efter en af mine drømme. »Åh, skat, det er vidunderligt.« Sally, min mor, nægtede at tabe modet – en lykke-terrier, som Simon drillende kaldte hende, en, der greb fat med tænderne og nægtede at give slip. Hun steg ud af bilen. Jeg fulgte efter, ikke sikker på om det var jetlag, jeg havde, eller drømmelag. Ordene, der for gennem mit hoved, var »skummel«, »ruin« og »rådden«, Sally havde andre ord at føje til. »Jeg tror, det bliver rigtig dejligt. Se lige de skodder – de må 12

34294_soulfinders_sky.indd 12

30-07-2012 14:45:14

være originale. Og verandaen! Jeg har altid betragtet mig selv som en veranda-type, der sidder i sin gyngestol og ser solen gå ned.« Hendes brune øjne funklede af forventning, hendes krøllede hår dansede, da hun løb op ad trinene.

Eftersom jeg havde boet sammen med dem, siden jeg var ti, havde jeg for længst accepteret, at begge mine forældre sandsynligvis var skøre. De levede i deres egen lille fantasiverden, hvor forsømte huse var »interessante«, og mug gav »atmosfære«.

I modsætning til Sally havde jeg altid anset mig selv for at være en ultra-moderne type, som sad i en stol uden træorm og sov i et værelse, der ikke havde isblomster på indersiden af vinduerne om vinteren.

Men bortset fra huset, så var bjergene bagved betagende, hævede sig utroligt højt i den klare efterårshimmel med hvidt pudder på tinderne. De rullede langs horisonten som en tidevandsbølge, fastfrosset i tid, fanget, netop som de skulle til at kamme over og vælte ned over os. Deres klipperige skråninger var farvet lyserøde i det sene eftermiddagslys, men der, hvor skygger faldt over snemarkerne, blev farven forvandlet til en kold skiferblå. Skovene, der klatrede på siderne, var allerede gennemvævet med guld, bevoksninger med aspetræer glødede mod de mørke, stedsegrønne graner. Jeg kunne se en kabinelift og rydninger, der markerede pisterne, de så alle sammen næsten lodrette ud.

Dette måtte være the High Rockies, som jeg havde læst om, da mine forældre lod bomben springe, om at vi skulle flytte fra Richmond-on-Thames til Colorado. De var blevet tilbudt et år som huskunstnere på et nyt kunstcenter i en lille by ved navn Wrickenridge. En lokal multimillionær og beundrer af deres arbejde havde fået den idé, at skisportsstedet vest for Denver havde brug for en kulturindsprøjtning – og at den skulle komme fra mine forældre.

Da de fortalte »de gode nyheder«, tjekkede jeg byens hjemmeside og fandt ud af, at Wrickenridge var kendt for, at der hvert år faldt syv og en halv meter sne og ikke for ret meget andet.

13

34294_soulfinders_sky.indd 13

30-07-2012 14:45:14

Man ville kunne stå på ski – men jeg havde aldrig haft råd til at komme med på skoleturene til Alperne, så det satte mig cirka en million år tilbage i forhold til mine jævnaldrende. Jeg forestillede mig allerede min ydmygelse den første snerige weekend, når jeg tumlede rundt på begynderbakkerne, og de andre teenagere susede ned ad de sorte pister.

Men mine forældre elskede tanken om at male midt i the Rockies, og jeg kunne ikke nænne at ødelægge deres store eventyr. Jeg lod, som om det var helt i orden med mig, at jeg gik glip af første år på gymnasiet i Richmond sammen med alle mine venner og i stedet blev meldt ind i Wrickenridge High. Jeg havde fundet mig til rette i Sydvestlondon i de seks år, der var gået, siden Sally og Simon adopterede mig, jeg havde kæmpet mig ud af frygt og tavshed, havde overvundet generthed og fået min egen omgangskreds, hvor jeg følte mig populær. Jeg havde lukket af for de mærkelige sider af mit væsen – som for eksempel det med at se farver, jeg drømte om. Jeg så ikke længere efter folks auraer, sådan som jeg havde gjort som barn, og ignorerede det, når min kontrol svigtede. Jeg havde gjort mig selv normal – nå ja, næsten. Nu blev jeg kastet ud i det ukendte. Jeg havde set masser af fi lm om amerikanske skoler og følte mig ikke så lidt usikker med hensyn til mit nye uddannelsessted. Mon ikke normale, amerikanske teenagere også havde bumser og kikset tøj på nogle gange? Jeg ville aldrig passe ind, hvis fi lmene viste sig at være som virkeligheden. »Okay,« Simon gned hænderne mod sine falmede cowboybukser, en vane, der gjorde, at alt hans tøj var indsmurt i oliefarve.

Han var iført sit sædvanlige, slidte bohemekluns, mens Sally så helt smart ud i de nye bukser og jakken, hun havde købt til rejsen. Jeg befandt mig et sted midt imellem de to: tilpas afslappet i mine krøllede Levis. »Lad os kigge indenfor. Mr. Rodenheim sagde, at han ville sørge for malere for os. Han lovede, at de ville male huset udvendigt så snart som muligt.« Så var det derfor, det lignede en losseplads.

Simon åbnede hoveddøren. Den knirkede, men faldt ikke af 14

34294_soulfinders_sky.indd 14

30-07-2012 14:45:14

hængslerne, hvad jeg anså for at være en lille sejr for os. Malerne var tydeligvis lige taget af sted og havde efterladt deres møbelovertræk, stiger, bøtter med maling og halvfærdige vægge. Jeg stak hovedet ind i værelserne på første sal og fandt et turkis et med en stor, bred seng og udsigt til bjergtinderne. Det måtte jeg simpelthen have. Måske ville det her ikke blive så rædselsfuldt alligevel.

Jeg brugte en fi ngernegl til at skrabe malerpletter af det gamle spejl, der hang over kommoden. Den blege, alvorlige pige i spejlbilledet gjorde det samme og stirrede på mig med sine mørke, blå øjne. Hun lignede et genfærd i halvmørket, hendes lange, blonde hår krøllede i uregerlige tjavser rundt om hendes ovale ansigt. Hun så skrøbelig ud. Ensom. Fanget i værelset gennem spejlet. En Alice, der aldrig vendte tilbage gennem glasset.

Jeg gøs. Drømmen forfulgte mig stadig, trak mig tilbage til fortiden. Jeg blev nødt til at holde op med at tænke på den måde.

Folk – lærere, venner, hvem som helst – havde sagt til mig, at jeg var tilbøjelig til at fortabe mig i melankolske dagdrømme. Men de forstod ikke, at jeg følte ... jeg ved ikke ... at noget manglede. Jeg var et mysterium for mig selv – en samling af spredte minder og uudforskede mørke steder. Mit hoved var fyldt med hemmeligheder, men jeg havde mistet kortet, der skulle vise mig vej til dem.

Jeg fjernede hånden fra det kolde glas, vendte mig væk fra spejlet og gik nedenunder. Mine forældre stod i køkkenet, opslugt af hinanden som sædvanligt. De havde et af den slags forhold, der var så fuldkomment, at jeg tit undrede mig over, hvordan de fandt plads til mig.

Sally holdt Simon om livet og lagde sit hoved mod hans skulder. »Ikke så dårligt. Kan du huske vores første hybel i Earls Court, skat?« »Ja. Væggene var grå, og alting rystede, hver gang toget kørte forbi under huset.« Han kyssede hendes krøllede, korte, brune hår. »Det her er et slot.« Sally rakte hånden ud for at inddrage mig i øjeblikkets fælles15

34294_soulfinders_sky.indd 15

30-07-2012 14:45:14

skab. I løbet af de sidste par år havde jeg øvet mig i ikke at nære mistillid til deres kærlige gestus, så jeg tog den. Sally klemte mine knoer i tavs anerkendelse af, hvad det kostede mig ikke at fjerne mig fra dem. »Jeg er virkelig spændt. Det er ligesom julemorgen.« Hun elskede strømpegaver.

Jeg smilede. »Jeg ville aldrig have gættet på, du følte sådan.« »Er der nogen hjemme?« Der lød et bank på verandadøren, og en ældre dame marcherede ind. Hun havde sort hår med hvide stænk, mørkebrun hud og trekantede øreringe, der dinglede næsten helt ned til kraven på hendes vatterede guldjakke. Hun bar på en gryderet og sparkede effektivt døren bag sig i med hælen. »Nå, der er I. Jeg så jer ankomme. Velkommen til Wrickenridge.« Sally og Simon vekslede muntre blikke, da damen lod, som om hun var hjemme og satte retten på bordet i entréen. »Jeg er May Hoffman, jeres genbo. Og I er familien Bright fra England.« Det lod ikke til, at mrs. Hoffman havde brug for, at andre deltog i hendes samtale. Hendes energi var skræmmende, jeg opdagede, at jeg ønskede, jeg pludselig kunne være i besiddelse af en skildpaddes evne til at smutte ind i sit skjold. »Jeres datter ligner ingen af jer særligt meget, vel?« Mrs. Hoffman skubbede en bøtte maling til side. »Jeg så, da I kom. Ved I, at jeres bil taber olie? Det vil I sikkert gerne have ordnet. Kingsley på autoværkstedet vil klare det for jer, hvis I siger, jeg anbefalede ham. Han vil give jer en god pris, men pas på, han ikke lader jer betale ekspeditionsgebyr – det bør være gratis.« Sally skar en undskyldende grimasse i retning af mig. »Det er vældig pænt af dig, mrs. Hoffman.« Hun slog afværgende ud med hånden. »Vi gør os umage for at være gode naboer her. Det bliver man nødt til – bare vent, til I oplever en af vores vintre, så vil I forstå hvorfor.« Hun rettede sin opmærksomhed mod mig, hendes blik var skarpt. »Indskrevet på elvte klassetrin i high school?« 16

34294_soulfinders_sky.indd 16

30-07-2012 14:45:14

»Ja ... øh ... mrs. Hoffman,« mumlede jeg. »Semestret begyndte for to dage siden, men det går jeg ud fra, du ved. Mit barnebarn går på samme årgang. Jeg vil bede ham om at se lidt efter dig.« Jeg havde et mareridtagtigt syn af en mandlig version af mrs.

Hoffman, der viste mig rundt på skolen. »Jeg er sikker på, det ikke vil være ...« Hun afbrød mig og pegede på gryderetten. »Tænkte, I ville sætte pris på lidt hjemmelavet mad til at få jer i gang i jeres nye køkken.« Hun rynkede på næsen. »Jeg kan se, at mr. Rodenheim omsider har fået sat stedet her i stand. Det var også på tide. Jeg sagde til ham, at dette hus var en skændsel for nabolaget. Nå, men nu må I se at få hvilet jer lidt, ikke, så vender jeg tilbage, når I er kommet i orden.« Hun var væk, før vi fi k nåede at takke hende. »Jamen,« sagde Simon. »Det var interessant.« »Vær sød at få ordnet den lækkende olie i morgen,« drillede Sally med bedende stemme og lagde sine samlede hænder mod brystet. »Jeg vil ikke kunne holde ud at være her, hvis hun fi nder ud af, at vi ikke har fulgt hendes råd – og hun vil uden tvivl komme tilbage igen.« »Ligesom en forkølelse,« sagde Simon. »Hun er ikke ... øh ... specielt engelsk, vel?« tillod jeg mig at sige.

Vi grinede alle tre – den bedste dåb huset kunne få.

Den aften pakkede jeg min kuffert ud og lagde tingene ned i den gamle kommode, som Sally havde hjulpet mig med at fore med tapet, men den lugtede stadig muggent, og skufferne bandt, men jeg kunne godt lide den falmede, hvide maling. Bedrøvet, kaldte Sally den. Jeg vidste, hvordan det føltes, efter at have tilbragt mange år i den ende af den følelsesmæssige skala.

Jeg tænkte på mrs. Hoffman og denne mærkelige by, vi var kommet til. Det føltes så anderledes – fremmed. Selv luften i 17

34294_soulfinders_sky.indd 17

30-07-2012 14:45:14

denne højde var ikke helt tilstrækkelig, og jeg følte en svag summen af en lurende hovedpine. Uden for mit vindue, indrammet af grenene fra et æbletræ, der voksede tæt ved huset, lå bjergene som mørke silhuetter mod den overskyede, dunkle, grå aftenhimmel.

Tinderne tårnede sig op over byen og mindede os mennesker om, hvor helt igennem ubetydelige og midlertidige vi var.

Jeg brugte meget tid på at vælge, hvad jeg skulle tage på på min første skoledag og endte med et par cowboybukser og en Gap T-shirt, anonymt nok til at jeg ikke ville være så meget anderledes end de andre elever. Jeg skiftede mening og fandt en tætsiddende sweater med et Union Jack i guld på forsiden. Kunne lige så godt acceptere, hvad jeg var.

