Stoner er oversat fra amerikansk efter Stoner Copyright © 1965 by John Williams All rights reserved Dansk copyright © 2014 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslagsdesign: Mark Airs Omslagsillustration: Getty Images Bogen er sat med Garamond hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook, 2014 ISBN 978-87-11-35760-6 1. udgave, 1. oplag 2014 Sonetten af Shakespeare s. 16-17 samt citaterne af Shelley og Keats s. 170 er oversat af Jens Christian Grøndahl Oversættelsen er støttet af Statens Kunstfond
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Stoner.indd 4
28/02/14 12.57
1 William Stoner startede i året 1910, i en alder af nitten, som førsteårsstuderende på University of Missouri. Otte år senere, mens Første Verdenskrig rasede, tog han sin magisterkonferens og blev ansat som undervisningsassistent på samme universitet, hvor han underviste til sin død i 1956. Han blev aldrig mere end lektor, og få studerende huskede ham klart efter at have fulgt hans kurser. Da han døde, donerede hans kolleger som minde et middelaldermanuskript til universitetetsbiblioteket. Manuskriptet findes stadig i Samlingen for sjældne bøger og bærer inskriptionen: “Skænket til Biblioteket ved University of Missouri til minde om William Stoner, Engelskfakultetet. Fra hans kolleger.” Fra tid til anden vil en studerende, der støder på navnet, måske i forbifarten undre sig over, hvem William Stoner var, men hans nysgerrighed driver ham sjældent til mere end et henkastet spørgsmål. Stoners kolleger, der ikke værdsatte ham ud over det sædvanlige, mens han var i live, taler efterhånden sjældent om ham; for de ældre er hans navn en påmindelse om, 7
Stoner.indd 7
28/02/14 12.57
hvad der venter dem alle, og for de yngre er det blot en lyd, der ikke fremkalder nogen erindring eller identitetsfølelse, som de kan forbinde med dem selv eller deres karrierer. Han blev født i 1891 på et husmandssted midt i Missouri nær landsbyen Booneville omkring halvfjerds kilometer fra Columbia, hvor universitetet ligger. Skønt hans forældre var unge, da han blev født – hans far femogtyve, hans mor knap tyve – tænkte Stoner allerede som dreng på dem som gamle. I trediveårsalderen lignede hans far en halvtredsårig; duknakket af slid og uden forhåbninger så han ud over den tørre fodsbred jord, der underholdt familien fra år til år. Hans mor betragtede tålmodigt sit liv, som om det var et langt øjeblik, hun måtte igennem. Hendes øjne var blege og slørede, og de fine rynker, der omgav dem, blev fremhævet af det tynde, glatte hår, som hun havde samlet til en stram, grå knude i nakken. Så længe han kunne huske, havde William Stoner haft sine daglige pligter. Som seksårig malkede han de magre køer, fod rede svinene i stien nær huset og indsamlede de små æg fra en flok afpillede høns. Og selv da han begyndte på landsbyskolen tolv kilometer fra gården, var hans dag opfyldt med den ene eller den anden slags arbejde, fra før solen stod op til efter mørkets frembrud. I syttenårsalderen begyndte hans skuldre allerede at lude under vægten af al den beskæftigelse. Han var enebarn, og den fåtallige husstand blev holdt sammen af nødvendighedens hårde slid. Om aftenen sad de tre sammen i det lille køkken oplyst af en enkelt petroleumslampe; de så ind i den gule flamme, og mellem aftensmaden og senge tid hørtes ofte ikke andet end en højrygget stol, der indimellem gav sig under en udmattet krop, eller plankernes dæmpede knagen i det gamle hus. Det primitive hus havde en kvadratisk grundplan, og det umalede tømmer var sunket sammen omkring verandaen og 8
Stoner.indd 8
28/02/14 12.57
dørene. Med årene havde det antaget landskabets tørre farver – gråt og brunt, med hvide strejf. I den ene side af huset var der en aflang dagligstue sparsomt møbleret med pindestole og et par groft snedkererede borde, samt et køkken, hvor familien tilbragte det meste af den sparsomme tid, de havde sammen. Til den anden side var der to soveværelser, hvert møbleret med en hvidemaljeret jernseng, en enkelt højrygget stol og et bord med en lampe og et vaskefad. De umalede gulvbrædder knagede af ælde, og støvet trængte ustandselig op gennem de ujævne sprækker, så Stoners mor måtte feje hver dag. I skolen fulgte han timerne, som om de var huslige pligter, kun en smule mindre udmattende end dem, han havde der hjemme. Da han i foråret 1910 forlod high school, regnede han med at overtage mere af markarbejdet; han syntes, at hans far blev langsommere og hurtigere træt, som månederne gik. Men en aften i køkkenet, hen på foråret, da de to mænd hav de tilbragt en hel dag med at hyppe majs, og tallerkenerne var båret ud efter aftensmaden, talte hans far til ham. “Landbrugskonsulenten var forbi i sidste uge.” William så op fra den rød- og hvidternede voksdug, der lå på det runde køkkenbord. Han sagde ikke noget. “Han si’r, de har en ny skole inde på universitetet i Columbia. ‘Landbrugsskole’, kalder de den. Han synes, du burde gå der. Det ta’r fire år.” “Fire år,” sagde William. “Koster det noget?” “Du ku’ arbejde mod kost og logi,” sagde hans far. “Din mor har en fætter, der ejer et sted lige uden for Columbia. Så er der bøger og sådan noget. Jeg ku’ sende dig to-tre dollars om måneden.” William lagde hænderne på dugen, der glinsede mat i skæret fra lampen. Han havde aldrig været længere hjemmefra end Booneville, femogtyve kilometer væk. Han sank en gang for at gøre sin stemme rolig. 9
Stoner.indd 9
28/02/14 12.57
“Ka’ I klare det hele selv?” spurgte han. “Din mor og jeg klarer os. Jeg ka’ plante de øverste tyve til med hvede; så bli’r der mindre arbejde.” William så på sin mor. “Mor?” spurgte han. “Du gør, som din far si’r,” sagde hun tonløst. “Vil du virkelig ha’, at jeg ska’ rejse?” spurgte han, som om han halvvejs håbede, at faren ville sige nej. “Vil du virkelig?” Faren flyttede sig på stolen. Han så på sine ru, hornede fingre, hvor jorden var trængt så dybt ind i sprækkerne, at den ikke kunne vaskes af. Han foldede hænderne og holdt dem op foran sig, næsten som om han skulle til at bede. “Jeg har ikke gået meget i skole,” sagde han og så på sine hænder. “Jeg begyndte at arbejde på en gård, da jeg gik ud af sjette. Var ikke så meget for det med skole, da jeg var ung. Men nu ved jeg ikke. Det er lissom jorden bliver tørrere og hårdere at dyrke for hvert år, der går; den er ikke fed, som dengang jeg var dreng. Landbrugskonsulenten si’r, de har nogle nye ideer, nye måder at gøre tingene på, som man kan lære på universitetet. Måske har han ret. Nogle gange ude i marken går jeg og gør mig mine tanker.” Han holdt en pau se. Hans fingre strammede grebet om hinanden, og de fol dede hænder faldt ned på bordet. “Jeg gør mig mine tanker ...” Han skulede til sine hænder og rystede på hovedet. “Du begynder på universitetet til efteråret. Din mor og jeg klarer os.” Han havde aldrig før hørt sin far tale så længe. Det efterår tog han til Columbia og blev immatrikuleret som russtuderende på Landbrugsskolen. Han ankom til Columbia med et nyt, sort gabardinesæt bestilt fra Sears & Roebucks katalog og betalt med hans mors ægge penge, en slidt overfrakke, der havde tilhørt hans bedstefar, et par blå sergesbukser, som han havde haft på en gang om 10
Stoner.indd 10
28/02/14 12.57
måneden i metodistkirken i Booneville, to hvide skjorter, to sæt arbejdstøj og femogtyve dollars i kontanter, som hans far havde lånt af en nabo med sikkerhed i efterårshveden. Han begav sig afsted til fods fra Booneville, hvor hans far og mor tidligt om morgenen havde kørt ham hen på gårdens muldyrs trukne ladvogn. Det var en varm efterårsdag, og vejen fra Booneville til Columbia var støvet; han havde gået i næsten en time, før en lastbil kom op på siden af ham, og chaufføren spurgte, om han ville have et lift. Han nikkede og satte sig op ved siden af førersædet. Hans sergesbukser var røde af støv helt op til knæene, og sveden havde blandet sig med støvet og var blevet til kager af skidt i hans ansigt, som var brunet af sol og vind. Han børstede ubehjælpsomt sine bukser under hele den lange tur og lod fingrene løbe gennem sit glatte, rødblonde hår, der ikke ville lægge sig pænt ned på hans hoved. De ankom til Columbia sidst på eftermiddagen. Chaufføren satte Stoner af i udkanten af byen og pegede på en klynge bygninger omgivet af høje elmetræer. “Der har du universitetet,” sagde han. “Det er dér, du skal gå i skole.” I flere minutter efter at manden var kørt, stod Stoner ubevæ gelig og stirrede på komplekset af bygninger. Han havde aldrig set noget så imponerende. De røde murstensbygninger strakte sig opefter fra en bred fælled gennemkrydset af flisebelagte stier og små havestykker. Under ærefrygten fornemmede han pludselig en fredfyldt tryghed, som han aldrig havde mærket før. Selv om det var sent, gik han i adskillige minutter langs udkanten af campus og bare kiggede, som om han ikke havde ret til at gå derind. Det var næsten mørkt, da han spurgte en forbipasserende om vej til Ashland Gravel, der førte hen til gården, der tilhørte Jim Foote, hans mors fætter, som han skulle arbejde for; solen var for længst gået ned, da han nåede til det hvide toetages 11
Stoner.indd 11
28/02/14 12.57
træhus, hvor han skulle bo. Han havde ikke set Foote-parret før, og det føltes underligt at ankomme hos dem så sent. De hilste ham med et nik, mens de så ham an. Efter et øje blik, hvor William stod kejtet i døråbningen, gjorde Jim Foote tegn til, at han skulle komme indenfor i den lille dunkle stue overfyldt med tunge polstrede møbler og nips på matglinsende borde. Han satte sig ikke ned. “Har du spist?” spurgte Foote. “Nej, sir,” sagde Stoner. Mrs. Foote kaldte ham til sig med en kroget pegefinger og sjoskede i forvejen. Stoner fulgte efter gennem flere stuer til køkkenet, hvor hun gjorde tegn til ham om at sætte sig ved et bord. Hun stillede en kande mælk og nogle kolde skiver majsbrød foran ham. Han nippede til mælken, men kunne ikke få brødet ned, tør i munden af indre uro. Foote kom ud i køkkenet og stillede sig ved siden af sin kone. Han var en lille mand, ikke meget over en meter og tres, med et magert ansigt og en kroget næse. Hans kone var ti centimeter højere og kraftigt bygget; hendes øjne var skjult bag et par uindfattede briller, og hun klemte sine tynde læber sammen. De to så sultent til, mens han nippede til sin mælk. “Du fodrer og vander kvæget og fodrer grisene om morge nen,” sagde Foote hurtigt. Stoner så udtryksløst på ham. “Hvad?” “Det gør du om morgenen,” sagde Foote, “før du tager i sko le. Om aftenen fodrer du igen, samler æggene ind og malker køerne. Hug brænde, når der er tid. I weekenden hjælper du mig med, hvad jeg nu er i gang med.” “Ja, sir,” sagde Stoner. Foote betragtede ham et øjeblik. “Universitetet,” sagde han og rystede på hovedet. Mod ni måneders kost og logi fodrede og vandede han altså kreaturerne, fodrede svin, samlede æg ind, malkede køer og 12
Stoner.indd 12
28/02/14 12.57
