1 minute read

IMPACT Esbjerg 2022

SIDSTE SOMMER FANDT det årlige IMPACT-stævne sted i Esbjerg. Knap 90 deltagere i alle aldre var samlet i en ikke alt for stor spejderhytte i et flot naturområde. Det var en uge, hvor vi både kunne lære Gud og hans ord bedre at kende, men også gøre noget godt for andre og dele noget af det, som Gud har givet os. Samtidig blev det en uge, hvor mange nye venskaber blev dannet, og tidligere gode venskaber blev styrket.

Ugen bød på mange aktiviteter. Vi studerede Bibelen sammen i små grupper. Bad sammen. Lyttede til møder med Allan Falk om, hvordan vi kan holde vores fokus på Jesus i vores liv. Nogle af dagene var der workshops, hvor man kunne vælge de emner, man selv var mest interesseret i, med em- ner som mission på sociale medier, mission i hverdagen, hvordan jeg studerer min bibel, om kæresteforhold som kristen, om Bibelens profetier og Bibelens principper for økonomi.

IMPACT handler også i høj grad om, at vi sammen gør noget for andre. Der var korsang på gaden, uddeling af litteratur til interesserede forbipasserende. Der var LivsstilsExpo, hvor mange fik et gratis sundhedstjek. En håndfuld af dem gav udtryk for, at de ønskede bibelstudier, så det takker vi Gud for!

Én episode gjorde særligt indtryk. Vi havde booket Torvet i Esbjerg for at have en offentlig musikaften. Vi var noget spændte på, hvordan det skulle gå, for vi havde ikke prøvet at have det udendørs på et torv før, og vi var blevet nødt til at booke det allerede først på ugen, inden vi havde kunnet reklamere så meget for det. Men Gud velsignede det virkelig! Det viste sig at være et perfekt sted, og der var ganske mange, der kom og lyttede. En dame, der blev meget rørt af en af sangene (som i øvrigt blev smidt ind i programmet i sidste øjeblik), kom efter programmet op til sangeren og fortalte, at pga. den sang troede hun nu på Gud, og hun spurgte, om de kunne bede sammen. Det var hendes første bøn. Det viser bare, at Gud kan bruge det lidt, vi gør, til at røre menneskers hjerter, og det er fantastisk at være en del af.

Sæt allerede kryds i kalenderen for i år, hvor der er IMPACT 16.-23. juli. Jeg kan afsløre, at vi har booket et sted med mere plads – mere information kommer senere. Jeg håber, vi ses!

This article is from: