En historie indefra

En historie

Kender du hende Fiona fra filmen Shrek? Hende den badass prinsesse, som slås mod drager og soldater, men alligevel gemmer sig bag lukkede døre – af frygt for, at folk skal se, hvem hun egentlig er, når hun i ly af nattens mulm og mørke forvandles til et grønt “monster“.

TEKST Silje-Maria Jensen studerer psykologi på universitet i Bergen og er i øjeblikket i ”Et år for Herren“-forløb i Bergen adventistmenighed. Illustration: iStock DET VIRKER MÅSKE lidt mærkeligt at begynde med en sådan reference – og så måske ikke alligevel?

I mødet med menigheden føler jeg mig nemlig af og til som Fiona.

Psykisk helse og menighed er sandsynligvis de to emner, jeg bedst kan lide at tale om, men helst hver for sig. I mødet med menigheden har min historie som psykiatrisk patient nemlig lært mig, at det kan være farligt at blande psykologi og tro.

Gennem menighedens historie er der ofte (fejlagtigt) blevet sat lighedstegn mellem psykisk og åndelig sundhed. Psykisk lidelse er blevet anset som et tegn på manglende tro.

De, som havde det hårdt psykisk, var ikke syge – bare uomvendte. For menighedsmedlemmer og præster, som tidligere har kæmpet med skam og dårlig samvittighed, må dette have været en tung byrde at bære.

Alligevel kan vi ikke benægte, at menigheden og psyken har en gensidig påvirkning på hinanden. Den ene eksisterer ikke uden den anden. For alle mennesker har en psykisk helse, og alle medlemmer i en menighed er per definition – mennesker. Før eller siden vil denne version af hønen-eller-ægget-problemstilling indhente os. Spørgsmålet er, hvordan vi navigerer med psykisk helse i mødet med menigheden?

Her er min historie

Som 16-årig udviklede jeg alvorlig anorexi med depression og angst som comorbiditet (tillægssygdomme). Dengang jeg var teenager, var psykisk sundhed et ikke-tema, hverken hjemme eller i menigheden. At debutere som første ”psykisk syge“ i en lille, konservativ menighed med under 50 medlemmer var ikke lige drømmen for at sige det, som det er.

Jeg fik kommentarer om, at anorexi ikke var en sygdom, men en synd, jeg burde omvende mig fra. Andre sagde, at min sygdom bare var et tegn på, at Gud elskede mig, fordi han lod mig lide. Nogle prøvede at tvinge mig til at bruge min vilje til at blive rask eller truede med, at det allerede var for sent, og at jeg ville gå fortabt.

indefra

Selv om jeg har glemt mange af kommentarerne, husker jeg stadig den ulmende stilhed, jeg følte, når jeg trådte ind ad kirkens hoveddør.

Helt siden jeg var lille, har jeg forsøgt at undgå at blive lagt mærke til. Jeg havde klaret at gå under radaren ved at være den dygtige pige, som aldrig forårsagede postyr. Nu fandt jeg mig selv som mål for alles opmærksomhed og skydeskive for kommentarer, jeg før bare havde frygtet. Jeg følte mig som en udstillingsdukke, som stod på en gigantisk teaterscene, helt nøgen og forsvarsløs — mens alle så på mig, og kommentarer om, hvor tynd min krop var, haglede ned over mig.

Heldigvis har oplevelserne ikke kun været negative. Personer, jeg forventede fordømmelse fra, mødte mig med overraskende forståelse. Ældre damer kom hen til mig mellem stolene i kirken og hviskede opmuntrende ord i mit øre. Folk jeg knapt kendte, begyndte at åbne op og fortælle om deres egne indre dæmoner.

Mine øjne blev åbnet for en helt ny verden. En verden som var vendt på hovedet. En verden hvor den ubetydelige er den stærke, hvor den mærkelige er den mest autentiske – og den selvsikre ofte den mest uvidende eller usikre.

Der, hvor det ikke handler om præstationer eller ydre succes, men om at finde styrken i svaghederne, glæden i de små sejre og ny mening i det krogede.

Selv om der er gået mange år, siden jeg var ”hende der“ med anorexi, føler jeg stadig trang til at gemme mig i perioder, hvor jeg kæmper. Ønsket om endelig at være ”normal“ igen er så indgroet i mig, at jeg nogle gange ikke orker at se mig selv i spejlet på vej til kirken.

Folk, som kender mig, ved, at jeg i snart fem år har forsøgt at skabe åbenhed om psykisk sundhed i menigheden. Blandt venner er jeg hende, der prøver at hjælpe alle andre ved at tale om, hvordan de egentlig har det – ja, jeg har til og med skrevet en åbenhjertig blog om det. Alligevel finder jeg ofte mig selv skjult bag lukkede døre, når det ”grønne monster“ dukker op igen. Og hvis jeg skal være ærlig, skammer jeg mig over det.

At forene menigheden og psykisk sundhed er ikke nogen let opgave.

Pandemien har i større grad end før understreget vigtigheden af at tage vare på vores psykiske sundhed, også i menighedssammenhæng. Måske større bevidsthed om, hvad vi ved, og hvordan vi omtaler psykisk helse i menigheden vil gøre det mindre tabubelagt at have det svært? Måske kan vi, som har det svært, lidt efter lidt begynde at føle os trygge nok til at tage masken af og lade os blive set, som dem vi er – mennesker, ikke bare patienter.