huggede brænde. Han pløjede og harvede også markerne, gravede stubbe op (idet han om vinteren måtte bryde gennem syv-otte centimeter frossen jord), og kærnede smør for mrs. Foote, der så til og nikkede bistert, mens han piskede op og ned i kærnetønden. Han blev indkvarteret på en overetage, der engang havde været brugt til opbevaring; hans eneste møbler var en sort jernseng med sammensunken bund og en tynd fjermadras, et vakkelvornt bord med en petroleumslampe, en højrygget stol, der stod og rokkede på gulvet, og en stor kasse, som han brugte til skrivebord. Den eneste varme, han fik om vinteren, sivede op til ham gennem gulvet fra stuerne nedenunder; han hyllede sig ind i de lasede vattæpper og plaider, han var blevet tilstået, og åndede på sine hænder for at kunne vende siderne i sine bøger uden at rive dem i stykker. Han gjorde sit arbejde på universitetet, som han gjorde sit arbejde på gården – grundigt, samvittighedsfuldt, uden glæde eller fortvivlelse. Ved afslutningen på sit første år var hans karaktergennemsnit lige under B; han var glad for, at det ikke var lavere og ikke bekymret over, at det ikke var højere. Han var klar over, at han havde lært ting, som han ikke havde vidst før, men for ham betød det blot, at han måske ville klare sig lige så godt i sit andet år, som han havde gjort i sit første. Sommeren efter sit første år vendte han tilbage til sin fars gård og hjalp med høsten. Da hans far spurgte, hvad han syntes om skolen, svarede han, at han godt kunne lide den. Hans far nikkede og kom ikke ind på emnet igen. Det var ikke, før han vendte tilbage for at begynde på sit andet år, at William Stoner fandt ud af, hvorfor han var kommet på universitetet. Fra sit andet år blev han en velkendt skikkelse på campus. Uan13
Stoner.indd 13
28/02/14 12.57
set årstiden gik han med det samme sorte gabardinesæt, hvid skjorte og et smalt slips bundet i en sløjfe; hans håndled stak ud af ærmerne på jakken, og bukserne sejlede ubekvemt om benene på ham, som om det var en uniform, der engang havde tilhørt en anden. Hans arbejde tog til i takt med hans arbejdsgiveres tiltagende magelighed, og han tilbragte de lange aftener på sit værelse med omhyggeligt at lave sine opgaver; han var begyndt på den forelæsningsrække, der ville føre til en Bachelor of Science på Landbrugsskolen, og i det første semester på andet år havde han to naturvidenskabelige fag, et kursus på Landbrugsskolen i jordbundsforhold og et kursus, der ret overfladisk blev pålagt alle universitetsstuderende – et semesters gennemgang af engelsk litteratur. Efter de første par uger voldte de naturvidenskabelige kur ser ham ikke stort besvær; der var så meget, der skulle gøres, så mange ting at huske. Kurset i jordbundsforhold fangede hans interesse, hvad det overordnede angik; det var aldrig faldet ham ind, at de brunlige jordklumper, som han havde arbejdet med i det meste af sit liv, var andet og mere, end hvad de så ud til at være, og han begyndte så småt at forstå, at hans voksende viden om dem kunne blive nyttig, når han vendte tilbage til sin fars gård. Men den obligatoriske gennemgang af engelsk litteratur bekymrede og forstyrrede ham på en måde, som intet før havde gjort. Underviseren var en midaldrende mand, først i halvtredserne; hans navn var Archer Sloane, og han gik til lærergerningen, med hvad der mindede om ringeagt og nedladenhed, som om han mellem sin viden og hvad han kunne sige, anede et svælg så umådeligt, at han ikke engang ville prøve på at lukke det. Han var frygtet, ingen af de studerende kunne lide ham, og han morede sig over det på en ironisk, uengageret måde. Han var af middelhøjde med et aflangt og glatbarberet, kraftigt markeret 14
Stoner.indd 14
28/02/14 12.57
ansigt, og han havde en utålmodig maner med at lade fingrene løbe gennem sit kraftige, bølgede grå hår. Hans stemme var klangløs og tør, uden udtryk eller intonation, men han bevæ gede sine lange fingre med ynde og overbevisning, som om de gav ordene en form, hans stemme ikke kunne give dem. Uden for undervisningslokalet, når Stoner udførte sine dag lige pligter på gården, eller når han sad og studerede på sit loftskammer uden vindue og missede med øjnene i det matte lys fra lampen, blev han ofte bevidst om, hvordan billedet af denne mand tonede frem for hans indre blik. Han havde svært ved at genkalde sig de andre læreres ansigter eller huske noget særligt fra nogen af de andre kurser, han fulgte, men altid ventede Archer Sloanes skikkelse på tærsklen til hans bevidsthed med sin tørre stemme og sine hånligt henkastede bemærkninger om én eller anden passage fra Beowulf eller et par verslinjer af Chaucer. Han syntes ikke, han kunne overskue gennemgangen på den samme måde som de andre forelæsningsrækker. Selv om han godt kunne huske forfatterne og deres værker og deres årstal, og hvem der havde påvirket hvem, var han nær dumpet til sin første eksamen, og han klarede sig ikke meget bedre til den næste. Han læste og genlæste de opgivne værker så mange gange, at det gik ud over arbejdet med de andre kurser, og alligevel forblev de ord, han læste, kun ord på papir; han kunne ikke se, hvad hans læsning skulle gøre godt for. Og han grublede over, hvad Archer Sloane havde sagt under sine forelæsninger, som om han bag ordenes åbenlyse, tørre betydning ville kunne komme på sporet af, hvor det var meningen, at han skulle hen; han krummede ryggen på sin alt for lille og umagelige stol, idet han greb så hårdt fat om bordpladens kanter, at hans hvide knoer skinnede igennem den hårde, brune hud; han rynkede panden fuld af beslutsomhed og gnavede sig selv i underlæben. Men jo mere desperate Stoner og hans kam15
Stoner.indd 15
28/02/14 12.57
merater blev i deres opmærksomhed, desto mere overvældende blev Archer Sloanes foragt. Og engang brød foragten ud i vrede, og den var alene rettet mod William Stoner. Holdet havde læst to skuespil af Shakespeare og sluttede ugen af med at gennemgå en af sonetterne. De studerende var nervøse og i vildrede, halvt ængstelige over den voksende anspændthed mellem dem og den ludende skikkelse, der sad bag katederet og betragtede dem. Sloane havde læst den treog halvfjerdsindstyvende sonet højt for dem. Hans blik strejfede rundt i lokalet, og han pressede læberne sammen i et humørforladt smil. “Hvad betyder sonetten?” spurgte han brat og tav, mens han så strengt ud over dem med et blik, der næsten nød at være opgivende. “Mr. Wilbur?” Der kom ikke noget svar. “Mr. Schmidt?” Nogen hostede. Sloane rettede sine klare, mørke øjne mod Stoner. “Mr. Stoner, hvad betyder sonetten?” Stoner sank og prøvede at åbne munden. “Det er en sonet, mr. Stoner,” sagde Sloane tørt. “En digte risk komposition på fjorten linjer i et vist mønster, som jeg er sikker på, at De kender udenad. Den er skrevet på det engelske sprog, som De vist har talt i nogle år. Forfatteren er William Shakespeare, en digter som er død, men som ikke desto mindre efter enkeltes mening indtager en ikke ubetydelig stilling.” Han fortsatte med at se på Stoner et par sekunder, hvorpå han med tomme øjne, uden at se noget, fikserede et punkt uden for lokalet. Uden at se i sin bog fremsagde han digtet igen, og hans stemme blev dybere og blødere, som om ordene og lydene og rytmen et øjeblik blev ét med ham: “That time of year thou mayst in me behold When yellow leaves, or none, or few, do hang Upon those boughs which shake against the cold, Bare ruin’d choirs where late the sweet birds sang.
16
Stoner.indd 16
28/02/14 12.57
In me thou see’st the twilight of such day As after sunset fadeth in the west; Which by and by black night doth take away, Death’s second self, that seals up all in rest. In me thou see’st the glowing of such fire, That on the ashes of his youth doth lie, As the death-bed whereon it must expire, Consumed with that which it was nourisht by. This thou perceivest, which makes thy love more strong, To love that well which thou must leave ere long.” Den tid på året kan du i mig skue Når gule blade eller få, om nogen, hænger Fra disse grene skælvende mod kulden, Forfaldne kor hvor nyligt kære fugle sang. I mig du ser en sådan aftenskumring Som efter solnedgangens falmen ude vestpå; Bortrevet af det sorte nattemørke, Dødens andet jeg, der alt forsegler i sin hvile. I mig du gløderne af sådant bål kan se, Der på sin ungdoms aske ligger. Som på det leje hvor de, døende, må slukkes, Fortæret af hvad de blev næret ved. Dét fatter du, at det din elskov må forstærke, Så du kan elske vel, hvad snart du må forlade.
Nogen rømmede sig i stilheden. Sloane gentog linjerne, idet hans stemme blev tonløs, igen hans egen. Dét fatter du, at det din elskov må forstærke, Så du kan elske vel, hvad snart du må forlade.
17
Stoner.indd 17
28/02/14 12.57
Sloanes øjne vendte tilbage til William Stoner, og han sagde tørt: “Mr. Shakespeare taler til Dem hen over tre hundrede år, mr. Stoner; kan De høre ham?” William Stoner blev klar over, at han havde holdt vejret i adskillige sekunder. Han pustede sagte ud, pinligt bevidst om sit tøjs bevægelser på kroppen, idet luften forlod hans lunger. Han så væk fra Sloane, rundt i lokalet. Lyset faldt skråt ned fra vinduerne og lejrede sig på hans medstuderendes ansigter, så de så ud, som om de var illuminerede indefra og lyste ud mod dunkelheden; en studerende blinkede, og en spinkel skygge faldt på en kind, hvor dunene fangede sollyset. Stoner blev klar over, at hans fingre havde sluppet deres hårde greb om bordpladen. Han vendte sine hænder om, mens han så på dem, forundret over hvor brune de var, og hvor fint neglene var indpasset i hans stumpe fingerspidser; han syntes, han kunne mærke blodet strømme usynligt gennem de bitte små årer og kar, sart og usikkert pulserende fra hans fingerblommer og ud gennem kroppen. Sloane talte igen. “Hvad siger han til Dem, mr. Stoner? Hvad betyder hans sonet?” Stoner så op, langsomt og tøvende. “Den betyder,” sagde han og løftede med en lille bevægelse hænderne foran sig; han mærkede, hvordan hans øjne blev overtrukket, idet han søgte Archer Sloanes skikkelse. “Den betyder,” sagde han igen og kunne ikke fuldende, hvad han var begyndt på. Sloane så nysgerrigt på ham. Så nikkede han pludselig og sagde: “Timen er forbi.” Uden at se på nogen vendte han sig om og forlod lokalet. William Stoner bemærkede knap nok de studerende, der rej ste sig murrende fra deres pladser omkring ham og sjoskede ud. Flere minutter efter at de var gået, sad han ubevægelig og stirrede frem for sig på de smalle gulvbrædder, hvor lakken var blevet slidt ned af rastløse studerende, som han aldrig ville 18
Stoner.indd 18
28/02/14 12.57
