1 minute read
Konsultation med ledere fra landets menigheder
Tekst: Holger Daugaard
I BEGYNDELSEN AF december måned havde Unionens ledelse endnu engang inviteret til lederkonsultation på zoom, hvor menighedernes forstandere, kasserere og sekretærer var indbudt. Mødet bestod af en fælles del samt en del, hvor hver af de nævnte embedsfolk havde deres egen samling.
Der var mange spændende informationer at hente. Lasse Bech informerede om vækstgrupper og det materiale, som Unionen har fremstillet i den forbindelse. Adventistkirken ønsker at styrke bibelstudie i mindre grupper og tilbyder derfor forskellige ressourcer gratis, som kan gøre det både let og givende at komme i gang. Materialet ligger tilgængeligt på adventist.dk/vaekstgrupper.
Desuden blev der informeret om en besøgsrunde, som ledelsen er i gang med. Indtil videre er 26 menigheder blevet besøgt.
En anden vigtig information, som kirkens økonomichef Kristinn Odinsson kom med, er den missionspulje, som blev hensat i kirkens regnskab sidste år. Puljen er på 2 mio. kr., og indtil nu er der ansøgt og bevilget 300.000 kr. Der er derfor mulighed for mange flere missionsprojekter. Det eneste, man skal gøre, hvis man har et projekt i tanke, er at ansøge Unionen vedlagt et budget – og være indstillet på at lave en evaluering efter projektets afslutning. Så hermed en opfordring til menighederne om at tænke nyt og kreativt!
En anden information var, at Danmark nu igen modtager kvoteflygtninge, og i de afrikanske områder, vi modtager fra, er der rigtig mange adventister. Derfor en opfordring til menighederne om at være gæstfrie og modtage de adventistflygtninge, der måtte havne i de forskellige lokale områder. Man kan eventuelt kontakte den lokale kommune og tilbyde samarbejde.
Den sidste information til fællesmødet blev givet af Henrik Jørgensen, der på sabbatsskoleafdelingens vegne informerede om, at de tyske lektier bliver udfaset til fordel for et nyt skandinavisk samarbejde, der er startet op. Der er sendt nogle printede eksemplarer af de nye skandinaviske bibelstudier ud til alle menigheder, og ellers ligger de på adventist.dk/bibelstudium – både som pdf, man kan downloade og i en telefon-venlig version, hvis man foretrækker en elektronisk udgave.