1 minute read

Syng med på de bibelske salmer

DET ER SÅ hyggeligt at være fælles om noget, man kan lide. Gode venner i Nyborg var sammen med Paul Birch Petersen og hans kone, Marit, fire efterårsaftner omkring de bibelske salmer. Vi sang med – på dansk, latin og hebraisk – og lyttede til salmer på engelsk og russisk. Heldigvis talte Paul på dansk! Og efter oplægget brugte vi alle mund – både til noget varmt at drikke og en snack og til at lære hinanden bedre at kende.

Og det er egentlig målet med det hele: At lære bedre at kende! Selvfølgelig at lære Gud og hans bog bedre at kende. Men også hinanden – os, som hører til i forskellige fællesskaber, og som ser hinanden til fx den årlige julekoncert, til kvindemøder, til trosrejser, bønnestund eller gudstjenester.

Og så vil vi også gerne lære flere at kende fra Nyborg. Derfor brugte vi både annoncer, flyers delt ud i postkasser, på gågaden og på FaceBook til at fortælle om arrangementet. Men det tager tid at lære hinanden at kende. Derfor er planen at lave noget mange gange og år efter år. Sende signalet til mennesker omkring vores kirke: Her er du velkommen, her sker noget spændende, og her kan du møde Gud!

Når det budskab en dag er kendt – så skal der nok komme nogen – når Gud kalder! Indtil da vil vi øve os på at elske hinanden – i virkeligheden –for så bliver det også rigtig dejligt at komme!

This article is from: