1 minute read
Film om venskabelig kærlighed
TEKST Nadia Norsk
Bare fordi februar måned byder på valentinsdag, er det ikke ensbetydende med, at alle deler samme begejstring for de mange kærlighedsfilm, man kan forvente at se på samtlige kanaler. Så i anledning af at denne måneds udgave er ’Anti Valentine’, har jeg her samlet seks utraditionelle ’kærlighedsfilm’ til dem, der godt kan få nok af alt det pladderromantiske – og hellere vil se film om f.eks. venskabelig kærlighed, “dystopisk” kærlighed eller selvkærlighed.
Advertisement
The Other Woman (2014)
En film der begynder med fokus på dét at finde den eneste ene, men som hurtigt tager en drejning. Tre kvinder, der hver især tror, at de har fundet den rette mand for dem, finder ud af, at de bliver holdt for nar af samme mand, der har et forhold til alle tre kvinder på samme tid. I stedet for at hade hinanden former kvinderne en alliance, og gør alt, der står i deres magt, for at gøre livet svært for deres partner - der altså er den samme mand for alle tre kvinder. Så hvis man er i humør til at se en komedie, der fokuserer på venskab og girl power, så er dette et stærkt bud.
Gone Girl (2014)
Hvis noget er en anti-kærlighedsfilm, er det da denne psykologiske thriller fra 2014. Filmen følger den sørgende og fortvivlede Nick Dunne, der på sin femårs-bryllupsdag melder sin kone, Amy Dunne, forsvundet. En eftersøgning igangsættes hurtigt og på trods af det sukkersøde portræt, Nick tegner af deres ægteskab, står han inden længe selv som hovedmistænkt i sagen. Hvis du er i humør til at se noget, der overrasker, chokerer og forvirrer på én gang, og som samtidigt tegner et billede af, hvorfor det ikke altid er helt slemt at være single, så kan denne film helt klart anbefales.
Don’t Worry Darling (2022)
Det, der umiddelbart starter som en sand kærlighedsfortælling mellem Alice og Jack Chambers, viser sig at gemme på meget mere, end hvad man først ser. Jo mere man ser, jo mere går det op for én, hvorfor filmen er en psykologisk thriller og ikke en romcom. Filmen udspiller sig i et 1950’er-univers, hvor Chambers-parret bor side om side med mange andre par i et ’lukket’ samfund. Her lever de deres bedste liv: Mændene arbejder på Victory hver dag, mens konerne passer hjemmet. Langsomt begynder Alice dog at se virkeligheden; at livet i Victory-samfundet ikke er, hvad det ser ud til, og at kærligheden mellem hende og Jack ikke er, hvad den har været.