Det var noget Simon og Sally havde lært mig. De vidste, hvor svært det var for mig at huske min fortid og pressede aldrig på, men sagde, at jeg ville huske den, hvis og når jeg var parat til det.

Det var nok for dem, at jeg var den, jeg var nu, jeg behøvede ikke undskylde for, at jeg var ufuldkommen. Men alligevel forhindrede det mig ikke i at være bange for det ukendte, der ventede mig næste dag.

Jeg følte mig som lidt af en kryster ved at acceptere Sallys tilbud om at følge mig hen på skolens kontor for at blive indskrevet.

Wrickenridge High lå cirka halvanden kilometer nede ad bakken fra vores nabolag, tæt ved 1-70, hovedvejen, der forbandt byen med det andet skisportssted i området. Bygningen så stolt ud, og navnet var skåret i sten oven over de høje døre, området omkring bygningen var fi nt vedligeholdt. Forhallen var fyldt med opslagstavler med meddelelser om de mange aktiviteter, der blev tilbudt – eller måske blev forventet af – eleverne. Jeg tænkte på det gymnasium, jeg kunne have gået på i England.

Gemt væk bag indkøbscentret midt blandt tresserbygninger og skurvogne havde det været ret anonymt, ikke et sted man følte, man hørte til, men et sted, hvor man bare opholdt sig et stykke tid. Jeg fi k fornemmelsen af, at det at høre til var en stor del af 18

34294_soulfinders_sky.indd 18

30-07-2012 14:45:14

Wrickenridge-oplevelsen. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg havde det med det. Det ville vel være okay, hvis det virkelig lykkedes mig at falde til, men knap så godt, hvis jeg dumpede til prøven i at passe ind.

Sally vidste godt, jeg var nervøs, men valgte at lade, som om jeg ville blive den mest succesrige elev, der nogensinde havde eksisteret. »Se, de har en kunsthåndværkerklub,« sagde hun fornøjet. »Du kunne prøve pottemageri.« »Jeg dur ikke til den slags.« Hun suttede på sine tænder, vidste, det var så sandt, som det var sagt. »Men så musik. Jeg kan se, der er et orkester. Nej se, og cheerleadere. Det kunne måske være sjovt.« »Ih ja, vildt sjovt.« »Du ville se sød ud i sådan et kostume.« »Jeg er cirka tredive centimeter for lille,« sagde jeg med et blik på plakaten med cheerleaderholdet, der bestod af piger med uendelige ben. »En Venus i miniatureformat, det er, hvad du er. Jeg ville ønske, jeg havde din figur.« »Sally, hold nu op med at være så pinlig.« Hvorfor gad jeg overhovedet diskutere med hende? Jeg havde ikke i sinde at blive cheerleader, selv om højden ikke havde været et problem. »Basketball,« fortsatte Sally.

Jeg rullede med øjnene. »Dans.« Det var en joke nu. »Matematikklub.« »Du bliver nødt til at slå mig oven i hovedet for at få mig til det,« mumlede jeg og fi k hende til at grine.

Hun klemte min hånd et øjeblik. »Du skal nok fi nde det, der lige er dig. Husk, du er noget særligt.« Vi åbnede døren ind til kontoret. Receptionisten stod bag skranken, brillerne sad fast i en kæde, der hang om halsen på 19

34294_soulfinders_sky.indd 19

30-07-2012 14:45:14

ham. De hoppede op og ned på hans lyserøde sweater, mens han anbragte posten i lærernes dueslag. Det lykkedes ham at gøre det, samtidig med han drak af et takeaway kaffekrus. »Åh, du må være den nye pige fra England! Kom ind, kom ind.« Han gjorde tegn til os om at træde nærmere og gav Sally hånden. »Mrs. Bright, Joe Delaney. Hvis du vil være så venlig at skrive under på et par blanketter for mig. Sky, ikke sandt?« Jeg nikkede. »Jeg bliver kaldt mr. Joe af eleverne. Jeg har en velkomstpakke til dig her.« Han rakte mig den. Jeg opdagede, at jeg allerede havde et skoleidentitetskort med mit billede. Det var det samme, som jeg havde i mit pas, hvor jeg lignede en kanin, der var blevet fanget i billygters skær. Skønt. Jeg tog snoren med kortet om halsen og sørgede for, at det var gemt godt væk.

