15600
HOMOPOLIS
Historien om Lucy er historien om vores daglige oplevelse af byen som mennesker og arkitekter. Målet er at reflektere over, hvordan vi har en tendens til at formgive rum “ovenfra”, og ofte negligere den menneskelige faktor: fra masterplaner, der tænkes fra et fugleperspektiv til planer og snit med deres høje abstraktionsniveau. Fik denne repræsentation og designvane os til at glemme, at byen leves med fødderne på jorden og øjnene i horisonten? Hvad ville der ske, hvis vi genovervejer vores tilgang som arkitekter, så den minder mere om det virkelige “menneskelige perspektiv”? Hvad ville vores professions rolle være, hvis vi genovervejer det og begynder at tænke på arkitekten som en formidler og aktivist med den opgave at give rumlig løsning på menneskers hverdagsproblemer?
LUCY ER EN ARKITEKT OG HAR boet I det sAMME område af forstaden I NÆSTEN ET PAR ÅR NU... LÆNGE NOk TIL AT VÆNNE sig TIL EN de daglige PROBLEMER OG FRUSTRATION, DER DELES MED NABOerne...
dårlig vedligeholdelse...
USIKKERHED...
utrolig! Jeg var nødt til at rejse en time i går bare for at komme til rådhuset! det er træls!
der er intet at lave her udover at sove!
OG MANGEL PÅ SERVICES...
senere på kontoret
side 1
lucy! husk at i morgen har vi deadline for PROFITCORP skyskraberen! jeg regner med dig, vi ændrer virkelig byen med dette projekt! kom nu!
15600 gør vi virkelig det?! ...
er der virkelig ikke noget, vi kan gøre, for at forandre byen?!
... STARTER med DE PROBLEMER, VI HAR...
måske, hvis VI I STEDET ...
...TaKlEr ALLE DE SMÅ DAGLIGE PROBLEMer ... SAMMEN MED FOLK...
MÅSKE, PÅ denne MÅDE, KAN VI skabe DEN FORANDRING, VI ØNSKER AT SE I VERDEN...
slut! side 2