møde eller lære at kende. Han lod selv fødderne glide hen over gulvet, hørte den tørre raspen af træ under sine skosåler og mærkede ruheden gennem læderet. Så rejste han sig også og gik langsomt ud af lokalet. Den skarpe efterårskølighed skar sig gennem hans tøj. Han så rundt på de nøgne, krogede grene på træerne, der vred og vendte sig mod den blege himmel. Studerende strejfede ham, idet de hastede hen over campus på vej til deres forelæsninger; han hørte deres mumlende stemmer og den klikkende lyd af deres hæle mod stiernes fliser, og han så deres ansigter, rødmende i kulden, foroverbøjede i den lette brise. Han betragtede dem nysgerrigt, som om han ikke havde set dem før, og følte sig på én gang langt væk fra dem og meget tæt på. Han holdt fast i følelsen, mens han skyndte sig videre til sin næste forelæsning, og holdt fast i den under hele forelæsningen i jordbundskemi, holdt den op mod lærerens monotone stemme, der gennemgik ting, som skulle skrives ned i notesbøger og huskes under et slid og et slæb, der allerede var ham fremmed. I årets andet semester afbrød William Stoner sine grundkur ser i naturvidenskab og droppede Landbrugsskolen. Han tog introduktionskurser i filosofi og oldtidskundskab og to kurser i engelsk litteratur. Om sommeren vendte han hjem til sine forældres husmandssted og hjalp sin far med høsten og omtalte ikke sit arbejde på universitetet. Da han var blevet meget ældre, skulle han komme til at se tilbage på sine to sidste år på første del som en uvirkelig tid, der tilhørte en anden; en tid, der var gået i ryk og stød frem for at strømme afsted, som han var vant til. Det ene øjeblik stod opstillet ved siden af det andet og dog isoleret fra det, og han havde følelsen af at være løftet ud af tiden, mens den passerede for hans blik som et enormt, ujævnt udfoldet diorama. Han blev bevidst om sig selv på en måde, han ikke havde 19
Stoner.indd 19
28/02/14 12.57
været før. Somme tider så han sig i spejlet, det lange ansigt med den tørre brune høstak, og han rørte ved sine fremstående kindben; han så de spinkle håndled, der stak flere centimeter ud af hans jakkeærmer, og han spekulerede på, om han fremstod lige så latterlig for andre, som han gjorde for sig selv. Han havde ingen planer for fremtiden og talte ikke til nogen om sin usikkerhed. Han fortsatte med at arbejde for Foote mod kost og logi, men ikke så mange timer ad gangen som i de første to år på universitetet. Tre timer om eftermiddagen og en halv dag i weekenden lod han sig bruge, som det passede Jim og Serena Foote; resten af sin tid gjorde han selv fordring på. Noget af tiden tilbragte han på sit lille loftsværelse øverst oppe i Footes hus, men så ofte han kunne, vendte han tilbage til universitetet, når undervisningen var forbi og han havde gjort sit arbejde for Foote. Af og til gik han rundt om aftenen på den store åbne plads mellem par, der spadserede sammen, mens de pludrede med dæmpede stemmer; selv om han ikke kendte nogen af dem, og selv om han ikke talte med dem, følte han sig beslægtet med dem. Indimellem standsede han midt på pladsen og så på de fem vældige søjler foran Jesse Hall, der skød til vejrs fra det kølige græs op i natten; man havde fortalt ham, at søjlerne var efterladenskaber fra universitetets oprindelige hovedbygning, som for mange år siden var brændt ned. Som de stod sølvgrå i måneskinnet, nøgne og rene, forekom de ham at repræsentere den livsform, han havde givet sig hen til, sådan som et tempel repræsenterer en gud. På universitetsbiblioteket gik han rundt i magasinerne mellem tusindvis af bøger og indåndede den mugne lugt af læder, lærred og indtørrede bogsider, som om det var eksotisk røgelse. Somme tider standsede han, tog et bind ned fra hylderne og holdt det et øjeblik, og det snurrede i hans hænder ved den stadig uvante fornemmelse af ryg og perm og føjelige sider. Derpå bladede han i bogen og læste en sætning her eller dér, forsigtig 20
Stoner.indd 20
28/02/14 12.57
når han vendte siderne med sine stive, klodsede fingre, for at de ikke skulle komme til at rive og ødelægge, hvad de gjorde sig sådan umage med at afdække. Han havde ingen venner, og for første gang i sit liv blev han klar over, hvad ensomhed var. Når han sad på sit loftsværelse om aftenen, løftede han af og til blikket fra den bog, han læste i, og så ind i en overskygget krog, hvor skæret fra lampen flakkede foran skyggerne. Hvis han stirrede tilstrækkelig længe og vedholdende, samledes mørket i et lys, der tog illusorisk form efter, hvad han netop havde læst. Så følte han, at han befandt sig uden for tiden, sådan som han havde gjort, den dag Archer Sloane under sin forelæsning havde talt til ham. Fortidens skikkelser stimlede sammen fra mørket, hvor de holdt til, steg op fra de døde for øjnene af ham, og fortiden og de døde flød sammen med de levendes nu, så han i et langt, intenst øjeblik havde en vision af fylde, som han indgik i, og som han ikke kunne flygte eller havde noget ønske om at flygte fra. Tristan og den blonde Isolde gik foran ham, Paolo og Francesca hvirvlede rundt i det glødende mørke, Helena og den fagre Paris rejste sig fra skyggerne for at tage den bitre konsekvens. Og han var med dem på en måde, han aldrig ville kunne have været med sine studiekammerater, der fulgte den ene forelæsning efter den anden, fandt lokal indkvartering ved et stort universitet i Columbia, Missouri, og gik intetanende omkring i den midtvestlige brise. På et år blev han så god til græsk og latin, at han kunne læse enkle tekster; han havde ofte røde og sviende øjne af anstrengelse og mangel på søvn. Somme tider kom han til at tænke på sig selv, som han havde været få år før, og han blev forbløffet ved mindet om den sære skikkelse, brun og apatisk som jorden, den var rundet af. Han tænkte på sine forældre; de var næsten lige så fremmede som barnet, de havde fostret, og hans medli denhed med dem blandedes med distanceret kærlighed. 21