Han lænede sig fortroligt frem, og jeg kunne lugte hans aftershave. »Jeg går ud fra, at du ikke ved, hvordan vi gør tingene her?« »Nej, det gør jeg ikke,« indrømmede jeg.

Mr. Joe brugte de næste ti minutter på tålmodigt at forklare, hvilke kurser jeg kunne deltage i, og hvilke karakterer jeg behøvede for at bestå. »Vi har lavet et skema baseret på de valg, du har truffet, da du udfyldte din ansøgning, men husk, intet af det er umuligt at ændre. Hvis du ønsker at lave om på noget, så bare sig til.« Han så på sit ur. »Du er kommet for sent til navneopråb, så jeg vil følge dig direkte til din første time.« Sally gav mig et kys og ønskede mig held og lykke. Fra nu af måtte jeg klare mig selv.

Mr. Joe skulede til en gruppe efternølere, der stod og hang ved bogen, hvor det blev noteret, hvis man kom for sent, spredte dem som en collie, der vogter genstridige får, inden han førte mig hen til historiegangen. »Sky, det er et kønt navn.« Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham, at vi valgte det i fællesskab for kun seks år siden, da jeg blev adopteret. Jeg havde ikke 20

34294_soulfinders_sky.indd 20

30-07-2012 14:45:14

været i stand til at fortælle nogen mit rigtige navn, da jeg blev fundet, og havde ikke talt i flere år bagefter, så de sociale myndigheder havde kaldt mig Janet – »bare Janet«, som en plejebror drillende havde sagt. Det havde fået mig til at hade det mere end nogensinde. Et nyt navn skulle hjælpe med til at begynde forfra hos familien Bright, Janet var blevet forvist til mellemnavn. »Mine forældre kunne lide det.« Og jeg havde ikke været gammel nok til at forudse, hvor pinligt det ville lyde i forbindelse med mit efternavn. »Det er sødt, opfi ndsomt.« »Øh, ja.« Mit hjerte hamrede, håndfladerne var fugtige. Jeg ville ikke kvaje mig. Jeg ville ikke kvaje mig.

Mr. Joe åbnede døren. »Mr. Ozawa, her er den nye pige.« Den japansk-amerikanske lærer så op fra sin computer, hvor han havde været ved at gennemgå nogle notater på whiteboardet.

Tyve ansigter vendte sig mod mig.

Mr. Ozawa kiggede på mig hen over det øverste af sine halvmåneformede briller, glat, sort hår hang ned over det ene glas.

Han så godt ud på en ældre-fyr-agtig måde. »Sky Bright?« En fnisen løb gennem klassen, men det var ikke min fejl, at mine forældre ikke havde advaret mig, da vi valgte mit navn. Som sædvanligt havde deres hoveder været fyldt med fantasifulde billeder og ikke mine fremtidige lidelser i skolen. »Ja, sir.« »Jeg overtager herfra, mr. Joe.« Receptionisten gav mig et opmuntrende puf over dørtærsklen og gik sin vej.

Jeg havde en stærk trang til at gemme mig under det nærmeste bord.

Mr. Ozawa klikkede den næste slide med titlen: »Den amerikanske borgerkrig« frem. »Værsgo at sidde ned, lige hvor det passer dig.« Der var kun én ledig plads, så vidt jeg kunne se, nemlig ved 21

34294_soulfinders_sky.indd 21

30-07-2012 14:45:14

siden af en pige med karamel farvet hud og negle, der var malet røde, hvide og blå. Hendes hår var forbløffende – en manke af rødbrune dreadlocks, der faldt ned over hendes skuldre. Jeg sendte hende et neutralt smil, da jeg satte mig ved siden af hende.

Hun nikkede og trommede på bordet med sine kløer, mens mr.

Ozawa delte papirer ud. Da han vendte ryggen til os, gav hun mig ikke, hvad man kunne kalde et håndtryk, men bare en kort berøring med sin håndflade. »Tina Monterey.« »Sky Bright.« »Ja, det fi k jeg fat i.« Mr. Ozawa klappede i hænderne for at få vores opmærksomhed. »Okay, venner, I er de heldige elever, der har valgt at studere det nittende århundredes amerikanske historie. Men efter at have undervist juniors i ti år har jeg ingen illusioner, og jeg regner med, at ferien har vasket al viden ud af jeres hjerner.

Så lad os derfor begynde med et nemt spørgsmål. Hvem kan fortælle mig, hvornår borgerkrigen begyndte? Og ja, jeg vil have den rigtige måned.« Hans blik gled hen over en klasse fuld af eksperter i at dukke hovedet og endte med at hvile på mig.

Nederen. »Miss Bright?« Hvad jeg end måtte have kendt til amerikansk historie, forsvandt som dug for solen og efterlod mig helt blank. »Øh ... I har haft en borgerkrig?« Klassen stønnede.

Jeg går ud fra, det betød, at det burde jeg vide.

I frikvarteret var jeg taknemmelig for, at Tina ikke svigtede denne dumme englænder på trods af min sørgelige optræden i klassen. Hun tilbød at vise mig rundt på skolen. Mange af de ting, jeg sagde, fi k hende til at grine – ikke fordi jeg var sjov, men fordi jeg var for engelsk, sagde hun. »Din accent er elegant. Du lyder som den der skuespillerinde – du ved, hende i piratfi lmene.« 22

34294_soulfinders_sky.indd 22

30-07-2012 14:45:14

Lød jeg virkelig så fornem? tænkte jeg. Jeg havde altid troet, jeg var for meget londoner til det. »Er du i familie med dronningen eller sådan noget?« drillede Tina. »Ja, hun er noget i retning af grandkusine til en fjern slægtning,« sagde jeg alvorligt.

Tina gjorde store øjne. »Det mener du ikke?« »Faktisk, så mener jeg det – ikke.« Hun grinede og slog sig i ansigtet med sin mappe. »Jeg var lige ved at hoppe på den, jeg blev helt bange for, at jeg blev nødt til at neje.« »Det gør du bare.« Vi hentede selv frokost i kantinen og bar vores bakker ind i spisesalen. Den ene væg bestod udelukkende af vinduer med udsigt til de mudrede sportspladser og skovene bagved. Solen skinnede og gav bjergtinderne en sølvplettet, skinnende hvid farve, så nogle af eleverne spiste udenfor, samlet i grupper nogenlunde efter tøjstil. Der gik fi re årgange på den her high school, alderen spændte fra fjorten til atten. Jeg gik på elvte klassetrin, det såkaldte »junior« år under seniorklasserne med de elever, der skulle til afgangseksamen.

Jeg viftede med min kildevand i retning af dem. »Nå, Tina, hvem er hvem?« »Grupperne?« Hun grinede. »Jeg tænker nogle gange, at vi alle er ofre for vores egne stereotyper, for vi tilpasser os virkelig, selv om jeg hader at måtte indrømme det. Hvis man prøver at være anderledes, ender man bare i en gruppe oprørere, der alle sammen laver det samme. Sådan er high school, Sky.« En gruppe lød godt. Et sted at skjule sig. »Det var sikkert det samme, der hvor jeg kommer fra. Lad mig gætte, de der er sportsidioterne?« De var dukket op i alle de fi lm, jeg havde set lige fra Grease til High School Musical og var nemme at kende, fordi de alle havde klædt om for at træne i frokostpausen. »Ja – det er de sportsgale. De er for det meste okay – ikke mange 23

34294_soulfinders_sky.indd 23

30-07-2012 14:45:14

veltrænede fyre med store muskler, er jeg ked af at sige, bare svedende teenagere. Der er hovedsageligt baseball, basketball, hockey, soccer og fodbold her.« »Amerikansk fodbold – det er ligesom rugby, ikke, bortset fra at de har en masse polstring på?« »Er det?« Hun trak på skulderen. Jeg gættede på, at hun ikke selv dyrkede sport. »Hvad spiller du?« »Jeg kan løbe lidt og har været kendt for at kunne ramme en tennisbold, men det er vist også det.« »Det kan jeg lige klare. Sportsidioter kan være så kedelige, du ved? Ensporet tankegang – og det er ikke piger, de tænker på,« sagde Tina.

Tre elever gik forbi os i færd med at diskutere gigabytes med så alvorlige udtryk i ansigterne, at det var mellemøst fredsforhandlere værdigt. En af dem snurrede et memorystick rundt på en nøglering. »Det er de kloge, der gør et stort nummer ud af, at alle ved det.

