og nye politiske tider

Den reformvillig og nytænkende regering I regeringsgrundlaget på de ca. 60 sider findes der et utal af nye ideer til nye reformer, der skal være med til at ændre Danmark fundamentalt. F.eks. en top-top skat som blandt andet betyder, at den nuværende topskat skal nedsættes med 7,5 procentpoint for indkomster op til 750.000 kr. før arbejdsmarkedsbidrag, mens der kommer en top-top skat, der forhøjes med 5 procentpoint for indkomster over 2,5 millioner kr. før arbejdsmarkedsbidrag. Ydermere sigter den nye regering efter, at den strukturelle beskæftigelse skal stige med 45.000 fuldtidsansatte frem mod 2030 for at imødekomme den demografisk udvikling. Dette skal blandt andet ske ved, at flere får mulighed for at gå fra deltid til fuldtid, flere ikke-vestlige indvandrere skal i arbejde ved en arbejdspligt samt opkvalificering af flere ufaglærte voksne. Derudover vil regeringen stadig, som beskrevet i Socialdemokratiets ”Danmark kan mere”- reformudspil, halvere kandidattiden for mange humaniora studier.

Er den nye regering et symbol for magt? Mette Frederiksen præsenterede ideen om en midterregering ved hendes grundlovstale den 5 juni 2022. Det var vel og mærke i den periode, hvor Mette Frederiksen stod over for mange problemer som f.eks. hendes rolle i mink sagen samt de mange beskyldninger om magtfuldkommenhed. Mette Frederiksen vidste også godt, at hun ikke med sikkerhed ville få 90 mandater bag sig nok til en et parti-regering, og at de Radikale eftersøgte en regering med arbejdsbudsreformer, som de røde partier ikke ville kunne levere. Alt dette opsummeret sammen med danskernes generelle positive holdning til samarbejde over midten ville kunne holde hende på magten nogle år mere. Dette har også kostet på nogle af de socialdemokratiske kerneløfter, som var essentiel for sejren i 2019, blandt andet afskaffelse af den rene Arnepension. Ydermere er skattelettelser og arbejdsreformer heller ikke just noget, som socialdemokratiets bagland har jublet over. Helle Thorning Smidt må sidde tilbage med en underlig følelse af, at al den kritik, hun fik for ”bare” at lave økonomiske aftaler med højrefløjen, var ufortjent - især når kritikerne af hendes aftaler blandt andet var Mette Frederiksen og hendes Company. Helle Thorning holdte heller ikke så længe, og Mette Frederiksen overtog magten lige efter. Den magt har hun i hvert fald tænkt sig at holde fast i. Koste hvad det vil.