Stoner.indd 21
28/02/14 12.57
Da han var næsten midtvejs i sit fjerde år på universitetet, standsede Archer Sloane ham en dag efter forelæsningen og bad ham komme forbi sit kontor og få en sludder. Det var vinter, og en tæt, klam midtvestlig dis lå over campus. Selv op ad formiddagen glinsede korneltræernes tynde grene af rimfrost, og slyngplanterne på de store søjler foran Jesse Hall var kantet med krystaller, der blinkede og changerede i regnbuens farver foran alt det grå. Stoners overfrakke var så lurvet og slidt, at han havde besluttet sig for ikke at tage den på, da han skulle hen og møde Sloane, selv om det var iskoldt. Han rystede over det hele, mens han skyndte sig hen ad stien og op ad den brede stentrappe til Jesse Hall. Når man kom ind fra kulden, virkede varmen i bygningen intens. Det grå lys sivede gennem vinduerne og glasdørene i hver side af forhallen, så de gule flisegulve fik en stærkere glød end det grå skær, der faldt på dem, og de store egetræssøjler og de marmorerede vægge ulmede i dunkelheden. Der var en hvislen af sjoskende trin hen over gulvene og en dæmpet mumlen af stemmer i den vidtstrakte hal; utydelige skikkelser bevæ gede sig langsomt, blandede sig med hinanden og skiltes, og den tunge luft holdt på emmen af oliemaling og vådt uldtøj. Stoner gik op ad de glatte marmortrin til Archer Sloanes kontor på første sal. Han bankede på den lukkede dør, hørte en stemme og gik ind. Kontoret var langt, smalt og højloftet, oplyst af et enkelt vindue i den modsatte ende. Der var hylder spækket med bøger fra gulv til loft. Et skrivebord var kilet ind nær vinduet, og foran skrivebordet, halvt bortvendt og mørkt aftegnet foran lyset, sad Archer Sloane. “Mr. Stoner,” sagde Sloane tørt, idet han rejste sig halvt op og pegede på en læderbetrukken stol over for ham. Stoner satte sig ned. “Jeg har gennemgået Deres karakterer.” Sloane tav, tog en 22
Stoner.indd 22
28/02/14 12.57
mappe op fra bordet og betragtede den med ironisk distance. “Jeg håber ikke, De har noget imod min nyfigenhed.” Stoner fugtede læberne og flyttede sig på stolen. Han forsøgte at folde sine store hænder, så de blev usynlige. “Nej, sir,” sagde han hæst. Sloane nikkede. “Godt. Jeg bemærker, at De begyndte Deres studier her som landbrugselev, og at De på et tidspunkt i løbet af Deres andet år skiftede retning til litteratur. Er det korrekt?” “Ja, sir,” sagde Stoner. Sloane lænede sig tilbage i sin stol og så op mod firkanten af lys fra det lille høje vindue. Han trommede fingerspidserne mod hinanden og vendte sig igen mod den unge mand, der sad stift foran ham. “Det officielle formål med vores møde er at informere Dem om, at De bliver nødt til formelt at skifte studie og bekræfte, at De har til hensigt at opgive Deres hidtidige studieretning, samt erklære Deres endelige valg. Det tager godt fem minutter i sekretariatet. Det skal De nok få ordnet, ikke?” “Jo, sir,” sagde Stoner. “Men som De måske har gættet, er det ikke grunden til, at jeg bad Dem kigge forbi. Har De noget imod, at jeg spørger lidt til Deres fremtidsplaner?” “Nej, sir,” sagde Stoner. Han så på sine hænder, idet han vred dem mod hinanden. Sloane berørte mappen, som han havde ladet falde ned på bordet. “Jeg kan forstå, at De var lidt ældre, end hvad der er sædvanligt, da De startede på universitetet. Næsten tyve, ikke?” “Jo, sir,” sagde Stoner. “Og på det tidspunkt var Deres plan at følge det studieforløb, som Landbrugsskolen tilbyder?” “Ja, sir.” Sloane lænede sig tilbage i sin stol og betragtede det høje, 23
Stoner.indd 23
28/02/14 12.57
overskyggede loft. Pludselig spurgte han: “Og hvad er Deres pla ner nu?” Stoner tav. Det var noget, han ikke havde tænkt på, ikke havde ønsket at tænke på. Til sidst sagde han med et anstrøg af bitterhed: “Jeg ved det ikke. Jeg har ikke tænkt så meget over det.” “Ser De frem til den dag, hvor De træder ud fra disse beskyttende mure i det, nogle kalder verden?” sagde Sloane. Stoner kom til at smile på trods af sin forlegenhed. “Nej, sir.” Sloane trommede på mappen med papirer foran sig på skrivebordet. “Det fremgår af akterne her, at De kommer fra landet. Jeg formoder, at Deres forældre er landmænd?” Stoner nikkede. “Og har De tænkt Dem at vende tilbage til gården, når De har taget Deres eksamen her?” “Nej, sir,” sagde Stoner, overrasket over beslutsomheden i sin stemme. Han var noget forundret over den beslutning, han med ét havde taget. Sloane nikkede. “Jeg vil tro, at en seriøs litteraturstuderende kunne finde sine evner forholdsvis uegnede til agerbrugets kald.” “Jeg tager ikke tilbage,” sagde Stoner, som om Sloane ikke havde sagt noget. “Jeg ved ikke præcis, hvad jeg vil.” Han så på sine hænder og sagde til dem: “Det er ikke rigtig gået op for mig, at der er så kort tid til, at jeg er færdig; at jeg skal forlade universitetet, når året er forbi.” Sloane sagde henkastet: “De behøver jo ikke nødvendigvis forlade det. Jeg formoder, at De ikke er økonomisk uafhængig?” Stoner rystede på hovedet. “De har fået fremragende karakterer på første del. Bortset fra Deres ...” han hævede øjenbrynene og smilede “... bortset fra Deres andetårs gennemgang af engelsk litteratur, har De kun A’er i engelsk, og ellers intet under B. Hvis De kunne forsørge Dem selv i et års tid efter den afsluttende eksamen, er jeg sikker på, at De ville kunne færdiggøre Deres master med succes, 24
Stoner.indd 24
28/02/14 12.57
hvorpå De sikkert ville kunne undervise, mens De arbejdede på Deres doktorgrad. Hvis sådan noget overhovedet ville interessere Dem.” Stoner rykkede tilbage i stolen. “Hvad mener De?” spurgte han og hørte noget i sin stemme, der mindede om frygt. Sloane lænede sig frem og kom tættere på; Stoner så furerne glattes i hans lange, smalle ansigt, og han hørte, hvordan den tørre, spottende stemme blev mild og ubeskyttet. “Jamen, ved De det ikke, mr. Stoner?” spurgte Sloane. “Ken der De ikke Dem selv endnu? De skal være lærer.” Sloane forekom ham pludselig at være langt væk, og kontorets vægge trak sig tilbage. Stoner følte det, som om han hang midt i luften og svævede, og han hørte sin egen stemme, der spurgte: “Er De sikker?” “Jeg er sikker,” sagde Sloane blidt. “Hvordan kan De vide det? Hvordan kan De være sikker?” “Det er kærlighed, mr. Stoner,” sagde Sloane muntert. “De er forelsket. Så enkelt er det.” Så enkelt var det. Han så og hørte sig selv nikke til Sloane og sige noget ligegyldigt. Så var han på vej ud af kontoret. Det prikkede i hans læber, og hans fingerspidser var følelsesløse; han gik som i søvne, og dog var han fuldkommen bevidst om sine omgivelser. Han strejfede korridorens polerede paneler, og han syntes, han kunne mærke træets varme og alder; langsomt gik han ned ad trapperne, forundret over hvordan den kolde marmor gennemtrukket af årer syntes at skride lidt under hans fødder. Nede i forhallen stod hver enkelt af de studerendes stemmer tydeligt frem af den dæmpede mumlen, og deres ansigter var tæt på ham, fremmede og velkendte. Han forlod Jesse Hall og gik ud i dagen, og campus virkede ikke længere kuet under gråvejret; hans blik ledtes ud og opad mod himlen, som anede han muligheder, han ikke havde navn for. Første uge af juni i året 1914 modtog William Stoner sam25
Stoner.indd 25
28/02/14 12.57
men med tres andre unge mænd og enkelte unge damer sin bachelorgrad fra University of Missouri. For at overvære ceremonien var hans forældre – i en lånt enspænder trukket af deres gamle hoppe – taget afsted dagen før og havde tilbragt natten med at køre de cirka halvfjerds kilometer fra gården, så de ankom hos Footes kort efter daggry, stive efter den søvnløse rejse. Stoner kom ned på gårdspladsen for at tage imod dem. De stod afventende side om side i det sprøde morgenlys, mens han nærmede sig. Stoner og hans far gav hånd med en enkelt hurtig pumpebevægelse, uden at se på hinanden. “Hvordan går’ed,” sagde hans far. Hans mor nikkede. “Din far og jeg er kommet for at se dig blive kandidat.” Han tav et øjeblik. Så sagde han: “I må hellere komme indenfor og få noget morgenmad.” De var alene i køkkenet; efter at Stoner var kommet, havde mr. og mrs. Foote fået for vane at sove længe. Men hverken da, eller efter at hans forældre havde spist deres morgenmad, kunne han få sig selv til at fortælle dem om sine ændrede planer, sin beslutning om ikke at vende tilbage til gården. Han begyndte én eller to gange; så faldt hans blik på de brune ansigter, der stak så nøgent op af deres nye tøj, og han kom til at tænke på den lange rejse og på årene, hvor de havde afventet hans hjemkomst. Han sad anspændt sammen med dem, indtil den sidste kop kaffe var drukket, og indtil mr. og mrs. Foote kom ud af fjerene og sluttede sig til dem i køkkenet. Så sagde han, at han blev nødt til at tage tidligt ind til universitetet, og at han ville møde dem derinde senere på dagen, ved ceremonien. Han vandrede omkring på campus iført den sorte kappe og huen, som han havde lejet; de var tunge, og han følte sig besværet, men kunne ikke finde noget sted at gøre af dem. Han tænkte på dét, han ville blive nødt til at fortælle sine forældre, 26
Stoner.indd 26
28/02/14 12.57
og for første gang forstod han det uoprettelige ved sin beslutning, og han ville næsten ønske, at han kunne gøre den om. Han følte sig utilstrækkelig over for det mål, han så overmodigt havde sat sig, og mærkede, hvordan det trak i ham fra den verden, han havde forladt. Han sørgede over sit eget og sine forældres tab, og selv i sin sorg mærkede han, hvordan han fjernede sig fra dem. Denne følelse af tab havde han med sig under hele kandidatceremonien; da hans navn blev råbt op, og han gik hen over scenen for at få overrakt en pergamentsrulle af en mand uden ansigt bag et blødt gråt skæg, kunne han ikke tro på, at han virkelig var til stede, og rullen i hans hånd var blottet for mening. Han kunne kun tænke på sine forældre, der sad stive og anspændte i den store mængde. Da ceremonien var overstået, kørte han med dem tilbage til mr. og mrs. Foote, hvor de skulle overnatte, før de tidligt næste morgen ville påbegynde hjemrejsen. De sad sent om aftenen i Footes stue. Jim og Serena Foote blev lidt oppe sammen med dem. Nu og da udvekslede Jim og Stoners mor navnet på en slægtning og blev derpå tavse igen. Hans far sad let foroverbøjet på en højrygget stol, med spredte ben og de brede hænder knuget om knæskallerne. Endelig så mr. og mrs. Foote på hinanden og bekendtgjorde gabende, at det var sent. De gik op på deres soveværelse, og de tre var alene tilbage. Der blev stille igen. Hans forældre, der sad og så ufravendt ind i deres egne skygger, skævede indimellem til deres søn, som om de ikke ville forstyrre ham i hans nye stand. Da der var gået nogle minutter, bøjede William Stoner sig frem og talte med en stemme, der var højere og mere kraftfuld, end han havde tænkt sig. “Jeg burde have fortalt jer det noget før. Jeg burde have fortalt jer det sidste sommer, eller i morges.” Hans forældres ansigter var sløve og udtryksløse i lampe skæret. 27