Næsten det samme som nørder, men med mere teknologi.« Jeg grinede. »For at være retfærdig så er der også andre kvikke hoveder på skolen, men de skilter ikke med det. De er ikke så tilbøjelige til at gå i flok, sådan som de kloge og nørderne er.« »Uh, jeg er ikke sikker på, at jeg vil passe ind i nogen af de grupper.« »Heller ikke mig: Jeg er ikke dum, men jeg er ikke ligefrem egnet til at komme på hverken Harvard eller Yale. Så er der kunstnertyperne – de musikalske og dramafolkene. Jeg passer nogenlunde ind der, eftersom jeg kan lide kunst og design.« »Så burde du møde mine forældre.« Hun knipsede med neglene mod sodavandsdåsen, lavede en lille trommehvirvel af begejstring. »Du mener, du tilhører den familie – dem, der kommer til mr. Rodenheims kunstcenter?« »Ja.« »Fedt. Jeg ville elske at møde dem.« 24

34294_soulfinders_sky.indd 24

30-07-2012 14:45:14

En gruppe sjoskede forbi, drenge med bukserne hængende faretruende løst – som bjergbestigere uden sikkerhedsreb, der klamrer sig til et klippefremspring. »Det er et par af skaterfyrene,« fnøs Tina. »Behøver jeg sige mere? Jeg må ikke glemme the bad boys. Du vil ikke se dem rende rundt her sammen med os tabere – de er alt for cool til os. Sikkert ude på parkeringspladsen lige nu med deres groupies, ved at sammenligne jeg ved ikke hvad, karburatorer eller sådan noget. Det vil sige, hvis de altså ikke er blevet smidt ud.

Hvem har jeg glemt? Nå ja, vi har også nogle mislykkede individer, der ikke rigtig passer ind nogen steder.« Hun pegede på en lille gruppe ved serveringslemmen. »Og så har vi vores helt eget ski-broderskab, helt specielt for the Rockies. Efter min mening er det den bedste gruppe her i byen.« Hun måtte have lagt mærke til mit bekymrede udtryk, for hun skyndte sig at berolige mig. »Man kan godt være med i mere end en gruppe – skisport så vel som anden sport, være på dramahold og også få de bedste karakterer. Ingen er tvunget til kun at være en slags.« »Undtagen de mislykkede.« Jeg sendte gruppen, hun havde henvist til, et blik. De var ikke en rigtig gruppe, mere en samling særlinge, der ikke havde andre at sidde ved siden af. En pige mumlede for sig selv – jeg så i hvert fald ikke noget håndfrit headset til hendes telefon. Jeg følte mig pludselig panikslagen ved tanken om, at jeg ville havne blandt dem, hvis Tina blev træt af mig. Jeg har altid følt mig som lidt af en særling, og der skulle ikke meget til, før jeg ville ende i samme gruppe som dem, der var totalt langt ude. »Nå, men tag dig ikke af dem. De fi ndes på alle skoler.« Hun åbnede sin yoghurt. »Det er der ingen, der tager sig specielt af.

Fortæl, hvordan var din sidste skole? Hogwarts? Fornemme børn iført sorte kapper?« »Øh ... nej.« Jeg kunne ikke lade være med at grine. Hvis Tina kunne have set os til frokost i min gamle skole, ville hun ikke være kommet til at tænke på Hogwarts, men en zoologisk have, 25

34294_soulfinders_sky.indd 25

30-07-2012 14:45:14

når to tusinde af os prøvede at kæmpe os vej hen til den trange spisesal på femogfyrre minutter. »Vi var mere ligesom her.« »Fint. Så vil du snart føle dig hjemme.« At være ny var noget, jeg havde en masse erfaring med i mit liv, før Sally og Simon adopterede mig. Dengang jeg var blevet sendt fra hjem til hjem som et kædebrev, ingen ønskede at beholde. Og nu var jeg igen en fremmed. Jeg følte mig frygtelig iøjnefaldende, når jeg gik på gangene med et kort i hånden helt uden anelse om, hvordan skolen fungerede, selv om jeg går ud fra, min iøjenfaldenhed var noget, jeg indbildte mig, de andre elever lagde sikkert ikke engang mærke til mig. Klasseværelser og lærere blev pejlemærker at orientere sig efter, Tina en slags klippe, jeg kunne klamre mig til, når jeg indimellem havnede i hendes område, men jeg prøvede at skjule det, for jeg ville ikke støde hende fra mig ved at forveksle venlighed med venskab af frygt for at komme til at virke anmassende. Der kunne gå timer, uden jeg talte med nogen, og jeg måtte tvinge mig selv til at ignorere min generthed og tale med mine klassekammerater.

Alligevel havde jeg fornemmelsen af, at jeg var ankommet for sent, eleverne på Wrickenridge High havde haft år til at danne grupper og lære hinanden at kende. Jeg var udenfor, kiggede ind.

Som skoledagen nærmede sig sin slutning, tænkte jeg på, om jeg altid ville være dømt til at føle, at livet var en smule ude af fokus for mig, som en dårligt downloaded fi lm. Utilfreds og lidt deprimeret banede jeg mig vej ud ad hoveddøren for at tage hjem.

Da jeg snoede mig ud og ind mellem mængden, der strømmede ud ad bygningen, fi k jeg et glimt af de bad boys, som Tina havde snakket om til frokost. Fanget i en lysstribe af solskin på parkeringspladsen, var der ikke noget fordækt ved dem, selv om de bestemt så kriminelle ud. Der var fem, der stod og hang op ad deres motorcykler: to afroamerikanske drenge, to hvide fyre og en sorthåret latinamerikaner. Til hver en tid, lige meget hvor, ville man øjeblikkeligt havde identificeret dem som ballade26

34294_soulfinders_sky.indd 26

30-07-2012 14:45:14

magere. De havde samme udtryk i ansigterne – en snerren ad uddannelsesverdenen repræsenteret af alle os artige elever, der pligtopfyldende myldrede ud til tiden. De fleste gik langt uden om dem ligesom skibe, der undgår en farlig kyststrækning, de øvrige sendte dem misundelige blikke, som om de hørte sirenens kalden og var fristet til at forvilde sig nærmere.

En del af mig ønskede, at jeg også kunne gøre det – stå der, selvsikker, afvise resten af verden for at være så dødssyg. Hvis bare jeg havde ben herfra til evigheden, var rap i replikken og havde et udseende, der fi k folk til at stoppe op og glo. Åh ja, og så ville det hjælpe at være af hankøn. Jeg kunne aldrig komme til at se sådan ud med fremskudte hofter og tommelfi ngrene i bæltestropperne, mens jeg sparkede i jorden med mine tåspidser.

Faldt det dem naturligt, eller var det noget, de havde øvet sig på foran spejlet? Jeg viftede hurtigt tanken væk – det var noget, tabere som mig ville gøre, de havde helt sikket en medfødt coolness, de var deres egen lille istid. Latinamerikaneren fascinerede mig mest – hans øjne var skjult bag solbriller, som han stod der med korslagte arme og lænede sig mod sin motorcykelsadel, en konge blandt sin riddere. Han var ikke nødt til at kæmpe med overbevisningen om, at han havde nogen som helst mangler.

Mens jeg kiggede, steg han på motorcyklen, gav den gas som en kriger, der ansporer sin kolossale ganger til at vågne op. Efter at have taget kort afsked med sine venner drønede han ud fra parkeringspladsen og fi k andre elever til at springe til side. Jeg ville have givet meget for at sidde bag på den motorcykel og, slutte skoledagen, ved at min ridder hurtigt bragte mig hjem.

Endnu bedre, sidde i førersædet, den ensomme superheltinde, der bekæmper uretfærdighed iført sit tætsiddende lædertøj, mens mænd dåner i hendes kølvand.

Et selvironisk latteranfald satte en stopper for mine flyvske tanker. Hør lige dig selv! sagde jeg irettesættende til min overophedede fantasi. Krigere og monstre, superhelte? Jeg havde læst for meget Manga. De drenge var af en anden race end mig. Jeg 27

34294_soulfinders_sky.indd 27

30-07-2012 14:45:14

var ikke engang et blink pü deres radar. Jeg burde vÌre taknemmelig over, at ingen kunne se ind i mit hoved og fi nde ud af, hvor fantasifuld jeg var. Mit forhold til virkeligheden kunne virke en smule usikkert til tider i takt med, at jeg lod mine dagdrømme farve min virkelighedsopfattelse. Jeg var gode, gamle Sky, de var guder: Det var südan, verden var indrettet.

28

34294_soulfinders_sky.indd 28

30-07-2012 14:45:14