Stoner.indd 27
28/02/14 12.57
“Hvad jeg prøver på at sige er, at jeg ikke tager med jer hjem til gården.” Ingen rørte sig. Hans far sagde: “Hvis du har noget, du skal have gjort færdigt, ta’r vi bare af sted i morgen, og så kommer du om et par dage.” Stoner gned sit ansigt med håndfladen. “Det er ... ikke det, jeg mener. Jeg prøver på at fortælle jer, at jeg slet ikke kommer tilbage til gården.” Hans fars hænder strammede deres greb om knæskallerne, og han rykkede tilbage i stolen. “Er du blevet rodet ind i noget skidt af en slags?” sagde han. Stoner smilede. “Nej, bare rolig. Jeg skal gå i skole et år mere, måske to eller tre.” Hans far rystede på hovedet. “Jeg så dig blive færdig her i aften. Og landbrugsagenten sagde, at jordbrugskurset ville tage fire år.” Stoner prøvede at forklare sin far, hvad han havde tænkt sig, prøvede at bibringe ham sin egen fornemmelse af mål og betydning. Han hørte sine ord falde, som kom de ud af en andens mund, og så sin fars ansigt modtage de samme ord, som en sten tager imod en knytnæves gentagne slag. Da han havde talt færdig, sad han med bøjet hoved og hænderne foldet mellem sine knæ. Han lyttede til stilheden i stuen. Endelig rørte hans far på sig i stolen. Stoner så op. Hans forældres ansigter så ham i øjnene; han var nær ved at skrige. “Jeg ved ikke,” sagde hans far. Hans stemme var træt og hæs. “Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå sådan. Jeg troede, jeg gjorde det bedste, jeg kunne gøre for dig, ved at sende dig herind. Din mor og jeg har altid gjort det bedste, vi kunne gøre for dig.” “Det ved jeg,” sagde Stoner. Han kunne ikke længere se på dem. “Kan I klare det? Jeg kunne komme hjem i noget tid og hjælpe til her i sommer. Jeg kunne ...” 28
Stoner.indd 28
28/02/14 12.57
“Hvis du synes, du bør blive her og studere dine bøger, så ska’ du gøre det. Din mor og jeg klarer os.” Hans mor sad lige over for ham, men hun så ham ikke. Hendes øjne var klemt helt sammen; hun trak vejret tungt, hendes ansigt var forvredet som i smerte, og hun pressede sine knyttede hænder mod kinderne. Forundret blev Stoner klar over, at hun græd, inderligt og stille, med skammen og forlegenheden hos den, der ellers ikke græder. Han betragtede hende et øje blik mere; så kom han tungt på benene og gik ud af stuen. Han fandt vej op ad den smalle trappe til sit loftsværelse; længe lå han på sin seng og stirrede med åbne øjne op i mørket.
Stoner.indd 29
28/02/14 12.57
Foto: Special Collections University of Arkansas Libraries
I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R
“En gang imellem støder man på en bog, der mere end så mange andre bekræfter, hvorfor man beskæftiger sig med litteratur, hvad enten man læser eller skriver. Stoner er sådan en bog, fordi dens litterære og menneskelige kvaliteter ikke er til at adskille.” – JENS CHRISTIAN GRØNDAHL, FORFATTER OG BOGENS OVERSÆTTER
“Sproget er mesterligt og hypnotisk, og dets meditative kvalitet er med til at gøre Stoner til en meget særlig læseoplevelse.”
”Genopdaget roman hyldes som overset mesterværk. En af årets litterære sensationer …” – KRISTELIGT DAGBLAD
William Stoner bliver i slutningen af det nittende århundrede født ind i en fattig bondefamilie i Missouri, USA. Som ung går han på landbrugsskole, men drages af litteraturens verden. Han vælger det akademiske liv som lærer, hvor bøgerne forbliver hans faste holdepunkt – også når modgang og skuffelser truer med at ødelægge hans tilværelse og karriere. JOHN WILLIAMS (1922-1994) voksede op i Texas. Inden han begyndte sine litteraturstudier, var han i flyvevåbnet og udsendt til bl.a. Burma og Indien. I 1954 vendte han tilbage til University of Denver som lærer, hvor han grundlagde kurset creative writing og forblev ansat, indtil han gik på pension i 1985. Han skrev og fik udgivet to digtsamlinger og tre romaner, Butcher’s Crossing (1960), Stoner (1965) og Augustus, som vandt National Book Award i 1973.
JOHN WILLIAMS
JOHN WILLIAMS
– BRETT EASTON ELLIS
“Det er helt enkelt en roman om en mand, der går på universitetet og bliver lærer. Men det er noget af det mest fascinerende, jeg nogensinde har læst.” – TOM HANKS I TIME MAGAZINE
“En af de største glemte romaner i det forrige århundrede … Bogen er så smukt konstrueret, at den fortjener status som klassiker.”
STONER er et fascinerende, velskrevet og rørende portræt af en helt almindelig mand, hvis liv man ikke kan undgå at blive berørt af. Det er en roman om identitet, om livet og om de valg, vi træffer.
– COLUM MCCANN I THE GUARDIAN
Romanen blev første gang udgivet i USA i 1965 og siden genudgivet i 2006, hvorefter mange forlag rundt om i verden fik øjnene op for bogen, og den begyndte at figurere på bestsellerlisterne. Efter en stille modtagelse af førsteudgaven har STONER endelig fået den brede anerkendelse, den fortjener.
“Den bedste bog, du aldrig har hørt om.” – POLITIKEN
“Mere sjælden end en god bog – det er en perfekt bog.” – THE NEW YORK TIMES BOOK REVIEW
Omslagsdesign: Mark Airs
LINDHARDT OG RINGHOF
“Et mesterligt portræt af en virkelig dedikeret mand.”
ROMAN
– THE NEW YORKER
“Den er så god. Også selv om der sker meget lidt, undtagen glæde og sorg i det amerikanske midtvesten, kærlighed og lidenskab og de fejltagelser, alle gør. Det er smukt skrevet i et simpelt, men fantastisk sprog; en roman om et almindeligt liv, en beskrivelse af en stille tragedie, et værk af en stor, men ukendt forfatter.” – RUTH RENDELL I THE GUARDIAN